Kristi rige er et tilgivelsens rige

1. «Min synd står mig altid for øje. Åh, gid jeg vidste, at jeg havde Guds nåde og tilgivelse for alt! Mine synder er så mange, så store, så uanstændige og så hårdnakkede! Jeg kan ikke åbne mit hjerte for nogen. Åh, den, der havde Guds nåde og havde virkelig vished om det! Men min synd står mig altid for øje!» – Dette er et suk og en klage i mange hjerter, flere end man skulle tro, ikke kun hos dem, der bare er vakt og aldrig er begyndt at tro, men ofte også hos troende Guds børn; for der er ingen ende på synder og fejl.

2. Men hvad siger Gud selv om denne sag? Kan denne ængstende byrde ikke tages bort? Vil Gud ikke tilgive synden? Hvad siger han selv, han, som har al dom i sin magt, han, som til sidst skal dømme på den yderste dag, og som allerede nu fører dom over alle syndere?

3. Så siger Herren: «Så sandt jeg lever, har jeg ikke lyst til den ugudeliges død, men til at han omvender sig og lever.» – «Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden; jeg vil give den, der tørster, af kilden med det levende vand for intet.» – Så siger Herren: «Om jeres synder end var blodrøde, skal de dog blive snehvide; og om de end var røde som purpur, skal de dog blive som uld.» – Så siger Herren: «Du har gjort mig arbejde med dine synder og voldt mig møje med dine misgerninger. Jeg, jeg sletter din overtrædelse for min egen skyld og husker ikke dine synder. Jeg sletter dine misgerninger som en sky og dine synder som en tåge; vend om til mig, for jeg forløser dig» (Ez 33,11; Åb 21,6; Es 1,18; 43,24–25; 44,22).

4. Her ser vi altså, at den store, barmhjertige Gud vil tilgive synder, vil tilgive enhver hans synder, tilgive de største og sværeste synder; vi ser, at det er en stor, almengyldig, ubetinget beslutning, taget i Guds råd, at den, der vil, skal få syndernes forladelse ved hans Søns navn; at hver og en, hver og en, som i sin syndenød vender sig til Kristus, ikke skal gå fortabt, men få evigt liv – og skal være lige så viss og tryg på det, som det er sikkert, at Gud lever og ikke kan lyve. – Så sandt jeg lever, siger Herren. – At Gud vil give enhver syndernes forladelse, er så vist og pålideligt, at intet i hele verden er så vist; for intet er så umuligt, som at Gud skulle lyve. Alt, hvad jeg er, hvad jeg gør, hvad jeg føler, synes eller ser, er derimod lutter uvished og løgn, er i forhold til denne sandhed ikke mere end flyvende støv og fnug i forhold til et stort, højt bjerg; for disse ord, som vi nu så, har den almægtige, himlens og jordens Herre, selv talt.

5. Men at Gud har en alvorlig vilje til at tilgive alle synder, det har han ikke bare forsikret med ord; man må sige, at han også har bevist det kraftigt nok i gerning og handling. Da den evige retfærdighed ikke tillod, at synderne blot blev eftergivet, da ikke et bogstav eller en tøddel af loven kunne blive til intet, og dommen lød: «Uden blodsudgydelse er der ikke tilgivelse» (Hebr 9,22), så gik den barmhjertige Gud af en ubegribelig kærlighed til sin ulykkelige, faldne menneskeslægt på jorden så vidt, at han også selv gav offeret for synderne. – «Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn.» – «Herren lod alles vore synder ramme ham.» – «Se, Guds Lam, som borttager verdens synder!» Dette er både grunden til Guds tilgivelse og også det stærkeste bevis på Guds alvorlige og brændende vilje til at tilgive synderne.

6. Når Herren siger til os: «I blev solgt for intet, og I skal også løskøbes uden penge» (Es 52,3), og at han vil give os alt for intet, så betyder det bare, at vi ikke skal behøve at fortjene eller erhverve nåden; men ellers sker det ikke for intet, at synderne tilgives os. Åh nej, det sker ikke for intet; Gud har taget en dyr løsesum; det har kostet den kære Frelser overmåde meget, nemlig hans liv og blod; som han selv siger: «Du har gjort mig arbejde med dine synder og voldt mig møje med dine misgerninger»; og igen: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse.» Dér er grunden til Guds uendelige tilgivelse.

7. Men for det andet er det jo også det største bevis på, at Gud har en brændende længsel og lyst til at tilgive synderne (læg mærke til det), når han selv har givet et så uendelig dyrt offer for dem. Åh, du forfærdelige vantro! Du forblindede hjertes mørke, som gør, at vi ikke ser den slags ting! – Vi kan tro, at Gud således elskede verden, at han gav sin egen Søn for den; vi kan tro, at Guds Søn af den samme brændende kærlighed bliver et menneskebarn, fødes i en krybbe, vandrer på jorden i ringhed og foragt i mere end tredive år, til sidst lider, sveder blod, hudstryges, korsfæstes og dør, kun for at vinde nåde for os – og alt dette for verden, for en grufuldt syndig og fjendtlig flok, for sine fjender – men vi kan ikke tro, at han, når vi endelig har fået øjnene op for, hvor tunge vore synder er, og begynder at søge hans nåde, så vil tilgive os vore synder; nej, så arbejder og kæmper vi i bønnen for at bevæge ham – bevæge ham til at tilgive, ham, som så har vist, at han brænder af kærlighed til os, da vi endnu var uforsonede syndere, som intet skyldoffer havde, da vi var fjender! Åh, du forfærdelige vantro og forblindede hjertes mørke, som ikke lader os se Herrens herlighed! Vi burde dog let kunne regne ud, at når Gud giver os sin egen Søn som «skyldoffer» (Es 53,10), hvilket jo ikke skete for gode og fromme børn, men for rigtige syndere, for verden, så må han sandelig have i sinde at tilgive synder; så må han ikke have i sinde at se på vores fortjeneste og handle med os efter vore synder, men så må det sandelig være hans fulde alvor at ville tilgive dem! – som Jesus selv siger: «Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden» (for den var allerede dømt), «men for at verden skal blive frelst ved ham» (Joh 3,17). Noget andet er det, at den, der ikke vil have barmhjertigheden, så må få vreden; at den, der ikke vil blive sin synd kvit, men vil blive i sine synder, i verdens og Djævelens tjeneste – eller som, vakt og urolig, alligevel ikke vil tro på Guds Søn – at sådanne må blive under fordømmelsen; «for den, der ikke tror Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham» (v. 36). Men «den, der vil, han komme; og den, der tørster, han tage livets vand for intet» (Åb 22,17).

8. Hvis nu nogen spørger: «Når alle alligevel ikke bliver frelst, hvordan skal jeg så vide, at jeg har tilgivelse og nåde hos Gud?», så er svaret: Du må begynde med at tro på Gud og hans ord, med at høre, tro og tage imod den nåde, som alle har, også de vantro, så får du derved en nåde, som ikke alle har. «Hvad er det for en nåde, som alle har, også de vantro?» – Svar: En forsonet Gud, en vundet syndernes forladelse, som venter på dem, om de bare ville komme og tage imod den. – «Hvad er det så, som ikke alle har?» Svar: Et hjerte, der er forsonet med Gud, en tro, som tager imod syndernes forladelse og lever i Gud. «Hvor står det skrevet?» I 2 Kor 5,19–20 står der: «Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder; og han har sat ordet om forsoningen blandt os. – – Så beder vi nu i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud!» I Rom 5,10 står der: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender.» I Kol 1,14 står der: «Vi har forløsningen ved hans blod, nemlig syndernes forladelse.» I Zak 3,9 står der: «Se, den sten (Kristus) … jeg vil udhugge den, siger Hærskarers Herre, og jeg vil tage landets synder bort på én dag.» I Gal 3,13 står der: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.» Sådan taler Skriften. Her står det jo udtrykkeligt, at Gud i Kristus forsonede med sig selv, ikke kun de troende, men verden, og at den forsoning indebar og virkede, at han ikke tilregnede dem deres synder; og det skete i Kristus, ikke i vores omvendelse; men at han nu formaner menneskene: Lad jer forsone med Gud – det er alt, hvad der nu skal ske. Her står der, at vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, ikke ved vores anger, omvendelse, alvor, bøn eller tro – alt dette behøves ikke til det, men kun til at vi skal tage imod den nåde, som allerede er der – nej, her står der: mens vi endnu var fjender. Her står der, at forløsningen, som skete ved Kristi blod, var det samme som syndernes forladelse; ja, at synderne blev taget bort på én dag, nemlig da den kostbare sten, «hjørnestenen», blev udhugget. Her står der, at vi blev løskøbt af Kristus fra lovens forbandelse på den dag, i den time, da han blev en forbandelse for os, hvilket skete, da han hang på træet. Åh ve, at verden ikke ved, hvad der er sket! At den ikke kender vores slægts historie; ikke ved, at menneskeslægten også engang er blevet købt fri, er forløst, erhvervet og vundet fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt, lige så vist, som den engang er faldet i synd!

9. Se så her: Denne syndernes forladelse, denne forløsning, som nu er nævnt, den tilhører ethvert menneske, from og ufrom, troende og vantro. Du kan være, hvordan du vil, så er i det mindste dine synder taget bort, udslettet, tilgivet, kastet i havets dyb – det skete i Kristi dødstime – bliver du fordømt, så sker det ikke for dine synder, men for din vantro, fordi du bliver væk. Vil du derimod komme til Gud, blive hans egen og have hans nåde, så er der intet i vejen, du er velkommen i hvert øjeblik; som Herren selv siger: «Den, der kommer til mig, vil jeg ikke støde ud.» Her er ingen undtagelse; men «enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses» (Joel 3,5). Enhver, som vil, hver og en, og om dine synder så var blodrøde – sådan lyder den store, barmhjertige Herres egne ord. Her er altså ingen undtagelse, og det kommer af, at al synd er betalt, hele verden forsonet. Når nogen altså er i nød over sine synder og aldrig kan få vished om tilgivelse, så er fejlen, at han ikke tror Gud, ikke regner Gud for sandfærdig, ikke vil lægge mærke til, hvad Kristus har gjort, eller hvad Gud siger i Ordet, ja, at han «gør Gud til en løgner», hvilket er overmåde forfærdeligt. Men er det sådan, at nogen vil tro Gud på hans ord, men bare ikke kan få det ind i hjertet, så skal Gud snart give ham en større trosgave, og han skal få vidnesbyrd i sig selv om, at alle hans synder virkelig er taget bort, at han er iklædt hele Kristi fortjeneste, at han er et elsket Guds barn.

10. Men her er nu det tidspunkt i et menneskes liv (nemlig når det er begyndt at tro og leve i Gud), hvor det især har brug for at lære godt, at Kristi rige er et tilgivelsens rige. Det er nu, den rette kamp begynder mellem fornuften og følelsen på den ene side og Ordet og troen på den anden. Jeg kan let nok tro nåden for alle gamle synder; men at jeg også endnu skal blive så svag, synde og forse mig og alligevel blive ved med at tro nåden – det knuser mig helt. For så lyder det: Jeg har modtaget Guds underfulde lys, jeg har fået nåde for alle mine synder, og alligevel synder jeg igen; jeg har fået tilgivelse så ofte, og alligevel synder jeg stadig; jeg er jo ganske en syndens træl osv. Her bliver der en kamp på liv og død; her lider mange skibbrud på troen; de kan ikke holde ud i en så jammerlig erfaring. Nogle tager den udvej at anse synden for ringe, mener, at Kristus og Belial kan forliges, giver sig letsindigt i syndens tjeneste og falder i søvn; andre derimod fortvivler, kaster deres tillid til Gud bort, giver op og lader stå til. Hos begge var fejlen, at de ikke gjorde sig umage for at kende evangeliet ret. Her gælder det altså om at være godt bevæbnet med retfærdighedens våben både til højre og til venstre. Holder jeg op med at kæmpe mod synden og søge befrielse fra den, begynder jeg at undskylde den og give mig til at følge den, så har jeg allerede opgivet troen; for tro og en god samvittighed kan ikke bestå sammen med en eneste synd, som man på den måde hylder. Gud kan aldrig forliges med synden; jeg må ligge i evig krig med den, så længe jeg i en sand tro er forenet med ham. – Men på den anden side er også alt tabt, hvis jeg holder op med at tro tilgivelsen; og at kunne blive ved med at tro den er også en svær kunst. For det første ser jeg al min synd som troløshed; for i fristelsens stund mærker jeg udmærket kødets kærlighed til synden, men fornemmer eller forstår kun lidt af Åndens kamp imod den. For det andet stopper det ikke altid ved en fristelse, som jeg standhaftigt overvinder; nej, jeg bliver også slået omkuld, falder og forser mig, sådan som Paulus siger til de troende i Galatien: «Kødet begærer imod Ånden – så I ikke gør det, I vil» (Gal 5,17); sådan som vi ser, at de store hellige, Abraham, David, Paulus, Barnabas m.fl., også har forset sig (1 Mos 12,11–13; 20,2–3; ApG 15,39), ganske efter Luthers ord: «Før vi får set os om, er vi faldet i synd, i vrede, had, misundelse, utålmodighed, onde lyster og al slags åndelig jammer»; «og det er ikke muligt, at vi i en så vedvarende kamp altid skulle stå så fast; men vi bliver overrumplet, falder og synder». Men det er en alt for svær kunst, når man oplever dette, alligevel at blive i troen, alligevel stadig at sætte sin lid til Kristus, at man er i nåde og venskab hos Gud. Nu gælder det om at forstå tilgivelsen i Kristi rige og at få nåde fra Gud til at tro den.

11. Hvad skal jeg vide om denne tilgivelse? Svar: Det skal du vide og tro på Guds eget evige ord: at om dine synder er nok så svære, ja «blodrøde», så er syndernes forladelse ved Kristus alligevel en helt særskilt sag, som ingen synd kan formindske, rokke eller flytte så meget som et hårsbred. Synden er for svag til at overvinde den store, almægtige Frelsers retfærdighed og forsvar for os; nej, den kan nok skabe ujævnheder her nede på jorden, det vil sige i vores jordiske retfærdighed, men himlen når den ikke og rokker den ikke. For David siger: «Så høj som himlen er over jorden, lader han sin nåde være mægtig over os» (Sl 103,11). Og her bliver spørgsmålet, hvad der er mægtigst: vores synd eller Kristi retfærdighed. Men Paulus siger, at «ligesom synden har hersket til døden (i Adam), således skulle også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus. For når døden for én synds skyld har hersket ved den ene (Adam), hvor meget mere skal da de, som modtager nådens og gavens fylde til retfærdighed, herske i livet ved den ene, Jesus Kristus» (Rom 5,21.17). Nåden er dog mægtig over synden. Vi er dog alt for små og svage skabninger over for den store Herre Kristus; vores værk, synden, kan ikke overvinde hans værk, nåden, tilgivelsen. Skulle jeg, som tror på Kristus, have nåde i den stund, hvor jeg selv er from, og miste nåden i den stund, hvor jeg synder og forser mig, så var Kristi rige jo et gerningernes rige, der herskede over nåden, og ikke et nådens rige, der hersker over gerningerne. Hvad skulle vi så have Kristus til? Hvis jeg skulle have nåde i den stund, jeg er from, men ikke længere, så var retfærdigheden jo i sandhed af gerninger! Men så var Kristus død forgæves! (Gal 2,21). For en så ustadig nåde er han ikke blevet menneske og har ofret sit blod. «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus» (Rom 8,1). «Dette skriver jeg til jer, mine børn, for at I ikke skal synde; men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige» (1 Joh 2,1).

12. Vi skal derfor vide, at når Gud i sit ord straffende og truende taler om vores synder og pligter, så sker det kun for at vække og forskrække de sikre og letsindige sjæle, som aldrig vil omvende sig, og på den måde drive dem til Kristus (Rom 3,19; Gal 3,24), og også for at holde de troende vågne og i øvelse (Åb 2 og 3); men aldrig for at rokke ved selve nåden, for så var loven imod Guds løfte! Det være langt fra! (Gal 3,21). Nej, enhver, som tror på Kristus, er for evigt fri for al lovens forbandelse og lever nu i det fristed og på det sted, hvor ingen synd når ham eller tilregnes ham, som der står skrevet: «Salig er den mand, som Gud ikke tilregner nogen synd» (Sl 32,2; Rom 4,8). Læg mærke til det: ikke tilregner nogen synd! Dette er Kristi rige, et evigt, stadigt og uophørligt tilgivelsens rige, som Herren højtideligt siger om: «Folket, som bor der, skal have syndernes forladelse» (Es 33,24). Altså: hvad jeg end mærker eller ser hos mig selv, som er ondt – det være sig kulde og træghed eller fejhed og menneskefrygt eller utålmodighed og vrede eller urene lyster eller hvad det end måtte være – så er det alt sammen synder, som nok fortjener at blive straffet, angret og bedt om forladelse for; men nåden, tilgivelsen, den rokkes ikke så meget som et hårsbred; den har jeg helt uformindsket i Kristus, så længe jeg holder mig til ham ved troen, idet jeg ved den samme tro også altid har det sind, at jeg dømmer mig selv (1 Kor 11,31), lider under det onde og holder med Ånden (Rom 8,5). Altså skal jeg nok for alvor erkende og straffe synden hos mig og forbedre mit levned; men hvad samvittigheden angår, eller mit forhold til Gud, skal jeg leve i en sådan frihed, som om intet var synd, som om der ingen lov fandtes, hverken et eller ti bud, men som om jeg allerede var i himlen – for nøjagtig sådan står min sag for Gud; for hvor Gud taler om syndernes forladelse, om at ingen synd tilregnes osv., dér er det ikke ordleg, men fuld alvor, guddommelig alvor og sandhed. Dette er den frihed, som Kristus har befriet os til (Gal 5,1). Det skal ikke forstås sådan, at der ingen synd findes hos en kristen, eller at intet af det, han gør, er synd; men som sagt: han er nu i det rige, hvor ingen synd tilregnes ham for Kristi skyld, ham som han tror på, og som har taget al synd på sig – det rige, hvor loven ikke har nogen fordømmende kraft. Uro og bekymring kan den nok volde os, men fordømme os kan den ikke. Lovet være Guds barmhjertighed!

13. Herom har Luther de fortræffelige ord: «Fordi der i vores kød hænger en evig synd, så længe vi lever her på jorden, og der ingen ende og intet ophør er på fejl og forseelser, så er det sandelig nødvendigt, at vi over for det har en evig og stadig varende tilgivelse, for at vi ikke for syndens skyld skal komme under Guds vrede, men for tilgivelsens skyld leve under nåden. Se, dette er hans evige pagt, som står fast og ikke vakler, så vores hjerter kan være forvisset om, at synden ikke kan fordømme os.»

14. Åh, når jeg tror dette – når jeg lever i denne Guds børns herlige frihed, hvor ingen synd fordømmer mig og ingen fromhed gør mig retfærdig, men min Herre Kristus er al min retfærdighed, så jeg i mine bedste og mine værste stunder er lige retfærdig og kær for Gud – når jeg har forstået dette og tror det, så kan jeg ikke andet end blive fyldt af glæde og kærlighed til den barmhjertige Gud og Frelser, som har indrettet sådan et frelsens rige for os på jorden! Jeg kan ikke andet end få en inderlig lyst og villighed til min Frelsers tjeneste og sige: Jeg må have lov at gøre dig en tjeneste, min Gud! – Sådan kommer de gode gerninger frem. Som Kristus sagde: Den, som får meget tilgivet, elsker meget (Luk 7,41–47). Og først da kan man gøre virkelig gode gerninger. – Men hvad siger Herren så, når vi spørger, hvilken tjeneste vi må gøre ham? Han svarer: Selv har jeg ikke brug for noget; men vil I tjene mig, så vis det mod mine brødre, menneskene. Når jeg kommer, vil jeg bevidne: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.» «Og se, jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre mod hinanden, sådan som jeg har gjort mod jer.»

15. Nu kommer vi til den fulde betydning af disse Luthers ord: Kristi rige er et tilgivelsens rige, når vi også anvender dem på den gensidige tilgivelse mellem mennesker som en betingelse for alt kristent samliv på jorden. Vi ved, at summen af loven er kærligheden. Paulus siger: «Den, som elsker, har opfyldt loven. For dette, som er sagt: Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, og hvad der ellers er af bud, det er sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Så er kærligheden lovens opfyldelse» (Rom 13,9–10). Alt kristent levned er altså indbefattet i kærligheden. Men hvad er betingelsen for en varig kærlighed mellem mennesker? Den samme, som er betingelsen for et varigt venskab mellem Gud og mennesker, nemlig den stadige tilgivelse. Man ville gerne elske sine medmennesker, og det ville gå så let at gøre dem godt, og man ville have et himmerige på jorden af lutter fred og kærlighed mellem medmennesker, husfolk og naboer, hvis bare de ikke havde deres irriterende fejl og uvaner; men på grund af dem bliver man træt i kærligheden og kan ikke elske dem – og straks bliver det tungt at gøre dem godt, mens det derimod altid går let at gøre godt mod dem, man elsker. Denne mægtige hindring for kærligheden, alle deres mangler og uvaner, ville straks være borte for mig, hvis bare jeg brugte det fortræffelige middel: tilgivelse – og på anden måde kan denne hindring aldrig ryddes af vejen. Det er en af grundene til, at Kristus talte så særligt og så ofte om at tilgive og udtrykkeligt sagde, at himmeriget lignede en konge, som eftergav sin tjener ti tusind talenter, men også ville, at denne derefter skulle eftergive sin medtjener hundrede denarer (Matt 18). Og da han lærte os en bøn, som vi skulle bede hver dag, lagde han også den samme lære ind dér og bød os sige: «Forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere.» Enhver kan se af dette, at Kristus har haft en ganske særlig iver for tilgivelse. Ja, for det er kun tilgivelse, som i vores faldne tilstand er den eneste grund for alt godt forhold – først mellem Gud og mennesker og dernæst mellem mennesker indbyrdes. Dette er summen af Guds ord, så da Johannes ville sammenfatte det hele i et kort ord, sagde han: «Dette er hans bud, at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, sådan som han har befalet os» (1 Joh 3,23). Sådan har man fred både med Gud og med brødrene; og dette er himmeriget på jorden, paradiset i jammerdalen!

16. Men omvendt: hvilket helvede på jorden, hvilke pinefulde, ætsende kvaler, hvilke mørke hjerter og ansigter, hvilket had, hvilken misundelse og uro, hvor man ikke øver disse ting, ikke tror og elsker, men graver i sine egne synder og i andres fejl og lever i vantro og uforsonlighed! Sådanne mennesker er Djævelens ynkelige martyrer! Og dog kunne alt læges ved tilgivelse! – Selv om du har nok så vanskelige medmennesker, og selv om de har gjort dig nok så stor uret, løjet om dig, krænket dig og så videre, så regn alligevel efter, om ikke dine egne synder mod Gud er tusind gange større og flere. Kristus siger, at alt, hvad et medmenneske kan have forbrudt sig imod dig, i sammenligning med din skyld over for Gud kun er som hundrede denarer mod ti tusind talenter.¹ Og nu vil Gud alligevel tilgive dig alt, hvad du skylder; skulle du så ikke tilgive din næste alle hans fejl! Vil du ikke det, vil du ikke eftergive og glemme de hundrede denarer, så kræv dem ind, regn din næstes fejl op, had ham – men så tag også din egen gæld på ti tusind talenter over for Herren tilbage, og du skal betale den til sidste øre. Sådan dømmer Herren. Og vil du bede om syndernes forladelse, så har du ikke lov at bede anderledes end sådan: Tilgiv mig, Gud, på samme måde, som jeg tilgiver min næste!

¹ «Ti tusind talenter» svarer til femten eller efter andres beregning atten millioner kroner, og «hundrede denarer» udgør 12 kroner og 50 øre; det vil sige: en uhyre forskel.

17. Men siger du: «Jeg har så ofte tilgivet min broder, men han holder aldrig op med at gøre mig imod; en gang må man vel blive træt af at tilgive», så svarer Herren: Jeg har også ofte tilgivet dig, men du synder stadig; så må jeg vel også blive træt af at tilgive dig. – Bemærkelsesværdigt er det svar, Peter fik, da han spurgte: «Hvor ofte skal jeg tilgive min broder? Er syv gange nok?» «Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerds gange syv», det vil sige: uendeligt (Matt 18,21–22). Læg her først mærke til, til trøst for dit eget hjerte, at sådan vil Kristus visselig også tilgive dig, nemlig ikke syv gange, men halvfjerds gange syv, altså uden ophør; for han vil sandelig selv gøre, hvad han lærer os at gøre. Han vil bestemt ikke stå tilbage for os i at tilgive! Skulle det så ikke varme dig, så du også vil tilgive din broder uden ophør? – Men siger du: Kristus sagde jo også (Luk 17,3): «Hvis han omvender sig, så tilgiv ham!» – Ja, men se, hvordan Kristus forklarer denne omvendelse, når han straks tilføjer (v. 4): «Og hvis han syv gange om dagen synder imod dig og syv gange om dagen vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, så tilgiv ham»². Omvendelsen består altså i anger og erkendelse, og dog kan et vanskeligt sind bevirke, at selve fejlen alligevel ikke helt forsvinder, men stadig kommer igen. Sådan taler Herren Kristus om menneskets elendighed – og om omvendelsen! Så er der ikke andet råd, ingen anden hjælp end en stadig og uendelig tilgivelse, og hele Kristi rige forbliver tilgivelsens rige.

² Hvordan skal man forstå, at Kristus tager dette forbehold: «hvis han omvender sig, angrer», når han derimod i Matt 5,44 osv. lærer, at vi skal elske fjender, som forbander og forfølger os? Svar: Det ene handler om broderkærlighed, det andet om kærlighed til alle (2 Pet 1,7). Gud elsker alle mennesker, har sonet for alle og nærer alle, men regner kun dem for sine venner, som omvender sig og angrer. Sådan må vi også gøre.

18. Vi vil slutte med Luthers dyrebare ord i en prædiken over fodvaskningen (Joh 13). Han siger: «At vaske fødderne betyder også, at den ene skal tilgive den anden hans overtrædelser, og som Paulus kalder det, at den ene skal bære den andens byrde. For det bliver ikke anderledes; i hele verden finder du ingen kristen så ren, at han ikke har en eller anden særlig fejl og skrøbelighed: den ene er hidsig; den anden er tungsindig og underlig til sinds; den tredje er for lystig eller til tider letsindig; den fjerde er påholdende og nærig (egennyttig); den femte er for rundhåndet og gavmild. Kort sagt: det er, som også hedningerne har sagt: enhver har sin egen last og mangel på sig, som den anden må bære på.

19. «Du synes vel, at hvis han ikke havde en sådan mangel, ville du gerne omgås ham; men så megen mangel er dig for svær og utålelig. Men hør: når du ser en sådan mangel hos din husbond, din hustru, dine børn, dit tyende, dine naboer og andre, så skal du tænke på, at du har pligt til at vaske deres fødder; gør det også, bær over med dem i en sådan skrøbelighed, og se til, hvordan du kan føre dem på den rette vej. Og betænk, som det også i sandhed er, at verden ikke er andet end en uren stald, hvor vi umuligt kan gå uden at gøre vore fødder urene. Det sker for mig, det sker for dig og kort sagt for alle mennesker. Hvad skal vi så gøre? Skal vi derfor løbe ud i ørkener og skove og ikke omgås nogen, sådan som munkene tidligere har gjort? Nej, skal du vaske andres fødder, så kan du jo ikke være alene, men må være midt iblandt folk, som i verden vader gennem et urent og besmittet sted. Der skal du så bøje dig ned, selv om du også selv har pæne og rene fødder, og bære vand, gamle klude, halm og hø til dem for at vaske og tørre dem, så også deres fødder kan blive rene.

20. «Det sker på den måde, at den ene bærer den andens byrde, det vil sige, at den ene tager sig af den anden af hjertet, har medlidenhed med ham, ikke foragter ham, men rækker ham hånden, underviser ham venligt, råder og hjælper ham, så også han kan blive bedre. Er du nu forstandig, vis og lærd, så foragt ikke af den grund de uvidende og uforstandige, hold dig ikke for bedre end dem, men brug din visdom til, at også de kan blive vise og forstandige.

21. «Ligeledes: er du from, kysk, tugtig, mådeholden og lader dig ikke hurtigt opirre, men en anden ikke har en sådan gave, så foragt ham ikke derfor; tag dig af ham, og hjælp ham til at blive bedre med det, du kan, og tænk sådan: Jeg har ganske vist, Gud ske lov, ikke denne fejl; men jeg har alligevel en anden, som gør, at man også må have tålmodighed med mig. Til gengæld har min næste også en god dyd, som han kan tjene mig med igen; og desuden er han jo min næste, som jeg bør tjene for Guds skyld. Ved et sådant eksempel fra dig ville også han blive bevæget (medmindre han som Judas er besat af Djævelen og skiller sig fra dig) til gengæld at vise dig kærlighed; alt dette, for at enighed og venskab overalt (så vidt det er os muligt) må blive øvet og bevaret! – Øvede vi altid denne fodvaskning med hinanden, tænk, hvilket ret kristeligt, fredeligt og endrægtigt liv der ville være iblandt os!»

22. Men Herre, Herre Gud! Giv du selv alt dette! Hjælp enhver troende til at betænke og øve disse to ting: aldrig at mistro din evige tilgivelse og aldrig at holde op med at tilgive sin næste. Giv os mere tro og kærlighed! Så kommer dit rige, så sker din vilje. Amen.