Virkelig antinomisme (forkastelse af loven)

Moses’ disciple, de skriftkloge og farisæerne – vi mener gerningshelgenerne til alle tider – beskylder altid «nazaræernes parti», Kristi sande disciple, for at være imod loven, for at «opløse loven», for at «tale bespottelige ord imod loven», for at «gøre loven til intet ved troen» – ligesom de også i Menneskesønnens dage nødvendigvis ville gøre ham selv til lovens fjende, til en, der opløser og forkaster den (alt dette kan ses i Matt 5,17; 12,2–8; Joh 8,5; Rom 3,8.31; ApG 6,13). Det er så afgjort, at det ikke er noget helt godt tegn på tjeneren, når han ikke også på dette punkt får samme beskyldning og navn som sin herre (Matt 5,11–12; 10,25; Joh 15,20). Når vi derfor taler om «virkelig forkastelse af loven», mener vi ikke det samme, som Moses’ disciple mener, men vi taler om det, som Kristi sande disciple mener – de, der af egen erfaring forstår sig på de førstnævntes ovennævnte beskyldning – på det, de kalder forkastelse af loven. Se her et brev fra en sådan, dateret P. den 17. april 1845. Uddrag:

– – «Her fortsætter det gamle forhold. Den kainske åndelighed¹, med både lærere og disciple, har sammensvoret sig imod evangeliets lære om nåde og fred. Den kan simpelthen ikke tåle, at samvittigheder bliver løst ud af trældommens tvang under loven og sat ind i den fred og frihed, som Kristus har befriet os til. Uroen over synden, hadet til synden og ventetiden på Kristus (en venten før og uden tro) driver de på først og sidst; men virkelig at tro på Herren Jesus og derved blive gjort fri og frelst – det fordømmes som kætteri, ja, afskys og undgås som ’pesten’! Men det kender du af de erfaringer, du selv har haft. – Men kære broder, her anfægtes evangeliet ikke alene af den kainske åndelighed, men også af falske ånder fra en modsat side, som roser sig højlydt af evangeliet, men gør vor Guds nåde til kødelig frihed – roser sig af deres store lys og alligevel ikke vil rette sig efter Guds ords formaning i deres liv, men også her vil være frie. Imod sådanne sikre ånder er jeg trådt frem med Ordets sværd og har påvist deres vildfarelse. For lige så lidt som nåden vindes ved omvendelsesarbejde eller jødisk vantro venten på Kristus, lige så lidt hører nåden til en tro, som ikke er tro, det vil sige, som vil have frihed for kødet og vil leve efter den gamle Adams natur.

¹ Kainsk? Det kendetegnende ved Kains åndelighed var, at han for det første nok ofrede til Gud, men – forfulgte sin bror; for det andet nok bekendte: «Min misgerning er større, end at den kan tilgives mig», men alligevel kunne klare sig og leve på den måde, ikke søgte nåden, men gik bort fra Herrens ansigt til landet Nod og levede der uden Gud (1 Mos 4). Om de «kainske helgener», se nr. 8 i Luthers Epistelpostil.

«Så ser du nu, kære broder, at også jeg bliver trængt fra mange sider. De kainske forkaster mig som alt for evangelisk; de frie, sikre ånder derimod forkaster mig som alt for lovisk.» ² Så langt brevet.

² Helt rigtigt! Sådan skal det gå, hvis det skal gå rigtigt! Gid vi altid må stå sådan, at vi får begge disse domme over os! Guds ord kaldes ikke forgæves et «tveægget sværd», et sværd med to æg! Og Kristus, den «sten, som bygmestrene forkastede», er en sådan sten, som ikke passer til nogen anden bygning end hans egen; for nogle er han for smal, for andre for bred. Udgiveren af et åndeligt blad sad en aften i januar i år ved sit skrivebord; det bankede på døren – han åbnede – det var postbudet, og to breve! Han åbnede dem og læste. I det ene stod: – – «De påstår, at dit blad er alt for evangelisk, kun taler om troen og nåden, gør loven og omvendelsen til intet» osv. Han åbnede det andet, det var fra den modsatte side – der læste han: – – «N. og N. vil nu derfor heller ikke have dit blad, for det er ikke rent evangelisk, siger de, det taler så meget om selvprøvelse, om kendetegn, om anfægtelser, det binder samvittighederne med lov og gerninger» osv. – Og han tænkte: «Ak, hvad er dog alle mennesker! Herre, havde ikke dit ord været min trøst – mine føders lygte og lyset på alle mine veje!»

Men for nu at sige nogle ord om den antinomistiske vildfarelse, må det først bemærkes, at den ytrer sig på forskellige måder og har forskellige grader. Nogle antinomister påstår, at loven slet ikke hører til Det Nye Testamentes forkyndelse og hverken behøves til den første store omvendelse eller til den daglige; andre hævder kun det sidste, nemlig at loven ikke tjener til og ikke behøves til den daglige omvendelse, det vil sige for en genfødt og troende sjæl, som er sig selv en lov og – for ikke på ny at blive fanget under trældommens åg eller blive bundet i samvittigheden – bør fly al betragtning af lov, formaninger og irettesættelser. Den første mening er grovere og sjældnere; men til den sidste kan redelige, troende og frelste sjæle ganske let blive forledt. Det sker almindeligvis på følgende måde:

Når man ved Guds inderlige barmhjertighed endelig er kommet til troens salighed i Kristus og har erfaret evangeliets kraft, og hvordan alt da blev liv og ånd, da lyset i evangeliet gik op, så bliver man snart forledt til at tænke, at al denne salige virkning, alt dette liv, lys, glæde, lyst og kraft alene er evangeliets værk, og man glemmer at betænke, at hvis ikke lovens forberedende virkninger var gået forud, ville evangeliet aldrig have båret en sådan frugt – at tusinder hører det samme evangelium, den samme liflige forkyndelse som vi, men går lige så døde, kolde og stive derfra, som de går fra lovens forkyndelse – at hvor bogstavet ikke slår ihjel, dér gør Ånden ikke levende – at det kun er de syge, lægen helbreder og glæder. Det glemmer man og tænker kun på de stunder, da man har erfaret liv og kraft, hvilket er sket ved evangeliet. – Desuden lærer man snart, at en kristen, når han betragter formaninger og irettesættelser, er meget tilbøjelig til at fordybe sig sådan i sine pligter og mangler, at han glemmer den retfærdighed og nåde, han har i Kristus Jesus, og kan «på ny blive fanget under trældommens åg»; så kan man let falde på det råd aldrig at befatte sig med disse formaninger og irettesættelser, men helt og holdent foragte og fly dem som skadelige for en kristens tro – og desuden: når det dog kun er troen og Ånden, der giver liv, lyst og kraft, så er alle formaninger jo overflødige osv. På denne måde er mange kommet til den antinomistiske vildfarelse.

For det andet er mange blevet forledt af en misforståelse af ordet: «Idet vi ved, at for den retfærdige er ingen lov givet» (1 Tim 1,9), hvortil også oversættelsen let bidrager; for i grundsproget står der mere ordret således: Idet vi ved, at loven ikke ligger på den retfærdige – nemlig med sin dom og forbandelse (Gal 3,10.13), heller ikke med sit trældomsåg, sit tvangsstyre (Rom 7,4.6; Gal 3,25; 4,1–5), eller som nødvendig til retfærdighed for Gud (Rom 10,4; 3,19–24); en troende er både retfærdig for Gud «uden lovens hjælp» og efter ånden villig til det gode uden lovens tvang; men hvor nødvendig og god loven alligevel er for ham, dels som rettesnor og vejkort, dels til daglig ydmygelse, til en stadig og voksende syndserkendelse, hvorved Kristus altid bliver ham nødvendig og dyrebar, derom skal der snart siges noget mere.

Endelig kommer hertil, at de troende snart lærer gerningshelgenernes ovennævnte nidkærhed for loven at kende, deres blinde beskyldninger mod de troende for at forkaste loven, deres advarsler og frygt for det; og nu kan det let ske, at de, samtidig med at de har lært at foragte disses skrig, også glemmer Ordets egne berettigede advarsler mod den virkelige fare; ja, at de til sidst kommer så vidt, at så snart noget vil støde an mod den antinomistiske vildfarelse, lukker de øjeblikkelig øre og hjerte for det og flyr således det guddommelige ords sunde lære – foragter Ordets allertydeligste gendrivelse af vildfarelsen.

Dette sidste må nødvendigvis være sket, hvor nogen kan blive i en antinomistisk vildfarelse; for hele Skriften er fuld af gendrivelse af den. Man skulle næppe kunne tro, at nogen kunne falde på den besynderlige mening, at loven ikke bør prædikes i Det Nye Testamente – nogen, som læser Skriften og jo må se, hvordan Kristus selv og apostlene så stærkt og så ofte prædiker loven. Man skulle næppe tro, at nogen, som elsker og bruger Ordet, kunne falde på den tanke, at Guds hellige bud, formaninger, irettesættelser og advarsler ikke burde foreholdes de troende, når jo alle de apostolske breve indeholder sådant, og det netop til de «troende» og «hellige», som apostlene selv kalder dem, de skriver til – og når jo evangelieberetningen viser, at Kristus dagligt måtte irettesætte og rette sine troende disciple og foreholde dem, hvordan de burde være; for det var og det er, som han sagde til Peter, Jakob og Johannes: Ånden er villig, men kødet er svagt (Matt 26,41). Er det ikke nok til at gendrive al antinomistisk vildfarelse, når man minder om, at hele Det Nye Testamente, hvor Kristus og apostlene selv prædiker, næppe har ét eneste kapitel, hvor der ikke forekommer noget af lov eller formaning? Eller – vidste Kristus og apostlene ikke det bedste, den rette måde at prædike på? – Er det ikke af Kristus og apostlene, vi skal lære, hvordan der bør prædikes i Det Nye Testamente? Var det ikke altid deres regel at prædike disse to: «omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene» (Luk 24,47)? – Har de ikke altid for det første med loven knust og slået ned alt kød, alt vort eget; for det andet med evangeliet trøstet, husvalet og helliget de elendige; og for det tredje med formaning, advarsel og bøn plejet og advaret de troende?

Men vi slutter dette med at anføre nogle ord af Luther. I hans «Sämtliche Werke», bd. 32, s. 71 og 72, siger han: «Det er den rene tåbelighed, som nogle foregiver, at lovens forkyndelse skulle være farlig, fordi den dræber og fordømmer. Tværtimod, netop derfor har Gud givet os sin lov, for at den skal bide, skære, hugge, slagte og ofre det gamle menneske; ja, den skal forskrække den hovmodige, blinde, sikre gamle Adam og vise ham synden og døden, som han ligger i, så han, således ydmyget, må fortvivle om sig selv og blive begærlig efter nåden.»

«Ja, også vi, som nu er helliget ved nåden, lever dog i det syndige kød og må derfor, for den tilbageblevne synds skyld, lade loven straffe, forskrække, dræbe og ofre os, lige indtil vi bliver lagt i graven. Og således bør loven både i begyndelsen og i fortsættelsen, hele livet igennem, altid blive ved at være en dræbende, fordømmende, anklagende lov, sådan som den hellige Paulus og vore bøger så rigeligt lærer.»

På de to foregående sider, 69 og 70, gør Luther følgende klare og vigtige bemærkninger: «Den, som ikke vil lære loven, kan heller ikke lære noget om synden; og så vil folket heller ikke længes efter tilgivelse og nåde eller overhovedet forstå sig på sådant, og så bliver nåden helt unyttig. For netop det er nådens værk at kæmpe og sejre imod loven og synden i os, så vi ikke fortvivler. Men hvor man nu ikke ved af lov eller synd, dér kan nåden heller intet udrette. Videre: hvor nåden intet gælder, dér gælder Kristus heller intet; så er der heller ingen Gud, ingen omvendelse, ingen bøn, ingen god gerning» osv. ³

³ Den, der vil se endnu flere udtalelser af Luther herom, oversat til svensk, finder dem i «Allmän Evangelisk Tidning», udgivet i Åbo, for april 1845, hvorfra vi også har lånt disse.

De samme bemærkninger uddyber Luther yderligere i brevet imod antinomisterne til E. Güttel og siger: «Skulle nogen mon tro, at synden var noget, hvor der ingen lov er? Den, der tager loven bort, må også tage synden bort. Vil han lade synden stå, må han meget mere lade loven stå. For i Rom 5 står der: ’Hvor der ingen lov er, dér tilregnes synden ikke.’ Men er der ingen synd, så er Kristus intet. For hvorfor skulle han dø, hvis der ingen lov eller synd er, som han måtte dø for? Heraf ser man (læg mærke til det), at Djævelen med dette sværmeri ikke vil tage loven bort, men Kristus, lovens fuldbyrder. For han ved godt, at Kristus hurtigt og let kan blive taget bort, men loven ikke sådan, fordi den er skrevet i hjertets grund» (her anføres Rom 2,14–15 m.m.). «Men Djævelen er ude på at gøre menneskene sikre og (lidt efter lidt) lære dem hverken at agte lov eller evangelium, for at de, når de en dag pludselig bliver overrumplet af døden og en ond samvittighed – de, der før var vant til lutter liflig sikkerhed – må synke ned i helvede uden noget råd og nogen hjælp, eftersom de intet andet havde lært i Kristus end en liflig sikkerhed; derfor ville en sådan forskrækkelse være (for dem) et sikkert tegn på, at Kristus, som skulle være lutter sødme, havde forstødt og forladt dem. Det er, hvad Djævelen søger og vil.»

Altså: «At de foregiver, at man må bruge én og samme måde til at prædike omvendelse, nemlig at Kristus har lidt for os – fordi kristenheden ellers ville blive forført, især da dette skulle være den eneste rette vej – det er helt ugrundet og uden nogen som helst værdi; men man bør prædike på alle mulige måder, om Guds trusler, løfter, straf, hjælp og hvad man kan, med alle Skriftens eksempler – for at vi må føres til omvendelse, det vil sige til erkendelse af vore synder og af loven, sådan som alle profeter, apostle og Paulus har gjort.»

Ja, endelig udbryder Luther, ligesom træt og forundret over denne besynderlige vildfarelse: «Ak, min Gud! Kan man da ikke tåle, at den hellige kirke erkender sig selv som en synderinde, ikke blot med munden, men af hjertets daglige erfaring, og tror syndernes forladelse (dagligt) og desuden i Fadervor beder om syndernes forladelse? Men hvordan ved man, hvad synd er, hvor loven og samvittigheden ikke er? Og hvordan vil man lære, hvad Kristus er, hvad han har gjort for os, hvis vi ikke ved, hvad loven er, som han har opfyldt for os, eller hvad synd er, som han har gjort fyldest for?» Og læg yderligere mærke til, at der her ikke tales om blot viden og bekendelse, men: så længe Kristus skal være selve hjertets trøst og i levende og daglig erfaring være en forsoner, så længe må også kendskabet til loven og synden være hjertets og den daglige erfarings sag.

Men vi slutter med det, vi begyndte med: Er det ikke mærkværdigt, at denne samme Luther også blev beskyldt for at forkaste loven, for at være antinomisternes leder!? Om det siger han selv noget ganske fortræffeligt i dette brev:

«Og jeg undrer mig højligt over, hvordan man dog kan beskylde mig for, at jeg skulle forkaste loven eller de ti bud, skønt der dog findes så meget og så mange slags af min udlægning af de ti bud, som man også dagligt prædiker og øver i vore kirker (de nye menigheder, som Luther oprettede, og som havde brudt med paven), for ikke at tale om Bekendelsen og Apologien og andre af vore bøger. Desuden synges de også på to måder, bliver også malet, trykt, skåret i træ og læst af børnene morgen, middag og aften, så jeg ikke ved flere måder at øve dem på – undtagen at vi desværre ikke øver og maler dem sådan med gerninger og liv, som vi burde – og skønt jeg er gammel og lærd, læser jeg dem dagligt ord for ord som et barn. Så hvis nogen havde forstået noget andet ud fra mine skrifter og alligevel så og kunne tage og føle på, at jeg har drevet katekismen så ivrigt, burde han med rette have talt til mig sådan: Kære doktor Luther! Hvordan går det til, at du driver de ti bud så ivrigt, når det dog er din lære, at man bør forkaste dem? – Sådan burde de have gjort og ikke i al hemmelighed have smedet rænker bag min ryg eller ventet på min død for så at gøre med mig, hvad de ville. Nå ja! Det være dem tilgivet!»