Hvordan man skal tale varsomt om messen

Messen, som den er blevet fejret under pavedømmet, har været en vederstyggelighed på grund af de forfærdelige misbrug og vildfarelser, som mennesker har føjet til Kristi og apostlenes messe. Vi har forkastet det, der er ondt, og beholdt det gode. For Guds ord og ordning må ikke ændres af mennesker, og endnu mindre må man i kirken indføre noget som gudstjeneste, der strider mod Guds ord og indstiftelse.

Det er en ond tilføjelse, at messen skulle være et offer, hvor Guds Søn hver dag ofres til Faderen for de levendes og de dødes synder. Skriften lærer, at Kristus er død og opstået én gang og ikke mere dør. For én gang har han givet sig selv hen for os til Gud Fader som en gave og et offer til en liflig duft, sådan som apostlen lærer (Ef 5; Hebr 7; 9; 10). Dette offer kan og må ikke gentages; det er sket én gang og er nok for evigt. Men Kristus har befalet os at fejre mindet om dette ene offer indtil den yderste dag. Og de, der tror evangeliet om Kristus, som døde og blev oprejst, og som modtager Kristi sakramenter, får del i dette offer; for de opnår syndernes forladelse og det evige liv. Alle disse skal hver dag bringe Gud ofre, nemlig: et sønderknust og ydmygt hjerte, lovsang til Guds navn, tak, påkaldelse, korset for Kristi navns skyld og troens frugter, de gode gerninger. [Randnote: Den pavelige messes tilføjelser.]

Af denne vildfarelse om messen som et offer for synder er privatmesserne opstået. De er blevet holdt utallige gange i verden uden altergæster, i strid med Kristi ord og oldkirkens skik. For hvad strider mere mod meningen med Herrens nadver end at ville fortjene syndernes forladelse ved et nyt offer eller en ny gerning? Herrens nadver er jo et minde om den død, som er det eneste offer, og ved det alene kunne og skulle al skyld sones. Og de har lært, at deres tilføjelser er nødvendige for en sand messe, men de tager fejl.

For de enfoldiges skyld, og for at alt i kirken kan ske sømmeligt og med orden efter Paulus' regel (1 Kor 14), bevarer vi gerne – uden overtro – de kirkelige klæder og andet, som ikke strider mod Guds ord.

Kristi og apostlenes messe er, at Herrens nadver holdes i kirken: Efter Kristi indstiftelse og apostlenes skik spiser vi Herrens legeme og drikker hans blod til minde om Kristus, og vi forkynder Herrens frelsende død, indtil han kommer, det vil sige indtil dagen for den yderste dom. Dette er mindet om Kristi forunderlige gerninger, som Salmen kalder det (Sl 111) [trykket har «Psal. 110» efter Vulgatas nummerering]: at én, nemlig han selv, er død for os alle; altså var vi alle døde. Og han er opstået fra de døde efter Skrifterne og har overvundet vore fjender, synden, døden og Satan; nu hersker han ved Faderens højre hånd i evighed, og vi skal herske sammen med ham. Er det ikke sådan, at alle skabninger i al evighed ikke kan undre sig nok over og prise de overmåde herlige gerninger, som Kristus, vor eneste forløser, har gjort: at han har udslettet vore synder med sit eget blod, opslugt døden ved sin død og triumferet over Satan i sig selv (Kol 2)? Og nu opfyldes profetien i Sl 111: «Herren sendte sit folk forløsning, han har påbudt sin pagt for evigt.» For denne overmåde herlige sejr over vore fjender har Gud givet os ved vor Herre Jesus Kristus (1 Kor 15). [Randnote: Hvad den sande messe er.]

Eller kortere på denne måde:

[på tysk i kilden] Den Hellige Skrift taler kun om ét eneste syndoffer, nemlig det særlige store offer, at Guds Søn Jesus Kristus én gang har ofret sig selv på korset til Faderen for os og lidt den bitre død. Dermed har han betalt alle vore synder én gang for alle og forsonet os med Gud Fader igen. Den, der tror det, bliver retfærdig og frelst. For han vil helt sikkert forbedre sit liv og fremover leve som en kristen, når han tror, at der for hans synder måtte ske en så alvorlig og overmåde dyr betaling og bod, at Guds Søn selv i egen person lod sig dræbe for vore synders skyld.

Derfor er det en vederstyggelighed for Gud, at syndige mennesker har vovet først nu at betale vore synder og forsone os med Gud ved et dagligt messeoffer. Kristenheden har jo også sine ofre, lige så vel som tidligere jødernes synagoge, og langt bedre. Men vort eneste synd- og skyldoffer er ingen anden end Kristus selv, som ikke kendte til synd. Ham har Faderen gjort til et syndoffer for os, siger Paulus (2 Kor 5), for at vi i ham skulle blive den retfærdighed, der gælder for Gud, det vil sige, for at vi skulle blive helliget og retfærdiggjort ved ham og ikke ved vore gerninger.

Ud over syndofferet bringer kristenheden også nu og indtil den yderste dag takofre for forløsningen i Kristus og for alle Guds goder. Sådan ofrer vi hver dag et sønderknust og ydmygt hjerte, lov og tak og alt det gode, vi af ren tro gør hele livet. Men ved siden af dette har Kristus indstiftet, at vi med alvor skal fejre det trøstefulde minde om hans død eller hans ene offer, som er fuldbragt én gang på korset, det vil sige hans hellige nadver, hans legemes og blods højærværdige sakramente.