Hvordan skal man da ære helgenerne?

Kære brødre, er nogen åndelig, så skal han erkende det, jeg skriver til jer. Man skal efter Skriften tænke og tale om helgenerne med den allerstørste ære. For dem, som Gud selv ærer sådan, vil han uden tvivl også have æret af os. Sådan står der nemlig om de kristne i Sl 71 efter Septuaginta [Sl 72,14 i Bibelen 1992]: «Deres navn er dyrebart for ham.» For Faderen selv anerkender dem som sine børn, Sønnen kalder dem sine brødre og medarvinger, og Helligånden kalder dem sine templer. Derfor bliver helgenernes eksempler stillet frem for os overalt i Skriften, for at vi skal betragte dem. Er de helgener, som er sovet ind i Kristus, ikke hos Kristus? Den, som ikke ærer dem, foragter altså også Kristus selv i dem og ringeagter Guds nåde, som har gjort dem så store. Jeg spørger jer: Hvad tænker et menneske om den hellige kirke, hvis det ikke ærer dem, der er lemmer på samme legeme som vi, og som nu har fået fred hos Kristus og er visse på den evige frelse? Kristus har sagt, at Guds engle glæder sig over én synder, som omvender sig, Luk 15. Derfor længes helgenerne, vore brødre, uden tvivl brændende efter, at vor omvendelse og frelse må fremskyndes. Og da englene beder for os, Zak 1, er det også sandsynligt, at helgenerne beder for os. For deres kærlighed til os er ikke blevet mindre, men større. Dog følger det ikke heraf, at man skal påkalde helgenerne, ligesom vi heller ikke påkalder englene, men alene Kristus, vor Gud.

Men vi skal ære helgenerne, sådan som den gamle kirke ærede dem. Den fejrede helgenernes minde med ære. Den takkede Gud for, at han havde befriet helgenerne, for den nåde, han havde givet dem, for deres salighed og for de herlige gaver, som Gud har udøst over kirken gennem helgenerne. For at tie om de andre: Vækker Gud ikke kirken ved Augustin, så den forstår Paulus' breve, når denne hellige mand så brændende søger Kristus i Skriften og så kraftfuldt gendriver og gør pelagianerne til skamme, væbnet med Paulus' lære?

Er helgenerne ikke de klareste spejle af Guds nåde? I dem ser vi, hvad Guds nåde formår. For når vi læser eller hører, at de, som var ligesom vi, så underfuldt og kraftfuldt har kunnet overvinde synden, verden og døden, så bliver også vi straks vakt til at fatte tillid til Guds store barmhjertighed, som er lovet og givet i Kristus. Dernæst opildner deres eksempler os til at efterligne dem, så vi beder Gud om en lignende tro og efterligner helgenernes dyder, sådan som vort kald tilsiger. På den måde bliver troen på Kristus styrket i os, kærligheden tændt og håbet om den evige frelse befæstet. Vi tænker på, at de ikke er gået tabt, men er sendt i forvejen til den kommende verdens liv. Og vi betragter alvorligt denne artikel: «Jeg tror … en hellig kristen kirke, de helliges samfund». For det er ikke nogen ringe trøst for et gudfrygtigt hjerte at mindes dem, som først ligesom vi kæmpede mod synden i det dødelige kød, men nu er reddet og bragt i sikkerhed. For vi skal helt sikkert følge efter dem. Vi er jo deres brødre, de helliges medborgere og Guds husfæller, opbygget på apostlenes og profeternes fundament med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Hvor salig er den Guds stad, hvor så mange små børn, jomfruer og martyrer er blevet taget imod! Dér skal vi i evighed se apostlene, profeterne, patriarkerne og alle de retfærdige, som fra Adam og til den sidste kristne på jorden har troet på Kristus. Vi skal se englenes kor og selve den højt velsignede moder, det ædleste lem på det mystiske legeme, og til sidst Jesus Kristus, herlighedens konge, den ene og evige glæde for engle og mennesker, og Gud, alt i alle. Vil ikke denne gudfrygtige erindring om så store ting vække, nære og styrke troen i os på vor herlige opstandelse og på det kommende liv?

Derfor stiller apostlen os i Hebr 11 en smuk fortegnelse for øje over helgener, som vi ud fra Skriften ved er hos Kristus. Han beskriver troen hos Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, Sara, Josef, Moses, Rahab, Gideon, Samson, David og Samuel, for at vi i dem kan se troens og Guds nådes kraft, kampen mod og sejren over verden, synden og døden, og blive styrket i tro og håb. Og i Hebr 13 siger han: «Husk dem, som har talt Guds ord til jer. Når I betragter udgangen på deres liv, så efterlign deres tro.» Og i 1 Tim 1: «Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og en af dem er jeg. Men derfor blev der vist mig barmhjertighed, for at Jesus Kristus først på mig kunne vise hele sin mildhed som et eksempel for dem, som vil komme til tro på ham til evigt liv.»

Da thessalonikerne efter hedningernes skik sørgede overdrevent over deres døde, afskaffer apostlen desuden ikke helt mindet om de døde, omsorgen for dem og de gudfrygtige mindefester for de kristne, der sover. Tværtimod stadfæster han dem og retter kun misbruget. For det hører med til kristen gudfrygtighed at mindes de troende i Kristus, som er sovet ind. Men saddukæernes ynkværdige blindhed kaster de døde ud både af huset og af sindet, som om de aldrig skulle leve igen, men gå til grunde ligesom dyrene, for hvem intet er tilbage efter legemets død.

Men hør apostlens dybt trøstende ord: «Når vi tror,» siger han, «at Jesus er død og opstået, så vil Gud også ved Jesus føre dem, som er sovet ind, sammen med ham» [1 Thess 4,14]. Disse ord styrker i allerhøjeste grad troen på vor opstandelse, som om han ville sige: Jeres venner og brødre er ganske vist taget bort fra jeres øjne, men de er ikke gået tabt. For så vist som Kristus er opstået fra de døde, så vist skal også jeres venner opstå. Og i slutningen af kapitlet i Første Thessalonikerbrev siger han: «Trøst hinanden med disse ord» [1 Thess 4,18]. Hvilke ord var det? Jo: Kristus er opstået, de, der tror på Kristus, skal også opstå, og vi skal altid være sammen med Herren. Det vil sige: Den legemlige død har skilt os ad for en kort tid, men vi skal leve sammen igen og herske sammen med Kristus i evighed. [på tysk i kilden] Hvorfor skal vi da bekymre os så meget for de dødes skyld? Vi skal jo alle komme sammen igen og derefter for evigt blive hos hinanden i glæde og herlighed.

Sådan trøster apostlen kirken, og kirken trøster sig selv efter apostlens formaning med sikre ord om den helt sikre hvile, fred og frelse for de brødre, der sover ind i Herren. Med vilje nævner jeg to grupper sammen: de helgener, om hvis frelse Skriften vidner, og de andre, om hvem vi også håber, at de er sovet ind i troen på Kristus. For også de er helgener, hvis de er sovet ind i Herren. Deres minde er i hvert fald altid blevet fejret med andagt i kirken. Derfor mener Guds mand, dr. Martin Luther, vor lærer, som vi altid skal ære, at det ikke er fremmed for kristen gudfrygtighed, hvis vi en eller to gange af fri andagt beder for vore afdøde. For den kristne kærlighed er en forunderligt virksom dyd. Den kan ikke lade være med at have omsorg for både de levende og de døde, og derfor befaler den også i gudfrygtig bøn dem, der er lemmer på samme legeme som vi, og som drager bort fra denne verden, til Kristus, vor Herre og Gud, som er lovet i evighed.

Sådan var de afdødes minde tidligere i den almindelige kirke, og sådan er det nu. Det er et tydeligt vidnesbyrd om kærligheden og om troen på kødets herlige opstandelse. Og da det er en frugt af den tro, som er virksom ved kærligheden, vil ingen forkaste det undtagen epikuræere og saddukæere.

Et sådant minde om de afdøde fejrede den gamle kirke, sådan som det fremgår hos de rettroende lærere. Fra deres mening er det ikke sikkert at vige, medmindre de strider mod Guds ord.

Gregor af Nazianz, Teologen, viser i sin ligtale over sin bror Kaisarios, hvor han taler om sin mor, at man plejede at fejre de afdødes minde.

Det samme siger Gregor af Nyssa. Det samme siger Johannes Chrysostomos i en prædiken, homilie 69.

Ambrosius om kejser Theodosius' død: «Jeg har elsket manden,» siger han, «og jeg stoler på, at Herren vil tage imod min bøns røst, som jeg ledsager den gudfrygtige sjæl med. Giv din tjener Theodosius hvile. Lad hans sjæl vende tilbage til det sted, den steg ned fra, hvor den ikke kan mærke dødens brod, hvor den kan erkende, at denne død ikke er menneskets ende, men skyldens.»

Og på et afrikansk koncil, kanon 8, påbydes det, at de afdøde kun skal befales Gud med bønner, når det sker efter middag.

Augustin bad i Bekendelserne (Confessiones) bog 9, kap. 13, for sin afdøde mor Monika, og han skriver, at hun havde ønsket, at man skulle mindes hende ved Guds alter, hvor det hellige offer uddeles, som har slettet det gældsbrev, der var imod os. Og i Om Guds stad (De civitate Dei) bog 20, kap. 9: «De gudfrygtige dødes sjæle skilles ikke fra kirken, som også nu er Kristi rige. Ellers ville man ikke mindes dem ved Guds alter, når man får del i Kristi legeme.» Og i Om omsorgen for de døde (De cura pro mortuis gerenda) kap. 4 giver han tydeligt at forstå, at de forbønner for de døde, som sker i ret tro og gudfrygtighed, ikke skal forsømmes. Og i Om kætterierne, til Quodvultdeus (De haeresibus ad Quodvultdeum), kætteri 53, skriver han, at en kætter ved navn Aerius, en arianer, lærte, at man ikke burde bede for de døde.

Ligeledes siger han i bogen Om omsorgen for de døde, kap. 1: «I præstens bønner, som udøses for Herren Gud ved hans alter, har også befalingen af de døde sin plads.» Se, dette er kirkens gamle skik. Den har uden tvivl ikke indstiftet sådanne evige årtidsmesser og ofre for de afdødes synder, som paven har gjort, men den har af fri kærlighed befalet de troende i Kristus til Gud.

Johannes af Damaskus siger i sin prædiken om dem, der er gået bort herfra i troen: «Apostlene, Frelserens disciple, sagde, at man ved de ærefrygtindgydende, livgivende sakramenter skal mindes dem, som er sovet ind i troen.» Og han siger, at det var en anerkendt og udbredt skik i den almindelige kirke.

Den gamle kirke fejrede også med andagt mindet om de kristne, som den enten med sikkerhed vidste var hos Kristus ud fra Skriftens vidnesbyrd, eller som den ud fra deres kendte gudfrygtige liv ikke tvivlede på var hos Kristus.

Hesychios (Isychius), Gregor af Nazianz' elev, om Tredje Mosebog, bog 6, kap. 19: «Hos os,» siger han, «er profeterne og alle de retfærdige, som har været blandt det jødiske folk, i den grad, at vi hvert år ærer deres minde.»

Augustin, Om kristen tugt (De disciplina Christiana), kap. 2: «Har de, hvis fødselsdage vi fejrer, ikke lidt den slags død?» Og i Mod manikæeren Faustus (Contra Faustum Manichaeum) bog 20, kap. 21: «Det kristne folk fejrer martyrernes minde med højtidelig andagt, både for at vække til efterfølgelse og for at få fællesskab med deres fortjenester, dog sådan at vi ikke rejser noget alter for nogen martyr, selv om vi rejser altre på martyrernes mindesteder.»

«Vi ærer altså martyrerne med den kærlighedens og fællesskabets ære, som også Guds hellige mennesker æres med i dette liv. Men den dyrkelse, som på græsk kaldes latria, og som ikke kan siges med ét ord på latin, fordi den er en tjeneste, som egentlig tilkommer guddommen, den yder vi ingen andre end den ene Gud, og vi lærer heller ikke, at den skal ydes til andre. For helgenerne selv, hvad enten de er mennesker eller engle, vil ikke have, at man viser dem det, som de ved tilkommer Gud alene.»

Den samme i bog 3 mod pelagianernes to breve, til Bonifatius (Contra duas epistolas Pelagianorum ad Bonifacium), kap. 8: «Alle helgener, både fra den gamle Abel til Johannes Døberen og fra apostlene selv til denne tid og fremover til verdens ende, skal prises i Herren, ikke i sig selv. For deres røst er: Ved Guds nåde er jeg den, jeg er. Og det gælder for alle, at den, som roser sig, skal rose sig af Herren.»

Den samme i Bekendelserne bog 10, kap. 42: «Herre, hvem skulle jeg finde, som kunne forsone mig med dig? Skulle jeg gå til englene? Med hvilken bøn? Med hvilke sakramenter?»

Noget lignende om, hvordan man skal ære englene, har Augustin i Om den sande religion (De vera religione), kap. 55: «Englene elsker vi, vi glæder os med dem og ærer dem i kærlighed, ikke med tjeneste. Vi bygger dem heller ikke templer, for de vil ikke æres sådan af os.»

Og i Om Guds stad bog 22, kap. 10, lærer han på gudfrygtig vis, at man ikke skal yde de hellige martyrer latria eller rejse dem templer, men kun Gud. Det samme gør han i bog 1 mod arianernes biskop Maximinus. Hieronymus om Sefanias kap. 3: «Apostlenes navn nævnes dagligt i kirken og prises dagligt, ikke fordi det gavner dem selv at blive nævnt af os i kirken, men for at vi skal opnå frelse ved at prise deres navn og rose det, de har skrevet.»

Eller kortere sådan:

[på tysk i kilden] Vi skal påkalde Kristus, vor eneste forløser, biskop, mellemmand og talsmand i himlen hos Faderen, og i al nød flygte til ham med tillid som til nådestolen, for kun dér vil Gud lade sig finde i nåde. For han siger selv i Matt 11: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Og hele Skriften viser os hen til Kristus, som alene fører os til Faderen. Han alene er vor barmhjertige og trofaste ypperstepræst over for Gud i alt, hvad vi har med Gud at gøre, Hebr 2.

Men Skriften lærer ingen steder, at vi i vor nød skal flygte til dem, der er sovet ind i Herren, påkalde dem og håbe på og søge hjælp hos dem. Derimod lærer Skriften, at man på anden måde skal ære helgenerne som Kristi udvalgte lemmer og vore trofaste brødre, det vil sige: tænke og tale ærefuldt om dem, prise Gud i dem og rose dem i Gud, som har vist dem så overvældende nåde og ophøjet dem til en sådan herlighed. Og den lader denne nåde blive forkyndt for os hver dag, så vi gennem eksemplerne lærer at vente samme nåde og hjælp af vor trofaste Gud, og så vi derved bliver ansporet til alvorligt at bede Gud om, at han også vil give os stakkels syndere, som endnu kæmper med kødet, en lige så fast tro, kærlighed og håb, som de kære helgener havde her i tiden. Så kan også vi ved Kristus overvinde vort eget syndige kød, verden og den onde ånd og komme til de kære helgener. Det er også helt sikkert deres inderlige længsel, for de elsker os og glæder sig over vor retskaffenhed og frelse.