Hvordan man skal tale varsomt om menneskelige forordninger

Ikke alle menneskers forordninger skal forkastes. Og frem for alt formaner jeg jer til ikke at regne borgerlige ordninger og love blandt de menneskelige forordninger. For det ord plejer vi at bruge, når vi taler om biskoppernes bestemmelser i kirken. Og vi forkaster kun de forordninger, som enten åbenlyst strider mod Guds ord – som læren om messeofferet, at det skulle fortjene syndernes forladelse for levende og døde, og læren om det urene cølibat, at præster, munke og nonner skulle synde ved at indgå ægteskab – eller som biskopper eller præster udsteder som love eller forordninger, hvormed Gud skal dyrkes, og hvorved syndere skal blive retfærdiggjort. Sådanne forordninger findes i munkevæsenet om mad og forskellig klædedragt: Med dem mente de at dyrke Gud; de gjorde det til synd at overtræde den slags lærdomme og til retfærdighed at overholde dem.

Sådanne lærdomme afviser og fordømmer Kristus åbenlyst i Matt 15, hvor han siger: «I hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer: Dette folk nærmer sig mig med sin mund og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Men forgæves dyrker de mig, når de lærer lærdomme, der er menneskebud.» [på tysk i kilden] Det er en helt forgæves og unyttig gudsdyrkelse. Men nogle forordninger i kirken indføres i en god hensigt, nemlig for at bevare ordenen. For apostlen formanede ikke uden grund korintherne til, at alt i kirken skal ske sømmeligt og med orden (1 Kor 14). I dem søger vi ikke retfærdighed, men ved dem holder vi de uvidende til deres pligt, som under en slags opdragelse, så de lærer at omgås det hellige med ærbødighed. Sådan holder vi søndagen; sådan foreskriver biskoppen en faste, for at man kan bede mere inderligt; der fastsættes en dag, hvor folket skal samles for at høre Guds ord og modtage sakramenterne; vi holder årets vigtigste højtider – Herrens fødsel, omskærelse, lidelse, opstandelse og himmelfart, Helligåndens sendelse, englens bebudelse og Johannes Døberen – for at evangeliets vigtigste hemmeligheder, som mindes på disse dage, kan blive indprentet mere virkningsfuldt i menneskers hukommelse og hænge fastere ved.

Mod den slags forordninger, som er fastsat om middelting for ordenens skyld, må ingen prædike; man skal tværtimod godkende dem, så de enfoldige ikke bliver skræmt bort fra sådanne ceremonier og forordninger og begynder at foragte al gudfrygtig øvelse. Det sker, hvor prædikanterne forkaster alle forordninger uden forskel. Sådan ser vi nu mange steder, at folket ikke går i kirke, eller at de, hvis de kommer, ikke bryder sig om noget af det hellige. Ophavsmændene til denne vildfarelse er ulærde og dumdristige prædikanter, som uden måde råber op mod alle ceremonier og forordninger, indtil folket også er begyndt at foragte de offentlige prædikener og forvaltningen af sakramenterne.

Heraf forstår vi let, hvordan man skal mene og tale varsomt om ceremonier og højtider. Den stridende kirke kan ikke undvære ceremonier, så længe den er i kødet. Hvis ceremonierne ikke åbenlyst strider mod Guds ord, men hidtil er blevet holdt for den gode ordens skyld uden den ugudelige mening, at man skulle opnå retfærdighed ved dem, skal de derfor bestemt ikke kastes bort. De skal tværtimod bevares for fredens skyld, så de enfoldige ikke tager anstød. Store tumulter og utallige forargelser opstår af den slags ændringer i ceremonierne, sådan som vi tydeligt læser i Eusebius' og andres kirkehistorier. Derfor skal en gudfrygtig og klog præst omhyggeligt vogte sig for at skabe forargelse ved pludselig at ændre den slags ting. Af den grund har fyrsten befalet, at ensartetheden i dem bevares, og at de kirkelige klæder, som vi bruger ved forvaltningen af sakramenterne, ikke kastes bort, men bevares for det sømmeliges skyld i den kristne frihed.

Ligeledes skal højtiderne ikke straks afskaffes, for at folket i det mindste på bestemte dage kan vænne sig til at høre Guds ord og være med ved det hellige og blive øvet i gudfrygtighed ved at tage del i det.