Den store vildfarelse afsløret

En beretning, meddelt en embedsbroder i et brev, af den engelske præst John Berridge

Nogle få og korte oplysninger om den ærværdige John Berridge vil være en passende indledning til det følgende uddrag af hans brev, dateret den 3. juni 1758. [John Berridge (1716–1793), præst i den engelske statskirke og en af vækkelsesprædikanterne i 1700-tallet; han var calvinist og ikke lutheraner.] – J. Berridge var en højst nyttig og frugtbar tjener i Kristi kirke i England, som med stor velsignelse og med dybe og vidtrækkende virkninger arbejdede på at prædike evangeliet fra 1758 til 1793. Han var en evangelist, der bragte det glade budskab om frelse og salighed til utallige landsbyer og steder rundt omkring sig. Mange sjæle blev vakt og omvendt ved hans arbejde, og hans navn æres af skarer af mennesker i egnene omkring Bedford og Cambridge, hvis fædre og forfædre nød velsignelsen af hans tjeneste i Herren. Gennem sine skrifter «taler han endnu, skønt han er død». – Berridge skriver sådan:

«For at fortælle jer om de underfulde ting, Herren har gjort med min sjæl – og med mit folks sjæle – er det nok nødvendigt først at sige lidt om mit liv indtil nu, fra min ungdom og til i dag. – Da jeg var omkring fjorten år gammel, behagede det Gud at vise mig, at jeg var en synder, og at jeg måtte fødes på ny, før jeg kunne komme ind i Guds rige. Derfor søgte jeg tilflugt i at læse, bede, våge og spæge kødet, og derved blev jeg i stand til at gøre adskillige fremskridt i praktisk hellighed (’practical holiness’, det vil sige en gerningernes hellighed). Sådan fortsatte jeg i nogle år, men ikke altid med samme flid. Jeg mente, at jeg var på den rette vej til himlen, skønt jeg endnu var på en helt anden vej. Jeg gjorde mig den søde forestilling, at jeg var en vandringsmand på vej til det himmelske Zion, skønt jeg endnu aldrig havde vendt mit ansigt derhen. Den lære, jeg prædikede, var, at vi skulle blive retfærdige ved troen og gode gerninger, dels ved troen og dels ved vores egne gerninger. Jeg anstrengte mig for mine sognebørns åndelige vel med nogle præstelige tiltag, som ikke før havde været almindelige der, og jeg drev uophørligt på en praktisk gudsfrygt; det arbejdede jeg meget alvorligt på i seks år, men alligevel levede mine tilhørere lige så uforandret som før, og ikke en eneste sjæl kom til Kristus. Ganske vist kom der lidt mere af religionens form i sognet, men intet af dens ånd og kraft.

Til sidst flyttede jeg til Everton. Her begyndte jeg igen at drive på med helliggørelsen, så kraftigt jeg overhovedet kunne. Men da jeg havde prædiket på den måde i to år uden at se nogen fremgang, begyndte jeg at blive modløs. Nu opstod der også i min sjæl nogle hemmelige mistanker om, at jeg selv ikke stod rigtigt. Det skete omkring jul sidste år. Disse mistanker blev stærkere og stærkere og til sidst meget pinefulde. Og da jeg var i stor uro og tvivl om mig selv, råbte jeg på det alvorligste til Herren; mit hjertes stadige bøn var denne: Herre, hvis jeg står rigtigt, så bevar mig i det; hvis jeg ikke står rigtigt, så før mig til det rette, og led mig til kendskab til ’sandheden, som er i Jesus’. – Da jeg i omkring ti dage havde råbt sådan til Herren, behagede det ham at sende et svar på mine bønner. En morgen, da jeg sad i mit hus og grundede over en tekst i Bibelen, faldt disse ord mig ind, og de lød for mig næsten som en røst fra himlen: Hvil fra dine egne gerninger! – Før jeg tænkte på disse ord, var mit sind i en helt usædvanlig ro; men straks derefter var min sjæl i storm, og tårerne strømmede ned ad mine kinder som en flod. Skællene faldt straks fra mine øjne. Nu så jeg tydeligt den klippe, som jeg hele tiden i næsten tredive år havde været strandet på. – Spørger du, hvad denne klippe var? Den var en vis hemmelig tillid til og et skelen til mine egne gerninger for at blive frelst.

Jeg håbede at blive frelst dels i mit eget navn og dels i Kristi navn, skønt hans ord erklærer, at ’der er ikke givet noget andet navn, som vi skal blive frelst ved, end Jesu Kristi navn alene’ (ApG 4,12). Jeg håbede at blive frelst dels ved Kristi fortjeneste og dels ved mine egne gode gerninger, skønt hans ord siger: ’Af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave’ (Ef 2,8–9). Jeg håbede dels ved egne anstrengelser, fromhed og gode gerninger at kunne gøre mig velbehagelig og kær for Gud, skønt Skriften siger: ’Vi er gjort velbehagelige i ham, den elskede’ (Ef 1,6). Jeg håbede at få fred med Gud dels ved min egen lydighed mod hans lov, skønt hans ord bevidner, at vi alene ’ved troen har fred med Gud’ (Rom 5,1). Jeg håbede at blive et Guds barn ved gode gerninger, skønt der er sagt os, at vi alle bliver ’Guds børn alene ved troen på Kristus Jesus’ (Gal 3,26). Jeg tænkte, at dette var vejen til retfærdiggørelse (jeg havde godt nok lært noget andet af Skriften og lærebøgerne, men alligevel mente jeg hele tiden det, jeg har sagt, og fulgte min egen mening og følelse); men nu ser jeg, at vi først må blive retfærdiggjort ved troen, før nogen sand helliggørelse ved Ånden kan begynde i os. Når vi er blevet retfærdiggjort, er det sket helt for intet, som en fri gave, uden den mindste fortjeneste fra vores side, alene af ’Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus’ (Rom 3,23–28). Alt, hvad der forud er nødvendigt for vores retfærdiggørelse, er kun, at vi af Guds Ånd er blevet overbevist om vores egen syndighed (Es 64,5), overbevist om, at vi af natur er vredens børn, fordi vi er født i synd (Ef 2,3), at vi er under Guds dom og forbandelse på grund af vores egne synder (Gal 3,10), og at vi i denne vores ulykkelige stilling kommer til Herren Jesus Kristus og forkaster al vores egen retfærdighed (Jer 23,6).

Men nu siger Kristus: ’Kom til mig, alle I, som arbejder og er tynget (af syndens byrde), jeg vil give jer hvile, og I skal finde hvile for jeres sjæle’; jeg vil tage byrden bort; jeg vil gøre jer fri af syndens skyld og dom osv. Her skal man lægge mærke til, at det eneste, der kræves, for at vi kan komme til Kristus, er, at syndenøden trykker og driver os, og at vi føler, at ingen anden end Kristus alene kan tage den bort. Hør, hvordan han selv råber: ’Kom, alle I, som tørster, kom hid til vandet; og I, som ingen penge har, kom, køb og spis; kom og køb uden penge og for intet både vin og mælk’ (det vil sige alle evangeliets velsignelser) (Es 55,1). Læg mærke til: uden penge og for intet, det vil sige uden nogen fortjeneste eller værdighed fra vores side. Vi må ikke tænke på at købe disse velsignelser for nogen fortjeneste af vores egen; de er givet frit, det vil sige af nåde og for intet, og de må også tages imod som en fri gave; der behøves intet andet end at tørste efter dem. Hvorfor blev farisæeren forkastet (Luk 18,14)? Alene fordi han ville have egne fortjenester over for Gud. Han var religiøs, retfærdig, kysk og ædru og takkede Gud for, at han havde gjort ham i stand til det – alt det var godt og rigtigt. Men han havde også sin trøst i denne sin fromhed, og derfor fremførte han den for Gud som en retfærdighed og fortjeneste og viste dermed, at han ikke vidste, hvilken synder han var, og at han kun kunne blive frelst af nåde ved troen på Kristus. Han åbner sin mund for Herren og forsvarer sin egen sag, skønt Gud erklærer, at ’enhver mund skal lukkes, og hele verden skal blive skyldig over for ham’ (Rom 3,19). Hvorfor blev tolderen retfærdiggjort? Bestemt ikke for nogen gode gerninger; tværtimod stod han dér, nedbøjet af sine synder, fordømte sig selv og råbte kun om barmhjertighed.

Når Guds Ånd har overbevist et menneske om, at det er et vredens barn og står under Guds forbandelse (og det er ethvert menneskes tilstand, så længe det ikke i tro har grebet Jesus Kristus), så bliver dets hjerte knust over dets synder, og det føler det, som det aldrig før har følt: at det ikke har nogen tro, og at dets ulykkelige hjerte altså lider af vantro. I denne tilstand bliver alle vakte sjæle, nogle i længere, andre i kortere tid, indtil Herren virker troen i dem; så er de retfærdiggjort, og så har de fred med Gud (Rom 5,1). De har tilgivelse for alle deres synder, for det er meningen med ordet fred (Luk 7,48.50). Og når vi ved troen bliver iklædt Kristus til retfærdighed, får vi ved den samme tro også Ånden til helliggørelse (Ef 1,13; Gal 3,14). Nu begynder helliggørelsens værk at vise sig; nu har vi vores frugt, mere og mere, så vi bliver hellige; nu er Guds kærlighed udgydt i hjertet ved Helligånden (Rom 6,22; 5,5); nu er mennesket fyldt med al glæde og fred i troen (Rom 15,13); nu fryder det sig med en uudsigelig og herlig glæde (1 Pet 1,8); og nu har det Guds Ånd, som vidner med dets ånd, at det er et Guds barn (Rom 8,16). Disse ting er fremmede; jeg havde svært ved at tro dem trods al min læsning, bøn og vågen; og enhver vil blive ved med at være ukendt med dem, indtil han er blevet et Guds barn i Jesus Kristus. – Men vi går videre: Selv om en troende sjæl bliver mere og mere helliggjort i ånd, sjæl og legeme, har den alligevel ikke sin trøst, sit håb om himlen, i denne helliggørelse, men alene i Kristus ved troen (Kol 2,10). I samme øjeblik han søger at bestå over for Gud og være retfærdig ved sin egen lydighed mod Guds lov, i samme øjeblik ’forkaster han Guds nåde’ og er ’faldet ud af nåden’ (Gal 2,21; 5,4). Derfor vil han, skønt han stræber efter at være rig på alle retfærdighedens frugter, alligevel som Paulus frem for alt ’findes i Kristus, ikke med sin egen retfærdighed (som trøst over for Gud), men med den, som kommer ved troen på Kristus, nemlig den retfærdighed, som kommer fra Gud ved troen’ (Fil 3,8–9).

Men lad mig nu pege på det store narreværk, som i så mange år bedrog min egen sjæl. Jeg så ganske klart en del af min naturs uhellighed og nødvendigheden af at blive født på ny; det var derfor, jeg vågede, bad og også fastede, i den mening at jeg ved disse midler kunne rense mit hjerte – skønt det dog kun kan renses ved troen (ApG 15,9). At våge, bede og spæge kødet er godt nok nødvendige pligter; men jeg havde, ligesom mange andre, et vist hemmeligt håb til og en tillid til dem, idet jeg mente, at de ville gøre ganske meget for mig, i det mindste som et bidrag sammen med Kristus. Sandt at sige stod det sådan til med mig: Skønt jeg så, at jeg var en synder, ja, en stor synder, så jeg dog ikke, at jeg var en helt fortabt synder, og derfor ville jeg ikke komme til Jesus alene, sådan som jeg var, for at blive frelst.¹ Læren om den helt ufortjente nåde, om en retfærdiggørelse ved troen alene, foragtede jeg og anså den for en tåbelig, løs og farlig lære. Jeg var endnu ikke afklædt al min selvretfærdighed; jeg havde endnu ikke set den som et ’urent og besmittet klædebon’, og derfor ’søgte jeg at opstille min egen retfærdighed og underordnede mig så ikke under Guds retfærdighed’ (Rom 10,3). Ganske vist søgte jeg også hans retfærdighed, men, om jeg så må sige, jeg søgte den ved lovens gerninger² – på den måde stødte jeg mig og faldt over anstødsstenen (Rom 9,32). Kort sagt, for at bruge en lignelse: Jeg lagde Guds hellige retfærdighed i den ene vægtskål og så mange gode gerninger, som jeg kunne, i den anden; og når jeg altid fandt, at mine gode gerninger ikke helt kunne opveje den guddommelige helligheds krav, så lagde jeg Kristus til som påfyld. Det gør enhver, som til sin frelse dels håber på det, han selv kan gøre og blive, og for resten på Kristus. Men min dyrebare Herre Kristus vil være en hel frelser eller slet ingen. Hvis I har nogen gode øvelser, egenskaber eller tjenester over for Gud, som I vil gøre jer velbehagelige for ham ved, så har I sandelig ingen nytte af Kristus. I kan være nok så alvorlige, strenge mod jer selv, retskafne, gudfrygtige og andægtige; alligevel er I, sådan som jeg var, hele tiden under Guds dom og forbandelse – og ved det ikke – nemlig så længe I nærer nogen tillid til disse jeres egne dyder og tænker, at de skal gøre noget for jer, og Kristus resten.

¹ Her er hemmeligheden: Man ser godt, at man er en synder, ja, en stor synder, men ikke en fuldstændig fortabt og hjælpeløs synder. Man ser sig som en, der dog kan våge, bede og kæmpe alvorligt og derved bidrage med noget til sagen – ikke alene, forstås, ikke uden Kristi fortjeneste, nej, men sammen med den! Synes man nu også i virkeligheden at kunne gøre dette – våge, bede osv., som det sig hør og bør (og det sker, når man endnu ikke rigtig har set Guds hellighed, men Moses’ dække stadig hænger for hjertet) – så bliver man en af disse stærke lovhelte, som taler meget om vores gøren og væren, vores alvor, vores vågen, bøn og kamp, om at mærke Guds vrede osv. Synes man derimod ikke at kunne gøre det (og det er tilfældet, når vækkelsen går dybere), så er man altid ulykkelig og uden trøst. For det samme hang til egne gerninger, som gør de første stolte, gør de sidste altid ulykkelige, fordi de mærker, at disse betingelser og bidrag stadig mangler hos dem. Heraf skulle det da blive klart, at når man aldrig kan flygte til Kristus og trøste sig ved ham alene, så er der i dybet stadig for meget selvtillid tilbage; man betyder stadig for meget selv. Og endnu mere den, som ligefrem foragter og håner troens lære om den ufortjente nåde og regner den for en løs og forførerisk lære – det er åbenbart, at en sådan, hvor meget han end taler om vores gøren, vågen, bøn osv., i sandhed alt for lidt selv har prøvet sagen, eftersom han ikke har lært, hvad en «fortabt synder» vil sige. Redaktionens anm.

² Åh, en meget fin bemærkning! – «Jeg søgte troens retfærdighed ved lovens gerninger»! – Den, der kender sin Bibel, ser altid let nok, at der kræves en «Kristi retfærdighed», en «troens retfærdighed»; men den søger man at vinde ved lovens gerninger eller ved noget, der kræves af os, såsom at våge, bede, angre, spæge kødet osv., som man så vil kalde omvendelse, helliggørelse og lignende. Man vil købe Mellemmandens fortjeneste med noget af sin egen fromhed. Man vil ikke forstå hensigten med alt det, der kræves af os. Man vil ikke forstå Rom 3,19, ja, v. 19–22 osv., og Rom 5,20–21; 6,1–2 og v. 22. Redaktionens anm.

Men nu vil jeg fortælle jer om den virkning og frugt, jeg i den seneste tid har haft i mit embede. Så snart Gud havde åbnet mine øjne og vist mig vejen til frelse, begyndte jeg straks at prædike den. Nu bragte jeg sandhedens ord til mine tilhørere på en helt anden måde end den, jeg før brugte. Jeg forkyndte tydeligt, at de var vredens børn og under Guds forbandelse, selv om de ikke vidste det, og at ingen uden Jesus Kristus kunne forløse dem fra forbandelsen. Jeg spurgte dem, om de en eneste gang havde brudt Guds lov i tanke, ord eller gerning; i så fald var de under forbandelsen, for der står skrevet: ’Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, som står skrevet i lovens bog, og gør det’. Og igen: ’Den, som holder hele loven, men snubler på ét punkt, er blevet skyldig i alt’. Sandelig, hvis vi kunne holde hele loven uden at synde på et eneste punkt, hvis vi havde gjort og kunne blive ved med at gøre alt, hvad Guds lov indeholder, så kunne vi sandelig gøre krav på evigt liv på grund af vores egne gerninger. Men hvem er duelig til det? Hvis vi bryder Guds lov, er vi i samme øjeblik under dens forbandelse, og ingen kan forløse os fra forbandelsen uden Jesus Kristus. Så er det derefter umuligt nogen sinde at blive retfærdig ved egne gerninger. Intet senere, bedre liv kan nogen sinde sone de overtrædelser, der én gang er begået. Hvis jeg holder alle Guds bud i dag, er det ingen erstatning for, at jeg brød dem i går. Derfor: Er jeg én gang kommet under Guds forbandelsesdom for brud på hans lov, så kan jeg aldrig siden gøre noget til at tage den forbandelse bort. Jeg kan råbe: ’Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette syndens og dødens legeme?’ og jeg finder ingen, der kan forløse mig, uden Jesus Kristus (Rom 7,24). Altså: Er jeg én gang en synder, kan intet uden Kristi blod rense mig fra synden. Hele mit håb er da i ham, og jeg må flygte til ham som det eneste håb, der er lagt foran os. – Sådan, kære hr., prædikede og prædiker jeg, og jeg arbejder på at nedbryde al selvretfærdighed og vise, at alle mennesker er i en fortabt tilstand og på vej til evig fordømmelse, og at intet kunne hjælpe dem ud af den tilstand og gøre dem til Guds børn uden troen på Herren Jesus Kristus. Og se følgerne: Det var en hård tale for mine tilhørere. De blev forbløffede, undrende og urolige. Det gamle menneske, den kødelige natur, blev oprørt, hånede og rejste sig imod sandheden. Ikke desto mindre blev de flestes sind grebet af samvittighedens overbevisning, og nogles hjerter blev grundigt knust over synden, så de kom til mig ligesom dem, der omtales i Apostlenes Gerninger, med et gennemborende stik i hjertet og råbte med høj og angst røst: ’Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’ Da fremførte jeg evangeliets glade budskab endnu tydeligere for dem og forkyndte, at hvis de fandt sig selv under forbandelsen, så var Kristus rede til at befri dem derfra; hvis de var trætte og bar byrder, så ville Kristus give dem hvile; hvis deres hjerter var ’knust’ over synden, og de nu ville se op til Kristus, så ville han ’læge dem’. Ja, jeg sagde til dem, at de burde takke Gud for disse bekymrende opdagelser, fordi de var forvarsler om noget bedre for deres sjæle; for Gud må først slå, før han kan læge (Es 19,22). Og dag efter dag fik jeg se, hvordan de fik trøst af evangeliets løfter; og skønt de klagede meget over deres synders tyngde og over deres onde hjerter, der var hårde i vantro, gik de dog altid trøstede og opmuntrede hjem igen. Mange er kommet til mig på denne måde, og der kommer hele tiden flere. Og selv om nogle er faldet tilbage fra deres første vækkelse, holder andre dog fast ved Herren. De begynder at glæde sig i ham og elske ham; de elsker hans ord og grunder meget over det; de øver sig i bøn og påkaldelse og pryder deres bekendelse med et liv og en omgang med andre, der stemmer overens med den.

Lad mig nu gøre opmærksom på følgende: I min tidligere menighed prædikede jeg, som jeg nævnte, i seks år med stor iver og alvor og vandt ikke en eneste sjæl for Kristus – det samme gjorde jeg i denne menighed i to år uden nogen som helst frugt. Men så snart jeg prædikede Jesus Kristus og troen på hans blod, fik de troendes menighed hele tiden nye medlemmer af genfødte og troende sjæle. Fra alle egne strømmede folk til for at høre evangeliets herlige lyd; nogle kom seks mil, andre otte og andre igen ti mil [Engelske mil à ca. 1,6 km.], og det bliver de ved med. Lad mig spørge: Hvad var grunden til, at mit arbejde ikke blev velsignet, da jeg prædikede frelsen dels ved troen og dels ved gerningerne? Uden tvivl dette, at denne lære ikke er af Gud; og han vil ikke krone nogen tjeners værk, når han ikke prædiker frelsen på den vej, som han selv har afstukket, nemlig ved troen på Jesus Kristus alene.

Det er nu et halvt år siden, det behagede Gud at åbne mine øjne, og da viste og lærte han mig andre ting, end jeg før havde set. Nu så jeg også, at intet havde holdt mig så meget borte fra sandheden som begæret efter menneskelig visdom. Nu forstod jeg, at det er lige så svært for en vis og lærd mand at blive frelst som for en rig mand eller en adelsmand (1 Kor 1,26). Nu så jeg, at ’Gud har udvalgt det, som var tåbeligt for verden, for at gøre det stærke til skamme’ – og det af to tydelige grunde: ’for at intet menneske skal kunne rose sig over for ham’ (v. 29; 2,10), og for det andet: for at vores tro ikke skal hvile på menneskers visdom, men på Guds kraft og ved Guds Ånd. Se hele 1 Kor 2. Nu så jeg, at enhver sjæl, der er kommet til tro, havde fået en salvelse af Helligånden og derved kundskab om alle nødvendige sandheder (1 Joh 2,20).

Enhver, som ikke af Guds Ånd er blevet overbevist om, at ’al hans retfærdighed er som et urent klæde’ (Es 64,5), og at han er helt uden hjælp og kraft i sig selv (Rom 4,5–6), stræber helt naturligt efter at oprette sin egen retfærdighed og kan ikke underordne sig Guds retfærdighed ved troen. Da han endnu ikke har lært sin fortabte og hjælpeløse tilstand at kende, må han altid have en vis tillid til sig selv; og i stedet for helt og alene at se hen til Kristus for frelsen, ser han dels hen til Kristus og dels til sig selv. I stedet for at søge al retfærdighed og styrke i Herren Kristus, søger han den dels i Kristus og dels i sig selv. I stedet for at søge at blive regnet for retfærdig alene i Kristus, søger han at blive det dels ved Kristus og dels ved sig selv. Men se, hvad Herren Kristus siger om denne sag: ’Vend jer til mig, så bliver I frelst, alle jordens ender; for jeg er Gud og ingen anden. Jeg sværger ved mig selv, og et retfærdighedens ord er udgået af min mund, og ved det skal det blive, nemlig: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge sværge (og sige): I Herren har jeg retfærdighed og styrke. De skal også komme til ham; men alle, som står ham imod, skal blive til skamme. For i Herren skal hele Israels slægt blive retfærdiggjort og rose sig af ham’ (Es 45,22–25).

Lad mig f.eks. spørge: Hvordan faldt hele den romerske kirke bort fra evangeliets enfoldighed og ind i denne lære om gerningerne og troen? Det skete kun på grund af menneskets almindelige fordærvede natur, som består i, at det tror sig selv at være noget og selv at kunne gøre noget, skønt det intet er og intet kan gøre for at blive retfærdigt for Guds ansigt. – Åh, højt lovet være Guds barmhjertighed, som åbnede mine øjne og førte mig til sandheden, som er i Jesus.

Måtte Gud nu give sin velsignelse over det, jeg her har skrevet! Måtte han åbne jeres øjne, sådan som han har åbnet mine – velsignet være hans navn! Måtte han ved sin Ånd føre jer til kundskab om Kristi sandhed og gøre jer til redskaber til at føre mange sjæle fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds elskede Søns herlige rige! Amen.