Kapitel XVI. Om byen Gotha: hvordan evangeliet kom dertil, hvordan kirkens og skolens embeder blev ordnet, og hvordan slottet blev bygget

Det er dog virkelig en sørgelig ting. Gotha har i flere hundrede år været næsten den bedste og fornemste by i hele fyrstendømmet Thüringen efter Erfurt. Byen har i omkring tre hundrede år haft en stiftskirke med 14 kanniker, et nonnekloster i over 400 år og desuden et augustinerkloster fuldt af munke fra det Herrens år 1258 til år 1530. Den har også i næsten 300 år haft et hus for Lazarusordenen i Maria Magdalene-hospitalet, desuden to gamle sogne, Vor Frue og Sankt Margaretha, omkring 40 stiftede vikariater med deres vikarer og to skoler fulde af drenge. Uden tvivl har her også været mange lærde borgere, især Heinrich af Friemar (Henricus de Frimaria), som har skrevet om Sentenserne [Peter Lombardus' lærebog i teologi], og dr. Konrad Mutianus Rufus, en lærd filosof. Og alligevel er der slet intet blevet optegnet om byens historie. Man ved ikke engang, hvornår og af hvem byen er bygget, hvornår slottet, der engang hed Grimmenstein, og Guds huse blev bygget, eller hvad der er sket her. Der er heller ingen, der har gennemgået de gamle breve og samlet noget ud af dem, skønt der helt sikkert er sket mange betydningsfulde ting her.

Jeg vil dog fortælle så meget, som jeg har fundet sikkert grundlag for. Omkring Gotha lå: landsbyen Eschleben, hvor en ærkepræst boede; landsbyen og sognet Alschleben ud mod Goldbach; landsbyen og sognet Mittelhausen og Töpffleben; Hersdorff ved Eselsbrunnen ved porten, ved Bornmühle, og flere andre landsbyer. I år 1530 så jeg i Eisenach en meget gammel latinsk krønike, som Philipp Melanchthon har samlet landgreverne af Thüringens stamtavle ud fra. Der stod disse ord om, hvordan herrerne af Meissen og Thüringen holdt et møde «in villa, quae vocatur Gotha» [i landsbyen, som kaldes Gotha], og det skete 700 år før det nævnte år. Men senere er denne by vokset frem af de ovennævnte landsbyer, hvis kirker blev revet ned omkring år 1525 efter at have stået alene i mange år.

Hertug Wilhelm af Sachsen, som endnu levede i år 1480, forbedrede slottet med grave og små ydre ringmure (zwingere). Det var slottet i dets gamle skikkelse, sådan som det endnu kunne ses i år 1530.

Med vandet stod det ringe og elendigt til omkring Gotha. Man måtte klare sig med Hauptborn ud mod Waltershausen, Breitenborn, Eselsborn, Antoniusborn og andre trækbrønde. Først på landgreve Balthasars tid blev Leina i år 1369 ført ind i byen Gotha [den såkaldte Leinakanal]: fra skovbrynet ned omkring bjergene og gennem markerne og engene, meget kunstfærdigt. Det ærgrede alle thüringere meget og kostede desuden meget arbejde. Historien, registrene og brevene blev opbevaret i Eisenach i Sankt Elisabeths lille kloster neden for slottet indtil bondeoprøret i år 1525. Men Gothas borgere har ikke skønnet ret meget på det, så man nu ikke engang ved, hvad den kunstfærdige mester hed, der førte vandet ind. Så grov og utaknemmelig er verden over for alle velgerninger.

Her har også levet en slægt ved navn Wolleber, som man kan læse om i gamle breve. De har gjort meget godt med stiftelser, gejstlige len og almisser til de fattige. Blandt andet har de især med hjælp fra en sognepræst her oppe på bjerget stiftet Sankt Gothards len på rådhuset. Lenet stammer altså fra borgerslægter og præster og ikke fra rådet, som kun havde kaldsretten over det. De to sogne, Vor Frue og Sankt Margaretha, havde også hver deres egne jorder og tiende og var ganske godt forsynet. Men da stiftet blev flyttet hertil fra Ohrdruf, indlemmede kannikerne disse sogne med alt deres gods, desuden Ballstädt, Molschleben, Siebleben, Schönstadt og Mittelhausen, og slugte dem helt ind i stiftet. Derefter gav de sognepræsterne, hvad de ville. Kannikerne tog også sognerettighederne, som var mindst syv offerpenninge om året fra hver nadvergæst; det indbragte alene i ét sogn omkring tres gylden om året. Dertil kom begravelsespengene: femogtyve schneeberger groschen for et gammelt menneske, og hver af dem gælder tolv «Leben-Pfennig» [usikker læsning i kilden: «Leben-Pfennig»], og halvt så meget for et ungt. Hver gang man kundgjorde noget fra prædikestolen – en lysning til ægteskab, forbøn for syge, opkrævning af skat, eller at noget var fundet eller tabt – kostede det fire penninge for hver. Ved hver brudemesse gav brud og brudgom hver en schneeberger, og alle gæsterne gik til offer og gav hver en penning. Det var også skik, at hvert menneske valgte sig sin egen apostel, som det tjente, og som skulle tage det under sin særlige beskyttelse og gå i forbøn for det hos Kristus. Aftenen før hans dag fastede man hvert år, og på festdagen ofrede alle, som havde den apostel, en penning og gjorde sig dermed delagtige i de gode gerninger. Nogle købte hele messen; for det måtte de give en schneeberger. Hver gang en kvinde havde holdt sine seks ugers barselsseng og første gang bar barnet i kirke, måtte hun give sognepræsten, som førte hende ind i kirken med kollekten, fire penninge. Derefter gik de til augustinerklosteret, hvor en munk bar relikvier ud imod hende, og dér måtte hun ofre igen. Hver gang et menneske blev sygt og fik sakramentet, kostede det også en schneeberger groschen. Men fik det pavens oliesalvelse [den sidste olie], måtte det give en skilling, det vil sige seksten penninge. Alt dette og skriftepengene indbragte hvert år en betydelig sum penge, og alligevel klagede ingen over det. Og så er det ikke medregnet, hvad broderskaberne for Sankt Antonius, Sankt Jakob og Corpus Christi indbragte. Dertil kom terminarierne, som var tiggermunke fra fremmede klostre, der boede her og tog sig af at holde messe, høre skriftemål og samle almisser. Sankt Antonius fik ud over al anden flåning hvert år fire gode, fede, opfedede svin fra denne by. For Sankt Gothards skyld holdt man en procession og et spil på Kristi legemsfest; begge dele kostede omkring to hundrede gylden eller mere. For de døde blev der holdt nogle stiftede og nogle frivillige mindegudstjenester med vigilier og sjælemesser; ingen kan tro, hvad de kostede. Hvis nogen skyldte de gejstlige rente og ikke betalte straks, blev han offentligt lyst i band under prædikenen. Og ville han ud af bandet, måtte han ud over betalingen også give penge for at blive løst af bandet. Alene vokslysene, røgelsen, fanerne og kerterne, som man brændte af for de døde ved messen og ellers, beløb sig hvert år til betydelige summer. For enhver havde sine egne kerter og vokslys, som han tjente Gud med. Der var også valfarter omkring byen til Sankt Wolfgang, til Sankt Johannisberg, til Grimmenthal og til Sankt Veit, og dér var der altid ofring, vindrikning, udgifter og forsømt arbejde. Dog syntes folk godt om det alt sammen. Ud over at det var afgudsdyrkelse, var det også en håndgribelig byrde, men den var der ingen, der regnede for noget. Skulle man gøre rede for, hvad afladen og smørkassen [betalingen for tilladelse til at spise smør i fasten] har taget af penge, hvem ville så tro det? Sankt Margarethas sogn havde også sine egne jorder, men nonnerne i Det Hellige Kors' kloster har indlemmet dem.