Hvordan man skal tale varsomt om fasten

Fasten er af to slags: den daglige og den åndelige. Den daglige er de kristnes daglige ædruelighed og mådehold. For de skal altid vogte sig for frådseri og druk efter Kristi formaning i Luk 21, så de altid ved fuld bevidsthed kan prise Herrens navn. Det indskærper Skriften overalt. Ef 5: «Drik jer ikke fulde i vin, i den er der udsvævelse, men lad jer fylde af Ånden, idet I taler til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, idet I synger og spiller i jeres hjerte for Herren og altid takker Gud for alt i Herrens navn.» Rom 13: «Lad os aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben. Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og druk. Og drag ikke omsorg for kødet, så begær vækkes.» 1 Thess 5: «Vi, som er Guds børn, skal være ædru.» [Paulus skriver «vi, som hører dagen til»; kildens «Guds børn» er sandsynligvis en fejl.] Tit 2: «Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at leve med selvbeherskelse» osv.

Men den særlige faste er, når et menneske enten i en tid med stor ulykke eller for bønnens skyld pålægger sig selv at faste én eller flere dage, eller når biskoppen eller øvrigheden udskriver en faste, sådan som Joshafat, Judas konge, gjorde (2 Krøn 20). Og apostlen foreskriver ægtefæller en sådan faste i 1 Kor 7, hvor han siger: «Unddrag jer ikke hinanden, uden måske efter gensidig aftale for en tid, for at I kan hengive jer til faste og bøn.» Og jeg mener, at fyrretyvedagesfasten af denne grund – dog i kristen frihed – i sin tid blev holdt i den første kirke: for at folket ved faste kunne forberedes til at bede mere brændende og opmærksomt og til at takke i Herrens nadver for Kristi dyrebare død, som har forløst os fra alt ondt for evigt, og for hans sejrrige opstandelse, som vor retfærdiggørelse og opstandelse udspringer af.

Den hellige Ignatius, der var discipel af evangelisten Johannes i Asien og Kristi martyr, siger i hvert fald i Brevet til filipperne: «Foragt ikke fyrretyvedagesfasten, for den er en efterligning af Guds vandel.» Men denne hellige mand bebyrdede ikke samvittighederne med de byrder, som paven har plaget os med: Paven befalede denne faste under dødssynd og forbød kød, æg og smør, men om de ting nævner Ignatius intet. [Randnote: Ignatius.]

Også den hellige Hieronymus siger mod kætteren Montanus: «Af hele året faster vi fyrretyvedagesfasten efter apostlenes overlevering.» Og denne faste nævner den hellige Ambrosius ofte. [Randnote: Hieronymus.]

Eller kortere sådan:

[på tysk i kilden] Den, som er en kristen, bliver helt sikkert drevet af Guds Ånd til at leve ædru og med mådehold hver dag, så det egenrådige kød ikke tromler Ånden ned. Også når han vil bede Gud om noget alvorligt eller forberede sig til en alvorlig taksigelse i Herrens nadver, vil han forinden, tilskyndet af Kristi Ånd, faste eller leve med mådehold og ædruelighed. Gør han ikke det, er han endnu ganske kødelig og kun kristen af navn. Den første retskafne kristenhed for tusind år siden holdt de fyrre dages faste, hver efter sine forhold. Hvad er vi for kristne, når vi ikke vil faste én eller to gange om året, når vi skal gå til Guds bord? Dog skal alt dette om den særlige faste være en lære og formaning, ikke et bud, så man ikke lægger en snare om samvittigheden.