Kapitel XV. Rigsdagen i Augsburg

I år 1530 blev den store rigsdag holdt i Augsburg. Dertil kom kejser Karl, hans bror kong Ferdinand, pavens legater, alle kurfyrster, fyrster, grever, stæder og stænder. Og hele verden ville se, hvad det dog skulle blive til med evangeliet. For paven og alle hans tilhængere mente, at det dér skulle få sit endeligt, og at Kristus endnu en gang skulle synge sit «Eli» [dvs. dø igen; hentyder til Jesu råb på korset, Matt 27,46]. Mange fyrster, herrer og stæder, som før så gerne ville være gode evangeliske, blev også bange. De trak sig dér tilbage ligesom Peter og tav. Men frem for kejseren trådte de højt priste, kristne fyrster og bekendere: hertug Johan, kurfyrste af Sachsen; hertug Johann Friedrich, hans søn, den nuværende kurfyrste; markgreve Georg af Brandenburg; landgreve Philipp af Hessen; Ernst, hertug af Lüneburg; og byerne Nürnberg og Reutlingen. Først aflagde de deres mundtlige bekendelse for kejseren, og da man ville overtale dem og bringe dem bort fra den, erklærede de offentligt, at de langt hellere ville lade sig halshugge og dræbe alle sammen end fornægte den åbenlyst erkendte sandhed – og det så standhaftigt, at selv kejseren og hele riget undrede sig over det. Derefter blev den evangeliske lære af hr. Philipp Melanchthon sat i orden og affattet i artikler, og de evangeliske bekendere og stænder overrakte den til kejseren og riget og til alle kongernes og potentaternes gesandter og læste den op. Da man siden overrakte den til kejseren med tilbud om at forklare sig nærmere, og han ville tage imod den, trak kong Ferdinand hans hånd tilbage, så han ikke tog imod den. Bagefter blev der på begge sider udpeget teologer, som skulle forhandle om en enighed. Der blev også sat fyrster til det. Men Eck og andre sofister forblev sofister. Derpå blev det befalet, at de pavelige dog skulle gendrive vore artikler skriftligt. Det påtog de sig. Hele riget lå dér i flere måneder og ventede på, hvad godt de ville komme med. Og da gendrivelsen var færdig og overgivet til kejseren og riget, duede den hverken til at koge eller stege. Alligevel forlangte man af de evangeliske, at de først skulle sværge på, at de ville antage, tro og lære den, men dog ikke offentliggøre den eller skrive eller trykke noget imod den; så ville man udlevere den til dem. Så tåbeligt et krav havde man aldrig hørt før. Derfor blev den heller ikke udleveret, men man holdt den skjult, så godt man kunne. Nogle tyranner, og især de tyske kardinaler og biskopper, arbejdede hårdt på, at man i hemmelighed skulle kalde bekendelsens fyrster op i kejserens sal, gribe dem og halshugge dem. Men man måtte frygte, at det ville give oprør, og at det ville gå morderne ilde. Landgreven red imidlertid derefter i hemmelighed bort; det gjorde de pavelige noget mere modløse. Dog lod man kurfyrste Joachim, markgreve af Brandenburg, meddele kurfyrsten af Sachsen og bekendelsens tilhængere rigsdagens afsked [rigsdagens afsluttende beslutning, «Abschied»]: De skulle træde tilbage fra deres bekendelse og i alt holde sig til den romerske kirkes lære, lydighed og forordninger, det vil sige til pavens forførelse, gudsbespottelse og skurkestreger. Hvis de ikke ville gøre det, så havde Kejserlig og Kongelig Majestæt og riget – – – [tankestregerne står i kilden, og sætningen er ufuldstændig] at bringe ham bort fra den med magt og sætte liv og legeme, gods og blod ind på det osv. Den retskafne, prisværdige kurfyrste, hertug Johan, svarede: «Nu vel! Efter at den hellige kristne tro er blevet fremlagt så klart, havde jeg slet ikke ventet så hårdt og bryskt et svar. Men jeg vil dog, om Gud vil, hverken for kejserens, rigets eller noget menneskes skyld fornægte min kære Gud og Herre Kristus. Og hvad ville det hjælpe mig, om jeg havde hele verdens gunst og mistede Guds gunst? Bevar mig dog for det, kære Gud!»

Dagen efter drog den retskafne, prisværdige fyrste også hjem. Så snart han var borte, sendte man bud efter ham og lod ham vide, at han ikke behøvede at frygte nogen unåde fra kejseren og riget. Kort efter blev der samme år igen holdt en rigsdag, i Regensburg. Dér blev der for religionens skyld vedtaget en landefred, der skulle gælde indtil et general- eller nationalkoncil, men de pavelige holdt den dårligt. For de forfulgte, brændte og fordrev folk for evangeliets skyld, ligesom før.

I år 1531 udkom Apologien for Bekendelsen og de nye Loci communes [Melanchthons troslære]. Dem skrev Kristi dyrebare martyr eller vidne, Philipp Melanchthon. Disse bøger udrettede meget godt blandt lærde folk i hele verden, som derved lærte vor læres rette grund at kende.

I år 1532 trængte Kristi evangelium efter rigsdagen stærkt igennem i alle rigsstæderne og i nogle fyrstendømmer. Og Gud gav dem trofaste lærere, som underviste dem ret.

Samme år døde den dyrebare, kristne, fredsommelige og prisværdige kurfyrste, hertug Johan af Sachsen. Han blev begravet ved siden af sin bror, hertug Frederik, og dr. Martin Luther holdt en smuk prædiken ved begravelsen. Gravskrifterne over begge brødre er skrevet på tysk og latin og udgivet. Og samme år overtog hertug Johann Friedrich regeringen som kurfyrste.

Samme år 1532 mærkede man, at der intet blev af det lovede koncil, hvor man frit kunne forhandle om Kristi lære og blive enige. Paven, kardinalerne og biskopperne i hele verden rejste sig og sammensvor sig mod Kristus og den fattige lille flok, som bekendte sig til evangeliet, og de gik med planer om ligesom Herodes at standse Kristus, det nyfødte barn i Betlehem, i hans blomstrende ungdom. Og der var hverken beskyttelse eller trøst at håbe hos kejser, konge eller rige, for de var alle forført af paven og var imod evangeliet og rasede imod det. For at Kristus dog kunne blive bevaret hos den fattige, ringe flok, protesterede de evangeliske stænder derfor og appellerede til et frit, sikkert, almindeligt koncil, der skulle holdes i Tyskland. Og for at de ikke imens skulle blive undertrykt med uretmæssig magt, sluttede de sig sammen til et forbund til nødværge, hvis det skulle komme dertil, så de efter evne kunne beskytte sig selv og deres undersåtter. I begyndelsen var de få, men da der i den anledning blev holdt nogle fyrstemøder i Schmalkalden, Braunschweig og Frankfurt, voksede Kristi rige mere og mere. Og frem til rigsdagen i Regensburg i år 1541 sluttede til sidst følgende sig til bekendelsen og bekendte sig offentligt til Kristus og evangeliet:

Fyrster: Johann Friedrich, hertug af Sachsen, kurfyrste. Heinrich, hertug af Sachsen, og Moritz, hans søn. · Johann Ernst af Sachsen, kurfyrstens bror. · Ruprecht og Wolfgang, slægtninge, pfalzgrever ved Rhinen, hertuger i Bayern og grever af Veldenz. · Georg, markgreve af Brandenburg, og markgreve Albrecht, hans slægtning, Kasimirs søn. · Johann, markgreve af Brandenburg, kurfyrstens bror. · Christian (III), hertug af Holsten, konge af Danmark. · Ernst og Franz, brødre, hertuger af Braunschweig og Lüneburg. · Philipp, hertug af Braunschweig. · Erich, hertug af Braunschweig. · Barnim, hertug af Pommern. · Philipp, hans slægtning, hertug af Pommern. · Heinrich, hertug af Mecklenburg. · Ulrich, hertug af Württemberg. · Philipp, landgreve af Hessen. · Wolfgang, fyrste af Anhalt. · Johann, Georg og Joachim, brødre, fyrster af Anhalt. · Wilhelm, greve af Nassau. · Philipp, greve af Nassau. · Karl og Ludwig, grever af Oettingen. · Wilhelm, greve af Fürstenberg. · Konrad, greve af Tecklenburg. · Albrecht og Gebhard, grever af Mansfeld. · Michael, greve af Wertheim. · N., greve af Waldeck. · N., greve af Hoya. · N., greve af Rietberg. · Bernhardin, friherre af Staufen. · Günther, greve af Schwarzburg. · Alle grever af Gleichen.

Rigsstæderne og de frie stæder: Strasbourg · Nördlingen · Augsburg · Nordhausen · Nürnberg · Esslingen · Lübeck · Schwäbisch Hall · Konstanz · Memmingen · Frankfurt · Dinkelsbühl · Ulm · Reutlingen · Goslar · Heilbronn · Lindau · Hamburg · Kampen · Braunschweig · Isny · Lüneburg · Biberach · Einbeck · Giengen · Hannover · Windsheim · Göttingen · Weißenburg · Gengenbach · Northeim · Bremen · Halle i Sachsen · Magdeburg · Erfurt.

Prædikanterne og folket.

Evangeliets bitreste fjender i Tyskland:

Kardinalen i Salzburg, kaldet Lang.

Biskop Albrecht af Mainz og Magdeburg, kardinal, prædikanternes morder og en Judas. Næsten alle biskopperne.

Hertugerne af Bayern, Wilhelm og Ottheinrich. Mordbrænderen og Doeg [jf. edomitten Doeg, der dræbte Herrens præster, 1 Sam 22,18], hertug Heinrich af Braunschweig. Den elendige by Mühlhausen, den ene borgmester Rodeman, den anden Joditka: De tog mange judaspenge. Köln, biskoppen af Lüttich. Biskopperne af Würzburg, Bamberg, Passau og andre.