Hvordan man skal tale varsomt om begravelsen

En hovedartikel i vor tro lærer, at netop dette kød, som vi nu bærer, skal herliggøres og opstå til evigt liv på den yderste dag. For ligesom Kristus er opstået og ikke mere skal dø, sådan skal alle kristne opstå med deres legemer, siger Athanasius i sin trosbekendelse. Derfor skal de kristne behandle begravelsen med ærbødighed på grund af det ufejlbarlige håb om vor opstandelse. De gudfrygtige skal følge de døde helt til graven, og når legemet begraves, skal sognepræsten eller ordets tjener trøste folket med en kort prædiken: For det første skal de mindes, at vi alle er døde i Adam og fortjener fordømmelse. Dernæst skal de mindes, at vi omvendt alle gøres levende i Kristus, som har genoprettet alt det, som Adam før ødelagde og fortabte. For han er død for vore synder og har sonet dem alle ved sin død, og han har tilintetgjort vor død. Han er blevet opstandelsen og livet for alle, der tror på Kristus: Den, der tror på ham, skal leve, selv om han dør, og enhver, der lever og tror på ham, skal aldrig i evighed dø, Joh 11. Vore legemer er Kristi lemmer. Ligesom Gud har oprejst Kristus, vor Herre og hoved, sådan skal han også oprejse os ved sin kraft, 1 Kor 6. Her skal prædikanten gennemgå stedet i 1 Thess 4: «Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende …» og kapitlet ud, eller et sted fra 1 Kor 15 om Kristi og de kristnes herlige opstandelse, så artiklen «Jeg tror på … kødets opstandelse» [kilden har «Credo huius carnis resurrectionem», dvs. dette køds opstandelse] bliver indprentet fast i menneskenes hjerter, og troen på opstandelsen bliver styrket og øvet. For Ambrosius siger med rette om 1 Kor 15: «Alt de troendes håb hviler på dette, at de døde skal opstå.»

Denne skik med en hæderlig begravelse har altid været holdt i synagogen og i kirken, og den er et vidnesbyrd om vor tro – at vi tror på kødets opstandelse – og om vor kærlighed til vore afdøde næste. Vi tror, at de ikke er tabt, men kun gået forud, og vi tvivler ikke på, at vi alle på Herrens dag skal se alle vore kære igen og blive sammen med Kristus i al evighed.

I Det Gamle Testamente var det sandelig en frygtelig straf at blive nægtet en begravelse og få sit lig kastet bort uden ære, sådan som vi ser i 1 Kong 13; 2 Kong 9; Jer 8; 14; 16; 19; 22; 34; 36; Ez 39. Begravede vor fader Abraham ikke sin Sara med ære i Hebron, som siden var patriarkernes gravsted (1 Mos 23; 26 [muligvis trykfejl for 1 Mos 25 (Abrahams begravelse)])? Om andre af fædrene kan man læse noget lignende i 1 Mos 35; 37; 38; 47; 49; 50.

Blev enkens søn ikke båret ud af Nain med ære (Luk 7)? Lazarus blev begravet med ære i Betania.

Ved begravelser skal man ofte indprente folket disse eller lignende trøsteord:

Sl 71 [Vulgatas nummerering; Sl 72,14 i Bibelen 1992]: «Deres blod skal være dyrebart i hans øjne.» Det taler om de kristne, hvis blod Gud har omsorg for.

Og Sl 115 [Vulgatas nummerering; Sl 116,15 i Bibelen 1992]: «Dyrebar i Herrens øjne er hans helliges død.» Men den ville ikke være dyrebar, hvis legemet, den ene del af mennesket, ikke skulle opstå.

1 Kor 15: Legemet sås – det begraves i jorden som et sædekorn – i forgængelighed, i vanære, i svaghed, men det skal opstå i uforgængelighed, herlighed og kraft.

Jeg beder jer, brødre, ved Kristus, førstegrøden af dem, der opstår: Lær 1 Kor 15 udenad ord for ord, så I altid har trøsten derfra ved hånden, når I er hos de døende og ved begravelserne.

Herren give jer forstand i alle ting. Amen.

Wittenberg, hos Johann Lufft, 1535.