Kapitel XXIV. Om opførelsen og befæstningen af slottet i Gotha

Dette slot har engang heddet Grimmenstein, som man også kan se af gamle breve, og det er gammelt. Men hvem der først byggede det, og hvornår, ved vi ikke her i Gotha. Landgreve Balthasar forbedrede det omkring år 1380, og siden befæstede hertug Wilhelm det før år 1478 efter Kristi fødsel også med grave. Men det var dog intet mod nutidens skyts og krigsudrustning. Efter at evangeliet var kommet frem igen, stiftede paven, biskopperne, ja, kejseren selv, kongen og deres tilhængere utallige sammensværgelser, så man hver time måtte være forberedt på indfald og krig, som vist ovenfor. For der hjalp intet tilbud, ingen ret og ingen tålmodighed; det hed ganske enkelt, at man skulle fornægte evangeliet og Kristus og igen tilbede Antikrist – eller dø. Samtidig holdt tyrken heller ikke op med at plage kristenheden; på få år angreb han Ungarn og Østrig omkring fire gange. Da sendte kurfyrsten og fyrsterne af Sachsen flere gange meget anselige gesandtskaber og sendebud til Erfurt; en gang var også Philipp Melanchthon og hr. Friedrich Duhn med. Det gjaldt blandt andet, at de [Erfurts borgere] enigt skulle tage imod evangeliet og bekende sig til det, og endelig at fyrsterne, ridderskabet og også landstænderne kunne finde tilflugt hos dem, hvis det skulle komme til et angreb, og derfra forsvare sig mod deres fjender. Men i Erfurt var alle hæderlige studier allerede gået til grunde. Nogle grove, gale og fulde tølpere og gniere havde alene revet styret til sig og trykket de andre – ærekære, retskafne, forstandige og gudfrygtige folk – ned under sig, sådan som engang magerne i Persien, De Tredive i Athen og Sulla, Antonius og triumvirerne i Rom gjorde. Og disse grove og egennyttige folk afslog fyrsternes anmodning blankt.

For at landet alligevel kunne blive befæstet, og der kunne anlægges nogle hovedfæstninger, blev det på en landdag besluttet, at slottet i Gotha frem for andre skulle befæstes først og derefter byen, fordi stedet havde mange fordele. Der var mange grunde: Bjerget var stærkt af naturen, det lå i et rigtigt kornland, havde mange smukke store landsbyer omkring sig, skoven var nær, og sten, kalk og sand var alt sammen lige ved hånden osv. I år tusind fem hundrede og tredive begyndte man så og rev den gamle stifts- og sognekirke og et vidunderligt smukt tårn ned. Gudstjenesterne blev flyttet til augustinerne, klokkerne og orglet til Sankt Margaretha. Kannikernes huse – mange af dem var bygget meget smukt dér – måtte jævnes med jorden, og samme år begyndte man at grave og kaste volde op. Da fandt man så mange sten, at man ikke alene byggede hele bjerget, gravene, flankeværnene og bygningerne på slottet med dem, men også brolagde hele byen.

I år tusind fem hundrede og fyrre var gravene allerede gravet ud, og brønden var gravet og foret med sten. Året efter, enogfyrre, blev gravene med murene, tøjhuset, de smukke forreste bygninger, broerne og det hele bygget færdigt – meget tidligere, end man havde troet – og oppe blev det allerede jævnet. Det har alt sammen kostet meget. For der arbejdede til tider op mod hundrede murere, omkring atten stenhuggere og i alt omkring otte eller ni hundrede arbejdere, snart flere, snart færre, i omkring elleve år på dette slot. Men hvad menneskehånd laver, kan menneskehånd også bryde ned, når man vil gøre en gud ud af det, trodse folk imod al rimelighed, øve hovmod og tyranni og således foragte Gud og mennesker, ret, tugt, ære og al menneskelig fornuft. Hvor er Babylon og Ninive? Hvor er Tyrus, Sidon, Jerusalem og de store romerske fæstninger? Men de kristne siger: Esto nobis, Domine, turris fortitudinis a facie inimici [«Vær os, Herre, et stærkt tårn over for fjenden», jf. Sl 61,4]. Ligeledes: Deus noster refugium et virtus, turris fortissima nomen Domini [«Vor Gud er vor tilflugt og styrke; Herrens navn er et meget stærkt tårn», jf. Sl 46,2 og Ordsp 18,10]. Kære Gud! Fordi det har kostet så meget, så giv, at det også bliver brugt godt. Amen. Og giv, at det må få bedre lykke end andre store fæstninger. Amen.