Om brugen af Guds ord

(Første årgang, 1842)

Det er ikke uden stor bekymring, at man kan tænke på eller røre ved dette emne, når man både kender dets vægt og også ved, hvordan det almindeligvis går til i denne henseende. Hjertet kan briste i en kristen, der tænker over det; og dog, hvad kan man gøre? Herre Gud! Du alene er Hyrden for fårene, du er alle sjæles biskop, hjælp du!

Vi vil først overveje, i hvilke farer vi står på grund af de utallige og vildledende røster, som omgiver os, eller med hensyn til valget af lærere og bøger. Vi stakkels menneskebørn, vi er ligesom får, der er sluppet løs i en vid, vild ørken, hvor der fra alle verdenshjørner lyder hyrderøster, som siger: «Kom, her er vejen», så man med god grund kan grue. Der er ingen ende på at skrive bøger; og især har vores tid et hav af religiøse skrifter, der drives og bølger af alle slags lærdommens vinde. Men «tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud», siger Apostlen ikke for ingenting; for læg mærke til: vores stilling, vores tilstand gennem evighedernes længde afhænger ofte af, hvilke bøger vi har læst i tiden, og hvilke lærere vi har elsket. Tænk derfor på, at det er skadeligt at læse – husk det godt – og det er skadeligt at høre, nemlig når det, du læser eller hører, ikke er af den sunde slags; for det går ind i din udødelige ånd som gift i dit legeme og fordærver for tid og evighed det dyrebareste, du ejer.

«Men der er ingen fare for den, der ved, at den hellige Bibel indeholder Guds ord», vil nogen måske mene. Og det er på en måde sandt; for den, der bruger Bibelens ord som Guds ord, med det frygtende, ydmyge og lydige barnesind, der beder om Guds Ånd, sådan som Guds ord kræver det, skal visselig dér finde det sande livets vand og ved Guds trofasthed bevares fra dødbringende vildfarelser. Men ak, vi ved, at brønden er dyb, at vi behøver nogen til at øse op og noget at øse med, at vi behøver fortolkere, der drager Bibelens hellige hemmeligheder frem i lyset, og da – da er det, at der kan opstå farer også for os, som tror Bibelen; for fortolkerne er af mange slags. Djævelen selv ville tilegne sig bibelord, da han fristede Kristus i ørkenen; og de fleste af Djævelens apostle, kætterne, gør det samme. Det er det, Luther mener, når han siger, at «Bibelen er en kætterbog», det vil sige: Den er nødt til også at låne sine hellige ord ud til kættere.

Men ak, hvordan skal man så bære sig ad? Hvor skal man vende sig hen for at være tryg? Det første og mest nødvendige er, at du i en så vigtig sag ikke vover at stole på menneskers domme og menneskers meninger; for alle mennesker kan jo fejle – og hvordan ved du, hvis dom og mening i denne sag er den mest pålidelige? Nu hører også din egen dom med til disse menneskelige domme; og faren er, at du har den største tillid netop til din egen dom, så du, når du kan lide en bog eller en lærer, også dømmer, at den er den bedste. Men nu har vi en regel for valget af lærere og bøger, og gennem den får vi et højere vidnesbyrd end alle menneskers. Reglen er denne:

Søger du Kristi lære, så se efter Kristi læres kendetegn.

Kristi lære har til alle tider haft sine kendetegn; og deres vidnesbyrd står højere end menneskers mening. Der er især to sådanne kendetegn. Det første er: Hvor Kristus end går frem med sin lære, dér vindes der altid nogle sjæle for himlen, som bliver forvandlet fra sikre, ugudelige verdensmennesker til gudfrygtige, troende og i Kristus lykkelige sjæle; ja, dér bliver sådanne sjæle næret og holdt oppe af hans ord. Det andet kendetegn er, at dér begynder Satan og hans hære at storme, den ugudelige verden bliver urolig og anser læren for en nyhed, en forargelse og en dårskab. Tag dig godt i agt for en lære, der ikke i større eller mindre grad har disse kendetegn, hvor godt den så ellers kan lyde. Gælder det skrifter, så spørg historien om disse kendetegn, og da finder du med sikkerhed gode og sunde skrifter, sådanne som blev skrevet i reformationstider af de mænd, som det stormede omkring. Og en lærer, der har verdens venskab, og skrifter, som verden elsker, gør ikke stor skade på mørkets rige. Husk det godt! Bekræftelser på denne regel kan man læse i hele den evangeliske historie og i kirkehistorien fra alle tider. Ved vi nu dette, så er det godt for os, hvis vi også retter os efter det og ikke dømmer skrifter og lærere efter vores egen smag, men forstår, at der kan være fejl i vores smag, og at den selv bør bedømmes efter den lære, der har Kristi læres kendetegn. Smager den lære os ikke straks, er den alligevel sund, og ved omgang med den bliver vi forvandlet efter dens natur, så den snart bliver den kæreste for os; sådan som man ved, at det går med Luthers skrifter. De behager ingen begynder, men bliver de brugt ret, så bliver de alligevel dyrebare. «Som man omgås, sådan bliver man.» Omgang med evangeliske skrifter gør evangeliske kristne, og omvendt.

Men lad os nu for det andet se på den rette måde at bruge Guds ord til gavn på. Det er muligt, at du læser og hører det reneste og kraftigste Guds ord i verden og alligevel ikke har noget gavn af det – og ikke blot intet gavn, men endog stor skade. Åh, hvor forfærdelige, store og mange farer omgiver os, og vi ved det ikke! Tænk da på, at det er skadeligt at læse og høre Guds ord, nemlig når det ikke sker på en ret, men på en forkert måde. Ligesom en skarp kniv gør stor nytte, når den bruges godt, men lige så stor skade, når den håndteres dårligt, sådan er det også med Guds ord. Det er «en livsduft til liv eller en dødsduft til død». Det mærkværdige og tankevækkende er altså, at når Guds ord går gennem dine sanser, er det aldrig uden virkning; enten har det sin egen gode, velsignelsesrige virkning, eller også en virkning, der i alt er det modsatte. Det ligner solen. Solens lys er for alle dagens skabninger et middel til trivsel, glæde og virksomhed; men natfuglene bliver kun blændet af det. Solens varme gør voksen blød, men leret hårdt som sten. Så forskelligt virker Guds ord. Tag for eksempel jøderne! De var ganske vist blinde og hårde før Kristi komme, men da han kom, da solen stod på sin middagshøjde, da blev deres blindhed, hårdhed og ondskab forfærdelig. Og Judas, forræderen! Den, der ser rigtigt på hans tilstand, må forfærdes. Jesus forudsagde ham hans fare, advarede ham og sagde: «Ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen forrådes! Det var godt for det menneske, om det ikke var født.» Men Judas frygtede ikke. Og dog havde Judas i sine tre år som discipel haft de rigeste lejligheder til at se, hvordan intet ord fra Jesu mund gik tabt, men altid fik sin fuldkomne opfyldelse; så når han sagde til figentræet: «Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!», så visnede det; sagde han til vinden: «Vær stille», så blev det stille; sagde han til Lazarus, som allerede lugtede: «Kom ud», så rejste den døde sig. Alt dette havde Judas set; han havde desuden hørt de herligste prædikener på jorden og måske selv med fuld overbevisning sagt: Hvad denne Herre siger, det lader sig ikke spotte. Men se nu, der var én gang i hans liv, hvor han gjorde en undtagelse, og det var, da det gjaldt ham selv. Sådan gør et forhekset og forhærdet hyklerhjerte. Nu spørges der: Hvordan var denne allerforfærdeligste forhærdelse opstået i Judas’ hjerte? Jo, Judas var en af de tolv, havde hørt, set og oplevet meget, men brugt det dårligt; han havde ikke hørt Kristi ord ret. Sådan går det til endnu i dag. Vi ser jo, hvordan mange ved daglig læsning kan næsten hele Bibelen udenad og dog sover i synd og sikkerhed. Andre, som ligesom Judas har gået i Kristi og hans disciples selskab, har mistet alt nådens liv i hjertet, al kraft og bevisning i livet, selv om de bliver ved med at bruge Ordet; men de er så ikke blot lige så døde, som om de aldrig havde hørt noget Guds ord, men endog syv gange værre, som Skriften siger. Sådan kan frugterne af brugen af Guds ord være, når det ikke bruges ret. Spørger man nu, hvad det vil sige at bruge Guds ord ret, så vil vi med Guds hjælp svare på det, ganske vist kort, men dog så fuldstændigt, at du, hvis det bliver fulgt, aldrig skal bruge Guds ord uden gavn. Læg da mærke til: Det eneste, der kræves, er, at du tager imod det som Guds ord, med den frygt, lydighed og tro, som den store Guds ord kræver. Guds ord vil naturligvis ikke blot høres, vides og begribes, men adlydes, efterleves og tros. Gør blot det, så skal du ikke blive til skamme. Det første, mest almindelige og farligste misbrug er blot at lade sig prædike for, blot at tage Guds ord ind med forstanden, men aldrig begynde at gøre efter det. Det var Judas Iskariots vej til forhærdelse. Derfor: Så snart du ser, at du bør gøre noget, så begynd straks at udføre det; så snart du ser, at du bør have noget, som du ikke har, så søg straks at få det; ser du, at du bør aflægge en synd, så gør det straks; for ved blot at høre og ikke gøre forhærder du dit hjerte. Og hvornår skal det ske, om ikke nu? Og hvad skal Guds ord tjene til, hvis det ikke efterleves? Så kan du lige så godt holde op med at læse og høre det og med det samme give dig Djævelen i vold, hvis du aldrig vil gøre det. Og hvem skal gøre det, om ikke du, som jo også vil ind i himlen? Se, det er netop fortabelsens vej at lade andre tage det til sig, lade andre gøre det, men selv blot samle det i hukommelsen. Men siger du, at du ikke formår at gøre Guds vilje, så spørges der: Har Gud da krævet for meget? Er han da urimelig i sine bud? Er det ikke rimeligt, at du elsker ham over alle ting? Eller at du elsker din næste som dig selv? Mere kræver han ikke af dig. Og har du så alvorligt anstrengt dine kræfter for at gøre Guds vilje? Eller har du måske endnu kun gjort dig meget lidt umage, ja, været sikker, hård og ligegyldig og letsindigt givet dig hen i synden? Er det så ikke rimeligt, at du bliver fordømt, sådan som Guds lov truer? Se, hvis du sådan alvorligt tænkte over og adlød Herrens ord, så ville du snart begynde at gøre efter det eller prøve dine kræfter på dette arbejde; og da – da ville ubodfærdighedens stolthed snart falde, og du ville blive vakt af syndesøvnen og komme til en sund syndsfølelse, en bedrøvelse efter Guds sind, som virker omvendelse til frelse. Og se, når du i din nød og afmagt forgæves anstrengte dine egne kræfter, da ville du blive nødt til at bede om Guds Ånd og sådan, dels ved denne Ånd, dels ved disse indre erfaringer, få det rette lys i Guds ord, lyset ovenfra. Uden erfaring er selv de mest højtlærde og skriftlærde stærblinde i åndelige ting; og uden Guds Ånd lader Guds ord sig aldrig fatte; sådan som Luther siger: «Da Gud gav os sit ord, sagde han: Jeg vil nok lade det skrive og prædike klart og tydeligt, men dog altid sørge for, at det skal afhænge af min Ånd, hvem der skal fatte det.» Derfor ser vi også, at de, der mener, at de selv kan fatte Ordet, og som foragter at bøje sig ned for Gud, også må blive i mørket.

Men på samme måde, som du kom til vækkelse, nemlig blot ved at ære Ordet som Guds ord, på samme måde ville du også komme til en ret tro, når du i din syndenød ikke kunne hjælpe dig selv og da blot hørte det glade budskab om ufortjent nåde i Kristus med en sådan ærefrygt, at du lod dette budskab gælde mere end alle din fornufts indvendinger og modsigelser. Og lad så gennem hele dit liv Guds ord råde over din fornuft, dit hjerte og dit liv, og bed i den hensigt alvorligt om Guds Ånd, hver gang du går hen for at høre og læse det, og vid, at du da aldrig skal bruge det forgæves. Endelig og for det tredje skal vi nu komme ind på gavnen og nødvendigheden af at bruge Guds ord. Men vi bekender, at det netop er her, hånden vil synke af afmagt ved tanken om, at det er umuligt at tale her, som det burde være, ved tanken om emnets vægt og de mægtige modstandere, der her møder os, nemlig det træge kød, den fængslende verden og den onde Satan. Her burde ordene skrives med ild i hvert hjerte, og det ville alligevel være for svagt sagt. For hvem tænker over, at det er forsømmelsen af Guds ord, der er den egentlige skyld i al åndelig elendighed i verden, al svaghed i kirken og hos dens enkelte lemmer, og at den flittige og rette brug af Guds ord er årsagen til alt åndeligt godt i verden? Det er sandt, at mennesket er faldet; og syndefaldets følger er sørgelige: vantro, synd, mørke, sikkerhed, hårdhed osv. Men alt dette kunne helbredes. Guds barmhjertighed og retfærdighed kunne ikke lade mennesket blive i denne tilstand uden et middel til oprejsning. Derfor gav han os fra himlen et lægemiddel, en hellig sæd, som, når den blev lagt ned i menneskehjerter, skulle genoprette Guds tabte billede dér: lys i forstanden, hellighed i viljen og nye åndelige kræfter. Du er blind, du er hård, vantro, usalig og bundet i synden; men alt dette kan helbredes ved det lægemiddel, som Gud har givet os fra himlen; ved dette middel kan du blive seende, sønderknust, troende, salig og fri i Kristus. Men uden en ret brug af dette middel er det umuligt for dig at overvinde dit onde og blive rejst op, om du så beder Gud nok så inderligt om nåde til det, om du så våger og kæmper dig til døde mod det onde; det er alt sammen forgæves, syndfloden bryder frem med uimodståelig kraft. Alt dette bekræfter erfaringen også. Der findes byer og menigheder, som har trofaste lærere, der med uophørlig prædiken pløjer og sår og vander sæden med forbøn og tårer; men alligevel står det ganske sørgeligt til blandt folket dér; dér spores ingen varig kristendommens kraft og bevisning, ingen øvelse i tro og gudsfrygt, men kun noget løst pral med forstand og følelser. Hvad er så årsagen? Undersøg det, og du vil finde, at folket dér endnu ikke selv er begyndt at bruge Guds ord, og så længe flyver alt det gode, de hører fra prædikestolen, bort og bærer ingen frugt. Der findes egne og tider, hvor der sker kraftige vækkelser, mange mennesker er i bevægelse, det begynder at grønnes og blomstre overalt, og man glæder sig i håbet om rige frugter af denne skønne Herrens plantning; men der går nogle år, og du besøger den samme mark og genkender den ikke. Du ser med sorg på det ødelagte land, ser kun tidsler og torne, øget frækhed og ugudelighed; og hvad tror du var årsagen? Jo, en kraftig arbejder blev taget bort, og nu var der ingen, der tog sig af folket, og selv var de ikke trængt tilstrækkeligt ind i Ordet til at kunne bruge det på egen hånd. Derimod finder du andre egne, hvor der måske ikke har stået nogen fremragende personlighed i spidsen for Guds værk, men hvor folket selv var begyndt at opbygge hinanden med Guds ord; og du glæder dig og undrer dig over at se Guds værk ikke blot bevaret, men mærkbart forøget, udvidet og modnet. Det er helt almindelige hændelser, som enhver med en vis indsigt i Guds riges tilstand ser. Og hvordan skal de forklares? Jo, tænk på din egen erfaring, hvis du er en kristen, der i nogen tid har gået i Åndens skole. Hvad har du at rose dig af som middel til at holde dit åndelige liv oppe og få det til at vokse? Har du været så stærk, så trofast, så årvågen, så oplyst, at du derved har stået fast i alle prøvelser? Nej, intet andet end Guds trofasthed vil du rose; men Gud er jo lige trofast mod alle; hvor kristendommen er uddød, har det ikke skortet på Guds trofasthed. Nej, forskellen har været, at dér er nådemidlet blevet forsømt, men af dig er det blevet brugt. Hvor træg og glemsom du end er, har du dog hele tiden omgået Ordet, gerne læst og hørt det, selv om du også på dette punkt har megen forsømmelse at bebrejde dig. Du har også erfaret forskellige virkninger af forskellige forhold på dette område. Har du ikke ofte erfaret, hvordan du undertiden, efter længere tids savn eller forsømmelse af Ordet, er blevet så kold, så død, så ulysten i dit indre menneske, så svag over for enhver fristelse, så verdslig og kødelig? Men omvendt, at du i sådanne tider, hvor du flittigere har omgået Ordet, også har haft det bedre i dit indre menneske? Og igen: Var du ikke mangen gang nær ved at falde i sikkerhed og synd, men et bibelord, en prædiken, kort sagt et eller andet Guds ord vækkede dig af søvnen og frelste dig? Var du ikke mangen gang kold og død, og hele verden var mørk og dyster for dig; men så kom du til at læse et vers, et kapitel i Bibelen eller et stykke af en god bog, eller du traf en ven, der havde Guds ord i sin mund, og du fik nyt liv, ny varme, og verden lysnede op? Har du ikke Davids erfaring og bekendelse: «Havde din lov ikke været min lyst, var jeg gået til grunde i min elendighed»? Så ser du, hvordan Ordet var det middel, hvorved Gud har holdt dit nådeliv oppe. På samme måde er det med kirken, det vil sige med alle andre kristne. Guds ord kaldes ikke for ingenting et nådemiddel; og uden det er det umuligt at bevare nådelivet. Tænk da på, hvor grusomt de behandler deres sjæle, som nægter dem denne himmelske føde, deres eneste lægedom og livets brød, Guds ord. Gud har i nåde skænket os fra himlen et synligt middel, som han selv bor og virker i, og hvis rette og flittige brug hele den evige salighed hviler på; og alligevel ser man ikke blot den blinde, grove verden foragte og trampe på disse perler, men – hvad der er endnu mere forfærdeligt – også dem, som engang har været oplyst og har smagt det gode Guds ord; de lader ofte verden og kødet hindre sig så meget i at komme til Ordet, at måske hele dagen går, for ikke at sige hele ugen, uden at de bruger en eneste stund til at give sjælen føde. Eller hvis de en stund hastigt slår sig ned ved Ordet, er tankerne og hjertet så fyldt af verdslige ting, at hele frugten af en sådan omgang med Ordet kun bliver øget lede ved det, ligesom et stormende og bølgende hav umuligt kan blive opvarmet af solens stråler. Skal Guds ord varme hjertet, må det modtages med en stille, eftertænksom ånd. Men hindringen er det meget jordiske, eller det, Jesus mente med «torne, som kvalte den gode sæd», nemlig «livets lyst og denne verdens bekymringer», kødelighed, træghed og de mange slags omsorger og gøremål, som alt sammen nu er vigtigere end det himmelske for den forheksede sjæls øje. Nu hedder det: «Jeg har ikke tid til at øve mig så flittigt i Ordet, for det og det skal gøres.» Og læg mærke til: Det, der skal gøres, er noget jordisk, og det, der kan forsømmes, er det himmelske, som nu betyder mindre! Så forhekset og forblindet er sjælen nu! Du siger: «Kaldets pligt er en hellig pligt, som ikke må forsømmes; og hvis nogen ikke sørger for sit husfolk, er han værre end en vantro.» Men Jesus siger: Dette skal du gøre og ikke undlade det andet. Har du passet dit embede og dit hus nok så fuldkomment, men ladet nådens liv dø bort, så kan det trofast passede hus og embede ikke frelse dig i døden og dommen. Og den, der påstår, at dit hus og dit embede vil lide under de stunder, du bruger på Guds ord og bønnen, er ingen anden end forføreren, den gamle slange, og hedningen i dit bryst, dit hjertes vantro, som intet ved om nogen Guds velsignelse, som ikke agter det himmelske, som hellere leger og snakker ti stunder bort end bruger en eneste til andagt. Åh, hvilken stor hedensk foragt for Gud og for din udødelige sjæl! Du har adgang til den salige, høje og ærefulde omgang med himlens og jordens Herre, din Frelser og saliggører, til at høre ham tale, hvad der sker i Ordet, og til at tale til ham, hvad der sker i bønnen; og du siger, at du ikke har tid til det – men til at høre og tale om forfængelige ting blandt mennesker, dertil har du tid! Det må vel kaldes at være forhekset af Djævelen. Du har nu på grund af dine gøremål ikke tid til at bruge en eneste time af døgnets fireogtyve timer til sjælens næring! Men tænk, hvis Gud slår dig og lader dig ligge syg et år, så står verden der nok alligevel! Da kan du ikke vente megen tak fra det verdslige, som du har passet så trofast; det kan ikke hjælpe dig nu. Og Gud og hans ord har du foragtet – du vil vel ikke nu ty til det foragtede om hjælp?

Når følgen af at forsømme Guds ord nu bliver, at du dag for dag sygner hen i det indre menneske, at troen formørkes, og at gudsfrygten og alle nådens kræfter svækkes, så klager du måske over svagheder og fristelser, som du ikke overvinder; men hvordan kan man vente andet? At du skulle overvinde det onde i dig uden nådemidlerne, det venter hverken Gud eller mennesker. Nej, sådanne kræfter findes ikke i mennesket; og det er derfor, Gud gav os midlet ovenfra. Men brugte du derimod dette middel ret, ville intet, som hører til liv og gudsfrygt, være umuligt. Siger du, at du har prøvet at læse Guds ord, men alligevel ikke er blevet bedre, så må det være et af to: Enten forstår du ikke din forbedring – du mente, at du hurtigt skulle nå en vis højde af kraft, fromhed og hellighed, og vidste ikke, at vejen dertil gik gennem ydmygelsens og fattigdommens dal, og at det hører med, at du ikke skal se dig selv blive bedre og bedre, men tværtimod –; eller også, hvis du virkelig stadig er slave under synden og endnu ikke har fået nyt liv, ny lyst og nye åndelige kræfter, så har du sikkert ikke brugt Ordet ret. Måske har du vendt Guds orden om og søgt at overvinde det onde i dig, før du ville tilegne dig Kristi fortjeneste; søgt først at bære frugt, før du ville podes ind i Kristus. Begynd nu at adlyde Ordet, som lærer: «Fly først til Jesus, tig om nåde, mod syndens magt skal siden findes råd». Lad den dybe selvretfærdighed fare, og kast dig, som du er, med alle dine mangler og modsigelser, i nådens favn, så skal du erfare, at hvor synden blev stor, blev nåden endnu større; og nu, nu skal denne overstrømmende nåde glæde, smelte og forvandle dit arme hjerte sådan, at det ikke mere skal have smag for det onde, som lige før holdt dig fangen, og at det gode, som du ikke formåede at gøre, nu skal blive din lyst. Sådan lærer Ordet. Brug det i lydighed, så er intet umuligt, som er nødvendigt til frelse.

Siger du, at du ofte hører og læser Ordet uden at blive grebet, at du er kold og følelsesløs, så er svaret: Er du tilfreds med at høre himlens ord med kulde og ligegyldighed, så er det et tegn på et ubodfærdigt og forhærdet hjerte – mærk dig det godt! Men er du derimod ked af det, prøver at høre Ordet med ærbødighed og følelse, men lider under kulden, så er kulden ganske vist syndig, men din bekymring over den er et tegn på et oprigtigt disciplesind. Og vid, at du ikke engang under en sådan tyngende kulde skal høre Ordet uden gavn. For det første skal du blive mere ydmyget og utilfreds med dig selv af det end af den stærkeste prædiken om, at ydmyghed er nødvendig; og for det andet skal alligevel et og andet af Guds sædekorn, som nu lægges ned i en tør jord, på en anden tid, når regnvejret kommer, for at sige det sådan, spire op og bære frugt. Med andre ord: Hvis du blot fatter de ord med forstanden og gemmer dem i hukommelsen, som du nu er mere ligeglad med, fordi du måske ikke er i de erfaringer, de passer til, så skal de alligevel, netop når der er brug for dem, og når de passer, så at sige blive vakt til liv og virksomhed af den trofaste Ånd. Det var det, Jesus mente, da han sagde om Ånden: «Han skal minde jer om alt det, som jeg har sagt jer» (Joh 14,26). Sådan gik det også disciplene. De forstod ikke alt, dengang Jesus sagde det; men siden, når der skete noget, som hans ord passede på, «da huskede de, at Jesus havde sagt dem dette». Et sorgløst og glad menneske har for eksempel ikke lyst til at høre en trøsteprædiken; men en dag, når også det kommer i nød og sorg, så kommer den trøsteprædiken, det har hørt, til nytte. Sådan er det også med alle Guds ord: De høres aldrig uden frugt, hvis de høres og gemmes ret.

Men siger du: «Jeg behøver ikke at høre og læse mere; jeg ved, hvad jeg behøver at vide; bare jeg kunne leve efter det!» så mærk dig, du uforstandige: Guds ord skal ikke blot tjene til at forøge din viden, men netop til at give kraft til at leve efter den. Ved du alt, hvad du behøver at vide, godt, så er der nu kun tilbage at gøre; og netop dertil er Ordet det eneste, der giver lyst og kraft. Har du lys nok i hovedet, så har du dog næppe kærlighed nok i hjertet, fred og glæde nok, tålmodighed og ydmyghed nok og så videre. Eller er din tro nu fuldkommen? Har du nu fuldkommen troet alt det, du har at tro? Er din kærlighed nu brændende nok, så du ikke behøver at forøge den med Guds ord? Har du tillid nok i prøvelsens stund, fred og glæde nok i Gud? Og så videre. Og du har jo erfaret, at det er Guds ord, der virker alle disse dyre gaver. Er de ikke værd at forøge? Hvis der et sted var en mark, hvor der fandtes en mængde kostbare perler og guldmønter, ville du så ikke bruge alle ledige stunder på at søge efter disse kostbarheder der, også selv om du ikke havde brug for dem hvert øjeblik? Men hvilke perler og guldmønter er så kostbare som disse åndelige gaver: tro, fred, glæde, kærlighed, tålmodighed og så videre? Og dem kan du hver dag søge at samle i Ordet; Guds ord er den rette «guldkyst», hvor de himmelske kostbarheder findes. Men ak, mennesket er kødeligt og jordisk og agter det åndelige og himmelske ringe! Alligevel kommer der en tid, da du gerne ville give alt sølv og guld for at få et eneste Guds ord levende og trøstende i dit hjerte, for eksempel når lægen ved dit dødsleje ikke længere kan give dig håb om at leve – når du endelig må tro, at døden er nær.

Kort sagt: Det åndelige liv er ikke blot en viden, ja, ikke engang et liv efter visse grundsætninger og forsætter, men et virkeligt liv ovenfra, som ligesom alt andet liv hele tiden må holdes ved lige med sin egen næring, nemlig livets brød, som er kommet ned fra himlen. Dette liv er så åndeligt, at det ikke afhænger af nogen menneskelige omstændigheder og forhold, men kun af denne himmelske føde. Mangen oprigtig sjæl ser med bekymring frem til de tider, der kommer, med deres nye og sværere hindringer og forførelser, og tænker: Hvordan skal jeg så kunne stå fast i nåden og blive i live? Men ak, dit nådeliv afhænger ikke af disse kommende omstændigheder; det afhænger af, om du vil bruge nådemidlet. Så skal Kristus selv, den gode Hyrde, med sin egen mageløse trofasthed sørge for, at dit nådeliv holdes ved lige. Sådan ser man ofte med stor glæde, hvordan svage nådens børn, som har en tung natur at slås med, og som desuden er ensomme og omgivet af det farligste selskab, som lam blandt ulve, alene ved denne Jesu hyrdetroskab er blevet holdt i live og er vokset kendeligt, kun fordi de flittigt har holdt sig til Ordet; mens derimod mennesker med en bedre og mere velartet natur, som har haft de rigeste muligheder for åndelig opbyggelse, er sovet ind i den åndelige død, blot fordi de ikke har agtet på Herrens ord. Altså: Af to åndelige søskende giver den altid bedre håb om at blive ved og vokse i nåden, som med mere flid og troskab omgås Guds ord, som tænker, taler, læser og skriver om det; for Helligånden bor og virker i dette element.

Og nu: Vil du vinde det evige liv, må du holde det åndelige liv ved lige. Har du ikke tid til at bruge Guds ord så meget, som der kræves til det, så må du skaffe dig ledige stunder til det – stunder, som tages enten fra din dag eller fra din nat; for ét er fornødent. Kan du på forhånd sige, at du ikke kan gøre det, så kan man også på forhånd sige dig, at du heller ikke kan blive frelst, men fra denne stund må holde op med at tænke på himlen; for uden Guds ord, brugt tilstrækkeligt til at holde det åndelige liv ved lige, kan du dog ikke gå ind i det evige. Var du for eksempel spærret inde i et fængsel og helt berøvet Guds ord, så ville Gud ganske vist holde dit nådeliv ved lige uden midler; men ikke, når Ordet er til at få, og det, om du bruger det, virkelig kun afhænger af, hvad du værdsætter højest, det himmelske eller det jordiske.

Å, gid alle sande kristne, som også er de sande sjælesørgere, inden for og uden for præstestanden, flittigt ville opmuntre deres medmennesker til at bruge Guds ord! Du gør ganske vist godt, når du en gang imellem mætter et sultent, fattigt menneske; men hundrede gange mere godt, når du sætter det i stand til selv at skaffe sig og nyde sit daglige brød hele livet. Det gør den, som får mennesker til selv at bruge Guds ord. Hvilken sjælehyrde kan med sin egen hånd give alle fårene foder nok? Må han ikke med bekymring tænke på den vidtstrakte menighed og de mange og mangeartede farer, der truer de sjæle, han har fået betroet? Å, hvem kan nå at tage sig ordentligt af dem alle i egen person? Men kan han få folket til selv at nære sig af Ordet, så har han ført sin fårehjord ud på en stor, vid og frugtbar græsgang, hvor de nok skal finde føde. Ville det ikke være en stor lettelse og tilfredsstillelse for en sjælehyrdes hjerte og samvittighed?

Måske er det vigtigste om emnet nu sagt. Vi har angivet kendetegnene på den rette lære og det vigtigste i dens rette brug, og til sidst har vi betragtet både nytten og nødvendigheden af den; lad os nu for de enfoldiges skyld også se på nogle mindre og ydre ting at tage vare på, hvoraf nogle dog har stor betydning.

1. Ligesom i alt andet er det også godt at holde orden i brugen af Ordet. I stedet for at læse lidt her og lidt der uden mål og på må og få, så tag dig en bestemt del af Bibelen eller en bestemt bog for og læs den i rækkefølge til ende; for derved får du et klarere overblik over det hele og over den rette mening i alle dets enkelte steder; derved får du mere lyst og glæde ved det og undgår den hæmmende og barnlige rådvildhed om, hvor du skal begynde. Kender du ikke Bibelen så godt, så begynd hellere med Det Nye Testamente, som angår os mest og er lettere at forstå end Det Gamle. Kan du, så fastsæt også et bestemt tidspunkt for din læsning; for ellers vil det gå dig sådan, at du drages fra det ene gøremål til det andet, så der den dag ikke bliver noget af hverken bøn eller læsning.

2. Læs ikke kun for dig selv, men del betragtningen af Ordet med andre; for derved har det oftest dobbelt kraft på dit eget hjerte, derved gør du andre godt og opfylder din pligt til at tjene din næste. At Ordet som regel har større kraft til at gøre hjerter levende, når det deles med trosfæller, har erfaringen til alle tider bekræftet; derfor har det også altid fra Kristi kirkes første tider været skik, at brødrene var enige sammen, mens de bad, læste, talte og sang Herrens ord. Og hvor meget godt du udretter ved at læse for andre, får du sikkert aldrig at vide i denne tid. Har du derved været midlet til blot en eneste sjæls vækkelse og evige salighed, så regn det for en mere end rig løn. Men ofte har en sådan beskeden begyndelse ført en stor, vidtstrakt og velsignelsesrig vækkelse med sig. «Sennepsfrøet, som er mindre end alle andre frø», har dog, også når det er lagt ned i jorden af en svag og ringe hånd, i sig selv den egenskab, at det frembringer «et træ så stort, at fuglene kan bo under dets grene» – og du ved ikke, hvor mange frø der siden skal falde af det træ. Sådan er Guds rige (Matt 13,31–32).

3. Er du husfar eller husmor, så har du særlige pligter over for dine børns og tjenestefolks sjæle; herom skal blot ét skriftord anføres: «Du skal indprente dine børn mine ord og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op» (5 Mos 6,7). Med hensyn til denne pligt og disse sjæle går kristne husfædre undertiden alt for vidt i sorg og bekymring; men sådan skal du ikke sørge, men blot helt enfoldigt gøre, hvad Herren her byder, og så overlade al omsorgen til ham. Skriftordet kræver kun, at du skal indprente Guds ord hos disse dyrebare sjæle, som er betroet til din faderlige omsorg, og det ved alle mulige lejligheder og dagligt, fordi mennesket så vedvarende og dagligt trænger til påmindelse; for det glemmer alligevel ofte sine pligter, begår synder eller falder i sorg og mismod. Derfor følger der lige efter de anførte ord, v. 8–9, at Herrens bud skulle «bindes som et tegn på hånden» og «skrives på dørstolper og porte». Overholder du dette, nemlig at Guds ord stadig indprentes, og dine egne alligevel ikke forbedrer sig, så har du dog frelst din sjæl fra skyld i deres blod. Noget andet er det, hvis du forsømmer dette; for så kan det ikke nægtes, at du kan komme i et tungt ansvar.

Men nu opstår spørgsmålet, hvordan du mest trofast og bedst kan opfylde denne pligt. Skulle ikke en anvendelse af det, som lige er sagt om orden, her føre os til det rette, nemlig at du helliger en bestemt time af dagen til husandagten? Dermed er bestemt ikke alt gjort; også ved alle andre mulige lejligheder, ja, selv når du «går på vejen», når du er i arbejde med dine folk, skal du med ord og eksempel indprente loven. Men med den faste andagtsstund, hvor kort den end er, er der dog så meget vundet, at selve timen hver dag minder dig om din hellige pligt. Tænk her på din erfaring, hvor meget du har fået gjort i den henseende, når du ikke har haft en fast husandagt. Du har måske ikke gjort noget; men skal det også blive ved sådan? Kan det i længden forsvares? Skal dine børn og dine husfolk da gå i dit selskab gennem prøvetiden frem mod evigheden uden nogen åndelig omsorg? Skal dit hus da aldrig få et alter, hvor Gud som husstandens Gud taler, påkaldes eller prises? Det indrømmes, at det, vi her kræver, ikke vil kunne gennemføres uden kamp og strid: Djævelen vil vække alle modstandskræfter; kød og blod vil syde af modsigelse, træghed og skam – især i hverdagslivet, når ingen helligdag, intet dødsfald i huset eller noget lignende giver anledning til andagt. Men bør en kristen nogen dag være så optaget af det verdslige, at en andagtsstund ville være ubehagelig? Netop her træder det største bevis for husandagtens betydning og nytte frem. Du mærker nemlig, at den kræver en hellig sindsstemning og at man aflægger syndige vaner; for det onde bliver mere ondt – nemlig for følelsen og samvittigheden – når det stilles tæt op ad det hellige. Det giver en urolig og ubehagelig splittelse i dit indre straks efter en synd at nærme dig Gud i Ordet og bønnen eller straks efter andagtsstunden igen at begynde på en synd. Og det er at frygte, at det netop er det skjulte begær efter uforstyrret at beholde og øve sine yndlingssynder, der hindrer, at husandagten bliver holdt. Men der findes måske heller ikke noget uhyggeligere tegn på forkastelse end frygten for at blive holdt tilbage fra at øve synden. Hertil passer også Luthers ord i fortalen til hans Store Katekismus helt godt: «Uden tvivl skal du ikke finde nogen røgelse, der er stærkere mod Djævelen, end at du beskæftiger dig med Guds bud og Ordet, taler og synger om det. Det er sandelig det rette vievand og tegn, som han flygter for» osv. Men du frygter måske, at denne husandagt snart skal blive en tom skik, som kun avler gerningshellighed, hykleri og forhærdelse. Det sker også for mange mennesker, men ikke med husandagten alene, men med alle nådemidlerne; men vi spørger: Vil de mennesker, der misbruger nådemidlerne til deres skade, blive bedre, hvis nådemidlerne fjernes? Skal vi da kaste alle de midler bort, som kan misbruges: evangeliet, nadveren, kirkegangen? Det være langt fra; for med nådemidlerne kan dog nogle vindes, men uden nådemidlerne ingen. Og du kan aldrig få bedre lejlighed til at advare mod misbruget, end når du dagligt har Ordet for.

Men nok i denne tone. Vi vil slutte med følgende påmindelser: Skulle du ikke ønske at have en huspræst, som hver dag holdt en prædiken for dig og dit husfolk til lærdom, til omvendelse, til trøst og vederkvægelse? Nuvel, ønsker du det, så står det til din rådighed. Uden at give stor løn kan du få de største hofprædikanter til at prædike i dit hus hver dag; ja, mere end det: konger og hellige profeter, som ikke vil smigre og heller ikke holde sandheden tilbage, men redeligt sige den ud, ja – åh, herligt, men sandt – Kristus selv og hans hellige apostle vil gerne tale og prædike i dit hus, hvis du ønsker det. Burde du ikke skamme dig og bittert angre, at du så længe har foragtet sådanne tilbud? Ve den dybe vantro og det forblindede hjertes mørke, som ikke lader os se al den nåde, der bydes os! For sådanne store prædikanter kan du jo høre i Bibelen og i andre bøger, som indeholder deres prædikener. Men hvor tankeløst er dog mennesket! Tænk, om man sagde til os, at der et sted i verden står en Guds engel på et bjerg og prædiker, og vi havde grund til at tro det – ville vi så ikke med stor længsel skynde os derhen, selv om vi måtte slæbe os frem på knæene? Men sæt nu, at vi på vejen mødte folkeskaren, der var på vej hjem, og som sagde: «I kommer for sent, englen har løftet sig op til himlen på skinnende vinger» – ville vi så ikke ivrigt spørge: «Kære, kan I huske noget ord, han sagde?» Og hvis de svarede: «Ja, her har vi hans tale skrevet ned» – ville vi så ikke give alt for at få den at se og høre? Og se, netop dette er jo virkelig sket: Gud har talt, dels selv, dels gennem engle og profeter og til sidst gennem Sønnen, på Østerlandets bjerge, i husene og i templet, og disse Guds ord er skrevet ned og bevaret i den hellige bog, Bibelen. Det er jo ikke opdigtet, men virkelig og guddommelig sandhed. Skulle vi da ikke inderligt elske, ære og flittigt betragte Guds ord, indfatte det i guld eller, som kejser Theodosius, skrive Bibelen af med guldbogstaver på pergament, eller om muligt i selve hjertet, og i tro og lydighed blive ved det i liv og i død?