Sjælemedicin for raske og syge i disse farlige tider, ved Urbanus Rhegius

Jer 26: «Gør jeres veje og gerninger bedre, og hør Herren jeres Guds røst, så vil Herren fortryde det onde, som han har talt imod jer.»

Sjælemedicin for de raske og syge i disse farlige tider, ved Urbanus Rhegius

Legemlig sygdom og legemlig død er sandelig forfærdelige, men sjælens sygdom og død er det allerfrygteligste, der kan ramme et menneske. Frygter man straf, sygdom og død, så skal man langt mere frygte synden, skylden og Guds vrede. Søger man lægemidler til legemet, hvorfor søger man så ikke lægemidler til sjælen? Hvad ville det hjælpe et menneske, om det ejede hele verdens gods og levede i tusind år uden nogen sygdom i legemet, hvis sjælen var forgiftet af syndens dødelige skade og lå i djævelens magt og rige, i Guds unåde, og intet var nærmere forestående end den evige død og fortabelse med legeme og sjæl?

Derfor siger Kristus i Matt 25: «Våg, for I kender hverken dagen eller timen, da Menneskesønnen kommer.» Og for at vi ikke skal jage efter det mindre og lade det største fare, lærer han os den visse og sikre vej i Matt 6: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed.» Vi bekymrer os dag og nat om det timelige udkomme og andre ting, som dog ikke altid kan hjælpe os og ikke varer ved. Men vi er forsømmelige, når det gælder om at søge de evige goder. Det er sandelig en frygtelig blindhed. Sjældent tænker vi på det sande, kommende liv og på vores timelige død; først når det for alvor gælder, vil vi gøre os rede. Alt dette er et sikkert tegn på, at vi er meget svage og uprøvede i troen. Gud forbarme sig over os. Amen.

Det er dog aldrig for sent at omvende sig, når blot omvendelsen kommer før livets afslutning. Men ingen bør vente med sin sag til denne yderste nød. Selv de, der i raske dage forbereder og ruster sig til deres dødstime, klarer sig knap nok. Hvordan går det så dem, der har ført et ryggesløst og ondt liv helt uden gudsfrygt og vilje til omvendelse?

Da der nu er så mange mennesker, og evangeliets tjenere ikke kan være alle steder, har jeg skrevet denne lille vejledning for de enfoldige, så enhver, der kan læse, kan tale til de syge ud fra Guds ord og give dem trøst i nøden.

I sygdommens tid overfalder mange slags anfægtelser mennesket, og dem må det kæmpe med. For det første er det en bitter tanke at skulle skilles fra denne verden og fra alle dem, der står os nær. Dernæst kommer de synder, vi har begået mod Gud; de står igen helt friske og frygtelige for os og ængster samvittigheden bitterligt. Døden, Guds dom, frygten for helvede og fortabelsen forskrækker det gamle menneske med frygtelig storm og voldsomhed. Under alle disse angreb behøver mennesket en fast tro. For de ting, der er nævnt ovenfor, bliver frygtelige, fordi vores tro er svag. Den er endnu kun lidt øvet og har ikke ved Guds ord grebet Guds børns rigdom og goder stærkt nok: den visse forladelse af synderne ved Kristus, kødets sande og visse opstandelse, det glædelige fællesskab med alle de udvalgte og det evige liv – alt sammen i og ved Kristus.

I disse stykker af vores tro burde vi øve os dagligt og ofte gå til Guds bord – efter den undervisning, der ville være nødvendig, og efter alvorlig forberedelse, sådan som man jo har god lejlighed til her. Herrens nadver er i en årrække blevet holdt meget uværdigt og uden omhu, ja, af mange endda foragtet. Det er en alvorlig synd, som den nuværende straf tydeligt vidner om, og som Sankt Paulus har forudsagt i 1 Kor 11. Gud oplyse os, så vi bliver kloge og vender os bort fra vildfarelsen. Derfor skal vi længes efter Guds bord og dér søge vederkvægelse og styrke til troen og kærligheden. Og selv om vi altid skal have alle artiklerne i vores kristne tro i frisk erindring, skal vi dog især i dødens tid øve os grundigt i disse fire artikler: de helliges samfund, syndernes forladelse ved Kristi blod, kødets opstandelse og det evige liv.

For det første: Ligesom døden er en straf for synden, sådan kommer også sygdomme ofte på grund af vores synder (Joh 5; Sl 89; 5 Mos 28; 2 Sam 24 [Rhegius følger Vulgatas nummerering af Salmerne og dens navne på Samuels- og Kongebøgerne; kilden har «Psalm. 88» og «2. Reg. 24». Her og i det følgende står henvisningerne efter Bibelen 1992.]). Gud lader også modgang komme over os, for at vores tro kan blive prøvet og efterprøvet. For her erfarer man, hvor kær Gud er os, og hvor meget vi stoler på ham. Derfor skal det første af alt være, at du vender dit hjerte, dit sind og din forstand til Gud og klager dine synder for ham med angerfuldt hjerte. For deres skyld har vi alle fuldt ud fortjent al Guds straf og vrede. Her har du trøst, tilgivelse og befrielse ud fra evangeliet (Joh 20), indstiftet i den kristne forsamling. Denne skat bliver lukket op for dig hver dag. «Modtag Helligånden,» siger Kristus. «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet, og hvis I afviser at tilgive nogen, bliver tilgivelsen afvist.» Når vi derefter har bedt Gud, vores Fader, om forladelse for synderne, så vil straffen eller sygdommen helt sikkert enten høre op eller ved Guds nådige vilje tjene den syge til frelse. [Randnote: Rom 6]

For du skal være fuldt forvisset om og ikke tvivle på, at hvor bitter straffen end er for kødet, er den kun et faderligt ris, som Gud bruger til at drage barnet til sig og bevare det fra synd. Han mener det jo godt med os, for den, han elsker, tugter han; han straffer ham her, så han ikke skal straffes med evig pine i det kommende liv (Hebr 12). Stol derfor fast på, at Gud er din kære, trofaste Fader, også når han viser sig vred. Det er den kære Faders vrede, som ikke søger vores fordærv, men alene vores bedring, vores vel og vores frelse. Det er sikkert, hvis vi blot kan tro det. Bed derfor allerførst med angerfuldt hjerte om nåde og tilgivelse for alle dine synder ved Kristus, så alt er godt mellem dig og Gud. Derefter må du bede Gud om også at befri dig fra dette onde. Sådan står der skrevet i Sir 38: «Søn, foragt ikke dig selv i din sygdom, men bed til Herren, så vil han helbrede dig.» Sådan bad også salmisten i Sl 85,5 [kilden har «Psalm. 80»; ordene står i Sl 85,5 (Vulgata 84,5)]: «Gud, vor frelser, omvend os, og vend din vrede bort fra os.» Først beder han om syndernes forladelse, så han ved Guds nåde kan blive retfærdig; derefter beder han også om, at Gud ikke længere vil være vred. Men føj altid dertil: Ske din hellige vilje. For vi kan jo ikke gøre det bedre end den trofaste, almægtige og alvidende Fader. Han vender altid sine øjne mod os, sørger for os og har talt alle hårene på vores hoved; han nærer, opretholder og bevarer alt og sørger bedre for det, end skabningerne kan ønske sig. [Randnote: Sl 89; Matt 10; 1 Pet 5]