Hvordan man skal tale varsomt om den kristne frihed

Kristus har sat os fri fra synden og syndens straf, den evige forbandelse eller død, og fra Satans magt. Han skænker os Helligånden, som fornyer vore hjerter, så vi får lyst til at vandre i Guds bud, og som beskytter os mod Djævelens rænker og vold. Ligeledes har han sat os fri fra Moses' ceremonielle og retslige lov og fra byrden af menneskelige forordninger i kirken. Alle kirkens forordninger, som tjener ordenen, holder vi i frihed, så alt i kirken kan gå ordentligt til. Men vi lægger ikke gudfrygtigheden i, at de holdes, eller synden i, at de forsømmes, når det sker uden forargelse.

Dette er den ypperlige frihed, som vi har i Kristus: en åndelig, ikke en kødelig frihed. Men vi skal passe på, at vi ikke gør denne frihed til en anledning for kødet, men tjener hinanden i kærlighed og ikke forarger de enfoldige brødre, sådan som apostlen lærer, Gal 5; Rom 14; 1 Kor 8.

[på tysk i kilden] Man må ikke gøre den åndelige frihed til kødelig sorgløshed og egenrådighed, som om man ville være fri som fuglen og ikke stå under nogen.

I kødet kan vi være alles tjenere og underordne os alle og samtidig i ånden være frie – ikke fra forpligtelser og borgerlig tjeneste, men fra synd, død og helvede. Så hersker synden og Satan ikke længere over os, sådan som de gjorde før, da vi var under Djævelens tyranni og endnu ikke var taget ind i Kristi nåde og rige. Sådan siger apostlen, Rom 6: «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde.» Og Joh 8: «Hvis Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie.»