Kapitel XXII. Hvordan byen igen blev bedre

Gud forbarmede sig igen over byen og gav den nogle dygtige og berejste, nogle lærde og i øvrigt trofaste mænd i rådet. Nogle af dem hviler nu i Herren, andre lever endnu; men deres navne må jeg forbigå i tavshed, fordi denne bog snart kan komme folk i hænde, og det kun ville vække had og misundelse mod dem. For det hedder: virtuti comes invidia [«misundelsen er dydens følgesvend»]. Da blev der igen lappet, hvad der kunne lappes: Man stoppede ædegilderne og drikkeriet i kramboden, man indførte en god ordning i hele byens styre, man satte tilsynsmænd over hospitalet, sygegården og de fattige og oprettede en fælles kasse, og de fattige blev rigeligere forsørget end nogensinde før. Man gav også slagterne, bagerne, møllerne og håndværkerne en ordning og straffede dem, der overtrådte den. Man straffede og hindrede uorden og utugt og holdt god fred. Man indsatte også værger for kirkerne og for kirkeembedets indtægter. Man indrettede også det frie kødmarked uden for torvet. Man forbedrede også bymuren. Fra år 1532 blev næsten hele byen i løbet af to-tre år brolagt så godt som overalt, og tårnene, hvoraf nogle var revnet, blev sat i stand. Borgerne byggede også i næsten alle gader, så nogle store gader på få år fik så godt som lutter nye huse og gårde. Så fik byen, Gud ske lov, et helt andet ansigt. Også i kirken blev alt ordnet på den bedste måde, så der blev holdt katekismus og børneprædiken med den største flid. Det gjorde også folk til helt nye mennesker. Og hvor det før havde været en ære at bryde ægteskabet og vanære kvinder, blev det nu regnet for en så stor synd og skam, at nogle døde af sorg over det, som Ditzel-Weber osv. Man gik også flittigere til rådsmøde, ja, næsten hver dag, og ingen, der havde et embede, måtte gå ledig. Da bierne på den måde hjalp hinanden, voksede den fælles bikube og blev fuld af god honning. Kort sagt: herrens øje gør hesten fed, og herrens fod gøder ageren. Men når enhver vil søge sit eget og i sit embede se mere på sig selv end på det fælles bedste, så må det igen gå til grunde. Bevar os mod det, kære Herre Gud, og lad os endelig beholde det lille ord «vor, vor, vor» i dit hus og i Fadervor. Amen.