Hvordan man skal tale varsomt om skriftemålet

Skriftemålet har altid været i kirken, men mennesker har føjet nogle unyttige, ja, farlige ting til.

1. De har sagt, at alle synder skal bekendes, og det er umuligt.

2. Og at de kun skal bekendes for ens egen præst, medmindre man har fået hans tilladelse til at skrifte et andet sted. Det er bestemt nyttigt at rådføre sig med sin egen præst, men her må samvittigheden ikke bebyrdes med et bud.

3. At hele skriftemålet skal gentages, hvis man med vilje har udeladt en eneste synd.

4. Folket blev overbevist om, at synderne forlades på grund af selve skriftegerningen og ens egen anger. Om Kristi fortjeneste tænkte man kun lidt. Det pressede de pavelige igennem som noget nødvendigt, til stor fare for samvittighederne.

En kristen skal derfor altid bekende sine synder for Gud og ofte for ordets tjener, i det mindste når han vil gå til Herrens bord, så han kan høre Kristi ord af tjenerens mund. Det er Kristus, som gennem tjenerens mund tilsiger os tilgivelse for vore synder. For Kristus har givet sin kirke Himmerigets nøgler, og den overdrager dem til ordets tjenere: Hvem de forlader synderne, dem er de forladt; hvem de holder dem tilbage for, dem er de holdt tilbage [Joh 20,23]. Derfor skal vi fast tro på tilgivelsen, ikke mindre end hvis Kristus selv synligt tilsagde os den, sådan som han tilsagde Maria Magdalene og den lamme tilgivelse.

De, der vil gå til alters, skal, før de modtager det højærværdige sakramente, omhyggeligt overhøres i skriftemålet, ikke mange på én gang, men hver for sig, så præsten kan undersøge, om de forstår katekismen, om de ved, hvorfor man skal gå til alters, og hvad man skal søge i sakramentet.