Kapitel XVII. Om sygegården uden for Gotha

Sygegården [«Siechen Hoff», en gård for spedalske og uhelbredeligt syge] har også været en god, gammel stiftelse, tilstrækkeligt forsynet med jorder og indtægter. Men så kom der en gnier ved navn G. J., som havde magt og anseelse i rådet, og hvad han ville, måtte man tillade ham. Han påstod, at jorderne kun var til lidt eller ingen nytte for de fattige, fordi der hvert år gik mere til agerdyrkningen, end udbyttet gav; det ville være bedre at sælge dem og købe renter for pengene. Så købte han flere kostbare hufer land [usikker læsning i kilden: «Huff Landes»; Hufe er et gammelt jordmål], som før hørte til sygegården, for ganske få penge, og pengene blev sat ud i renter, der kunne indløses. Det er de stumper, gården har tilbage. Af dem kunne man ikke engang dække en tredjedel af de årlige udgifter, hvis ikke den fælles kasse bar resten. Men Gud velsignede gnierens overvældende rigdom sådan, at hans børn og børnebørn i løbet af få år kom meget nær til tiggerstaven. «Qui offendit pauperem, offendit Creatorem ejus. Et pupillo Tu eris Adjutor.» [«Den, der krænker den fattige, krænker hans skaber. Og du skal være den faderløses hjælper», jf. Ordsp 14,31; 17,5 og Sl 10,14.]

Da sygegården i det Herrens år 1522 helt forfaldt og var ved at gå til grunde, og hverken rådet eller nogen anden ville gøre noget ved det, var her en hæderlig, redelig og retskaffen borger, Dietrich Tunckel. Han tog sig af sagen, byggede og istandsatte sygegården så godt som muligt og fik dens renter bragt i orden. Han byggede også sovesalen i Maria Magdalene-hospitalet. Han var alle fattiges far. Og skønt han hverken kunne skrive eller læse et bogstav, var han alle de lærdes far og ven og viste dem megen venlighed, da de blev forfulgt og angrebet på grund af pavedømmet. Han var kirkeværge [«Baumeister», lægmand, der forvaltede kirkens bygning og midler] ved kirken ved Neumarkt. Denne mand havde den nåde fra Gud, at når en vanskelig strid, som hverken fyrsten, rådet eller embedsmændene kunne bilægge, kom for ham, så bilagde han den og forligte parterne. For på grund af sin hæderlighed, retskaffenhed og redelighed nød han stor yndest hos folk, og alle fulgte ham gerne. Men da han døde af alderdom, var der en almindelig sorg i hele folket, så næsten alle mennesker i hele byen fulgte ham til graven, og man klagede, som om de alle havde mistet deres far. Han boede i det høje hjørnehus over for rådhuset ved Pfortengasse. En sådan far for de fattige var også Matthias Lachenbeck, Fuggernes tjener fra Augsburg. «Beatus, qui intelligit super egenum & pauperem.» [«Salig er den, som tager sig af den trængende og fattige», jf. Sl 41,2.]