Nogle ord om barnedåben

Svar på et brev fra nogle venner i provinsen

(Femte årgang, 1846)

– – – I spørger, hvad man skal mene om de gendøberske meninger, som nu også er begyndt at dukke op blandt jer; og I undrer jer over det nye fænomen. Ja, se! Sagde jeg jer ikke, at når båden først er blevet løsgjort, så ved man aldrig, hvor den standser? Med én vind føres den ud på fjorden; snart kommer en anden vind, som fører den i den modsatte retning; snart igen en tredje – man ved ikke, hvor den standser. Undr jer ikke. Alt kød er hø. Og Luther har sagt nogle ord om årsagen til, at «den ene foretager sig det, en anden noget andet med evangeliet» – han mener: en åndelig indbildskhed om sig selv, mangel på frygtens ånd. Hans egne tankevækkende ord kan læses i Ev.-Post. nr. 22, § 13.

Men I spørger: «Hvad skal man gøre? Hvad skal man sige? De synes at have ganske gode grunde i Skriften. De siger: Det er ikke befalet at døbe børn; der står: Lær og døb – undervisningen skal gå forud; de siger: Når barnet modtager dåben i bevidstløs tilstand, har det ingen nytte af den; de siger: Barnedåben er grunden til al sikkerhed; enhver mener at være kristen, fordi han er døbt» osv. I spørger, hvad man bør mene og gøre i den anledning. Svar: For det første: Læs og overvej, hvad den store lærefader Luther har sagt imod dette, dels i sine postiller, dels i vores bekendelsesskrifter. Læg mærke til heraf, at spørgsmålet ikke er så enkelt, så let afgjort – at man har lige så megen og endnu mere støtte for barnedåben. Det kan I også ane af, at barnedåben begyndte allerede i kirkens første århundrede og blev almindelig i det andet – altså midt under martyrernes ildprøve, kirkens friskeste tid, da Guds rige ikke bestod i ord, men i kraft. Barnedåben var ingen statskirkeordning og blev ikke indført af Konstantin, men var mere end hundrede år forinden skik i Kristi lille, undertrykte menighed, ligesom den vel også altid vil forblive det indtil dagenes ende. Derfor, for det andet: Bliv blot stille, til vinden har lagt sig. Det skadelige ligger netop i, at man laver postyr om sagen. Med gendøbernes lære i vore dage er det ellers ikke så farligt; de er ofte selv et alvorligt og fromt folk; men det farlige ligger netop i, at de, samtidig med at de som regel anerkender, at også vi, som er blevet døbt som børn, er lige så frelste som de, når vi nu tror på Kristus, alligevel foruroliger og forvirrer enfoldige sjæle med spørgsmålet om dåben – river altså spæde nådebørn bort fra Frelserens bryst, hvor de allerede havde al salighed i ham alene – river dem bort fra denne enfoldighed i Kristus og ind i århundredgamle stridsspørgsmål, som selv for skarpsindige reformatorer altid har bevaret nogle tvetydigheder.

Men hvorfor det? Hvorfor er dette spørgsmål så tvetydigt, at man synes at have Ordet på begge sider? Her kommer jeg netop til den sag, jeg egentlig ville sige. Men læg først endnu bedre mærke til det tvetydige. Når baptisterne siger: «Der står først: ’lær’, derefter: ’døb’ – først: ’tro’, derefter: ’blive døbt’ (Mark 16,16)», så kan jeg straks bevise, at det er et løst og falsk argument; for det første lå det jo i sagens natur, at da disciplene blev sendt ud, måtte de begynde med at undervise – og ingen kan for alvor tro, at Frelseren med disse ord ville fastslå, at undervisningen altid skal gå forud. Vil man stadig påstå, at ordenes rækkefølge har en sådan betydning, så læs blot Joh 3,5; Ef 5,26; Tit 3,5. Alle disse steder nævnes vandet først og derefter Ordet og Ånden. Altså ser I, at det er en falsk tolkning, når man ud fra ordenes rækkefølge vil bevise, hvad der her skal gå forud. Husk nu det, så I aldrig mere lader jer vildlede af den tolkning. – Når de siger, at barnet er uden bevidsthed og derfor ikke kan have gavn af dåben, så er svaret: Stakkels fornuft! Herren siger: Himmeriget tilhører børnene; og når de er vokset op, så de har brug for Ordets og dåbens trøst, så har de nu lige så meget af deres dåb, som hvis de havde fået den i moden alder. Se nærmere hos Luther om dette. Og hvad bevidstløsheden angår – hvor er din bevidsthed, når du sover? Ved du da af din tro? Men er du ikke alligevel salig, hvis du dør af et slagtilfælde? – Siger de, at barnedåben giver støtte til sikkerheden, så er svaret: Et sikkert menneske kan nok også nævne dåben, ligesom Kristi død, Guds nåde osv., som sin støtte, og dog finder man knap nok en troende kristen, som har trøst i dåben – endnu mindre de sikre, som ikke har brug for trøst. Sikkerheden har sin grund i en sovende samvittighed; og den er ens hos døbte og udøbte. Man ser heller ikke, at det er lettere at vække og omvende de udøbte i Amerika end de døbte hos os. Desuden: Ville man fjerne alt, hvad et sikkert menneske kan bruge, eller rettere foregive, som sin trøst, så måtte man først fjerne evangeliet, læren om Kristi død, om Guds nåde, om gode gerninger osv., for alt sådan kan misbruges til sikkerhed. Altså duer det slet ikke som argument mod barnedåben, at den giver støtte til sikkerheden. Sådan kan baptisternes vigtigste argumenter gendrives. Men man finder også ord i Skriften, som tværtimod bekræfter barnedåben. Kristus siger udtrykkeligt: «Hvis ikke nogen bliver født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige». Du er derfor aldrig tryg ved at lade barnet være udøbt. Siger nogen, at dette ord kun forpligter dem, som kan høre og forstå det, så er svaret: Sådan står der ikke, men der står: «Hvis ikke nogen bliver født af vand» osv. Tag Kristi ord, som de lyder. Selv om der stadig skulle være en vis tvetydighed tilbage i sagen, er det dog altid tryggest at have fulgt Kristi ord i enfoldighed, eftersom det jo i det mindste ikke skader barnet. Hvis jeg har nægtet mit barn dåben, og det dør, så har jeg mindre fred ved det, end hvis jeg i enfoldighed havde givet det dåben. – For det andet: Skulle der fastsættes et tidspunkt for dåben, så måtte det være barnets ottende dag; for hvad siger I til, at det sakramente i Det Gamle Testamente, som svarer til dåben i Det Nye – optagelsens sakramente i Guds pagt – nemlig omskærelsen, var fastsat til den ottende dag (1 Mos 17)? Selv om dette ikke fuldt ud beviser, at dåben netop bør ske på den ottende dag, så findes der dog intet, som lige så stærkt beviser noget imod det. Endelig giver barnedåben også et vældigt våben til at vække og knuse de sikre. Intet kan knuse et vildfarent menneskebarn mere end denne forestilling: Du blev allerede i dit livs morgen taget op i Jesu favn og nådepagt, og alligevel er du gået så langt bort fra din milde Frelser; du er altså en pagtsbryder, en nådeforagter, en, der træder Kristi blod under fode – «hvor er du faldet ned fra himlen, du skønne morgenstjerne!» osv. På denne måde kan der både ud fra Skriften og fornuften siges mere for end imod barnedåben. Det, der er anført her, er kun et kort eksempel på det. Luther har egentlig ført striden, især mod dem, der håner barnedåben som ugyldig og mener, at man bør omdøbes. Om det henviser vi til Luther. Og i det hele taget: Tænk på, at når alle Herrens trofaste, martyrer og reformatorer, som udmærkede sig ved lys, nidkærhed og troskab i Herrens sag, nu gennem så mange århundreder, lige fra kirkens første tider, har været enige om barnedåben – så beviser det sikkert, at de har fundet grund for den. Vil nu nogen sætte sin lille forstand og sit lille lys i Ordet op imod alle disses, så er det sikkert snarere et barnagtigt overmod; for siger du, at du må følge Ordet, så har også Luther og alle Herrens trofaste, som forsvarer barnedåben, villet følge Ordet og også haft en vis troskab mod Herren, en vis nidkærhed og et vist lys. Men alene det, at der har kunnet opstå strid om dette mellem troende og oplyste kristne, beviser, at der er en vis tvetydighed i spørgsmålet.

Nu, hvad beviser denne tvetydighed? Her er nu det punkt, jeg har villet henlede opmærksomheden på. Sagen er denne: Striden og tvetydigheden beviser kun, at der ikke findes noget bestemt bud eller forbud i Ordet om barnedåben. Ligesom der ikke er påbudt noget bestemt tidspunkt for at holde nadver, så har Herren også overladt dette spørgsmål (om tidspunktet for dåben) til de kristnes frihed. Og hvordan har de så gjort? Når nogle blev omvendt, døbt og salige og glædede sig over salighedens store skatte og desuden snart fik at høre Kristi ord om børnene, at «Himmeriget tilhører dem» – kan man så undre sig over, at de sagde: Er også vores børn arvinger til riget, hvad hindrer så, at også de får den nye pagts optagelsessakramente? Har de allerede fået selve gaven, så lad dem også få det tinglyste testamentebrev. Andre igen opfattede det sådan: Kan ingen komme ind i Guds rige uden at være født af vand og Ånd (Joh 3), så lad også vores små få dåben, så de ikke dør uden den; Gud kan og vil da blot ved dette nådemiddel give dem Ånden. Og så lod de hele deres hus døbe sammen med sig selv (ApG 16,15.33). Siden blev det en almindelig skik blandt de troende og er til denne dag forblevet kirkens almindelige skik. Nu kommer vi til den egentlige fejl, som de begår, der foruroliger enfoldige sjæle med spørgsmålet om dåben. De forsynder sig mod denne formaning: «Vær ikke alt for retfærdig, og gør dig ikke alt for vis. Hvorfor vil du bringe dig selv i skam?» – eller her: «Ødelæg ikke ham, som Kristus er død for» (Præd 7,16; Rom 14,15). De burde gå lidt i skole hos Paulus og lære, hvad den rette visdom og kærlighed kræver. Hvad lærer Paulus? Jo, Paulus lærer, at selv om noget i kirkens almindelige skik og forståelse ikke var helt rigtigt, så skal du dog, når det alligevel ikke rokker ved salighedens grund, ikke forurolige sindene med det spørgsmål. Læg mærke til det! Paulus var ikke en, der holdt to indbyrdes modstridende meninger for lige rigtige, fx den mening, at de kristne stadig var forpligtede til at holde den jødiske ceremonilov, og den mening, at man ved Kristus var fri af den; her havde Paulus fuld vished om denne frihed, han skrev, prædikede og kæmpede for denne frihed, når han talte til dem, som hørte ham med tillid; og dog, hvad ser jeg? Da han kommer til Jerusalem, hvor flertallet havde den modsatte mening, går han selv op i templet, renser sig og retter sig efter den nævnte lov og den herskende mening (se ApG 21). Men måske var dette en svaghed, en overilelse af Apostlen? Åh, så ville han ikke i sine breve fremstille sig selv som et eksempel i dette og irettesætte den modsatte holdning. Se 1 Kor 9 hele vejen igennem! I v. 20 siger han udtrykkeligt: «For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder; for dem, der er under loven, som var jeg under loven, for at vinde dem, der er under loven» osv. Sådan gav Apostlen for andres skyld afkald, ikke bare på sin frihed, men også på sin sikre overbevisning om, hvad der i sig selv var det rigtigste. Sådan gør den rette nidkærhed. Og i Rom 14 kræver Apostlen så strengt, at de, som havde forstand på denne frihed, skulle vide at give afkald på den, når den svagere broder tog anstød, så han ligefrem tordner: «Ødelæg ikke med din mad ham, som Kristus er død for – hvis din broder bliver bedrøvet på grund af din mad, vandrer du ikke længere efter kærligheden. – Har du tro (nemlig denne om friheden), så hav den for dig selv over for Gud». Se, sådan gør en apostel; sådan gør den rette kærlighed og visdom! Se her den rette nidkærhed! Det er om dette, Luther siger, at den, der ikke forstår i rette tid at bryde med bogstaven i et bud for kærlighedens skyld (som er budets ånd, Rom 13,8–10), men glemmer budets formål og kun holder sig til udtrykkene, han bærer sig ad som en kusk, der af sin herre har fået besked på at holde tømmerne lige og nu ganske enkelt holder sig til det ord, også når vejen slår et skarpt sving, og så kører vognen i grøften. Sådan var også farisæernes nidkærhed for det tredje bud, da de endog gjorde Kristus selv til en synder, fordi han helbredte syge på sabbatten. Sådan gør også mange et stort nummer ud af nogle udtryk om dåben, som de selv tolker for sig, men at de river uskyldige nådebørn bort fra troens enfoldighed, fred og salighed, det agter de ikke på. Summen bliver:

Først: Tag det ikke for så afgjort, at det, du synes at se i Ordet, derfor netop så bestemt er det rigtigste. Enhver tror sine egne øjne, men en anden troende har også et vist syn. Og hvis det er forkert at være slavisk afhængig af de helliges blik i Ordet, så er det endnu grimmere og mere ukristent kun at tro sit eget blik og sin egen ånd. Men

for det andet: Om – om du så endda bestemt skulle vide, at det ikke er helt rigtigt fx at døbe spæde børn – hvilket dog sikkert forbliver det rigtigste – men om du ikke kan indse det, så skal du her have lært af Paulus, at du bør give afkald på dette dit private lys, «have det for dig selv over for Gud og ikke bekymre samvittighederne» (Rom 14), for så vidt som du dog kan tro, at de troende i Kristus har liv og salighed, selv om de er blevet døbt som børn. «Vær ikke alt for retfærdig», så du med din nidkærhed for det formentlig rigtigste helt glemmer, hvad der er det nyttigste, hvad kærligheden og visdommen kræver – så du for din nidkærhed for småmønten mister kronerne – ødelægger det, der var langt vigtigere, nemlig troen, freden i Gud, hvilen i hans kærlighed. Riv ikke Frelserens diende børn bort fra hans trøsts bryst ved århundreders stridsspørgsmål og ind i hvirvlen af partistridernes mangfoldige lærdomsvejr – disse kolde, skarpe og udtørrende vinde! Rok ikke ved nogens barnetro, når den ikke er til døden! Sig ikke alt, hvad der falder dig ind! Du synes, at det er en fri og ringe ting at tale, at udtrykke sine tanker og skrupler for andre; men – at du dermed fører uskyldige sjæle, som ikke forstår at finde ud af det, og som var salige blot med deres enfoldige tro på Frelseren, helt uden kendskab til dine skrupler – at du fører sådanne ind i de samme bekymringer og stridsspørgsmål, åh, du ved ikke, hvad du dermed har gjort! Du ved ikke, hvor den sjæl standser – du ved ikke, om den ikke vil synke så dybt ned i de spørgsmål, at hverken du selv eller nogen anden kan hjælpe den ud af dem. Det er også en ringe ting at løse en båds fortøjning, ja, den gerning er ikke stor; du førte ikke båden bort, du stjal eller ødelagde ikke det, der lå i den, mener du; men du ved ikke, hvor den standser, du ved ikke, hvilke vinde der vil gribe den, når den først er kommet ud i det fri, du ved ikke, mod hvilke klipper den vil blive kastet og splintret – og det var dog dig, der løsnede den! Sådan er det også her. Når en sjæl først er blevet rokket i ét stykke, så kan den siden mistænke en hvilken som helst artikel; sådan som man også ser, at når nogen er begyndt på skruplernes bane, så er der ingen grænse; han går fra det ene til det andet, man ved ikke, hvor han vil standse.

Men måske betyder alt dette intet for dig – en sjæl, en enfoldig tro og fred i Gud! Åh, hvordan står det så til med dit sind? Paulus, han holdt dette for vigtigt. Det gjorde også Kristus, som har lidt døden for sjælene! At du holder mord, hor og tyveri for synder, beviser intet om, at Guds Ånd bor i dig, for sådan noget kan også en hedning holde for synder; at du er kristen, at Guds Ånd bor i dig, skal vise sig i, at sjæle, at fine, skjulte sjæleskader er ømme ting for dig. Men det er ofte frugtesløst at formane dem, som allerede er bundet i skrupler. Måtte andre, som endnu er frie, vogte sig! Vogt jer for alt, hvad der fører bort fra den ene store hovedsag. Én sag er vis og klar, én sag er stor og vigtig, og det er denne: Den, som har Sønnen, har livet. Åh, hvor mange tusind kunster bruger Djævelen ikke for at rive vores øjne og sind bort fra dette ene hovedpunkt, denne ene artikel, som giver liv, og som derfor også er en gift for helvede og en plage for døden – og især i vores nuværende urolige tid, hvor alt nyt skal bringes på bane! Våg og bed! Frelseren formaner kærligt: Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!