Kapitel XX. Om uenigheden mellem rådet og borgerskabet i Gotha

Når et folk er retskaffent, og Gud vil velsigne det, så giver han det gode, retskafne regenter, der er som trofaste husfædre. Under dem blomstrer og vokser alt og går fremad, sådan som Judas rige gjorde under David, Josija og Hizkija. Når hovedet er sundt, bliver alle lemmerne friske og glade. Omvendt: Når Gud vil straffe et land, en by eller et hus, så giver han det hovmodige, gerrige, egennyttige, egenrådige, kvindagtige og barnagtige regenter. Så går det hele til grunde, som under Rehabeam. Lader Gud blot hovedet blive sygt, så er alle lemmerne og hele legemet straks matte og fordærvede. Sådan er det desværre også gået denne smukke by på grund af Guds vrede. Engang havde byen et godt privilegium: Når der var ugemarked, stod vognene med korn fra Erfurt-porten helt hen til Brühl-porten, og hele Neumarkt var fuld af dem, og man måtte ikke købe korn eller læsse det op andre steder end her. Byen havde retten til at brygge øl, og de omliggende landsbyer måtte forsyne sig her. Ligeledes foregik handelen med vajd [farveplanten Waid, som Gotha var kendt for], klædehandelen, håndværket og købet af vin og øl kun her. Desuden var der et fint og billigt brændemarked. Og var styret bare nogenlunde, kunne man trives og ernære sig her. Men da den hovmodige, ærgerrige, misundelige og selviske djævel tog regenternes hjerter i besiddelse, måtte byens trivsel gå under, og borgernes næringsveje kom ud på landsbyerne: brygning, maltgøring, udskænkning, vajdhandel, håndværk osv. Sådan er landsbyerne blevet til byer og byen til gengæld til en landsby. Og det gik sådan til:

Omkring år 1480 var hertug Wilhelm gammel, og i 1484 døde han. Landet tilfaldt hertug Ernst og derefter hertug Frederik den Vise og hans bror hertug Johan, som endnu var unge. På den tid gjorde nogle her i rådet sig til herrer og fik de andre til at holde med sig, så de kunne gøre, som de ville. På få år blev de meget rige og mægtige. Så valgte de kun deres venner ind i rådet og dem, som de vidste ville holde med dem, eller som de kunne styre. De skaltede og valtede også med byens gods, som de ville. Og når der skulle aflægges regnskab, aflagde de regnskab for hinanden og gav hinanden kvittering, som det passede dem, så byen endda kom i gæld midt i de allerfredeligste og lykkeligste tider. Når de valgte en ind i rådet, skulle han derefter invitere dem alle til gæstebud og bestille kostbare måltider, så det kostede mangen en 100 gylden og mere. Sådan åd de ham op! Følgen var, at man ikke behøvede at tænke på, hvor vis, erfaren, dygtig, retskaffen og trofast en mand var, når man skulle vælge folk ind i rådet, men kun på, hvor meget han kunne give dem at æde og drikke. Og da dette senere, i år 1488, blev afskaffet, fandt de alligevel på, at den, de valgte ind i rådet, skulle give hver rådsherre en gylden som tak for valget, så snart han var blevet stadfæstet. Det varede helt til år 1524 efter Kristi fødsel. De første, der slap for det, var hr. Caspar Eisnach, som endnu lever i år 1542, og hr. Claus Beringer, som døde året før. Borgmestrene, kæmnerne, vinmestrene og embedsherrerne åd og drak desuden meget under rådhuset og holdt gilde; måltiderne bestilte de for byens fælles indtægter, og de sparede ingen møje for at more sig og ødsle meget bort. Den, der sagde et ord imod det og klagede, kastede de i tårnet eller jog helt ud af byen, sådan som det skete for en meget hæderlig mand af borgerskabet, der hed Hans vom Berge, og for mange andre trofaste og hæderlige folk. Skatten indrettede de også sådan, at de rige og rådsherrerne betalte skat af alt deres gods med skatten af brygningen og ellers gik fri. Men den fattige almindelige mand måtte bære byrden og betale desto højere skat af det lidt, han havde. Når de aflagde regnskab for borgerskabet, opførte de kun de samlede summer: så og så meget udgivet. Dertil måtte enhver sige amen. Men til sidst blev hele borgerskabet træt af al denne ødselhed, praleri og gerrighed, af at folk blev sat i stokken og i tårnet og fordrevet, og af hele tyranniet, og det klagede sin nød for landsfyrsterne. De to ovennævnte fyrster, kurfyrsten og hertugen, kom hertil i den anledning og forhørte sagen flere gange. Da ville den egenrådige bande i rådet hævne sig på byen og borgerskabet. De bortgav byens friheder og overdrog landsbyerne retten til maltgøring, brygning og flere andre friheder, helt uden borgerskabets samtykke. Sådan gik frihederne tabt. Især var der en ved navn Gothart John, som samlede sig en overmåde stor formue. Han var en af de fornemste i rådet og blandt dem, der trak i trådene. Men Gud har straffet næsten alle disse slægter sådan, at deres børn trods store formuer til sidst enten blev rene tiggere eller i hvert fald kom i den største fattigdom.

Til sidst lavede fyrsterne en ordning og et forlig om, hvordan det herefter skulle holdes, og de er blevet overgivet skriftligt til rådet og borgerskabet. Det er blevet lidt bedre. Men den uddrevne djævel vil hele tiden komme igen selv syvende [med seks andre; jf. Matt 12,45]. Gud bevare os dog for, at hovederne og overhovederne igen gør os ondt. Amen.

Efter dette var byens friheder og trivsel borte på grund af uenigheden, og også de bedste folk af borgerskabet var borte. Det gamle gerrige og frådsende råd havde nu fået bidsel og tømme på, men alligevel sad det bitre had og den bitre misundelse fast i det. Rådsherrerne ville hverken hjælpe dem af borgerskabet, som efter kurfyrstens nye ordning (reformation) var sat ved deres side i alle embeder, eller vige for dem. Derfor skred byens forfald længere og længere frem. Byens voldgrave, som før havde været smukke vanddamme, sandede til og blev fulde af snavs og mudder, sådan som man stadig kan se. Så trængte vandet, som før kunne løbe bort gennem gravene, tilbage i borgernes kældre, og halvdelen af byens kældre er stadig ødelagt. Bymurene forfaldt, og al brolægning i hele byen sank sammen, så der endnu i år 1528 efter Kristi fødsel ikke var brolægning nogen steder undtagen fra rådhuset, forbi købmandshallen og op til Riesen og til Kohlmarkt. Man måtte gå på stylter og i træsko, og næsten alle rådsherrerne gik i træsko til rådet, som vi alle har set. Og når de sad i rådsstuen, stod træskoene udenfor: Så kunne man nemt tælle, hvor mange af dem der var kommet til rådsmøde. Det var også næsten sådan, at hvem der ville, kom; der var hverken orden eller lydighed. Rådsherrernes sønner forulempede også ofte fattige, almindelige borgere, og det havde de deres fædres tilladelse til. Om aftenen kunne næsten ingen gå sikkert på gaden uden at blive hugget, slået eller jaget. Kanniker, præster og også munke og rådsherrerne førte et vildt liv med hor og levede åbenlyst i løst samliv. Kort sagt: Stalden var som kvæget, som djævelen sagde, da han jog en sværm hvepse og gedehamse op i bagdelen på sin mor. [et grovt tysk ordsprog, lagt i munden på djævelen; meningen er, at det ene var det andet værd]