Hvordan man skal tale varsomt om bønnen

Den, som vil bede ret, skal bede i ånd og sandhed og ikke bare dynge ord op med læberne. En bøn, der bedes med opmærksomhed og ud af troen, bliver bønhørt. For Gud har befalet os at bede (Luk 18) og lovet at bønhøre os (Matt 7). Bed derfor trygt vor himmelske Fader om noget ved Kristus, hvad enten det er åndeligt eller legemligt, men bed frem for alt om en sand og fast tro på Kristus. Når du beder om det, der hører til dette liv, som helbred, føde og andet, så føj omhyggeligt dette forbehold til: «Herre, ske din vilje.» For han ved selv, hvad der gavner os, og hvad der skader os. Og man skal blive ved med at bede. Det har vi et eksempel på i Kristus, som ifølge Lukas bad på bjerget og tilbragte natten i bøn (Luk 6). Og den salige jomfru, Guds moder, holdt endrægtigt ud i bønnen sammen med apostlene (ApG 1). Og Paulus siger i 1 Thess 5: «Bed uden ophør.» Og med lignelsen om enken og den uretfærdige dommer lærte Kristus i Luk 18, at man altid og indtrængende skal bede og ikke blive træt.

At Kristus i Matt 6 forkaster farisæernes bønner, skyldtes deres vildfarelse og misbrug. Det er godt og nødvendigt at bede, men man skal bede efter Guds ord. Farisæernes bøn var hykleri imod Guds ord: De søgte ros fra mennesker og bad offentligt på gaderne. Og den var ordgyderi uden tro og uden hjertets opmærksomhed, ligesom de paveliges mumlen, når de mumler tidebønnerne igennem uden opmærksomhed og andagt. Derfor siger han: «Når I beder, skal I ikke lade munden løbe ligesom hedningerne, for de tror, at de vil blive bønhørt for deres mange ord. I må altså ikke ligne dem.» Kristus forkaster altså ikke den flittige og lange bøn, der kommer fra et troende og opmærksomt hjerte, men læbernes ordgyderi, hvor hjertet ikke for alvor og med opmærksomhed begærer noget, men hvor kun læberne larmer uden tanke.

Eller kortere sådan:

[på tysk i kilden] Den, som vil bede ret, skal i sand tillid til Kristus af hjertet bede Gud om noget, ligesom et barn beder sin kære far, og han skal bede længe eller kort, alt efter som nøden og andagten driver ham. Gud give, at også vi kunne bede en hel nat af hjertets grund, som Kristus gjorde (Luk 6). Men når man kun siger mange ord med munden, og hjertet hverken er opmærksomt eller for alvor længes efter at få noget fra Gud, så er det det rene hykleri og farisæisk snak, som Gud hverken vil have eller bønhøre. For Kristus siger i Joh 4: «De sande tilbedere» – det er de kristne – «vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.»

Prædikanten skal flittigt formane folket til alvorlig og vedholdende bøn og ofte indskærpe, hvad en troende kristens bøn formår, på denne eller lignende måde:

Moses bad for folket, og Herren hjalp ved kobberslangen (4 Mos 21).

Aron stod mellem de døde og de levende og bad for folket, og plagen hørte op (4 Mos 17,11–15). [kilden har «Num. 16» efter Vulgatas kapitelinddeling.]

Hizkija bad, da han var dødeligt syg, og fik ved sin bøn femten år mere (Es 38). [Randnote: En troende bøns kraft.]

Den første menighed bad for Peter, da han var taget til fange, og lænkerne faldt, og Peter blev befriet (ApG 12).

Paulus beder i et stort uvejr på havet og ved sin bøn får han livet skænket til 279 mennesker (ApG 27). [ApG 27,37 har 276.]

Kornelius beder inderligt, og først sendes en engel til ham, som siger: «Dine bønner og dine almisser er steget op til ihukommelse for Gud.» Og straks efter sendes Peter til ham for at undervise ham i den kristne tro og døbe ham (ApG 10). Skriften er fuld af sådanne eksempler. Bed derfor straks i al nød vor himmelske Fader ved Kristus i troen, så vil han give jer, hvad jeres hjerte beder om.