Om den hellige dåb

(Femte årgang, 1846)

Der findes mange kristne, som i hele deres liv aldrig har haft nogen trøst eller glæde af deres dåb, og som ikke engang ved, om dåben rummer nogen trøst. Man skulle tro, at alle kristne var godt undervist om den hellige dåb, og alligevel opdager man, at mange næsten intet ved om den. Ser man bort fra den grove, blinde hob, som mener, at al genfødsel er overstået med dåben, og derfor ikke vil høre noget om bod og omvendelse, så er der også mange alvorlige kristne, som anser dåben for en afsluttet sag, som man ikke længere behøver at tænke på, og som ikke regner dåben for et «praktisk» emne, dvs. noget, som nu kan øves, eller som mennesket kan være optaget af – mens sandheden dog er, at endnu ingen har kunnet forstå, betragte og huske sin dåb tilstrækkeligt, dens værdi, dens skatte og rigdomme, og heller ikke øve sig tilstrækkeligt i dens gerning.

For at få en ret forståelse af dåben kræves det især og frem for alt, at man ikke blot betragter den med ydre øjne eller efter dens ydre skikkelse, men betragter den efter Guds ord. Her ligger hemmeligheden bag, at man ser den så forskelligt! Sådan er det med alle Guds gerninger. Hvis man ser på Kristus på korset blot efter den ydre skikkelse, ser man dér kun et elendigt og fordømt menneske; men betragter man ham efter Skrifterne, så ser man dér det allerstørste under af Guds kraft og Guds visdom, som også englene længes efter at skue ind i; man ser dér højdepunktet af al Guds nåde og Guds strenghed – man ser dér hele vores salighed. Hvis man betragter en kristen blot efter det ydre, ser man kun en elendig synder, et usselt, fattigt, syndigt menneske; men betragter man ham efter Ordet og efter hans skjulte retfærdighed og skønhed i Kristus, så ser man en så herlig person, at man, som Basilius siger, skulle «rejse sig og bøje sig blot for hans skygge» – at man med stor forundring skulle udbryde: «Gode Gud, kan der også findes så skønne engle på jorden?» Hvis en fattig husmands børn betragter deres far og mor blot efter det ydre, så ser de kun en grov mand og en simpel kone, som de ikke kan have nogen ærbødighed for; men betragter de dem efter det fjerde bud, så ser de ikke blot den simple mand og kone, men personer, som er iklædt guddommelig fuldmagt til at kræve deres børns største ærbødighed og lydighed. Sådan er det også med dåben. Ser man på den blot efter den ydre skikkelse, så ser man dér kun vand eller en tom og barnlig ceremoni, som et tænkende menneske kan tage anstød af; men betragter man den efter de Guds ord, hvormed Kristus selv forordnede og indstiftede dåben, de ord, som han, hvis navn er Høj og Stor, den Evige og Hellige, har forbundet med dette vand, så ser man dér et nåderigt livets vand, et himmelsk frelsens og lægedommens vand, et bad til genfødsel i Helligånden, ja, et bad til evigt liv. Det skal vi nu undersøge.

Hvilke er da de ord, som fortæller os om dåbens vægt og værdi, de ord, som dette vand er forbundet med? I Matt 28,16–20 og i Mark 16,16 læser vi, at da tiden var kommet, hvor Herren Jesus skulle fare op fra jorden til sin Far, kaldte han sin menighed sammen på et bjerg i Galilæa; og da de nu var kommet sammen, trådte han frem for øjnene af dem alle, talte til dem og sagde:

«Mig er givet al magt i himlen og på jorden; gå derfor ud og gør alle folk til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.»

«Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den som ikke tror, skal blive fordømt.»

Af disse ord har vi først og fremmest tre hovedlærdomme om dåben. For det første lærer vi her, at dåben «ikke er af mennesker», ikke er noget, mennesker har fundet på, men har en guddommelig oprindelse, er en ordning og indstiftelse af ham, som var givet al magt i himlen og på jorden – en indstiftelse og ordning, som skulle gælde for alle folk – en indstiftelse, som er gjort og beseglet i den treenige Guds, Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Allerede heraf kan vi regne ud, at dåben må være af særlig vægt og betydning. For (som Luther siger) når Gud indstifter og befaler noget, må det sikkert være kostbart og nyttigt og ikke nogen ringe ting, selv om det i det ydre så ringere ud end et halmstrå – så meget mere, når han indstifter noget, som skal gælde for alle folk, for hele verden, og så udtrykkeligt erklærer, at det skete i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Som yderligere bevis på denne indstiftelses højhed, vægt og værdi har den store Herre også selv modtaget dåben, og da åbnede himlen sig, Ånden dalede ned over ham i en dues skikkelse, og Faderens røst hørtes: «Denne er min elskede Søn, i ham har jeg velbehag.» Sandelig, dåben må være af stor værdi!

For det andet lægger vi af de anførte ord mærke til, at dåben skulle ledsage forkyndelsen af evangeliet som Guds andet nådemiddel til at virke tro og genfødsel. Gør alle folk til disciple, sagde Jesus, idet I døber dem osv., idet I lærer dem. Den kærlige Herre forudså og kendte vores store jammer og elendighed, vores store «tunghed i hjertet» til at tro. For når evangeliet forkynder, at Gud i Kristus forsonede verden med sig selv, at synden er udslettet, Guds retfærdige krav fyldestgjort, skillemuren revet ned og fjendskabet ophævet, og at enhver, som tror på Kristus, skal have del i det, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv – så hænger vores lidettroende hjerter sig fast i alle slags skrupler eller betænkeligheder, og først og fremmest denne: Ja, alt dette er lyst og trøsterigt at høre; men hvordan skal jeg vide, at det også gælder mig? Jeg vil gerne tro på Kristus og have del i hans fortjeneste; men åh, hvis jeg bare vidste, at jeg også virkelig havde fået del i den! Hvis jeg vidste, hvornår, hvor og hvordan jeg fik det! Åh, hvis Gud dog havde villet give mig sin nåde på en eller anden bestemt, mærkbar måde, gennem en bestemt ydre og synlig handling, så jeg kunne vide, hvornår og hvor jeg modtog den osv. Og se, også denne vores svaghed og suk, dette vores behov er den nådige Herre kommet i møde! Netop sådan har han ment det med dåben; dér har han givet os en ydre handling, hvor han på én gang og på en synlig måde i sin menighed overdrager til den enkelte, hvad evangeliet forkynder og tilbyder alle, for at vi skal vide, at vi har fået og modtaget den store skat – vide, hvornår, hvor og hvordan vi modtager den. Derfor har han ved de anførte ord bundet frelsen sammen med en synlig og jordisk ting, vandet. Han kunne have knyttet frelsen til en anden ting, og virkningen ville have været den samme; hovedsagen var blot, at det var en synlig, en jordisk, kort sagt en ting, som kan fattes med de ydre sanser, som de usynlige nådeskatte var fæstnet til.

Spørger man nu videre, hvilke nådeskatte Herren fæstnede til dåben, hvad og hvor meget vi modtager dér, så er det det tredje, vi lærer af disse Kristi ord. Der står nemlig intet mindre end, kort sagt: at blive frelst. Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Men at blive frelst betyder og indebærer at blive befriet fra alle sine synder, fra dødens og Djævelens vold og i stedet blive sat ind i det evige livs uendelige arv og rigdomme; at få igen, og det på én gang, al den nåde, det barnekår hos Gud, den ære og herlighed, som vi i skabelsen var bestemt til, og som vi var faldet fra ved synden, men som Kristus vandt os ret til med alt, hvad han gjorde og led, ja, med sin død og opstandelse. Åh, makeløse kærlighedsråd! Alt dette ville Kristus ved de anførte ord binde sammen med og ligesom nedlægge i dåbens vand, for på den måde med et synligt tegn i sin menighed at kunne udpege den enkelte, som ejer al denne nåde, og derved endelig få os til at gribe hans store, men åndelige og usynlige gave og tage trøst af den. Dåbens vand, hvor ringe det end ser ud for ydre øjne, er alligevel et overmåde rigt og dyrebart vand. Det forholder sig med det, som hvis en stor godsejer sagde om en ringe guldring: «Den, som får og modtager denne ring, skal eje mig selv og al min ejendom.» Så ville den ring, selv om den i sig selv kun var nogle få kroner værd, alligevel nu være en underfuldt kostbar ring; for den ville ikke blot rumme sin egen værdi af nogle kroner, men nu ville hele den person, som gav løftet, sammen med alle hans store ejendele, være indesluttet i denne rings værdi. Og hvorfor det? Jo, alene på grund af det løfteord, som var knyttet til denne ring, nemlig at den, som fik og tog imod den, skulle eje alt dette. Sådan er det også med dåben: uden Guds ord er den blot vand og uden værdi, men ved det løfteord, Kristus knyttede til dette vand, er den et sakramente, hvori al nåde og frelse er nedlagt; sådan som også Paulus forklarer dåben i Ef 5,26, hvor han taler om, hvordan Kristus har beredt sin brud for sig, nemlig: Han har renset den i vandets bad ved ordet. Mærk: i vandets bad, men ved ordet. Sådan læser vi også i Luthers Lille Katekismus: «Vandet gør det sandelig ikke, men Guds ord, som er med og hos vandet» osv.

Det er lærerigt at se, hvordan Gud ofte har brugt denne fremgangsmåde: at knytte usynlige og himmelske nådegaver til jordiske og synlige ting og tegn, at knytte en overnaturlig, en guddommelig hjælp og frelse, som han ville vise sit folk, til dem. Det svage, sanselige, lidettroende menneskehjerte har altid haft brug for det. Vi har mange eksempler på det i Det Gamle Testamente – eksempler, som også netop er forbilleder på vores frelse ved Kristus. Da Israels børn skulle skånes for dødsenglens sværd, skete det ved det synlige tegn, at dørstolperne skulle smøres med påskelammets blod (2 Mos 12). Og da de i ørkenen var bidt af de brændende slanger, skulle de frelses fra døden ved at se på den ophøjede kobberslange – om dette redningstegn står der udtrykkeligt i Visd 16,7–8.12: «De, som vendte sig til dette tegn, blev helbredt, ikke ved det, som de så, men ved dig, som er alles Frelser. – For hverken urter eller plaster helbredte dem, men dit ord, Herre, som helbreder alle.» – I 2 Kong 5 har vi et rammende forbillede på dåben, og på hvordan vores fornuft stiller sig til den. Da den syriske hærfører Na’aman kom til profeten Elisa for at søge rensning og helbredelse for sin spedalskhed, fik han ikke engang profeten at se, men fik kun gennem en tjener profetens besked: «Vask dig syv gange i Jordan, så skal du blive ren.» Da blev Na’aman vred og ville rejse sin vej, fordi profeten ikke selv kom og brugte nogle højtidelige ceremonier, men kun sendte en tjener med et så enkelt budskab. «Jeg troede», sagde han, «at han ville komme ud til mig og træde frem og påkalde Herren sin Guds navn og føre sin hånd hen over stedet og således tage spedalskheden bort.» Dernæst begyndte han at se på selve vandet og dets beskaffenhed og sagde: «Er floderne Abana og Parpar ved Damaskus ikke bedre end alle vande i Israel? Kan jeg så ikke vaske mig i dem?» – og ville altså rejse sin vej. Men da han til sidst lod sig overtale til på profetens ord at stige ned i Jordan, blev han også straks helt rask og ren, sådan som det var sagt. Og hvorfor det? Sandelig ikke på grund af nogen egenskab ved Jordans vand, men alene på grund af det løfteord, der var knyttet til det: «Vask dig, så skal du blive ren.» Se nu her et billede af dåben – og af os. For det første ser vi blot en ringe tjener ved Ordet forrette dåben, og det med så enkle, så uanselige bevægelser. Hvis vi dog så Gud selv døbe med himmelsk højtidelighed og hørte ham selv give os tilsagn om frelse, så ville vi tro, så var det af vægt og værdi; men nu er det et så gammelt og fjernt tilsagn, nu ser vi intet særligt for øjnene. For det andet stirrer vi på selve vandet og tænker: Er vandet fra mine angerfulde tårer for eksempel ikke bedre at vaske synden af med end dette, som blot er taget op af brønden og hældes over kroppen? Og hvis vi bliver ved med blot at se på vandet og glemmer tilsagnets ord, så bliver vi letsindige foragtere af dåben og af Kristus og bliver i vores syndespedalskhed. Men kan vi derimod i troen se på Ordet, på Kristi tilsagn om dette vand, så skal det ske os helt efter ordene, så vi også bliver rene og frelste. For det er jo alligevel ikke en drøm eller et digt, men en evig, guddommelig sandhed. Han kan jo ikke lyve, han, som sagde: Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Når denne Herre siger et ord, så gælder det tusind gange mere end alle vores meninger og tanker. Lad os derfor, uden det mindste sideblik, holde øjnene fast rettet alene mod Herrens ord; for her i hele verden er der dog intet andet sikkert og pålideligt end det.

Men åh, om vi vågnede op og kom til besindelse, om det blev os givet en gang at se, hvad den trofaste Herre har gjort og givet os i dåben og Ordet, så ville vi vel blive så visse og glade, at vi ikke kunne leve af bare glæde. For lad os betragte, hvad Kristi ord indebærer. Han siger ikke: Den som tror og bliver døbt, kan blive frelst, vil måske blive det, men han siger bestemt: «Han skal blive frelst», han kan ikke, må ikke gå fortabt; han skal nyde alt, hvad jeg har vundet med min lydighed og min lidelse, min død og min opstandelse; han skal i mig have en evig nåde hos Faderen, alle hans synder skal være sænket ned i havets dyb, så de aldrig mere skal ihukommes; og selv om han endnu i dette liv til sin store bedrøvelse og ydmygelse må bære det onde kød, som strider imod ånden og er en uudtømmelig kilde til synd og sorg, ja, som også undervejs ofte vil overrumple ham, så skal dog ingen synd tilregnes ham til fordømmelse, fordi han er klædt i min retfærdighed, som fuldt og helt skal bestå for Faderens øjne. Ved denne nåde skal han have trøst og en god samvittighed; Ånden skal også ved troen bo i hans hjerte, daglig rense og hellige hans sind og hu, kvæle og døde den synd, der bliver boende i ham – indtil han til sidst, træt af vandringen, i troen på mig sovner ind og da, fuldkommen fri for alt det onde, der bor i ham og omgiver ham, nyder den evige glæde hos mig. Alt dette skal i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn tilsikres enhver, som tror og bliver døbt.

Her står der endnu et spørgsmål tilbage i dette emne, og det er måske det vanskeligste at forstå, nemlig: «Hvad gavn har man af dåben, når man først har brudt dåbspagten og er løbet bort fra Gud? Og hvem har ikke gjort det?» Læg mærke til følgende som svar på dette spørgsmål: Apostlen Peter siger i 1 Pet 3,20–21, at da Noas hus midt i syndfloden blev frelst ved arken og ved vandet, som bar den, mens den gamle, ubodfærdige verden blev druknet og dræbt i det samme vand, så var det et forbillede på dåben. For efter ordene om, at «i arken blev otte sjæle frelst ved vand», følger: «hvilket nu også i et modbillede, dåben, frelser jer – ikke som en fjernelse af kødets urenhed, men som en god samvittigheds forpligtelse over for Gud – ved Jesu Kristi opstandelse». Lad os nu betragte dette forbillede. Hvis nogen af Noas hus var faldet ud af arken og ned i syndflodens vand, så var arken ikke af den grund gået i stykker eller sunket. Den, der var faldet ud af arken, havde ganske vist været fortabt, hvis han var blevet i vandet; men hvis han igen havde grebet fat i arken og var kommet op i den igen, så ville den samme ark have frelst ham igen; for som sagt gik arken ikke i stykker, fordi han faldt ud af den. Sådan er det også med dåben, sådan som Luther taler så bemærkelsesværdigt om det i sin forklaring over ordene i Salme 117: «Hans nåde er vældig over os, og Herrens sandhed varer i evighed», nemlig sådan: «Selv om vi falder, så falder nåden ikke; vi behøver heller ikke søge et nyt nåderige, men den samme nåde står stadig åben og venter på mig, når jeg vil komme igen. Dette skib går ikke i stykker, dåben ophører ikke, og nåderiget vælter ikke, men varer over os i evighed. Falder jeg ud af skibet, vel! så stiger jeg ind i det igen; vender jeg mig fra dåben, så vender jeg om igen; farer jeg vild fra nåderiget, vel! så kommer jeg ind i det igen. Dåb, skib og nåde varer i evighed, de falder ikke og forandres ikke ved mit fald og min ustadighed; ellers måtte også Gud selv forandres, han som har lovet, at en sådan nåde evigt skal stå fast.» Så vidt Luther. Om dette siger også Paulus: «Er vi utro, så forbliver han tro, for han kan ikke fornægte sig selv» (2 Tim 2,13). Eller: «Skulle vel vores vantro gøre Guds troskab til intet? Langt derfra!» (Rom 3,3). «For Guds nådegaver og kald er sådan, at han ikke fortryder dem» (Rom 11,29). Se her et andet billede af dåben og dens uforanderligt gyldige kraft:

Der var en rig mand, som, så snart et af hans børn kom til verden, straks oprettede et særligt testamente til barnet, hvorved en vis del af hans umådelige ejendom blev sikret det. Testamentet, som var godkendt og stadfæstet ved retten, blev så i nærværelse af nogle tilkaldte vidner med en vis højtidelighed lagt i barnets hænder og derefter opbevaret på dets vegne. Han havde to sønner, som på denne måde fik hver sit testamente og altså allerede i denne tidlige alder ejede store gårde og rigdomme. Men hvad skete der? Jo, der kom krig i landet. Faderen blev dræbt i krigen, og moderen blev sammen med de to børn røvet bort og ført i slaveri i fjendens land. Nu døde også moderen; og siden løb børnene omkring i den største fattigdom og elendighed, i laser, snavsede og sultne. Deres fædreland og fædrene arv, deres testamenter og ejendomme var ganske vist ikke blevet indtaget af fjenden, men var i god forvaring i hjemlandet; men de stakkels børn vidste ikke noget om disse deres rigdomme, for de var blevet ført bort i så spæd en alder – de havde altså ikke noget godt af dem. Men nu begyndte deres formyndere i hjemlandet, som også var vidner til deres testamenter, at bekendtgøre i aviserne, at børnene N. N. havde ejendomme og testamenter i deres fædreland; hvis de blot ville komme tilbage, så var de ejere af store rigdomme. Ja, da man fandt ud af, hvor de opholdt sig, blev der også skrevet personlige breve til dem, og i dem blev der endda sendt dem bevidnede afskrifter af deres testamenter. Så længe de ikke troede det, men mente, at man bare ville lokke dem bort fra deres frie, omflakkende liv, som ved en ulykkelig vane ikke blot var blevet dem tåleligt, men kært – for de stakkels børn kendte ikke noget andet liv, mindet om deres første lykkelige barndomshjem var udslettet – så længe de ikke troede, men blev borte, blev de også i deres elendighed, fattigdom og fornedrelse. Det var ynkeligt at se dem. Den, som kendte dem og vidste, hvordan det stod til med dem, kunne ikke gå forbi dem uden at standse og se på dem, ja, betragte dem med inderlig medynk og sige: Se på disse fattige unge mennesker, se, hvor elendige og forarmede de ser ud, og dog ejer de millioner, for de er arvinger til den store ejendom N. N. i deres hjemland, de har urokkelige testamenter på den. Åh, hvor godt de kunne have det, hvis de blot ville vende tilbage til deres fædreland! – Og se, da de stakkels børn efter megen nød endelig troede og vendte tilbage til deres land, fandt de også virkelig alt sådan, som der stod i aviserne; de fandt, at deres testamenter stadig havde deres fulde kraft, og at de havde huse og gårde, tjenere og ejendele i rigeligt mål, og nu var de rige og fornemme herrer.

Se, dette var vel et billede; men selve sagen, som det betegner, er ikke noget billede, men en stor, salig og herlig virkelighed den dag i dag; for netop sådan er det med dåben. Hovedlæren er, at ingen behøver at søge en ny nåde, men blot at komme igen og tage imod den nåde, som allerede er givet ham. Bliver du borte, så er du borte – «og der kom en svær hungersnød i det land» – så du ikke engang får lov at fylde din bug med svinefoder (Luk 15); men åh, hvis du vidste, hvor rig du er! Hvis du vidste, at du er herre over den store ejendom, som din Frelser har købt dig så dyrt og allerede i dine første dage skænkede og sikrede dig med et evigt, uforanderligt gavebrev! Du behøver ikke søge nogen ny nåde. Og du, bedrøvede kristen, du er måske faldet, du er blevet fremmed for din Gud, du er ulykkelig og ødelagt; men glæd dig midt i al din bedrøvelse: dåben, nåden, arven, testamentet, de er ikke ødelagt eller forfaldet; skaden kan læges, og i samme stund du tror, er du igen i dit rige, i din Faders arme. Og videre: Når du ser en ugudelig, vantro, fattig og elendig synder, så ser du disse tiggerbørn i det fremmede land, som jeg har beskrevet; fortæl dem så om deres store arv og testamenter, sig dem, hvad de har ved Kristi død og deres dåb; kan du få nogen til at vende tilbage, så har du frelst en sjæl fra døden (Jak 5,19–20).

«Men den, som ikke tror, skal blive fordømt.» Den, som bliver borte, aldrig vil besinde sig, aldrig vil omvende sig, aldrig vende tilbage til faderens hus og tage imod nåde, men vil blive i verden og synden og forsvare og hylde sit væsen, han kan umuligt blive frelst; han skal blive fordømt. Men han havde ikke behøvet at blive det – han var både genløst og døbt.

Når nu dåben, som vi har set, er den frelsens ark, som ikke går i stykker, selv om nogen falder ud af den, det stadfæstede og bevidnede testamente, som har sin kraft hos Gud, også når arvingen farer vild i et fremmed land, så han blot behøver at komme tilbage og tage de rigdomme i besiddelse, som én gang for alle er givet ham – så må det meget mere trøste en troende mod alle hans daglige skrøbeligheder, synder og forseelser, ja, i al nød og anfægtelse, som kommer over ham, at han kan besinde sig og huske: Du er dog døbt, ikke til dig selv og din egen retfærdighed, men til Kristus og hans retfærdighed; skal du bestå for Gud i din egen retfærdighed, så skulle du ikke have været døbt til Kristus. «For så mange af jer, som er blevet døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus» (Gal 3,27). Den, der er det, må ikke længere komme for Gud i sine egne klæder. Men er han iklædt Kristus, åh, så må han også have både en herlig, en tilstrækkelig, en fuldkommen retfærdighed, som fuldt ud består for Guds øjne, og også en evig og uformindskelig retfærdighed, eftersom den ikke er i os, men i Kristus selv. Ja, en herlig, tilstrækkelig og fuldkommen retfærdighed! Åh, gid blot vores øjne blev åbnet! Paulus siger i Ef 5,26–27 om Kristus og hans brud, menigheden, at «han har renset den i vandets bad ved ordet» – og ikke blot gjort den ren for Guds øjne, men til en brud, «som er herlig, uden plet eller rynke», som ordene udtrykkeligt lyder i v. 27. Om dette har Luther fået nåde til at tale dyrebare ord over Salme 118, hvor han siger: «Vi skal vide, at vi som Adams børn vel alle i vores egen person er fordømmelige syndere og hverken har retfærdighed eller hellighed. Men da vi er døbt til Kristus, så er vi også retfærdige og hellige i ham; for han har taget vores synder fra os og af nåde smykket og iklædt os sin hellighed. Den, som skammer sig ved at bekende og rose sig af, at han er hellig og retfærdig, men i stedet altid klager over, at han er en stakkels synder, han bærer sig ad, som om han ville sige: Jeg tror ikke, at Kristus er død for mig, heller ikke at jeg er døbt, og at Kristi blod har renset mig eller kan gøre mig ren; jeg tror ikke, at et eneste ord i Skriftens vidnesbyrd om Kristus er sandt. Men hvilken tyrk eller jøde er vel så grov, at han ville tænke og tale sådan?!» – Stands og tænk over disse ord, kære læser!

Det er sandt: Spørger vi her fornuften, skønnet, følelsen og øjnene til råds, så må dette ganske vist blive os den største dårskab og forargelse, at vi skal være rene, retfærdige og velbehagelige for Guds øjne, samtidig med at vi i os selv virkelig er syndige, urene, anfægtede og bedrøvede – være rene og hellige for Guds øjne alene ved Kristus, dåben og troen! «Nej, nej, umuligt! Jeg er ikke ren, jeg er stinkende uren!» Sådan vil det lyde. Og selv om vi tusind gange har set og forstået i Guds evangelium, at Gud har besluttet sin stakkels faldne slægts frelse og salighed på denne underlige vej, nemlig at han lader sin egen elskede Søn træde i vores sted, gøre og lide, hvad vi skulle have gjort og lidt, og at vi i dåben skulle tage imod og iklædes alt dette så fuldstændigt, at vi kaldes «iklædt Kristus» (Gal 3,27), og for Gud regnes, som om vi selv havde gjort, lidt og været, hvad Kristus gjorde, led og var for os; og selv om vi hundrede gange i hjertet har erfaret Åndens besegling af, at vi har dette – så sidder smitten alligevel tilbage i hjertet, så vi uophørligt vil se på os selv og stå for Gud i vores egne klæder og regne os selv for lige så rene eller urene for Gud, som vi er i os selv; og så snart vi selv er mere åndelige, gudfrygtige og fromme, så tror vi, så synes vi, at vi er rene og velbehagelige for Gud; men så snart det skorter på denne vores fromhed, gudfrygtighed og åndelighed, så er vi urene, uhellige og vederstyggelige for Gud. Ja, dette sidder uudsletteligt i den menneskelige natur; fornuften kan ikke nå højere end til at betragte den egne, den menneskelige retfærdighed. Derfor er det højst nødvendigt, at vi altid dybt og strengt holder øjnene fæstet på Guds ord om dette, hvis vi skal bevare en gnist af tro i hjertet, en smule bevidsthed om denne usynlige, ubegribelige renhed, som vi har i Kristus Jesus.

Lad os for eksempel betragte Joh 13,10–11. Jesus sagde til disciplene: «Den, der har badet, behøver kun at få fødderne vasket; men han er helt og holdent ren. Og I er rene, dog ikke alle. For han vidste, hvem der ville forråde ham»; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Den, der har badet, er helt og holdent ren, og I er rene osv. – disse ord er sædvanligvis blevet forstået om dåben; andre forstår dem derimod om renselsen ved troen i Lammets blod (Åb 7,14), men sagen er den samme. For renselsen i Lammets blod sker hos os først i dåben og sker altid både ved dåben og ved troen; ligesom det at spise Kristi legeme sker både i sakramentet og uden for det ved troen (Joh 6). Under alle omstændigheder tales der her om en åndelig renselse, en åndelig renhed, eftersom han siger: «Dog ikke alle; for han vidste, hvem der ville forråde ham»; Judas var den eneste af disciplene, som ikke var ren. Alt dette blev endnu tydeligere, da Jesus samme aften sagde igen: «Nu er I rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer» (kap. 15,3). Dette peger på troen, som griber hans ord; for uden troen bliver ingen ren ved Ordet; og denne tro, med alt hvad der følger med den, manglede Judas. Men det er Kristi ord, vi nu skal give agt på. Han siger: «Den, der har badet, er helt og holdent ren», og «I er rene», og det siger han, som med sine altseende øjne på én gang gennemskuede al den skrøbelighed, der stadig boede i hans disciple, og som han så ofte måtte irettesætte; og det siger han til de samme disciple, som samme aften syndede så jammerligt, og hvis svagheder og syndefald den aften han selv i samme stund forudsagde for dem og altså godt kendte til. Men se nu her, at for Guds øjne står en anden renhed end vores elendige, iboende renhed; se her og læg én gang mærke til, hvad den «tilregnede» renhed er, hvad «Kristi retfærdighed», troens retfærdighed, vil sige, den «Guds retfærdighed, som er blevet åbenbaret uden lov» (Rom 3,21). Se her, at denne retfærdighed og renhed, selv om den er usynlig for os, dog ikke er nogen drøm og indbildning, ikke blot ord og blændværk, men er en stor virkelighed og sandhed for Guds øjne. Kristus, som til sidst skal dømme på den yderste dag, han ser renhed dér, hvor alle mennesker ser lutter urenhed; han siger til de skrøbelige disciple: I er rene – I, I, som står her foran mig – I er helt rene – og enhver, som har badet, som tror og bliver døbt, han er helt ren for Guds øjne, i Guds dom – selv om «fødderne» (det vil sige «vandringen», vores lavere, vores jordiske retfærdighed) ofte bliver urene og behøver deres særlige vask og skal forbedres under daglig anger og tro. Men se og læg mærke til, at på trods af al denne ufuldkommenhed og mangel siger Kristus alligevel, at de er «rene». Lær så, for at sige det endnu en gang, lær dog engang at forstå, at det er alvor med Kristi forsoning og tilregnelsen af hans retfærdighed; at den ikke er sådan et intet, sådan noget støv og skyggeværk for Guds øjne, som den er for vores blinde fornuftsøjne; lær, at det er sandt, hvad Apostlen (Ef 5) siger om Kristus og menigheden, nemlig ikke blot at han har «renset den i vandets bad ved ordet», men også gjort den til en brud, «som er herlig, uden plet eller rynke eller noget af den slags», v. 27; ja, at det er rigtigt, hvad Luther sagde, at «den, som ikke vil bekende, at han er hellig og retfærdig, men i stedet altid klager over, at han er en stakkels synder, han bærer sig ad, som om han ville sige: Jeg tror ikke, at Kristus er død for mig, heller ikke at jeg er døbt, eller at Kristi blod har renset mig eller kan gøre mig ren; jeg tror ikke, at et eneste ord i Skriftens vidnesbyrd om Kristus er sandt».

For Kristus har jo sandelig med sit blod borttaget alle vores synder; og ikke det alene, men efter først at have borttaget syndeskylden og straffen ved sin blodige lidelse har han også erhvervet og skænket os sin egen fuldkomne retfærdighed og endelig i dåben iklædt os hele denne frelsesdragt. Han har ikke alene gjort os syndfri, men også retfærdige og hellige for Gud; i stedet for synden har han sat retfærdigheden, for at vi for Gud ikke blot skulle være fri for synd, men også retfærdige, hvilket er et endnu højere trin i saligheden. Dette, nemlig at Kristus med sin blodige dragt har erhvervet os retfærdighedens hvide klæder, er herligt afmalet mange steder i Skriften. I Åb 19,11–14 afmales Guds Søn som den, der sidder på en hvid hest og er klædt i «en kappe, dyppet i blod». Men han har også hærskarer efter sig; og disse ryttere, der med deres feltherre drager gennem jammerdalen i alle slags kampe og trængsler, sidder også på hvide heste, men deres klædning er ikke rød; de er klædt i hvide klæder – «i hvidt og rent, fint linned»; og i v. 8 hedder det: «For linnedet er de helliges retfærdighed», som de har fået ved at blive vasket i deres hærførers, Jesu Kristi, blod, kap. 7,14.

Se, sådan har de første kristne forstået og troet det og vidnet om det på mange måder. Således plejede man for eksempel i gamle dage at klæde de nydøbte i hvide klæder for derved at betegne, at deres sjæle var helt rene og skinnende for Gud; derom skriver Lactantius: «Fulgentes animas vestis quoque candida signat», det vil sige: en hvid klædning betegner også de skinnende sjæle (eller sjælenes renhed og herlighed). Læg mærke til et sådant navn: «de skinnende sjæle». Men da de gamle videre fandt i Guds ord, at Gud også havde et stort velbehag, en glæde og lyst i disse sine rene og smykkede børn, betegnede de også dette ved at salve dem med en kostbar balsam og vellugtende olie, sådan som Dionysius Areopagita fortæller. Og sandelig, de, der i dåben er så renset og smykket med Guds Søns blod, at Kristus selv kalder dem «helt rene», at Skriften maler dem som «klædt i hvidt, skinnende linned» og ofte kalder dem «hellige» og «herlige» – de må visselig have det allerhøjeste velbehag hos Gud, som desuden i sig selv er fuld af brændende kærlighed. Åh, hvilke herlige vidnesbyrd vi har om dette i Skriften! Herren siger selv i Sl 16,3: «De hellige her på jorden, de er de herlige, i dem har jeg al min glæde.» Her siger Herren to kostelige ting: først at de er «hellige» og «herlige», prægtige, smukt klædte; og for det andet åbenbarer han, at han også har en glæde, en lyst og fornøjelse i dem, men ikke blot nogen, men stor glæde, idet han siger: «I dem har jeg al min glæde.» Åh, underfulde nåde! Åh, dybe hemmelighed!

I Ez 16 taler Herren smukt og udførligt om bruden og beskriver hendes herkomst, hvordan hun blev taget op, renset og smykket, og hendes skønhed. Først siger han, hvordan han fandt hende liggende i sit blod og sagde til hende: «Du skal leve!» Derefter følger: «Jeg vaskede dig med vand, og jeg skyllede dit blod af dig, og jeg salvede dig med olie, og jeg klædte dig i broderet stof og satte sko af tahas-skind på dig, og jeg viklede dig ind i det fineste linned og dækkede dig med silke, og jeg smykkede dig med smykker.» – – «Du blev smykket med guld og sølv, og din klædning var det fineste linned og silke og broderet stof – – og du var overmåde smuk og blev dronning. Og dit ry gik ud blandt hedningefolkene på grund af din skønhed, for den var fuldkommen ved mit smykke, som jeg havde sat på dig, siger Herren, Herren.» Læg mærke til: først siger Herren, hvordan han selv havde gjort alt, hun intet; for det andet, at hun også blev «overmåde smuk»; og for det tredje, at al hendes skønhed og ynde bestod i det smykke, «som han havde sat på hende». Her er hele hemmeligheden og grunden til, at han så inderligt kan elske de troende og forene sig med dem, nemlig at han «selv har gjort alt», selv har renset og smykket dem, selv har lidt det, de burde lide, selv har gjort det, de burde gøre, og skænket dem alt dette på den måde, som han selv har foreskrevet. Nu kan vi jo være forvisset om, at det, som han selv har gjort, må behage ham; enhver plejer jo at elske det, han selv har gjort. Så er det da åbenbart, at enhver, der tror og bliver døbt, ikke blot er ren og syndfri i Guds øjne, skønt han i sig selv er fuld af synd og elendighed, men også hellig og herlig, yndig og velbehagelig, forenet med Gud på det allernærmeste og inderligt elsket af Gud – alt sammen alene «ved det smykke, som han har sat på os».

Hvad siger vores fornuft til dette? Åh, hvor det rumsterer i os imod sådanne ting! Den håner, foragter og spotter og råber tusind gange: nej, umuligt, umuligt, tåbelighed, tåbelighed! Den ser på os og siger: Hvor er jeres berømmede renhed og skønhed? Jeg har aldrig set den. Tværtimod ser jeg utallige synder og elendigheder hos jer og hører altid klage og jammer blandt jer. Hvordan kan Gud elske den, som ikke selv virkelig er ren? Hvad er en tilregnet retfærdighed andet end drøm og indbildning? osv.

Men du kan godt le, du arme, faldne, forblindede skabning, sammen med dine kloge helgener, som fører din sag! Du kan godt le, du, ad din Skabers største under og allerhelligste ord. For om dig står der dog skrevet, at du «ikke tager imod det, som hører Guds Ånd til, at det er dig en tåbelighed, for du kan ikke forstå det»; om dig synger vi med høj røst: «Vor fornuft forblindet er.» Det er sandt: fornuften ser aldrig det, som vi har i Kristus, og kender det heller ikke; derimod ser og føler den nogenlunde, hvad vi har i os selv, vores synd og elendighed. Og så kan det ikke være anderledes, end at der må rejse sig en stærk modsigelse mod nådens hemmeligheder. Det er så sandt, som Praetorius siger: «De kristne, som virkelig er begyndt at tro, har derfor størst besvær med at værge sig mod denne stolte fjendes angreb og må ofte studse og sige: Men jeg føler jo dog stadig synden, den rører sig dagligt i mig, og trods al min modstand bryder den dog undertiden frem som frugten på et træ; hvordan kan jeg så slå mig til tåls, som om jeg var uden synd?»

«Svar: Kære sjæl! De samme synder, som du stadig føler hos dig, og som undertiden bryder ud hos dig, har dåben borttaget, så de ikke kan tilregnes dig, medmindre du med vilje giver dem husly hos dig; selv om du stadig anfægtes af syndig lyst og har virkelige synder, skal de dog aldrig tilregnes dig. Vil du have malede og indbildte synder, så må du også have en malet Frelser og en indbildt, ikke en virkelig dåb. Jeg ved ikke af andre synder end dem, som jeg desværre dagligt føler hos mig og slæber rundt på; har du andre, må du selv vide det. Og netop disse synder, som jeg mod min vilje og til min ærgrelse må slæbe med mig helt til min grav, er udslettet i min dåb. Det skal vi tro, hvis vi ikke til spot for dåben vil sige på godt papistisk, at vores arvesynd er druknet og borttaget i dåben, men gerningssynderne har vi stadig i behold, og dem må vi selv udslette med vores bod og omvendelse, så Kristi blod og dåben ikke har noget med dem at gøre. En sådan dåb, som ikke rensede os anderledes, var sandelig ikke meget værd og til ringe nytte. For hvor skulle jeg så siden få et bedre og kosteligere bad at rense mig i, hvis dåben, som er blandet med Kristi blod, ikke skulle formå så meget?» Så vidt Praetorius.

Vil vi til sidst have et bibelord, hvori alt det, som her er sagt om dåbens herlige skatte, er sammenfattet i korte, stærke og forklarende ord, så har vi et sådant i Gal 3,27: «For I, så mange som er blevet døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus.» Hjælp, Gud, at vi dog engang må lægge mærke til dette! – «I har iklædt jer Kristus!» Se, det er hele hemmeligheden ved vores ufattelige renhed og velbehag i Guds øjne. Vi er iklædt Kristus. Vi «står» ikke mere for Guds øjne i vores egne personer, men i hans Søns, Kristi, person; ligesom Kristus på forsoningsdagen stod for sin Fader, ikke i sin egen person, med sin egen anseelse, men i vores personer, som den ene synder for alle syndere, idet han bar hele verdens synder på sig; da var han iklædt verden. Nu bliver vi i dåben iklædt Kristus og betragtes for Gud, ikke efter hvad vi selv er, men efter hvad Kristus er; vi står for Gud i Kristi klæder, i Kristi person, i Kristi retfærdighed og anseelse. Det er det, der her kaldes at være «iklædt Kristus». Alt, hvad Kristus for os var, gjorde og havde, er i dåben blevet overført på os, skænket os; for Kristus havde efter sit nådige behag ved sine ord om dåben nedlagt i den og bundet sammen med den hele den salighed, som han erhvervede os, og deraf kommer det, at så mange, som bliver døbt til Kristus, på én gang bliver iklædt alt det, der hører til at blive frelst, nemlig hele Kristus og al hans fortjeneste. Så hvad Kristus var og er for os, det er så helt vores, som om vi selv i vores egne personer var det samme; og hvad Kristus har gjort i vores sted, er så helt vores, som om vi selv havde gjort det; for vi er iklædt Kristus. Men hvad er så Kristus? Først er Kristus lutter renhed og retfærdighed, derfor er også vi lutter renhed og retfærdighed. I os selv? Nej, i ham alene; «for ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5,21). Videre: Kristus er yndig og skøn, så Faderen har al sin glæde i ham (Sl 16,3). Kristus er Guds Søn og rigets arving; derfor er vi Guds børn, arvinger og Kristi medarvinger (Rom 8,17).

Nu forstår vi, hvordan det gik til, at de skrøbelige disciple var helt rene; nu forstår vi, hvad det skriftord betyder: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus» («iklædt Kristus»), det vil sige: selv om de stadig har meget urent og skrøbeligt i deres kød og på deres fødder, i vandringen, kan dog intet af det «tilregnes dem til fordømmelse»; for netop derfor er de iklædt Kristus, for at de ikke mere skal ses og dømmes efter hvad de selv er, men efter hvad Kristus er. Nu forstår vi, hvorfor det var forudsagt hos profeten: «Og dette skal være hans navn, som man skal kalde ham med: Herren vor retfærdighed» (Jer 23,6).

Den, der rigtigt forstår denne hemmelighed, han kan i sandhed siges at vide noget; han er kommet temmelig langt ud af Djævelens vold og har lagt en urokkelig grund til en ret guddommelig fred i sit hjerte. Men den, der ikke forstår eller ikke vil forstå denne hemmelighed, han har ingen ret indsigt i evangeliet og kan hverken råde sig selv eller andre; uden denne hemmelighed kan han heller aldrig i sin levetid komme til nogen fred eller til nogen sand helliggørelse, endnu mindre hjælpe andre dertil. Derfor er det netop denne kundskab om frelsen, som en kristen har så nødvendigt brug for. Så kunne han endelig engang få et varmt og kristeligt sind både over for sin Gud og over for sine medmennesker og en velfunderet og sund fred i sit hjerte. For når dette kommer ind i et menneskes hjerte, at det ikke mere står i sine egne urene klæder for Gud, men er iklædt Kristus og i ham er helt rent, yndigt og velbehageligt for Guds øjne, at dets synder, som plager det så jammerligt, aldrig skal tilregnes det osv. – åh, så bliver det et nyt menneske; så væmmes det ved alt sit eget, både ved sin fromhed og sin ufromhed; så bliver Kristus, Kristus, alene Kristus dets alt i alle, både dets retfærdighed og dets helliggørelse, ja, midtpunktet i dets liv og dets tanker; så elsker det ham og hans hellige veje; så tager det med glæde afsked med sin tidligere verden, sit tidligere væsen i synd og forfængelighed; så vil det gerne følge sin Herre og tjene ham i evig retfærdighed, uskyld og salighed; så har det også for denne sags skyld sit håb til ham alene og beder fortroligt: Tag du, min Jesus kær, hele mit hjerte, rens du mig, død du mit kød! Og se, det er det, som både virkes i os og afbildes ved dåben – som Apostlen derfor kalder et bad til genfødsel og fornyelse ved Helligånden (Tit 3,5). Om det vil vi til sidst endnu sige nogle ord.

For at forstå dåbens betydning og virkning i os er det nyttigt at vide, at i kirkens første tid foregik dåben på den måde, at mennesket blev sænket helt ned i vandet. Med denne nedsænkning og løften op af mennesket betegnes det, at «det gamle menneske i os skal druknes og dø ved daglig anger og bod med alle synder og onde lyster, og at et nyt menneske igen dagligt skal komme frem og opstå, som skal leve for Gud i retfærdighed og hellighed evindelig». Således blev også Kristus, da han bar verdens synder, korsfæstet, dræbt og begravet, men opstod igen, befriet, retfærdiggjort fra synden, med et forklaret legeme, for aldrig mere at bære synden og dø. Alt dette sker åndeligt med enhver, der tror og bliver døbt, sådan som Paulus udførligt har fremstillet det i Rom 6, hvor han siger: «Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er blevet døbt til hans død? Vi er altså blevet begravet med ham ved dåben til døden, for at også vi, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal vandre i et nyt liv. For er vi blevet forenet med ham i en lignende død, skal vi også blive det i en lignende opstandelse; idet vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at syndens legeme skal blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden. – For hans død var en død fra synden én gang for alle; men hans liv er et liv for Gud. Således skal også I holde for, at I er døde fra synden, men lever for Gud i Kristus Jesus, vor Herre.»

Dette er et angstfuldt, ja, forfærdeligt kapitel for den, der ikke er blevet mere dødet fra sit gamle jeg og mere helt har hyllet sig ind i Kristus, men stadig tænker, at vi selv skal gøre dette – for ikke at tale om dem, som ikke har nogen Åndens førstegrøde, men er kødelige også i sindet, som så er et fjendskab mod Gud og hans lov (Rom 8). Vi må derfor aldrig glemme det, som allerede til dels er sagt om grunden og begyndelsen til denne dødelse af det gamle menneske og det nyes fremvækst, nemlig at vi først må være i samvittigheden døde fra loven og frigjorte, glade og salige i Kristus og have både vores retfærdighed og vores helliggørelse i ham. Se, det er begyndelsen. Før, når man vel er vakt, men ikke troende og frigjort, er alt forgæves, angstfuldt, tungt, trægt, svært, umuligt; man er en ængstelig træl; sådan som Paulus viser, at vi ikke kan «bære frugt for Gud» og ikke kan «tjene i Åndens nye væsen», før vi først er «løst fra loven, døde fra det, som vi var holdt fanget af» (Rom 7,4–6). Men se, når jeg i troen kan sige med Paulus: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud» – jeg har forsøgt at opfylde loven for at blive retfærdig, men er blevet til skamme, jeg blev mere og mere fordømt, rådvild, magtesløs, hjælpeløs, forlegen, «jeg døde»; men alt det, jeg søgte, fandt jeg i en anden, i Kristus; i ham er jeg retfærdig, ren, salig; han er min retfærdighed. Og endnu mere: jeg tænkte siden, at det var min sag at hellige mig, og forsøgte at gøre meget for det; jeg skulle tro, jeg skulle bede, jeg skulle kæmpe, og gjorde alt dette til min egen omsorg, mit eget arbejde; men også det slog fejl for mig. Jeg formåede intet, kunne ikke tro, ikke bede, ja, jeg var «ikke engang i stand til at tænke noget» ud over det, min Herre hvert øjeblik virkede i mig. Så mærkede jeg, at også min helliggørelse var Herrens frie nåde og gave, og jeg blev til intet, «jeg døde»; «og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig» (Rom 7,10; Gal 2,20). Se, når Kristus på den måde er blevet både min retfærdighed og min helliggørelse, og jeg hvert øjeblik i alt afhænger af ham, så og først da bliver der sandhed i min helliggørelse og i dødelsen af mit gamle menneske; så bliver ikke blot dets udbrud hæmmet, men så dødes det indre, så dødes selve hjertet og livet i det gamle menneske, nemlig den dybe, uendelige selviskhed, indbildskheden, egenkærligheden.

Med det gamle menneske menes alt det onde, som er os medfødt af naturen som en arv fra Adam. Det første og væsentligste, som hører dertil, er den netop nævnte selviskhed, egenkærligheden og indbildningen om sig selv; for netop dertil lagde slangen særlige frø, da han sagde til vores første forældre: I skal blive som Gud (1 Mos 3,5). Fra denne kilde flyder der gennem alle naturens kræfter en frygtelig syndflod, som siden viser sig i sindelag, begæringer, tanker, ord og gerninger, såsom hovmod, gudsforglemmelse, sikkerhed, vantro, lunkenhed, ulydighed, egenrådighed, dovenskab, vellyst, urenhed, stolthed, vrede, utålmodighed, vrangvillighed, had, misundelse, griskhed, falskhed, løgn, bagtalelse og mange andre synder og laster. Sådan ser det gamle menneske ud. Det nye menneske derimod, som skal opstå og vokse i os, er det nye væsen, som ved troen fødes i hjertet af Helligånden – det er egentlig en delagtighed i Guds natur – og det viser sig hos os i et nyt barneforhold til Gud, i barnlig tillid, kærlighed, mildhed, ydmyghed, gudsfrygt og frygt for synden, i kærlighed til Guds lov, til hellighed og retfærdighed, til selvfornægtelse, til et rent liv, til sagtmodighed, tålmodighed, oprigtighed og meget mere, hvilket vi især kan se i al dets fuldkommenhed i Kristus, som var «det udtrykte billede af Guds væsen». Hvad nu dette nye menneske i os angår, så er barnet ganske vist lille, når det lige er født, men dog helligt og velbehageligt for Gud; ligesom Kristus også var lille og uanselig, da han lå i krybben, men dog var Guds Søn, undfanget ved Helligånden, dyrebar og elsket af Gud, engle og mennesker. Og ligesom dette hellige barn midt i et syndigt Nazaret blev opfostret og voksede i visdom og alder og nåde hos Gud og mennesker, ja, til sidst under mange kampe, lidelser og fristelser nåede sit livs mål, således skal også det nye menneske i os, Kristus i os, midt mellem den gamle Adams levn og verdens og de onde ånders anfægtelser opfostres og vokse i nåden, indtil Kristus mere og mere alene virker og råder i os og mere og mere bliver vores alt i alle – mens det gamle menneske, naglet til korset, dagligt lider, mere og mere udmattes, kvæles og dødes.

Hvordan sker nu dette? – Apostlen siger: «Ligesom I nu har modtaget Kristus Jesus, Herren, sådan skal I vandre i ham» (Kol 2,6). Læg mærke til det lille ord «sådan» – ligesom I har modtaget Kristus, sådan skal I vandre i ham. På samme måde som det gik til ved modtagelsen, ved begyndelsen, da livet opstod, sådan skal det gå til i vandringen, i fortsættelsen, i livets vækst. Det samme, som første gang blev det gamle menneskes død og det nyes opståen, det samme skal fremover altid blive det gamles død og det nyes vækst. – Hele det kapitel, hvor disse ord står, går ud på, at de troende, som engang har modtaget Jesus Kristus, aldrig må lade sig forvilde til at tro, at der kræves et særligt foretagende for at blive hellig; nej, de skulle vide, at den samme Kristus og den samme tro, som de er blevet retfærdige og benådede ved, også har virket og virker helliggørelse – de skulle blot i al enfoldighed blive i og vokse i den tro, de var begyndt på, og som det lyder i v. 19, «holde fast ved hovedet, fra hvilket hele kroppen, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, som Gud giver». Det er i den mening, at Apostlen i v. 12–13 minder kolossenserne om, at de jo allerede ved dåben og troen er blevet nye og levende mennesker i Kristus, som enhver selv kan læse videre i kapitlet. – Summen af det er denne: Alt sammen afhænger af at blive i Kristus – han, som er blevet os både retfærdighed og helliggørelse fra Gud (1 Kor 1,30). Sådan sagde også Kristus i Joh 15,4: «Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan heller ikke I, uden at I bliver i mig.» Ved at blive i ham har vi for det første alt liv, al lyst og al kraft; for det andet al den pleje, omsorg og tugt, vi har brug for, som han siger i v. 2: «Hver gren, som bærer frugt» (som virkelig er i mig, levende og frugtbærende), «renser vingårdsmanden» – for selv denne gode gren er dog ikke helt ren, den trænger altid til at blive renset – «for at den skal bære mere frugt». Men til et sandt og virkeligt at blive i Kristus kræves altid det samme som til modtagelsen, nemlig at ligesom vi i den første omvendelse blev gjort til skamme ved loven med alt, hvad vi foretog os for at gøre os selv retfærdige, sådan må vi også i den daglige omvendelse uophørligt ydmyges, så snart vi vil være noget, blive til noget og regne os for noget – aldrig finde trøst og tilfredshed i os selv, i vores helliggørelse eller i noget, som er inden i os, men alene i Lammet, som blev slagtet. På den måde bliver selve hjertet i det gamle menneske, den dybe selviskhed, hele tiden dødet. Men for at vi ikke skal blive liggende i vores elendighed, i trældom og afmagt, men for at det nye menneske, «Åndens sind, som er liv og fred», også dagligt kan opstå og rejse sig, næres og styrkes, så er det især nødvendigt, at vi også hele tiden ved evangeliet bliver trøstet og oprejst i samvittigheden, gjort fri af loven, glade og salige i vor Herre Kristus. Dette er hovedsagen i den daglige dåb eller fornyelse. Og på den måde bliver der sandhed i vores helliggørelse, der bliver en født helliggørelse, ikke en lavet – en levende helliggørelse ved Ånden, ikke en død og overfladisk. Hvis derimod troen, den barnlige tillid til Kristus, dør ud, så våg, bed, kæmp og død kødet, så meget du vil, det hjælper ikke, det er alt sammen forgæves, du er og bliver en træl, så længe du er uden tro. Men falder samvittigheden, syndsfølelsen, i søvn, ja, så tro og virk, så meget du vil, dit gamle menneske har det ikke dårligt af den grund – ikke engang Satan vil gide anfægte din tro – din åndelighed vil blive som eremitternes, munkenes og nonnernes, som spægede deres ydre menneske, mens de indvendigt nød selvbehag og søde indbildninger og voksede i hovmod og egenkærlighed, så at der i stedet for Åndens ydmyge, milde væsen trivedes selviskhedens bitre rod og stikkende torne hos dem – og Kristi allerstørste, evigt prisværdige værk, hans blodige forsoning, blev skubbet i baggrunden og blev for selve hjertet en mindre vigtig sag; man skulle blot af og til med munden vise den skyldig ærbødighed.

Når det nu først er i orden med selve grundlaget og det indre liv, så gælder det hele mennesket, at kødet dødes og Ånden regerer i alle forhold. Hele det gamle menneske er i dåben dømt til døden. Vi er blevet døbt til hans død. Når nogen bliver en kristen, må han straks tage afsked med sit tidligere væsen og levned. «Kristus er død for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem» (2 Kor 5,15). Til at leve sådan for Kristus og dø fra sig selv får man også hjertelig lyst, når man har fået nåde og fred med Gud, som allerede er vist. Hvis nogen bekender troen, men ikke har fået den villige ånd til dette, ikke vil være korsfæstet med Kristus, men ved siden af sin tro vil have frihed til at leve, som han synes, ikke vil lytte til nogen formaning fra Ordet, men være upåtalt og tøjlesløs i sit naturlige væsen – så bedrager han sig selv med en falsk, indbildt tro. «De, som hører Kristus til, har korsfæstet deres kød sammen med lysterne og begæringerne» (Gal 5,24).

Vi vil her give de spæde nådens børn nogle enkle eksempler på, hvordan og hvornår denne dødelse af kødet skal øves: Når du vågner om morgenen, hvad er da rimeligere, end at du med inderlig glæde begynder at takke og tilbede dit livs Gud, din himmelske Far, for alt, hvad han har givet dig til både legeme og sjæl – især at han har givet sin Søn og Ordet og sakramenterne, at du er et Guds barn, iklædt Kristus, ren og yndig i Guds øjne? Så tak og bed! Mærker du træghed til det, se, så er det kødet; det må ikke råde, men skal dødes. Se, her er dåbens øvelse! Dernæst skal du hele dagen være varm over for din Gud, være bange for at gøre ham imod, frygte synden mere end døden; er du kold og sikker, så er det kødet, det skal dødes. Du har også et jordisk kald, og det skal du passe med flid og omhu; er du træg og doven til det, så er det kødet, det må dødes. Er du husfar eller husmor, så skal du lede dit hjem med omsorg og iver, men med mildhed og sagtmodighed; er du enten forsømmelig og skødesløs eller også utålmodig og vred, så er det kødet, det må dødes. Er du barn eller tjenestetyende, så skal du gøre, hvad der bliver dig befalet, med kærlighed, ærbødighed, mildhed, flid og troskab; rejser utålmodighed og utilfredshed sig, så er det kødet, det skal dødes. Bliver du krænket af nogen eller løjet om, og du vil blive vred og fuld af had, så er det kødet. Stiger der urene lyster op, eller misundelse eller stolthed eller selvbehag – så er det alt sammen kødet; det må ikke råde, det skal dødes. Se, her er dåbens øvelse. På den måde ved du ud fra Guds egne bud, hvad den rette hellighed er, og behøver ikke at jage efter en hellighed med usikre gætterier og egne indbildninger, en hellighed, hvor du ikke rigtig ved, hvad den består i. Her får du også så meget at gøre, at du ikke vil blive særlig tilfreds med dig selv – nemlig hvis du ser rigtigt og alvorligt på Guds hellige vilje, ser på dit indre og ser på de åndelige krav i Guds lov. Derved forbliver du alle dine livsdage i en stadig afhængighed af din Guds trofasthed og hjælp. Og se, netop dette er vejen, dette er helliggørelsens kunst: hver dag som et barn at være afhængig af Gud, hver dag at holde sig gode venner med sin Gud ved hans Søn, flittigt at holde troen, den barnlige tillid, glæden, lysten og kraften ved lige med Ordet om Kristus, og så med denne villige ånd at give agt på Guds hellige vilje og på Kristi skønne forbillede osv. Det går ganske vist ikke så jævnt og smukt, som det her bliver sagt; men det går, sådan som Herren giver det, idet han tildeler enhver troens mål. Det var dog dette, Apostlen anså for vigtigt, nemlig at «holde fast ved hovedet, fra hvilket hele kroppen får kraft – og vokser med den vækst, som Gud giver» (Kol 2,19). Læg mærke til: vækst, som Gud giver.

Og lad dette for denne gang være nok om den dyrebare dåb. Gud hjælpe os til mere og mere at forstå dens trøst, så vi i al svaghed, skrøbelighed og nød lærer at sige: Jeg er jo ikke døbt til mig selv, men til Kristus; jeg skal alligevel aldrig bestå i min egen retfærdighed, men i Kristi; jeg er jo «iklædt Kristus». Væk med sorg, væk med mistrøstighed! Kristus har ikke syndet! – og at vi ved en sådan trøst igen henter mod, lyst og kraft til at leve med ham og dø med ham. Amen.