Kapitel XIII. Om kongeriget Ungarn

Da kong Ludvig var blevet slået ihjel, arbejdede Ferdinand på at blive valgt til konge også i Ungarn, ligesom i Bøhmen. Det lykkedes ham, så han blev valgt i Buda (Ofen) og kronet i Stuhlweißenburg [Székesfehérvár]. Men den anden del af de ungarske stormænd mente, at da Ungarn nu dagligt måtte kæmpe mod tyrkerne, havde de brug for en konge, som var krigsvant, kendte tyrkernes og rigets forhold og kunne holde sammen på Ungarn og forsvare det. Derfor valgte de grev Hans Waiwoda [Johan Zápolya, vojvode af Transsylvanien; Myconius bruger titlen som navn], en krigsvant mand. En stor del af ungarerne sluttede sig til ham, hyldede ham og kronede ham. Så opstod der strid, og hver part ville have Ungarn. Ferdinand tog markgreve Kasimir af Brandenburg i sin tjeneste som hærfører og gav ham et fyrstendømme i Ungarn. Kasimir påtog sig kommandoen mod Waiwoda, som tyskerne kaldte Weida. Men først måtte han forsværge evangeliet, som han var tilhænger af, og derefter var der hverken lykke eller held med ham. Han vandt nogle byer og borge fra Waiwoda, men døde kort efter og fik glæde af det fyrstendømme, kongen havde skænket ham, nøjagtig lige så længe som Judas af de 30 sølvpenge, han solgte Kristus for. Det var en stor skam med denne fine fyrste, at han så jammerligt skulle miste den rette, rene lære, sit liv og sit gods, og mange havde ondt af ham. Da man skulle begrave ham og skar ham op for at se, om han var blevet forgiftet, fandt man, at hans hjerte var skrumpet så meget ind og var blevet så lille, at det ikke var meget større end et dueæg. De lærde og lægerne sagde, at det kom af den store indre sorg, fyrsten havde båret på. Hans bror, markgreve Georg, tog det som anledning til af hjertet at bekende sig til evangeliet. Efter markgreve Kasimirs død gav Ferdinand ikke op, men ville for enhver pris have Ungarn alene. Han blev ved med at føre krig, selv om han hverken fik sejr eller held [usikker læsning i kilden: «weder Sick noch Dick»] af det. Der blev holdt adskillige forhandlingsmøder, og Waida tilbød, at hvis Ferdinand blot ville lade ham beholde landet i fred, så længe han levede, ville han, om Gud vil, holde tyrken ude af Ungarn. Han ville også hvert år betale Ferdinand en betydelig skat, så stor, at han næppe kunne få så meget ud af selve riget. Og efter hans død skulle kongeriget i fred tilfalde Ferdinand. Men Ferdinand ville ikke tage imod disse rimelige betingelser; han ville have alle fire hjørner af sækken. Da kong Hans Waida så, at han intet kunne opnå hos Ferdinand, tog han imod tyrkens hjælp og beskyttelse og giftede sig med kong Sigismund af Polens datter. Derefter fik Ferdinand igen mange gode folk fra sine egne lande og fra Det Romerske Riges lande under våben og ville fordrive Waida. Den øverste hærfører var Katzianer. Men tyrkernes hjælpetropper huggede størstedelen af denne hær ned. Katzianer slap natten forinden bort med rytteriet.

Derefter blev Waidas nye dronning gravid, og før hun nedkom, blev han syg og døde, for han var en gammel mand. I sit testamente betroede han riget, den gravide dronning og barnet til landets stormænd og især til en biskop, som var hans fætter og en gråbroder [dvs. franciskanermunk; der menes Georg Martinuzzi, som dog var paulinermunk].

Munken tog sig af dronningen og riget, indtil hun nedkom og fødte en søn. Derefter gik munken videre og ville bevare riget for den unge konge. Han drog med en hær mod Buda, og med ham en tyrkisk pasha ved navn Murad. Han indtog Buda, og var Ferdinands folk ikke flygtet, var han og hele hans krigsfolk blevet slået ihjel. Det skete i år 1541 om sommeren. Men Ferdinand hvervede flere folk, og byerne sendte ham hjælp, og Nürnberg sendte en fænnike udvalgte landsknægte. Dem lagde han i Pest mod munken. Munken fik hjælp af en vældig skare tyrkere under pashaen Murad på den side af Donau, hvor Pest ligger. Over Ferdinands folk stod fremragende hærførere. Da man fik at vide, at tyrken også kom med så stor en styrke, ville den ene hærfører, at man først skulle angribe munkens ungarske folk og slå dem, før den anden hær nåede frem. Men den anden hærfører ville ikke. Havde han fulgt det råd, kunne det virkelig være gået godt. Men Gud ville straffe Ferdinand, som bespottede hans ord, ved at den ene hærfører ikke ville følge den anden. Siden ville man føre folkene over Donau til Buda. En del af rytteriet var kommet over broen, resten var endnu på broen, og fodfolket var stadig på denne side ved Pest. Da faldt munken med sin hær over rytteriet og den tyrkiske hærfører med sine tyrkere over fodfolket, og de slog begge dele af den kristne hær fuldstændig ned. De forsvarede sig tappert, og kampen varede flere dage, men til sidst var tyrkerne for mange og de kristne for få, og hele denne kristne hær gik til grunde. Det siges, at kun 16 mand af nürnbergernes fænnike overlevede. Derefter indtog tyrkerne og munken byen Pest og næsten hele Ungarn.

Kort efter, næsten i samme måned, kom den tyrkiske kejser Süleyman selv til Ungarn med to af sine sønner og 200.000 mand og indtog hele Ungarn. Da han drog mod Buda, drog munken ham i møde. Men tyrken tog både ham og pashaen Murad til fange. Munken sendte han til Konstantinopel, pashaen holdt han fanget i et telt, og han besatte Buda og Ungarn. Alle de fanger, som munken og pashaen havde taget, lod han hugge i stykker. Uden for byen Pest stod en stor skare kvinder, børn, mænd, drenge og unge piger, gamle og unge, som var blevet drevet ud af byen. Mange tusinde af dem løftede hænderne mod himlen, råbte og klagede deres nød for den evige Gud. Den tyrkiske kejser drog forbi og befalede folket at tie stille. Da de ikke straks gjorde det, og heller ikke kunne for elendighed og jammer, lod han dem alle hugge i stykker. O Deus! effunde iram tuam super gentes, qui nomen tuum non invocaverunt &c. [«O Gud! Udøs din vrede over folkene, som ikke har påkaldt dit navn» osv., jf. Sl 79,6; Jer 10,25.] Men vore synder er for store; vi vil ikke have det anderledes. Netop det kære evangelium bliver i denne tid så bespottet, vanæret og forbandet, at det er et under og Guds godhed, at Gud ikke slår det hele i stykker.

Da den tyrkiske kejser nu var kommet til Buda og havde indtaget det hele, havde Ferdinand endnu lidt guld tilbage, nogle tusind gylden. Dem sendte han med et gesandtskab til den tyrkiske kejser og købte sig fred og våbenstilstand frem til Sankt Georgs dag i år 1542. Tyrken ville have været glad, også uden penge, hvis han havde vidst, at han ville få fred så længe. Og så fik han oven i købet penge. Men det var Ferdinands rænker – han var evangeliets svorne fjende, quem Deus dedit in reprobum sensum [«som Gud har overgivet til et forkastet sind», jf. Rom 1,28]. I dette slag erobrede tyrken næsten alt det store og lille skyts, som tilhørte huset Østrig og mange byer og fyrster, og som Maximilian og andre havde ladet støbe.