Hvordan man skal tale varsomt om omvendelsen

Der er nogle, som godt nok siger noget om dette emne, men ikke sådan og så meget, som de burde. For de indprenter den kendte definition fra Sentensmesteren [Peter Lombardus]: «Omvendelse er at begræde de onde gerninger, man har gjort, og ikke igen at begå det, der skal begrædes.» Men heraf kan man hverken se omvendelsens oprindelse og virkende årsag eller dens sande væsen og dens dele. Begræd Judas Iskariot ikke for alvor sin synd og bekendte, at han havde forrådt uskyldigt blod (Matt 27 [trykket har «Matth. 22»])? Og det med så stor anger, at han straks efter hængte sig, og siden forrådte han ingen. Men det var en unyttig omvendelse. Evangeliet lærer derfor den sande omvendelse, og den er: af hjertet at sørge over de synder, man har begået, og i sandhed at blive forfærdet over Guds dom, så hjertet bliver sønderknust og ydmyget. Og samtidig fast at tro, at alle synder, hvor store de end er, bliver os forladt af Gud for Kristi fortjenestes skyld. Han har selv båret vore synder i sit legeme op på korsets træ. [Randnote: Hvad er sand omvendelse?]

Ordenen i omvendelsens dele er altså denne: For det første virker Helligånden i os en sand erkendelse af vore synder, når loven bliver prædiket ret: anger og sorg (rew vnd leid). For det andet bliver erkendelsen af Guds nåde i Kristus givet os ved den rene prædiken af evangeliet, det vil sige troen på Kristus: en tillid til Guds nåde (Ein vertrawen auff Gottes gnade). Et eksempel: Først hører du de ti bud, og af dem lærer du straks, hvor groft du har overtrådt Guds lov, og at du efter Guds retfærdige dom skal fordømmes i evighed. Straks efter hører du evangeliets røst, denne eller en lignende: «Jesus Kristus kom til denne verden, ikke for at fordømme verden, men for at frelse syndere.» Griber du her Kristus i troen som din, som din eneste retfærdiggører og frelser, der ikke blot udsletter Peters og Paulus' synder, men også dine, så bliver du straks vederkvæget og erkender i sandhed Guds nåde. Da har du den sande omvendelse, og den vil uden tvivl blive fulgt af frugter, der svarer til omvendelsen, det vil sige et forbedret liv og gode gerninger. [Randnote: Eksempel. | 1 Tim 1]

Denne orden i den sande omvendelse lærer evangelisterne, Mark 1: «Omvend jer og tro på evangeliet!» Det er den store forløbers prædiken [Johannes Døberens; i Mark 1,15 er det Jesu ord], som om han ville sige: Først og fremmest skal I erkende jeres synder, hade dem og flygte fra dem og vende om fra jeres onde veje. Og tro, at jeres synder bliver forladt jer for Jesu Kristi skyld, sådan som evangeliet forkynder jer syndernes forladelse i Jesu Kristi navn. Her har du for det første angeren, gudsfrygten, omvendelsens første del. For det andet har du troen på evangeliet, omvendelsens anden del, som Judas ikke havde. Derfor fortvivlede han, fordi hans omvendelse var falsk.

Her ser du også, at der ikke er sand tro i et menneske, medmindre der forinden er omvendelse eller anger i det. For hvordan skulle den, der enten ikke kender eller ikke bryder sig om sin egen uretfærdighed, tro på Kristus som retfærdiggøreren eller længes efter ham? Tag et eksempel: Den, der er dødeligt syg og dog enten ikke kender eller ikke bryder sig om sin sygdom, forsømmer og foragter også lægen og lægemidlet. Synden er den dødelige sygdom, synderen er den syge, Kristus er lægen, Kristi nåde er lægemidlet. Derfor længes de forhærdede syndere ikke efter den nåde, der er lovet og tilbudt i evangeliet, for de sørger ikke over nogen synder, men praler af dem. Det gør heller ikke de selvretfærdige hyklere, som mener, at de er retfærdige uden Kristi nåde. Men de syndere, som erkender deres synder og bliver forfærdet over Guds frygtelige dom og i samvittigheden mærker Guds vrede, fordi de har fortjent den evige død – de sukker med stor længsel efter Kristi nåde. For dem er én eneste tilgivelse for synderne, forkyndt ud fra evangeliet, kærere end hele verdens rigdom og goder. Derfor siger Kristus, Matt 11: «Evangeliet forkyndes for fattige», det vil sige: De, der har urolige og angstfyldte samvittigheder på grund af synden og sønderknuste og ydmygede hjerter, er de rette til at høre evangeliet, for evangeliet forkynder dem syndernes forladelse ved Kristus. Og de længes ikke efter noget mere brændende end syndernes forladelse, så de kan blive retfærdiggjort. Og Matt 9: «Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.»

Eller kortere på denne måde:

[på tysk i kilden] Erkend, angr og bekend dine synder af hjertet. Men tro samtidig, at Jesus Kristus, Guds uplettede lam, også har båret og sonet disse dine synder. Vis også din indre omvendelse ved at forbedre hele dit liv. Det er den rette evangeliske omvendelse. Anger og sorg uden tro hjælper ikke. Tro uden anger og sorg er ingen ret kristen tro. Anger og tro skal følges ad. Læg derfor nøje mærke til dette, kære kristne: Det menneske, som ikke først i sandhed og uden hykleri kender sine egne mangfoldige synder og ved siden af kender og tror Guds rene nåde i Kristus, vor Herre, sidder i sandhed stadig fast i sine synder og sin ubodfærdighed og er ingen kristen, selv om han ellers kan tale og skrive meget om evangeliet. [Randnote: Den sande omvendelse.]

De enfoldige hører i vore dage mange prædikener om troen, men nogle steder alt for få om omvendelsen. Så bilder de sig ind, at de tror ret, skønt i sandhed ingen tror ret, medmindre han først også har anger over sine synder.