Kapitel XXI. Om præstestormen i Gotha

Præsterne førte her et så skammeligt liv med horeri og al slags skændsel. Da evangeliet for nylig så småt var begyndt her, har nogle prædikanter, som endnu ikke var grundigt undervist i sagen og heller ikke blev rigtigt forstået af folket, måske sagt i en offentlig prædiken: Man skulle engang begynde oppe på bjerget, hvor stiftet lå og domherrerne boede, og feje alle skøgerne ned og ud af byen osv. Og den fattige menige mand forstod ikke, at det var sagt om øvrighedens opgave, og at det skulle ske ad lovlig vej; folk mente, at det tilkom dem selv. Så skete det i år 1524 tirsdag i pinsen, at man i Buffleben imod byens privilegier havde lagt fremmed øl ind til udskænkning. Da drog borgerne bevæbnet derud for at hente øllet, sådan som deres privilegier gav dem ret til. Og da de var kommet ind igen og havde drukket i købmandshallen, drog nogle op på bjerget og stormede domherrernes huse. De stødte døre, kakkelovne og vinduer i stykker, slog bænke og borde sønder og sammen og rev registre, breve og segl i stykker osv. Nogle mistede også deres penge. Men frem for alt tog de præsternes friller og førte dem ind i kramboden under rådhuset. Nogle i rådet, især de fornemste, syntes godt om det og greb ikke ind, før skaden var sket; de så gennem fingre med det. Og da det siden gik galt, trak de hovedet ud af løkken og vaskede hænderne. For da kurfyrste hertug Johan fik at vide, hvilken voldshandling der var begået, og præsterne klagede, blev over hundrede anholdt og sat fast. Til sidst blev skaden gjort op i penge, og først var det en stor sum. Men hr. Dietrich Tunckel, den retskafne, trofaste og hæderlige mand, gik også ind i sagen, så den samme år til sidst blev forhandlet på plads: Man gav præsterne tre hundrede gylden for al skaden, og dermed blev sagen forligt. Men hvor slem og ubesindig denne sag end var, kom der dog meget godt ud af den. For bagefter blev prædikeembedet her ordnet ret og anseligt; præsterne måtte aldrig mere have skøger hos sig, og andre, der levede sammen uden at være gift, måtte også holde op med en sådan offentlig last. Og da bondeoprøret året efter rasede i næsten alle disse lande, og alle stimlede sammen, holdt denne by og dette amt sig i ro. For barnet, der for nylig havde fået prygl, var blevet klogt. Men havde Guds ord og den daglige formaning ikke også været der, og havde rådet ikke flittigt advaret borgerne, så havde det alligevel ikke hjulpet; så ville man have gjort sig delagtig i oprøret.