Om at spise påskelammet

(Ellevte årgang, 1852)

Påskelammet skal spises. Det Nye Testamente taler meget om både den åndelige og den sakramentale spisning af Kristus. At spise har en dyb, stærk og tankevækkende betydning på sådanne steder i Skriften. Her skal vi først lære, at kristendommen ikke blot består i en god kundskab og et godt levned. Stands og tænk over, hvad det er, når Guds Ånd taler om at spise. Intet i verden kan komme i så nær forening med os som det, vi spiser, for det bliver ligefrem forvandlet til vores eget væsen. Det guld, jeg ejer, kan jeg nok elske og trofast gemme i et skrin eller bære på min finger; men den mad, jeg spiser, bliver ligefrem forvandlet til mit eget kød og blod; den kaldes «levnedsmiddel», for af den bliver hele vores legemlige liv opretholdt, styrket og levendegjort. Tænk så, hvad det kan betyde, når Kristus siger: «Jeg er livets brød. Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik; hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer». Hvad siger han selv om virkningen og betydningen af denne spisning? Han siger: «Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham»; og igen: «Jeg i dem og de i mig». Og når denne åndelige spisning allerede var forudsagt og afbildet ved spisningen af påskelammet, så antyder det med sikkerhed, at vi skal stå i en dyb og inderlig forening med Kristus; så må den sande kristendom visselig være noget andet end blot at vide og holde for sandt, hvad Skriften lærer om Kristus – noget langt mere end at have indsigt i evangeliets lære og føre et fromt, kristeligt levned. Så godt alt dette end er, er det endnu ikke at spise – ikke at have sit liv i Kristus, sin livsnæring, sin føde og styrke, som man dagligt må nyde og blive opretholdt og levendegjort af. Mærker du ikke, at der mangler dig noget væsentligt, du, som endnu har hele din kristendom i gode indsigter og et godt levned, men aldrig er blevet en svag, fattig nådens tigger, som dagligt behøver at blive styrket og næret af Kristus og hans forsoningsnåde? – «Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød, har I ikke liv i jer». Og det ord gælder ikke den sakramentale spisning; for den hjælper ikke til evigt liv, hvis ikke også den åndelige spisning øves først og sidst.

Sande kristne, mennesker, som er født af Gud, er ikke blot naturlige mennesker, men er nye, åndelige væsener, som har «del i Guds natur» (2 Pet 1,4); og dette himmelske menneske i dem kan ikke leve uden «korn fra himlen» (Sl 78,24), nemlig Kristi legeme og blod, som gennem evangeliet nærer, styrker, levendegør og opretholder deres hjerter. Erfarer vi ikke dette i virkeligheden? Er det ikke sandt, at når vi er blevet sultne, tørstige og svage i sjælen, og det følges af en åndelig kulde, tungsind og al slags afmagt, men så kommer til Ordet, til evangeliets «fede gæstebud», og hører, læser, taler og synger om Kristus, så bliver vores hjerter glade og styrkede, vores ansigter lysner, vi bliver muntre og begynder på ny med glæde at bekende Kristus og hans herlige gerninger for os? Hvad er der så sket? Nøjagtig det samme som med kroppen, når den er blevet styrket med legemlig mad og drikke. Ligesom man plejer at sige: «En mæt mave giver et glad sind», sådan sker det også her: på en mættet sjæl, en styrket og opmuntret ånd følger en ny, glad og levende bekendelse og kraft til alt åndeligt. Hvad er der sket? Intet andet end at vi ved troen har spist af det hørte ord om Kristus og er blevet styrket, forfrisket og levendegjort af hans legeme og blod. Se, her er, hvad den åndelige spisning er! Se, her er, hvad Kristus mener, når han siger: «Mit kød er sand mad; den, som spiser af mig, skal leve evigt». Det er også kun disse himmelske sjæle, disse, som lever af Kristus og ikke kan leve uden at blive næret og styrket af hans legeme og blod, givet for os – det er kun sådanne himmelske sjæle, som skal leve evigt i himlen. Det nytter ikke, at man selv forsikrer sig om himlen, ad hvad vej det så end er, selv tilgiver sig sine synder og trøster sig med hvad som helst. Kristus siger: Nej, du skal ikke have evigt liv, medmindre Menneskesønnens kød, hans forsoning og hans nåde har været din føde, dit hjertes livsnæring, din bestandige betingelse for fred.

Dette var det første, vi burde betænke ved spisningen af påskelammet. Det andet er den høje, ærefulde og salige forening, der finder sted mellem Kristus og dem, som lever af hans forsoning. Om den siger han selv, som allerede er anført: «Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham. Og ligesom den levende Fader har sendt mig, og jeg lever på grund af Faderen, sådan skal også den, som spiser mig, leve på grund af mig». Hør, hvilke ord: «Han bliver i mig og jeg i ham. Jeg i dem og de i mig». Og derpå følger: «Ligesom jeg lever på grund af Faderen, sådan skal også den, som spiser mig, leve på grund af mig». Åh, hvilke liflige ord! «Den, som spiser mig, skal leve på grund af mig.» Hør! – «på grund af mig». – Liflige ord!

Men nu skal vi, vejledt af Herrens forordning om at spise påskelammet, se, hvordan og på hvilken måde Kristus skal tages imod. Sidst så vi egentlig den samme sag, da vi betragtede, hvordan dørstolperne blev strøget med lammets blod. Vi så, hvordan det sker, når vores hjerter ved Ordet om Kristi blod bliver bestænket og renset fra en ond samvittighed. Nu får vi træde lidt nærmere og se, hvordan den samme sag beskrives mere nøje i sine vigtigste enkeltheder.

Det første i Guds forordning om at spise påskelammet var, at de ikke måtte spise lammet råt, men stegt over ild. Dette var ganske vist først et forbillede på, hvordan Kristus ikke blot skulle martres og slagtes udvortes, men også i sin sjæl ligesom steges i den guddommelige retfærdigheds fortærende ild. Men hvad det betyder med hensyn til spisningen, kan vi se af følgende: Verdens børn vil spise lammet råt, når de midt i deres ubodfærdighed, sikkerhed og ugudelighed tilegner sig trøst af Kristi fortjeneste. De har ganske vist ingen virkelig trøst og glæde i det; det egentlige forhold er, at de ikke behøver nogen trøst, de sover, er forblindede i kødelig sikkerhed og har trøst nok i en mængde af de ubodfærdiges undskyldninger; men opstår der en gang imellem nogen uro, så mener de lige så overfladisk: «Hjælper intet andet, så er vi jo genløste, så har vi jo en Frelser, som har lidt og er død for os». Desuden går de også til Herrens bord og spiser og drikker der i sandhed Kristi legeme og blod med et råt, ubrudt og ubodfærdigt hjerte. Alt dette hedder at spise lammet råt. De skal en dag erfare, at Kristus sandelig ikke er kommet for at være et skjul for den ubodfærdiges vedholdende liv i synd, men kun for at hjælpe dem, som med alle deres forsøg på selv at gøre sig fri af synden kun er blevet mere og mere ulykkelige. «I må ikke spise det råt.»

Den anden forskrift for at spise lammet var, at det skulle spises helt, og at intet af det måtte levnes til morgenen. Blev der noget tilovers, skulle det brændes. Tænk, sådan en forordning! Lammet skulle spises helt. Forstår du? Forstår du, hvad Herren vil sige dig med det? Du må ikke blot tage, hvad du har lyst til, af Kristus; du skal tage imod ham hel og holden, sådan som han er givet os af Gud «til visdom og til retfærdighed og til helliggørelse og til forløsning». Her går det ikke an selv at vælge ud, tænke og bestemme noget om frelsens vej; den er allerede foreskrevet af Gud, og du skal blot høre og adlyde. Den, som ikke vil holde påske, slipper; men den, som vil, skal gøre det sådan, som det er skrevet – og lammet må ikke skæres i stykker, det skal spises helt.

Nogle skærer lammet i stykker på den måde, at de kun tager Kristus til visdom, til profet, og nyder hans herlige lære, men – intet videre! De behøver ham ikke selv til nogen egentlig gavn; de er hverken i syndenød, så de må tage imod hans forsoning til retfærdighed – de behøver ham ikke til ypperstepræst – og han må heller ikke blive deres konge og regere over dem eller blive dem til helliggørelse og forløsning. Det er dem, som filosoferer over kristendommen og kun har det hele i hovedet, i klare, velordnede begreber og indsigter, men aldrig begynder at bruge dem på sig selv, på deres eget hjerte og levned. Ak, hvor forfærdeligt de driver gæk med den Hellige! Det er til sådanne kristne, som kun studerer og har det i forstanden, at Herren en dag skal sige: «Hvis I var blinde, ville I ikke have synd; men nu siger I: Vi ser; derfor forbliver jeres synd» (Joh 9,41).

Andre tager kun Kristus til forbillede og helliggørelse og mener, at han derved skal blive vores retfærdighed. De vil kun have Kristus til konge. De gør kun noget ud af at efterfølge ham, ud af, hvad de selv skal gøre og blive, ud af ydmyghed, bøn, forsagelse og lignende, og har derved det største skin af at være de mest alvorlige kristne; men under alt dette skjuler der sig en dyb, uendelig indbildning om, hvad denne deres alvorlige gudsfrygt er værd, så de derfor heller aldrig bliver rigtig elendige og fortabte syndere, som får deres liv og deres trøst i Kristi forsoningsblod alene. Selv om de efter forstanden bekender troens lære ganske korrekt, så ligger deres hjerte alligevel dybt begravet i, hvad de selv gør og skal gøre, og derfor er det også den vise, de altid har i munden, deres første og sidste – ikke den sang, som de salige synger på Zions bjerg: «Lammet, som er slagtet og har købt os til Gud med sit blod» osv. – men: Lammet, som er vores forbillede og har helliget os med sin Ånd osv. Det viser, at hjertets egentlige skat og trøst ligger i det, som er virket i dem, ikke i det, som Lammet selv har vundet os med sit blod. Og hvad skal man sige til det? Man må sige: «Denne jeres alvor og gudsfrygt er ganske vist gode og prisværdige ting; men det er bare synd, at de ikke går lidt dybere, nemlig dertil, at I bliver til skamme med alt dette og som helt fattige, fortabte syndere lærer, at alt dette er usselt for Guds øjne, for hvilke kun dette gælder: ’Lammet, som er slagtet og har købt os til Gud med sit blod’.»

For det tredje er der også nogle, som nok vil have Kristus til forsoning, men ikke til helliggørelse, nemlig de kødelige medvandrere i de kristnes lille flok, som gerne tager til takke med at høre det liflige, at ingen synder fordømmer os og ingen gode gerninger frelser os, men ikke vil høre noget om at døde kødet og om at efterfølge Kristus; de knurrer og klager over, at man med den lære lægger loven som en byrde på deres samvittighed og så videre. «De tager», som Luther siger, «kun skummet af evangeliet» og kan tale meget om nåden og troen, men når de er ude i deres hverdagsliv, er der ingen Herrens frygts ånd hos dem; da lever de helt frit i deres synder og uretfærdigheder. De er sådanne grene i Kristus, som ikke bærer frugt og ikke renses, bøjes og beskæres, men får lov at vokse frit i hvilken form de end vil. Kristus er ikke nogen rettesnor for dem. Hvad skal man sige til dem? Jo: Jeres iver for evangeliet og samvittighedens frihed er fortræffelig; men – hvorfor elsker I ikke tugt? Er formaningens ord ikke også fra Kristus og apostlene? «Hele Skriften er indåndet af Gud og nyttig til belæring, til irettesættelse, til oprejsning, til opdragelse i retfærdighed, for at Guds menneske kan være fuldkomment, udrustet til al god gerning». Hør, lammet må ikke skæres i stykker, det skal spises helt. Men alle disse fejler i, at de tænker mere, end de hører, og ikke giver godt agt på Ordet. Mærk dig derfor: Lammet skal spises helt.

Den tredje forskrift for at spise lammet var, at det skulle spises med usyret brød. Forordningen herom er meget streng og alvorlig. I 2 Mos 12,15 hedder det om fejringen af påskefesten: «I syv dage skal I spise usyret brød; allerede på den første dag skal I skaffe al surdej ud af jeres huse. For enhver, som spiser noget syret fra den første dag til den syvende, skal udryddes af Israel». Af denne strenge forordning er det også kommet, at jøderne plejede med den allerstørste omhu at feje og lede i alle krogene af deres huse, for at der ikke skulle være nogen rest af syret brød tilbage, når påskelammet skulle spises. Det er dette stykke af forordningen, som Kristus og Paulus særlig har brugt og anvendt. Paulus siger i 1 Kor 5,7–8: «Rens den gamle surdej ud osv. Lad os holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med ondskabens og arglistens *) surdej, men med renhedens og sandhedens usyrede dej». Og for at give sin formaning endnu mere kraft og vægt gør han i v. 6 opmærksom på den alvorlige omstændighed, at «lidt surdej gennemsyrer hele dejen». Her har vi nu de to vigtige forhold, som nok kan vække enhver af dvalen, som vil have sin sjæl frelst og have del i den store genløsning ved Kristus.

*) Den svenske normaludgave af Det Nye Testamente har: Slethedens og ondskabens surdej.

Det første er, at det hellige påskelam, Kristus, ikke må spises sammen med ondskabens og arglistens surdej – og det under den forfærdelige risiko, at din sjæl udryddes af Herrens Israel. Hvad betyder det? Det lyder forfærdeligt, det lyder ikke rigtig evangelisk! Har det også grund og anvendelse i Det Nye Testamentes liflige nådelære? Ja visselig! Lad os vågne op! Mange læser Apostlens ord om at rense surdejen ud med en letsindighed, som om det ikke angik os, men stadig gjaldt Israels børn i Egypten. Nej, dette angår hver eneste af os. Hvad er det da? Jo, det er, at den, der vil holde påske, der vil tage imod Kristus til frelse, skal gøre det med oprigtighed og ikke komme med falskhed for Herrens ansigt; for det er egentlig denne falskhed i det åndelige, der gør, at en sjæl udryddes af Herrens Israel, sådan som Ananias og Saffira blev tilintetgjort i Det Nye Testamente, da de ville hykle og lyve for Herrens Ånd (ApG 5). «Ondskabens og arglistens surdej» er altså ikke egentlig selve syndefordærvelsen og den urenhed, der ligger i kød og blod, hvad enten jeg vil eller ej, og som hænger ved, plager og ængster enhver oprigtig kristen; men surdejen er egentlig det falske sind, hvormed man vil blande tro og syndetjeneste sammen, Kristus og Belial, Gud og verden, lyset og mørket. Det ser man først af selve ordene i grundteksten. Apostlens ord for ondskaben betyder egentlig, at jeg ikke blot har en ond natur, men også «gør synd», lever i uretfærdighed og laster; men arglisten er egentlig en falsk sjæl, som med «alle slags onde skalkestykker, hemmelige og giftige kneb forvender både læren og livet» – hvilket fremgår endnu tydeligere af de ord, der udtrykker det modsatte, nemlig «renhedens og sandhedens usyrede dej». Dem forklarer Luther sådan: «Renhed er, når man lever og handler ret og kristeligt, af et fromt hjerte, som mener alle det godt, ikke tænker at gøre nogen uret eller skade, men handler, sådan som man vil, at der skal handles mod en selv. Men sandhed er, når man ikke omgås med falskhed og svig, med bedrag og skalkagtighed, men lærer og lever retsindigt og ret efter Guds ord.» Men det er især ud fra sammenhængen og anledningen til disse ord, at Apostlens mening træder tydeligst frem. Ordene står nemlig i 1 Kor 5, hvor han har påtalt og irettesat de grufulde forhold i menigheden i Korinth: at de ikke alene regnede åbenlyse lastens trælle blandt deres medlemmer, at der var utugt iblandt dem, og det så grov, at en af dem endda havde sin fars hustru (v. 1), men også – mærk dig det – at de samtidig stadig var «opblæste», pralede af deres åndelige lys og deres apostle (kap. 3,4.18.21; kap. 4,6–8), var sikre og ubekymrede, som om alt var i orden, sådan som Apostlen påpeger i det umiddelbart følgende vers. Han siger: «Der er utugt blandt jer, en sådan som ikke engang nævnes blandt hedningerne osv., og I er opblæste og er ikke snarere blevet bedrøvede, så han, som har gjort denne gerning, var blevet drevet ud fra jer.» Om dette forhold tilføjer han i v. 6: «Jeres ros er ikke god. Ved I ikke, at lidt surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud» osv. Det er sammenhængen.

«Arglistens og ondskabens surdej» er altså dette falske sind, hvor et menneske nok vil være frelst, vil være en kristen, vil holde påske, tage imod Kristus og gå med Guds folk til det forjættede land, men vil have sine gamle yndlingssynder med på vejen, hylder, gemmer, undskylder og forsvarer dem og ikke tænker at lægge dem af. Det er at holde påske med ondskabens og arglistens surdej. Da siger Apostlen: Nej, den, der vil tage imod vores påskelam, skal rense den gamle surdej ud. Ligesom jøderne opsøgte og fejede alt syret brød ud og – under trussel om at miste deres sjæl – var forbudt at spise det sammen med påskelammet, sådan må også den, der vil tage imod Kristus og have del i hans store forløsning, mene det alvorligt, oprigtigt søge forløsning fra alle synder og al uretfærdighed, ikke søge tilladelse til synderne, men kun tilgivelse og så befrielse fra dem. Det er det samme, som samme apostel også siger om den anden påskehandling, nemlig bestænkningen med blodet. Han siger: «Lad os træde frem med et oprigtigt hjerte i troens fulde vished, med hjerterne bestænket fra en ond samvittighed og kroppen vasket med rent vand.» Mærk dig: «et oprigtigt hjerte!» Det vil sige: et hjerte, som for alvor søger helt og holdent at blive Herrens og vil forlade alt, hvad der mishager ham.

Hertil hører det, som Johannes skriver i sit første brevs første kapitel: «Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden.» Mærk dig: «hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham!» Det er jo ellers en smuk og dejlig bekendelse: Jeg har fællesskab med Herren, jeg tror mine synders forladelse osv. Gud give, at alle søgende sjæle nåede så vidt, at de en gang begyndte at tro og bekende sådan! Men, siger Apostlen, det skal være sandhed! Hvis du under den gode bekendelse alligevel «vandrer i mørket», så er du en skalk og en løgner over for Guds Ånd og bliver dømt og behandlet som sådan af den Hellige. At «vandre i mørket» er, som Apostlen viser lige bagefter, at fremture i forsætlige synder. Han nævner fx «at hade sin broder» (1 Joh 2,9.11), fordi det at hade netop er det forsætlige og vedvarende i vreden. At «vandre i mørket» er altså ikke blot hurtigt at blive opbragt eller forløbe sig i vrede, men også at hylde vreden og blive i den, forsvare, besmykke og undskylde sin ondskab. Sådan også med andre synder. Luther siger over 1 Joh 5,4: «Hvis du roser dig af, at du er Guds barn, og alligevel lever i utugt og hor» – mærk dig: lever i lasten, hylder og øver den og, som korintherne, anser den for noget, der er i orden – «så har Djævelen allerede overvundet dig og revet dig ud af Guds rige. Er du en gnier, som med åger, prisforhøjelser, falske varer og uærlig handel skader din næste, så har du ladet verden og dit eget kød overvinde dig.» Alle disse eksempler viser, hvad det er at vandre i mørket; og hvis du så bekender troen, roser dig af evangeliet og nåden og siger, at du har fællesskab med Gud, så er du en løgner over for Guds Ånd og vil forene påskelammet med ondskabens og arglistens surdej, og dertil har Herren knyttet den frygtelige trussel, at din sjæl skal udryddes af Israel. Og apostlen Peter har i kraft og gerning vist, hvordan denne trussel også gjaldt i Det Nye Testamente, da han på et øjeblik ved Herrens kraft slog Ananias og Saffira til jorden, sådan som det beskrives så forfærdende i ApG 5. Og hvad havde de gjort? De ville være medlemmer af de troendes lille menighed og også lægge deres ejendele i menighedens fælles kasse, men begik i den forbindelse et lille svig, holdt noget af prisen for marken tilbage, men sagde over for Apostlen, at det, de bragte, var alt, hvad de havde fået for den. Apostlen gentager to gange grunden til denne straffedom, nemlig at de havde løjet for Herrens Ånd (v. 3.4), at de blandede hykleri og svig ind i deres fromhed. De havde ikke stjålet – sådan som Apostlen også påpeger, at marken var deres og også prisen for den, efter at den var solgt – men at de «var blevet enige om at friste Herrens Ånd», at blande et svig ind i den fromme handling, det var grunden til, at de blev udryddet af Israel. Åh, lad os frygte Herren! Gud lader sig ikke spotte. Du kan nok for en tid slå tanken om dette hen og gøre dig sikker i dine hemmelige yndlingssynder, når du bare kan skjule dem for mennesker; men åh – hvad gør du med din sjæl? Det skal en gang møde dig! Du skal en dag blive åbenbaret!

Det er altså ikke egentlig selve synden og syndens størrelse, der skiller os fra Gud og hans Israel, men denne falskhed i ånden, hvor nogen hylder og undskylder synden. Helt anderledes er det med de elendige sjæle, som selv lider og forfærdes over deres synder, men endnu ikke helt har kunnet slippe fri af dem. Tænk, hvis Ananias selv havde beklaget den djævelske fristelse over for Peter; hvis Judas var faldet ned for Frelseren, havde bekendt og beklaget, hvad Djævelen havde indgivet ham – så var de sandelig ikke blevet udryddet af Israel! Hvis den mand i Korinth, som havde taget sin fars hustru, selv havde skrevet til Paulus og beklaget, hvor grueligt han var faldet i synd, hvordan han ligesom David og Batseba havde levet i synden – sandelig, så var han ikke blevet overgivet til Satan. Nej, Paulus med sine korinthere og Peter med Ananias og Saffira ville sandelig kun på det kærligste have trøstet dem og givet dem gode, faderlige råd om, hvordan de kunne slippe fri af deres synder; sådan som man også ser af Paulus’ andet brev til korintherne, hvor han nu, da de var kommet til anger, på det venligste trøster og opmuntrer dem og formaner dem til især at trøste og hjælpe den mand, der var faldet dybest. Han siger i brevets andet kapitel: «Det er nok, at en sådan har fået denne straf af de fleste, så I nu tværtimod hellere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af alt for stor bedrøvelse. Derfor formaner jeg jer til at lade kærligheden gælde over for ham.» Og i kapitel 7 siger han: «Selv om jeg bedrøvede jer med brevet, fortryder jeg det ikke; og selv om jeg fortrød det, så glæder jeg mig nu, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse; for den bedrøvelse, som er efter Guds sind, virker omvendelse til frelse, som man ikke fortryder. Se, netop dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvilken iver har det ikke virket hos jer, hvilket forsvar, hvilken harme, hvilken frygt, hvilken længsel, hvilken nidkærhed, hvilken afstraffelse! På alle måder har I vist, at I er rene i den sag.» Så ser vi, at det kun drejede sig om, at de kom til anger; så kalder Apostlen dem straks rene i den sag og gør sig kun umage for at trøste og opmuntre dem hjerteligt.

Af alt dette ser vi altså, at surdejen egentlig er hykleri, og om det skal vi nu til sidst høre Kristi egen udtrykkelige forklaring. I Luk 12,1 fortæller evangelisten, at der en dag samledes «utallige mennesker» om Jesus, «så de trådte på hinanden»; da løftede han sin røst for at undervise og sagde: «Tag jer frem for alt i agt for farisæernes surdej, som er hykleri.» Herren hjælpe os til at tage denne hans kærlige formaning til hjertet! «Frem for alt andet – tag jer i agt for surdejen, som er hykleri.» Det er hykleriet, der er Djævelens egentlige element, og det er at indgå et virkeligt forbund med ham. Det er hykleriet, der rækker ham hånden og fortroligt åbner døren for ham. Det er hykleriet, der er en betingelse for enhver synds liv og frihed. For en oprigtig sjæl, som virkelig har samfund med Gud og vandrer i lyset, er synden kun den skarpeste tugt, når den angriber og overrumpler ham. Synden bliver da sin egen død, piner og fortærer sig selv. Hykleriet er en livsbetingelse for synden, ligesom vandet for fisken; uden hykleri kan synden ikke trives og leve. Hykleriet kan derfor i egentligste forstand kaldes den surdej, der gennemsyrer hele dejen. – Det er grunden til, at Kristus siger: «Tag jer frem for alt i agt for hykleri.»

Til slut skal vi derfor også nævne nogle særlige udslag af eller veje for dette forfærdelige onde. Vi har allerede betragtet det hykleri, som især betegnes med «surdejen», nemlig at en sjæl, der vil høre til de troendes flok, alligevel i det stille hylder og øver yndlingssynder, ikke tænker at forlade dem, men undskylder og forsvarer dem. – En anden vej for hykleriet er, at nogle sjæle meget åbent bekender deres synder for mennesker, men ligesom for derved at få frikort til at blive ved med de samme synder. Når de har bekendt og beklaget dem og derved har narret sig trøst til hos kortsynede mennesker, går de tilbage til synden for så meget friere at øve den. Det er forfærdeligt! Herren bevare os alle! – En tredje vej for hykleriet er, at man nok gør sig umage med omvendelse og forbedring, men kun på visse punkter; at man selv sætter et mål for sin fromhed og ikke bryder sig om, hvad Gud siger; at man udvælger visse gerninger og dyder, som man vil ofre til Herren, fordi man på andre punkter foragter hans ord; sådan som Kristus siger til farisæerne: «Ve jer, I hyklere, for I giver tiende af mynte og dild og kommen, men har ladet det fare, som vejer tungere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen; dette burde man gøre og ikke lade det andet fare.» Hertil hører, at nogle gør sig umage for at forbedre deres liv og lægge ydre synder af, men – præcis som om de aldrig havde hørt det ord, at Gud allerførst ser på hjertet – slet ikke bryder sig om det, slet ikke bekymrer sig om at rense synden ud af hjertet eller stå den imod dér, men giver den frit løb dér og er tilfredse med blot at kunne holde den tilbage fra at bryde ud i gerning. Det kalder Kristus at gøre bægeret og fadet rent udvendig, mens de indvendig er fulde af urenhed. Det er at give Gud skallen, men Djævelen kernen. Hertil hører de, som ikke for deres liv ville kunne stjæle noget, der er en knappenål værd, fra deres næste, men uophørligt stjæler det dyrebareste, han ejer, hans gode navn og rygte, og det kalder Kristus at si myggen fra og sluge kamelen. Ja, hertil hører først og sidst de, som lægger stor vægt på den anden tavle i Guds hellige lov; men at de aldrig giver Gud det, han allerførst kræver, hjertets kærlighed, gudsfrygt og tro, det bekymrer de sig ikke om. De «giver tiende af mynte og dild og kommen, men har ladet det fare, som vejer tungere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen». De hører, læser og synger om, hvordan Gud har elsket verden sådan, at han også gav den sin Søn; de fejrer hans fødsel, hans lidelse og død; men at de for alt dette slet ikke elsker og omfavner deres Frelser, men i vantro «træder Guds Søn under fode og regner pagtens blod for urent», det bekymrer de sig ikke om. Dette er visselig et forfærdeligt hykleri.

Og al denne surdej kan ikke renses ud på nogen anden måde, end at hjertet først bliver helt indtaget, opvarmet og forvandlet af Kristi kærlighed; for ellers vil også de allermest alvorlige sjæle, netop når de gør sig størst flid for at holde loven, altid være plaget af det falske forhold, at de samtidig i hjertet er lede ved Gud og hans lov og hellere ville ønske, at der slet ingen lov fandtes. «Kødets sind er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke Guds lov, ja, det kan heller ikke.» De er altså Guds og lovens fjender, skønt Gud allerførst kræver hjertets kærlighed. Men at elske, virkelig at elske Gud og hans lov, det kan ingen sjæl, som ikke først har modtaget «megen tilgivelse» af Gud. Men «den, som får meget tilgivet, han elsker meget» (Luk 7,47).

Men ligesom en hyklerisk sjæl er så fuld af sikkerhed, at den næsten ikke længere kan vækkes til nogen frygt, sådan er det på den anden side alle oprigtige sjæles art at vedkende sig og frygte alt ondt hos sig selv. Især for en kristen, som er behæftet med mægtige synder, er det den allersværeste kunst alligevel at kunne beholde nogen fortrøstning til Kristus; for han mener bestemt, at han er en hykler, der ikke opgiver al synd. – Ja, hykleri findes ganske vist sammen med al anden synd i ethvert menneskehjerte; men netop denne frygt skiller en sådan himmelvidt fra den egentlige hykler. Paulus siger til korintherne: «Hvis vi dømte os selv ret, ville vi ikke blive dømt.» Den, som dag og nat ligger for Herren med sin elendighed og ikke har nogen sorg på jorden, der trykker ham mere end synden, han kan aldrig trøstes nok. Og jo mere han kunne vederkvæges og forvisses om Guds nåde og kærlighed, desto stærkere, renere og helligere ville han blive. Den hykleriske får ved sin tro ikke noget nyt, godt forsæt og søger ingen forløsning fra synden, sådan som vi allerede har set tidligere.

De to forskrifter, der er tilbage for at spise påskelammet, vil vi gennemgå helt kort. Den første er, at lammet skulle spises med bitre urter. Det betegner de lidelser og sorger, de kors og den tugt, som altid følger med en sand modtagelse af den korsfæstede. Dertil hører allerførst Åndens indvortes tugt, hvorved en troende hver stund bliver revset for al synd og urenhed. Men slår disse indre revselser ikke til, så sender Herren også mange slags prøvelser, om det behøves, eller kors og lidelse – om hvis velgørende virkning Apostlen siger: «Den, som har lidt i kødet, er færdig med synden, så han ikke længere lever den tid, han har tilbage i kødet, efter menneskers lyster, men efter Guds vilje.» Ser vi ikke også dette i erfaringen? Et åndeligt øje ser ofte med bekymring, hvordan der hos en og anden af de troende hersker enten en almindelig løsagtighed eller også en bestemt uart, verdenskærlighed, hovmod eller lignende. Men en dyb, langvarig lidelse rammer den sjæl; og se, efter et år eller så er den den mest alvorlige, ydmyge og fromme kristen. Det udretter Herrens tugt. «Hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.» Derfor er den korsfæstedes efterfølgere altid et tugtet og bøjet folk. De spiser lammet med «bitre urter». Den, som er for ømskindet til dette og ikke vil lide noget, men forkæler sin gamle Adam og aldrig vil gå ham imod, vil aldrig i sandhed tage imod lammet. Lad os elske Herrens tugt. «Hvis I er uden tugt, så er I uægte børn og ikke sønner.» Lammet skal spises med «bitre urter».

Endelig: Lammet skal spises i rejsetøj. Forskriften lød sådan: «Sådan skal I spise det: I skal have bæltet om lænderne, skoene på fødderne og staven i hånden; og I skal spise det i hast; det er Herrens påske (passah).» Den åndelige betydning af denne forskrift er, at enhver, som kommer til Kristus og tager imod ham, straks skal bryde op fra sit tidligere trælleliv under synden, verden og forfængeligheden, straks tage afsked med det gamle væsen og slå ind på en helt ny vej og siden aldrig se sig tilbage, men skynde sig bort som en jaget flygtning, så hurtigt og så langt som muligt, fra syndens og Djævelens tjeneste – og aldrig mere hæfte sig ved det jordiske, aldrig søge at gøre sig et paradis her nede, men altid være på rejse, som den, der søger et fædreland. Apostlen siger: «Er I nu oprejst med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Stræb efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på jorden; for I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud» (Kol 3,1–3). Det er en kristens rette liv: at være død fra det tidligere væsen og opstanden med Kristus til et nyt liv og at have sin skat og sit fædreland, hvor han er, i himlen – kort sagt altid at vandre i Abrahams tros fodspor, om hvem det hedder: «I tro boede han som fremmed i det lovede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob; for han ventede på den by, som har grundvolde, og hvis bygmester og skaber er Gud. De har set løfterne langt borte og hilst dem og bekendt, at de var gæster og fremmede på jorden, som søgte et bedre fædreland, det vil sige et himmelsk» (Hebr 11,9–16). Sådan skal hele vores liv være. Vi skal spise lammet i rejsetøj, være fremmede og pilgrimme, som uafbrudt skynder sig mod vore fædres land. Og en rigtig pilgrim må ikke, når han ser noget strålende ved vejen, en guldgrube eller en smuk ejendom, slå sig ned der for at bygge og bo, men må rastløst fortsætte sin vandring, indtil han er nået til det hellige land og Guds by. I herberget må han kun tage natlogi og den nødvendige vederkvægelse, men ikke blive. Sådan må en kristens hele liv være. Tænk over det og glem aldrig, at lammet skal spises i rejsetøj.

Men dermed er det ikke nok. Ligesom Israels børn samme nat, som de havde spist påskelammet, styrtede ud af trællelandet, men inden for få dage havde den gamle undertrykkers hære lige i hælene, så de ikke så andet, end at de igen skulle gå til grunde for de samme egyptere – sådan skal også en sjæl, som har fået den store nåde at blive udvalgt ud af verden til at følge Jesus, aldrig glemme, at han fra den stund straks vil blive forfulgt og jaget af alle de gamle fjender. Glem aldrig, at du går gennem et fjendtligt land og bærer dine kostbare perler i lerkar, omgivet af tusinder, som lurer på at berøve dig dine smykker: her den gamle sjælefjende, som har svoret os døden og agter at gennemføre det, med magt, med list eller med uendelig udholdenhed; der verden, som snart med trusler, snart med forførende indbydelser søger at bringe dig tilbage til sine veje; og først og sidst dit eget falske hjerte, kødet, som altid strider mod Ånden og aldrig spørger efter Guds rige. Skulle du i en sådan stilling slå dig til ro og sove? Her er det nødvendigt altid at være i fuld rustning, omgjort om lænderne med sandhedens bælte, med stav i hånden og sko på fødderne, «som de, der haster af sted». Der er en uendelig tilbøjelighed i menneskehjertet til at ville have noget jordisk til sin glæde og trivsel; selv de troendes hjerter, som har søgt deres glæde i Gud, vil uophørligt igen glide over i noget andet. Netop det er det farlige. Åh, når en kristen begynder at bruge megen iver og nidkærhed på sit jordiske, sin handel, sit jordegods, sin avlsgård, så er der ganske vist fare for, at han bliver så indtaget af det, at han forhindres i at komme til den store nadver. Og dog er disse legemlige ting i sig selv helt uskyldige; men hjertet?! Hvordan går det med dit hjerte? Kun det kommer det an på. Vær oprigtig! – Hvor er dit hjerte? – «Der er din skat – og deraf taler munden» (Luk 6,45). Din sjæls Brudgoms nidkærhed for dit hjerte tillader ikke, at du åbner det for nogen anden end ham. «Du skal have din lyst i Herren.»

Åh, det er bittert – «bitre urter» for naturen – aldrig at måtte tænke på nogen jordisk fryd og lykke, men altid at dø, tage afsked, skynde sig bort! Men hvad gør det? Sådan er vejen. Og for ånden er det sødt. – Lad dig derfor aldrig narre til at forsøge at få et paradis her på jorden! Du skal altid være i rejsetøj, hvis du skal høre til den korsfæstedes folk og gå med ham til det himmelske fædreland.