En falden og bedrøvet kristens trøst og oprejsning

(Første årgang, 1842)

Al synd er forfærdelig, når samvittigheden vågner, men aldrig mere forfærdelig, end når en benådet og oplyst kristen er faldet, så det må lyde i hans indre: Sådan har du syndet, du, som dog vidste bedre, som havde Åndens lys; du, som havde fået tilgivelse for alle dine synder, som var renset, benådet og optaget som Guds barn; ve dig! Du havde smagt Herrens godhed, var udvalgt ud af verden til at stå i hans pagt, og har alligevel syndet sådan! Især hvis der i den begåede synd synes at ligge egentlig troløshed og fornægtelse, så det lyder: Jeg var jo advaret i forvejen, jeg mærkede Åndens advarsler, men gjorde det alligevel; nu skal jeg måske erfare, hvad der ligger i de forfærdelige ord: «Hvis vi synder med vilje, efter at vi har fået sandhedens kundskab, så er der ikke længere noget offer tilbage for synder, men en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne» (Hebr 10,26–27). – Især når den faldne synes, at sådanne ord passer på ham, hvordan skal han så trøstes og rejses op? Man kan nok give en forklaring på sådanne ord og bevise, at disse og andre lignende steder alene og udelukkende handler om synden mod Helligånden, som aldrig kan tilgives (Matt 12,31–35), og som også omtales i samme brevs 6. kapitel, v. 4–6, og man kan ud fra dette sted vise, at den synd i en tid, hvor Jesus ikke vandrer synligt iblandt os, kun kan begås af en helt omvendt kristen – for ingen anden kan i den tid, vi lever i, så tydeligt se og skelne, så vidende (1 Tim 1,13) og forsætligt spotte Åndens værk som de, der omgav den synlige Gud, Jesus *) – kun af en omvendt kristen, nemlig når han falder fra, ikke blot falder i synd, men falder fra så dybt, at han spotter og håner den kendte sandhed, Helligåndens værk, og således for sit eget vedkommende på ny korsfæster Guds Søn. Det ligger også i det anførte ord, hvor det hedder: «som skal fortære modstanderne».

*) Der står derfor også udtrykkeligt: Dem, som én gang er blevet oplyst – og er blevet delagtige i Helligånden osv. Hebr 6,4–5. – Tænk også på 1 Tim 1,13.

Man kan nok give sådanne forklaringer, og de er bestemt sande og rigtige, men den faldne, urolige sjæl bærer dog som regel i sit stormfulde indre en ængstelig uvished, en fremmedhed over for sin Frelser, en nedslået ånd, som uophørligt spørger: Å, gid jeg vidste, hvad Herren selv siger om mig, han, som jeg har syndet imod, han, som jeg skal træde frem for på den yderste dag! Å, gid jeg sikkert vidste, at min synd var taget fra mig og helt tilgivet! Se, hvad kunne være bedre for en sådan sjæl, end om den fik se og betragte et tydeligt eksempel på en synder, som har været i samme situation som den, og hvordan Herren Kristus handlede og talte med en sådan? For Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid; så hvis jeg har samme nød, samme synder, samme bøn, som en anden har haft før, så skal jeg jo helt sikkert få samme svar.

Et sådant eksempel vil vi nu fremdrage her, nemlig det, evangelisterne fortæller om Kristus og hans disciple den sidste aften før hans død og om morgenen på hans opstandelsesdag – ikke alt, hvad der skete i disse vigtige timer, men kun disciplenes fald og synder, og hvordan Jesus forholdt sig til dem – denne mageløse og underfulde tilgivelse, hvor han ikke viser det mindste tegn på unåde, men tværtimod lader det være sin første og største omsorg, så snart han var opstået, at trøste dem og med kvinderne sende dem den venlige, liflige og herlige broderhilsen: Gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, og til min Gud og jeres Gud (Joh 20,17).

Dette er nu vores tekst. Men for at kunne se højden og dybden af den Kristi kærlighed, som her åbenbarer sig, er det nødvendigt først at betragte dybden af disciplenes fald. Det første, vi bør besinde os på, er, at jo større nåde en har erfaret, desto mere uværdigt og strafværdigt er det, hvis han synder, som vi allerede har set. Hvis det havde været uvidende hedninger eller nogle, som ikke havde erfaret noget godt fra Kristus, så havde deres forseelser været mindre alvorlige; men lad os tænke på, hvad de havde erfaret. For det første var de ved Kristus benådede Guds børn, som han havde tilgivet alle deres synder og taget til sine venner og medarvinger til det himmelske rige. For det andet var de også Kristi særligt udvalgte og nærmeste disciple, som nu i tre bemærkelsesværdige år havde vandret med ham, spist og drukket med ham, våget og hvilet med ham, havde set hans herlighed som den enbårne Søns herlighed, set hans prægtige undergerninger og hørt himlens visdom fra hans egen mund og hans tunges mageløse veltalenhed osv. Ja, hvad havde de ikke erfaret alene den samme aften, da de syndede så grueligt! Først havde de spist det sidste påskelam med ham, hvor han helt sikkert ud af sit bevægede og kærlige hjerte talte mange højtidelige ord til dem, som vi kan se af de ord, der er skrevet op: «Jeg har inderligt længtes efter at spise dette påskelam med jer, før jeg lider. For jeg siger jer, at jeg ikke mere skal spise af det, før det bliver fuldendt i Guds rige». – For det andet fik de være de første i verden, som spiste Det Nye Testamentes påskelam, da de i Herrens nadver, som nu blev indstiftet, spiste Guds sande Lam, som virkelig har båret verdens synder bort. – Derpå fulgte for det tredje den underfulde fodvaskning, hvor den store Herre bøjede sig ned for sine stakkels disciples fødder og vaskede dem med sine rene og hellige hænder. Endelig gik de ud med Mesteren til Getsemane have, hvor Peter, Jakob og Johannes fik være vidner til den hårde kamp, hvor hans sved blev som blod. Alt dette er dog kun det ydre og synlige af det, de havde erfaret. Hvem kan fortælle alt, hvad deres hjerter imens fik modtage fra deres guddommelige Mester? Men vi vil nu se, hvordan de trods al denne nåde opførte sig over for ham netop denne sidste, uforglemmelige aften. Da de gik ud fra det rum, hvor de havde spist påskelammet, modtaget nadveren og fodvaskningen med alt det forunderlige, som skete ved det, skulle vi vel forestille os, at deres sind var så fyldt af hellige og højtidelige ting, at de ikke ville tænke på noget andet. Men det, Herren med den underfulde fodvaskning særligt havde lagt dem på hjerte, var, som han selv forklarede, at de skulle ydmyge sig for hinanden og skulle agte den anden højere end sig selv. Når vi tænker på alle disse omstændigheder, er det jo ganske forfærdeligt og forunderligt, hvad vi læser i Luk 22,24, at der på denne vej og i denne stund «også opstod strid mellem dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største», hvortil Kristus kun giver dem den mildeste og blideste irettesættelse (v. 25–30). Men videre: De kom til Getsemane, og dér, i den mørke, uhyggelige nat, begynder deres Herre at forfærdes, bedrøves og ængstes, at klage og bede, bedrøvet til døden, og – «da kunne de ikke våge en eneste time med ham», selv om han bad dem om det (Matt 26,40–41). Endelig, da den udsendte skare begyndte at gribe deres velsignede Herre og lægge bånd på hans hellige legeme, «da tog de anstød af ham», «da forlod de ham og flygtede», da opfyldtes det, Jesus havde forudsagt: «I denne nat skal I alle tage anstød af mig». Og Peter, som havde forsikret, at han aldrig ville tage anstød, selv om alle de andre gjorde det, han blev den, som faldt dybest, idet han tre forskellige gange fornægtede sin Herre, og det med åbenlys løgn og eder. Å, det er forfærdeligt og underligt, at så benådede mænd kunne falde så jammerligt! Og alligevel må vi kalde det kun svaghed og udbrud af den syndige natur, som hænger ved, ikke forsætlig troløshed; for hvor oprigtigt sindede var de ikke over for deres Herre under alt dette! Derfor sagde Jesus også til dem: «Ånden er villig, men kødet er svagt». Og om Peter hedder det: «Han gik ud og græd bitterligt».

Men videre: Så snart de havde syndet mod Herren, blev han taget fra dem, dræbt og begravet, så de før hans død ikke engang fik vist ham det mindste tegn på anger og omvendelse. Å, hvor må deres stakkels hjerter ikke her have villet briste af uendelig bitter smerte, anger, selvbebrejdelse og sorg! For her er der noget at lægge mærke til, som kun de rigtig kan forstå, som har haft en kærlig far eller mor eller ven, der er gået bort ved døden, nemlig at fejl, man har begået mod en sådan, aldrig bliver så uendeligt bitre, som når han ikke længere er at træffe i denne tid, når det ikke længere er muligt at vise ham sin anger og bede om tilgivelse. Man ville da ønske at få den bortgangne tilbage blot en time, blot nogle øjeblikke. Men nej! Det skulle også de stakkels disciple erfare. Deres Herre var død og begravet, og gravstenen forseglet; de fik ikke engang lov at besøge hans lig. Og at han skulle opstå, det kunne de ikke tro og forstå, for han var jo død! Nu lukkede de sig også inde af frygt for jøderne og sørgede dér sammen. I den tilstand tilbragte de den lange fredag og den for dem lige så lange lørdag. Men derpå fulgte en dag, hvis lys og salighed de aldrig havde ventet. Jesus var opstået og var så nådig, så mild, så lifligt god, at skønt han havde de store rigsanliggender på hjerte, hele verdens forsoning med al verdens Gud, var det dog nu hans første omsorg at sende de stakkels bedrøvede disciple en trøstende hilsen. Dog – hans store værk var fuldbragt, Gud var forsonet, «overtrædelsen var standset, skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem» (Dan 9,24). «Han var blevet givet hen for vore synders skyld og oprejst for vor retfærdiggørelses skyld» (Rom 4,25). Dette var nu fuldbragt, og det ville han nu skyndsomt kundgøre, sådan som de plejer, der er glade for at have udført et svært, men kostbart hverv. Han kunne altså ikke tænke på deres synder, for al synd var udslettet og en fuldgyldig retfærdighed vundet for alle; enhver, som troede, var et Guds barn; Gud var dem alles forsonede Fader, Kristus deres broder. Derfor var hans første ord nu gennem kvinderne til de faldne, bedrøvede disciple: Gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, og til min Gud og jeres Gud. *)

*) Her følger nu til forklaring af det sidst anførte ord et uddrag af Luthers herlige prædiken om Kristi broderskab, den sidste på påskedag i hans evangeliepostil.