Brev til nogle brødre i provinsen

(Sekstende årgang, 1857)

– – – I spørger, «om forfatteren til artiklen om dåben i ’Pietisten’ for 1854 *) siden da er kommet til en anden forståelse af emnet, efter at han nu så længe har tiet om det, mens de modsatte meninger begynder at udtale sig stadig flittigere». Nej, kære brødre, det er ikke grunden. De sandheder, jeg dengang fremstillede, er kun blevet mig mere og mere klare og urokkelige; men hvad jeg samtidig i den tid stadig tydeligere har lært at se, er, hvor forfængelige alle mennesker er (Sl 39,6), hvordan ingen forstand, ingen bevisførelse og ingen tydelige ord her kan hjælpe til at bevare sjæle i sandheden eller føre dem tilbage til den; kun Guds barmhjertighed hjælper, nemlig at det behager ham at skænke os en ydmyg og troende ånd, et øje og en sans for sandheden. Jo længere jeg lever, des mere ser jeg, hvordan et sandt lys og al vores velfærd hænger på Guds barmhjertighed; at hvem som helst kan falde i vildfarelse, hvis Gud slipper os, og ganske ubemærket miste de allerdyrebareste trosartikler; at den største, dybeste og mest skadelige løgn, som den gamle slange indgød i vores natur, var indbildningen om en fast, klar og ufejlbarlig forstand, der siger: I skal blive som Gud og kende godt og ondt. Det er denne dybe indbildning om os selv, som er kilden til al vildfarelse på jorden. Det er på grund af denne indbildning, at Gud lader mennesker falde i alle slags galskaber. Åh, man kan aldrig råbe højt nok om ordene i 1 Pet 5,5, så enhver, som vil bevares, må give agt på den formaning. For aldrig står det mere håbløst til med et menneske, end når det er betaget af høje indbildninger, så Gud selv ikke vil begunstige det med sin Ånds nåde, men tværtimod «står det imod». – Men i samme grad som jeg indser dette, at al vores åndelige forstand og hele vores vej beror på Guds barmhjertighed, des mere begynder jeg at frygte al bitterhed mod de vildfarende, alle hovmodige tanker og ord mod dem, og at bede alle mine brødre om at undgå den; for jeg ser, at Gud er så nidkær, at selv når vi har en ret sag, må vi alligevel «vandre i frygt»; ellers vil Herren snart tage lyset fra os. Sådan står det til. – Jeg mener dog slet ikke, at det hører med til denne gudsfrygt, ydmyghed og kærlighed, at man ikke skal løfte sin røst mod selve vildfarelsen, at man skal kalde det onde godt og regne alle meninger for lige gode, hvad kun de kan gøre, som ikke selv tror noget bestemt; åh nej! Jeg ser ham, som var «mild og ydmyg af hjertet», sige til sin kære Peter: «Gå bort fra mit åsyn, du Satan, for du er en anstødssten for mig» osv. Men jeg mener, at vi må vogte os for vores egen ånd, for hjertets bitterhed og hovmod, og sørge for, at vi kun taler for sandheden af virkelig kærlighed, kun med hellig nidkærhed for sjæles vel. Jeg frygter, at mange af vores brødre også fejler på dette punkt.

*) Hermed sigtes der til en artikel i 13. årgang, som især går ud fra den gamle, nu rettede oversættelse af Matt 28,19.

I siger videre i jeres brev, at I nu har set udtalt i åbne bekendelser, hvad mange fra begyndelsen ikke ville tro, «at det ikke blot drejer sig om, hvorvidt de små børn bør døbes, men om hele dåbens værdi og betydning, og dernæst i det hele taget om de største hemmeligheder i Guds rige på jorden». Ja, sådan er det, kære brødre. Spørgsmålet er egentlig dette: Skal vi tro på noget helt overnaturligt og uforklarligt i de synlige frelsesmidler på jorden, eller skal alt, hvad der er sandt og virkeligt, dog på en eller anden måde være naturligt, begribeligt og forklarligt? Det er spørgsmålet. Der er ganske vist også i evangeliets ord noget overnaturligt; for dets virkning er ikke frugten af en blot og bar overbevisning, men det er virkelig en «Guds kraft», en «Guds sæd», så ligefrem en ny skabelse, en ny fødsel bliver dets frugt; men dette er dog noget, man kan se med øjnene, og som man desuden synes, man kan forklare på en vis naturlig måde. For at loven virker erkendelse af synden, sønderknuselse og nød, og at der af evangeliet kommer trøst, fred, glæde, kærlighed og alle Åndens frugter, det forekommer os ikke ubegribeligt, det synes os tværtimod helt naturligt; derfor er vi enige om de stykker, så mange som har nogen åndelig sans. Men at Gud ved dåben skal gøre noget ved et lille barn, der ikke er sig selv bevidst, eller at han ved brød og vin skal give os sit legeme og blod, det er kulsort mørke for vores forstand; det kan vi umuligt begribe eller forklare på nogen naturlig måde. Derfor er det på disse punkter, vi bliver uenige, både enkelte kristne og hele kirkesamfund. Vi har nu allerede også hos os fået at se, at «det følges ad»: Hvor det ene af sakramenterne først er blevet angrebet af fornuften og afklædt alt overnaturligt indhold, dér bliver også snart det andet angrebet og på samme måde renset for alt «urimeligt». Ligesom I, mine brødre, nu fortæller, hvordan det har bekymret jer, at der i ’Evangelisten’ for 1856 står, at dåben slet ikke medfører, men kun afbilder renvaskningen i Kristi blod, at «dåbens vægt og betydning først er at være en handling, hvorved vi viser vores kristne lydighed», «en måde at bekende vores tro på», og dernæst «et sindbillede på syndens afvaskning i Kristi blod», at dåben «ikke er noget middel til syndernes virkelige afvaskning» osv.; ligesom dette har bekymret jer, sådan må også vi her nu høre det påstået, at Herrens hellige nadver kun er en mindefest for Kristi forsoningsdød, hvor brødet blot betegner Kristi legeme og vinen Kristi blod; «for det var jo umuligt», siger man nu på svensk, «at Kristus kunne give sine disciple sit kød og blod, mens han endnu levede», «men åndeligt bliver den troende sjæl delagtig i Kristus» osv. At det således følges ad – at fornuften, når den først har fået indpas i det ene sakramente, snart også angriber det andet og fejer netop det guddommelige, store og allersaligste indhold i dem bort – det er dog sørgeligt, når man tænker på de sjæle og efterkommere, som til sidst ikke vil få andet i sakramenterne end «sindbilleder». – Men nu spørger I: «Hvilken mening er den rette?» Ja, kære brødre, hvad skal man tænke? Unægtelig er disse nye meninger meget rimeligere, naturligere og lettere at tro end den besynderlige tro, vi bekender. At tro, at dåben skal være et frelsesmiddel, et middel til at afvaske synderne, det er jo alt for tåbeligt (for vores fornuft). At Gud skal gøre noget i et lille barn, der ikke er sig selv bevidst, at mennesket skal kunne modtage noget godt og helligt, uden at det selv gør det allermindste til det, åh, det er jo alt for grov galskab! At tro, at Kristus skal forene sit legeme og sit blod med brød og vin, at brød og vin skal være delagtighed i eller fællesskab med Kristi legeme og blod, åh, det er jo alt for enfoldigt. Men at de er sindbilleder på det, og at blot den troende sjæl bliver delagtig i fortjenesten af Kristi blod, det er noget, som er fornuftigt. Ja, kære brødre, jeg bekender oprigtigt, at min fornuft har stor tilbøjelighed til disse nye, rimelige meninger. Men når jeg stadig af hele Guds ord ser, at det netop er det kendetegnende ved Kristi rige, at det skal være en «anstødssten» og en «forargelsens klippe» for al fornuft, så Paulus også kalder det «Guds tåbelighed» (1 Kor 1) – mærk dig: «Guds tåbelighed»; og når jeg ser, hvordan også Kristi disciple lod sig af deres store forstandighed drage til den samme tanke, at små diende børn ikke kunne modtage nogen virkelig velsignelse af Kristus – for havde de blot troet noget sådant, så havde de sikkert ikke «truet ad dem, som bar børnene frem», men helt sikkert anset det for umagen værd at bære dem frem; og når jeg ser, hvordan Apostlen netop som bevis på, at evangeliets art er at ville gøre alt, hvad vi selv gør, til intet, fremstiller eksemplet med Rebekkas tvillingesønner, at «før børnene var født og hverken havde gjort godt eller ondt», blev den mindre udvalgt frem for den større (Rom 9,11); og når jeg ser, at Gud kunne give Helligånden til et barn, som endnu var i moders liv (Luk 1,41.44); og når jeg ser, at apostlen Paulus åbenlyst mente, at ikke blot den troende sjæl, men allerede det velsignede brød og det velsignede bæger var en delagtighed i eller et fællesskab med (som grundtekstens ord betyder) Kristi legeme og blod (1 Kor 10,16; 11,27); når jeg ser alt dette og mere af samme slags, så kan jeg ikke finde andet, end at de kristne tror rigtigt, som tror på dette underfulde, dette overnaturlige og uforklarlige, ja, for al fornuft tåbelige. Og når jeg ser, at apostlen Peter udtrykkeligt siger, at vandet frelser os i dåben (1 Pet 3,21), og at Paulus udtrykkeligt siger om Kristus og menigheden, at han rensede den i vandbadet ved ordet (Ef 5,26), så ser jeg, at de er faret vild, som er kommet på den tanke, at dåben kun er en lydighedsøvelse for os, kun «en måde at bekende vores tro på» og kun «et sindbillede på renvaskningen i Kristi blod». Ja, når jeg ser, at Kristus siger, at voksne må blive som børn for at modtage Guds rige (og sådan bør de vel også være for at få indgangssakramentet til det), så kan jeg ikke tro, at de har ret, som mener, at børnene må blive voksne for at modtage det samme Guds riges indgangssakramente.

Vi mærker, at alt beror på, hvad vi tror om dåbens værdi og betydning. Er den blot en lydighedsgerning fra vores side, blot en måde at bekende vores tro på, så er det rigtigt, at kun de voksne bør få den; men er den et Guds nådemiddel, er det sandt, hvad Apostlen siger, at «Gud efter sin barmhjertighed frelste os ved et bad til ny fødsel og en fornyelse ved Helligånden» (Tit 3,5; Joh 3,5; 1 Pet 3,21; Ef 5,26), så tror jeg, at de er bedst egnede til at modtage dåben, som netop er i den tilstand, Kristus har stillet op som eksempel for de voksne.

Meget kunne tilføjes her, men jeg slutter med det, jeg begyndte med: De klareste bibelsandheder og den stærkeste bevisførelse udretter intet, hvis ikke sindet er ydmygt og åbent for sandheden, ja, hvis ikke Gud forbarmer sig og gør det. Bed derfor – bed inderligt til Gud om en ydmyg og troende ånd; det vil jeg af et brændende hjerte råde enhver sjæl, som vil bevares i nåde og sandhed; for alt beror på Guds barmhjertighed og denne ydmyge, troende ånd. At ingen forstand, intet Guds ord og ingen bevisførelse ellers hjælper, kan vi jo mærke af, at vi undertiden kommer i en sådan sindstilstand, at vi ikke engang ser, at der er en Gud, ikke engang tror et eneste ord om Kristus. Denne erfaring, som de fleste kristne sikkert har, burde dog lære os ikke at stole på vores forstand, vores blik, vores tydelige og faste grunde. Nej, alt sådant kan blive fejet bort på et øjeblik, hvis du ikke vandrer i frygt og holder dig fast til ydmygheden. Og til ydmygheden hører også, at du ikke tiltror dig selv at være skudsikker eller uangribelig for en vildfarelse, så du helt unødigt kan give dig ind i hvilke som helst spørgsmål og ordstridigheder. Den gamle slange taler stadig dette smigrende sprog: Du skal ikke mistro din forstand; nej, «I skal blive som Gud og kende godt og ondt»; du skal ikke frygte nogen vildfarelse; du mærker nok altid, hvad der er rigtigt, rimeligt og sandsynligt; og det må vel være det rigtigste osv. Men hvor ydmyghed og Herrens frygt bor, dér frygter man en smigrende tanke om sig selv. Hvem ved ikke, hvor overmåde sandsynligt det, som er mest falsk og skadeligt, plejer at forekomme os? Ja, når man hører en dygtig advokat, kan det lyde så sandt og uimodsigeligt, at man vil sværge på, at det ikke kan være anderledes; men kommer der en anden, som beviser det modsatte, så kan også det blive lige så uimodsigeligt og sandt for os, så man også da vil sværge på, at det er det rette. Heraf kan du se, at det ikke går an at stole på sin forstand. Derfor har Apostlen givet os en dyrebar rettesnor for den sande skriftfortolkning. Hvis to fortolkninger begge synes at have Ordet for sig, så skal du vide, at den er den rette, som er i overensstemmelse med troen. «Profeti» betyder her skriftfortolkning; og Apostlen siger: «Har nogen profeti, så skal den være i overensstemmelse med troen» (Rom 12,6). Læg mærke til, hvad der stemmer mest overens med den store hovedlære, med hele ånden i Kristi evangelium, og hvad der fører til mere tro og til fornuftens død; for det er jo hovedretningen i Kristi evangelium, nemlig at vores fornuft mere og mere skal dødes og sjælen mere og mere vokse i troen, så den til sidst tror alt, hvad Gud siger, om det så ser nok så urimeligt ud; «for Guds tåbelighed er visere end mennesker».

Kort sagt, så meget ser jeg da med sikkerhed, at ydmygheden og troen har de største løfter for sig. Om de «kloge» og «hovmodige» står der hårde ord i Skriften (Matt 11,25; 1 Pet 5,5), men de ydmyge giver han nåde.