Guds folks borgerskab og omgang i himlen

(Tolvte årgang, 1853)

Vores jordiske natur trækker os hele tiden nedad, og også mange kristne begynder at blive åndeligt slappe, træge og forsømmelige i løbet efter sejrskransen. Nogle synker tilbage i et jordisk sind, får kærlighed til denne verden og breder sig vidt ud for at indrette sig deres paradis her nede. Andre igen sukker sig gennem dagene i en øde tomhed og angst og har hverken verdens glæde eller Guds børns glæde, fordi de savner den fulde vished, både om deres nuværende benådning og om den herlighed, som Gud endnu skal give. Derfor er det nødvendigt, at vi ved siden af den egentlige sjæleføde, Ordet om Kristus, og den evangeliske formaning til et kristent liv, så ofte som muligt minder os selv om vores stilling på denne jord, nemlig at vi er fremmede og gæster her, men har vores hjem og borgerskab i himlen, «hvor Forløberen er gået ind for os», hvor vores slægt og vores venner venter os, og hvortil vi rastløst må skynde os, især fordi vi her hele tiden er omgivet af utallige fjender, som har svoret os døden og vil berøve os vores skat. Da nu intet svækker så meget som uvisheden i troen, og intet derimod styrker og giver liv så meget som en fuld vished, så lad os dagligt bede Gud om den og også betragte, hvordan Herrens troende i gamle dage fik en sådan troens vished, som de havde.

Vores omgang *) er i himlen, skriver Apostlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, som skal forvandle vores fornedrelses legeme, så det bliver ligesom hans herligheds legeme (Fil 3,20–21). Tænk, med hvilken frimodig tillid Apostlen taler her! Han udtrykker den mest bestemte vished om sit guddommelige kald, så ordene allerede af den grund gør vores hjerte godt. Her ser vi da allerførst, at det ikke er umuligt allerede i denne verden at blive vis på sin benådning, og ikke alene på den, men også på sit kommende liv i himlen. Og når den, der taler med en sådan vished og bestemthed i disse ord, er en mand med så stærk en forstand som denne Gamaliels discipel, må han uden tvivl have haft sikre og tilstrækkelige grunde for sin vished. Det er disse grunde, vi først og sidst bør holde os til. Vi skal ikke blot kaste flygtige blikke på vores herlige mål, men vide, at det er en stor og reel virkelighed, lige så sikker, som at vi nu er til på denne jord og engang er blevet skabt af Gud, så vores tro og vores håb kan få nogen kraft over hjertet og hele livet.

*) Normaludgaven: vort samfund.

Den sande kristendom er slet ikke et læresystem skilt fra livet, ved siden af andre systemer, sådan som vantroens blinde børn ofte mener. Nej, den er den forunderligste «Guds kraft til frelse», som skaber nye mennesker på jorden og med sin helliggørende Ånd gennemtrænger hele deres væsen. Derfor er de allerede her i en himmelsk omgang, som Apostlen siger her: «Vores omgang er i himlen.» Og spørger man efter grundene og kilderne til denne himmelske omgang, så er de især følgende: for det første visheden om et stort eje, som allerede er vundet; dernæst en daglig erfaring af den levende Herre; og endelig håbets blik på den herlighed, som Gud endnu skal give.

Paulus i Rom skriver om sig selv som en fange og dog en fri, undertrykt af verden og dog triumferende over den, og selv med døden lige for øje er han fuld af frimodighed, fuld af høj glæde. Og i det andet brev til korintherne siger han: «Vi er på alle måder trængt, men ikke undertrykt, rådvilde, men ikke rådløse, forfulgt, men ikke forladt, slået ned, men ikke fortabt, som døende, og se, vi lever, som tugtede og dog ikke dræbt, som bedrøvede og dog altid glade.» Hør, hvilke gåder! Er det ikke et underligt og hemmelighedsfuldt væsen, der udtaler sig sådan? Et sådant underligt væsen er en kristen: undertrykt og dog triumferende – bedrøvet og alligevel glad – fattig og dog meget rig – syndig og dog fuldkomment retfærdig – elendig og dog herlig – en vandringsmand på jorden, men med en himmelsk omgang! Verden har også en glæde og fornøjelse, men kun så længe «græssets blomst» ikke visner, kun så længe den jordiske lykke varer. Når den er forbi, er det også forbi med glæden. Men for Paulus står solen først op om aftenen, og når det bliver mørkt her nede, løfter han sig op til paradisets lys der oppe. Han har et dobbelt liv: han er en vandringsmand på jorden, men hans borgerskab er i himlen. Han hører til en højere orden af ting og lever med sit hjerte i dette sit højere, sit rette fædreland. «Vores omgang,» siger han, eller ordret: «Vores borgerskab er i himlen.» «Det er,» siger han, ikke: «det skal blive» – og betegner det dermed som noget, der allerede er nærværende. Åh, Paulus udtaler her noget helt andet end det, verden mener med håbet «om et kommende liv». Paulus ved, at han allerede, mens han endnu går på jorden, er en medborger i himlen – og hvilken lykke, hvilken skat en sådan bevidsthed er, har endnu ingen menneskelig tanke på jorden kunnet måle.

Men hvorfra havde Paulus denne troens vished? Det må man vel spørge om. Jo, Paulus kendte Kristus! Det er hele hemmeligheden. Paulus så i dette jordelivs mørke en mand, som skænkede ham denne vished, en høj, hemmelighedsfuld mand, som sagde: «Jeg er udgået fra Gud og kommet til denne verden.» Og da han sagde, at han ville gå hen og berede sine venner plads i Faderens hus, og de spurgte efter vejen dertil, var dette hans svar: «Jeg er vejen, sandheden og livet.» Og da de sagde til ham: «Lad os se Faderen!» svarede han: «Den, der har set mig, har set Faderen.» Og når han med sin almagt vinkede, blev de blinde seende, de døve hørende, de døvstumme talende, de døde stod op af deres grave; og han drev onde ånder ud, og han tilgav synder, og han befalede over naturens kræfter og brød til sidst selv dødens bånd og stod op af graven med et forherliget legeme. Det var især dette sidste, Kristi opstandelse fra de døde, som fyldte apostlene med den glædefyldte vished, at deres tro ikke var forgæves. Denne Paulus skriver: «Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves, og I er endnu i jeres synder.» At Kristus var blevet dræbt ved et blodigt offer og dog stod op på den tredje dag, sådan som han i forvejen havde forsikret – det skænkede hans vidner den mest glædefyldte vished. Og hvor gammel den artikel end er for os, og hvor slidt den end er for vores tanke, har den endnu i dag en forunderlig kraft, hvis man får nåde til at se, hvad den rummer. Lad os derfor et øjeblik standse ved den. Tænk blot: er det sandt, at han, der blev ofret på træet, var sand Gud? Er det sandt, at «Gud i Kristus forsonede verden med sig selv»? Så siger jeg: Er Kristus opstået, efter at han var blevet blodigt slagtet og bevogtet i graven af vagter, så behøver jeg ikke vide mere for at se, hvad det var for en Herre – og hvad hans blod gælder – og hvad Gud mener med vores slægt! Er Kristus opstået, så skjulte Gud selv sig under hans pinte skikkelse, så er Guds blod udgydt for os. Så behøver jeg ikke mere, så har jeg set Gud ansigt til ansigt, og min sjæl er blevet frelst. Så spredes mine synder som støv for stormen ved en sådan forsoning, så skal jeg ikke standse noget andet sted end foran Lammets trone blandt skaren, der evigt synger lovsang. Undre dig da ikke over, at de, som med deres øjne fik lov at se ham efter hans opstandelse og med hænderne røre ved sårene i hans side, taler med denne glædefyldte vished og løber med stor glæde pinsler og død i møde for vidnesbyrdet om ham.

Men hvordan skal vi, som ikke med egne øjne har set ham, kunne være lige så visse i troen? Lad os gå forbi alt det, hvormed denne troens vished fylder et sind, der er benådet med Åndens lys og vidnesbyrd, og blot se på følgende forhold. Se, hvordan alene den forkyndelse, disciplene blev ved med, om en Mester, der var faldet i fjendernes vold og dræbt på korset, og hvordan alene kristendommens egen art – at den er et forfulgt og foragtet budskab, som ikke blev udbredt med sværdet, som Muhammeds lære, men med glæde trods pinsler og død – i sig selv bærer det store guddommelige bevis for sin sandhed. For tænk: Kristus lovede sine efterfølgere et stort, herligt rige og døde så i fjendernes hænder. Var han ikke opstået og havde derefter i tilstrækkelig grad vist sig for sine disciple som den samme, så havde sikkert ingen af dem mere åbnet munden for at sige et eneste godt ord om ham. De ville alle blot have forbandet ham som en bedrager og sikkert ikke mere have ladet sig forfølge, piske og dræbe for hans skyld. Men mens den ene af hans tolv før hans død kunne blive en fuldstændig frafalden og forræder, og den anden, skønt trofast, af menneskefrygt kunne blive en, der fornægtede ham, så kunne efter hans død ikke en eneste af dem bringes til at falde fra eller fornægte ham. Nu blev de hans vidner, helt som om de var sat i brand. Nu løber de som unge løver med glæde mod bål og sværd; nu falder ingen fra, nu fornægter ingen, men nu kan den samme Peter, som før var så svag, «glæde sig», når han bliver pisket for Kristi skyld – glæde sig over, at han er blevet regnet værdig til at lide for sin guddommelige Herre og Frelser. Og mens al hans egen allerherligste forkyndelse før Kristi død i hele tre år kun kunne vinde en lille flok svage disciple, kunne denne Peter derimod efter hans død vinde tre tusind med en eneste prædiken. Og hvorfor virkede Ordet nu så kraftigt? Kun fordi Peter nu havde Kristi opstandelse at forkynde, som så mange hundrede havde bevidnet, og som var almindelig kendt. Men lad os vende tilbage til det første: Enhver, der har nogen tankekraft, bør tænke over, hvad det vil sige, at en, der lover et stort rige og sejr over alle fjender, dør i fjendernes hænder mellem røvere, mens han gang på gang har forudsagt, at han vil opstå på den tredje dag – og at hans disciple så alligevel vidner om ham med brændende glæde! Og at denne tåbelige prædiken, at han, der døde i sine fjenders hænder, skal hjælpe os og skænke os et evigt rige – at den prædiken indtager verden, det beviser alt sammen sikkert, at han havde opfyldt sit løfte om opstandelsen. Hvad vandt de ellers, disse vidner, ved deres vidnesbyrd? Bare spot, pinsler og død. Sådan ser vi, hvad der gjorde apostlene så visse og glade i deres tro, og hvorom Paulus skrev: «Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves.»

Men Apostlen sagde videre: Og I er endnu i jeres synder. Så hører jeg da, at hvis Kristus er opstået, så er vi ikke i vores synder. Vores onde, vantro hjerte vil sige os, at vi under alle omstændigheder er i vores synder. Her siger Paulus nu, at hvis Kristus ikke er opstået, «så er vi endnu i vores synder». Deraf synes at følge, at hvis Kristus derimod er opstået, så er vi ikke i vores synder. Hvad? Ja, se, det var det, apostlene havde forstået. Det var den skjulte visdom, som fyldte deres hjerter med liv og glæde og styrke i Herren: at de så, at Jesus var Kristus, kvindens sæd, som var lovet fra begyndelsen, og som skulle råde bod på syndefaldet og fjerne deres synder på én dag (Zak 3,9). Blandt apostlene og de første troende var det en sikker og afgjort sag, at Kristus havde gjort dem denne store tjeneste, så de var lige så visse på det som på, at Gud engang har skabt os. De gjorde ikke som vi, der på én gang kan tro, at Guds Søn har udgydt sit blod for os, og samtidig ængsteligt tænke på, hvordan vi selv skal befri os fra vores synder. Nej, de så, at hvis Kristus er opstået, så er vores tro ikke forgæves, så er vi ikke i vores synder, så er alle menneskers synder fjernet og udslettet, og alle, som tror på Kristus, er for altid fri for al tilregnelse og dom. Men er Kristus ikke opstået, så er vi endnu i vores synder, så står vi endnu under lovens vilkår og må selv se til, hvordan vi kan skaffe os forsoning.

Se nu, hvilken stor skat en troende sjæl har i Kristus: han «er ikke i sine synder»; han er fri for lovens vilkår og dens ret til at dømme; han er fri for al tilregnelse af synder og fri for al Guds vrede; han har en evig nåde og ret til himlen og det evige liv! Og for alt dette har han kun denne Herre Kristus at takke. For selv er han fuld af synd og uværdighed, så han hvert øjeblik fortjener døden, men han har alt dette som gave ved ham, som blev givet hen for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdiggørelses skyld. Efter at Paulus var kommet til at kende en sådan Herre og Frelser, kunne han føre det trøstefulde sprog: «Vores borgerskab er i himlen.» Da vidste han, at han ved ham havde genvundet den barneret hos Gud og det borgerskab i himlen, som var gået tabt i syndefaldet. Hvad følger nu af det? Deraf følger, at alle, der har samme tro og samme kendskab til Frelseren som Paulus, har samme nåde og borgerskab i himlen som han, fordi de er genløst med samme Guds Søns blod som han, og derfor bør de også have samme trøstefulde vished om det som han. Ganske vist skal du ikke selv se og mærke herligheden ved dette himmelske borgerskab hos dig selv; nej, det er dybt skjult og dækket af al dette livs elendighed. «Vores liv er skjult med Kristus i Gud.» Men det er dog lige så sikkert og velbegrundet. Er det nat her nede, så er det evigt lyst og klart der oppe. Er vejen ujævn og tornet, så er vi på pilgrimsvandring mod vores hjemland; dér er vores venner, som kender os – og dér er vores store ven frem for alle andre venner. Og det er ingen poesi, men den mest alvorlige virkelighed, grundet på Kristi ord og værk og på, at han er gået ind i det allerhelligste for os.

Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, siger Apostlen, men de helliges medborgere og Guds husfæller. Og det uden hensyn til person. Her er ingen forskel; de er alle sammen syndere; men enhver, som tror på Kristus, i hvem vi alle er udvalgt før verdens grundlæggelse – enhver, som tror på Kristus, det vil sige som dømmer og straffer sig selv, men har sin eneste trøst i ham, som gør den ugudelige retfærdig – enhver sådan, synderinden lige så vel som jomfru Maria, røveren lige så vel som Paulus, er lige så udvalgt, retfærdiggjort og velbehagelig for Gud, alene i ham, den elskede; enhver sådan hører lige så visst med til disse de helliges medborgere og Guds husfæller; for «Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, gjort os, som var døde ved vores overtrædelser, levende med Kristus (af nåde er I frelst), og oprejst os med ham og sat os med ham i det himmelske, i Kristus Jesus».

Vores borgerskab er i himlen; vores omgang er også dér, for Apostlen tilføjer: hvorfra vi også venter Frelseren. Og vi venter ikke blot på hans store genkomsts dag, men vi venter, sukker og påkalder ham hver dag og hver stund. Det er netop et særligt kendetegn ved Guds børn og himmerigets arvinger, for det første, at de har fået barnekårets Ånd, i hvem de råber: «Abba, Fader», at de begynder at tale fortroligt med Gud, som børn med deres far; og for det andet, at hvis de ikke kan tale fortroligt med ham på den måde – for en sådan svaghed og afmagt kommer ofte over dem – så er der i deres hjerte et sukken og en venten efter Herren; Frelseren, hans nåde og nærvær, er deres sjæls livsfornødenhed, så denne venten efter Herren er ganske enkelt det nye menneskes åndedræt. Og Herren lader heller ikke sine venner vente og længes efter ham forgæves. Han siger selv: «Hvis nogen elsker mig, skal han holde mit ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.» Men tro ikke, at du altid skal se og fornemme, at han er nær. Tværtimod er det netop et hovedtræk i hans husholdning med os, at han skjuler sig selv og lader alt muligt ondt vise sig og mærkes, såsom synd, afmagt og Djævelens grusomste angreb, så vi synes, at Frelseren er tusind mil borte og kun onde ånder har os i deres vold, sammen med vores egen og verdens ondskab. Da sukker datter Zion: «Herren har forladt mig, Herren har glemt mig.» Da går bruden i nattens mørke og søger ham, som hendes sjæl elsker. Da står Maria ved den tomme grav og græder over, at hendes Herre er borte. Det er den lille tid, som Herren taler om: «Om en lille tid ser I mig ikke; og I skal græde og jamre.» Læg mærke til, og glem det aldrig, at det netop hører til Herrens husholdning med os, at han sådan skal skjule sig; og at det slet ikke skal se ud for dig som en kort tids skjulthed, men altid som at være forladt og som en retfærdig følge af en synd og utroskab, du har begået. Hvis det ikke så sådan ud for dig, ville det ikke være nogen virkelig prøvelse; men nu er det beregnet til at være en alvorlig øvelse for din tro, din bøn og din venten efter Herren. Men så visst som Gud selv erklærer over for Zion: «I vrede skjuler jeg mit ansigt for dig en lille tid, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig», og så umuligt som Kristus kunne blive borte fra den grædende Maria ved graven eller fra de to disciple, som gik til Emmaus og anså ham for tabt for altid, lige så umuligt er det også, at en eneste sjæl nu kan vente på Herren og råbe til ham dag og nat og alligevel blive til skamme i sin venten. Nej, noget sådant strider helt imod Guds eget væsen; Gud fører sandelig sine ad underlige veje, men altid med evig troskab. Og hvordan det end står til med dine synder og din tilstand, når din sjæl dog venter på Herren, selv om du ikke kan få en eneste bøn over dine læber, men kun venter på Herren med dit plagede hjerte i afmagt og uudsigelige suk, så kan han umuligt blive borte. Se vor Herre Kristi egne forsikringer, når han taler om enken og den «uretfærdige dommer» i Luk 18,1–8, eller om ham, som ved midnatstid, når døren er lukket, får besøg af sin nabo, der beder om at låne brød (Luk 11,5–9). Kristus vil selv med disse lignelser tvinge os til at indse, at det ikke er muligt for hans hjerte at nægte en nødstedt sjæl sin hjælp. Men det kræves, at man i lang tid blot tror hans ord; for det hører netop til prøvelsen, at det skal føles og se ud, som om alt var forgæves; og formålet med prøvelsen er netop, at troen skal øves. Den, der skal kunne blive i troen hos den underlige Herre, må forberede sig på meget besynderlige og nedslående erfaringer – forberede sig på at blive gennemblødt i mange vande og tørret i mange vejr. Sådan beredes «barmhjertighedens kar» til hellighed; sådan dannes himlens medborgere til det liv, som venter dem.

Men endnu oftere får vi denne øvelse i troen ved, at vi intet fornemmer af det åndelige, hverken sorg eller trøst, hverken synd eller nåde, men en tavs stilhed og tørhed i sjælen får os til at frygte, at vores åndelige liv er slukket, at vi ligger i dødens ro. For oprigtige og vågne sjæle kan denne stilhed, tomhed og afmagt alene blive den allersværeste prøvelse. Men netop denne frygt for en skjult død er både det stærkeste bevis og det stærkeste middel imod den samme fare. De derimod, som aldrig frygter for sig selv, har virkelig grund til at frygte.

Men nu: hvor underligt Herren end fører os, kan han dog ikke altid blive skjult. «De, som venter på Herren, får ny kraft», og de får fra tid til anden også at se hans herlighed, så de også fyldes af en uudsigelig, salig undren over den levende og nærværende Gud, som er så underlig, men også så trofast. Når de under en langvarig prøvelse til sidst er begyndt at tro, at Herren helt havde glemt dem, giver han dem helt uventet et så underfuldt nådebevis, at de bryder ud med Daniel, da han fik mad sendt til sig i løvekulen: «Herre Gud, du tænker jo stadig på mig!» Jeg troede, at du havde glemt mig. – Åh, hvor den prøvede sjæl da smager Guds sødme, ja, noget af «den kommende verdens kraft», og den vil nu med David takke Gud også for sin sjæls bedrøvelse!

Men alt dette gælder de dybere prøvelser. I almindelige tilfælde har kristne, især de spædere nådebørn, en mere vekslende erfaring med bekymringer og trøst; og det er dog det samme liv i Kristus, når de først og fremmest bekymrer sig om deres sjæl, lider under deres mangler og dagligt søger tilgivelse i Frelserens blod og derfor hele tiden har brug for evangeliet for at kunne tro – disse har den samme troens øvelse, skønt gennem mindre hårde prøver end nogle andre. De har endnu brudgommen hos sig; deres tid til at faste er endnu ikke kommet. Herrens nærvær og nåde er mere mærkbare. Nu omgås man ham som børn deres far og fortæller ham fortroligt alting. Til ham siger man hver ny morgen: «Herre, kom!» Han kommer. «Hjælp her, hjælp der!» Og Herren hjælper. Igen mangler der noget. «Giv os det, Herre!» Og han giver det. «Tak, Jesus!» Der rejser sig en storm. «Herre, tru den!» Stormen lægger sig, eller den lægger os ved Jesu fødder, og så kommer vi igennem. En uventet velsignelse falder os til. Vi ved straks, hvorfra den kommer. «Det er Herren!» – og vi priser ham med glæde. En ulykke rammer os. «Åh, Herre, hjælp!» «Dem, jeg elsker, dem tugter jeg», siger han os i hjertet, og sjælen er allerede roligere. Men også en sværere nød: Jeg har forbrudt mig mod min Gud, jeg har syndet! «Åh, milde Frelser, tilgiv mig! Tilgiv mig for din egen skyld!» – «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld», svarer han os, og vores sjæl er trøstet. Men endnu en nød: en fristelse til synd! «Herre, frels mig! Skån mig!» Og Herren hjælper trofast ad den ene eller den anden af sine nådefulde veje. Se, sådanne vekslende erfaringer og fornemmelser af Herrens nærvær er vores lykkeligere dages øvelse. Det er i sådanne tider, at vi fornemmer, at Herren er nær som en levende og trofast hjælper. Det er sådan, vi hører lyden af hans fod og skimter hans hånd gennem vores ellers dunkle liv; og da kan vi også tro, at han, som så trofast har fulgt os i livet og været vores kærligste ven og vores daglige selskab, sandelig ikke til sidst vil overlade os til dødens vold, men da med den samme kærlighed også vil føre os til sit himmelske rige. Han er sandelig ikke kommet fra himlen, blevet min bror og har givet sit liv for mig, for at jeg her en kort tid skulle have hans nåde og underfulde selskab og siden blive til intet; at han «har draget mig til sig af lutter barmhjertighed» og med sin Ånd har skabt mit hjerte om og dagligt har plejet mig som en trofast og kærlig hyrde, det har han sandelig ikke gjort blot for dette livs skyld for siden at overlade mig til døden. Nej, alt, hvad han hidtil har gjort for os, beviser, at han agter at give os et andet, et evigt liv hos sig i himlen, hvor vi skal se ham, som han er, ansigt til ansigt; som han selv sagde: «Jeg vil komme igen og tage jer til mig» – «I skal se min herlighed» – «den herlighed, som jeg havde hos Faderen, før verden var til».

Se nu, hvad disse ord betyder: «Vores omgang er i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, som skal forvandle vores fornedrelses legeme, så det bliver ligesom hans herligheds legeme, efter den kraft, hvormed han også formår at underlægge sig alt.» Herlige ting, som endnu skal åbenbares! – Vi venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, fra himlen; og da skal han også «forvandle vores fornedrelses legeme og gøre det ligt sit eget herligheds legeme». Lad da gerne al jordens glæde blive taget fra os! Vi er dog overmåde lykkelige i forventningen om denne salige dag, da Herren skal komme med sin magts engle og med Guds basun for at blive herliggjort i sine hellige og beundret i alle dem, som tror. Da skal al jordelivets dunkelhed og halvhed, svaghed og jammer få en ende; al synd og frygt, uvished og sorg, ja, al hjertets ondskab og pine skal da være forbi; vi skal da «se ham, som han er», den trofaste Frelser, som her usynligt fulgte os, hørte vores bønner, tilgav vores synder og hjalp os i alle bekymringer. Men hvem kan nævne al den lyksalighed, som følger med hans komme? Tænk blot, når han, som allerede i skabelsen udfoldede så stor magt og herlighed, nu vil bruge al denne sin magt alene til at gøre sine venner glade og salige! Tænk, når blot en stund med en klarere fornemmelse af hans nåde kan fylde vores hjerter med en sådan fryd i dette troens og dunkelhedens rige – hvad skal der så ske, når nydelsens og salighedens tid begynder?

«Kan billedet, som ’stykkevis’, og det med sløve øjne, / nu ses ’i et spejl, i en gåde’, give mig en sådan fryd; / synes klangen af det spil at nå mine lunkne ører, / hvilken fylde, når det ses ansigt til ansigt!»

Også vores skrøbelige legemshytte skal han forvandle, så den bliver lig hans herligheds legeme. Ikke blot vores sjæle, men også vores legemer skal herliggøres og fyldes med salighed. Spørger du, hvordan det er muligt, så svarer Apostlen her: «Efter den kraft, hvormed han formår at underlægge sig alt.» Det er den almægtige Skaber, som skal gøre alt dette! Hvad kan være lettere for den Almægtige end at gøre alt, hvad han vil? Og spørger nogen, hvordan vi dog skal forstå vore legemers opstandelse, så fører Apostlen os ud på en kornmark og viser, hvordan Herren allerede dér har stillet et eksempel på opstandelsen for vores øjne, et eksempel, som vender tilbage hvert år. «Når du sår», siger han, «sår du ikke det legeme, som skal blive, men kun et korn, hvad enten det nu er af hvede eller af noget andet. Men Gud giver det et legeme, sådan som han har villet, og hvert frø sit eget legeme.» Den nådige Gud, som godt vidste, hvordan vores stakkels forstand ville vride sig over for dette store værk, genskabelsen af vores legemer, har her sat et billede af det for vores øjne. Ligesom han engang ved tidernes ende vil lade de udsåede menneskelegemer komme igen, sådan lader han en gang om året en stor, almindelig opstandelse ske, nemlig når der om foråret på alle agre og marker træder så utallige nye skabninger frem i dagens lys og hen over sommeren dækker jorden med deres skønhed. Tænk nu, når sædemanden om efteråret kaster sin sæd i jorden, og der derefter kommer mange dystre skyl af regn og sne, og jorden fryser stenhård i vinterens lange, mørke måneder; så ser det ud, som om al denne sæd var kastet bort og tabt. Hvis vi ikke var vant til at se den igen om foråret mangefold, ville vi have lige så god grund til at bekymre os om, hvorvidt denne sæd kommer igen, som vi nu undrer os over, hvordan de menneskelegemer, der er lagt i jorden, skal opstå igen. Åh, det tåbelige menneskehjerte! Vi ser uophørligt undere af Guds almagt; men hvis det behager ham at forudsige et eneste sådant, før han har vist os det, så er vi straks parate til at gøre ham til en løgner og har ingen anden grund at anføre, end at vi ikke forstår det, at det er umuligt for os at gøre. Tænk nu: han, som ikke lader det ubetydelige hvedekorn, der kastes i jorden, blive til intet, men skænker det en opstandelsesdag, skulle han lade det allerkostbareste, han har skabt, det tusindfold dyrebarere, ædlere og kunstfærdigere frøkorn, menneskets legeme, som han har æret så højt, at han selv har taget det på som sin klædning, og som han har genløst lige så vel som sjælen – skulle han lade dette så dyrt købte frøkorn blive til intet? Nej, «mange af dem, som sover under jordens støv, skal vågne op, nogle til evigt liv og nogle til evig spot og skam» (Dan 12,2).

Men vil du med Apostlens ord spørge om de troende, som har haft deres omgang i himlen: «Med hvilket legeme kommer de?» så svarer Apostlen først her: «Han skal forvandle vores fornedrelses legeme, så det bliver ligesom hans herligheds legeme.» Hvilken forbløffende herlighed! Og Johannes siger det samme: «Mine elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret (alt) hvad vi skal blive; men vi ved at når han åbenbares, skal vi blive ham lige» (1 Joh 3,2). Og igen siger Paulus: «Der er himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelskes herlighed er én, og de jordiskes en anden; solens herlighed er én, og månens herlighed en anden. Således er det også med de dødes opstandelse. Der sås i forgængelighed, der opstår i uforgængelighed; der sås i svaghed, der opstår i kraft» osv. Og igen: «Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev til en ånd som giver liv. Det første menneske var af jorden, jordisk; det andet menneske er Herren fra himlen. Som den jordiske var, sådan er også de jordiske (legemer); og som den himmelske er, sådan er også de himmelske (legemer). Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, skal vi også bære den himmelskes billede» (1 Kor 15).

Se, hvilke herlige ting dette lover! Men er det muligt? Er det virkeligt? «Ligesom vi har båret den jordiske Adams billede, skal vi også bære den himmelskes!» Adams billede har vi båret i alle vores lemmer – til stor plage og jammer for os! Og sådan skal vi også en dag lige så sandt og virkeligt bære den himmelskes billede. Hvad hører jeg? Hvad hører jeg? – Se, så stor en hemmelighed ligger der i, at Kristus kom og «blev lig sine brødre»! Sådan skal også brødrene blive ham lige. Han kom og iførte sig menneskenatur, blev et sandt menneske, en medborger på jorden, lig os; og vi skal få del i Guds natur og blive medborgere i himlen, lig ham! Han er en sand «menneskesøn» og vores bror, så hans slægtstavle regnes i Adams led. Sådan har han vævet sig selv ind i vores slægt og sin historie ind i vores historie for ikke at afslutte den, før vi er herliggjort sammen med ham, «hjemme hos Herren». Åh, hvilket dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme og hans veje usporlige!

Og eftersom vores arme hjerte nu ikke har nogen større hindring for at tro dette end vores uværdighed, vores mange synder og mangler, så er det – ud over al egentlig evangelisk trøst mod det – også en trøstefuld og bemærkelsesværdig omstændighed, at der selv i Kristi slægtstavle i Bibelen (Matt 1,1–16) er optaget mange store syndere og synderinder, for at vi så at sige skulle se med øjnene, at Kristus var sendt til syndere og skulle være synderes Frelser og hjælper. Vores lærefader Luther har i en prædiken over Kristi slægtstavle gjort nogle så trøstefulde bemærkninger om dette, at vi ikke kan fortie dem. Han taler omtrent sådan: «Nogle konger og fyrster blandt dem, som Matthæus her regner op, har været overmåde onde skurke, som vi ser i Kongebøgerne. Også de fire kvinder, som nævnes her, har været uanstændige og slette: Tamar, der gjorde sig til skøge (1 Mos 38,18); Rahab kaldes også en skøge i Jos 2,1; Rut var en hedensk kvinde (Rut 1,4); og Batseba syndede med David (2 Sam 11,4). Alle dem har Gud ladet regne op her, som dem, der var værdige til, at Kristus skulle fødes af dem, uden tvivl for at vi allerede af hans slægtstavle straks skulle se, som i et trøsterigt spejl for alle syndere og synderinder, at Kristus var sendt til syndere og har villet lade sig føde af syndere; så at jo større syndere de er, des større tilflugt skal de sandelig have til den nåderige Gud, Ypperstepræsten og Kongen, i hvem – og ellers i ingen anden – loven er opfyldt, og vi får nåde hos Gud. Derfor er han kommet ned fra himlen og forlanger intet mere af os end alene, at vi lader ham være vores Gud, offerpræst og Konge, så skal det hele være i fuld orden – og vi skal ved ham være Guds børn og arvinger til himmeriget. Her må alle syndere glæde sig af inderste hjertens grund over, at deres synder er blevet regnet værdige til sådan en Frelser. Må et hjerte ikke få nyt liv her, når det mærker dette? Og det bliver drevet af hjertelig kærlighed til at begynde et nyt liv; for Guds nådes vind har blæst på det, eftersom det har grebet løftet om alle synders forladelse.

«Nå, min Herre Kristus! Selv om du er Gud og en Konge over himmel og jord, kan jeg dog ikke være bange for dig; for du er min ’bror, mit kød og blod’. Jeg lader mig ikke vildlede af, at jeg er en synder, og du er hellig. For havde jeg ikke været en synder, havde du ikke behøvet at lide for mig; derfor er jeg ved godt mod. Jeg ser også, hvordan både gode og onde er blevet skrevet op her, som du har villet lade dig føde af, for at du skulle trøste de forskræmte og ømme samvittigheder med, at du er synderes Frelser.»

Men Luther bemærker endnu noget i samme slægtstavle over Kristus, som hører til vores emne. Han siger: «Når vi tæller personerne i den, finder vi toogfyrre led, som måske er afbildet ved de toogfyrre lejre, som Israels børn havde, før de kom ind i det forjættede land (4 Mos 33). Vil også vi nu komme ind i det forjættede land, som vores Herre Kristus har beredt os, så må også vi slå lejr toogfyrre gange, det vil sige: give afkald på vores eget virke og bidrag og fødes mand efter mand, fra det ene led til det andet, indtil vi kommer til Jesus. Dér finder vi først hvile for vores sjæle. Men denne langsomme fødsel forekommer den svage natur meget bitter; for det ærgrer os slemt, at vores egne foretagender altid skal dæmpes; dog har den ene altid mere anfægtelse og bedrøvelse end den anden. Røveren på korset nåede over de toogfyrre trin på én gang, og det gjorde mange martyrer også; men ellers kan ingen vandre gennem denne ørken med kort møje, medmindre en stærk vind driver ham. Vi må gå skridt for skridt, fra Abraham til Isak, fra Isak til Jakob, fra Jakob til Juda osv. Men med Abraham må vi begynde, så vi kan blive fundet i hans tro og få den velsignelse, som var lovet ham. Siden kan vi så meget gladere begive os fra den ene patriark til den anden, det vil sige lægge den ene bedrøvelse bag os efter den anden, indtil vi bliver hentet fra denne rejse til vores hvile. Mennesket må ængstes, bøjes og dødes så længe, indtil det bliver blødt, overvinder sig selv, bliver Ånden underdanig og gerne går ind i Guds vilje. Lad derfor ingen sætte sig for at ville komme til himlen blot med et behageligt liv og gode dage.» Så vidt Luther.

Og lad dette være den afsluttende lærdom heraf! Tænk aldrig på gode dage her! Forsøg aldrig at gøre dig et paradis her! Vi er fremmede og gæster her nede, men borgere i himlen, og derhen skynder vi os også gennem et farligt fjendeland! – Men mist heller ikke modet, selv om det til tider bliver sort for øjnene! «I alt dette sejrer vi mere end rigeligt ved ham som har elsket os!» Alt bliver hjulpet ved ham, som går i spidsen for vores pilgrimstog. Johannes så, hvordan det i virkeligheden forholder sig med det tog, og beskrev det i Åb 19. I spidsen for toget sad der på en hvid hest «en, som hed Trofast og Sandfærdig (v. 11); og han var iført en kappe, dyppet i blod; og hans navn er Guds Ord» (v. 13). «De hære, som fulgte ham», sad også på hvide heste, men havde ikke blodstænkede klæder; de var «iført hvidt og rent, fint linned» (v. 14). Se her al vores trøst, tryghed og styrke! Alt hviler på ham, som går i spidsen, og som også kaldes forløberen, gennembryderen og den gode Hyrde. Frygt aldrig, at han skal svigte eller forlade dig; for han hedder Trofast og Sandfærdig. Frygt ikke, at dine vedhængende synder og mangler, som så ofte bedrøver dig, gør dig mishagelig for Gud; for han, som går i spidsen, har en kappe dyppet i blod, og derfor har alle hærene, som følger ham, en hvid klædning. I dette tog gælder det besynderlige forhold, at der i hele hæren kun er én, som er virkelig god, from og hellig, nemlig ham, som går i spidsen; alle de andre er syndere, men behager Gud og går ind til livet alene ved ham, som går i spidsen og har den blodige kappe. Frygt heller ikke for noget, du skal lide af mennesker; for han hedder alle kongers Konge og alle herrers Herre. – Og til sidst: Frygt ikke for, at han ikke til sidst skal føre dig helt ind i himlen; for han hedder Guds Ord, «som var i begyndelsen hos Gud og var Gud», men «blev kød» og blev vores bror! Højlovet i evighed! Amen.