Kapitel XVIII. Om Maria Magdalene-hospitalet

Dette hospital blev grundlagt på den tid, da den hellige Elisabeth, landgreve Ludvig og deres mor, fru Sophie, levede, under kejser Frederik Barbarossa, før gråbrødrene, prædikebrødrene og tiggerordenerne opstod. På samme tid var der en orden her i landet, som man kaldte lazaritterne, fordi de var stiftet til at pleje og passe den fattige, syge og forladte Lazarus, der lå ved den rige mands dør. Denne orden skulle forvalte hospitalets gods og pleje de fattige hospitalsfolk; der var altid optaget ti mænd og elleve kvinder. Rådet i Gotha var overformynder, og det var også over for rådet, man skulle aflægge regnskab.

De gamle fyrster og landsherrer har betænkt og forsynet dette hospital og dets faste tjenere med fortrinligt og kostbart gods, således i Braunsroda og i Bretla, gårdene og skovene i Cupersula og i Wackenhausen og også nogle gode hufer land ved Gotha. Kort sagt: Herskaberne ville sørge rigeligt for de fattige med sjælesorg og den pleje, de havde brug for. Sådan blev det også ved indtil omkring år 1490. Da udryddede den første og sidste komtur her, Petrus Clopstein – først prædikebroder, siden kurtisan i Rom [gejstlig, der ved pavehoffet jagede efter embeder] – med pavens hjælp lazaritterne helt i alle hospitaler i Tyskland og gjorde sig selv til kommandør og ridderbroder af rhodiserordenen i Tyskland [johanniterordenen, der dengang havde sit sæde på Rhodos]. Han trængte sig ind i hospitalet og rev og sled denne gamle stiftelse, som var samlet gennem tre hundrede år, så grusomt i stykker, at den umuligt kunne bringes sammen igen. Ingen underrettede de gode landsfyrster, hertug Frederik og hans bror hertug Johan, om sagen, og derfor kunne de ikke gribe ind. Rådet i Gotha burde også have grebet ind, men det var netop på den tid, da rådet og borgerskabet var uenige. De var også bange for pavens band og måtte tro, at alt, hvad paven og Clopstein gjorde, var ret, og at det ikke tilkom dem som verdslige folk at blande sig. Hr. Otto Pfluck, en ridder, der dengang var amtmand, ville gerne have stået Clopstein imod, men da ingen ville hjælpe ham, måtte han også lade det ligge, som han ikke kunne løfte alene. I det Herrens år 1525 mærkede hr. Peter Clopstein, at nu da evangeliet var kommet frem, kunne ordenerne ikke bestå. Da gav han rådet og hospitalet alt godset tilbage, sådan at det skulle bruges til underhold af de fattige hospitalsfolk, og hertug Johan, kurfyrsten, stadfæstede denne overdragelse [usikker læsning i kilden: «dieselUbergebung[?]»]. Hr. Peter tog sig en hustru, købte sig et hus i Jødegade, som han flyttede ind i, og døde i det Herrens år 1538. Sådan fik hans kommanderi en ende. Det kostbare arvegods i Braunsroda, der hørte til huset i Gotha, havde han først solgt til arveligt eje mod en afgift på tres gylden om året, som skulle betales til hospitalet. Men siden lagde hertug Georg – hostis Herodes impius [«den ugudelige fjende Herodes», efter begyndelsen af den gamle helligtrekongershymne «Hostis Herodes impie»] – denne afgift over til komturen i Weißensee, evangeliet til fortræd. Senere befalede hertug Heinrich af Sachsen og hans søn hertug Moritz, at den skulle gives tilbage til hospitalet. Men det er endnu i dag, i år 1542, ikke sket. Gud give, at det endnu må ske.

I år 1541 blev forhuset ved samme hospital bygget, dér hvor der før stod en gammel, faldefærdig kirke. Hospitalets breve og rettigheder er blevet grundigt gennemset og ordnet, overgivet til de fire herrer, der forvalter den fælles kasse, og lagt i hospitalets sakristi.