Lad os holde påske

(Ellevte årgang, 1852)

Også vores påskelam er slagtet for os, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid. Disse apostoliske ord læses i 1 Kor 5,7. – Både af Apostlens ord på dette sted og af Guds anordning om påskelammet i Det Gamle Testamente skal vi lære, hvordan vi bør holde påske. Af disse Herrens ord får enhver sin sunde lektie. Nogle af os er endnu letsindige «goddagsfolk, for hvem synden er som en let fjer»; nogle er arbejdende og betyngede, trykkede og sukkende trælle under mægtige syndelænker; nogle er hyklerske medløbere, som forvender vores Guds nåde til udsvævelse; nogle er skræmte, plagede og bange hjerter, som frygter, også hvor der intet er at frygte, osv. I alle disse forskellige tilstande kan enhver alligevel få sit ud af dette emne.

Vores påskelam. Hør! Vi har også et påskelam – nemlig Kristus, Guds evige, enbårne Søn, ofret for os. At påskelammet i Det Gamle Testamente var et billede og en afbildning af dette sande Guds Lam, som borttager verdens synd, siger Skriften os udtrykkeligt. Da Johannes fortæller, hvordan soldaten knuste de to røveres ben, men gik Kristus forbi og ikke knuste hans ben, tilføjer han: «For dette skete, for at skriftordet skulle opfyldes: ’Ikke et ben skal knuses på ham’» (Joh 19,36). Når disse ord nu alligevel er skrevet om påskelammet, ser vi, at Guds ord om påskelammet egentlig handler om Kristus, og at Gud i påskelammet har villet sammensætte et billede af Kristus, af hans forsonende død og af, hvordan han med rette skal tages imod. Så er det en herlig ting at få lov at betragte det billede. Det findes i 2 Mos 12. Det er en stor fryd for sjælen at se og genkende Kristus og hans mest karakteristiske træk i dette billede. Om påskelammet står der fx, at det skulle tages fra de andre fårs flok; sådan skulle også Kristus være et sandt menneske som vi og med hensyn til sin menneskenatur tages fra vores flok. Påskelammet skulle skilles ud fra resten af hjorden; også Kristus var i Faderens råd udset og udskilt til verdens forsoning, som Peter taler om i 1 Pet 1,20, når han kalder Kristus et lam, der var forudbestemt før verdens grundlæggelse. Påskelammet skulle være et årgammelt, lydefrit får; Kristus skulle ofres i sin manddoms blomst og være den rene, ubesmittede og fuldkomne, som ikke kendte til nogen brist eller synd. Påskelammet skulle slagtes og steges; Kristus blev blodigt slagtet og desuden ligesom stegt i Guds strenge retfærdigheds fortærende ild. Påskelammet blev, som jøderne samstemmende fortæller, stegt på den måde, at et træspyd blev stukket gennem kroppen, og så blev det hængt op i form af et kors midt i en stegeovn – og det var jo på den mest bemærkelsesværdige måde et forbillede på Kristi død, da han med gennemborede hænder og fødder var fæstet til korsets træ. På påskelammet måtte intet ben knuses; og evangelisten har udtrykkeligt forklaret, at det bud blev opfyldt på Kristus (Joh 19,36). Påskelammets blod skulle stryges på dørstolperne i Israels børns boliger, og derved var de beskyttet mod dødsenglen, som slog alt førstefødt i alle egypternes huse; sådan skal også vores hjerters dørstolper «bestænkes» (Hebr 10,22), ligesom bestryges med Kristi blod, som frelser os fra lovens forbandelse. Påskelammet skulle spises; også Kristus siger: «Mit kød er sand mad; den, der spiser af det, skal ikke dø» (Joh 6). Hvordan denne troens spisning sker, skal vi vise senere. Vi har nu kun antydet, hvor godt og træffende Kristus er afbildet i påskelammet. I det billede må vi sandelig genkende Kristus. Desuden kaldes Kristus så mange steder i Det Nye Testamente udtrykkeligt et lam. Johannes Døberen siger: «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd.» Evangelisten Johannes ser i himlen «et lam, som var det slagtet» (Åb 5,6); og i samme Åbenbaringens Bog kaldes Kristus mere end tyve steder et lam: «Lammet, som blev slagtet» osv.

Vi har altså et påskelam, Kristus, ofret for os, ja, det eneste rette påskelam, som alle Det Gamle Testamentes påskelam kun var skyggebilleder af (Hebr 10,1). Det ved vi godt! Dette er summen af hele Guds evangelium; og i disse passionsdage har vi hørt, læst og sunget meget om Guds rene Lam, slagtet for os på korset. Men nu bliver det store hovedspørgsmål: Hvilket gavn og hvilken nytte har vi af vores påskelam? Har vi virkelig nogen nytte, nogen reel tjeneste af Kristus, eller skal vi blot fejre hans lidelse og død som en årlig skat til ham? Er det ikke ynkeligt, at de fleste mennesker, som år efter år har fejret højtiden for Kristi lidelse og død, endnu aldrig har haft nogen virkelig nytte, tjeneste og glæde af Kristus? En god karl, der arbejder ærligt, eller en læge, der har helbredt en sygdom hos os – de har gjort os reelle tjenester, men – ikke Kristus! Brødet, der nærer kroppen, vandet, der slukker tørsten, solen, der skænker os lys, varme og velvære – disse gaver bringer en virkelig nytte med sig; men den store, allerstørste gave, Kristus, Guds Lam, har aldrig været dem til så megen nytte, tjeneste og glæde som disse små gaver! Er det ikke forfærdeligt? Skulle vi så ikke engang se efter, om Kristus også gør os nogen virkelig tjeneste og nytte, og hvor fejlen ligger, når vi aldrig har haft nogen nytte af ham? Vi spørger først: Hvad tjener Kristus os til? Har han gjort os nogen virkelig tjeneste og nytte? Også til at besvare dette spørgsmål tjener det forbillede, vi nu har set på, os fortræffeligt. Israels børn havde en stor, velsignet nytte af påskelammet.

Israels børn sukkede under et hårdt, uudholdeligt slaveri; fra Egypten steg der et vedvarende råb op til Herren om deres nød og jammer; og ikke én eneste kunne befri dem derfra. Farao og hans hære var alt for mægtige for dem. Men denne trældomsnød var endnu ikke nået sit egentlige højdepunkt, så længe Moses ikke var trådt frem; men da Moses begyndte at byde, at de skulle drage ud af trældommens land, og sagde til deres herskere: «Så siger Herren: Lad mit folk gå!» – først da blev trældommen og undertrykkelsen rigtig grufuld. Først derved blev folket vakt til at føle sin elendighed. De havde været trælle fra fødslen, de vidste ikke, hvad frihed ville sige, og savnede den derfor heller ikke; men da Moses begyndte at tale om frihed og om at drage ud af trællehusene, først da følte de bitterheden ved deres trælleliv. Men for det andet blev selve trældommen nu også frygtelig skærpet. Vi læser i 2 Mos 5,6–14, at da Moses krævede folket sat fri hos Farao, blev tyrannen vakt til nyt raseri og befalede nu sine «fogeder og opsynsmænd» at undertrykke folket endnu hårdere og sagde: «I skal ikke længere som før give folket halm til at lave teglsten; lad dem selv gå hen og skaffe sig halm; men det samme antal teglsten, som de har lavet før, skal I alligevel pålægge dem» osv. Nu blev trældommen allerværst; nu råbte og jamrede folket allermest ynkeligt og klagede over Moses, som havde ophidset kongen. Så fuldstændig mistede de nu håbet om at blive befriet fra trældommen. Og netop da var Herrens time kommet. Og hvordan skete deres forløsning så? Den skete alene ved et Guds almagtsunder. En mørk, forfærdelig nat fuldbyrdede Herren sin hævn over sit folks undertrykkere, da han slog alt førstefødt i Egypten – og nu var det påskelammets blod, der frelste de undertrykte fra den retfærdige hævners sværd. Herren havde givet denne anordning: «Jeg vil den nat gå gennem Egyptens land og slå alt førstefødt i Egyptens land, både mennesker og kvæg – – – og blodet skal være et tegn til redning for jer på de huse, I er i; for når jeg ser blodet, vil jeg gå jer forbi, og ingen hjemsøgelse skal ramme jer til fordærv, når jeg slår Egyptens land» (kap. 12,13). Hvordan blodet skulle påstryges, står i v. 22: «Tag et bundt isop, dyp det i blodet, og stryg blodet på den øverste dørbjælke og på begge dørstolper; og ingen af jer må gå ud ad sin husdør før om morgenen.» Og så kom rædselsnatten! Herren slog alt førstefødt i hele Egypten, både blandt mennesker og kvæg, «fra kongens førstefødte søn, ham, der sad på tronen, til fangens førstefødte, ham, der sad i fængslet». Nu skete der med det undertrykte Israel, hvad Herren siger om forløsningen af os alle i Es 63: «For en hævnens dag var i mit hjerte, og mine forløstes år var kommet.» Farao blev forskrækket, og hele Israel blev forløst. Farao råbte til Moses og Aron: «Stå op og drag bort fra mit folk, både I selv og Israels børn; og gå hen og hold gudstjeneste for Herren, som I har sagt. Tag også jeres får og jeres kvæg, som I har forlangt. Og egypterne trængte på folket for hurtigt at få dem ud af landet; for de tænkte: Ellers dør vi allesammen» (v. 31–33).

Se her, hvilken herlig forløsning, hvilken hurtig og lykkelig forvandling! Den samme tyran, som lige før på ingen betingelser ville lade Israel gå, driver nu på af al magt, for at de skal drage ud! De samme, som lige før var de mest undertrykte trælle under «byrdens åg og skulderens svøbe og plagerens stav», så selv stenene kunne være blevet rørt over det, er nu frie, nu er de herrer. Det havde Herrens hævndag udrettet. Her gik sandelig i opfyldelse, hvad Salme 126 siger om en anden af Israels forløsninger: «Da Herren genrejste Zion, var vi som drømmende; da fyldtes vores mund med latter og vores tunge med jubel.» Nu fik de alle lov at drage ud, små og store, unge og gamle, mænd og kvinder, og for første gang i deres liv føle sig frie. Hvor herligt må solen ikke nu have skinnet mod deres øjne, der var fulde af glædestårer! Hvor mildt smilede ikke hele naturen nu, bjerge, dale og marker, mod «Herrens forløste»! Abrahams, Isaks og Jakobs børn drog nu igen til deres fædres land, en skare på seks hundrede tusind mænd foruden kvinder og børn. Det var til minde om denne store forløsning, at Det Gamle Testamentes påske blev fejret.

Er her ikke et smukt billede af hele verdens store forløsning, som er sket i Kristus Jesus? Eller har ikke også vi en stor forløsning at fejre? Åh, den, vi nu har beskrevet, er kun et svagt skyggebillede af den store forløsning, der skete i Kristi død. Lad os se! Hele verden er ved syndefaldet kommet i Djævelens vold; Guds billede var tabt og dermed den frie vilje. Mennesket var slave under afgrundens Farao, styret og drevet efter hans vilje af de lyster og vildfarelser, som var de «fogeder og opsynsmænd», han satte over os. Under dette slaveri sukkede hele menneskeheden. Alligevel kendte den ikke rigtig sin nød, før loven kom og talte tydeligere end samvittigheden om Guds krav. Først da begyndte samvittighedsnøden på jorden at blive rigtig stor; det siger Paulus om: «Indtil loven var der synd i verden; men synd tilregnes ikke, hvor der ingen lov er. Alligevel herskede døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke havde syndet ved en overtrædelse som Adams» osv. (Rom 5,13–14). Her var nu en nød, som ikke én eneste sjæl kunne redde sig ud af. Af Guds hellige lov kunne ikke et bogstav, heller ikke en tøddel eftergives, og lovens urokkelige dom lød, at «den, der syndede, skulle dø» – og «der var ingen retfærdig, ikke én» (Rom 3). Her var en evig og almindelig nød; «her krøb tusind menneskeliv, som ingen nådens daggry så, misdædere, som lå dømte i lænker, i blod, i nag og kiv». Men nu forbarmede den store, barmhjertige Gud sig! Han kunne ikke tåle, at hans billede og barn, mennesket, skulle gå evigt fortabt.

Til sin enbårne Søn sagde han: / Jeg må forbarme mig. / Stig ned i syndens land, / og løs de arme fanger osv.

«Da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven» – det, som profetiens Ånd allerede sang om så fuld af fryd: «For dit ansigt skal de glæde sig, som man glæder sig i høsten osv., for deres byrdes åg og deres skulders svøbe og deres plageres stav bryder du i stykker som på Midjans tid. For et barn er født os, en søn er givet os» osv. (Es 9,3). Læg her mærke til, hvordan Herrens Ånd ser tilbage på Israels trældomsnød i Egypten, når han taler om «byrdens åg, skulderens svøbe og plagerens stav». Og alligevel taler han her om Kristi forsoningsværk for hele verden. På samme måde i Es 63, hvor Herren viser sig for profeten i en blodig klædning, som en, der træder vinpersen, fra Bosra, og forklarer det sådan: «En hævnens dag var i mit hjerte, og mine forløstes år var kommet.» Og hvordan lyder det i Det Nye Testamente? I Hebr 2,14–15 siger Apostlen: «Da nu børnene har samme kød og blod, fik også han på samme måde del deri, for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som havde døden i sin magt, det vil sige Djævelen, og for at han skulle gøre alle dem fri, som af frygt for døden måtte være trælle hele deres liv.» I Gal 3,13 siger Apostlen: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os.» Og igen i Ef 1: «Vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.» Sådan har Herrens Ånd udtrykkeligt nævnt den trældom og de plagere, som Kristus har forløst os fra. Han nævner synden, lovens forbandelse og Djævelen. Endelig taler Herren også til den sidste fjende, døden, og siger: «Fra dødsrigets magt vil jeg frelse dem, fra døden vil jeg forløse dem. Død, hvor er dine plager? Dødsrige, hvor er din pest?» (Hos 13,14). Åh, en herlig, majestætisk trussel mod vores fjende! Åh, evige, priselige kærlighed! Åh, evige, mægtige trøst for vores arme synderhjerter! Her er nu vores påskelam, vores store, evige forløsning! Al verdens synd, alle menneskers ugudelighed og syndetrældom, fra Adams til det sidste menneskes i verden, blev lagt på Guds rene Lam. Den uudholdelige byrde trykkede ham sådan, at han svedte blod; og han klager og beder, han sukker som lammet på slagtebænken, men han går trofast igennem det. Al lovens forbandelse, alle dens trusler og straffe for synden samles på ham, så han også blev en forbandelse for os; men dermed løskøbte han også os fra lovens forbandelse, for at vi skulle arve velsignelsen. «For dit ansigt skal de glæde sig»; for du «brød vores byrdes åg, vores skulders svøbe og vores plageres stav i stykker». Endelig kom også døden, som er syndens løn, og angreb og dræbte det evige liv, men blev så selv opslugt i sejr – og sådan nedkæmpede han «ham, som havde døden i sin magt, det vil sige Djævelen, og gjorde os fri, som af frygt for døden måtte være trælle hele vores liv». Dette er nu vores påskefryd, og dette er vores sejrssang: «Døden er opslugt i sejr; død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr? Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak til Gud, som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.»

Pris være dig, Jesus, at din hånd / har frelst os sådan fra syndens bånd! / Nu er den tunge trældom endt, / nu er det rette, frie år – –

Nu er alle Adams børn / forløst fra dødens garn.

Ja, sådan er det; «nu er det rette, frie år», «nu er alle Adams børn forløst fra dødens garn». Og alligevel går hele verden stadig under syndens og Djævelens herredømme! Og alligevel går mange plagede og ængstelige sjæle arbejdende og betyngede under deres synder og lovens trældomsåg og vil så gerne sættes ind i Guds børns herlige frihed, men når ikke dertil! Hvad er da fejlen, hvad er årsagen? Hvad er det, der endnu må ske?

Dette er nu det andet, som er afbildet for os i Israels forløsning fra Egypten. Det første var, at Herren med vældig hånd slog sit folks undertrykkere og derved vandt en herlig forløsning for hele folket. Det andet var, at hver enkelt, som ville undgå både trældommen og dødsenglen, skulle holde påske; dørstolperne skulle bestryges med lammets blod, og lammet skulle spises. Det er dette sidste, der nu står tilbage. Vi er alle sammen løskøbt i Kristi død. Alle menneskebørn, som er på jorden – unge og gamle, høje og lave, små og store, grovere og finere syndere – alle sammen er vi dyrt købt, alles synder blev på én dag taget bort, og Gud er i Kristus nådig og forsonet over for alle. Men ligesom Israels børn gik helt underdanigt under deres trældom, så længe Moses ikke talte til dem om at drage ud af trællehusene, sådan går også enhver helt underdanig og villig i sin trældom under synden og Djævelen; vi er født under denne trældom og ved ikke, hvad frihed vil sige, og siger derfor som jøderne: «Vi har aldrig været trælle for nogen» (Joh 8). Men når Moses begynder at tale i vores samvittighed: «Du er en træl; gør dig fri! Den, der gør synden, er syndens træl; forlad synden» osv. – og vi nu begynder at kæmpe alvorligt imod den – først da begynder nøden; først da mærker vi vores trældoms magt og bitterhed; da klager og jamrer vi: «Jeg kan ikke rigtig omvende mig; jeg kan ikke rigtig angre og hade synden; jeg kan ikke rigtig våge og bede» osv. Men dermed er det ikke nok; også selve synden bliver endnu værre. Ligesom Faraos grusomhed og undertrykkelse blev vakt ved Moses’ krav, sådan bliver nu også det onde i mig vakt til nyt raseri ved lovens krav, som Paulus udtrykkeligt forklarer i Rom 7,7–14: «Jeg havde ikke kendt begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig; for uden lov er synden død. Og jeg levede engang uden lov; men da buddet kom, levede synden op – – – for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet.» Nu er trældomsnøden rigtig stor. Nu mener den arme sjæl, at den er helt fortabt. Her bliver nøden ofte, som det synes, helt uendelig; det onde bliver værre og værre og modstanden svagere og svagere, under en endeløs kæde af kampe og kvaler – netop som da Israels børn skulle forløses: dag efter dag gik Moses op til Farao og krævede folket sat fri, men for hver dag så det mørkere og mørkere ud, mere og mere umuligt! Sådan bliver også den vakte sjæls nød, ofte gennem flere år, tungere for hver dag, trældommen hårdere og hårdere, lænkerne flere og flere, hjertets lyster vildere og mægtigere, udsigten til frihed mindre og mindre. Apostlen siger: «Og jeg døde!» Åh, hvilken trældom! Åh, hvilken jammer og nød! – Og hvor længe skal denne ynkelige trældom så vare? Hør, sjæl! Så længe, indtil du holder op med dit eget arbejde, begynder at holde påske og bestryger dit hjertes dørstolper med påskelammets blod. Åh, gid mangen en vakt og martret sjæl ville lægge mærke til dette! Her hjælper slet intet, hvad vi end foretager os: trællen kan ikke selv gøre sig fri; her hjælper kun et underværk af den Almægtige. Her hjælper intet, hvor meget du end vil våge, kæmpe, angre, bede; her hjælper intet, hvor meget du end slider i lænkerne og vil gøre dig fri, hvor meget du end strides med dine lyster og vil gøre modstand; de fogeder er alt for mægtige! Du er bundet, du er ikke fri, du er «solgt under synden»; du må give dig, du må holde op med de forgæves forsøg på selv at gøre dig fri; du må give dig hen til at holde sabbat, blive stille og holde påske – det alene hjælper!

Men du siger: «Det er ikke min mening selv at gøre mig fri af det onde; jeg råber jo til Herren om hjælp.» Svar: Sandelig! Hvor ville det dog have behaget naturen at komme frem ad den vej, nemlig først at få kraft til at aflægge det onde og siden tage imod nåde! Men hvis Gud hjalp dig på den måde, så fik Lammets blod ikke æren! Du skal lære, at det ikke går ad den vej. Gud vil gøre dig til en kristen, ikke til en selvhellig farisæer, som engang kunne «takke Gud» for, at han havde fået kraft til at være bedre end andre. Nej, du skal blive en rigtig israelit, en Israel, som i kampen med den ukendte mand om natten fik hoftesenen revet over og aldrig mere kan gå ret, men halter lidt (1 Mos 32). Du skal lære lidt grundigere, hvad det er at være frelst alene ved Lammets blod – at være frelst som helt fortabt, som træl under synden, alene ved Guds mægtige arm. Derfor går det ikke sådan til, at du af Gud skal få kraft til først at rive båndene over, før du tager imod den store nåde; men du må først lære, hvad det er at «stryge Lammets blod på dørstolperne»; du skal standse, hvile, holde påske – først da bliver det til en forløsning!

Der findes ingen dybere, mere uudslettelig smitte af den adamitiske fordærvelse i vores natur end denne uendelige selvforgudelse, dette hovmod, der selv vil være og blive noget, selv være stærk og hellig, selv frelse sig. Derfor må Gud bruge de allerhårdeste midler imod det. Det grufuldeste af alt, hvad der trykker et menneskehjerte på denne jord, er syndens og Djævelens overmagt, når sjælen må klage: «Jeg er helt solgt til at gøre det, som er ondt; jeg er helt bundet i syndens og Djævelens vold» – og alligevel – læg mærke til det – alligevel ikke kan holde op med at kæmpe og håbe på sin egen kamp! Det første, at sjælen må føle sig helt «solgt under synden», er det hårde middel, som Gud må bruge mod den dybe selvhellige indbildning; men at den ikke holder op med sin indbildning og sin forgæves kamp, det er dens egen vantro og hjertets hårdhed. Her er den snævre port, hvor mangen en sjæl går til grunde. Derfor skal vi tale endnu mere udførligt om det.

Du har fejret Kristi lidelsestid, du har hørt, læst og sunget om hans lidelse, hans død og opstandelse til vores forløsning; men når du selv føler dig fanget i synden og dog burde være fri, kaste de skændige lænker af og tjene Herren – når du ikke blot ikke magter det, men tværtimod bliver endnu værre, så ser du på hele Kristi fortjeneste og på påskefryden som på et paradis, der er lukket for dig, og som kun de troende, værdige kristne skal nyde, men ikke du, som er syndens træl. Hvad er fejlen her? – Ikke andet end at du ligger helt nedsunket i selvretfærdighedens vildfarelse. Du tror ikke, at du er en så helt fortabt træl, at du må tages op og frelses af lutter nåde, sådan som du er, før du endnu har magtet det allermindste; men du mener, at du først må overvinde og fjerne dit onde, før du skal få del i hele Kristi fortjeneste. Du tror altså ikke, at du er helt magtesløs og solgt under synden. – «Jo, det tror jeg da!» siger du. Nej, du tror det ikke! Troede du det, ville din nød straks blive forvandlet til glæde og lovsang. «Hvad? ’Glæde og lovsang’, når man er blevet overbevist om at være fanget under Djævelen, så man ikke kan gøre sig fri?!» – Ja, netop! Hør da og lær en gang hemmeligheden ved din kval! Det er netop den falske tanke, at det er dig, der skal gøre dig fri, at du har en sådan evne, men bare ikke har brugt den rigtigt endnu – det er denne falske tanke, som så vedholdende holder dig fast i trældom og kval! Jo før du i fuldt alvor kunne tro, at du slet ikke magter andet end at synde, desto før ville du få trøst, fred, glæde og kraft af evangeliet. Du læser, hører og tror, at Kristus er kommet for at frelse syndere; men i det skjulte gemmer der sig en skalk i hjertet, som siger: «Kristus frelser syndere; men når de har gjort sig fri af synden, når de ikke mere har nogen kærlighed til synden – altså ikke mere føler syndige lyster, endsige falder for dem.» Så vender du al din opmærksomhed mod dig selv og din forbedring; men den kommer aldrig; synden er dig overmægtig i alt. Moses kræver uafladeligt, at trældommen skal brydes; men trællen forbliver træl, og trældommen bliver stadig hårdere. Moses siger: «Du må ikke have andre guder; du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl» osv., men det sker ikke, du har andre guder, personer eller ting, som er dig kærere, og du er helt kold over for Gud. Moses siger: Du skal frygte Herren din Gud og være bange for synden mere end for døden; men det gør du ikke, du er sikker, hård og letsindig og giver dig let og hurtigt til at tjene synden. Du burde i det mindste angre synden; men nej, du er hård, kold og letsindig. Du burde flittigt og inderligt bede; nej, du er adspredt, træg, bønnen er kold, kort og afbrudt. Du burde være mild, kærlig og sagtmodig; nej, du er utålmodig og vrissen. Du burde være ren i hjerte og tanker; nej, du føler urene lyster og begæringer. Du burde være stærk og stå imod det onde; nej, du er svag og magtesløs, synden er herre over dig. Se, det kaldes trældom under Farao og hans fogeder. Og det oplever du, og alligevel kan du ikke tro, at du er ude af stand til at gøre dig fri af synden; du mener stadig, at du er fri, at du har en vis evne; og derfor bliver du ved med at kæmpe og håbe på gennem den kamp at nå frem til sejr og så – så få lov at begynde at tro på den store nåde. Du vil altså blive levende ved loven og få magt over din synd. Og dog har du læst, «at ved buddet lever synden op, tager dig til fange og bliver overmåde syndig ved buddet» (Rom 7). Men den gåde har du aldrig forstået, de ord har du aldrig vovet at tro, selv om du selv så bittert har erfaret, at det, de siger, er sandt.

Men se nu, hvilket stort, højt bjerg, hvilken mægtig hindring denne vildfarelse lægger i vejen for al sand tro og fred og forløsning! Hvis du rigtigt kunne tro og besinde dig på, at du slet intet magter, så ville du straks give op og bare se op til Herren; du ville holde op med din forgæves kamp og straks, sådan som du er, søge nåde som lutter nåde. Det, som så evindeligt og vedholdende holder dig fast i trældom og sukken, er den tanke: «Jeg gør endnu ikke, hvad jeg bør! Der er stadig noget, som jeg ikke overholder» osv. Og dermed vil du sige så meget som: «Kraft har jeg da, fri er jeg da, bundet er jeg ikke, solgt under synden er jeg ikke.» Men hør! Hvorfor gør du så stadig det onde? – «Jo, jeg er ikke rigtig alvorlig, ikke rigtig bange for synden, ikke rigtig oprigtig og alvorlig i årvågenhed, bøn og kamp imod den.» – Men kære! Hvorfor skal du være sådan? Hvorfor ikke være rigtig alvorlig osv.? Ja, der står du og forstår ikke, at det netop er dét, vores magtesløshed og trældom består i: at vi ikke har magt over vores tanker, endsige over hjerte og tro. Og når tankerne farer bort, hvorhen de vil, hvordan går det så med årvågenhed, bøn og kamp? Vi har ikke alvoren i vores magt. «Vi er ikke engang i stand til at tænke noget,» siger Apostlen. «Uden mig kan I intet,» siger Kristus. «Hvad jeg vil, det gør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gør jeg,» siger Paulus. Dette kaldes at være «solgt under synden», at være i trældom, hvor du er nødt til at gøre, hvad din herre vil, og ikke får lov at gøre, hvad du selv vil. Sådan var det legemligt med Israels børn under Farao, sådan er det åndeligt med alle Adams børn. Da Israels børn ville gøre sig fri, blev trældommen endnu hårdere. Sådan formåede Faraos fogeder at tvinge dem. Når vi vil gøre os fri af synden, bliver dens magt endnu hårdere; da «lever synden op ved buddet».

Hvor længe skal denne ynkelige trældom nu vare? Hør og husk! Så længe, indtil du opgiver dit arbejde, bliver stille, holder sabbat, holder påske og kun stænker påskelammets blod på dit hjertes dørstolper. – «Hvis Sønnen gør jer fri, så er I virkelig frie.» «Glæden i Herren er jeres styrke.» «Sejren, som overvinder verden, er vores tro.» Sådan vidner Skriften. – Det var ved et almagtens under, at Herren forløste sit fangne folk. Hør og husk! Det er ved et almagtens under, at Herren stadig forløser os, når vi er blevet stille og er begyndt at søge vores frelse alene i Lammets blod.

Men hvad vil det nu sige at «bestænke hjertet med Lammets blod»? Hvordan sker det? I forbilledet skete det sådan, at et bundt isop blev dyppet i blodet, og dermed blev dørstolperne strøget, både overliggeren og de to sidestolper. Det isopbundt, som vores hjerter skal stryges med, er evangeliet, som sandelig er dyppet i Guds Lams blod og, når det forkyndes, stænker hellige dråber til alle sider. Evangeliet taler jo først og sidst om en frelse ved Kristi blod. Evangeliet siger: «Lammet, som er slagtet og har løskøbt os til Gud med sit blod, er værdigt til at få ære og pris» osv. Evangeliet siger: «Vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.» Evangeliet siger: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.» Evangeliet siger: «Om jeres synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne» osv. Ved sådanne vidnesbyrd bliver vi bestænket med Kristi blod, som Apostlen siger, «med hjerterne bestænket fra en ond samvittighed» (Hebr 10,22). Læg mærke til: «fra en ond samvittighed!» Vi må bestænkes sådan med Kristi blod, at vi ligefrem får «en god samvittighed», får alle vores synder helt taget bort fra samvittigheden ved en sikker tillid og hjertelig fortrøstning til, at de er tilgivet, så vi, helt rensede og forsonede med Gud, igen kan tale med ham som med en mild og kærlig Fader. Dette er «Guds børns herlige frihed», at ingen synd tilregnes dem, at loven ikke dømmer dem, at de «ikke er under loven, men under nåden» (Rom 6) og derfor har fred med Gud, som om de aldrig havde haft nogen synd, men var helt retfærdige og hellige. Men det er også denne tro alene, som forløser fra syndens herredømme. Åh, når jeg som en fattig synder får den store, sikre trøst, at Gud ikke mere tilregner mig misgerning, men har sagt til mig: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt!», at Gud nu er tilfreds med mig i Kristus, sin «elskede» – åh, hvor springer jeg så løs af trældommens bånd, triumferer, jubler, priser Guds nåde, forbander min synd og ønsker nu ikke noget højere i hele verden end bare at kunne tjene Herren alle mine levedage! Sådan siger David: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte.» Sådan profeten: «Glæden i Herren er jeres styrke.»

Men hertil kræves en sådan bestænkning, en sådan tro, at du får fred i samvittigheden for dine synder. Den, som ved, hører og synger om den store genløsning i Kristus, men dog altid bærer sine synder på samvittigheden og angst tænker på udveje til at sone dem, han håner dermed Kristi blod, som om det ikke havde magt til at tage synder bort. Apostlen siger i Hebr 10,1–2, at når man ved de levitiske ofre altid beholdt en ond samvittighed og derfor altid ofrede på ny, så beviste det, at «blod af okser og bukke ikke kan tage synder bort; for ellers ville man være holdt op med at ofre, når de ofrende, der én gang var gjort rene, ikke mere havde nogen synder på deres samvittighed». Læg mærke til de ord! Nu går vi hen og giver Kristi dyre blod det samme vidnesbyrd, når også vi går rundt med en ond samvittighed. Så siger også vi dermed, at Kristi blod ikke kunne tage synder bort; for ellers ville vi jo have fred med Gud, have vores synder taget bort, eftersom vi én gang er gjort rene. Stands her et øjeblik. Hvad tror du? Har Kristi blod virkelig taget alle dine synder bort, sonet dem, udslettet dem? Har Kristi blod udrettet noget mere end oksers og bukkes blod? Eller vil også du sige om Kristi blod, at det ikke kunne tage synder bort? Paulus gør den forskel mellem de levitiske ofres blod og Kristi blod, at efter at han har sagt, hvordan de første ikke kunne tage synder bort, tilføjer han om Kristus: «Men denne, efter at have frembåret ét eneste offer for synder – – – vidner han: Og deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere huske. Men hvor der er tilgivelse for disse, er der ikke mere offer for synd.» Og så følger: «Da vi altså, mine brødre, har frimodighed til at gå ind i helligdommen ved Jesu blod osv. – – så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, med hjerterne bestænket fra en ond samvittighed» osv. (v. 12–22). Apostlen vil, at det en gang for alle skal være afgjort, at Kristi blod virkelig har taget synderne bort, og at vi nu er fri.

Vågn så op, kære sjæl, og besind dig på, hvad du gør, når du uafladeligt ser på dig selv og regner Kristi blod for ingenting, som om det ikke havde kunnet tage synder bort! Dine synder kan sandelig være grufulde, store og mange; men så store og mange kan de dog aldrig være, at Guds Søns blod ikke gælder tusind gange mere. Så grufuldt kan du dog aldrig være faldet, at Guds Søns blod ikke rigeligt har sonet det. – Bed Gud om troen, og lad dit hjerte blive bestænket med Kristi blod ved evangeliet så længe, at du bliver helt fri af en ond samvittighed, at du helt fortaber dig i Kristi blods værdi og glad kan trodse alle dine synder dermed, og død, Djævel og helvede, og ikke mere ved af andet end Kristus, Kristus, død og opstanden for os, for os! Det siger noget mere end alt andet, som kan tænkes eller nævnes. Dette kaldes at holde påske, og dette alene bringer forløsning. – En kristens hele liv må ikke være andet end en stadig påskefejring, en uafladelig bestænkning med Kristi blod. Der findes intet andet råd mod alle afgrundens hære. Derfor: Lad os holde påske.