Samtale om den skønne prædiken, som Kristus påskedag holdt for de to disciple på vejen fra Jerusalem til Emmaus ud fra Moses og alle profeterne (Luk 24). Ved dr. Urbanus Rhegius, 1537. Til den durchlauchtige og højbårne fyrstinde og frøken Apollonia, født hertuginde af Braunschweig og Lüneburg, min nådige fyrstinde og kære fadder

Nåde og fred fra Gud, vor Fader, og vor Herre Jesus Kristus.

Da jeg nu har modtaget mange slags velgerninger fra Deres Fyrstelige Nåde, er det på tide, at jeg til gengæld viser min taknemmelighed i gerning. Jeg ved, at Deres Fyrstelige Nåde ikke har nogen større vederkvægelse og glæde på jorden end at høre Guds ord eller selv læse det. Det er jo vor eneste skat, hvori Gud taler så venligt med os, lover os så overvældende goder og så kærligt åbenbarer os sin faderlige viljes hemmelighed. Derfor har jeg fundet det godt at samle nogle skønne, vellugtende blomster fra sjælens lysthave, Den Hellige Skrift, for dermed i nogen grad at forfriske Deres Fyrstelige Nådes åndelige glæde i Herren. Disse blomster er Guds dyrebare og allerstørste løfter i Jesus Kristus, som Peter kalder dem. Ved dem bliver vi, når vi griber dem i troen, delagtige i guddommelig natur, og vi skal leve evigt med vor Herre og Gud, Kristus, i hans herligheds rige, som ingen ende har.

Anledningen gav mig den prædiken, som Kristus holdt påskedag om eftermiddagen hen mod aften på vejen fra Jerusalem til Emmaus. Den har uden tvivl været en ganske særlig og skøn prædiken, for som Lukas fortæller, udlagde han ud fra Moses og alle profeterne alt, hvad Skriften sagde om ham, med en sådan alvor, at de to disciples hjerter brændte derved. Selv om Lukas ikke har skrevet denne prædiken ned, kan vi dog godt forestille os, hvad den har indeholdt, for der findes mange vidnesbyrd i alle profeterne om, at Messias skulle lide og dø og således gå ind i sin herligheds evige rige. Disse vidnesbyrd har jeg ved Guds nåde samlet i den følgende lille bog.

Og for at denne prædiken kunne blive så meget lettere at forstå, har jeg valgt at give den form af en dialog eller samtale, hvor jeg gennemgår alle disse skriftsteder om Kristus med min kære hustru. Og samtalen har i sandhed fundet sted mellem os to, sådan som jeg har ladet den trykke.

Men skulle de paveliges sarte kyskhed tage anstød af, at en ægtemand derhjemme taler med sin kære hustru om guddommelige ting, så vil jeg hermed give dem dette svar: Hvis jeg skammede mig ved at tale med min kære ægtehustru om vor frelses evangelium, hvad enten det er privat eller offentligt, så var salvelsen og dåben og den kristne friheds umådelige skat helt og aldeles spildt på mig. Ind i alt dette har min trofaste Herre Kristus kaldet og sat mig ved det under, som min omvendelse var, ud af den grufulde vildfarelses babyloniske fangenskab og pavedømmets urene kyskhed. Nej, jeg erkender og priser denne guddommelige barmhjertighed, som jeg fik netop dengang, da jeg med mit urene pavelige liv rigeligt havde fortjent, at Gud lod mig falde hen i et forvendt sind.

Derfor skammer jeg mig ikke, men glæder mig over at tale med min kære hustru om denne Guds rige nåde i Kristus og også over at lade det, jeg har talt med hende derhjemme, gå offentligt ud på tryk for deres skyld, der nu i godt fem år har bedt mig om det. For når intet er mere hæderligt og nyttigt for en retskaffen husfader end ofte og flittigt at tale med sin husstand, sin hustru og sine børn om Jesu Kristi frelsende evangelium, hvorfor skulle man så vige tilbage for at tale med kvinder om den guddommelige barmhjertigheds hemmelighed? De er jo, som Peter siger i 1 Pet 3, vore medarvinger til livets nåde.

Det er sandt, at Paulus ikke tillader kvinderne at stå frem og undervise offentligt i menigheden. Men alligevel befaler han, at en kvinde skal lære i stilhed med al lydighed (1 Tim 2). Han tillader også kvinderne at spørge deres mænd derhjemme. Og sandelig: Skal en mand opdrage sine børn i Herrens lære og tugt, så må han meget ofte tale med hustru og børn ud fra Guds ord og være biskop i sit hus, sådan som også Augustin lærer (Traktat 51 over Johannesevangeliet, kap. 12). Derfor sender jeg mine pavelige til Daniels tolvte kapitel [sandsynligvis Dan 11,37 om kongen, som ikke skal agte på kvinders kærlighed; i reformationstiden brugt om det pavelige cølibat] – dér finder de deres titel med hensyn til kvinderne. Og jeg taler med glad samvittighed med hende, som Gud har betroet mig som mit eget legeme og som mig selv.

Vor Herre og Gud, Kristus, taler jo meget og længe med den samaritanske kvinde om store ting, nemlig om den rette drik, som vederkvæger os evigt, og om den rette gudstjeneste, hvordan og hvor man skal tilbede Gud. Og han åbenbarer hende, at han selv er den sande Messias, som profeterne har forudsagt. Han prædiker også for Magdalene, der sad ved hans fødder i huset [Luk 10,39–42; Rhegius følger den gamle sammenblanding af Maria fra Betania og Maria Magdalene], og roser hende, fordi hun havde valgt den bedste del. I Joh 20 gør han Maria til evangelist og befaler hende at gå til apostlene og forkynde dem sin opstandelse. Og i Matt 28 taler Guds engel trøstende ord til Magdalene og de andre kvinder om Kristi opstandelse fra de døde, og da Kristus var opstået, hilser han dem og taler selv med dem om sin opstandelse. Paulus og Timotheus talte meget ivrigt med kvinderne i Makedonien uden for byen Filippi ved en flod og prædikede evangeliet for dem. Dér blev purpurhandlersken Lydia omvendt, og dér nævnes ingen mænd, der hørte prædikenen (ApG 16).

Den hellige Hilarius skriver til sin datter Abra [kilden har «Aphra»] og taler længe med hende om Kristus. Han befaler hende, at hvis hun ikke kunne forstå den lovsang, han havde skrevet til hende, og brevet, skulle hun spørge sin mor og lære det af hende.

Den hellige Ambrosius skammer sig ikke ved offentligt at skrive til sin søster om guddommelige ting, nemlig om de afdødes legemer og de helliges opstandelse.

Hieronymus skammer sig ikke ved offentligt at behandle Skriftens hemmeligheder med kvinder, sådan som vi ser, når han taler med sin åndelige datter, som hed Principia. Og hvor længe taler han ikke gennem en hel bog med den lærde kvinde Hedibia, hvor han løser tolv spørgsmål om Det Nye Testamente for hende. Det samme gør han med Algasia, som han også giver skriftligt svar ud fra Skriften på elleve spørgsmål – fra Betlehem og helt til Frankrig. Hvor smukt og længe taler han ikke med Eustochium i atten forord til hele profeten Esajas og i fjorten forord til Ezekiel, og også med Paula og Eustochium om profeterne Mika, Nahum, Sefanja og Haggaj.

Den fremragende lærer Augustin skammer sig ikke ved at tale meget og længe med sin kære mor Monica om Skriften og om guddommelige ting. Han har lavet sin egen lille psalter til hende. Og i De ordine, bog 1, kap. 11, skriver han, at det sømmer sig godt, at han filosoferer med sin mor. Og i Bekendelserne, bog 9, kap. 10, skriver han også, hvordan han før hendes død havde en sød samtale med hende om de helliges evige liv. Hvad skal vi med mange ord? Paulus lærer i Gal 3 [trykket har «Gal. am 2.»], at man blandt de kristne i denne sag ikke ser på den timelige forskel mellem personer: Alle vi, som er døbt, har iklædt os Kristus. Her er ikke slave eller fri, her er ikke mand eller kvinde, men vi er alle én i Kristus Jesus. Gud give, at vi, jeg og mine, i hvert fald for mit vedkommende, altid talte alene eller frem for alt og mest om Guds ord, privat og offentligt! Hvor velsignet ville et hus ikke være, hvor man ikke hørte nogen løs og unyttig snak, men altid kun Guds ord og lovsang for al Guds velsignelse!

Jeg beder underdanigst Deres Fyrstelige Nåde om i nåde at modtage denne lille bog som et tegn på min taknemmelige vilje og at læse den flittigt igennem. Kan jeg på anden måde tjene Deres Fyrstelige Nåde som min kære fadder efter min ringe evne, vil jeg altid gerne gøre det. Kristus, vor eneste retfærdighed, fuldende, styrke og befæste Deres Fyrstelige Nåde sammen med Deres Fyrstelige Nådes herrer brødre, mine nådige herrer hertug Ernst, Otto og Frans, i sit evangelium, sådan som han allerede nådigt har begyndt, til arven i sit evige rige med al fuldkommenhed i sin visdom og erkendelse. Amen. Celle i Sachsen.

Deres Fyrstelige Nådes underdanige dr. Urbanus Rhegius.