Hvordan man skal tale varsomt om helgendyrkelsen

Kristi almindelige kirke ved med vished, at vi alle fødes som syndere og bliver retfærdiggjort og frelst af Guds rene nåde for Kristi skyld. Dernæst ved og bekender den, at Jesus Kristus alene er vor præst hos Faderen i himlen, vor mellemmand og forsoner, som alene kunne og skulle befri os fra synden, døden og Djævelens magt og forsone os med Gud Fader. Den ved også, at det alene er for Kristi fortjenestes skyld, at Gud bliver os nådig, forlader os synderne og giver os det evige liv. Og kirken ved, at påkaldelse er en gerning efter det andet bud, som tilkommer Gud alene og ikke nogen, der blot er en skabning. Ingen skal påkaldes uden den, som man skal tro på i tillid til, at han kan og vil frelse os. Vi skal tro på Gud alene, altså skal Gud alene påkaldes, for at han kan fri os fra alt ondt, Sl 50,15: «Påkald mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.» [kilden har «Psal. 49» efter Vulgatas nummerering.] Og Kristus siger: «Kom til mig, alle» (Matt 11).

Sådan lærer Helligånden os ved sit redskab Paulus i Rom 3: «Vi bliver retfærdiggjort uforskyldt ved hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, som Gud har stillet frem som sonoffer ved troen, ved hans blod.»

1. Heraf lærer vi for det første, at vi bliver retfærdiggjort uforskyldt af Guds rene nåde og ikke ved vore fortjenester.

2. Men der måtte dog være en betaling for så stor en forløsning og en forsoner, ved hvem Gud kunne blive forsonet med os, og som, når den blev givet for os, kunne fortjene os syndernes forladelse og livet. Denne betaling er Kristus Jesus selv, som har forløst os med sit eget blod og forsonet den vrede Gud. Ikke et hvilket som helst menneskes blod og død kunne udrette dette, men Kristi blod alene har fortjent os disse evige goder.

3. Ved troen får vi del i denne betaling, så han er sonofferet for vore synder (1 Joh 2).

Heraf følger uigendriveligt, at ingen af de hellige har forløst os, men Kristus alene. Derfor bliver Gud ikke nådig mod os og frelser os ikke for nogen helligs fortjenesters skyld, men alene for Kristi uendelige fortjenesters skyld, han, som er de helliges Hellige.

Altså skal de hellige ikke påkaldes, og man skal ikke stole på deres fortjenester. For de er ikke Gud, men skabninger. Og det er ikke dem, der har forsonet den vrede Gud med os, men Kristus alene.

Og om påkaldelse af helgener findes der i Skriftens kanon intet bud, intet råd, intet løfte og intet eksempel.

De levende beder vi om at bede for os, men vi påkalder dem ikke og stoler ikke på deres fortjenester, som om det var dem, der kunne redde os, eller som om vi blev hjulpet for deres fortjenesters skyld; vi bliver hjulpet for Kristi fortjenesters skyld. Og denne gensidige bøn, hvor den ene beder for den anden, kræver Skriften; den har eksempler på den og løfte om bønhørelse.

Men om at påkalde dem, der er sovet ind i Herren, befaler Skriften intet. Den råder os heller ikke til at påkalde dem, lover intet i deres navn og har ingen eksempler på, at en kristen har påkaldt de døde og er blevet bønhørt.

Hvis vi er kristne, hvorfor holder vi så ikke fast ved Guds klare ord? Hvorfor tager vi ikke imod Kristus, den sande og eneste mellemmand og forbeder hos Faderen, ham, som Faderen selv har indsat som vor eneste forsoner? Og nogen anden har han ikke indsat. For alene i Kristi navn er retfærdiggørelse og frelse lovet os. I ingen helligs navn er de lovet.

Og de helliges vilje stemmer overens med Guds vilje. Derfor vil de ikke tage imod guddommelig ære fra os, for den tilkommer Gud alene.