Noget om ægteskabet

Tillæg til artiklen om det sjette bud

Vi har i den foregående artikel set selve grunden til og oprindelsen af ægteskabet, nemlig at det var den store Guds egen indstiftelse og ordning ved menneskets skabelse. Nu vil vi se, hvordan også Herren Kristus i Det Nye Testamente har forklaret og stadfæstet sin Faders ordning, og undervejs skal vi få øje på de store hovedbetingelser for et kristent og lykkeligt ægteskab. Med ægteskabet skal man ikke lege eller lade tankerne svæve hid og did, alt efter hvad der falder os selv ind, eller hvad et andet menneske finder for godt at tænke og sige om det; for frugterne af disse løse og ubestemte tanker om ægteskabet er alt for bitre. Viser de sig ikke altid i en egentlig skilsmisse eller et ægteskabsbrud, så viser de sig i den ødelagte ægteskabelige lykke, i de tavse, nagende kvaler, i det, man plejer at kalde et «hjemligt helvede» hele livet igennem, hvor der i stedet burde råde trivsel og fred. – De, der ingen erfaring har heri, fordi de enten endnu ikke er blevet gift eller endnu har lykken af et uforstyrret ægteskab, ved intet om, hvor nødvendigt det er at holde blikket fast på Herrens ord om dette; men der er andre, som godt kender behovet. Og når man for alvor undersøger og ser ind i alle misforholdene i ægteskabet, så finder man, at der egentlig er én og samme grundårsag til dem alle, nemlig at man glemmer Gud og hans ord eller ikke ser på Herren Gud i ægteskabet. Vi taler ikke blot om de ugudelige; nej, i større eller mindre grad sker det også blandt dem, som ikke glemmer Gud og hans ord, når det gælder sjælens salighed; kun når det gælder deres ægteskab, glemmer de at se på ham. Og når det går sådan til, er det ikke underligt, at ufred, utilfredshed, kvaler og forbandelse indtager den ægteskabelige lykkes plads.

Da Herren Kristus i Matt 5 taler om det sjette bud, tilføjer han: «Der er sagt: Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. Men jeg siger jer: Den, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end hor, bevirker, at hun begår hor; og den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, begår hor.» Her er ordene klare og bestemte. Vi gør nemlig blot opmærksom på, at Herren Kristus udtrykkeligt erklærer, at der efter Guds ordning ikke findes nogen omstændighed, som et ægteskab må opløses for, undtagen en eneste, nemlig hor. I Matt 19 taler Kristus også om dette, og dér var det netop selve spørgsmålet, om ægteskabet kunne opløses af nogen anden grund. «Farisæerne kom hen til Jesus for at sætte ham på prøve og sagde: Er det tilladt for en mand at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund? Men han svarede og sagde til dem: Har I ikke læst, at han, som skabte menneskene, fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? Så er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Da sagde de til ham: Hvorfor befalede Moses så, at man skulle give et skilsmissebrev og skille sig fra hende? Han sagde til dem: På grund af jeres hjertes hårdhed tillod Moses jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen var det ikke sådan. Men jeg siger jer: Den, som skiller sig fra sin hustru, undtagen på grund af hor, og gifter sig med en anden, begår hor; og den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, begår hor.»

Af dette sted ser vi, at Herren Kristus kun taler om den skilsmisse, som Moses tillod, som om et af to onder, men ikke som om noget, der i sig selv er rigtigt. Han siger: «På grund af jeres hjertes hårdhed» tillod Moses skilsmisse, det vil sige: når jeres ondskab var så stor, at intet ægteskabeligt samliv var muligt; men fra begyndelsen var det ikke sådan, det vil sige: det er ikke efter Faderens vilje. Og på spørgsmålet, om skilsmisse med rette kunne ske «af hvilken som helst grund», svarer Kristus bestemt nej og gentager igen og igen den eneste gyldige grund, nemlig – på grund af hor. Når vi betænker, at Kristus sagde dette midt i et ugudeligt folk, som bestemt ikke var særlig nøjeregnende ved indgåelsen af ægteskab med hensyn til, om alt gik rigtigt til, fx om kærligheden var den rette, om ægtefællerne var af samme sind og lignende, så forstår vi godt, at han ikke har bygget ægteskabets gyldighed på sådanne tilfældige omstændigheder, men dømmer om hvert ægteskab, at det for Gud gælder som uopløseligt, så længe der ikke er begået hor. Derfor skal enhver vogte sig for de løse og falske meninger, at ægteskabets virkelighed og gyldighed skulle afhænge af sådanne omstændigheder som fx, hvordan ægteskabet blev indledt, eller om ægtefællerne er af samme sind og lignende. Vi skal ganske vist skelne mellem ægteskabspagten og den ægteskabelige lykke – på samme måde som man må skelne mellem et sakramente og den værdige modtagelse af det. Ligesom selve dåben var rigtig, også da troldmanden blev døbt, skønt hans «hjerte ikke var oprigtigt over for Gud», så han derfor ikke fik del i dens velsignelse (ApG 8,13.21), og ligesom nadveren er rigtig, selv om uværdige gæster modtager den til forbandelse for sig selv, sådan er også ægteskabspagten rigtig og gyldig, selv om uværdige personer er trådt ind i den og nu lever ilde til forbandelse for sig selv. Kun «på grund af hor» kan den med rette opløses. Hvad enten det altså gik bedre eller dårligere til, da dit ægteskab blev indgået, og hvad enten du har fået din ægtefælle mere til hjælp og trøst eller mere til tugt, så er det alligevel Guds gerning, at du blev forenet med hende. Lad os dog igen tænke på forholdene, da Kristus sagde dette. Hele det jødiske folk var sunket ned i al slags synd og kødelighed, pengegriskhed og alle slags lyster – af hvor mange urene bevæggrunde må ægteskaberne dér ikke være indgået! Og alligevel siger Kristus om alle deres ægteskabspagter, at Gud havde sammenføjet dem. «Hvad Gud har sammenføjet,» sagde han, «må et menneske ikke adskille.» Og da farisæerne spurgte ham, om ægteskabet kunne opløses af hvilken som helst grund, svarede han ikke sådan: «Lad mig først høre, hvordan det gik til, da ægteskabet blev indgået – eller hvordan det står til med ægtefællernes åndelige sind og forstand; af sådanne omstændigheder afhænger det.» Nej, ikke et ord i den retning; men kun «på grund af hor», sagde Herren.

Hvis denne ene gyldige grund til at opløse ægteskabet altså ikke foreligger, så siger Herren, at dit ægteskab gælder sådan for Gud, at hvis du forlader din ægtefælle, så begår du hor og bevirker, at hun begår hor; at hvordan det end ellers måtte stå til mellem dig og din ægtefælle, så ser Herren Gud jer dog som ægtefæller og vil, at I som sådanne skal elske hinanden; ja, at Gud selv har sammenføjet jer, som Kristus sagde, og at I ikke er to, men ét kød.

Grunden til, at vi har talt om dette, er egentlig ikke at undervise om skilsmisse *), men snarere en anden vigtig lære, som følger heraf. Også hvor der aldrig er opstået den mindste tanke om skilsmisse, mangler mange den allervigtigste støtte for den tålmodighed og kærlighed, som er nødvendig i ægteskabet, nemlig den dyrebare vished om, at Herren Gud har gjort det, at «Gud har sammenføjet» mig med denne ægtefælle og har villet, at jeg skulle have det sådan. Hvis jeg blot er dybt overbevist om, at Herren Gud ser på mit ægteskab som gjort af ham selv, så kan intet være et kraftigere middel mod Djævelens fristelse til utilfredshed og andre afvigelser fra den kærlighed, man skylder sin ægtefælle. Hvis jeg blot hele tiden kan se og holde fast ved, at min ægtefælle er givet mig af Gud, at Herren Gud har «sammenføjet» os og vil, at jeg skal elske og holde mig til netop hende, så findes der ingen kraftigere trøst i alle fristelser i ægteskabet. Det er dette, der hedder at se på Gud i sit ægteskab. Og det vil med tiden blive meget nødvendigt – så mange og svære kan fristelserne blive, hvor utroligt det end lyder for dem, der stadig står i den første varme kærlighed. Er de levende kristne, så deres kærlighed har sin rod i livets evige kilde, så kan alle de sår, den får, vel altid læges; for den Almægtige er nær hos dem, og han har magt over alle onde magter. Og desuden: hvor ægtefællerne har det åndelige livs uafviselige behov for dagligt at nærme sig deres Gud, dér må alt altid rettes og læges for hans ansigt; for det bliver en tvingende nødvendighed for samvittigheden, eftersom et misforhold til ægtefællen altid lukker mig ude fra bønnens samkvem med min Gud. Vil jeg blot bede et «Fadervor! Forlad os vor skyld», så møder jeg jo ordene: «som også vi forlader» – og så må jeg først forlige mig med min ægtefælle; for ellers svarer Herren mig: «Gå først hen og forlig dig med din ægtefælle; du må ikke lade solen gå ned over din vrede» osv. Hvor ægtefællerne er levende kristne, må det altså helt sikkert altid ende godt; men ikke uden en hård kamp, når de rigtige fristelser kommer.

*) Især fordi det spørgsmål, som Luther bemærker, bør henvises til øvrigheden, som ligesom Moses stadig skal afgøre, hvornår der på grund af menneskers ondskab må tillades noget, som ellers ikke er godt i sig selv, ligesom også krig, der i sig selv er et onde, undertiden bliver en nødvendighed. «Og det ville vel stadig være tilrådeligt,» tilføjer Luther, «at øvrigheden lod nogle uhjælpeligt onde og urolige hoveder skille, som slet ikke duer til ægteskabeligt liv.» Men ellers står det fast, at de, der vil være kristne, ikke skal skilles, men lide, bære over osv.; for en større frihed på dette punkt ville være ødelæggende for grundlaget.

For vi må ikke glemme, hvilken frygtelig forfølgelse fra fjenden de må lide, som er gået ud fra hans rige og vandrer mod himlen. De vantro er de huse, som den stærke «vogter i fred»; derimod bruger han al sin magt på at anfægte de troende. Og i ægteskabet har han dobbelt så mange punkter at angribe som hos et menneske, der lever alene. Derfor er de kristnes ægteskab ofte udsat for så svære fristelser, at de, med alle kristendommens hjælpemidler, undertiden er nær ved at se alt ødelagt og kun ønsker sig døden. Vi vil blot minde om nogle af de mere almindelige fristelser. I den første kærligheds lykkelige tid får man som regel og helt ubemærket den forestilling, at ægtefællen skal være helt fortræffelig og uden nogen fejl – og at det er betingelsen for den ægteskabelige lykke. Men efter nogen tid træder der hos den ene ægtefælle en eller anden medfødt og aldrig helt udslettelig dårlig egenskab frem, som er meget ubehagelig og irriterende for den anden ægtefælle, der måske samtidig har et meget ømtåleligt, utålmodigt og pirreligt sind. Nu kommer Guds ord imellem og kræver, at du ikke blot skal bære over med din ægtefælles ubehagelige fejl, men også med kærlighed og mild ånd, med hjertelig glæde og trivsel elske ham og leve sammen med ham, og det ikke en måned eller et år, men hele livet igennem. Når nu den irriterende fejl ved sin stadige tilbagevenden så at sige slider på det samme punkt i den anden ægtefælles tålmodighed – åh, hvilke bitre indre stridigheder, hvilken uendelig hjertekamp kan der ikke opstå af det! – Men dette er endnu kun en menneskelig fristelse. Langt sværere fristelser kan endnu komme. Som fx når Djævelen samtidig stiller en anden person frem for den ene ægtefælle, som skal være uendelig meget mere elskværdig, og indgyder en sådan kærlighed til denne, at den er egnet til at slukke kærligheden til ægtefællen. Ud over naturens gamle art, der altid bliver led ved det, man har, og begærer noget andet, er nu Djævelen selv virksom og hælder idel olie på den fremmede ild, mens han hele tiden kaster isvand over kærligheden til ægtefællen og maler alt sort dér. Det er en ægte djævelsk anfægtelse. Hos en anden indgyder han blot uendelige mistanker mod ægtefællens kærlighed, enten med en vis anledning eller helt uden nogen; for Djævelen er det sidste lige så let, og i fristelsens tider bliver synet så forvrænget, at man kunne sværge på, at det, man ser, er sandt. Tænk, når noget sådant sker mellem ægtefæller med et ømt, kristent sind, hvor selv det mindste ord bliver revset af Ordet og Ånden, og Djævelen så føjer sine glødende pile til – hvilke helvedes anfægtelser, hvilken ubeskrivelig hjertenød opstår der ikke her! – Det vidste den gamle lærer, som siger: «En kristen, som har meget af styrke og mod og ikke ved, hvad hjertenød, anfægtelse og svaghed vil sige, skal blot gå ind i ægteskabet, så skal han nok lære det.»

Hvis mange uerfarne mennesker vidste dette, ville de sandelig ikke så letsindigt og egenrådigt ønske sig noget bestemt i dette spørgsmål, men med mere sandhed og alvor, end det er almindeligt, råbe til deres livs Gud: «Fader, jeg vil intet, jeg vil intet; vær du mig blot nådig og giv mig netop det, du finder for godt!» Men mange, der bruger de ord i dette spørgsmål, hykler og lyver sådan for deres hjerte, idet de alligevel bliver ved med at nære deres egne ønsker, så Gud også derfor må straffe dem. De mange ulykkelige ægteskaber, den uhyre lidelse, man især får at se i ægteskabet – og det en lidelse for livstid, skønt intet menneske tænkte på noget sådant, da det trådte ind i det – alt dette burde dog lære dig at besinde dig på, at vi her må ære Herren; at dette vigtige spørgsmål for livet må få lov at være i Guds hånd; at hvis Gud har bestemt dig til ægteskabet, så kommer du også ind i det, selv om du aldrig har tænkt på det; at hvis Gud ikke har bestemt dig til ægteskabet, men har givet dig et andet, ubemærket kald, så er intet bedre for dig; og videre, at hvis Herren Gud har givet dig en ægtefælle, så er det lykkeligt, hvordan det end ser ud for dig; men hvis ikke han, men du skal vælge, så må det altid blive ulykkeligt eller i det mindste til tugt. Her kræves det, at man virkelig tror på Guds nærvær og omsorg. Tror du virkelig, at der er en Gud, som også regerer her nede på jorden og kan gøre alt, hvad han vil? Det afhænger din fred og din visdom i livet af. Løft dine øjne og se dig omkring! Hvem har skabt stjernerne? Hvem har skabt dig og alle mennesker? Hvem har skabt disse træer og dyr? Hvem passer alle fuglene og giver dem deres føde? Tror du ikke, hvad Kristus sagde om det i Matt 6,26–34, så tro heller ikke et eneste ord fra hans mund. Så sandt som Kristus er Gud og den evige sandhed, så sandt er det også, at Herren Gud så nært og nøje sørger for hvert væsen på jorden, at ikke engang en fugl falder til jorden uden hans vilje, at han «har talt alle vore hovedhår» og «skrevet alle vore dage op i sin bog, før én af dem var kommet». Men hvis han sørger sådan for vore mindste anliggender, skulle han så ikke have sørget for noget så vigtigt som hele din vej gennem livet? Særligt om dette lærer Skriften ikke blot, at Gud selv skabte Eva for Adam og førte hende hen til ham, men også at «hus og gods arver man fra fædrene, men en forstandig hustru er en gave fra Herren». Du siger: «Selvfølgelig tror jeg på Guds omsorg, men det går mig så og så dårligt.» Det hedder ikke at tro på Guds omsorg. Troede du rigtigt på den, så ville du ikke nære nogen klage og «ikke have nogen bekymring», men med fuld overbevisning sige: «Min milde og mægtige Fader sørger for alt, hvad der angår mig» – og så ville du som et uskyldigt barn blot gøre dit kalds arbejde dag for dag og vide, at du ganske sikkert skal få det, Gud har bestemt dig, så sandt som Kristus ikke lyver, han, som har sagt: På jer er endog alle hovedhårene talt.

En ældre kristen har sagt: «Hvis fornuften og den frie vilje hjælper i rent verdslige gøremål, som at bygge huse, plante og pløje, så ved jeg derimod to vigtige værker på jorden, hvor de intet formår, nemlig den nye fødsel og et lykkeligt ægteskab.» Ja, sandelig, ved disse værker bliver fornuften og den frie vilje til skamme. For her bliver det stakkels menneske kastet af vældige storme som en spån på vandet. Her bliver øjet og fornuften blinde – ikke blot sådan, som man siger om kærligheden, at den er «blind og falder lige så let på frøen som på purpurkappen», men også ved, at selv om jeg har den sundeste besindighed, når jeg vælger ægtefælle, så ser jeg jo ikke, hvad der i morgen kan ske med hende – en engel kan forvandles til en djævel, en Jesu discipel til en Judas, helbredet kan forvandles til vedvarende sygdom, den klare forstand til vanvid. Og her er et punkt, som dog burde have magt til at standse mange urolige og selvvirksomme sind og kaste dem i stille bøn ned for den mægtige Faders fødder, nemlig dette: Hvis du ikke ydmygt vil se hen til hans hænder efter alt, især efter en gave for livet, så gå bare og gør, hvad du har lyst til; men vid, at Gud på tusind måder kan finde dig og gøre dit påtænkte paradis til et helvede. Hvis du derimod er oprigtig i dette, så du blot venter på din himmelske Faders vilje, så skal han på den mildeste måde sørge for dig og kun sende dig det, der er bedst. Men så kan det godt ske, at han vil prøve din tro og hengivelse sådan, at dit gamle menneske vil undre sig over, om han ikke helt har glemt dig, når han fx lader alt uophørligt gå imod dit naturlige hjertes ønsker. Men en dag, efter en mørk nat i angst, vil han åbenbare dig sin visdoms og trofastheds tanker og sige til dig: «Med denne vej med prøvelser har jeg blot villet spare dig for en meget sværere vej gennem livet. Og lider du med min nåde, så har du en rig høst af det (Hebr 12,11; 2 Kor 4,17); jeg tæller dine tårer og samler dem i min lædersæk og tænker på det gode, jeg vil gøre dig.» Ja, sandelig, til sidst skal du se, at det bitreste, du har haft at klage over, har været en så særlig nåde og trofasthed fra Guds side mod dig, at du i tid og evighed ikke kan prise den nok.

Se, dette var nu det første og vigtigste for et lykkeligt ægteskab, nemlig at man kun ser hen til sin himmelske Fader og beder om hans nådige ledelse. Men allerede dette forudsætter et kristent sind og en oprigtig agtpågivenhed på hele Guds ord. Og dette er i sandhed det væsentligste for lykkeligt at kunne komme igennem alle de prøvelser og fristelser, som hører ægtestanden til. Som allerede antydet fører denne stand særlige fristelser med sig; men en levende kristen har også adgang til uendelige kræfter, nemlig selve «Guds styrkes kraft». Det, som ellers er umuligt for den blotte natur at overvinde, har en kristen til det først Gud selv og dernæst alle nådens kræfter og midler at ty til. Læg mærke til det: Ægteskabet mellem to levende kristne har hele Guds nåderige til hjælp til at opretholde det, med alle dette riges kraftmidler: Ordet, bønnen, sakramentet, Helligåndens trøst og den Almægtiges kraft. I ægteskabet skal man få at mærke, at «gudsfrygten er gavnlig til alt og har løfte om dette liv og om det kommende». Og hermed har vi nu nævnt den store hovedbetingelse for en vedvarende lykke i ægteskabet, nemlig en sand og levende gudsfrygt, et guddommeligt liv i hjertet, som ikke kan leve uden Kristus og den daglige næring ved nådestolen. Så bliver alt lægt, så bliver hele livet helliget, så må alt rettes efter Guds ord, og selv det onde og sørgelige må tjene til vores bedste.

Til denne sande gudsfrygt må først og fremmest høre, at Gud, Guds ord, Guds vilje og velbehag står for sjælen som den højeste, kæreste og afgørende rettesnor. Men hvilket væsentligt middel mod alle Djævelens og kødets fristelser i ægteskabet er det ikke, at jeg ser hen til Herren Gud, ser min ægtefælle i lyset af Guds ord og vilje og siger: Denne ægtefælle har Herren Gud givet mig; af alle mennesker på jorden har Herren Gud udskilt denne til mig; og det, Gud selv har givet mig, er netop derfor det allerdyrebareste! Om kraften i dette middel mod fristelsen har Luther talt på følgende måde: «Den vigtigste årsag til utroskab i ægteskabet er, at man ikke ser hen til Guds ord, når det gælder ens ægtefælle, og ikke betænker, at Gud har givet en vedkommende, men i stedet spærrer øjnene op, når man ser en anden; så følger hjertet snart efter øjnene, så at også den lyst og begær, som man kun skulle have til sin ægtefælle, kommer til. Desuden er kød og blod altid fuldt af nysgerrighed, så det snart bliver ked af og ikke bryder sig om det, det har, men hele tiden gaber efter noget andet; så puster Djævelen til ilden, så man hos sin ægtefælle ikke ser andet end det, der er skrøbeligt, og taber det af syne, som er godt og prisværdigt. Deraf kommer det så, at hver kvinde er smukkere og bedre i ens øjne end ens egen; ja, mangen en, der har en virkelig smuk og from kvinde, lader sig blinde sådan, at han bliver utilfreds med hende og hænger sig ved et uhyggeligt, skændigt trold».

«Derfor ville det være den rette kunst og det stærkeste værn derimod, at enhver ret lærte at se på sin ægtefælle efter Guds ord (som er den dyreste skat og smukkeste prydelse, man kan finde hos en mand eller en kvinde) og spejlede sig deri; så ville han nok elske og agte sin ægtefælle som en kostbar klenodie, og når han så en anden kvinde (selv om hun var smukkere end hans egen), tænke sådan: Selv om hun var den allersmukkeste på jorden, så har jeg dog derhjemme en langt smukkere prydelse i min hustru, som Gud har givet mig og med sit ord har prydet frem for alle andre, selv om hun af legeme var mindre smuk eller ellers skrøbelig. For ser jeg på alle kvinder i verden, så finder jeg ingen, om hvem jeg kan sige, sådan som jeg med glad samvittighed kan om min egen: Hende har Gud selv skænket mig, og jeg ved, at det af hjertet behager ham og alle englene, at jeg holder mig til hende i kærlighed og troskab. Hvorfor skulle jeg så foragte denne dyrebare, guddommelige gave og hænge mig ved en anden, hos hvem jeg ikke finder denne skat og prydelse?»

Åh, hvilken dyrebar kunst ville det ikke være sådan at se sin ægtefælle i glansen af den guddommelige majestæts vilje og velbehag, at se hende som en gave og skænk fra den himmelske Fader! For et hjerte, der elsker Gud, kan der ikke gives noget stærkere middel til at vække og nære den rette kærlighed og agtelse for ens ægtefælle. Og på denne kærlighed, gensidige agtelse og tillid beror lykken i ægteskabet; bevares blot kærligheden, så er alt lyst og let, så er der gensidig hjælp og trøst, hjemlig hygge, troskab og velsignelse; for kærligheden skjuler da al overtrædelse og mangel; går kærligheden derimod tabt, så er alt straks ondt i ægteskabet: pine, ufred, kiv, mistrivsel, helvede og forbandelse. *) Derfor må vi have særlig omsorg for at bevare kærligheden. Ud over de nævnte hovedmidler, nemlig et åndeligt liv, som hele tiden må næres ved nådens kilde, hvorfra alt godt flyder, og dernæst at se sin ægtefælle som Guds gave og skænk, er der også nogle særlige ting at iagttage, som har ganske betydelig vægt. Til dem hører især, at enhver giver agt på sine pligter over for ægtefællen, men derimod overser manglerne hos ham. Det er umuligt at bevare kærlighed og lykke, hvis ikke ægtefællerne, som man siger, «rykker sammen», dvs. søger at rette sig efter hinanden og så vidt muligt søger at være til glæde for hinanden. Det er ganske vist sandt, at Gud fra begyndelsen har stadfæstet den ordning, at «kvindens vilje skal være underlagt hendes mand, og han skal være hendes herre» (1 Mos 3,16); *) men så er det også lige så alvorligt pålagt manden at bruge sit herredømme med forstand og mådehold: «I mænd skal leve med forstand sammen med det kvindelige kar som det svagere og vise dem ære» – «Elsk jeres hustruer og vær ikke bitre mod dem» (1 Pet 3,7; Kol 3,19). Intet er mere ulykkeligt i ægteskabet, end at hver især kun ser på sine rettigheder og ikke på sine pligter. Når hustruen, af bevidst eller ubevidst foragt for mandens herredømme og Guds fastsatte ordning, ikke spørger efter, hvad manden ønsker og synes, men kun efter sit eget og mener sig berettiget til at tale eller handle, som hun har lyst – hvilken ulykkelig kilde til kiv, trætte, uorden og alt ondt! Ganske vist bliver det ofte meget svært for naturen efter Herrens ord at «underordne sig sin mand i alt» (Ef 5,24), især hvis manden ikke bruger sin magt med kærlighed, fornuft og mildhed, men er hård og ugudelig; men denne omstændighed løser dog ikke hustruen fra pligten til at underordne sig, sådan som Peter tydeligt giver til kende, når han siger: «Hustruerne skal underordne sig deres mænd, for at også de, som ikke tror ordet, kan blive vundet uden ord ved hustruernes vandel» osv. Disse mænd, som «ikke troede ordet», var egentlige hedninger. Skulle nu den kristne hustru således underordne sig den hedenske mand – hvilken hustru kunne så have en sådan mand, at hun ikke skyldte ham at underordne sig? Hun skal blot se til, at hendes lydighed mod manden ikke bliver en ulydighed mod Gud, som kirkefaderen Gregor siger: «Hustruen skal sådan være sin mand til behag, at hun ikke bliver sin Skaber til mishag». Men når man undtager dette tilfælde, gælder det i øvrigt altid, at «manden er hustruens hoved», og at hun skal underordne sig ham «i alt». Og i denne ene pligt kan alle hendes pligter over for manden rummes; for når hun blot underordner sig og er villig til i alt at gøre sin mand tilpas, så får hun siden fra ham at vide, hvad han sætter mest pris på. Vi siger igen: Dette er knusende for mange mere selvstændige naturer; men det er dog Herrens ordning, som Apostlen forklarer med, at «kvinden blev skabt for mandens skyld og ikke manden for kvindens skyld» (1 Kor 11,9); sådan som Gud sagde: «Jeg vil gøre ham en hjælp, sådan som passer ham» (1 Mos 2,18). – Men når dette er hustruens kald, hvilke forpligtelser påhviler så ikke manden, og hvor uværdig burde enhver mand ikke føle sig til i Den Hellige Skrift at blive kaldt «hustruens hoved, ligesom Kristus er menighedens hoved»! Hvis enhver tænkte dybere over sine pligter, ville han snart komme i den sunde sindsstemning at være streng kun mod sig selv og mildt overbærende med sin næste. Og hvor godt ville det så ikke gå til i mangt et hjem, hvis begge ægtefæller blot søgte hver på sin plads at kappes i to ting: for det første i at gøre alt, hvad der kunne glæde ægtefællen og øge kærligheden; og for det andet i at bære over med alt hos ægtefællen, som kunne være egnet til at såre og forstyrre kærligheden! Med disse to punkter vil vi slutte. Når det står svagt til med kærligheden, så gør alt, hvad der kan tjene til at give den liv og øge den hos dig selv og din ægtefælle. Glem da aldrig, at kærligheden er en gave fra Gud; bed derfor Gud inderligt om den, og bed i den hensigt også om en højere grad af ydmyghed; så kan det nå dertil, at du regner dig selv for helt uværdig til en sådan ægtefælle som den, Gud har givet dig. Gør dig dernæst umage for, så ofte du kan, at glæde din ægtefælle og derimod undgå det, der kan såre kærligheden og tilliden; undgå for eksempel alle bitre ord, men især sådanne, som rammer ægtefællens hele værd; for sådanne ord er den mest dræbende gift for kærligheden. Vi sagde: Søg ofte at glæde din ægtefælle. Ak, hvis mangen en mand og hustru vidste, hvilken fejlregning det er for deres jordiske lykke, når de flittigt passer arbejdet eller huset og plejer husdyrene, men sjældent skænker deres ægtefælle nogen opmærksomhed! Derfor, hvis du kender noget, som plejer at behage og glæde din ægtefælle, og som ikke er noget ondt og syndigt, så giv ham ofte den glæde og trivsel. Mangen en hustru, som nu ser sin mand mistrives i hjemmet, ville oftere nyde hans glade selskab, hvis hun søgte lidt mere at skabe trivsel for ham i huset. Dertil kan ofte blot et glad ansigt og venlige ord tjene; mens derimod den bedste ret er spoleret, hvis den blot mangler det ene krydderi: et glad og venligt ansigt. Sæt dig ind i ægtefællens følelser og bekymringer, og søg, så meget du kan, at lindre, trøste og hjælpe ham. Bare sådanne små opmærksomheder er ofte som oliedråber på den svage ild. Og den, som ikke vil iagttage noget sådant, må selv bære skylden for, at han har en kold, død, sorgbunden ægtefælle og et dystert, glædesløst hjem.

*) Åh, hvis alle de, der har i sinde at indgå ægteskab, betænkte, at lykken i det beror på kærligheden, så ville de ikke behandle det spørgsmål så forretningsmæssigt og se på mange ydre ting, rigdom, stand, ydre skønhed og flere forgængelige ting, men i stedet se på den rette kærlighed og dens mere varige grundlag! Om dens åndelige grundlag har vi nu talt; men her nogle ord om den rette ægtekærlighed. Den må nødvendigvis have sin grund i menneskets indre væsen for at bestå. Den rette ægtekærlighed består i noget, som vi ville kalde en indre ægteskabelig tiltrækning, det vil sige et vist noget, som uvilkårligt drager det ene menneske til det andet og indgiver, ofte ved første møde, en særlig tillid, som snart går over i en gensidig fortrolighed, for hvilken der tydeligvis ligger en grund, lagt af Skaberens hånd, i begges hjerter. Det bliver en så bestemt kærlighed til selve personen, med hvis hele væsen, i hvert fald det indre, dens forstand, hjerte og tankegang, man inderligt smelter sammen, at man ikke føler sådan for noget andet menneske. Også herom har Luther talt og siger: «Den sande ægtekærlighed er en brændende ild og søger intet andet end selve personen og siger: Jeg vil ikke have dit, men dig; jeg spørger hverken efter sølv eller guld, men jeg vil have dig selv, dig helt og holdent eller slet intet». En sådan kærlighed mener også Herren, når han kalder en ægtehustru «dine øjnes lyst» (Ez 24,16). Denne sande ægtekærlighed kan, som et blot naturens værk, også, som dr. Spener bemærker, finde sted mellem ægtefæller, der blot er naturlige mennesker; men taler vi om levende kristne, så forstår vi ikke andet, end at der til den nævnte sammensmeltning i det indre, i sind og tankegang, også må høre den lighed, at den samme Ånd bor i dem; for «hvilken enighed er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvordan kan Guds tempel stå sammen med afguder?» (2 Kor 6). Vi forstår derfor ikke, hvordan det går til, at man med forskellig ånd i hjertet kan opleve den indre sammensmeltning, som er en så væsentlig betingelse for et sandt kristent ægteskab. Dog herom har vi talt mere i 9. årgang ved forklaringen af «Hustavlen», 1. note. – Men i dette spørgsmål sker der meget, som vi ikke rigtig kan forstå. Og det ser vi alligevel med vores øjne, at selv når ikke alt går rigtigt til, tager Gud alligevel ikke al sin nåde fra sine børn, men kan efter voldsomme storme lede selv det onde til en god udgang. For dem, der elsker Gud og råber til ham i deres nød, må alt virke sammen til det bedste. Også i Babel var Gud med sit folk og gjorde vel imod dem; for «han vredes ikke evindelig». Også da de imod hans vilje begærede og fik konger, tog han ikke sin hånd fra dem. Se også Sl 107,10–20. Men våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse.

Men kærligheden må også være gensidig. Det ligger i sagens natur og er det sidste afgørende tegn på den kærlighed, der var indgivet af Gud; det vil sige: Selv om du har nok så rigtig en kærlighed til et menneske i dit hjerte, men den elskede ikke har en tilsvarende kærlighed til dig, så har du deri beviset for, at din kærlighed ikke havde nogen højere betydning, men kun var en prøvelse for dit hjerte. Sådanne tilfælde er jo utallige.

*) Den gamle oversættelse.

Men endelig, når nu alle mulige større og mindre hjælpemidler alligevel aldrig kan tilintetgøre alt ondt, alle fristelser og vanskeligheder, så står der endnu én ting tilbage, som for dette liv altid bliver det sidste og mest nødvendige: Den hedder overbærenhed og tålmodighed. Mange ødelægger lykken i deres ægteskab ved, at de vil se alt være fuldkomment godt og rigtigt, ellers anser de alt for ødelagt og ulykkeligt. Det er en fordærvelig dårskab. Det er umuligt at få noget fuldkomment på denne jord, allermindst i ægteskabet, hvor to faldne og fordærvede væsener er forenet, og hvor Djævelen altså har dobbelt plads for sine fristelser. Derfor er det en stor og dyrebar visdom at lade sig nøje, selv om det kun går nogenlunde godt, og Djævelen ikke helt kan ødelægge os. Også herom siger Luther: «Det er ikke muligt på denne jord, at det skulle gå af uden mange slags mangler, stød og ubehageligheder, som må forekomme i hvert hus; og der er ingen stand på jorden, hvor man ikke må lide meget, som gør en ondt, både fra de nærmeste, som hustru, børn, tjenestefolk, og udefra fra naboer og alle slags tilfældige modgange og ulykker. De, der så ikke vil bære over med noget i tålmodighed, men vil have alt fuldkomment og udsøgt og ophæver den artikel, som hedder altid at tilgive, de får til løn et uroligt og utålmodigt hjerte og har netop i dette deres eget utålmodige sind lutter skærsilde og helvedespinsler, så de ikke behøver nogen djævel». Det vigtigste middel er derfor, at enhver lærer at bære over i tålmodighed, også selv om det var en meget forargelig fejl hos ægtefællen; hold ham det til gode, og forlig dig med den tanke, at du altid skal bære den byrde; for vi kristne er jo dog kaldet til at «bære hinandens byrder», «vaske hinandens fødder» – og vaske, ikke de rene fødder, men netop dem, der har noget urent på sig. Apostlen siger, at «mændene skal elske deres hustruer som deres egne kroppe»; og hustruen er givet manden netop «til en hjælp», altså for at hun skal bære og lette hans byrder. Hvis han ingen byrde, mangel og skrøbelighed har, så har du ingen hjælp at yde ham; for dit kald var netop at være ham «til hjælp». Læg nu mærke til: Vi skal elske vores ægtefæller som vores egne kroppe. Og med vores egne kroppe går det sådan, at de ofte lider af mangler og sygdomme, bylder, udslæt og smerter; men så er vi meget overbærende og ømme over for dem, så vi blot desto mere passer den syge del, med vask, salvning, forbinding og at bære den; skulle du så ikke også gøre på samme måde med din ægtefælle, som også er din krop og givet dig af Gud, for at du skal elske og tjene ham som din egen krop? Derfor er vores rette hovedartikel intet andet end lutter syndernes forladelse – forladelse for os selv fra Gud og tilgivelse indbyrdes over for hinanden. Det er den eneste vej til fred og salighed for dette og det kommende liv. Ja, «dette er summen af det hele», siger Luther igen, «at ligesom Kristus uden ophør bærer og tilgiver alle mangler hos os, sådan skal også vi indbyrdes bære og tilgive i alle stande og sager. Og den, der ikke vil vide af dette, ham give Gud, at han aldrig må få nogen ro på denne jord, men af et enkelt onde (næstens mangler) gøre sig et dobbelt, ja, et tidobbelt». Dette er altså et punkt, der ikke lader sig foragte; du må nødvendigvis gøre efter det og øve den stadige tilgivelse, eller også: gå, hav lykke og fred, hvis du kan! Nej, du skal så ingen ro have på jorden. Gud, den almægtige og trofaste, være alle mennesker nådig! Amen.