Hvordan man skal tale varsomt om troen, gerningerne og fortjenesten

Selv når præsten beskæftiger sig med et andet skriftsted, kommer han alligevel tit, som det går, til at nævne troen og gerningerne. Her skal han vogte sig for kun at bruge den korte sætning «Troen alene retfærdiggør, vore gerninger er intet» og så straks skynde sig videre til noget andet. Han skal i stedet tale på denne måde: Det er rigtigt, at troen alene retfærdiggør synderen, det vil sige tilliden til Guds barmhjertighed, som er lovet i Kristus, eller Guds barmhjertighed alene. Men troen forbliver ikke alene. For den sande tro er virksom ved kærlighed (Gal 5). Ligesom et godt træ bærer frugt, sådan bærer troen gode gerninger, som helt sikkert følger med troen. Hvor man ikke ser nogen forbedring af livet, ingen gudsfrygt eller omvendelse, og hvor der ingen gode gerninger er, dér er der helt sikkert ingen tro, eller kun en skintro. Den, der stadig lever efter kødet i drukkenskab, svir, utugt, ægteskabsbrud, tyveri og lignende synder, skal ikke rose sig af, at han har troen og er kristen. Han skal i stedet vende sig fra det onde og gøre det gode. Et eksempel på den sande tro har du i Abraham, som virkelig troede Guds løfte, og den tro udrettede store og forunderlige ting. Han adlød Guds ord, forlod sit fædreland, drog ud i det fremmede og var villig til at ofre sin egen søn. Et eksempel på skintroen har du i Kain og Judas. Kain bragte offer, men hans hjerte var ikke oprigtigt over for Gud; hans gerning er mord. Judas var blandt apostlene og blev anset for at tro på Kristus, men hans gerning var forræderiet mod Kristus. [Randnote: Tro. | Gerninger.]

Ordenen mellem troen og gerningerne i retfærdiggørelsen er denne: Først bliver troen undfanget ved evangeliet, og den retfærdiggør mig, det vil sige: Den gør mig, som var ugudelig, retfærdig. Når jeg er blevet retfærdiggjort, gør jeg gode gerninger. Det gode træ kommer før den gode frugt. Et eksempel har du i Paulus. Før sin omvendelse eller retfærdiggørelse var Paulus ond; derfor var alle hans gerninger onde. Som træet er, sådan er frugten. Efter omvendelsen var han retfærdig. Da han således var blevet god, gjorde han straks gode gerninger: Han prædikede Kristus, og for hans navns skyld led han forfølgelser og al slags ondt og til sidst også døden.

Skriften lærer om to slags gerninger: Kristi gerninger og vore. Men forskellen mellem dem er større end mellem himmel og jord. For Kristi gerninger har fortjent os evig retfærdighed, liv og frelse, og de retfærdiggør os, når vi griber dem ved troen. For han alene er vor forløser, forsoner, mellemmand, retfærdiggører og frelser og ingen anden, end ikke en engel, sådan som hele Skriften vidner. [Randnote: To slags gerninger.]

Men vore gerninger fortjener os ikke disse umådelige og evige goder, og de retfærdiggør os heller ikke. Alligevel er de absolut nødvendige, for de har deres egen opgave.

1. De er den lydighed, som Gud har befalet, og som vi skabninger skylder vor skaber. De er så at sige en tak for Guds velgerninger, og de er ofre, som Gud har behag i for den persons skyld, der tror på Kristus. [Randnote: De gode gerningers opgaver.]

2. Vor himmelske Fader bliver herliggjort i os ved dem (Matt 5).

3. Ved de gode gerninger bliver vor tro øvet og fremmet, så den vokser og bliver levende og stærk.

4. De gode gerninger er vidnesbyrd om vor tro over for vor næste. Ved dem bliver næsten opbygget og tilskyndet til at gøre det samme, og han får hjælp i sin nød.

5. Ved de gode gerninger bliver jeg vis på mit kald. For når jeg elsker min næste og gør ham godt, så erfarer jeg, at min tro ikke er en skintro, og at jeg er kristen.

6. Vore gode gerninger fortjener ganske vist ikke de umådelige skatte: syndernes forladelse, retfærdiggørelsen og befrielsen fra døden og Djævelen. Det gør Kristus Jesus alene. Men på grund af Guds uforskyldte løfte fortjener de alligevel løn, både legemlig og åndelig, både i dette liv og efter dette liv. Det er ikke, fordi Gud skylder os noget, men fordi han af barmhjertighed har lovet det og er sanddru. Derfor vil han give os den for sit herlige navns skyld, sådan som der står skrevet (Jer 17): «Jeg, Herren, ransager hjertet og prøver nyrerne, og jeg giver enhver efter hans vej og efter frugten af hans gerninger.» Og Matt 16: «Menneskesønnen skal komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da skal han gengælde enhver efter hans gerning.» Det samme står i Rom 2. I Matt 25 viser Kristus tydeligt nok, hvor kære de gode gerninger, der sker af tro, er for ham. For han siger: «Jeg var sulten, og I gav mig at drikke.» [trykket har fejlagtigt «dedistis mihi bibere» (I gav mig at drikke); Matt 25,35 lyder: «Jeg var sulten, og I gav mig at spise»]

Jeg vil også sige dette på tysk, så I alle lettere kan forstå det.

[på tysk i kilden] Skriften taler overalt herligt og rosende om de gode gerninger og omtaler dem aldrig ilde. Når man derfor siger: «Troen alene gør retfærdig», så forkaster man ikke de gode gerninger. For det er det samme, som når jeg siger: «Guds nåde i Kristus alene gør os retfærdige og frelste; vor værdighed gør det ikke.» For ingen skabning, hverken i himlen eller på jorden, formår noget så stort og overvældende som at fortjene syndernes forladelse, at gøre retfærdig og frelst og at udslette synden og døden. Alene vor eneste mellemmand Jesus Kristus kan og skal gøre det. For Faderen har bestemt og sendt ham alene og ingen anden, hverken engel eller menneske, til at forløse og retfærdiggøre menneskeslægten. Når man priser troen, så forhåner man derfor ikke gerningerne, men priser den rette kilde, som alle gode gerninger vælder frem af. Det er umuligt at gøre gode gerninger uden troen.

Når man skelner så omhyggeligt mellem troen og de gode gerninger og giver hver af dem sin opgave, er det, for at man klart kan se, hvem Kristus er, hvordan vi har og modtager alt godt fra Gud alene for Kristi skyld, og hvad vi selv har og gør. Alene den erkendelse gør en fordømt synder til en frelst kristen. Derfor er det langt vigtigere, end verden tror, at man taler rigtigt og skelner mellem troen og de gode gerninger. Troen gør os retfærdige for Gud.

Men de gode gerninger vidner udadtil over for vor næste om denne indre retfærdighed, og de skal tjene ham til gavn i al nød.

Tro uden gode gerninger er ingen tro; gerninger uden tro er ikke gode gerninger. Derfor må disse to ting, at tro og at gøre gode gerninger, være sammen, så længe vi lever. Den, der ikke forbedrer sit liv og gør gode gerninger, skal vide, at han ikke er kristen. Men den, der ikke er kristen, bliver fordømt. Det må enhver rette sig efter. Sådan har Gud besluttet det, og sådan vil han også til sidst fuldbyrde det. Det er helt sikkert.