Igen noget om helliggørelsen

eller svar på spørgsmålet: Hvordan skal jeg engang nå frem til en rigtig helliggørelse, så den ikke blot består i ord og tanker, men er sandhed og virkelighed, eller til en sådan helliggørelse, som Skriften selv mener?

(Ottende årgang, 1849)

Vi har et stort og vigtigt spørgsmål foran os. Herren være os nær og velsigne os! Mange taler om helliggørelse, få øver sig i den. Mange vil også gerne øve sig i den, men forstår ikke vejen. Mange forstår vejen, men går i åndelig dovenskab. Herren åbne alle vore sind – ellers bliver vi vel i mørke og død, selv om Ordets lys stilles nok så klart frem!

Til grund for besvarelsen af det vigtige spørgsmål lægger vi nu det vers, som var tilbage af Davids 103. salme, nemlig det 18. Der stod i v. 17: «Herrens nåde varer fra evighed til evighed – – (v. 18) over dem, som holder hans pagt og tænker på hans befalinger, så de gør efter dem». – Her har vi nu de to hovedstykker, som kræves til helliggørelse! Her er nu hemmeligheden! Det er den rene tåbelighed, barneleg og bedrag, alt det, man roder og slider med helliggørelse, så længe man ikke er blevet ført ind i Herrens fredspagt, er blevet benådet og gjort lykkelig og glad, er blevet gjort fri fra loven i samvittigheden og har fået vished om syndernes forladelse, og om at man er Guds ven. Se, det er helliggørelsens vej og første betingelse, at man har fået fred og venskab med Gud og nu, altid på ny opvarmet af denne store, usigelige nåde, elsker, priser og lovsynger ham alene og af en sådan kærlighed inderligt ønsker at gøre noget, der kan behage ham. Men skal helliggørelsen også gå fremad og vokse, så bliver det lige så uomgængeligt nødvendigt at blive i den samme troens frihed, ikke igen lade sig fange under trældommens åg, ikke igen begynde at søge retfærdighed eller helliggørelse i loven, men altid give Lammet æren for, at han ved troen er os både til retfærdighed og helliggørelse, ligesom der fra hans gennemstungne side flød både blod og vand. Det kaldes at holde hans pagt. – Vi ved, at Herren Gud har oprettet to store pagter for menneskeheden: Den ene var lovpagten, for at styre mængden, dræbe og ydmyge Adams stolte børn og drive dem til Kristus; den anden er nådepagten, for at frelse de ydmygede; eller som Apostlen siger: «Den ene fra bjerget Sinaj, som føder til trældom, og det er Hagar» – tjenestekvinden – som skal drives ud med sin søn; den anden fra Jerusalem, som er den frie, Sara, som føder løftets børn (Gal 4). Læs mere om de to pagter i Hebr 12,18–28, om Sinaj og Zion; i Jer 31,31–34, om lovpagten og nådepagten; i Ez 34,25, om en fredspagt; i Ez 37,26, om en nådepagt, en evig pagt, og flere steder. – Lovpagten lød: «Det menneske, som gør efter mine forskrifter, skal leve ved dem; men forbandet være den, som ikke holder denne lovs ord, så han gør efter dem». – Nådepagten lød: «Intet kød skal blive retfærdiggjort for ham ved lovens gerninger; for ved loven kommer erkendelse af synd; men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden lov – nemlig Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus; – for det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed; – for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv». – – Nu var det på Davids tid ligesom i vores: Det var denne hemmelighed, der skilte de troende fra de vantro, nemlig at vantro og gerningshellige israelitter kun så lovpagten, arbejdede og trællede; de troende derimod, som Abel, Noa, Abraham og David, så og levede i nådepagten og var derfor først retfærdige, siden glade og fulde af kærlighed til deres Gud og deres næste. Se Hebr 11. David siger selv om det: «Herren har sin omgang med dem, som frygter ham, og sin pagt vil han kundgøre for dem» (Sl 25,14). Det kunne han ikke sige om lovpagten, som alle vantro og gerningshellige kendte godt. Når nu David, som var godt indviet i nådepagtens hemmelighed, tidligere i vores salme har sunget så herligt om en bestandig tilgivelse, om en nåde, der er så vældig over os, som himlen er høj over jorden, så er det hermed tilstrækkeligt bevist, at han talte om nådepagten, da han sagde: «Dem, som holder hans pagt».

At holde hans pagt er altså «ikke igen at lade sig fange under trældommens åg», men at være sin blodbrudgom tro, lade ham være sit alt i alle, sin eneste og tilstrækkelige retfærdighed og helliggørelse. Det er også netop hemmeligheden ved den sande helliggørelses fremgang. For mærk dig, hør og lær engang at forstå det, du kristne: Så snart jeg igen bliver fanget i loven, i trællesind, ser bort fra den ufortjente nåde og sætter mig for ved eget arbejde at udrette, hvad nåden ikke har udrettet, kort sagt: viger fra troens vej og kommer under lovens herredømme, så er det umuligt – om jeg så lod mit legeme stege på rist eller sulte ihjel for at blive hellig – det er evigt umuligt, så længe jeg er i dette sind, at jeg kan gøre en eneste sandt god gerning! Kan du løse den gåde? Eller hvad mener Paulus, når han i Rom 7,4.6 siger, at man ikke kan bære frugt for Gud, før man er blevet død fra loven, løst fra den, som vi blev holdt fanget under? Sandelig, hvad enten man mener det eller ej, så gør man dog indtil da alt det gode, man gør, fordi man skal, bør og må, hvis man skal være en kristen, være from og salig – ikke fordi Gud har været så nådig, at Kristus har ordnet alt så godt, at man har fået nåde og tilgivelse for intet og derfor er så glad – altså ikke af tro, ikke tvunget af Kristi kærlighed. Men hør: «Alt, hvad der ikke er af tro, er synd» (Rom 14,23) – hør: «Alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10). Og «lovens gerninger» kaldes alt, hvad jeg gør for lovens skyld, for dens bud, dens trusler eller løfter – også det gode, som jeg gør uden nogen tanke på lovens trusler, men tværtimod glad og oplivet af den tilfredsstillelse, jeg føler ved min fromhed, mine gode gerninger. Alt dette er lovens gerninger; for troens frugter er kun de egenskaber og det levned, som er kommet af, at jeg har fået så stor nåde, fred og salighed i Kristus, ganske for intet, og altid har alt dette så fuldstændig for intet, at jeg ikke behøver at lægge to strå i kors for min frelse. Se, en sådan nåde og salig frihed kan usigeligt mægtigt opvarme, oplive og drive et menneske – og alt, hvad det gør af en sådan bevæggrund, det er af tro. – Men ud over at lovens gerninger altid er urene, så har loven også altid den art, når den for alvor kommer til at regere i samvittigheden, at den vækker ondskaben endnu mere, vækker begær efter det onde og ulyst til det gode – og så er helliggørelsens første betingelse, den indre hellige lyst, borte – og så bliver hele mennesket mere ugudeligt og uhelligt end nogensinde.

Men selv om vi tusind gange har erfaret dette, at loven ikke gør os helligere, men tværtimod svagere og vækker synden, og selv om vi helt tydeligt har forstået, at alt det, som ikke flyder af troen og nåden, er lovens gerninger, er synd, så er det for os alligevel den allersværeste kunst at holde dette punkt rent og ikke lade os fange under trældommens åg igen. På grund af menneskenaturens evige indbildning om sig selv, som rejser sig igen i utallige skikkelser, selv om den ofte er blevet slået ned, lyder det altid i hjertet: «Det kan da ikke gå an at leve så helt på nåde alene; jeg må vel selv foretage mig noget for at blive helligere» – mærk: for at blive helligere, end nåden og troen har gjort mig! – Kommer så en blind gerningshelgen til og støtter denne tilbøjelighed i vores natur og siger: Det går ikke an blot at tro sådan (at Kristus selv skal være os både til retfærdighed og til helliggørelse) osv., så kræves der stor nåde, hvis man ikke skal blive fanget i snaren, men derimod kunne svare sådan: At jeg er fuld af mangler og skrøbelighed, er mere end sandt, det føler jeg alt for bittert; men vil du lære mig en ny vej til at blive hellig, rokke ved min tro og føre mig ind i et nyt foretagende, i en eller anden egen virksomhed, så jeg ikke skal blive enfoldigt hos min korsfæstede Kristus og vente alt af ham, så svarer jeg med Paulus i Gal 1: «Selv om en engel fra himlen forkyndte jer evangeliet anderledes, forbandet være han!» Jeg har set, hvor kønt det gik til, da galaterne blev fanget under trældommens åg; det vil jeg ikke prøve. Se, at vogte sig sådan, også når vores egne frommeste tanker i oprigtig velmening vil friste os til et nyt foretagende, det er en meget fin og svær kunst. Man lærer den som regel kun ved egen bitter erfaring. Og hvis en sjæl blot er oprigtig i det nye foretagende, så den ikke som farisæerne nøjes med to eller tre bestemte fromhedsøvelser, men ser på hele Guds ord og således først og sidst i alle buddene giver agt på hjertet, så kan det ikke skade at prøve; så skal man vel af nød lære at krybe tilbage under nådens vinger.

Vi slutter denne gang med et eksempel på en åndens mand, som har prøvet sig på denne vej. F. W. Krummacher fortæller om ham i sin sidste prædiken over «Højsangen», hvor han viser, «hvad man som regel vil ved det kristne livs begyndelse, hvordan man håber at nå målet, og hvor man havner». Efter først at have bemærket, at han taler om kristne, som i deres omvendelsesnød har fundet tilgivelse og fred i Jesu blod, og hvor glade og lykkelige de er ved det, siger han: «Ak, gid mennesket dog blev i dette element og forstod det apostoliske ord: ’Som I nu har modtaget Herren Kristus Jesus, så vandr i ham’ (Kol 2). Men mennesket giver dette ord en falsk tydning (for af dette ord burde det lære, at på samme måde, som det engang modtog Kristus, nemlig fortabt i sig selv og fandt alt i alle i ham alene, både retfærdighed og helliggørelse, sådan bør det også gennem hele sit liv vandre i ham på samme måde, nemlig selv være slet intet og have alt i ham og få alt, hvad det behøver, af ham; men i stedet tager det det sådan, at når det engang har modtaget ham, skal det siden blot vandre efter ham – uden at give agt på måden, nemlig at det skal ske sådan, som da det modtog ham); og der går ikke lang tid, før en sky stiger op, som en hel række af kampe, sorger og møjsommeligheder knytter sig til. Allerede her vil mennesket noget andet end Kristus og glæden over hans fortjeneste! Noget lignende overgik den kære mand, som jeg har lovet at fortælle om. Da han havde fået tilgivelse, tænkte han (og hvem vil tage ham den tanke ilde op?): Det gamle er nu forbi, nu må derfor alt i dig være nyt, og du selv må i alt, hvad du gør og lader, findes som en, der er født på ny af Gud. Og så tog han med al alvor fat på at dræbe det gamle menneske i den mening, at det var selve hovedsagen, som det nu gjaldt, og som han med Guds bistand, ved at bruge de kræfter, han havde fået, håbede at kunne fuldføre. Hos ham skulle man ikke finde en så halv, en så mangelfuld kristendom som hos de fleste! Han ville tværtimod, koste hvad det ville, blive en hel og retskaffen efterfølger af Kristus. Til det lagde han sin egen plan og håbede, at han ved trin for trin at aflægge den ene uvane efter den anden i det mindste efter ti eller tyve år kunne være noget til pris for Guds herlige nåde.

Sådan begynder jo de fleste af os for det meste! Man tænker: De to spørgsmål om syndeelendighedens størrelse og forløsningen fra den kan jeg besvare på en levende måde; nu gælder det om at gøre noget af taknemmelighed. Og sandelig, en sådan vilje er god; men ser man nærmere efter, ligger der adskilligt under den, som ikke duer. Ned i den dybe udueligheds fornedrelse, hvor man ikke har andet at vise Herren end lutter synder og derfor må leve af lutter nåde, derned vil man ikke gerne. Man vil i det mindste med tiden alligevel have noget hos sig, så man ikke står over for Herren som blot en misdæder. Sådan også vores prædikant. At man i begyndelsen må komme til Kristus som en helt nøgen overtræder, det siger han, at han godt havde forstået; men at man må forblive en fattig synder, at man under nådens vækst jo længere, jo mere må fornemme sin hele naturlige fordærvelses elendighed i sig, den ene gang som den anden, og således stadig blive mere og mere fattig og trængende til nåde, det har han slet ikke villet gå med til. Det er snarere et punkt, som han ikke engang nu forstår helt at finde sig til rette i, men stadig må lære dagligt. ’Men’, siger han, ’skal intet kød rose sig over for Gud, skal Kristi forsoningsoffer altid forblive den eneste grund til vores frelse og troen den eneste vej til at opnå den, så kan det ikke gå sådan, som jeg havde håbet og lagt det til rette i mine forestillinger; så må Gud vel til min ydmygelse lade mig beholde det onde, som bor i mig og er mit, hvor nødig jeg end ville det, uden fuldstændigt at tage bare noget af dette onde ud af mig, og til sin egen forherligelse beholde det gode hos sig, som bor i ham og er hans, hvor gerne jeg end ville eje det hos mig, uden sådan at give mig bare én eneste gnist af lys og liv, at jeg kan regne den for min egen selverhvervede ejendom, der afhænger af mig selv og står til min rådighed (som jeg selv kan husholde med eller bruge, når jeg vil). Menneskets sande forbedring, som er en del af helbredelsen ved Jesu sår og en frugt af Herrens Ånd, udebliver derfor ikke (mærk!), selv om man aldrig når så vidt, at man mindre og mindre føler fordærvelsen hos sig og mere og mere får øje på det retskafne væsen. Tværtimod fremmes den af intet så meget som af, at man altid må være og forblive en synder’. – Ja vel – han har ret! Egenkærligheden, menneskehjertets hovedsygdom, bliver aldrig bedre og grundigere helbredt end på denne ydmygelsens vej. Der lærer man, hvad det er at miste sit liv – og at give Kristus hele æren – lærer at regne alt godt hos os, hver sejr over fristelserne, hver frelse fra syndens overmagt, hvert suk, der stiger op til Herren, hver god tanke, hvert ord, der er sagt i rette tid, for noget, der er skænket af nåde og ikke tilhører os, men ligesom alt andet, som Gud giver os af sin barmhjertighed, må skænkes os af lutter nåde fra det ene øjeblik til det andet.

Før vi går videre, skal det igen mindes om, at der her kun tales om levende kristne, som engang i fuld mistillid til sig selv søgte og fandt frelse i Kristus og hørte evangeliets ord, som tændte tro og liv og fred og glæde i Helligånden i deres hjerter. Mærk: Da det skete, blev de også helt andre mennesker, end de havde været før; da skete der visselig en forandring, som både de selv og andre godt mærkede; der kom nyt sind, ny tale, nyt levned. Men nu bagefter må også kendskabet til elendigheden, som sagt her, bestandig holdes ved lige og vokse; da fører Gud sine hellige så underligt, at en kristen ikke ser sig selv blive bedre og bedre, men ofte med angst synes, at han bliver værre og værre. Men når han ikke desto mindre alligevel holder sig til Kristus, altid igen bliver rejst op og trøstet ved Ordet om ham og derved altid igen får et nyt forsæt, ny lyst og kraft (Es 40,31), så er netop dette den sande helliggørelses vej; for dels dræbes på denne måde, som sagt, den dybe egenkærlighed allergrundigst – netop det dræbes, som udgør det gamle menneskes egentlige liv; dels bliver trøsten og kærligheden til Frelseren, bliver den villige ånd i hjertet på denne måde altid ligesom ny. Og det er netop den rette helliggørelses livskraft. Og alligevel skal han klage med Paulus: «Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod loven i min ånd – jeg kan ikke gøre (alt) det gode, som jeg vil; jeg gør det onde, som jeg ikke vil» osv., men han skal også med et sådant sind altid lige så sandt kunne tilføje: «Men gør jeg det, jeg ikke vil, så er det nu ikke mere mig, der gør det, men synden, som bor i mig».

Vi har nu set, hvordan Guds børn i deres gode mening ofte foretager sig noget særligt for at blive helliggjort, for at få «en rigtig helliggørelse», som ikke skal være så halv og mangelfuld som andres. Vi vil nu ud fra den prædiken, vi er begyndt på, og det eksempel, der anføres i den, se videre, hvordan man griber dette an, og hvor man ender. Der står: «Man stræber efter selv at blive hellig i sig selv. Til det formål slår man ind på forskellige veje. Lad os høre, hvordan den omtalte prædikant mente at nå sit mål. I begyndelsen håbede han på stor fremgang ved flittig læsning, granskning, betragtning og ved at gentage det guddommelige ord for sig selv. Han tænkte at stå op om morgenen med et bibelord, i dagens løb gang på gang at gentage et eller andet vigtigt Guds ord for sig selv og om aftenen at falde i søvn med hellige betragtninger i sjælen – ved sådan noget måtte hjertets forbedring vokse som piletræer ved vandløb. Men hans håb slog fejl. Han fandt snart ud af, at kødets lyster ikke lod sig bringe til tavshed, endnu mindre helt drive bort af hans bibelord. Senere indså han, at hans tillid til Guds ord snarere var gået over i en slags overtro end i en ret brug, og at han var begyndt at bruge bibelordene som en slags amuletter, ved hvis overnaturlige hjælp han mente at nå sit mål – eller at bibelordene selv skulle fordrive synden og de onde tilbøjeligheder ved en egen kraft, der boede i dem. *)

*) Amuletter er forskellige overtroiske hjælpemidler, små billeder eller andet, som man hænger på sig til beskyttelse mod sygdomme eller andet ondt. At ville bruge Guds ord mod synden i en sådan mening var sandelig en vildfarelse og overtro. Men selv om en så grov mening ikke havde blandet sig ind, ville det alligevel ikke være lykkedes ad denne vej. Hovedfejlen var den, som Apostlen fremstiller så mærkværdig klart i Kol 2, når han især i v. 19 taler om den, som ikke enfoldigt og uophørligt «holder fast ved hovedet, fra hvilket hele kroppen, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, som Gud giver», som «Ånden selv virker ved troen», men efter eget forgodtbefindende, efter sin egen bedste forstand foretager sig noget særligt for at være hellig og gør helliggørelsen til en ny, særlig og egen sag; troen på Kristus, foreningen med Kristus, livet og glæden i Kristus gør ham ikke hellig, mener han, men nu skal han først tage fat på den sag – hvorved øjet vendes bort fra helliggørelsens rette midtpunkt, Kristus; trællesindet tager hjertet i besiddelse, og loven får igen fuld virkning til at «vække synden» (Rom 7). Dette var hovedfejlen. – Det er helt anderledes, når en sjæl ikke vil vide af andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet og med Paulus virkelig tror, at Kristus er os både til retfærdighed og helliggørelse, og forstår hemmeligheden i de ord: «Når jeg er svag, da er jeg stærk; jeg vil hellere med største lyst rose mig af mine svagheder, for at Kristi kraft må hvile over mig» (2 Kor 12). Når en sjæl, som har forstået denne hemmelighed og lever i dette liv, om morgenen begynder med et Guds ord for at styrke sig i troen og kærligheden og i dagens løb og ved aftenens hvile gang på gang styrker sig i dette troens liv med et bibelord – se, det er netop det allermest nødvendige, sundeste og bedste, en kristen nogen sinde kan gøre. Se herom i Luthers 8. passionsprædiken mod slutningen.

Det andet middel, som han greb til med lige så stort håb, var bønnen. At bede uophørligt med bøjede knæ og foldede hænder måtte nødvendigvis hjælpe. Han bad på faste tider, og ikke mindre i hvert ledigt øjeblik og ved enhver lejlighed, alene og sammen med andre; og det med en anstrengelse, en alvor og en indtrængende iver, som syntes at måtte kunne overvinde alt. Men heller ikke på denne måde kom den arme mand videre. Han indså ikke, hvad han frem for alt behøvede; og hans bøn var i grunden kun selvhjælp, et egenmægtigt foretagende, hvormed han ville tvinge sig til et gode, som kun kan fås som en frit skænket gave af nådens hånd, når sjælen bliver troende, salig og frigjort fra loven (Rom 7,4). Senere indså han, at han på den tid i virkeligheden ikke troede, at Jesu bønnekamp i Getsemane og hans blod på korset havde gjort alt og fuldkomment forsonet Guds hjerte, vundet det og gjort det villigt til at sige ja til vores (arme) bønner; han stod snarere i den kødelige og selvretfærdige mening, at han med tårer og suk til Gud ligesom måtte kæmpe sig igennem Guds vrede og opnå det, han bad om, mere som en slags løn end som helt ufortjent nåde. Kort sagt: heller ikke ad denne vej kunne der opnås andet end blot en dybere overbevisning om hjertets bundløse syndighed. Selvroset over at være en bedende, der var udrustet med Åndens salvelse, sank i graven med disse forsøg.

Men endnu opgav han ikke håbet om at nå målet. Hør nu det tredje, som han forsøgte. Nu ville han ved hellig alvor i at forsage verden og ved ubøjelig strenghed mod sig selv nå frem til at korsfæste og dræbe det syndige kød. «Ja», sagde den tapre kæmper til sig selv, «når du på ingen måde skåner dit gamle menneske, men dagligt går det på livet med dette: Du skal døden dø! Du må op på korset! – så kan det jo ikke slå fejl, at det syndige kød i dig bliver overvundet, og at ånden helt bliver din Herres og Mesters egen». Og så begyndte det kraftige arbejde med at dræbe de lemmer, der er på jorden, og kødet blev lagt på pinebænken. Klæder, mad, drikke – alt blev indskrænket til kun det nødvendigste, og kærligheden til magelighed blev mødt med bitter hån. Øjnenes og ørernes brug blev kun givet fri inden for en snæver kreds, og på tusind måder pålagde han sig selv den bitre modsætning til det, han selv ønskede; ja, han gjorde endog forsøg på at fordrive det gamle menneskes fantasier og lyster med ydre magt. Men hvordan gik alt dette? «Jeg fandt ud af», bekender han selv, «at alt dette kun er en leg og intet mere. Jeg fandt ud af, at det gamle menneskes liv er langt stærkere, end at det sådan kan udsultes, gøres nar af eller piskes ihjel. Jeg fandt og har dagligt mere og mere fundet ud af, at man netop er så tilbøjelig til at tage sin tilflugt til dette afmægtige at hjælpe sig selv i kampen mod sine uordentlige begæringer, fordi man alt for gerne vil gå uden om Kristi kors og altid, om end ofte ganske fint og skjult, vil prøve, om man ikke kan være sin egen frelser og forløser. Ja, Skriftens lære om kødets korsfæstelse indeholder en guddommelig sandhed; men jeg havde ikke forstået dens mening og endnu mindre fundet den rette måde, hvorpå den bliver udøvet». Så vores ven. Ja, det blev ham klart, at hvis kødets onde lyster på nogen måde skal kunne overvindes, så sker det kun ved levende at holde fast ved den salige sandhed, at Kristus på korset allerede har tilintetgjort vores gamle menneske – kun ved et frimodigt troens liv i den frie nådes element; kun ved at man glæder sig over sin frihed og fuldkommenhed i Kristus og ikke bekymrer sig om andet, end at man må være i Kristus og have ham.

I ti år havde denne mand for at fuldende helliggørelsen trættet sig med forsøg på at opfylde loven og derved ikke alene intet vundet, men kun haft tab. Hjertets fred var tabt, modet udtømt, og håbet om, at der nogen sinde skulle kunne blive noget af ham, næsten helt forsvundet; tabt var alt, hvad der kunne give nogen udsigt til selv at blive retfærdig. Men disse kostbare tab var i sandhed kun en vinding for ham; for netop derved blev han tvunget ind på den rette vej, ind i den rette tilstand. Hans elendigheds urenhed, som han nu havde så bitre erfaringer af, blev ham en salve for hans øjne. Nu fandt han forskellen mellem lov og evangelium, mellem Det Gamle Testamente og Det Nye. Nu blev Kristus forklaret for ham i al sin herlighed. Han indså, hvordan man ejer alt, når man ejer ham. Nu gik det store lys op for ham, at han allerede i Kristus var korsfæstet, død, oprejst og sat i himmelen (Ef 2,5–6), så han allerede var Gud til behag i Kristus, efter at denne store borgensmands retfærdighed var blevet skænket ham. Nu forekom det ham at være lutter fordærvelse at ville have en retfærdighed og værdighed, som ikke var Kristi; afskyeligt at have tid og sind for noget andet end den glædesfyldte beundring af den store nåde, som man har opnået i Kristus. Elendigt syntes det ham ikke at stole roligt på, at han, som har genløst os med sit blod, kan gøre os så hellige, som vores høje kald kræver; ynkeligt at «bryde den salige pagt med ham og igen ville forene sig med en anden». – Læg her mærke til: Også denne mand havde nu forstået, at forsøget på at gøre sig hellig ved egne foretagender var at «bryde pagten» med vores blodbrudgom, at det var ikke at «holde hans pagt» (Sl 103,18), men på ny at forene sig med den gamle mand, loven, fra hvilken man engang er blevet gjort død «ved Kristi krop for at tilhøre en anden, nemlig ham, som er oprejst fra de døde, for at vi kan bære frugt for Gud» (Rom 7,1–4).

Så blev Shulammits løsen i vores tekst nu også vores prædikants: «Min ven er for mig et myrraknippe, som hviler ved mit bryst». Al hans higen og stræben blev blot at beholde Kristus for øje – og ham alene. Han må selv sige os, hvilken indsigt han er nået til. Han siger: «Man har i kristendommen intet andet først og fremmest at søge end at tro, modtage og eje; og hvis det på noget punkt går ud over dette enfoldige at tro og eje, eller hjertet får sin hovedsag i noget andet, så skjuler der sig bag det en falsk indbildning om selv at kunne og formå noget; og derved kommer man uden tvivl ind i en selvvirksomhed, som fører bort fra den rette vej; og til sidst drejer det sig om intet mindre end at fornægte kraften i Kristi død og ophøje sin egen, hvorved man nok kan arbejde sig træt og død, men intet vinder, ud over at man på alle sider møder modstand fra Herren». Hvad hører vi! – møde modstand fra Herren! – Det var et underligt ord! Skal den, som kun søger at behage Herren, møde modstand fra Herren – blot fordi han er begyndt at arbejde på det med et lovisk og selvvirksomt sind? Det var at forstå Peters ord meget fint og skarpt: Gud står de hovmodige imod. For hvem skulle tro, at den kan være hovmodig, som ligger og sveder i bøn for at kunne være rigtig ydmyg, kunne forsage rigtigt, bede, dræbe sit kød osv.? Men sådan er det alligevel her. For var han ydmyg, ville han ikke håbe så meget af sit arbejde; bliver han rigtig ydmyget, bliver han til skamme med sit arbejde, da erkender han, at han er helt og aldeles fortabt, at han ikke formår så meget som at røre en finger til sin frelse eller sin helliggørelse, og da bliver han stille, da giver han Guds domme ret og tager nu imod nåde som nåde, som en helt ufortjent nåde, da kommer han igennem – han går igennem «den snævre port» – da er han ydmyget, og «de ydmyge giver Gud nåde». Her bør man også se og lære, at ikke enhver, som beder om kraft mod synden, kan vente bønhørelse. Nej, når mennesket først vil tilkæmpe sig kraft til helliggørelse, før det vil tage imod evangeliet, og mener: Jeg har Guds løfter om bønhørelse, jeg vil bede Gud osv., så kan jeg altid sige til det: Bed endnu flittigere, kraftigere, ydmygere, og du skal dog ikke blive bønhørt. Det har Gud ikke lovet dig. Tværtimod vil Gud stå dig imod. Og det gør han ret i. Gud har ikke lovet at give dig kraft, når du ikke først har givet Lammet æren og taget imod nåde som nåde, når du ikke først er troende, glad og frigjort fra loven og således indpodet i Kristus, det sande vintræ, eller når du er veget bort fra din trøst i ham til eget arbejde og således har revet dig løs fra stammen. Nej, han har udtrykkeligt sagt: «Den, som bliver i mig». – – «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Den, som bliver i mig, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre» (Joh 15).

Men vi vender tilbage til vores prædikants erfaringer. Da han nu var udmattet og havde mistet tilliden til sine egne foretagender, holdt han endelig op med dem og fik øje på det rette liv og det rette velbefindende i Jesu forsoning. Nu stod han ikke længere op om morgenen med alle mulige loviske forsætter og foretagender, men med denne glædesfyldte bevidsthed: Jeg har Kristus, hvad fattes mig da? Og så blev hans ven ved hans bryst og var for ham som «et myrraknippe». Denne kraftige, vellugtende urt styrker hjertet, bevarer mod forrådnelse, genopretter efter afmagt, giver nerverne liv og opfrisker sindet. Og se, alt dette og endnu mere gør Kristus, den korsfæstede, åndeligt, når man tager imod ham i sand tro. Men nåede vores prædikant da virkelig sit mål, og nåede han den grad af helliggørelse, han stræbte efter? Giv agt, mine kære! Hvis noget er i stand til at tæmme og binde det gamle menneske, dæmpe dets onde lyster, lære os at forsage verden, give os et standpunkt over verden og dens elendige væsen og gøre os brændende for Guds ære, så er det troens glade beskuelse af det gode, som vi har fået frit skænket i Kristus, ja, det stille, salige, om end ofte skjulte hjerteliv, som lever op i det element, der hedder: Hans kærlighed og nåde. Er vores ven da altså nu hellig? Lad os høre! Hans omgivelser forsikrer, at der er sket en stor forandring med ham, at han er blevet usigeligt ydmygere, mildere, fastere, mere forsonlig, mere besindig, mere tålmodig og klogere, kort sagt, at man aldrig før har set så rigt og herligt udfoldet hos ham, hvad der er sandt, hvad der er værdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, og hvad der lyder vel, og hvad der ellers hører til Åndens frugter – det bevidner hans omgivelser; men selv synes han ikke at mærke det. Hvad han selv ved og dagligt erfarer mere og mere, er, at han i sig selv er en usel og fattig synder, som kun i Kristus er blevet hellig og retfærdig for Gud. Og sandelig – denne bevidsthed er den jordbund, hvor de himmelske blomster, som vi kalder kristelige dyder, skal vokse og trives, hvis de skal det noget sted.

Så langt fra den anførte prædiken. Må den tjene til at vække opmærksomheden for denne fine, skjulte hemmelighed, nemlig hvor vigtigt det er at holde Herrens pagt og ikke på ny lade sig fange under trældommens åg. At forstå denne hemmelighed, at forstå faren i de mest velmente forsøg på at forbedre sig selv, er den allersværeste kunst under solen. Det er en kunst, som man næsten aldrig rigtig tror på og tager sig til hjerte, før man allerede har været i faren. Derfor sker det let, at man bliver fanget i disse snarer. Når vi i vores syndenød endelig har fået øje på Jesus og i ham har fået fred, glæde, salighed og en villig ånd til alt godt, så tænker vi altid, at vi nu skal få lutter retfærdighed at se hos os selv, lutter gode ting, mens vi i stedet stadig får mange mangler og skrøbeligheder at se; når Ordet så desuden altid kun kræver det, som er godt, og revser disse mangler, se, så sker det let, at man falder på den tanke: Nej, min tro bærer ikke god frugt, jeg ser jo, at det ikke går an at tro sådan, jeg må foretage mig noget andet. Men allermægtigst bliver denne fristelse, når der også kommer en gerningshelgen og bekræfter netop det samme, som jeg selv allerede har tænkt hundrede gange, og siger fromt og alvorligt som en engel: Det er godt nok med troen; men, men – se til, at du ikke har troet for tidligt! Har du angret dine synder nok? Og er du nu blevet sådan, som Kristus er, og som Ordet kræver? Ellers må du ikke tro, at din tro er den rette osv. Når nu det troende nådebarn ikke kan være tilfreds med sig selv i noget, men altid synes, at det angrer sine synder for lidt, og står langt, langt bag Kristus i hellighed og er langt fra i alt at være sådan, som Ordet kræver, eller at eje en fuldkommen opfyldelse af loven – hvad er da mere naturligt, end at det opgiver sin tro på Kristus og prøver at gøre en ny omvendelse? *) Og så er det uvist, hvor det ender med den

omvendelse. Det er en lykke, når det går som for den prædikant, der blev beskrevet før, så man ikke finder fremgang og trøst på sin nye omvendelsesvej, når vækkelsen og omvendelsen går så dybt, at hjertets ondskab bliver rørt op. Men det går ulykkeligt for dem, der enten bliver betaget af nogle bestemte fromhedsøvelser og finder sig lykkelige, tilfredse og selvtilfredse i dem, eller som, når deres trøst bliver taget fra dem og deres håb om forbedringen slår fejl, ikke længere vil lade sig trøste, men i desperation, fortvivlelse og rådløshed slår det hele fra sig. På så forskellige måder kan selvforbedringens forsøg ende. Den, der er vis, han agte på det! Apostlens advarsler i Gal 5 og Kol 2 og Kristi advarsel i Joh 15,4–6 er som spøg og leg for disse uerfarne sjæle. At træde lovens bud under fode er forfærdeligt for dem, men at træde Guds Søns blod under fode er for dem ingenting. Åh, måtte de dog betænke, at det ikke er en fri og vilkårlig sag at høre eller foragte disse advarsler, så man kan gøre med dem, som det behager og tykkes en, men at det er en sag, som evig vel eller ve afhænger af! Og alligevel kan de blinde gerningshelgener smæde denne advarsel i Ordet, som om den var egnet til at tage kødet i forsvar; men de skal en dag med forfærdelse se en mand med gennemborede hænder og fødder, og så skal de se, hvem de har stukket.

*) Det var en ung student, der ved Guds underfulde barmhjertighed var blevet vakt, havde kæmpet angstfuldt med sin omvendelse og endelig fundet fred og ro og salighed i Kristus alene og nu levede et usigeligt saligt liv i fællesskab med sin Frelser. En dag fik han besøg af en gammel from kristen, der rejste gennem byen og havde hørt om hans omvendelse og i sin kærlighed og glæde ville se ham og tale med ham. Han fortalte nu i glad enfold om sine salige erfaringer, men tilføjede til sidst: «Jeg er bare bange for, at jeg er begyndt at tro for tidligt og ikke har følt og angret mine synder nok». «Ja, ja,» svarede den gamle, «det kan nok være!» Punktum, og så var den samtale forbi! Den unge mand, som ramt af et lyn, fik ikke et ord mere over sine læber, gik stum og underlig ind i et andet værelse, brød ud i heftig sindsbevægelse over det selvbedrag, han mente at have levet i, og satte sig nu fast for ikke at tage imod nogen trøst, før han først var blevet rigtig knust; han mente, at når han nu sagde nej til al nåde, ville en frygtelig syndenød og knusthed blive følgen. Men hvad skete der? Han ventede og ventede på den dybe knusthed, han opsøgte de skarpeste og strengeste bøger og prædikener – men den knusthed, han ventede på, kom aldrig. Tværtimod blev han dag for dag koldere, trægere, mere død, ja, mere ligegyldig. Se, den sunde spænding, længslen efter Kristus, striden mellem utilfredsheden med sig selv og troen på Kristus, var holdt op – og dermed holdt alt liv, al saft og kraft op. Sådan gik det nu i flere uger. Heldigvis sluttede semestret, og den unge mand kom hjem til sin far, som var en af de få tro præster på egnen. Faderen mærkede straks en forandring ved sin kære søn og spurgte, hvordan det stod til. Sønnen fortalte alt, hvordan det var gået til, og fik så et uventet svar. Den gamle erfarne præst sagde: «Åh, min kære **, på denne måde kan du gå helt fortabt! Og hvis du ikke har misforstået den gode ven, så kan jeg ikke begribe, hvordan en så oplyst kristen har kunnet tale sådan. Men da han sagde: ’det kan nok være’, mente han sikkert, at det vel var sandsynligt, at du var bange for det – ikke at han var enig i din frygt. Men lad os lade det ligge, hvad han har ment. Lær nu blot af din egen erfaring, at du på denne vej bliver helt død, bliver mere og mere kold, hård og død, hvis du ikke midt i din skrøbelighed atter flyr til Frelseren. Du skal vide, at du har følt synden nok, når den har drevet dig til Kristus, og du har fået nyt liv i ham. Ellers kan intet menneske angre sine synder nok; også det har Kristus gjort for os, da han svedte blod. Og tror du først på ham, så skal du nok komme til at føle dine synder bagefter, mere end før» osv. Efter at være blevet undervist sådan kom den unge mand til sidst atter til sin Frelser og Ven frem for andre venner og erfarede siden, at syndsfølelsen så indfandt sig igen – men den bestod også i, at han altid følte sin hårdhed og aldrig blev tilfreds med sin anger og syndsfølelse. Og gennem hele hændelsen lærte han, hvor vigtigt det er trofast og fast at holde pagten med sin blodsbrudgom.

Men nu – den, der derimod har sit alt i alle i Kristus, sin eneste trøst, ros, fred og salighed, og nu i glad tro kan sige: Hans gennemborede hænder og fødder er mine gode gerninger, hans gennemstungne hjerte er mit eneste fromme hjerte, hans sår er min sundhed osv.; den, der således holder Herrens pagt, han skal også med glæde tænke på hans befalinger, så han gør efter dem. Og så kan man aldrig gøre sig nok umage for gode gerninger; så kan man aldrig formane og drive nok, når blot samvittigheden er fri og glad i Kristus, og formaningen blot angår kødet og livet. Her må nu ingen sige: Hvad skal det nu til at formane og drive, når dog Kristi kærlighed tvinger os? Hør og mærk Kristi egne ord: «Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse. Ånden er villig, men kødet er svagt». Ånden er vel villig, den behøver ikke at blive drevet; men kødet, det onde, træge kød, som strider imod Ånden, det må dødes, tugtes, straffes, drives og korsfæstes, og det gør Herren ikke med luft, men med Ordet, med formaningens, advarslens og irettesættelsens ord. Deraf kommer alle de formaninger, som apostlene i alle brevene har rettet netop til de kristne, de «hellige og troende brødre». Og den, der ikke er villig til at tage imod sådanne formaninger, skal ikke rose sig af tro og frihed fra loven. Den sande tro kan umuligt være uden kærlighed og lyst til Herrens lov – lige så umuligt som det er, at ilden kan være uden varme. Vil nogen kun høre det søde evangelium og ikke, selv når han tror og er glad, vil høre formaningens ord, men vil være fri også for kødets skyld og kalder formaningen en ny binding af samvittigheden, så skal han vide, at han ikke har nogen sand tro, men skal være bundet under forbandelsen med både sit kød og sin ånd. Hertil hører Apostlens ord: «Og i dette ved vi, at vi kender ham, hvis vi holder hans bud. Den, som siger: ’Jeg kender ham’, og ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham» (1 Joh 2). Derfor siger Paulus også: «I er kaldet til frihed, mine brødre; brug blot ikke friheden som en anledning for kødet, men tjen hinanden ved kærligheden» (Gal 5).

Dette er nu den anden betingelse for, at den sande helliggørelse kan gå fremad: At tænke på Herrens bud, så man gør efter dem. Det er et kosteligt udtryk for en sand kristens indre liv, sådan som det er først og sidst: at tænke på Herrens befalinger, så han gør efter dem. Det udtrykker dette bestandige, inderlige ønske og suk i de troendes hjerter om at kunne gøre Herrens vilje. En kristen kan ofte ikke fornemme mere af sit åndelige liv og synes ofte, at det ikke bliver til mere end at tænke på Herrens bud, så han gør efter dem. Dette er den «sult og tørst efter retfærdighed», som Kristus taler om (Matt 5), når man også forstår livets retfærdighed derved. En sand kristen bliver aldrig helt mæt af den i dette liv; Herrens bud med deres åndelige krav til det indre menneske står altid højere, end at han skulle kunne nå målet. Han bliver altid ved med at sukke i ånden: Åh, gid jeg kunne være bedre! Åh, at jeg kunne være og gøre sådan, som Herren kræver! Dette ønske og suk er ligesom åndedrættet eller hjerteslagene i det nye menneske. Og hvad er det egentlig? Det er egentlig ikke andet end Kristus i os, Guds Ånd, der bor i hjertet, en delagtighed i Guds natur. Det er denne rene, hellige Ånd, der altid strider imod kødet og gør, at vi, også når vi er allersvagest, ja, falder og forser os, dog aldrig kan blive i synden; men som Prætorius siger: «Boden er altid til stede i de troendes hjerter», nemlig anger, bøn og suk om at kunne blive bedre! Denne hellige og villige ånd i os er netop den sande helliggørelses hemmelighed og dens egentlige væsen.

Her er nu også et stykke til selvprøvelse. Der står: at tænke på Herrens befalinger, så man gør efter dem. At forstå, tænke og tale om Herrens bud, det kan tusinder; men – de begynder aldrig selv at gøre efter dem. Åh, det er ingen svær kunst at tænke og tale om gode gerninger og kræve dem af andre; mange er ivrige nok for loven og gode gerninger, når det gælder andre, og så bliver der aldrig prædiket strengt nok om det, synes de; men – de selv? – selv rører de ikke byrden med en finger, siger Kristus. Til sådanne siger Herren igen: «Hvordan kan du tale om mine love og tage min pagt i din mund, du, som (for din egen del) hader tugt og kaster mine ord bag dig?» (Sl 50). Her kræves oprigtighed og sandhed. Gud lader sig ikke spotte!

Også for en troende kristen er det en stor fare, hvis han nogen sinde misbruger læren om vores svaghed sådan, at han også nu, efter at han er kommet til trøst og fred i Kristus, skulle opgive at tænke på en sag, som forekommer ham svær. Åh nej, det duer ikke. Man bør altid tænke på Herrens befalinger, så man gør efter dem, efter at man har fået sin fulde retfærdighed og fred i Kristus. Den kraft, du ikke allerede har fået, kan du dog få. Hvad der synes dig umuligt, er let for Herren. Samtidig med at Paulus taler om sin svaghed, taler han også om Guds kraft i svagheden: «Når jeg er svag, så er jeg stærk; Guds kraft fuldendes i svaghed» (2 Kor 12). Derfor bør du, når du er glad i din Gud og vis på syndernes forladelse, på den mest fortrolige og alvorlige måde lægge den sag, der er for svær for dig, på din kærlige Frelsers hjerte og bede om hans kraft til at kunne gøre, hvad han kræver, og sige med Augustin: «Byd mig, Herre, hvad du vil; men giv mig selv, hvad du befaler; du ved, Herre, at jeg selv slet intet formår!» – Men selv om du aldrig får alt det, du beder om på denne vej (2 Kor 12,8–9), og aldrig kan gøre alt det gode, du gerne ville, så er det dog nødvendigt, at du tænker på Herrens bud og beder om det, for at du ved en sådan øvelse altid kan holdes i en levende, egen erfaring af din svaghed, som så virker den sunde ydmygelse, som Gud har i sigte, når han overlader os til os selv og til Satan (v. 7). Den blotte viden om vores svaghed virker ikke denne ydmygelse. Og intet kan være mere bedrøveligt, end når en ellers troende sjæl falder i en sådan «åndelig dovenskab, at han ikke længere tænker sådan på Herrens befalinger, at han gør efter dem», at han bliver ydmyget og bøjet ned af sine mangler. Mærk dette godt! Når et menneske taler om vores store magtesløshed og vores mangler, men samtidig selv er uknust, selvtilfreds og stolt – åh, et skærende syn, en modbydelig røst! Sådan noget kommer af sikkerhed og dovenskab. Derfor er det i alle henseender vigtigt at tænke på at gøre Guds vilje. Fx: Det er sandt, vi kan ikke bede, sådan som vi burde, vi er ofte adspredte, træge og kolde i bønnen; det er også sandt, at den, der i sin bekymring alligevel tror på Kristus, ikke bør miste modet og give vantroen plads; men skulle jeg derfor aldrig besvære mit kød med at bede? Langt fra! Jeg bør jo dog bede, så godt jeg kan, og bede Gud om den nåde at kunne bede bedre. – På samme måde i alle andre tilfælde, hvor min magtesløshed er for stor for mig. Jeg kan ikke være så mild, sagtmodig, ydmyg, kærlig, kysk og tålmodig, jeg kan ikke bekende Kristus sådan og ikke ofre mit eget for min næste, som jeg burde; men derfor bør jeg ikke glemme disse kostelige ting, men alligevel tænke på Herrens befalinger, så jeg gør efter dem, og bestandig bede Gud om mere og mere kraft til det. – Ja, alt dette er ganske vist alle troendes øvelse, det er deres nye natur, det er Åndens eget værk i dem; men vi skal blot se til, at vi altid er hørige og lydige mod Ånden og ikke på ny falder i søvn i sikkerhed.

Men her er nu det første stykke af usigelig stor vigtighed, nemlig først og sidst at holde Herrens pagt, så vi ikke, når store og mange mangler blander sig i dette, på ny lader os fange under trældommens åg, men ved i tide at vende tilbage fra alt arbejde til vores hvile i Kristus og sige: «Holder min kristendom ikke stand, så skal min Kristus holde»; og igen: «Kom, lov, og mind mig om det gode, når det gælder om at gøre noget, men gå nu, når det gælder min benådning og retfærdighed; dér gælder mine bedste gerninger og værste synder intet; dér gælder Kristi blod alene!»

Se nu: Den, der lever i denne øvelse, lever i den sande helliggørelse, en sådan helliggørelse, som Skriften mener; han kan aldrig blive i synden, men er altid korsfæstet med Kristus, hvordan det end går ham. – Gud give os nu alle nåde til at have alt dette i øvelse! Mange har det i forstanden og munden. Herren Gud vække enhver til at søge at få det i erfaring og øvelse!