📚 Reformatorernes skrifter · Urbanus Rhegius: Om at tale varsomt om troens artikler (Formulae caute loquendi, 1535) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Hvordan man skal tale varsomt om den frie vilje
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Mennesket har en fri vilje i de ting, der hører til dette forgængelige liv. Dér kan det ville spise eller ikke ville spise, ville gøre eller undlade det ene eller det andet. For det har det naturlige lys og en vis frihed til at leve hæderligt over for verden, sådan som mange hedninger har levet hæderligt. Men vi har sagt ovenfor, at alle menneskets kræfter er fordærvet ved arvesynden, så det med sin fordærvede natur ikke kan opfylde Guds lov. For Guds lov er åndelig, Rom 7, og kræver mere end gerningernes hykleri – det naturlige menneske har hverken forstand på den eller lyst til den (der natürlich mensch hat weder verstand noch lust dazu). Derfor har vi ikke af den første fødsels natur en fri vilje til at leve gudfrygtigt for Gud og gøre gode gerninger, men af Kristi nåde, efter ordet i Joh 8: «Hvis Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie», det vil sige: Hvis Kristus har tilgivet jer jeres synder og således revet jer ud af Djævelens magt og skænket jer sin Ånd, så er I ikke trælle, men frie sønner og kan leve retfærdigt, det vil sige tro på Kristus og bevidne troen med gode gerninger.
Eller kortere:
[på tysk i kilden] Af natur er vi vredens børn og syndens trælle og kan intet godt gøre af os selv. Men når Kristus genføder os og giver os troen og Ånden, så er vi frie og kan gøre det gode ved Helligånden. Men uden Kristi nåde og Ånd tænker, begærer og gør vi kun ondt, sådan som den onde ånd vil have det. Og vi gør selv det onde af os selv; Gud har ingen skyld i det. Han forbyder det onde og straffer det timeligt og evigt. Djævelen og vor forvendte, onde vilje er årsag til alle synder og gerningsmændene bag dem.
Og det er nødvendigt at kende dette grundigt, så vi forstår den første fødsels elendighed. Ved den er vi syndens trælle og Satans livegne, og han holder os fanget efter sin vilje på grund af synden. Ud af hans hænder kan vi ikke slippe, medmindre vor kæmpe, Kristus, overvinder den stærke, bevæbnede mand, der vogter sin gård, og ved Guds finger, det vil sige ved Helligånden, driver den onde ånd ud, 2 Tim 2; Luk 11.
Når vi har erkendt dette, erkender vi så meget klarere den uransagelige rigdom af Guds nåde, som vi har i Kristus. For Kristus alene overvinder og uddriver Djævelen, sætter os fri og oplyser os med sin Ånd, så vi får lyst til at leve efter Guds vilje. Djævelens rige er ganske vist fast. For så længe han vogter sin gård – det vil sige de ugudelige – er det, han ejer, i fred, det vil sige: Intet af det kan slippe bort. Men Kristi rige er fastere og mægtigere, for han driver Djævelen ud, tager hele hans rustning fra ham og giver en varig sikkerhed i sit rige.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.