Urbanus Rhegius ønsker de unge begyndere i Den Hellige Skrift, som forkynder Jesu Kristi evangelium i hertugdømmet Lüneburg, den fulde erkendelse af Kristus

Enhver klog mand – for ikke at tale om en kristen – må ganske vist i al sin tale med den største omhu vogte sig for, at tungen løber foran tanken, så han plaprer hvad som helst ud uden orden. Men først og fremmest må evangeliets tjenere med den skarpeste opmærksomhed passe på, hvad de vil sige i Guds kirke, og fremføre det så velordnet som muligt, så de ikke giver de enfoldige nogen anledning til forargelse. For som Skriften bevidner, er det en overordentlig vanskelig opgave, fuld af rædsel og farer, at tale i den levende Guds kirke. Dér sidder uden tvivl Guds børn, som englene tjener. Dér er Herren Gud selv til stede som i sit telt og ser alt, mens englene og alle skabninger ser til og hører Guds ord med stor ærefrygt. For gudfrygtigheden byder os at tro, at alle ting nærer den største ærefrygt for Guds ord, som de er skabt ved – undtagen mennesket og Djævelen, som er blevet døve ved den forfærdelige forbrydelse, der hedder utaknemmelighed. Det forstod den hellige Hieronymus, og derfor sagde han med rette: «Det er en stor fare at tale i kirken, for at Kristi evangelium ikke ved en forkert fortolkning skal blive til et menneskes evangelium eller, hvad værre er, Djævelens.» Det er det, apostlens alvorlige formaninger sigter til. «Når I kommer sammen,» siger han i 1 Kor 14, «skal alt ske til opbyggelse.» Og i Kol 4: «Jeres tale skal altid være nådefuld, krydret med salt.» Og i 2 Tim 2: «Gør dit bedste for at træde frem for Gud som en, der er anerkendt, som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, og som deler sandhedens ord rigtigt ud.» Hvad andet lærer Paulus her, end at det guddommelige ords ærefrygtindgydende hemmeligheder skal behandles med den største omtanke og ærbødighed? Eller som Ambrosius formaner: at troens ord skal fremføres på det rette sted og til den rette tid med beskedenheden som lærermester. For hvis vi af tankeløshed enten forvansker vor tros lærdomme eller fremfører dem lemlæstede for folket og ikke deler Guds ord rigtigt ud, så skal vi uden tvivl lide den hårdeste straf for denne dumdristighed på Herrens dag. Da skal vi aflægge regnskab for vor forvaltning over for den øverste dommer. Derfor har jeg skrevet en kort vejledning til jer i, hvordan man taler varsomt om den kristne læres vigtigste artikler, så de yngre begyndere i teologien, som endnu ikke er øvede nok, lettere kan undgå al forargelse, når de underviser. Den følger jeg også selv, når jeg prædiker. For i så mange år har jeg mange steder i Tyskland med bitter smerte set, hvor hårdt de enfoldige kristne er blevet forarget af en uordnet, smagløs og uklog måde at tale på. Det sker, når visse ubesindige halvstuderede, som kun er opblæste af indbildningen om deres egen lærdom, ikke passer godt nok på, hvad de siger, eller hvordan og for hvem de siger det. Men lad mig som eksempel fremlægge nogle forargelige udsagn, som visse folk bruger, og som forvirrer de enfoldiges sind og skræmmer mange bort fra evangeliet. Nogle prædiker for eksempel meget sjældent om omvendelse, men kun om tro og syndernes forladelse, som om de, der ikke omvender sig, kunne tro evangeliet og tage imod syndernes forladelse. Evangeliet rummer dog begge dele, omvendelse og syndernes forladelse, sådan som du har det i Luk 24: «Der skulle i hans navn prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene, og der skulle begyndes fra Jerusalem.» Se den rækkefølge, Kristus fastsætter: Først skal omvendelsen prædikes, og derefter følger forkyndelsen af syndernes forladelse. Andre lægger tilstrækkelig vægt på omvendelsen og forskrækker samvittighederne voldsomt med loven, men de kan ikke trøste dem med evangeliet. Derfor lærer de en lemlæstet og mangelfuld omvendelse. Min erfaring siger mig, at en hyrde, som ikke kender læren om omvendelsen, gør lige så megen gavn i Kristi fårefold som en ulv i fårestien. På samme måde prædiker nogle sådan, hver gang en fast og klar lære om tro og gerninger skal fremlægges for folket:

[på tysk i kilden] Der er ikke noget ved vore gode gerninger; de duer ikke til noget, de stinker for Gud, han vil ikke have dem, de gør bare folk til hyklere. Det er troen alene, der gør det. Når du tror, bliver du retfærdig og frelst.

Sådan slipper ordene ud af munden på nogle, uden salt. De føjer intet til, men plaprer en afkortet lære om tro og gerninger ud og forklarer ikke ordene, som de burde. Er det da underligt, at de enfoldige tager anstød af det, især de, der knap har hørt en eller to prædikener om evangeliet? For de tror, at alt tilskrives troen på en sådan måde, at gerningerne helt forkastes og er uden nytte. Straks tænker de derfor: «Den prædikant er en fortabt slyngel, som helt og holdent fordømmer de gode gerninger, som Kristus dog selv gjorde og kræver af os.» Og fra da af begynder de at tænke det værste om vor lære.

Andre taler lige så uforstandigt om messen. Uden nogen forklaring af så stor en sag vrøvler de bare sådan:

Messen er en vederstyggelighed for Gud. Man skal og må flygte fra den, hvis man ikke vil miste den evige salighed. Præsterne korsfæster Kristus endnu en gang i messen. Messen er overhovedet ikke noget offer. Den er pavens lære og påfund. Ved de ord lader de det blive og standser dér uden nogen videre forklaring.

Når den enfoldige her ikke hører andet end disse ord, som kun river ned og ikke bygger op, hvad andet vil han så tænke, end at alt det, der foregår i messen, er uden betydning? Derfor forsømmer han fremover også Herrens nadver, som om den var noget unødvendigt. Ophavsmændene til denne ugudelige forsømmelse er disse smagløse og dumdristige mennesker, som ikke kan skelne klart og tydeligt mellem misbruget af en ting og selve tingen, men på grund af misbruget også kaster selve tingen bort. De ligner dem, der finder en kostbar perle i snavset og straks kaster den helt bort som unyttig på grund af det snavs, der hænger ved den, i stedet for at rense perlen og gemme den. Her må man gå varsomt frem og omhyggeligt skille Herrens nadver fra de påfund, som de paveliges overtro eller griskhed har føjet til nadveren. Så forstår folket klart, at vi kun fordømmer menneskers tilføjelser, som strider mod troen, men ikke fordømmer Kristi og apostlenes messe, det vil sige Herrens nadver eller alterets højærværdige sakramente.

Når nogle prøver at forklare folket Paulus' lære om Guds lov og dens opgave, skammer de sig ikke ved at undervise sådan: «De ti bud er ikke givet os, for at vi skal holde dem.»

Her bryder de talen af og skynder sig videre til noget andet, netop dér, hvor det var allermest nødvendigt at vise udførligere og klarere, hvorfor loven er givet, når den dog ikke kan retfærdiggøre synderen. De, der hører den slags, kan sandelig ikke undgå at tage anstød, medmindre de forstår Paulus helt nøjagtigt. For straks tænker de, at man ikke skal beskæftige sig med at tænke over eller øve sig i loven og de gode gerninger, og at det tilmed er tilladt at stjæle, bryde ægteskabet og slå ihjel. Så ugudelige ord hører man dem nemlig sige offentligt, efter at de har hørt så smagløse prædikener.

Om den frie vilje sludrer nogle også uden dømmekraft og uden forstand for folket, sådan:

«Vi har overhovedet ingen fri vilje; hvad vi gør, det er vi nødt til at gøre.» Her føjer de intet til, som kunne mildne den tale, og de efterlader en brod i sindet hos de uvidende, som straks tænker: «Hvis jeg gør alt af tvang og intet frit, hvordan adskiller jeg mig så fra dyrene? Hvordan kan jeg vogte mig for synden? Hvis jeg altså synder af tvang, hvorfor bliver jeg så anklaget for overtrædelse?» Og på den måde giver disse uforstandige mennesker almindelige folk anledning til at tro, at Gud er ophav til synderne. Men det er gudsbespottelse. For Gud er ikke ophav til synden. Han har tværtimod åbenbaret os sin vilje ved loven, nemlig at han hader synden, for han forbyder den selv så strengt og straffer den både timeligt og evigt.

På samme måde taler nogle yderst forargeligt om den vanskelige artikel om forudbestemmelsen uden noget hensyn til de enfoldige, selv om de kunne holde deres tale i tømme og blive inden for grænserne af Paulus' lære. For af og til siger de sådan: «Er du af Gud forudbestemt til frelse, så kan du ikke blive fordømt, hvad du end gør, ondt eller godt.» Så bliver tilhørerne enten tøjlesløse og foragter alle love, eller de fortvivler og spotter Gud på denne måde:

«Hvorfor skulle jeg bebyrde og plage mig selv med at faste, bede, give almisse, tilgive min næste og den slags gode gerninger? Vores præst siger, at det ikke hjælper mig noget. Jeg vil være en lystig fyr og ikke bekymre mig om noget. Er jeg forudbestemt, så bliver jeg frelst. Er jeg ikke forudbestemt, så følger jeg med den store hob. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, det kommer ud på ét.»

Sådan spotter den menneskelige fornuft ganske sikkert Gud, hver gang den hører sådan et vrøvlehoved, der med så uvasket en mund og så uværdige ord plaprer løs om udvælgelsens højhellige hemmelighed. Nej, det kommer ikke ud på ét, hvad du gør. For vi ser, at Kristus siger i Matt 25: «Kom, min Fars velsignede, arv det rige, som er blevet beredt til jer fra verdens grundlæggelse af. Jeg var sulten, og I gav mig at spise» osv. Der hører du: Den, der gør godt, bliver frelst. Den, der gør ondt og bliver ved med det, bliver fordømt.

Det samme sker med artiklen om den kristne frihed. De ulærde behandler den så uvidende og ugudeligt, at de uoplyste mener, at de kristne ikke skylder nogen noget, at de er fri for alle love og ikke er underlagt øvrigheden, at skove, marker, vingårde, søer, godser og landsbyer, ja, alting, er fælles for alle, og at man ikke skal betale tiende eller give afgifter. Kort sagt: at alle må gøre, hvad de vil. Af uvidenhed om denne artikel opstod Bondekrigen i det Herrens år 1525, hvor hundrede tusinde mand blev dræbt i Schwaben, Franken, Thüringen og Elsass. Jeg har kendt en magister fra Paris, som i Lindau på denne måde forsvarede en bonde over for abbedissen. Bonden var hendes livegne og forpligtet til at bære den borgerlige trældoms byrder. «Nådige frue,» sagde han, «det er ikke tilladt for os at holde de fattige i en sådan trældom og kræve alt dette af dem, for Kristus har forløst os og sat os fri med sit blod.» Se, den gamle magister, som havde været prædikant i 40 år, havde endnu ikke forstået den frihed, vi har i Kristus, men blandede på tåbelig vis verdens borgerlige rige og Kristi åndelige rige sammen. Sandelig en fin ære, han gav Kristus: at han skulle have befriet os fra de borgerlige byrder og givet os en kødelig frihed! Om synderne og retfærdiggørelsen forstod og lærte han intet. Han lignede sit eget universitet, som den dag i dag tjener Antikrist. Jeg taler af erfaring. Sådanne tåbelige, ugudelige og oprørske prædikener om den kristne frihed har skræmt mange mænd, der udmærkede sig ved begavelse og lærdom, bort fra evangeliet. For når de hørte disse halvstuderede prale af evangeliet og dække så frygtelige vildfarelser til med det, fik de straks mistanke til evangeliets lære, skønt disse sværmere ikke kommer med Kristi evangelium, men med deres egne drømme. For evangeliet ophæver ikke øvrigheden og de borgerlige ordninger, men stadfæster dem. Derfor har de også talt forkert om den borgerlige øvrighed. De har ikke anbefalet øvrighedens embede som en god og nødvendig gerning, men har hånet det som tyranni og vold.

Nogle har desuden hørt, at de kristne er oplært af Gud, og straks bruger de det til at forsvare deres egen dovenskab. De foragter al almen dannelse som unyttig, de bryster sig og tror sig i stand til alt. Jo mere ulærd en er, jo mere praler han af Ånden, som om Helligånden skulle have afsky for sine egne gaver, lærdom og kundskab. Denne vildfarelse fører til, at også bønder og håndværkere trænger sig ind i prædikeembedet og praler af, at der ikke er brug for at studere, fordi vi alle er oplært af Gud. Og da de behandler Skriften uden profetiens ånd, frembringer de utallige vildfarelser. De foragter kirkens gamle lærere, som om de ulærde nu var de eneste, der havde visdom. En stor del af dem ringeagter børneskolerne i en sådan grad, at skolerne nu ligger forsømte hen. Den forsømmelse glæder Djævelen meget, men mishager Gud i højeste grad. Hvorfra, spørger jeg, skal kirkerne om tyve år kalde ordets tjenere? Hvorfra skal byerne og fyrsterne hente jurister? Vil menneskene ikke blive som dyr uden boglig lærdom, og vil det gamle barbari ikke vende tilbage til Tyskland, så vi igen bliver et bytte for alle bedragere? For når vi kender Antikrist og de romerske bedragerier og vor frihed i Herren, er det Gud, der har virket det i os gennem studiet af sprogene og en renere teologi.

Nogle taler heller ikke varsomt nok om fyldestgørelsen. Derfor mener det uvidende folk, at det helt er fritaget for at øve sig i gode gerninger og bære korset.

Om jomfrueligheden, som afgjort roses i Skriften, taler nogle så foragteligt, at de med uanstændige ord sårer mange enfoldiges hjerter. Overalt viger de af, enten til højre eller til venstre. Aldrig holder de sig på kongevejen. Ægteskabet skal uden tvivl have den højeste ros, men uden at jomfrueligheden bliver hånet.

Og jeg hører, at der er nogle, som ringeagter skriftemålet. De forhører ikke deres får omhyggeligt i skriftemålet og kræver ikke, at de kan katekismen. Endelig underviser de mange, der skrifter, på én gang og tilsiger dem tilgivelse samtidig. Alt det bygger ikke Kristi kirker op, men river dem ned.

På samme måde sludrer nogle uforstandigt for folket om de menneskelige forordninger: «Man skal flygte fra alle menneskers forordninger; de er fra Djævelen, og man skylder dem ingen lydighed.» Det er en forargelig og dårlig måde at tale om sagen på.

Her burde de omhyggeligt forklare, hvilke forordninger der kaldes menneskelige, hvor mange slags der er, og hvilke der skal holdes, og hvilke der skal forkastes. Men de fordømmer dem alle under ét uden nogen forskel. Så mener det uvidende folk uden tvivl, at alle lovenes bånd nu er løst, og at det overhovedet ikke behøver at holde noget af det, som mennesker befaler.

Om fasten vrøvler de på samme måde: «Man har ikke brug for fasten. Man kan ikke bøde eller gøre fyldest for nogen synd. Fasten er pavens påfund.»

Og som regel bryder de talen af her. Men da vort kød af natur flygter fra korset og afholdenheden og søger nydelser, må der nødvendigvis følge utallige onder af sådanne prædikener. Vi ser, hvordan folk i høj grad foragter fasten, som om den slet ikke var til nogen nytte, og hvordan de giver deres frådseri frie tøjler og glider ud i al slags umådeholdenhed. Sandelig, her vil den øverste dommer kræve blodet fra dem, der går fortabt ved disse tåbelige prædikener, af prædikanternes hånd, sådan som han truer i Ez 33.

Hvad skal jeg sige om bønnen? Når nogle kommer til dette emne, har de som regel intet andet i munden end disse højtravende ord:

[på tysk i kilden] «Megen bøn og plapren er hedensk vildfarelse og hykleri; Gud har slet intet behag i det.» Men dér bryder de talen alt for tidligt af.

Også her bør man dvæle ved emnet og i rette orden sige, hvad der hører til bønnen, så folk ikke bliver trukket bort fra en så nødvendig øvelse i gudfrygtighed ved tåbeligt råberi.

Om påkaldelse af helgener taler nogle så spottende, at gudfrygtige hjerter ikke kan andet end tage stærkt anstød af så vanhellige ord, skønt det sømmer sig at tale om helgenerne med den største ærbødighed. Men gennem denne ugudelige spot forsøger Satan at gøre denne trosartikel foragtet: «en hellig kristen kirke, de helliges samfund» [lat. «Ecclesia catholica, Sanctorum communio»; catholica = almindelig], så vi kun lidt eller slet ikke bryder os om de helliges samfund.

Om billeder i kirken hører man rundt omkring lignende vrøvl fra nogle, som slet ikke kender den kristne frihed.

Om helligdagene udbreder de ligeledes sværmeriske meninger, så folket bliver holdt borte fra at høre Guds ord og modtage sakramentet.

Heller ikke om ceremonierne prædiker de, som de bør; mange steder hører man kun disse ord:

«Ceremonierne er nytteløse; de duer ikke til noget. Hvad skal man med særlige klæder i kirken? Det er bare unyttigt menneskepjat.» Hvilke tåbelige mennesker! Som om dette liv kunne undvære ceremonier! De burde derfor med klogskab skelne mellem ugudelige ceremonier og dem, der er middelting (adiafora). Og de ceremonier, der tjener til at ordne det, der skal foregå i kirken, burde de holde med sømmelighed og ikke ubesindigt kaste bort. For ændringer af de vedtagne ceremonier har altid skabt store uroligheder og splid i kirken.

Saddukæernes og origenisternes Satan plager også nogle således, at de taler alt for uærbødigt om de kristnes begravelse og kirkegårde. Med denne tåbelighed svækker de ikke så lidt troen på opstandelsen. Et gudfrygtigt sind kan dog ikke andet end tale med ære om begravelsen og behandle det, der hører til den, med ærbødighed på grund af det sikre håb om den herlige opstandelse, som er vor eneste trøst. Og et sådant sind tåler ikke, at vi uden nogen omsorg kaster de legemer bort, for af Guds ord ved det, at de skal gøres lig Kristi herlige legeme på den yderste dag.

Men hvem kunne opregne alle de tåbeligheder? For at ingen skal kunne sige, at jeg har manglet omhu, har jeg skrevet nogle korte formuleringer for, hvordan man kan tale. Dem plejer jeg også selv at bruge, hver gang jeg skal prædike for menigheden om de emner, der er nævnt nedenfor. Det vil være til stor nytte, kære brødre, altid at have dem ved hånden, så vi ikke forarger de enfoldige.

Omvendelse. Tro. 1. Gerninger. Fortjenester. 2. Messen. 3. Loven. 4. Den frie vilje. 5. Forudbestemmelsen. 6. Den kristne frihed. 7. Øvrigheden. 8. Alle oplært af Gud. 9. Fyldestgørelse. 10. Jomfruelighed. 11. Skriftemål. 12. Menneskelige forordninger. 13. Faste. 14. Bøn. 15. Påkaldelse af helgener. 16. Billeder. 17. Helligdage. 18. Ceremonier. 19. Begravelse.