Alle troendes salige håb

efter Den Hellige Skrifts eget vidnesbyrd.

Et ord til advarsel og opmuntring på den onde dag.

(Ellevte årgang, 1852)

Den Hellige Skrift viser os to store hovedkilder til de troendes trøst, fred og frimodighed. Den første er: «Den nåde, vi nu står i», og troen på den; den anden er: «Håbet om Guds herlighed». Da Apostlen i Rom 5,1 har talt om den fred, de troende har, og sagt: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus», tilføjer han i v. 2 for yderligere at forklare denne fred: «Ved ham (Kristus) har vi også fået adgang ved troen til denne nåde, som vi står i, og vi roser os af håbet om Guds herlighed.» De samme store trøstekilder viser Johannes os, når han siger: «Mine elskede, nu er vi Guds børn» – det er den nåde, vi nu står i – «og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive; men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, for vi skal se ham, som han er» (1 Joh 3,2). – Sådan plejede også Kristus selv at trøste sine disciple, ikke blot med forsikringer om deres nuværende nådestand og den kærlighed, han elskede dem med, men han talte også med dem om sin genkomst, når han skulle tage dem til sig og lade dem sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer osv. – Det er denne kommende herlighed, som er den egentlige genstand for de troendes håb, mens troen derimod griber den nåde, vi nu står i.*) Også dette frelsens håb burde jo enhver kristen have levende og brændende i sit hjerte. Men hvordan går det med den sag iblandt os? Hvordan kan det være, at vi, Gud ske lov, hører og taler ganske meget om troen og kærligheden, men så sjældent og så lidt beskæftiger os med håbet om Guds herlighed? Det kan undertiden have en ganske god og gyldig grund, nemlig at vi bestandig har brug for den egentlige livsnæring, Ordet om forsoningen, om omvendelse, tro og kærlighed, fordi vi godt ved, at når blot det er i orden, følger det evige liv og skuens salighed af sig selv. Det er sandt. Men undertiden kommer det blot af vort sanselige væsen, som ikke kan række ud efter det kommende, ja, af vor kødelige og jordiske natur, som ikke vil vide af det himmelske, men hellere vil have et blot jordisk himmerige. Det er en mangel på kærlighed til Frelseren, når vi ikke med længsel og håb bestandig ser op efter ham, vor Herre, når han kommer.

*) Det er i en anden betydning, at også troen kaldes et håb, nemlig når den i mørke stunder rækker ud efter nåden og endnu ikke i fuld vished nyder dens trøst.

Desuden har vi også ofte et helt andet mål for vort håb og vor forventning end det, Skriften vil give os. I stedet for Herrens herlige komme, når han kommer for at blive herliggjort i sine hellige og beundret i alle dem, der tror, har vi sat blot den kolde død som enden på møje og lidelser. Der er dog en betydelig forskel på disse to mål for håbets blik. Det ene bringer kun en halv trøst med sig, nemlig at møje og kampe får en ende; det andet bringer en hel salighed med sig, for da skal vi helt tage riget i eje, se Frelseren, som han er, og blive ham lige. Den, der mener, at alt dette sker i døden, har ikke forstået, hvad «kødets opstandelse» skal bringe. Først da skal en hel og fuldkommen herlighed begynde. Der hviler ganske vist altid et hemmelighedsfuldt slør over tilstanden for de sjæle, der er skilt fra legemet; men så meget ser vi tydeligt af Skriften, at selv om de troendes sjæle visselig kommer i «Paradis» (Luk 23,43), har de dog endnu ikke den herlighed og salighed, som de skal få, når de forenes med legemet igen; for Skriften siger udtrykkeligt, at da, når Herren kommer og åbenbares, da skal også vi åbenbares med ham i herlighed, da skal vi blive ham lige, for vi skal se ham, som han er (1 Joh 3,2; Kol 3,4; Fil 3,20–21).

Men du siger måske: «Hvordan kan jeg håbe på Herrens komme, hvis det endnu ikke er den tid, da han skal komme? Jeg kan jo ikke overtales til at vente noget, som jeg ikke har tilstrækkelig grund til at vente på netop nu.» – Ganske rigtigt! Men det er netop det, vi nu skal vise: at du har tilstrækkelig grund til at vente din Herre når som helst. Vi er slet ikke tilbøjelige til det tåbelige foretagende, hvormed enfoldighed og vantro en gang imellem har profeteret om dage og stunder, som Herren har i sin magt – profeteret om den dag, om hvilken Herren har erklæret, at ingen kender den, ikke engang englene i himlen. Men hør og forstå følgende grunde, ud fra hvilke selv den mest forsigtige og eftertænksomme kristne har den største grund til bestandig at vente sin Herre. Det første, vi skal lægge mærke til, er, at selv om Herrens herlige komme ikke indtræffer, mens vi vandrer på jorden, så er hans komme dog ganske nær; vi skal ikke komme til at vente længe; for så snart vi er hensovet i Herren, så er det liv, sjælen da lever, skilt fra legemet, allerede et evighedsliv, allerede lig Herrens eget, hvor det gælder, at «tusind år er som én dag, og én dag som tusind år». Det skal forekomme sjælene ganske kort; sådan som det ifølge Åb 6,9 blev sagt til «sjælene af dem, der var blevet slagtet for Guds ords skyld», at de kun skulle hvile en lille tid, før Herren ville komme og dømme. Og nu er det dog allerede flere århundreder siden, de blev dræbt; men for dem skal det kun være en hvile i en lille tid. Det ser vi også af, at Herren flere gange forsikrede, at han snart ville komme til sin yderste dom; sådan som han gentager det tre gange i et eneste kapitel: «Se, jeg kommer snart» (Åb 22,7). «Se, jeg kommer snart, og min løn har jeg med mig, for at gengælde enhver, sådan som hans gerning er» (v. 12.20) osv. Han vil sandelig ikke svigte sine troende, dem han har givet dette løfte, men vil selv sørge for, at det bliver for dem, sådan som han har lovet; det skal forekomme hver eneste af os som en ganske kort tid, før Herren kommer. De første kristne, som, sådan som det skal vises nedenfor, altid håbede på Herrens snarlige genkomst til dommen, skal ikke finde sig skuffede i denne deres forventning; det skal virkelig forekomme dem som en ganske lille tid, de har ventet. – Det er den første grund til, at man altid kan vente sin Herre; for selv om han først kommer med døden, kommer han snart derefter i sin herlighed.

Den anden grund er, at det også virkelig begynder at se mærkeligt ud med tidens tegn. De, der har bedre lejlighed til at overskue verdens begivenheder og give agt på åndsmagternes bevægelser i denne tid, er enstemmigt enige om, at en usædvanlig oprustning er i gang; der er en usædvanlig larm fra åndernes verden; både lysets og mørkets hære er i særlig bevægelse; og en hel mængde af de tegn på den allersidste tid, som Skriften angiver, træder nu frem mere end nogen sinde.*) Og Herren har ikke sagt, at vi ikke skulle agte på eller forstå tidens tegn, men tværtimod siger han: «Kan I ikke tyde tidernes tegn?» (Matt 16,3). «Se på figentræet og på alle træer; når de allerede er sprunget ud, så ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan også I: Når I ser dette ske, så skal I vide, at Guds rige er nær» (Luk 21,29–31). Læg mærke til, at han ikke siger: «I skal ikke kunne vide, hvornår Herrens dag nærmer sig», men han siger udtrykkeligt: «Så skal I vide.» – Men før vi peger på de mest talende træk ved tidens tegn, vil vi først vise, hvordan Skriften taler om sagen. Vi vil da også se, hvordan apostlene og de første kristne levede i håbet og havde deres øje rettet opad mod deres Herre, der var faret til himmels, i inderlig længsel og forventning om, at han snart ville komme igen. Dér har vi det rette billede af et varmt, kristent hjerte. I en sådan forventning burde vi jo alle leve. Det er ikke godt og rigtigt, når vi ikke har samme sind som de første troende – det sind, som Herren udtrykkeligt formanede os til, da han sagde: «Vær ligesom mennesker, der venter deres herre, når han kommer.»

*) En følge heraf har været, at der fx i England nu hersker en ganske almindelig og bestemt opfattelse blandt de oplyste om, at Herrens længe ventede «store og åbenbare dag» nu ikke er langt borte. Dette spørgsmål er et livligt emne i de frommes kredse.

Men nu til Skriften. Vi ser først på vor Herres egne ord i Matt 24, hvor han svarer på disciplenes spørgsmål: «Hvornår skal dette ske?» (nemlig ødelæggelsen af jødernes tempel) «og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?» Da dette spørgsmål rummede et dobbelt emne og strakte sig ud over det kommende og fra den nærmeste fremtid til fuldbyrdelsen af hele Guds hensigt med mennesket, er også Herrens svar formet sådan, at det forbinder de forskellige tidspunkter, hvor alle disse begivenheder indtræffer. Til vort nuværende formål er det ikke nødvendigt at tage hvert punkt i Herrens svar op; vi vil kun give agt på hovedsagen og konklusionen (v. 32–51). Efter først at have opfordret dem til at give agt på tidens tegn tilføjer han: «Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Men den dag og time kender ingen, ikke engang englene i himlen, men kun Faderen alene. Og som Noas dage var, sådan skal Menneskesønnens komme være» (v. 35–37). Ingen almindelig omvendelse skal gå forud for det, men almindelig ugudelighed og den frækkeste vantro. Alligevel skal Herren komme med hast og tage sine troende til sig. «To skal være ude på marken; den ene skal Herren tage til sig (Joh 14,3), og den anden lades tilbage; to kvinder maler på kværnen; den ene tages op, og den anden lades tilbage» (v. 40–41). Det indtryk, Herren ville gøre på disciplenes sind med denne tale, var netop det modsatte af det, tanken om hans komme ofte vækker hos os. Fordi dagen og timen er skjult, skal vi give agt på tidens tegn og hver dag og time holde os rede til at tage imod Herren; men nu har tværtimod usikkerheden om tiden for hans komme og dets udsættelse i 1800 år haft den virkning, at vi er holdt op med at vente – i det mindste venter vi det ikke i vor levetid, men tager det for givet, at døden bliver den eneste mulige afslutning på dette vort jordiske liv.

Det indtryk, som Herrens løfte om sin genkomst gjorde på hans venner og disciple, blev særlig bekræftet af de to mænd i hvide klæder, som stod hos dem, da de så op efter Herren, mens han for op til himlen: «I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himlen? Denne Jesus, som er blevet taget op fra jer til himlen, skal komme på samme måde, som I har set ham fare op til himlen» (ApG 1,9–11). Et så klart og bestemt løfte kunne ikke misforstås; følgelig ser vi, at den første kirke og siden flere slægtled af de troende holdt fast ved dette salige håb om Herrens snarlige komme. Selv om disse troende dog ikke oplevede hans komme, skal vi vogte os for straks at slutte, at de blev skuffet, eller at de havde misforstået Herren, som om deres håb ikke havde haft en dybere grund end blot troen på denne forudsigelse om Kristi genkomst. Tværtimod var håbet om Herrens komme en væsentlig del af det guddommelige livs ild og styrke, af den åndelige krafts fylde i den første kirke. Kristi disciple håbede på hans snarlige komme og på at blive samlet om ham, ikke blot fordi han havde forudsagt sit komme, men fordi deres fællesskab med ham var så levende, deres kærlighed til ham så stærk, at de ikke kunne stille sig tilfreds med noget mindre end deres fulde befrielse fra synden og døden og deres fuldkomne og evige forening med ham i herliggjorte legemer. Dette håb var for eksempel for apostlen Paulus, som dog ikke havde været til stede ved vor Herres himmelfart, og som havde modtaget evangeliet, ikke af de andre apostle, men ved en særlig åbenbaring – dette håb var ikke desto mindre et så vigtigt og alvorligt emne i hele hans apostelvirksomhed, at han i alle sine breve fremstiller det som det mål, alle øjne og hjerter skulle vende sig imod. «Vi kender jeres udvælgelse, I brødre, som er elsket af Gud» (skriver han til thessalonikerne), «for vort evangelium kom til jer, ikke alene i ord, men også i kraft og i Helligånden og med fuld vished. – – For de fortæller selv om os, hvordan vi blev modtaget hos jer, og hvordan I vendte jer til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og vente på hans Søn fra himlen» (1 Thess 1). Her har vi med få ord de levende ansigtstræk af en ægte kristendom, som den udsprang af Apostlens prædiken som dens umiddelbare frugt. At leve midt i verden som de, der har overvundet verden, tjene Gud og vente hans Søn fra himlen – det er kendetegnene på Apostlens disciple. Det kommer af svag tro og verdslighed i hjerte og sind, når kristne, i stedet for at vente på ham, som er opstandelsen og livet, ligesom denne verdens børn ikke har nogen anden eller bedre forventning end først en række lykkelige år her nede og til sidst, ved dette livs slutning, en stille død. Ligesom det hørte til kirkens kald at vente på Herren, sådan var det på samme tid apostlenes stræben, deres håb og deres æreskrans (1 Thess 2,19) at arbejde sådan på kirkens indre udvikling – dens vækst i helliggørelse – at de kunne fremstille den som et rent og helligt legeme for Herren ved hans åbenbarelse.

Så levende og helt var håbet i menigheden i Thessaloniki om, at Herren skulle åbenbares og fuldende og herliggøre sine troende på jorden, at det uroede dem, når nogen af brødrene gik bort ved døden. Det er meget lærerigt at se, hvordan Apostlen trøster dem: Han nøjes ikke med at vende deres blik mod freden og hvilen for dem, der hensover i Kristus, og endnu mindre taler han om den herlighed, som den bortgåede sjæl allerede har nået; men han forklarer dem, og det udtrykkeligt som et ord for Herrens ansigt, at dette håb, som vi beholder på jorden, også står fast for de troende, der er hensovet, og at de sammen med os venter på Herrens komme for at opstå, som fuldendelsen af vores frelse (jf. Rom 8,23). «For dette siger vi jer som et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, slet ikke skal komme før dem, der er hensovet. For Herren selv skal stige ned fra himlen med et befalende råb, med en ærkeengels røst og med Guds basun, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Derefter skal vi, som lever og er tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være hos Herren. Så trøst nu hinanden med disse ord» (1 Thess 4,15–18). Hvor ofte sker det iblandt os, at vi trøster hinanden med Herrens komme, når vi har mistet nogen ved døden? Der må sikkert være en indre grund til, at man blandt kristne hører så lidt tale om opstandelsen og endnu mindre om forvandlingen af legemerne hos dem, der lever, når Herren kommer, mens der omvendt tales så meget om de afdødes herlighed og om forberedelsen til døden. Enten må de apostoliske kristne eller vi have mangelfulde og forvrængede opfattelser på dette punkt. Det, Apostlen siger i 5. kapitel i samme brev, fortjener at blive betragtet opmærksomt. Netop fordi vi tror Guds ord, der forsikrer, at Herren skal komme hastigt og uventet som en tyv om natten, skal vi være rede til at tage imod ham i hvert øjeblik, så den dag ikke skal komme for pludseligt over os. Og ligesom det især er i prøvelsens tider – i tider med ydre og indre uro og nød – at det kristne liv udfolder sin himmelske, verdensovervindende magt, sådan bør også håbet om Frelserens komme gøre sig gældende på en særlig måde under sådanne forhold.

For de kristne i Thessaloniki, ja for de apostoliske menigheder i det hele taget, var dette jordiske liv ikke den rolige, behagelige og nydelsesfulde tilværelse, som det er blevet i senere tider, også i vores. Ligesom deres Mester før dem var de altid trængt og jaget, bagtalt, hadet og forfulgt i denne verden. Under en så skarp kamp og under sådanne trængsler kunne Apostlens ord nok vente at blive modtaget med glæde, da han skrev til dem: «Gud skal give jer, som lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himlen med sine mægtige engle i flammende ild for at tage hævn over dem, der ikke kender Gud og ikke adlyder vor Herre Jesu Kristi evangelium» (2 Thess 1,7–8) – «når han kommer for på den dag at blive herliggjort i sine hellige og beundret i alle dem, der tror» (v. 10). Hvordan kan vi forklare, at tanken om Herrens hastige hævn, hans retfærdige dom, ligger os så fjernt ved det forfærdelige syn af vore dages dristige vantro og angreb, når den stod så levende for apostlen Paulus under forhold, der bestemt ikke var mere trængte? Skulle vi måske overgå ham i ømhed og skånsomhed over for Guds fjender? Åh, gid vi havde mere af hans nidkærhed for Herrens ære!

I 2. kapitel i dette andet brev til thessalonikerne, som vi allerede har citeret noget fra, forkynder Apostlen faktisk for menigheden, at et stort og almindeligt frafald skulle gå forud for Herrens komme – et frafald, som allerede kunne mærkes i hans tid og fik Apostlen til at tænke på, at den retfærdige Dommer skulle komme. Hvad skulle han så sige om vore tiders vantro og dristige fornægtelse af Herren – og dernæst om vores hjertes svaghed og mangel på håb, når vi, efter at dette frafald har varet så længe i kristenheden og er blevet værre og værre, indtil det endelig i vores tid har fået et så frygteligt udseende, alligevel ikke engang tør se op mod Herrens komme som noget, der er nær forestående? Sandelig, elskede vi Herren mere og verden mindre, var det himmelske liv mægtigere i os og det jordiske mere korsfæstet, så ville vi dømme anderledes og tro anderledes!

Det, vi har bemærket i menigheden i Thessaloniki, finder vi også i alle de andre apostoliske menigheder. Det samme håb giver dem alle liv. Som pilgrimme og fremmede på jorden, men rige på alle himmelske gaver, venter de kun på deres Herres komme, ligesom en brud, smykket og rede til brylluppet. «Vort borgerskab er i himlen», læser vi i Fil 3,20–21, «hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, som skal forvandle vort fornedrelses legeme, så det bliver ligt hans herligheds legeme, efter den kraft, hvormed han også kan underlægge sig alt.» I Første Korintherbrev læser vi (1,6–7), at «vidnesbyrdet om Kristus var blevet stadfæstet hos dem, så de ikke stod tilbage i nogen nådegave, mens de ventede på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse». – «Se, jeg siger jer en hemmelighed», siger Apostlen i samme brev, kap. 15, v. 51–52: «Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal forvandles.»

I 2. kapitel i brevet til Titus fremholdes forventningen om Herrens komme igen, ikke som noget besynderligt og ufrugtbart i den kristnes gudsfrygt, men som den rette fuldendelse og krone på et kristent liv. «Guds nåde lærer os at forsage ugudeligheden og de verdslige lyster og leve tugtigt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på det salige håb og åbenbarelsen af den store Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi, herlighed.»

Allerede de vidnesbyrd fra Skriften, vi har anført, viser tilstrækkeligt, ikke blot at det er Kristi herlige komme til verdens dom og til sine troendes forløsning, som er den rette genstand for vores fælles, salige håb, men vi har også set, at allerede apostlene og de første kristne håbede at opleve dette Kristi herlige komme. Og deraf ser vi, at når de samme apostle tillige har forudsagt større begivenheder, der skulle gå forud for dette Herrens komme, så har de ikke tænkt på noget af så umådeligt omfang, at det ikke skulle kunne fuldbyrdes inden for deres egen levetid – for de håbede jo selv at opleve Herrens komme, ja, ventede Herren fra det høje hver stund. Heraf kan vi altså se, at vi ingen grund har til at forestille os en sådan stor verdensbegivenhed, der skulle forbyde os når som helst at vente vor Herres åbenbarelse. Sådan har også Herren selv talt, da han bød selv dem, han talte direkte til, aldrig at føle sig sikre på, at han ikke kunne overraske dem «som en tyv om natten», og sagde: «Våg derfor; for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller om morgenen; – våg, så han ikke, når han kommer pludselig, skal finde jer sovende. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!» (Mark 13). Det er på grund af sådanne klare og utvetydige ord fra Herren selv og hans apostle, at vi ikke dvæler ved de dunklere og tvetydige, men går ærbødigt forbi dem; så vi for eksempel slet ikke tager spørgsmålet op om et såkaldt tusindårigt fredsrige før den yderste dom eller en almindelig omvendelse af alle mennesker – ja, vi dvæler ikke engang ved spørgsmålet om Israels omvendelse, når hedningernes fylde er gået ind. Vi ærer Skriftens ord herom, fuldt forvissede om, at de skal fuldbyrdes på den måde, som Helligånden har ment det; men vi ser, at fortolkerne er så uenige om, hvad de betyder, at vi ikke mener, at nogen af disse forskellige opfattelser rummer noget så vist og sikkert som det, Herren selv udtrykkeligt og utvetydigt har sagt, nemlig at vi alle allerede bør vente hans komme, og at verdens tilstand, når han kommer, skal ligne tilstanden i Noas dage, da syndfloden kom.

Men desuden har Herren og hans apostle også angivet forskellige tegn, der varsler hans komme, og som yderligere skulle vække hans venner til årvågenhed og forventning. Alle disse tegn kan sammenfattes under én kort overskrift, nemlig: En usædvanlig kamp mellem åndsmagterne. På den ene side skal ondskaben, vantroen, gudsbespottelsen og fornægtelsen af alt helligt, ledsaget af en mere end almindelig fri og mangfoldig ugudelighed, kendetegne tiden for Herrens komme; på den anden side en forkyndelse af evangeliet, en nidkærhed og en virksomhed for Guds rige, som skal være lige så kendetegnende. Ligesom Israels folk og Jerusalem i det hele taget har været et forbillede på det Israel, der er samlet ud af hedningerne, sådan har også Jerusalems ødelæggelse og varslerne om den været et forbillede på verdens ende og de tegn, der varsler den – og derfor blev også disse to store begivenheder sat sammen i Kristi tale, da han nævnte varslerne, sådan som vi finder det i Matt 24, Mark 13 og Luk 21. – Ligesom de kendetegnende tegn på Jerusalems ende især var krig og oprør, falske profeter og falske kristusser, forfølgelse af Herrens vidner og evangeliets nye forkyndelse blandt hedningerne, sådan skal også alle disse stridende kræfter være i usædvanlig bevægelse og kamp, når Herren kommer til hele verdens yderste dom. Frafaldet, gudsfornægtelsen og ugudeligheden inden for den gamle kristenhed og på den anden side en usædvanlig nidkærhed og virksomhed for evangeliets udbredelse skal være de mest kendetegnende træk ved den allersidste tid. Vi har allerede anført noget af Kristi ord om tilstanden i verden, når han kommer. Fuldt ud lyder de sådan i Matt 24,37–39: «Som Noas dage var, sådan skal Menneskesønnens komme være. For ligesom de i dagene før syndfloden spiste og drak, giftede sig og bortgiftede indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og intet vidste, før syndfloden kom og tog dem alle bort, sådan skal også Menneskesønnens komme være.» En lignende beskrivelse af verdens tilstand ved vor Herres åbenbarelse har apostlene Peter og Judas givet os. Apostlen Peter nævner som et tegn på de sidste dage – og vi gjorde vel i at lægge os det på hjerte – at troen på Herrens komme skulle slukkes og blive spottet af de vantro, fordi han tøvede så længe. Vantroen skulle give sig udslag i det hånlige spørgsmål: «Hvor er løftet om hans komme? For fra den dag, da vore fædre hensov, bliver alt ved med at være, som det har været fra skabelsens begyndelse» (2 Pet 3,4). Det ville være vanskeligt at tegne et mere rammende billede af vores egne tider end det, som begge disse apostle giver, når de beskriver de sidste dage.

Når man læser 2. og 3. kapitel i Andet Petersbrev og Judas’ brev, kunne man tro, at de var skrevet i vores tid og med særligt henblik på de nuværende forhold. Den dristige fornægtelse af den Herre, som har købt os; de falske lærdomme og de stærke vildfarelser; spotten af sandhedens vej; at man i griskhed med svigefulde ord gør sig (jordisk) vinding på ustadige og uvidende sjæle; vandringen efter kødet i alle urene lyster; foragten for øvrigheden og spotten af myndighederne; udslettelsen af al ærbødighed og sund frygt for guddommelig og menneskelig styrelse; talen med store og stolte ord, tomme for al sandhed og virkelighed; løftet og forkyndelsen om frihed fra dem, der selv er fordærvelsens trælle; at alle en uren indbildningskrafts onde magter og tanker, der intet har af Gud og sandheden, slippes løs; den almindelige uro og utilfredshed; begæret efter det, der tilhører næsten; den umættelige tørst efter fornøjelser; udjævningen af alle forskelle, som Gud og mennesker har fastsat; en lovløshed, der undergraver al orden i familien, i staten og i kirken – alt dette og mere af samme slags, som så særligt kendetegner vores tid, finder vi udførligt beskrevet i de nævnte apostoliske breve.

Men som allerede antydet er det ikke blot de antikristelige magters store dristighed i den gamle kristenhed, der kendetegner vores tid; også Kristus og hans stridsmænd er i en lige så usædvanlig virksomhed og bevægelse. Når man sammenligner nutidens nidkærhed og virksomhed for Guds rige med tidligere tider, både for evangeliets udbredelse blandt hedningerne og for at vække den gamle kristenheds døde og sovende børn til live, må man sige: Der foregår en stor oprustning i Immanuels lejr! Der udrettes nu mere på årtier end før på århundreder. Og ligesom for Jerusalems ende, sådan skal det også for verdens ende være et betydningsfuldt tegn: Evangeliet skal prædikes for alle folk, og så skal enden komme (Matt 24,14; Mark 13,10). – Lad det blive sagt endnu en gang: Den, der kender til, hvad der foregår i verden, må bekende, at vi lever i en meget betydningsfuld tid. Religionens største og inderste livsspørgsmål, om Gud og vejen til livet, om Kristus og forsoningen, om sandheden og meningen i Guds ord – spørgsmål, som før enten hvilede stille i kirkens bekendelse og forkyndelse som noget, der allerede var afgjort, eller som beskedne og foragtede havde krøbet sig sammen i de mest upåagtede kroge i nogle urolige hjerter – er nu trængt frem på den åbne kampplads og er blevet genstand for en så almindelig granskning, uro og strid, at næppe et eneste døbt menneske får lov at være i fred. «Hvad tror du?» – og: «Bekend, hvad du tror!» Et sådant spørgsmål, en sådan opfordring møder os nu fra alle sider. Enhver må komme til en afgørelse, hvad enten han vil eller ej – en afgørelse, der i sin inderste klang, ligesom i sin højeste udvikling, skal blive en afgørelse for eller imod Kristus, for eller imod kristendommens bestemte sandhed. Kort sagt: Hvis vores øjne blev åbnet, sådan som øjnene på Elisas tjener engang blev det (2 Kong 6,17), ville vi fare forfærdede tilbage ved synet af den forbløffende åndelige kamp, der nu foregår i kristenheden. Men vi ville også vågne op af søvnen, i hast iføre os lysets våben, sky og forkaste enhver slap og selvisk retning og med fornyet iver hellige alle vore kræfter til ærens Konge og hans tjeneste.

Vi har kun givet en let antydning af de mest fremtrædende tidens tegn, men vi spørger alligevel: Hvad kan grunden være til, at tanken om Herrens komme, som var så levende, nærværende og almindelig hos de første kristne, skønt de ydre anledninger dengang var langt færre, nu, under sådanne tidens tegn som vore dages, er os så fremmed og næsten helt forsvundet fra vores kredse, vores hjerter, samtaler og åndelige foredrag? Vi nægter ikke, at vi temmelig almindeligt holder fast ved læren om Herrens komme som en trosartikel; men deraf følger ikke, at vi også har dette Kristi komme som vores håb. Spørgsmålet er ikke: Tror du, at Herren skal komme? – men: Lever du i håbet, i en virkelig forventning om hans komme? Og på det spørgsmål kan ikke mange iblandt os svare ja! Var det sådan, at alle troende vandrede i håbet og ventede på vor herliggjorte Herres komme, så ville dette håb åbenbare sig mere i vores prædiken, i vores kristelige samtaler, i hele vores liv; så ville der ikke kunne snige sig alle mulige trosbekendelser og ofte ubibelske lærdomme om kirkens fremtid og de afdødes tilstand ind iblandt os. Men vi vender tilbage til spørgsmålet: Hvad kan grunden være til, at tanken om Herrens komme er os så fremmed, ja, næsten uvelkommen, når den var så levende, kær og nærværende i de første kristnes hjerter? Det er sikkert ikke noget godt tegn. Ethvert håb forudsætter et ønske, og ethvert ønske har sin rod i det, vi elsker. Hvis vi virkelig ønskede og længtes efter dagen for Herrens komme, da alt mørke i troen, al svaghed, al synd og al utroskab mod vores kære Frelser skal få en ende, og vi skal gribe ham, sådan som vi er grebet af ham, se ham, som han er, og blive ham lig – hvis vi ønskede denne hans åbenbarelse mere, så ville vi også opsøge og med glæde gribe alle de grunde, der er givet for det salige håb om denne ønskede dag. Altså: Hvis vi var mere åndeligt sindede, elskede vores Frelser mere og ønskede det, som kærligheden altid ønsker, nemlig at blive helt forenet med ham, så al afstand og al uvished måtte høre op, så ville vi også leve mere i håbet. Derfor finder vi også altid stor forskel på kristne i denne henseende. De, der tager Guds ord mere alvorligt til hjerte; de, der er mere øvet i den omvendelse, som er over for Gud, og den tro, som er på vor Herre Jesus Kristus, så gudsfrygtens Ånd til stadighed våger over hele deres væsen, og synden derfor ikke får lov at gå ustraffet, men mærkes smerteligt, sådan at også nåden i Kristus bliver så meget mere dyrebar og vigtig, men også ofte tildækket og skjult for deres blik af synden – for dem er det salige håb og vor Herre Kristi herlige komme en kær betragtning, et levende håb. De ser med inderlig længsel frem mod den dag, da den tunge tåge, som her omsluttede deres tro, for evigt skal fordrives af Herrens herlighed; da de skal se vennen og Frelseren, som de her har troet på, talt med og er blevet ledsaget af, skønt de ikke har set ham; da de nu engang for evigt skal få det, som de her forgæves søgte, nemlig en fuldkommen klarhed, en fuld vished, en mærkbar nærhed af Frelseren; da de desuden for evigt skal være fri for det onde kød, som her altid førte så megen synd, svaghed og anfægtelse med sig, for evigt fri for den onde fjendes glødende pile. Var vi mere døde for verden og for det nærværende og havde vores liv og vores glæde i Gud alene, så ville dette sandelig være et saligt håb for vores hjerter. Hvor hjertet er delt, hvor det er optaget af andre ting – selv om de i sig selv er uskyldige og gode – dér kan denne længsel efter den himmelske Brudgom ikke finde indgang. Og det liv kan ikke være rigtig sundt og rask, når det ikke stemmer overens med Ordet og med de første kristnes sind. «Vort borgerskab er i himlen», siger Paulus, «hvorfra vi også venter Frelseren, som skal forvandle vort fornedrelses legeme, så det bliver ligt hans herligheds legeme» osv. Og han formaner: «Er I nu oprejst med Kristus, så søg det, som er foroven, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd; stræb efter det, som er foroven, ikke efter det, som er på jorden. For I er døde, og jeres liv er skjult – ja, skjult – med Kristus i Gud. Når Kristus, vores liv, bliver åbenbaret, da skal også I åbenbares med ham i herlighed».

Å, gid vi også ville tage denne Kristi og apostlenes lære om Herrens komme og de kristnes håb til hjerte! Ingen kristen er fuldkommen, ingen har alt helt rigtigt og ret; vi har alle brug for at blive belært og rettet. Sandelig, for Gud er «hellig og salig den, som har del i den første opstandelse»; den, som dagligt plages af synder og mangler, men føler dem og har sin tungeste lidelse på jorden i dem, og som dagligt holder sig til Frelseren og evangeliets ord og bestandig har brug for at blive trøstet, styrket og gjort levende af det – han er sandelig et benådet Guds barn, selv om han finder sig meget kold og bliver stærkt revset af læren om det salige håb; men han bør også tage den herlige lære til sig, så skal han få stor velsignelse af den. Apostlen Paulus erklærer, at frelsens håb er et vigtigt våben, og siger: «Iført troens og kærlighedens brynje og med frelsens håb som hjelm» (1 Thess 5,8). Ligesom troen og kærligheden er vigtige, sådan er også håbet. Håbet om Kristi herlige komme både vækker, trøster, renser og giver liv. Johannes siger: «Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren». – Med den store sandhed, at tiden er kort, vil Paulus løfte de kristnes sind op over det forgængelige, så de vogter sig for den dårskab at hænge sig ved noget jordisk, hvad enten det er lyst eller trist. Han siger: «Mine brødre, tiden herefter er kort; derfor skal både de, som har hustruer, være, som om de ingen havde; og de, som græder, som om de ikke græd; og de, som glæder sig, som om de ikke glædede sig; og de, som køber, som om de ikke ejede» osv. – «for denne verdens skikkelse forgår» (1 Kor 7,29ff). Mærk dig det, menneske: Tiden bliver kort! Sker der dig noget glædeligt, så glæd dig med måde, det varer så kort, du skal snart forlade det. Sker der dig noget sørgeligt, så sørg med måde, det varer ikke længe, tiden er kort. Tager du dig en hustru, får du jordegods, så vær sådan til sinds, som om du straks skulle forlade det. Det «dumme kød» vil uophørligt løfte hovedet og søge at skabe sig et paradis her nede – det er dårskab – det varer så kort! Å, gid en del kristne, som begynder at indrette sig så ivrigt i denne verden med deres jordegods, deres handel og deres byggeri – å, gid de ville standse i tide, før den sidste gnist af det åndelige liv er slukket, og gudsfrygtens ånd helt er veget! Lad hånden arbejde; men – vær ærlig ved den prøvelse – hvor er hjertet? Lyv ikke for din sjæl! Hvor er hjertet? – i himlen, hvorfra du venter Frelseren? – eller i dit jordiske gods? Vær ærlig!

Men det salige håb skal især være til stor trøst. I, som tit er nær ved helt at give op over de uendelige, trættende mangler, synder og utroskaber, som aldrig tillader jer at få en eneste rigtig glad og skyfri dag; og du, som har din daglige plage og forskrækkelse i troens mørke, i hjertets ubegribelige ondskab, hårdhed og kulde; og du, som plages af en svær fristelse, en Satans engel osv. – lad os aldrig glemme, at det kun drejer sig om en kort tid. Snart kommer han, som skal komme. Løft jeres hoveder, snart nærmer jeres forløsning sig! Den tunge, tætte vantros tåge skal ikke for evigt trykke vores sjæl! Dette onde kød med dets lyster, dette onde hjerte med dets kulde, dets falskhed, letsindighed, hårdhed og ondskab skal ikke for evigt holde vores ånd fangen. Gid især de, som af Gud er udrustet med nogle gaver til tjeneste for sjæle og derfor som Kristi stridsmænd er mest angrebet og plaget, udvortes af verden med løgn og spot og indvortes af Djævelen med ubegribelige fristelser, så de næppe kan åbne deres hjerte for nogen i denne verden – gid de aldrig må glemme «frelsens håb», som skal være deres «hjelm» – aldrig glemme, at det nu kun gælder en kort tid – snart kommer Herren for «at gengælde dem, som bedrøver jer, med trængsel, og at give jer, som lider trængsel, hvile, ære og uforgængelighed, når Herren Jesus åbenbares fra himlen med sine mægtige engle!» osv. Paulus udbryder: «Hvis vi alene i dette liv har håbet til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker». Det bedste, det herligste står endnu tilbage! – vi skal se Kongen! – ansigt til ansigt – og så «altid være hos Herren!» – Eller skal vi tro Kristus, når han taler om den nærværende nåde, og ikke tro ham, når han taler om den herlighed, som skal komme? Gud bevare os! Gid alle kristne også ville tænke over dette stykke! Og nu: Gid vi blot må være rede og våge og have olie i lamperne, når råbet lyder:

Se, brudgommen kommer!