Hvordan man skal tale varsomt om loven eller de ti bud

Guds lov burde vi ganske vist holde helt nøjagtigt, så ikke et i eller en tøddel gik tabt. For den er Guds helligste vilje og den højeste gudfrygtighed. Og holdes loven ikke, er der intet håb om evig frelse.

Men vor natur er ved arvesynden, som ved den kødelige fødsel overføres fra Adam til os, så fordærvet, nedbrudt og forblindet, at den af sig selv eller ved egne kræfter ikke forstår Guds bud, af naturlig tilbøjelighed begærer imod dem og ved egen kraft aldrig opfylder dem. Sådan beskriver Moses nemlig vor natur, så længe den endnu ikke er genfødt af vand og ånd, 1 Mos 6: «Alt, hvad menneskets hjerte tænker og udtænker, er kun ondt alle dage.» Hvordan skulle den så gøre det gode? Loven er altså hellig, og buddet er helligt, retfærdigt og godt, Rom 7. Men vi er onde fra mors liv og fødes dog så åndeligt blinde, at vi ikke forstår vor egen ondskab. Derfor søger vi heller ingen lægedom eller hjælp, og sådan ville vi gå evigt fortabt.

Derfor har den barmhjertige Gud også givet den skrevne lov, for at den skulle overbevise os om vore synder, true med straf, holde Guds dom frem for os, forskrække os og føre os til at kende os selv, så vi, når vi har erkendt vor egen ondskab og fortabelse, søger nåde og hjælp. Sådan siger apostlen: «Loven er erkendelse af synd.» Han siger ikke «afskaffelse», for loven gør kun vor synd og Guds vrede åbenbar, men den tager ikke synden bort. Loven er altså givet for at ydmyge det hovmodige menneske, så det, når det er blevet ydmyget, søger nåde og lægedom.

Men der er ingen lægedom og ingen nåde fra Gud uden i Kristus Jesus, som er vor mellemmand mellem Gud og mennesker. Derfor driver loven synderne til at søge tilflugt hos lægen Kristus, som har opfyldt loven og skænker os denne opfyldelse. Som Paulus siger, 1 Kor 1: «Kristus er vor retfærdighed.» Og Rom 10: «Kristus er lovens fuldendelse til retfærdighed for enhver, som tror.»

Dernæst har han også fortjent os Helligånden, som gives os i dåben, og når vi hører evangeliet om Guds nåde. Ved ham begynder vi også selv at opfylde loven, og vi har et stort privilegium i Kristus. For vi er delvis kødelige: Kødet strider altid imod ånden og hindrer lovens opfyldelse. Men for Kristi skyld, som vi tror på, tilgiver Gud os den synd, der er tilbage i kødet, og tilregner os den ikke til evig fordømmelse. Denne synd mishager os, og vi ville ønske, at den gamle ondskabs surdej var helt renset ud. Det skal ske fuldt ud ved genfødslen på den yderste dag. [Randnote: Rom 7 | Gal 5]

Eller kortere sådan:

[på tysk i kilden] Guds bud er for høje for os Adams børn. Vi er undfanget i arvesynden og er derfor arme, fødte syndere, onde fra ungdommen af. Vi skal holde dem, men uden Kristi nåde kan vi ikke holde dem. Hvad der er umuligt for os, er muligt for Gud. Derfor har Gud af nådig vilje givet os dem, for at vi i budene som i et klart spejl skal lære at kende vor syndige, fordærvede natur, vor skrøbelighed, synd og Guds dom, blive ydmyge og søge Kristus, som alene – og ellers ingen – har opfyldt budene rent og fuldkomment. Den opfyldelse nyder vi godt af for Gud, når vi tror på Kristus. Og Kristus alene giver os sin Ånd ved sit ord, så vi også får forstand, vilje og kraft til at holde Guds bud. Men så længe vi lever, går opfyldelsen endnu kun svagt, for kødet har ingen lyst til Guds bud. Men den fordel har vi, når vi bliver i den kristne tro og hader synden, at Gud bestandig tilgiver os den synd, der er tilbage, for Kristi skyld. Derfor: Selv om loven ikke gør synderen retfærdig – for så stor en ting tilhører alene Kristus – så forbereder den ham dog til retfærdigheden. For han bliver forskrækket, når han ved loven erkender sin synd og Guds dom. Så kryber han hen til Kristi kors, påkalder Herrens navn, beder om nåde og får syndernes forladelse og Guds Ånd. Derfor, kære venner: Lær de ti bud med stor flid, og bed Gud om nåde, så I kan holde dem, og om tilgivelse, hvor I har overtrådt dem.