Tre vigtige spørgsmål om Helligånden og helliggørelsen

(Syvende årgang, 1848)

At uden helliggørelse skal ingen se Herren, det er en regel i Guds ord, som enhver vist nok kender og anerkender, men som få rigtigt tager til sig og rigtigt forstår. Hvor forfærdeligt bliver det ikke glemt, at uden helliggørelse skal ingen se Herren! Hvor ynkeligt bliver det ikke misforstået og misbrugt! Videre: at al helliggørelse er Helligåndens værk, at det er bedrag med al helliggørelse, ja, at der ingen sand helliggørelse findes, hvor Helligånden ikke bor i hjertet – det er også en regel, som lige så let anerkendes, men som glemmes endnu mere end den første, idet tusinder af sjæle søger helliggørelsen straks og direkte uden først at overveje, om de også har fået Helligånden, og uden at vide eller spørge om, hvordan man får Ånden, og hvad det egentlig er, der udgør Helligåndens værk.

I ApG 19 fortælles det, at da Paulus kom til Efesos og dér fandt nogle disciple, spurgte han dem: «Fik I Helligånden, da I kom til tro?» Og de svarede: «Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.» Da sagde han til dem: «Hvad blev I så døbt til?» De sagde: «Til Johannes’ dåb.» Da begyndte Apostlen at forklare dem Johannes’ dåb: at den nemlig var en omvendelsens dåb (v. 4) «hen imod den tro, som skulle åbenbares» (Gal 3,23–24); og fordi troen endnu var noget, der skulle komme, og ikke var til stede i deres hjerte, var det grunden til, at de ikke havde fået Helligånden. Og da han så havde undervist dem til troen på Jesus Kristus og lagt hænderne på dem, fik de Helligånden sammen med hans undergørende gaver (som var almindelige på den tid), så de begyndte at tale i tunger og profeterede.

Denne begivenhed rummer adskilligt, der er lærerigt og værd at tænke over. Det mest uventede og tankevækkende var, at disse «disciple», skønt de var disciple, døbt med Johannes’ dåb til omvendelse og altså stod i omvendelsen, alligevel ikke var kommet til det liv, at de havde fået Helligånden! Her ser vi også, at apostlen Paulus ikke lod det blive ved, at de var disciple osv., men spurgte efter tegnene på en helt ny fødsel af Ånden. En udlægger af denne begivenhed mener, at Paulus fandt dem stive og uåndelige og sagde til dem: «Det ser jo så livløst ud iblandt jer! Har I ikke fået Helligånden, efter at I kom til tro?» At de var døbt til Johannes’ dåb, betyder, at de havde modtaget kraften af Johannes Døberens embede og prædiken – og den prædiken lød: omvendelse, omvendelse, hastig omvendelse – og at de ved dåben var indviet til det; for sagen var denne: Johannes, Kristi forløber, var sendt af Gud for at «berede Herrens vej», for at «sænke bjerge og høje», for at knuse menneskers stenhjerter med sin strenge omvendelsesprædiken; men omvendelsen kunne aldrig give liv, trøst, fred, glæde, et nyt hjerte, Åndens sind og kraft; det skulle Kristus, som trådte frem på samme tid, gøre med sin nådeprædiken. Den forklaring plejede Johannes selv ofte at give med ordene: «Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, skal døbe jer med Helligånden» (se Matt 3; Mark 1; Luk 3; Joh 1). At være døbt blot med Johannes’ dåb betyder altså at stå i omvendelsen uden at have fået tilgivelsens store trøst og glæde i Kristus; at gå med dette sind: Ak, den, som kunne være, kunne gøre, kunne kæmpe, våge, bede! – og endnu ikke have fået det sind, som siger: Ak, hvad Kristus er, hvad Kristus har gjort, hvad Kristus har kæmpet, har bedt, har udrettet! «Jeg døde», blev til skamme med min omvendelse; men se, jeg fik alt på én gang som gave ved ham, «som har elsket mig og givet sig selv hen for mig; det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn; nu lever Kristus i mig» (Gal 2,19–20). Se, denne dåb med Ånden manglede disse disciple i Efesos, og derfor havde de ikke fået Helligånden. Det er det vigtigste at lægge mærke til hos dem.

Men det er også dejligt at se ved denne begivenhed, at disse disciple lod sig undervise om det, som de manglede, og ikke satte sig op imod Paulus’ tale. Derfor fik de også på denne dag en stor lykke. Tænk, hvilken uventet dag, hvilken uventet lykke det dog blev for dem, da de sandsynligvis aldrig før havde vidst, at de manglede noget, at der endnu stod en stor og salig erfaring tilbage! Den samme lykke blev også den veltalende, brændende, nidkære Apollos til del, da også han lod sig undervise; det læser vi om lige før, i slutningen af ApG 18. Apollos prædikede med brændende nidkærhed og ånd, men «kendte kun Johannes’ dåb» (v. 25); men to af hans tilhørere, Priskilla og hendes mand Akvila, «tog ham til sig og forklarede ham Guds vej endnu grundigere» (v. 26). Og se, han, som var en så nidkær og veltalende prædikant, lod sig alligevel belære af disse sine tilhørere.

Åh, gid mange iblandt os, også blandt dem, der er nedsænket i Johannes’ omvendelsesdåb, måtte få nåde til den selvfornægtelse – og den redelighed mod deres sjæle – at de kunne gå i sig selv og prøve, om de også har fået Helligånden, eller om ikke denne begivenhed kan finde sit modstykke også iblandt dem! Ganske vist er vi alle ordentligt og sakramentalt døbt til Kristus; ganske vist har vi alle hørt, at der er en Helligånd; men – vi ser jo for vores øjne, at mange ikke ved mere om, at Guds Ånd bor i dem og gør sit sande værk, end disse, som aldrig havde hørt, at han fandtes. For dem, der ikke selv mærker og beklager, at de mangler Ånden, er dette en hård tale; men hvad hjælper det? Det er dog sandt, og det er sagt i den samme kærlighed, som drev Priskilla, Akvila og Paulus til at tale sådan, når vi tilføjer, at vi mener, at mange «disciple», dvs. vakte, som engang er blevet grebet af Johannes’ omvendelsesprædiken, alligevel ikke har Helligånden. Det viser sig; for hvor Herrens Ånd bor, dér er han sandelig ikke virkningsløs og forgæves, men udretter også noget i sag og kraft. Nogle har efter visse erfaringer af vækkelser og liflige rørelser mistet selv den første omvendelses omsorg, men beholder talen om den, så deres religiøsitet nu består i munden, i smukke ord; men inderst inde har det ingen vægt i deres hjerter: der er ingen frygtens ånd, ingen omsorg for at være oprigtig, ingen frygt for hjertets falskhed og syndens bedrag; nej, under påskud af den kristne frihed, troen og nåden kan de nu være med til alt, kan deltage i sådanne forfængeligheder, som Ånden plejer at straffe hos redelige sjæle, men som de nu i stedet kan forsvare. Om troen og nåden kan de vel også tale; men når denne tro intet udretter, ikke virker nogen glæde, nogen kraft, noget nyt forsæt, så viser det sig jo, at de ikke i sandhed har troen, ikke har Ånden. Andre igen kan gå længere i nidkærhed og en vis alvor, men mangler alligevel Åndens egentlige og kendetegnende frugter: deres religion består blot i at overholde visse åndelige leveregler, i at læse gode bøger, høre redelige lærere, i nogen bøn og noget arbejde for Guds sag, også i kamp mod visse synder, og i smukke ord eller i strenge ord, især over for andre; men deri består det hele. Der er ingen virkelig fred med Gud, ingen glæde over Frelseren, ingen fryd i Ånden, ingen kærlighed, ydmyghed og taknemmelighed, virket af troen, ingen hellig drift og nidkærhed for, at Kristus og hans nåde bliver herliggjort, kort sagt: ingen tegn på Helligånden. «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden», siger Kristus, og det skal en dag blive forfærdeligt for dem, at de ikke ville agte på dette ord af ham og kende sig selv igen i det. Han siger også selv, at hvor Ånden bor, dér vidner han om Kristus (Joh 15,26–27). Så meget for dem, der ikke vil tro og indrømme, at de ikke har fået Helligånden.

Men der findes andre, som endnu ligger nede i Johannes’ dåb, i en vågen samvittigheds kendskab til fordærvelsen og magtesløsheden, og som mærker og indrømmer, at de mangler Åndens kraft; de ser det onde hos sig og ville gerne være det kvit, men er helt magtesløse til enhver forbedring; der er ingen Ånd, ingen overnaturlig kraft, ingen «Guds styrkes vælde» og ingen fred, i hvert fald ingen varig fred; kort sagt: ingen tegn på, at Guds Ånd virkelig bor i dem, og på den sande helliggørelse. De vil meget, vil våge, bede, kæmpe, elske, men det hele bliver kun vilje, kun beslutninger og forsætter; alt er magtesløshed og død. De vil for eksempel gerne bittert angre synden, men mærker hos sig bare hårdhed, hykleri og letsind, så de siger: Jeg har kun selve synden, men ikke syndsfølelsen; jeg ser synden, men kan ikke føle og angre den. De vil gerne elske Gud, men mærker en bedrøvelig kulde og en afgudisk kærlighed til andre ting. De vil gerne varmt og ihærdigt bede, men klager: Jeg kan ikke engang bede, mine tanker flyver bort, min bøn er så tør, kort, kraftløs og hyklerisk. De vil gerne våge og kæmpe mod synden, men klager: Jeg er så forfærdeligt letsindig, at så snart fristelsen kommer, synder jeg. Kort sagt: fordærvelsen har magten, de gamle skødesynder overvinder dem bestandig. Når de i nogle dage havde levet lidt bedre og begyndte at håbe, at sejren var vundet, og at de nu skulle begynde at tro, så styrter deres så møjsommeligt opbyggede fromhed sammen igen, de forsynder sig på ny, og alt er som før, lige så ulykkeligt eller endnu værre. De synger altid den sørgelige vise: «Er der nogen syndig lyst, som ikke vinder over mig? Hvad jeg så vil tænke, kommer synden med. Hvad jeg så vil tale, forråder tungen mig. Om jeg ligger, går eller står, hænger synden ved mig. Jeg plejer at sætte mig for ikke at handle mod samvittigheden; men så snart der er lejlighed, lader jeg mig forføre. – – Derfor har jeg slet ingen ro, hverken i Gud eller i verden: hverken kan jeg tro nåden eller have fred i forfængeligheden.» Se, disse ligger nede i Jordans kolde vand, i Johannes’ omvendelsesdåb. Der går det så ynkeligt til. Sådanne ulykkelige tider kan også komme for de troende, når de en tid har stået i troens frihed og så på ny fanges under trældommens åg og synker ned i et lovisk sind; for da har loven igen den samme virkning som før troen kom, nemlig blot at vække synden og åbenbare magtesløsheden. Men de, der er kommet til troens liv og kun i anfægtelsens tid mister Åndens sejrende kræfter, bør af deres egen erfaring vide, hvad der er den eneste hjælp til at få Ånden, hans liv og fred, selv om de også ofte glemmer det. Men de, der aldrig har smagt troens sande salighed og kraft, bør af denne elendighed forstå, at de ikke har fået Ånden; for Skriften siger: Hvor Herrens Ånd er, dér er frihed (2 Kor 3,17); Åndens sind er liv og fred (Rom 8,6); Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred osv. (Gal 5,22); «alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden» (1 Joh 5,4). Hvordan er det muligt, at Helligånden, når han bor i mit hjerte, ikke skulle formå noget som helst, men at jeg bestandig skulle være en slave, uden fred og fremmed for Frelseren?! Nu spørger en sjæl, som tænker over sådan noget, i alvor – og dette bliver det første af de tre vigtige spørgsmål, som skulle besvares:

Hvordan og hvorved får man Helligånden?

Her svarer de fleste: Ved bøn! Det er ganske vist godt og vel; men tusinder af ængsteligt arbejdende og besværede sjæle siger til os: «Jeg stakkel må da være forkastet; for jeg har bedt dag og nat om Helligånden og hans frugter, kærlighed til Gud, glæde, fred osv., og står stadig, efter flere års søgen, på samme punkt og mangler alle disse tegn på en sand helliggørelse.» Ja, sådan går det virkelig. Og hvad er så fejlen? Svar: Gud brænder af kærlighed og vil usigeligt gerne give Helligånden til dem, der beder om ham; men han kan ikke, han vil ikke give ham på nogen anden vej end den, han har anvist os i sit ord. Hele Skriften og al erfaring viser, at man ikke får Ånden, hvad man end foretager sig, men kun på en bestemt måde. Johannes’ dåb er vel god, bøn er også godt, omvendelse, alvor, alt er godt; men om man så arbejder med det i 40 år, eller med at vente, tænke og våge, så bliver man dog uden Ånd og liv, hvis ikke noget andet sker. Hør da, hvad Paulus siger til galaterne: «Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved lovgerninger eller ved troens prædiken?» (Gal 3,2).

Se, her er hemmeligheden, hvordan man får Ånden: troens prædiken! – eller, som det egentlig hedder i grundteksten: troens hørelse! Sådan lærer Paulus. Og her tager han galaterne selv til vidner og tvinger dem til at tænke over og bekende deres egen erfaring. Skønt de nu af falske profeter var blevet forledt til igen at søge retfærdighed og hellighed i loven, burde de dog selv vide, at så længe de arbejdede under loven med deres egen gerning, fik de ikke Ånden; men at så snart de hørte og tog imod prædikenen om Guds store nåde i Kristus og om troen, fik de Helligånden. Det har vi nu allerede set hos disciplene i Efesos (ApG 19). Vi læser også en lærerig beretning om det i ApG 10. Dér omtales Kornelius som (læg mærke til det!) from og gudfrygtig med hele sit hus, en mand, der gav folket mange almisser og altid bad til Gud. Og alligevel kunne han ikke komme ind i Guds rige, uden at Peter først var blevet hentet, for at han skulle prædike Kristus for ham. Og da det skete, og nogle ord om syndernes forladelse i Jesu navn nåede deres ører og hjerter, da, står der, da faldt Helligånden på alle dem, der hørte det. Hvad gjorde de så, da de fik Helligånden? Slet ingenting; de sad dér helt stille med hænderne i skødet og hørte bare på Peters prædiken, hørte om Kristus, som havde været død, men var blevet levende igen – og se, læg mærke til det og lær! Lukas fortæller, at netop som Peter udtalte ordene: «Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn» – netop «mens Peter endnu talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem, der hørte hans tale»! (v. 43–44).

Er det ikke tydeligt nok sagt? Skal vi endnu sparke mod brodden for at holde fast ved vores egne meninger? Skal det ikke en dag gå os alt for ilde? Her er det jo bekræftet af selve erfaringen, at Ånden og helliggørelsen modtages alene ved troens hørelse, læg mærke til det, blot ved hørelse – hørelse og modtagelse – ikke ved at gøre, men blot ved at høre om ufortjent nåde! Åh, hvad det koster den stakkels, stolte, adamitiske, selvhævdende natur at få sådan en dom: Du formår slet intet; vil du have Ånden og blive hellig, så må du blive stille, må du erfare og indrømme, at du er død og slet intet formår; du må nu kun høre, hvad en anden har gjort; og blot ved denne hørelse, denne stille, rådvilde hørelse og modtagelse af en gave, af barmhjertighed og tilgivelse, skal du få liv, få Helligånden med hans frugter: glæde, fred, kærlighed osv.! Vil du ikke høre og tro dette, så gå da hen og prøv dig endnu i 10, 20 år med at våge, bede og kæmpe, og lad os se, om du får Helligånden! Du skal tusind gange hellere komme til at vansmægte i vantroens ørken og dø dér, end du under loven får Ånden, får liv, fred, kærlighed, lyst og kraft. Hånden og tungen kan vel tvinges og holdes tilbage fra onde ord og gerninger; men her er det nu et spørgsmål om helliggørelsen, hjertets helliggørelse, om hjertet. Og hjertet kan intet menneske tvinge, hjertet kan aldrig regeres med bud og love, hjertet går sin vej og forbliver, som det er, hvor meget man end arbejder på det. Hvad jeg elsker, det elsker jeg, selv om jeg siger til mig selv: Jeg må ikke elske det! ja, selv om Gud selv forbyder mig det. Hvad jeg ikke elsker, det kan jeg ikke tvinges til at elske, selv om Gud befaler mig det. Jeg kan vel ønske at kunne elske det for hans befalings skyld; jeg kan også sige: Ja, ja, jeg vil lyde, jeg vil elske – men alligevel elsker jeg ikke. Hjertet kan aldrig tvinges. Da Israel stod og bævede under Sinajs lyn og torden, lovede de at gøre alt, hvad Herren befalede; men Herren svarede: «Åh, gid de havde sådan et hjerte!» (5 Mos 5,29). Han vidste, at hjertet gik sin egen vej. Her bliver sangens ord sande: «Vort hjerte er vel ringe, dog lader det sig ikke tvinge og bringe under lydighed, om så hele jordens tyngde og magt blev lagt på det. Selv om Moses med sin hammer til tider slår og klemmer det, så er det dog, før han rigtig er færdig, som det var.» – – Ja: «Hvad hjælper samvittighedskvaler og lutringsildes luer til at dæmpe syndens bølger? Uden troen er al omvendelse en hård, men kerneløs skal.»

Men dette bliver især tydeligt, når man betænker, hvad Åndens frugt er. Mange taler og tænker og drømmer om helliggørelsen og Ånden og ved ikke, hvori hans værk består; det er for dem blot en drøm og en anelse, ingen virkelig sag. Men Skriften siger bestemt, hvori det består. Paulus siger: «Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed» osv. Åndens første frugt er kærlighed; kærligheden er også den eneste rette kilde til al helliggørelse og alle gode gerninger. Nu må vi altså undersøge, hvordan man får kærligheden. Kan man nogen sinde skaffe sig kærlighed ved forsæt, alvor, bud, love, kamp og strid? Er det ikke en almindelig regel, at over kærligheden kan ingen befale? Hvad jeg elsker, det elsker jeg, selv om Gud forbyder det, som allerede er sagt. Hvordan skal jeg så få kærligheden til Gud? Kristus forklarer det i Luk 7,36–50. Han siger: Denne kærlighed opstår alene ved, at Gud tilgiver synderne, og at man tager imod denne Guds barmhjertighed; den, som får meget tilgivet, elsker meget; den, som får mindre tilgivet, elsker mindre. «En kreditor havde to skyldnere; den ene skyldte ham 500 denarer, den anden 50. Og da de ikke kunne betale, eftergav han dem begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?» Da farisæeren Simon selv har indrømmet, at den, der fik mest eftergivet, ville elske mest, drager Jesus anvendelsen: Du, Simon, har så megen fromhed, at du ikke som de andre farisæere håner mig, men endda indbyder mig til dit bord; men – denne kvinde, denne store synderinde, hun bader mine fødder med kærlighedstårer og tørrer dem med sit hovedhår og kan ikke holde op med at kysse mine fødder; derimod har du ikke engang kysset min mund og ikke engang givet mig vand til at vaske mine fødder. Skønt hun er en stor synderinde og du en stor helgen, har dog hun Ånden og du ikke; hun har Åndens frugter og du lovens gerninger; så er hun altså en sand helgen og du en falsk. Kort sagt: den, som får mere tilgivet, elsker mere. Den eneste måde at tænde kærlighed i Adams børns hjerter på er nu, at jeg tilgiver dem alt, hvad de har gjort; så elsker de mig (se Jer 31,31–34). Det var meningen med Jesu tale om, hvordan kærligheden opstår. På samme måde er det med Åndens øvrige frugter. Apostlen nævnte videre glæde, fred. Kan man vel ved love, bud og tvang bringes til glæde, gøres glad, virkelig glad? Nej, at glæde sig i Gud, at glæde sig over Frelseren, det kan intet menneske tvinge sig til. En virkelig fred i Gud, en indre mildhed i hjertet og flere af Åndens frugter kan intet menneske tage sig selv. Alt, hvad der egentlig er Åndens værk, får man aldrig på anden måde, end ved at jeg som en synder, mens jeg endnu ikke er blevet hellig, bliver benådet og smeltet af Frelserens kærlighed, af hans tilgivelse, ligesom synderinden blev smeltet af den. Først da får jeg kærlighed og Åndens andre frugter. Når Luther i Ev.-Post. nr. 5, § 55 forklarer «Johannes’ dåb», siger han: «Johannes døbte med Jordans vand til omvendelse. Det kolde vand betegner lovens lære. Den tænder ikke kærligheden, men slukker den snarere. For ved lovens prædiken erkender mennesket, hvor svært og umuligt det er at holde den fuldkomment; derved bliver det lovens fjende, og al dets hu og lyst til den bliver kold, så det mærker, hvor helt det i hjertets grund er imod loven. Da åbenbarer den allersværeste synd sig, nemlig den, at mennesket er fjende af Guds hellige lov» osv. Da er mennesket døbt med «Johannes’ dåb», og mere kan den dåb ikke udrette. Siden hjælper kun den store syndernes forladelse, grebet med troen, som nu smelter og omskaber hjertet, så det kaldes døbt med Ånd og ild. Dertil tjener så kun troens hørelse.

Men her tænker mange: «Jeg tror da visselig på Kristus; hvem skulle ikke tro på Kristus? Troen er der nok – det er snarere livet, det skorter på». Se, med den tale viser de blot, at de ikke ved, hvad troen på Kristus vil sige. De mener, at de tror på Kristus, når de holder alt det for sandt, som står skrevet om Kristus; ja, de holder også alt det, han har gjort for os, for at være vel udrettet, så det ikke længere behøver at tænkes på. Derimod har de vendt hele deres omsorg mod sig selv; og så har de trøst, når alt går godt og pænt med livet; men når de har forsyndet sig noget grovere, flygter de til deres anger, bøn og omvendelse for derved at få nåde og fred med Gud. Det er jo åbenlyst af hjertet at tro på sig selv, selv om forstanden og bekendelsen er efter Ordet. Den, der virkelig tror på Kristus, har vendt hele sin sjæls opmærksomhed mod ham og fæstet sin omsorg og sin glæde ved ham; han ser på ham og har al sin trøst i ham. For en sand kristen er kommet til skamme med sig selv og sit eget arbejde og har derfor lært at regne det for elendighed og skarn; nu har han sit alt i Kristus, virkelig sit alt, både sin retfærdighed og sin helliggørelse. En sådan bekender så: «Ganske vist synes også jeg, at jeg burde arbejde mere selv og ikke tro så meget; ja, jeg frygter undertiden, at jeg tror for meget, og at jeg burde komme under loven igen for at blive mere alvorlig og derved mere from. Men når jeg tænker på min erfaring, så vidner den om det samme, som Skriften siger. For så længe jeg levede i det loviske sind og i lovens gerninger, var jeg i mit hjertes dyb kold over for Gud og havde ingen indre lyst og kærlighed til ham og hans veje; desuden blev jeg altid ved med at være slave under visse synder og blev indvendig gnavet af en ætsende uro. Men da jeg lærte Frelseren at kende og kunne tro hans nåde og hans forsikring om syndernes forladelse, fik jeg straks en forunderlig lyst og kraft til det gode, en varm ånd, en kærlighed og lyst, som gjorde alting let, så det, der før havde været svært for mig, nu gik ligesom af sig selv. Og alt dette sker stadig: Når jeg bliver fanget i lovisk sind, bliver jeg kold og svag; men når jeg får fred i Kristus, får jeg en ny lyst og kraft til det gode». Ja, sådan er en kristens erfaring. Og den erfaring stemmer med Skriften. Den fromhed og ånd, som ikke er opstået ad den vej, Skriften lærer, er ikke den sande.

Se nu her, hvor langt fra sandheden, fra erfaringen af den sande tros kraft de må være, som mener, at troen på Kristus er skadelig for helliggørelsen. En troende kender derimod ingen anden måde at få helliggørelsen på end at søge at få Ånden, og ingen anden måde at få Ånden på end troens hørelse! Med et fattigt sind sukker han imens efter nåde til at kunne gribe det; og når det sker, får han Ånd og liv.

Derfor, da en evangelisk prædikant engang blev spurgt, hvorfor han prædikede så meget om Kristus, nåden og troen og mindre om helliggørelsen, svarede han: «Fordi jeg ikke kender nogen bedre eller tydeligere måde at prædike helliggørelsen på, og ikke kender noget bedre middel til at virke helliggørelse end prædikenen om troen. Når jeg prædiker loven, truer og driver, tænker jeg aldrig dermed at virke helliggørelse, men erkendelse af syndens elendighed. Og når jeg prædiker formaningens ord, tænker jeg dermed kun at støtte en helliggørelse, som allerede findes hos de troende. Vil jeg virke helliggørelse, så prædiker jeg ham, som af Gud er blevet gjort til helliggørelse for os, sådan som Paulus beskriver det: ’Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud; jeg er korsfæstet med Kristus, og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig’ (Gal 2,19–20). Jeg tror nemlig og har erfaret sandheden i ordene: ’Nu er vi løst fra loven, døde fra den, for at vi kan bære frugt for Gud – tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen’ (Rom 7,4.6). Og læg nu mærke til: Så meget helliggørelse, som du får ad denne vej, så meget er sand helliggørelse. Læg mærke til: Præcis så meget godt, som udspringer af den store nåde, af troen, glæden, kærligheden, af Ånden, så meget sand helliggørelse har du. Alt det gode, vi gør af lovisk tilskyndelse, er ikke helliggørelse, ikke nogen god gerning for Gud, men ’lovens gerninger’; og – alle, alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse! (Gal 3,10).»

Det andet vigtige spørgsmål er dette: Hvordan skal jeg vide, at jeg har Guds Ånd boende i mit hjerte? Men nu kommer vi til det egentlige kætteri, den egentlige store dårskab for al fornuft, når vi også vil finde, at Guds Ånd bor i vores hjerter! Så længe vi kun taler om at få Ånden, tænker mange alene på Åndens virkninger og kan let nok følge med, fordi de ikke forestiller sig sagen så stor, som den i sandhed er, nemlig at Guds Ånd ligefrem skal tage bolig i vores hjerter, bo og regere der. Det sidste synes vi er alt for urimeligt og umuligt. De troende kristne bliver selv forbløffede over det og kan ikke tro det så sikkert og fast eller få den tanke ind i deres hjerter, som de ser den forkyndt i Guds ord. Dels er sagen i sig selv alt for stor og herlig, denne gæst alt for høj og ærefuld til en så ringe bolig; dels ser og mærker de ofte slet intet til Guds Ånd hos sig selv, men nok det modsatte, snarere den onde ånds virkninger; de ser og mærker meget ondt og urent hos sig selv. Her kræves der da en stor nåde for at kunne tro dette høje stykke. Åh, hvilke herlige ting er der sagt om dig, du Guds stad! Hvilken herlig sag, som Skriften forkynder så bestemt! Skriften siger bestemt, at enhver, som tilhører Kristus, har Guds Ånd boende i sig.

I Rom 8,9 står der: «Men I er ikke i kødet, men i Ånden, såfremt Guds Ånd bor i jer; men hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke». Sammenlign v. 11.15.16.

I 1 Kor 3,16: Ved I ikke, at I er et Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Og i kap. 6,19: Eller ved I ikke, at jeres krop er et tempel for Helligånden, som bor i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?

I 2 Kor 6,16 står der: «For I er den levende Guds tempel, som Gud har sagt: Jeg vil bo hos dem og vandre blandt dem».

I Joh 14,16–17 står der af Kristi egen mund: «Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden Trøster – – sandhedens Ånd, som verden ikke kan modtage – – men I kender ham, for han bliver hos jer og skal være (læg mærke til det!) i jer.» For ikke at tale om flere andre bibelsteder.

Kort sagt: Skriften lærer udtrykkeligt, at den hellige, almægtige Gud i og ved den Ånd, som udgår fra Faderen og Sønnen, virkelig bor i de troendes hjerter. Den kundskab er mig for høj, jeg kan ikke fatte det. Og alligevel er det Guds egen evige sandhed; det er jo ingen drøm eller digt, men lære fra Guds eget evige ord. Herre, giv os mere tro! Men når nu Skriften har forsikret os om denne store sandhed, at Guds Ånd bor i de troendes hjerter, og at «hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke», så bliver dette spørgsmål vigtigt:

Hvordan skal jeg vide, at Guds Ånd bor hos mig? Hvorpå skal jeg mærke det?

Her er det nødvendigt at gå grundigt, forsigtigt og ordentligt til værks, nøje efter Guds ord! Ud over de ubetænksomme kristne, som knap nok spørger om hele sagen, om de har Guds Ånd eller ej, findes der også andre, som nok spørger og undrer sig, ja, ønsker: «Åh, bare jeg vidste, om jeg har Guds Ånd, om jeg tilhører Kristus og er født på ny eller ej!» – men de undersøger ikke først, hvordan og hvorpå det skal mærkes; de vil ligesom tage svaret ud af den blå luft, gætte og tænke frem og tilbage. Derfor bliver de også i uvished, eller de tror snart, at de har Ånden, snart ikke, og de tror det ene på lige så svag en grund som det andet. Vi må derfor følge Guds ords regel. Hvad siger Skriften om dette? Skriften taler hele tiden om én og samme måde at prøve det på: Den taler igen og igen om Åndens virkninger, om de gerninger, han frembringer, om «frugter», «Åndens frugt». Det er det eneste sikre tegn: Gud er Ånd, usynlig, ufattelig; man kan kun finde og skue ham i hans gerninger. Vinden er også usynlig; men når vi ser træerne bøje sig og bevæge sig uden noget synligt skub, så siger vi: Dér går vinden. Sådan kan man også af virkningerne se, hvor Guds Ånd bor og regerer.

Men hvad Åndens gerninger og frugter er, har vi allerede delvis betragtet under det forrige spørgsmål i anledning af Gal 5,22–23: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred osv. Vi vil nu samle alt det, der hører til Åndens gerning, under de to hovedtitler, som Herren Kristus selv har givet Helligånden for at betegne, hvad hans embede skal være. I sin afskedstale til disciplene, Joh 14, 15 og 16, taler Herren flere gange om Ånden og kalder ham da med de to betydningsfulde navne: Trøsteren og sandhedens Ånd. Disse to navne udtrykker, hvad Åndens embede og gerning i vores hjerter er. Navnet Trøster (parakletos, talsmand, hjælper, trøster) indebærer, at Åndens embede på jorden er først, i vores syndenød, under samvittighedskvaler og lovens trusler, at forklare Kristus for os («han skal vidne om mig», Joh 15,26) og derved at rejse vores hjerter op og tænde troens fred, glæde og kærlighed; og siden i al nød, sorg og svaghed at stå os bi, trøste og styrke os, hjælpe vores skrøbelighed og gå i forbøn for os med uudsigelige suk (Rom 8,26). Navnet sandhedens Ånd betegner derimod ikke blot, at Åndens trøst altid grunder sig på sandhed og varer evigt; ikke blot, at han er Ånd og tolk for ham, der hedder Sandheden (Vejen, Sandheden og Livet); ja, ikke blot, at han er den, der åbenbarer og udbreder al sandhed på jorden, som afslører og angriber Djævelens løgn og lærer os Guds vilje og råd om vores salighed – ikke blot alt dette, men ordet sandhed (aletheia) betegner også et retsindigt væsen (sådan som Luther oversætter det i Ef 4,21: «ein rechtschaffenes Wesen»), altså at et menneskes indre tilstand og liv stemmer overens med mundens bekendelse, så der er sandhed i hjertet, sandhed i hele væsenet. Det er især det, Herrens Ånd må gøre. Han alene kan for alvor angribe det dybe, fine, skjulte hykleri, det listige hjertes falskhed. Han angriber og revser det, som ingen ord, intet lovens bogstav kan nå; og han revser det ikke blot, men virker også et nyt retsindigt væsen i os og gør, at vores åndelighed bliver en virkelighed i hjertet, at det sker, som Ordet indeholder. At også dette var Kristi mening, ser vi af hans egen forklaring, da han tilføjede om sandhedens Ånd: Han skal lede jer til hele sandheden; – ikke blot lære jer, men lede jer; ikke blot til lærens sandhed, men til hele sandheden, også det indre livs. Kort sagt: I disse embedsnavne for Ånden, Trøster og sandhedens Ånd, genfinder vi netop det samme, som Johannes mener, når han siger: «Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus», mens der ved Moses kun blev givet loven, som aldrig kunne virke sand hellighed i hjertet, men i samme grad som den tøjler livet, vækker så meget mere synd i hjertet og således, uden Kristus og troen, skaber enten hyklere eller fortvivlede hjerter (for så ond er – ikke loven – men vores natur. Se Rom 7). Men «nåde og sandhed» forklarer Luther sådan, at nåden tager skylden og straffen bort, mens sandheden angriber det kødelige sind, modviljen mod Gud og hykleriet i fromheden. Altså er alt dette det samme, som der står om den «nye pagt» i Jer 31,33–34. Den skulle især skille sig fra den gamle i to ting: for det første, at synden skulle tilgives, mens den efter lovens pagt skulle straffes; for det andet, at loven skulle skrives i hjerte og sind, mens den uden nåden kun bliver skrevet på stentavlerne og i bogen og tvinger nogle uvillige trælle. Af alt dette ser vi nu, hvad Åndens gerning og embede er, og hvad navnene Trøsteren og sandhedens Ånd indebærer.

Hvordan Helligånden må være vores Trøster, hvis vi nogen sinde skal få liv i Kristus, det kan vi både se på andre og erfare på os selv. «Ingen kan (i sand tro) sige: Jesus er Herre, uden ved Helligånden». For selv om vi i Ordet har alt, hvad vi til vores trøst og salighed bør vide om Kristus, så er det dog helt mørkt, ufatteligt, dødt og kraftløst for os, hvis ikke Helligånden kommer til og oplyser vores forstand og tænder vores hjerte. Det ser vi på mange skriftkloge blandt os, som har samme lære, samme Guds ord som vi og læser det dagligt, men alligevel bliver i det samme døde væsen, hvor de enten ikke engang ser Kristus i Ordet, men kun ser lutter lov og gerninger der, eller, hvis de også ser evangeliets sandhed, dog aldrig får nogen skat, nogen glæde, noget liv, nogen kraft deraf, men stadig bliver mere og mere viklet ind i selvretfærdighedens garn. Fejlen er, at de aldrig ser på deres indre, på lovens åndelige krav, med en sådan oprigtighed, at de bliver modløse, rådvilde, fortabte og begynder at råbe fra dybet; de har altid et gammelt håb tilbage til det, de er, gør eller skal blive. Og så får Herren ikke lov at åbne deres øjne. Men også når en sjæl er sunket ned i nød, er det lige så umuligt at kunne tro, hvis ikke Helligånden giver den et helt nyt syn på Jesus. Her er der alt for store bjerge i vejen: Sjælen er helt og holdent fuld af synd; samvittigheden fuld af uro, angst, mørke og forvirring; fornuften fuld af modsigelser; følelsen fuld af sorg og bitterhed; og Gud står for sjælen som en hellig, streng, alvorlig og forfærdelig konge. At flytte disse bjerge ligger ikke i menneskelig magt. Det mærker man, når man trods alt det trøstefulde evangelium, man læser og hører, alligevel sidder lige så tør, død, uhyggelig og mørk i sit hjerte og ikke får nogen kraft deraf til tro, fred, kærlighed og liv i Kristus. Men når Ånden gør Ordet levende for hjertet, så ser man med ét en så ubeskrivelig stor nåde, at man undrer sig over, hvor man har haft sine øjne, siden man ikke før har set det samme; man begynder at undre sig, glæde sig, fryde sig, eller i det mindste at sukke i håb, længes og ønske at få det helt sikkert for sit hjerte. Så har Ånden været til stede. Så siger man: Nu ser jeg, at der i os kun er lutter elendighed og fordømmelse, men i Kristus al frelse, al vores retfærdighed; nu ser jeg, at alt mit arbejde har været et vantroens arbejde for at oprette min egen retfærdighed; nu ser jeg, at intet er stort eller regnes for noget for Gud undtagen hans egen Søns død for syndere; nu ser jeg, at han er død for alle, for de største syndere, og – for mig, også for mig, og at det er nok, evigt nok, altid nok, nok i denne stund, nok for mig, sådan som jeg er nu; nu ser jeg, at Gud brænder af kærlighed og lyst til at gøre os godt, og at jeg for længe siden havde fået den samme nåde, hvis jeg blot havde kunnet tro, men at det kun har været min egen vantro, som har forhindret denne salige stund. Ja, nu ser jeg, at selv om jeg havde været tusinde gange mere uværdig, og mine synder havde været tusinde gange sværere, så havde nåden dog været tusindfold større, fordi Kristus, Guds egen Søn, dog er tusindfold større end jeg, og han er død i mit sted. Se, sådan taler nu den troende sjæl; og nu begynder den at leve et nyt liv, nu mærker den virkelig kærlighed, glæde og fred i sit hjerte; øjet stråler af ydmyg glæde; munden taler et nyt tungemål om nåde og ret; i hjertet begynder et fortroligt samkvem og en samtale med Frelseren, en barnekårets ånd, som råber: Abba, Fader.

Den samme Trøster har den troende brug for hele tiden siden. Han er ganske vist født af Ånden, og Ånden er villig; men det, som er født af kødet, er kød og bliver ved med at være kød og strider imod Ånden; desuden lever han i den onde og farlige verden, og vores fjende Djævelen søger hver time at føre ham ind i en eller anden synd. I sådan en stadig strid er det ikke muligt, at han altid skulle stå lige fast; han forser sig, han synder af menneskelig svaghed; straks bliver det mørkt for hans troens blik, Gud synes alvorlig, vred, fjern. Han forsøger nu at tro, bede, læse, men alt er kraftløst, tørt, dødt, koldt. Men i hans indre er der et uudsigeligt suk, og dermed hjælper Ånden hans skrøbelighed; om en time, en dag eller længere får han igen et nyt lys i evangeliet; et ord rammer hjertet; Ånden siger igen: Vær ved godt mod; du har ganske vist syndet og fortjente at blive forkastet, men «Gud vil ikke nogen synders død; han handler ikke med os efter vores synder», for så blev intet kød frelst, men «så højt som himlen er over jorden, så mægtig er hans nåde over os»; er din synd mægtig, så er din retfærdighed i Kristus alligevel meget mægtigere; for du er dog ikke så stor en person, som Frelseren er! Du er heller ikke døbt til dig selv, så du skal bestå i din egen retfærdighed; men du er døbt til Kristus og dermed iklædt Kristus, så du skal bestå alene i hans retfærdighed. At du har virkelig synd i dig, det er sandt; men at du også har en virkelig retfærdighed i Kristus, det er også sandt. At lovens dom er ret og rimelig, det er sandt; men at Kristus har forløst os fra lovens forbandelse, det er også sandt. Sådan eller lignende lyder Helligåndens trøst. På den måde holder han hele tiden troen på Kristus, som er vores liv, ved lige i os. Når den mangler, hersker loven over os, og vores hjerter vil dø af stor angst og frygt; men når Guds nådes milde vind begynder at blæse, så holder lovens trusler op, og vores hjerter falder til ro og hviler i Guds nåde som et stakkels, såret barn i sin kære mors skød. Og dette er det rette; dette er Guds vilje med os, dette er Himmeriget på jorden; «Åndens sind er liv og fred» (Rom 8,6).

Undertiden kommer vi ud i en lang, ængstelig tørke, føler hverken det ene eller det andet, har det meget dårligt med det og frygter helt at dø hen: og da – hvor jammerligt magtesløse føler vi os ikke! Vi kan ikke på nogen måde ændre det. Men da kommer Ånden vores skrøbelighed til hjælp, så hjertet, når vi hører Ordet, læser det eller taler med en ven om det, på ny begynder at se, hvordan Herrens fredspagt i Kristus dog står fast, og vi begynder igen at se og smage, hvor god Herren er. Og så har vi igen liv og fred. Ofte erfarer vi, hvor sandt det er, som Prætorius siger: «Hvor dejligt er det ikke, når man om morgenen læser et trøsterigt evangelium i Bibelen og siden får en god evangelisk prædiken at høre», eller, hvor en sådan prædikant mangler, dog læser en god og kraftig evangelisk betragtning! «Hvor er man da ikke som i himlen! Hvor bliver ens sultne og matte sjæl ikke trøstet og vederkvæget, så man ligesom bliver ung på ny, som David siger: ’Herren mætter dit begær med sit gode, så du bliver ung på ny som en ørn’ (Sl 103,5)! For Guds ord, det hellige evangelium, er en så nåderig prædiken, at det fører Helligånden med sig, når det læses, høres og betragtes, og det fornemmelig i gudfrygtige venners samtale».

Dernæst trøster Helligånden også sine børn i al anden bedrøvelse på jorden, i forfølgelse, fattigdom, sygdom og tidens andre trængsler. For når de ved Guds, vor Frelsers, nåde og magt er blevet taget ud af Satans rige, bliver de stadig jaget af denne fjende, beskudt, skræmt og ængstet af hans glødende pile, og deraf kommer megen bitter hjertepine, ofte næsten til døden; og selv om der intet virkelig ondt eller bedrøveligt er på færde, frygter de dog alt ondt og tilbringer mange dage med suk og klage. Sådan bedrøvelse og skræk har de kære kristne undertiden af deres eget kød og blod, så de vrider sig som en orm og ikke ved, hvor de skal vende sig hen. Verden, Djævelens trofaste brud, holder heller ikke op med at plage Kristus i hans lemmer, og det helt til den yderste dag; for den forfølger, forhåner, lyver om og mistyder på det mest ondskabsfulde alle dem, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, og tager ofte anledning af en ringe forseelse, som den maler i de sorteste farver og spreder blandt alle. Det gør meget ondt på et gudfrygtigt hjerte, der er omhyggeligt med sit gode rygte, at dets ære skal skændes blandt ugudelige folk. Til en sådan forhånelse er især «falske brødre», de farisæiske kristne, meget tilbøjelige og flittige; Abel skal have sin Kain og Isak sin Ismael, sin halvbror, «trælkvindens søn», som var en «spotter», og Kristus sin Judas; de skal på enhver måde bringe Guds elskelige hellige i vanry og hakke på dem, men om kort tid skal de hellige dog med stor glæde og herlighed stilles frem for Guds ansigt. Dernæst indfinder sig også armod og skjult gæld, som giver en kristen mange sorgfulde og søvnløse nætter; til sidst sygdom og alderdommen med dens besværligheder og endelig døden.

Mod alt dette trøster Helligånden kraftigt sine børn, minder dem om Guds ord, Frelserens og Davids og andres dejlige trøsteord, og viser dem tydeligt, at de må være forberedt på at blive plaget af Satans glødende pile og blive stukket af slangen, når de er blevet Kristi lemmer; ligeledes at verden vil have samme sind mod os, som den havde mod vor Herre, og så videre; men på den anden side trøster han os med, at selv om Satan og verden hader os, så har vi dog Guds venskab, de hellige engles tjeneste og tusinde troende menneskers kærlighed og gunst, som tænker på os og taler til vort bedste; og at de ondes flok ikke længe skal rase, men hurtigt gå til grunde, mens Gud derimod snart skal forvandle sine kære børns trængsel til evig og usigelig glæde og herlighed; ja, at «vor trængsel, som dog er kortvarig og let, bereder os på overvættes måde i overvættes mål en evig vægt af herlighed». – Gode Gud! hvor ofte har denne din trøst ikke trøstet os, så vi har fået nåde til at besinde os og tænke: Hvorfor er du så bedrøvet, min sjæl, og hvorfor er du så urolig i mig? Husk, hvem du er, og hvad du har! Er du syndig og ikke værd at trøste, så er jo dog Kristus din retfærdighed, så er du dog overmåde retfærdig, ren, dejlig og benådet i den elskede! Er du foragtet af mennesker, så sørg med måde; du er højt agtet på et højere sted, hos Gud og hans engle. Om en dåre kalder dig en dåre, er du ikke af den grund en dåre, men i sandhed vís, når du har valgt den bedste del og lært at søge det ene fornødne. Er du fattig, så er du dog overmåde rig, for du er Guds arving og Kristi medarving. Kort sagt: «som de, der intet har og dog ejer alt; som fattige, der dog gør mange rige; som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi lever! Derfor: som bedrøvede og dog altid glade» (2 Kor 6). Dette er Trøsterens røst; dette er «villighedens Ånd» (Sl 51,14); dette er «Guds fred, som overgår al forstand og bevarer vore hjerter og tanker i Kristus Jesus».

Til denne trøst eller til Trøsterens embede hører også, at han er en bønnens Ånd, vækker og maner os til bøn og giver os nåde til fortroligt at kunne tale med Gud om alt det, der trykker os. Derfor kaldes han nådens og bønnens Ånd (Zak 12,10). Hvilken stor trøst og salighed på jorden er det ikke, når verden støder os ud, og hjertet er såret og svagt af Djævelens ildpile og skræmmeskud, og livet bliver mørkt og bittert for os, så at få lov at flygte til den altid trofaste og mægtige Frelsers bryst i bønnen og der få lov at udøse sit hjerte og fortælle om alt det, fjenderne gør mod os, alt det, der bedrøver os! Åh, hvor let og lyst bliver det ikke da i hjertet! Det var den vej til trøst og hjælp, som Moses altid brugte, og David og alle de hellige. Om Luther fortælles der, at han under sit arbejde og sine kampe med mørkets rige ofte var så modløs og magtesløs, at han var nær ved at give alt fortabt og, som han sagde, «kaste nøglerne for sin Herres fødder», det vil sige opsige tjenesten hos ham. Men når han så blot en halv time fik være alene med sin Gud i bønnen og styrke sig med Ordet, kom han ud med et glædestrålende ansigt som en ung løve, eller snarere som en Herrens engel, og nu var han ikke den, der ville give værket fortabt. Den samme mægtige trøst og kraft kan enhver troende stadig få. Hvis vi blot søger Trøsteren dér, hvor han har lovet at være at finde, i «troens prædiken» eller evangeliets ord, i sakramenterne og bønnen, så har han stadig altid og for os alle den samme trøst og kraft at give. Den mangler Gud ikke. David siger trøsterigt: «Guds kilde har vand i overflod» (Sl 65,10). Ja, sandelig: «Guds kilde har trøstens vand i overflod».

Men ligesom Helligånden er en Trøster, er han også netop dermed sandhedens Ånd. Også det vil vi betragte lidt nærmere. Gid den samme sandhedens Ånd nu må give enhver, der læser dette, nåde til at være oprigtig mod sig selv og alvorligt prøve sig selv! Helligånden er «sandhedens Ånd»; for han gør, at det bliver sandhed med vor gudfrygtighed, at vor gudfrygtighed bliver en virkelighed i hjertet, bliver sag og gerning og ikke blot fromme tanker, forestillinger, indbildninger, ord og forsætter. Når for eksempel et menneske, endnu uden troens liv, uden Helligånden, søger gudfrygtighed og helliggørelse, så taler og tænker det nok adskilligt smukt og nidkært om forsagelse, ydmyghed og meget mere, og det gør sig også umage for at forsage og opgive mange ting, som det før har elsket, og som hører verden til; men se, samtidig har det en skjult tilfredsstillelse, ja, sit håb og sin trøst i netop denne sin forsagelse og kan være fuldt af selvkærlighed og indbildning om sin egen fromhed. Hvordan står det så til med forsagelsen? Der mangler selve hovedsagen, det første og fornemste stykke af en ret forsagelse, nemlig at forsage sig selv; for dertil hører at synes virkelig dårligt om sig selv, virkelig at mistro sig selv. Mennesket kan nok misbillige visse af sine uarter og dårligere gerninger, men sig selv elsker det, så længe det kan finde tilfredsstillelse i en eller anden af sine egne omvendelsesøvelser. Mange vil ikke forstå, at der er nogen forskel på disse to ting: at være utilfreds med visse af sine dårligere gerninger og uarter, eller derimod at være utilfreds med sig selv, helt og holdent at holde sig selv for en fordømmelsesværdig, foragtelig synder; men det er dog netop dette, der egentlig skiller den sande og den falske omvendelse fra hinanden. At altså forsage sig selv på rette måde, at synes virkelig dårligt om sig selv, det kan ingen andre end Helligånden virke; det sker kun i den sande omvendelse, når Gud først overvælder sjælen med sådanne lovens krav, som den ikke kan opfylde, men dog alvorligt gør sig umage med, og derfor til sidst mistror sig selv og alle sine forehavender; og når han for det andet overvælder den med nåde gennem evangeliet, så den får troens øjne åbnet og ser, hvordan den har fået dobbelt af Herrens hånd for alle sine synder; ser, hvordan Gud midt i dens største uværdighed af bare nåde tilgiver den det alt sammen (indre og ydre synder, tidligere og nuværende synder, grove og fine synder), renser den og retfærdiggør den uden den mindste fortjeneste, alene for Kristi store fortjenestes skyld. Da smelter den, da synker den hen i inderlig skam over sig selv, da kan den ikke foragte sig selv nok; først da begynder den rette forsagelse; da er det sandhed med dens forsagelse. Det gør «sandhedens Ånd».

Videre taler en sjæl, der arbejder uden tro og Ånd, om kærligheden: man må have kærlighed, man må elske Gud og sin næste; hvem skulle ikke elske Gud, og så videre? Men se, hvis et sådant menneske et lille øjeblik kommer til besindelse og får nåde til virkelig at vågne op, må det bekende, at det endnu aldrig har fået denne kærlighed i sit hjerte, i virkeligheden, selv om det har arbejdet på det i fyrre år, men at det i dets hjerte stadig er koldt og dødt, ikke kærlighed, liv, varme og salighed. Al dets tale om kærligheden har altså blot været ord i munden, blot tanker og forsætter, ingen virkelighed, ingen sandhed. Men når så det samme menneske bliver uroligt over dette jammerlige hykleri og samtidig føler, at det ikke formår så meget som at røre en finger for at råde bod på sagen, og i denne sin forlegenhed får nåde som lutter nåde, får nåde til at se og tro Guds kærlighed, Guds helt ufortjente kærlighed ved Kristus, får vished om tilgivelse for alle sine synder – se, da kan det ikke lade være med at elske den så overmåde nådige Gud, da smelter dets arme hjerte af Guds kærlighed, Gud bliver det så kær og dejlig, at det nu med inderlig varme kan udbryde med Peter: «Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær!» Nu er det sandhed med kærligheden, nu er den en virkelighed i hjertet. Dette er den vej, ad hvilken Helligånden gør vor gudfrygtighed til sandhed og virkelighed.

Heri kan der nu alligevel ligge noget forklarligt. At man må elske Gud, når man på en levende måde tror hans usigelige kærlighed og store tilgivelse, ligger der noget naturligt i. Men netop derfor er det et så meget mere underfuldt og herligt vidnesbyrd om Guds Ånds nærvær og særlige skabende kraft, at samtidig med at sjælen får liv i Kristus, opstår der i den også en hidtil helt ukendt kærlighed til alle mennesker – til mennesker, som aldrig har gjort den det mindste godt; der opstår nemlig dels en barmhjertighed eller ømhed over for alle menneskers nød og fare og en virksom nidkærhed for deres bedste, legemligt eller åndeligt *); dels også en særlig kærlighed til alle, som elsker Gud, og som bliver os så inderligt kære som brødre og søstre. Denne kærlighed til næsten kan aldrig forklares på anden måde, end som Apostlen siger, at vi også er blevet delagtige i Guds natur (2 Pet 1,4). For «Guds natur» er kærlighed; «Gud er kærlighed» (1 Joh 4,8). Og netop fordi denne kærlighed aldrig kan fås, uden at den virkes af Guds Ånd i den nye fødsel, derfor har også Kristus (Joh 13,35) og Johannes (1 Joh 3,14; 4,7 m.fl.) og Paulus (1 Kor 13) netop sat denne kærlighed som kendetegn på de rette disciple, dem, der er «født af Gud». Men på denne måde virker sandhedens Ånd også hele lovens opfyldelse i os; for Apostlen siger udtrykkeligt: Den, der elsker, han har opfyldt loven – kærligheden er lovens opfyldelse (Rom 13,8–10).

*) Som må skelnes skarpt fra lysten blot til at vinde tilhængere eller lade sin visdom høre, som findes hos alle falske ånder, uden den virkelige kærlighed.

Men sandhedens Ånd gør ikke bare i almindelighed alt det, der hører til gudfrygtigheden, til virkelighed i hjertet; det er også hans særlige gerning og embede at gå løs på hjertets dybeste hykleri og virke en dyb oprigtighed og alvor i de troendes hjerter, et retsindigt og redeligt væsen. Det er en af Åndens allerherligste og mest prisværdige gerninger. Vi ved, at det mest kendetegnende ved den adamitiske fordærvelse, selve slangesæden og giften i os, er hjertets dybe, uendelige hykleri, dets snoede væsen og selvbedrag, selvtillid og sikkerhed. Det har Herren Gud særlig klaget over, når han siger: «Mere snedigt end alt andet og fordærvet er hjertet; hvem kan kende det? Jeg, Herren, (alene) ransager hjertet» osv. (Jer 17,9). Til denne samme uendelige fordærvelse hører også, at mennesket ikke vil tro noget så gerne som sit eget hjertes røst; hvad det selv synes, føler, ser og ved, det tror det. Men se nu her, hvad Herrens Ånd kan gøre! Hvis nogen sagde til os, at en kristen må komme så vidt, at han mistror sit hjerte så meget, at han ikke engang tror sin egen bevidsthed, så ville vi i almindelighed holde det for helt umuligt. Ikke desto mindre finder man hos et menneske, der har været i den snævre port og nu lever det åndelige liv, som noget netop kendetegnende, at det ofte klager: Jeg er bange for, at jeg bedrager mig selv, at jeg måske ligger i et eller andet fint hykleri; bare jeg vidste, at jeg var oprigtig, og så videre. Svarer man da: Du ved vel selv, om du hykler? så siger det: Jeg er bange for, at jeg ikke selv forstår det, at mit falske hjerte bedrager mig. Se, således tør det ikke tro sin egen bevidsthed. Denne mærkelige gerning af Herrens Ånd finder vi hos mange hellige i Skriften. Evangelisterne fortæller, at da Jesus sagde til de tolv apostle: «En af jer skal forråde mig», blev alle de troende disciple meget bedrøvede, og hver og en af dem begyndte at sige til ham: Det er vel ikke mig? og en anden: Det er vel ikke mig? (Matt 26,22; Mark 14,19). Altså turde de ikke tro deres egen bevidsthed – mens Judas, som vidste, at han var den rette mand, endnu sad tryg og ubekymret ved deres side. Også hos David finder vi den samme mistro til den egne bevidsthed, som når han beder: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte; prøv mig og kend mine tanker; og se, om jeg er på en ulykkesvej» osv. (Sl 139). Se nu her: når en sjæl ikke tør tro sig selv, men er så bange for en falskhed i ånden, som den ikke ved af, at den råber til Herren selv, at han må åbenbare den, og også lader sig straffe og rette af hans ord i alt det, som den efter kødet elsker mest, så har sandhedens Ånd visselig virket den rette oprigtighed, sådan som den kan være i dette liv. Og se, hvilken stor og prisværdig gerning Herrens Ånd udfører i os! Det, der er helt umuligt for hele verden, for de lærdeste, viseste og mægtigste, nemlig at frigøre sig fra det kødelige sind, dets selvbehag, selvtillid, ligegyldighed over for Gud og over for næstens salighed, egennytte, misundelse og meget mere, som holder de fortrinligste verdensmennesker fangne, og derimod at få virkelig kærlighed til Gud og næsten og en sådan oprigtighed og selvforsagelse, at man virkelig synes dårligt om sig selv og ikke engang tør tro sin egen bevidsthed – dette, som strider allermest mod al menneskelig natur, det findes nu virket i det svageste og elendigste menneske, findes nu i sandhed i dets hjerte, så det virkelig elsker Gud og næsten og så videre. Se, dette er jo dog det mest underfulde og herlige bevis på, at Skaberens egen Ånd har været der og skabt et nyt hjerte.

Men sandhedens Ånd udøver det samme embede fortsat i de troendes hjerter. En kristen får gennem hele sit liv erfare det samme nådesunder: at den rene, hellige, nidkære Ånd bor og virker i hans hjerte. Det består især i, at Ånden holder sådan vagt i sin bolig, at intet ondt får lov at foregå der uden at blive straffet og angrebet. Føler vi ikke dette dagligt? Det, som intet andet menneske ser eller anser for ondt og farligt (skønt Ordet visselig har erklæret det for synd), det, som fornuften og den naturlige samvittighed jo ikke giver agt på, det straffer Ånden straks hos en kristen. For eksempel blot at beskæftige tankerne med forfængelige ting i en stund, hvor man kunne have talt med herlighedens Herre i sit hjerte, eller at tale forfængelige ord, hvor man burde enten tie eller sige noget nyttigt – hvem agter på den slags? Men i en kristens hjerte bliver det straffet på det kraftigste. Det råber straks i hans indre: Ak! hvor har du været? hvad har du gjort? Især er Ånden nidkær for ydmyghed, kærlighed og renhed. Hvor fint mærker han ikke og straffer den mest skjulte egenkærlighed, selvbehag og fornøjelse over egne fortrin, egne dyder, gaver, smukke ord eller gerninger! Vor iboende fordærvelse og Djævelen vil måske glæde os med sådanne fortrin og puste hovmod op i hjertet; straks føler vi en forskrækkelse derved, en skam, og råber til Gud: Frels mig og tilgiv mig! Så mærker vi, at det, vi følte, var vennens slag. En anden gang rører der sig i hjertet en utilfredshed med vor næste, en vrede eller misundelse, eller også urene tanker og begær; straks straffer Ånden os, vi forskrækkes, vi råber til Gud. Gør vi derimod ikke det, men er ulydige mod Ånden og giver synden rum, så må vi lide meget; dels fordi Ånden da straffer os så meget mere, dels fordi fjenden også indfinder sig og vil fordømme os helt, føre os i trældom og vantro. Men når en kristen bliver styret på denne måde, er han i den tilstand, at han aldrig kan leve i nogen synd; han er bestandig naglet til korset, som Apostlen siger i Rom 6,6. Vil han give kødet frit løb, vil han ikke blive lydig og stille i sin korsfæstede tilstand, så må han lide så meget mere. Det gør sandhedens Ånd, den rene, hellige Ånd, som bor i os. «Og sandelig», siger Prætorius, «hvis Helligånden ikke gjorde sådan og lagde et bidsel i munden på synden, ville den visselig som en vild og stædig hest tage overhånd, også hos de redeligste kristne, og kaste dem sådan af sadlen, at de skulle mærke det alle deres livsdage; sådan som det også mange gange sker ved Guds vise tilladelse, for at hans børn kan lære ydmyghed og vide at give andre råd.»

Men når et sådant fald er sket, eller også en mindre forseelse, så der nu er sorg på færde, så er Ånden igen nær som trøster. Han minder os om mange af Skriftens trøsteord om den evige nåde i Kristus og giver os igen troens gave, så vi alligevel atter kan berolige vores hjerte over for Gud og lade os trøste. Og når vi igen er trøstet og har fået vished for, at Gud har tilgivet os synden, så mærker vi straks Åndens sind fornyet og styrket i os, så vi får ny lyst til så meget trofastere at følge Frelseren, prise og bekende ham og så meget bedre at våge imod synden. Sådan siger David i den 119. salme: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte» (v. 32). Men da vores trøst aldrig står på samme punkt, så er også vores løb, vores liv, altid skiftende og skrøbeligt; og når Gud i sin visdom tillader det, synker vi også ned i så stor svaghed, at vi ofte er nær ved at give alt tabt og intet mindre kan tro, end at vi har Helligånden og styres af ham. Men det sker ikke uden grund. For selv ønsker vi intet så inderligt som at kunne få leve i en jævn og stadig trøst og kraft fra Ånden, i hellighed og styrke; men David siger igen: «Besind jer dog på, at Herren fører sine hellige underligt» (Sl 4,4).*) Herren vil heller ikke, at vi skal have fuld himmel på jorden, men at vi skal blive mætte af dette liv og hjerteligt længes efter det evige, hvor al svaghed hører op, hvor vi skal blive helt fuldkomne.

*) Efter bibelkommissionens oversættelse af 1878 lyder dette vers: «Besind jer dog på, at Herren underligt fører den, han har kær»; efter den af 1890 derimod: «Besind jer dog på, at Herren har udvalgt sig den fromme».

Herom har Luther over epistlen på pinsedag disse kostelige ord: «Så længe vi lever i kødet på jorden, kan det ikke komme dertil, at vi skulle være uden al svaghed og skrøbelighed; og du vil ikke finde et sådant menneske, som uden synd og uden sorg er fuld af retfærdighed og glæde. For en kristen er dog af kød og blod som andre mennesker, bortset fra at han strider imod synden og den onde lyst og føler, hvad han ikke gerne vil føle; mens de andre slet ikke bekymrer sig om det og slet ikke strider imod det. Derfor må et sådant menneske ikke dømme efter sin følelse, som om det derfor var fortabt».

Denne sandhed finder vi bekræftet i hele Skriften og i alle de helliges eksempler; og dog regerer Ånden midt i al denne skrøbelighed så mægtigt, at de kristne i almindelighed er et kærligt, sagtmodigt og retfærdigt folk, som man kan vente sig alt godt af. Det kommer af, at sandhedens rene, hellige Ånd ikke tillader dem at begunstige og følge nogen eneste synd. Endelig kaldes Ånden også sandhedens Ånd, fordi han i evig strid imod «løgnens fader» udfører alle sine gerninger ved sandheden, åbner den guddommelige sandheds skatte for os og bestandig bevarer os i denne sandhed imod alle fremmede og vildledende røster. Det erfarer vi først derved, at han giver os et helt nyt lys i Ordet, så vi ser, hvad vi aldrig før har set, og hvad hele verden ikke ser, skønt de ser med øjnene og hører med ørerne det samme Guds ord. Denne Åndens oplysning er så underfuld og herlig, at de troende aldrig kan nok undre sig og glæde sig, når de tænker på og fortæller om, hvor mange år de læste Guds ord om vores dybe fordærvelse, om Guds hellighed og domme, om vores visse fordømmelse uden for Kristus osv., men dog altid var lige sikre og sovende, som om de aldrig havde set det; og hvordan der kom en stund, da de blev så grebet af disse sandheder, at de ikke fik nogen ro, nogen hvile, før de havde fået troens vished om syndernes forladelse. Ligeledes hvor mange år de læste evangeliets allermest trøsterige forsikringer om en fri og fuldkommen nåde for alle syndere, under alle forhold, alene ved Kristus, og hvordan alt dog var lige mørkt, tungt, koldt, angstfyldt og kraftløst; men hvordan de i den stund, da Ånden åbnede deres øjne, så en så overmåde stor nåde, at de blev fyldt med usigelig trøst, fred, vished og klarhed. Det gør Ånden. Denne oplysning øger han også bestandig, så vi får se mere og mere, jo længere vi vandrer frem på sandhedens vej; vi undrer os mere og mere over, hvor guddommeligt sandt alt det er, som står i Ordet, hvor usigeligt rammende og sandt alt er beskrevet dér, om os og vores natur, om Gud og hans veje, om verden, Djævelen osv. Dernæst er det også kun den samme sandhedens Ånd, som bevarer og hjælper os, når vildledende røster fører os ud i mørke og forvirring, når den ene siger sådan og en anden anderledes, og alle vil være sandhedens herolder, så de kære nådens børn derover ofte bliver så angste, at hjertet vil briste i dem. Da kommer Ånden og hjælper deres skrøbelighed og giver dem inden længe så klart et lys i Ordet, at selv om en engel fra himlen prædikede anderledes, end Paulus har prædiket, ville de vove at sige med ham: «Han være forbandet!» (Gal 1). Derved gør Ånden, at alt, hvad der ikke er sundt, alt, hvad der ikke stemmer med læren om Kristus (som dog alene er og bliver vejen og sandheden, Joh 14,6), flyver bort som avner for vinden, når Herrens Ånd blæser på det (Es 40,7), og de bliver atter stående ved det gamle, enkle ord om troen, som engang har gjort dem salige. Se, Johannes siger: «Dette har jeg skrevet til jer om dem, som vildleder jer. Og den salvelse, som I har fået af ham, bliver i jer, og I har ikke brug for, at nogen lærer jer; men ligesom den samme salvelse lærer jer om alt, sådan er det også sandt og ikke løgn; og ligesom den har lært jer, sådan bliv i ham» (1 Joh 2,26–27), det vil sige: bliv fast ved den lære, som engang bragte Ånden, liv, fred, glæde, kærlighed, kraft og salighed i Kristus. Det er salvelsens Ånd. Hver kristen plejer en og anden gang at have en anfægtelsestid med hensyn til selve læren; da skal dette være vores trøst: salvelsen, sandhedens Ånd, skal føre og lede os til hele sandheden. Men når vi nu har set, hvad der er Åndens kendetegnende gerning i vores hjerter, så er også svaret givet på spørgsmålet: hvordan vi skal vide, at vi har Ånden. Paulus siger: «Kender I ikke jer selv, at Jesus Kristus er i jer?» (2 Kor 13,5). Kender I ikke, om han virker sådanne gerninger i jer, som Ordet siger, at han skal virke? Læg mærke til det! Når du ikke blot ved, at du engang i tiden fik nyt lys i loven, så du begyndte at søge frelse, og fik nyt lys i evangeliet, så du begyndte at hungre og tørste efter den store nåde, ja, blev trøstet, glad og salig i Kristus og fik nyt sind, nyt tungemål, nyt liv; men også at du endnu dagligt stræber efter at leve i Kristus, kender dine synder og mangler sådan – læg mærke til: sådan – at du ikke kan klare dig uden at få en trøstefuld forsikring om din Frelsers nåde fra Ordet, og plejer også at få denne trøst og med den en fortrolig Ånd, som råber: Abba, Fader, det vil sige et fortroligt samkvem og en fortrolig samtale med Gud, og en ny beslutning og ny lyst til at leve ham tro, ja, bekende ham med ord og liv, for ven og fjende – se, alt dette er dog, selv om det er blandet med usigelig skrøbelighed, det allersikreste bevis på, at Guds Ånd bor og virker i dig; for sådan noget kan naturen aldrig frembringe. Luther siger om Åndens vidnesbyrd i Epistelpostillen nr. 46, § 25: «Det kan du jo mærke hos dig selv, om du i nød og angst får trøst af evangeliet og derved overvinder en sådan tvivl og forskrækkelse, så dit hjerte sikkert kan slutte, at du har en nådig Gud, og i en sådan tro glad kan påkalde ham og vente hjælp fra ham! – – Det er det rette indvortes vidnesbyrd, som du kan mærke på, at Helligånden virker i dig». Og i bogen «M. Luthers udlægning af Epistlen til Galaterne», kap. 4, v. 6, siger han: «Den, som mærker, at han (i almindelighed) har lyst og kærlighed til Guds ord, gerne hører, taler, tænker og skriver om Kristus, han skal vide, at sådan noget visselig ikke sker af menneskelig vilje eller fornuft, men at det er Helligåndens gave. For det er umuligt, at sådan noget kunne ske uden Helligånden; ligesom det omvendt er et sikkert tegn på, at Djævelen bor dér, hvor man skyr Guds ord og hader det». (Men om dette står der på dette sted i samme bog så meget godt, at et hjerte, der elsker Gud, næppe kan læse det uden stor opbyggelse og trøst; derfor slutter vi med at henvise dertil).

Det tredje vigtige spørgsmål bliver endelig dette: Hvad bør vi især besinde os på ved, at Guds Ånd bor i vores hjerter? (Det må nu besvares ganske kort). Vi bør for det første besinde os på, at dette jo dog er den allerstørste ære, herlighed og salighed på jorden, nemlig at vi har Guds Ånd boende i os. Et sådant menneskes hjerte er jo dog, skønt der ses så lidt af det for menneskers øjne, en så stor og ærefrygtindgydende helligdom på jorden, at man, som Basilius siger (i anledning af at være iført Kristi retfærdighed), «burde rejse sig og bøje sig for blot skyggen af et sådant menneske». For tænk, hvilken ære og nåde, at den samme Ånd bor i os, som bor i Gud! Og tænk, hvilken trøst! Så må Gud visselig kende alt, hvad der trykker og klemmer os, meget godt, når hans egen Ånd bor i os! Dette behøver blot at blive dybt overvejet af enhver.

For det andet bør vi besinde os på, hvilken alvorlig advarsel der ligger heri mod alt letsindigt og syndigt væsen, hvorved det legeme og de lemmer, som er Guds Ånds tempel, kan vanhelliges. En kristen burde ikke et øjeblik glemme, hvilken høj gæst han huser, så han ikke bedrøver og driver Ånden bort ved nogen ugudelighed eller ulydighed. Derom har apostlen Paulus mange tankevækkende ord, som disse: «Ved I ikke, at I er et Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, ham skal Gud ødelægge; for Guds tempel er helligt, og det er I» (1 Kor 3,16–17. Se videre kap. 6,15–20; 2 Kor 6,16). Ja, blot at fordybe sig i småting med mange forfængelige tanker og ord og dermed, når man kunne have indvortes samkvem med herlighedens Herre, i stedet vende ryggen til ham! Åh, hvilken betænkelig sag! «Bedrøv ikke Guds Helligånd» (Ef 4,30).

Endelig: Måtte alle kristne i denne farlige og underlige tid ikke glemme flittigt at bede om Guds Ånd for sig selv og for hele Guds menighed! Uden Guds Ånd vil alt åndeligt lægges øde og dø bort, og alt vores arbejde blive forfængelig elendighed. Våg og bed! Det er jo mærkværdigt og trøsterigt, at Kristus har givet os et særligt løfte om, at han vil høre bønnen om Helligånden, da han sagde: «Hvis da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal så ikke den himmelske Fader give Helligånden til dem, som beder ham!» (Luk 11,13).