Tre ting piner og forskrækker os frygteligt i dødens nød

Synden, som vi har ødslet livet bort med, i ondskab mod Gud og vores næste. Da rejser angst og nød sig, som Paulus siger i Rom 2: «Unåde, vrede, trængsel og angst over enhver sjæl, som gør det onde.»

Døden. Naturen vil ikke gerne dø bort fra dette liv. Da raser der en jammer og nød i hjertet, som ingen tunge kan udsige. Den svage, forsagte natur frygter hele tiden, at den farer ned og aldrig mere kommer op igen, og at det nu er helt forbi med den.

Helvede, den evige fortabelse. Her frygter mennesket, at det oven i købet skal stødes helt bort fra Guds ansigt, og at der ikke er andet end evig død. Her må man værge sig kraftigt, så modløshed og fortvivlelse ikke får plads. O evige Gud, giv, at vi altid, mens vi lever og er raske, har dig for øje, frygter dig og tænker på denne alvorlige kamp, så vi bliver og forbliver varsomme og gudfrygtige i alt, hvad vi gør og lader. [Randnote: Sir 7] [kilden har «Eccle. 7»; tanken svarer til Sir 7,36: «Husk i alt, hvad du gør, på din ende, så vil du aldrig synde.»]