Når døden skræmmer

Tænk på dette: Hvis Kristus ikke selv var her, ville døden være en uudholdelig trængsel og angst, og så ville helvede være der. Men ved Kristus er døden allerede udslettet og overvundet. Sjælen dør ikke i evighed (Matt 10); den kommer til Kristus (Fil 1), sådan som røveren på korset i sin nød hørte Kristus sige: «I dag skal du være med mig i Paradis.» Legemet hviler i det sikre håb om det salige, udødelige liv og skal på den yderste dag opstå med ære og herlighed, så legeme og sjæl evigt er hos Kristus og hos alle de udvalgte, som du her i tiden har kendt, har været i familie med eller ikke har kendt. Derfor kalder Skriften de kristnes død en søvn. For netop dette svage legeme, som nu er dødeligt og går i forrådnelse, skal oprejses på den yderste dag, ligesom et sovende menneske vækkes af søvnen. Og da skal døden i de kristne være fuldstændig tilintetgjort, og legemet skal være uforgængeligt, herligt og kraftfuldt, med evig sundhed og helt rent og åndeligt (1 Kor 15). Derfor siger den 116. salme: «Hvor dyrebar er hans helliges død for Herren!» Hør, min broder: Verden mener, at vi dør bort og falder i jorden, at legemet går til grunde, og at så er det forbi. Men nej, verden tager fejl. Legemet er ikke så foragteligt for Gud, for også dets ære og salighed er allerede beredt for det. Netop dette legeme, som du nu ligger syg og lider i, skal også leve evigt sammen med sjælen. Skulle vi miste legemet og aldrig få det igen, så ville døden være forfærdelig og ikke dyrebar og kostbar. Tænk derfor på det, og tvivl ikke: Ligesom Kristus lå i graven med sit legeme til den tredje dag og på den tredje dag opstod igen til et nyt, evigt liv og aldrig mere dør, sådan skal også alle kristnes legemer, som er sovet ind, kun hvile en tid i graven i det utvivlsomme håb om den glædelige opstandelse. Og de skal opstå igen til et nyt, evigt liv på den yderste dag, hvor der ikke mere skal være synd eller død, men lutter retfærdighed, liv, glæde og salighed altid og evigt. Det har Gud den almægtige sagt, og det skal ske. Det kan du frimodigt stole på, min broder. [Randnote: ApG 7; 1 Kor 15; Rom 6]

Her skal du trøste den syge med Guds ord om kødets opstandelse, for Paulus lærer, at vi skal trøste hinanden med sådanne ord om opstandelsen. Og det er en sand trøst, for vi taler ikke menneskers ord, men Guds egne ord, og han kan og vil med sikkerhed fuldbyrde det, hans ord siger. Det kan ingen hindre ham i, for han er almægtig, sandfærdig og af uudsigelig nåde og barmhjertighed. Det skal ingen tvivle på. Matt 13: «De retfærdige skal skinne som solen i deres Fars rige», og dér taler han om de troende kristnes herlige stand efter opstandelsen. Joh 5: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den som hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke til fordømmelsen, men er gået over fra døden til livet.» Joh 6: «Dette er min Fars vilje, han som har sendt mig, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.» Joh 8: «Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis nogen bevarer mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» I Joh 11 sagde Kristus: «Lazarus sover», skønt han var død, og hans legeme lå i graven. Men Kristus er den, som gør de døde levende og kalder det, som ikke er, til at være (Rom 4). Videre siger han: «Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør, og enhver, der lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.» Og lige efter disse ord oprejste han Lazarus, som havde ligget fire dage i graven, og hvis legeme allerede var begyndt at gå i forrådnelse og stinke. [Randnote: 1 Thess 4]

Og for at vores forsagte og modløse natur kunne få så meget mere hjælp til fast at tro på den kommende opstandelse, er adskillige mennesker blevet oprejst fra døden på profeternes og apostlenes tid. Kristus oprejste enkens søn i Nain fra døden (Luk 7), synagogeforstanderens lille datter (Luk 8) og Lazarus (Joh 11). Peter oprejste Tabitha (ApG 9), Paulus Eutykos (ApG 20). Profeten Elisa oprejste sin værtindes søn fra døden (2 Kong 4). Profeten Elias oprejste enkens barn i Sarepta fra døden (1 Kong 17). De to hellige mænd Enok (1 Mos 5) og Elias (2 Kong 2) tog Gud til sig med legeme og sjæl ud af dette forgængelige liv, for at han gennem dem kunne give os et tegn på det kommende, sande liv, så vi ikke skulle mene som hedningerne, at der efter dette elendige liv ikke er mere.

Mind den modløse syge om at tænke på, hvordan Kristus, den mægtige Herre over liv og død, siger i Luk 8: «Græd ikke! Pigen er ikke død, hun sover.» Den vantro fornuft forstår ikke Guds hemmelighed og ler. Men hos Kristus hører ord og gerning sammen, for han er Gud. Han siger ikke mere end «Stå op!», og sjælen vendte tilbage til legemet, og hun stod op. Netop den samme Herre Kristus tager nu imod din sjæl og bevarer den, og på den yderste dag forener han igen legeme og sjæl til det evige liv. Joh 5: «Der vil komme en time, da alle de i gravene vil høre hans stemme, og de som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse der fører til liv.» Rom 8: «Hvis hans Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, så skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende, fordi hans Ånd bor i jer.» 1 Kor 6: «Gud har oprejst Kristus og vil også oprejse os ved sin kraft.»

Første Korintherbrevs 15. kapitel er fuldt, ja fuldt af trøst og lutter guld. Dér knytter Paulus vores opstandelse uadskilleligt til Jesu Kristi opstandelse, med denne mening: Kristus er opstået fra døden, det er sikkert; så skal også vi med sikkerhed opstå igen. For Kristus er vores hoved, og vi er lemmerne. Hovedet lader ikke sine lemmer blive tilbage; hvor han er, dér må også vi hen, for vi er lemmer på hans legeme, af hans kød og af hans ben (Ef 5). Hvem kan nogensinde prise den umådelige herlighed i den rige nåde tilstrækkeligt: at Gud selv fra himlen blev et dødeligt menneske, for at den dødelige menneskelige natur ved den personlige forening med den udødelige guddommelige natur kunne ophøjes til et udødeligt liv ved guddommens uendelige kraft! Hvis vi troede på denne vores egen rigdom og salige stand, hvordan kunne vi så sørge? For den menneskelige natur, som alle mennesker har del i – både de, der har levet her i tiden før og efter Kristus, og de, der skal leve – har med sikkerhed iført sig udødeligheden i Kristus, det højeste menneske og den sande Gud. Derfor trøster Paulus korintherne kraftigt med Kristi opstandelse og siger: «Kristus er opstået fra de døde og er blevet førstegrøden af dem, der sover. For da døden kom ved et menneske, kommer også de dødes opstandelse ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således skal også alle gøres levende i Kristus, men enhver i sin egen orden: førstegrøden Kristus, derefter de, der tilhører Kristus.» [Randnote: 1 Kor 15]

Dernæst giver Paulus et billede fra naturen, som man tydeligt kan forstå vores legemes opstandelse ud fra, nemlig et frø, som landmanden sår i jorden. Det dør og rådner, men frøet bliver ikke borte. Det trænger frem med en smuk og fin skikkelse og et legeme, helt nyt og friskt. Sådan skal også vores legeme komme frem igen, ikke længere skrøbeligt og forgængeligt som nu, men smukt, mægtigt og udødeligt, til det evige liv.

Det er vejen gennem den timelige død til det sande, blivende liv og fædreland. Kød og blod kan ikke arve Guds rige, hvor der er lutter liv. Derfor må netop det forgængelige legeme iføres uforgængelighed, og netop det dødelige legeme iføres udødelighed. Så bliver Skriften opfyldt: «Døden er opslugt til sejr» (Es 25; Hos 13). De kristne er blevet herrer over synd, død og helvede. Derfor er de frimodige i Kristus og siger: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak til Gud, som har givet os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.»

Tag nu videre imod denne overstrømmende trøst fra andre steder. 2 Kor 4: «Han som har oprejst Herren Jesus Kristus, skal også oprejse os.» Fil 3: «Vores borgerskab er i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, som vil forvandle vores fornedrede legeme, så det får samme skikkelse som hans herlige legeme, ved den kraft, hvormed han også kan underlægge sig alle ting.» Kol 3: «I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i herlighed.»

1 Thess 4: «Vi vil ikke, kære brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover, for at I ikke skal sørge ligesom de andre (hedningerne), som ikke har noget håb. For når vi tror, at Jesus er død og opstået, så vil Gud også føre dem, der er sovet ind ved Kristus, sammen med ham.»

I 2 Tim 2 trøster Paulus sin discipel Timotheus med opstandelsen og siger: «Husk på, at Jesus Kristus er oprejst fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium. Når vi dør med Kristus, skal vi også leve med ham; lider vi med ham, skal vi også herske med ham.» I Hebr 2 siger Paulus, at Kristus af nåde har smagt døden for alle. I Hebr 2 siger Paulus, at Kristus er et sandt menneske, for at han ved døden kunne tage magten fra ham, der har dødens magt, det vil sige djævelen, og befri dem, som af frygt for døden hele livet igennem var underkastet trældom. 2 Tim 1: «Gud har kaldet os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vores gerninger, men på grund af sin egen beslutning og nåde, som er givet os i Kristus Jesus før verdens tider, men nu er åbenbaret ved vores Frelser Jesu Kristi tilsynekomst. Han har taget magten fra døden og bragt livet og uforgængeligheden frem i lyset.» 1 Joh 3: «Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene.» 1 Joh 4: «Guds kærlighed er blevet åbenbaret ved, at han har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham.» Job 19: «Jeg ved, at min forløser lever, og jeg skal på den yderste dag opstå af jorden og igen blive klædt i min hud, og jeg skal i mit kød se Gud, og mine øjne skal se ham, og ikke en anden.»

Af de ord, der er nævnt her, har en kristen sin trøst og glæde, sådan som Paulus af hjertet glæder sig over at kende Kristus og kraften i hans opstandelse (Fil 3). Ved den er vores død dræbt. Nu er døden død for dem, der tror på Kristus, og der er egentlig ikke længere noget grufuldt ved den, som man skal frygte – kun skikkelsen. Det er som med en død slange: Den har stadig sin skræmmende skikkelse fra før, men den har ingen kraft til at skade. Og det er som med kobberslangen, som Moses efter Guds ord og ved Guds kraft lod rejse i ørkenen (4 Mos 21): Når man så på den, døde de levende slanger, så deres gift ikke kunne skade jøderne. Sådan dør også vores død og bliver uskadelig, når vi med den kristne tros øjne ser på Kristi frelsende død. Så bliver vores død kun et skin af død, ja, en begyndelse på det sande liv. Kristus kan ikke slå fejl, og han siger (Joh 8): «Hvis nogen bevarer mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» Hvordan går det til? Det går sådan til: Den, der tror på Kristus, er ved sin tro på evangeliet så indlemmet i og forenet med Kristus, sin Herre, det sande liv, at han ikke bliver skilt fra ham. Selv om legeme og sjæl derfor en tid skilles fra hinanden, sker det i et sikkert og utvivlsomt håb om den salige opstandelse: at legeme og sjæl meget snart kommer sammen igen til evig glæde. Den, der tror på Kristus, ser altså ikke den evige død for legeme og sjæl, det vil sige den evige fordømmelse, som er den egentlige død. For de troendes død er kun en flytning fra det dødelige liv til det sande, evige liv hos Kristus, alle englene og de hellige.