Hvordan man skal tale varsomt om forudbestemmelsens hemmelighed

At der er en forudbestemmelse, er sikkert. Ef 1: Faderen har udvalgt os i Kristus, før verdens grundvold blev lagt. Rom 9: Før drengene Esau og Jakob var født og havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds forsæt efter udvælgelsen skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men på grund af ham, der kalder – sagt til Rebekka: «Den ældste skal tjene den yngste», sådan som der står skrevet i Mal 1: «Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.»

Men denne hemmelighed om forudbestemmelsen er fast føde for de voksne, ikke mælk for de små børn. Derfor er det meget nødvendigt at behandle dette lærestykke varsomt og ikke tale om det over for hvem som helst uden forskel. For Paulus befaler, at alt skal ske til opbyggelse. Vi ser jo, med hvor stor gudsfrygt og hvor stor ærbødighed apostlen har behandlet dette lærestykke i Rom 9, 10 og 11. Derfor taler nogle meget ilde, når de siger [på tysk i kilden]: «Er du forudbestemt, så gør, hvad du vil, ondt eller godt – du bliver frelst.»

Det er en gudsbespottelig vildfarelse. Men tal sådan:

Den, der er forudbestemt til det evige liv, tror evangeliet og forbedrer sit liv. For Gud kalder ham i sin tid, én i ungdommen, en anden i alderdommen, efter sin vilje. Ingen udvalgt bliver til sidst i vantroen og et syndigt liv. Men den, der bliver ved med at gøre ondt og bliver i det, bliver fordømt, for han har ingen kristen tro. Troede han, så levede han kristeligt og forbedrede sit liv. Derfor: Den, der til sidst ikke omvender sig, er med sikkerhed en af de fordømte.

Derfor er det sikkert: Den, der er forudbestemt, gør ikke bestandig, hvad han vil, men bliver omvendt og gør så også, hvad Gud vil. Den, der gør ondt, kan og skal blive fordømt, hvis han bliver i det onde. Ligesom Gud har forudbestemt Peter, Paulus og os andre kristne til frelsen, sådan har han også på forhånd forordnet og forudbestemt deres omvendelse, deres kristne vandel, bod og gode gerninger, som de skulle vandre i og bevidne deres kald og tro med, Ef 2.

Vi skal ikke behandle den guddommelige forudbestemmelses dybe afgrund med menneskelig nysgerrighed, men gøre, hvad Gud byder og befaler os, nemlig tro evangeliet. Den, der tror det, er en af de udvalgte, Rom 8; Joh 8. Den, der endnu ikke tror det, er enten ikke blandt de udvalgtes tal, eller også er timen for hans kald endnu ikke kommet. Den, der ikke vil falde forfærdeligt her som Lucifer, skal holde sig fra at blande sig i Guds skjulte domme.

Og jeg synes godt om, at vor Augustin i Om udholdenhedens gave kap. 22 [trykket har «de bono perseuerantiæ»; skriftet hedder De dono perseverantiae] formaner prædikanterne, når de over for folket skal tale om den guddommelige viljes fastlagte beslutning. Når vi taler til Guds kirke eller de troende kristne, skal vi ikke sige: «Med forudbestemmelsen forholder det sig efter Guds viljes fastlagte beslutning sådan, at nogle af jer har modtaget viljen til at adlyde og er kommet fra vantro til tro.» For når vi siger «nogle af jer», synes vi sandelig at gøre de andre uret eller at udelukke dem fra frelsen. Men lad os sige sådan over for kirken:

«Med forudbestemmelsen forholder det sig efter den guddommelige viljes fastlagte beslutning sådan, at I er kommet fra vantro til tro, efter at I har modtaget viljen til at adlyde fra Gud, og at I også, når I har modtaget udholdenheden, bliver i troen.» Gud har givet jer troen på Kristus og en god vilje, og han giver jer også nåden til at blive i troen indtil enden.

Ligeledes skal man heller ikke tale sådan over for folket: «Men I andre, som endnu dvæler i lysten til synder, er endnu ikke opstået, fordi den barmhjertige nådes hjælp endnu ikke har rejst jer op.» For med sådanne ord ville vi synes at nægte nogle i mængden omvendelsens nåde. Men lad os tale sådan over for folket: «Hvis nogle af jer endnu dvæler i lysten til fordømmelige synder, så tag imod den sundeste tugt. Men når I har gjort det, så bliv ikke hovmodige, som om det var jeres egne gerninger, og ros jer ikke, som om I ikke havde modtaget det. For Gud er den, som virker i jer i både vilje og handling på grund af sin gode vilje.»