Endnu mere om et kristent liv

Kol 3

(Niende årgang, 1850)

Da der endnu er nogle meget fortræffelige, vigtige og nødvendige stykker tilbage af dette kapitel, som vi allerede har betragtet noget af, vil vi nu gå videre og gøre det færdigt. Og da vi i en tidligere artikel har set, hvordan en fattig synder, en fortabt søn, vender tilbage til sin far, bliver benådet, på ny iført farens bedste klædning og taget til barn og arving, så følger det helt naturligt, at vi også betragter, hvordan et sådant nådens barn bør vandre i denne sin nye, salige stand i de dage, han har tilbage på jorden. For næst efter den store lære om, hvordan vi bliver kristne, benådede og salige i troen, og hvordan vi i denne tro og nåde altid skal blive, følger som det første og vigtigste derefter: hvordan vi som benådede skal vandre blandt mennesker. Eller hvad har nådens børn vel nu mere at gøre her på jorden end at se på deres Faders øjne og mund – se til, hvordan de i al deres omgang kan tjene og ære Herren, «for ikke mere at leve efter menneskers lyster, men efter Guds vilje den tid, der er tilbage i kødet» (1 Pet 4,2). Men hvordan det sker, har vi tidligere set af vores kapitel: Det første, der kræves, er, at vi er døde og opstandne med Kristus, at vi i samvittigheden er blevet så døde fra loven, at vi ikke mere tjener som trælle, «i bogstavens gamle væsen», men som sønner og arvinger i huset, med villige hjerter, «i Åndens nye væsen» – og at vi dernæst ved den samme nåde er blevet så døde fra synden, at vi ikke mere kan stå i dens tjeneste, men at vi, om vi også bliver overrumplet af den, så falder som i ild og vand, hvor vi ikke kan blive liggende, men rejser os igen i omvendelse og tro for på ny, med nyt forsæt, at begynde vores rette vandring. Til sidst så vi, at det også hører med til dette, at vi bestandig korsfæster kødet med dets lyster og begæringer, aflægger det gamle menneske med dets gerninger og ifører os det nye, «som fornyes til erkendelse efter hans billede, der har skabt det». Dette er kort fortalt indholdet af det, vi tidligere har set i dette kapitel. Nu følger som fortsættelse v. 12 ff. Gud give os nåde til at lægge det på hjerte! Ifør jer derfor som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig barmhjertighed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, så I bærer over med hinanden og tilgiver hinanden, hvis nogen har noget at klage over hos en anden. Som Kristus har tilgivet jer, sådan skal også I gøre. Men ifør jer over alt dette kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Og Kristi fred skal råde i jeres hjerter, den, som I også er kaldet til i ét legeme, og vær taknemmelige. Hvor faderligt, kærligt og smukt formaner Apostlen dog! Se, hvilke søde bevæggrunde han bruger, hvilke herlige titler han giver de troende! Og se, hvilke skønne dyder han formaner dem til! Ifør jer som Guds udvalgte, hellige og elskede! Her får vi først at se, hvad de kristne er for Gud, eller hvordan de ser ud for ham, nemlig som der står her: Guds udvalgte, hellige og elskede! – «Ja,» siger du, «det er sagt om de hellige, ikke om os, ikke om sådanne elendige syndere! Det er titler, der kan passe til den udvalgte jomfru Maria, den hellige Peter og Paulus, den elskelige Johannes.» – Ja, sådan synes det ganske vist, det er ganske vist alt for urimeligt at bruge sådanne ord om nogle skrøbelige syndere; men se efter, hvem og hvordan de var, som Apostlen skrev dette til. Det er de samme kolossensere, som han i v. 5 og 8 så alvorligt formaner til at dræbe sådanne synder som utugt, urenhed, lyst, ond begæring, griskhed, vrede, hidsighed, ondskab, bespottelse, løgn osv. Havde de været hellige efter vores fornuft og smag, så ville sådanne ting aldrig have været at finde hos dem, og Apostlen ville aldrig have rettet en sådan formaning til dem. Men at Apostlen så alvorligt formaner og advarer dem mod sådanne ting, viser, at de ikke var fri og rene for dem. Ak, at vi aldrig kan besinde os på det, som hele Guds evangelium vidner, «at vores hellighed ikke er i os, men i Kristus»! Åh, hvilken jammerlig ting menneskehjertet dog er, som aldrig kan besinde sig på Guds herlige gerninger og ord, og som på et øjeblik gør hele den store forsoningslære til intet, træder Guds Søns blod under fod, gør Gud til en løgner og i en håndevending stryger både den anden og den tredje trosartikel ud! Eller skal vi nu være hellige, fordi vi er hellige i os selv? Så er Kristus jo død forgæves! Stands, tænk efter: Så er «Kristus død forgæves», og hele Guds evangelium er falsk – og den artikel, der siger: «Jeg tror på en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse» osv., ville da alt sammen være falsk! Skriften gør alle mennesker til syndere og forklarer vores hellighed sådan, at Kristus helligede sig selv for os (Joh 17,19), da han kom for på vores vegne at «gøre Faderens vilje; og ved den vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle» (Hebr 10,10); «for med ét eneste offer har han for bestandig fuldkommengjort dem, der bliver helliget» (v. 14). Her hører jeg, at en helliggørelse allerede er sket og allerede er fuldkommen. Vi er én gang for alle blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme; for med ét eneste offer har han for bestandig fuldkommengjort, dvs. gjort evigt fuldkomne, dem, der bliver helliget. Men den helliggørelse, som nu skal ske i os ved Ånden, kaldes ikke fuldkommengjort; men vi bliver helliget – ikke: er blevet, men: bliver. – På samme måde forklarer Skriften, hvordan vi kan være velbehagelige for Gud, nemlig: «Han har benådet os i den elskede» (Ef 1) – ikke i os, ved Ånden, men i den elskede. Sådan forklares det også i samme kapitel (Ef 1), hvordan vi er «Guds udvalgte», nemlig ved at «han har udvalgt os i ham (Kristus) før verdens grundlæggelse» (v. 4). Sådan er det «efter nådens udvælgelse» (Rom 11) fastsat hos Gud fra evighed, at ikke et eneste menneske skal vinde nåde og velbehag for Herren uden i hans elskede Søn; at Gud ikke har nogen forbindelse til os og intet foreningspunkt med os uden i sin Søn, mennesket Jesus Kristus; at «den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet; for livet er i hans Søn» (1 Joh 5,11–12). Stands nu, og saml tankerne. Er det så ikke af alt dette klart og sikkert nok, at enhver, også selv om det er du og jeg – enhver, som er kommet til Kristus, ikke blot i bønnen eller ved nadveren, mens hjertet er uomvendt, men i en hel omvendelse, endelig er kommet med troen, har søgt og fundet trøst og frelse i Kristus alene og således har «iført sig Kristus» – at enhver, som er kommet til Kristus, på samme tid også er «Guds udvalgte, hellige og elskede», selv om vi er så elendige og syndige, at vi har brug for de formaninger, som kolossenserne har fået i dette kapitel? Og når det således ikke er vores gerning og vores ære, at vi er retfærdige, hellige og elskede, men helt og holdent Herren Kristi egen gerning og ære, så er det vores største og helligste pligt at tro og bekende, at vi er hellige – hellige og elskede for Gud – midt i al uhellighed og skrøbelighed i os selv. For hvis vi ikke tror og bekender dette, så fornægter vi, at vores hellighed er i Kristus, og stiller os selv frem for selv at stå til ansvar over for Guds lov, og så er vi evigt fortabte. Det er en stor og vigtig bemærkning, når Luther siger: «Den, som ikke frit vil bekende, at han er hellig, retfærdig og et Guds barn, men altid ser på sine synder og klager over, at han er en synder, han bærer sig ad, som om han sagde: Jeg tror ikke, at Kristus er død for mine synder; jeg tror ikke, at Kristi, Guds Søns, blod renser eller kan rense mig for mine synder; ja, jeg tror ikke ét eneste ord af alle Skriftens vidnesbyrd om Kristus. Men hvilken tyrk eller hedning ville vel tænke eller tale så skændigt?» – Ja, sandelig, når det er kommet så vidt, at man straffer og dømmer sig selv og vil have al sin trøst og retfærdighed i Kristus, og man alligevel går nedsunket i vantro og suk og kun ser på sin uværdighed, så er det ikke blot sig selv, man nedsætter, foragter og træder på, men Kristus, forsoningsblodet, evangeliet, dåben, kort sagt alle Guds vidnesbyrd om sin Søn, både Åndens, vandets og blodets (1 Joh 5). For vi taler jo ikke om vores egen fromhed eller om vores natur, som er fuld af synd og én gang for alle fordømt, men vi taler om, hvad Kristus har gjort, vundet og skænket os – om Guds nåde, som er så meget højere end alle vores gerninger, som himlen er højere end jorden. Synes du da, at det er alt for urimeligt og for meget, at du og jeg, vi fattige syndere, skal være «Guds udvalgte, hellige og elskede», så glem ikke det, som du jo ser for dine øjne: at han trods alt har skabt os; og kan du desuden tro, at han har elsket verden sådan, at han gav sin Søn, at Guds Søn er blevet vores bror og med sit blod har købt os fri, så er alt dette allerede meget større end det, at han nu tilegner os det, da det jo for længe siden er blevet vundet, skænket og givet os. På denne måde kan du begynde at tro og tilegne dig noget af disse herlige ting, som er skrevet, for at de skulle troes og tages imod, og som tjener til Guds ære og til sjælens særlige gavn og nytte, vederkvægelse og styrke. Det bliver alligevel kun det mindste, vi tror; vores tro forbliver for det meste i suk og i et stræben og jagen efter den søde duft. Men jo mere tro, desto større nådekraft; «for glæden i Herren skal være jeres styrke». Vi har nu set, hvordan en kristen er agtet for Gud og ser ud for Guds øjne; nu skal vi se, hvordan han bør være og se ud for mennesker. På grund af denne høje nåde, at vi er «Guds udvalgte, hellige og elskede», formaner Apostlen os nu til også her på jorden blandt menneskene at føre en sådan vandel, som svarer til denne vores høje stand for Gud. Han siger: «Ifør jer som Guds udvalgte, hellige og elskede – inderlig barmhjertighed, mildhed, ydmyghed» osv. Først bruger han her det smukke billedsprog om klæder, om at afklæde sig og iklæde sig, og dermed viser han, at de kristne dyder, den fromme vandel for mennesker, som han her formaner til, ikke udgør selve livet og væsenet i det nye menneske, men kun dets prydelse og ydre tilkendegivelse. Men alligevel er denne ydre omgang ingen ringe og ligegyldig sag; Apostlen formaner med stor alvor, at vi skal vandre sådan, som det sømmer sig og passer til vores høje stand. Her vises det altså, at det ikke duer, som nogle siger: «Da Guds rige er inden i os, og Gud vil tilbedes i ånd og sandhed, behøver jeg ikke udadtil at vise min gudsfrygt for mennesker.» Apostlen siger noget andet her. Hvis jeres gudsfrygt er sand i hjertet, «hvis I er opstået med Kristus» (v. 1), så «lad jeres lys skinne sådan for menneskene, at de kan se jeres gode gerninger» osv. Men at det ikke kun er overfladen og skinnet, Apostlen vil have, udtrykker han ved at sige «inderlig barmhjertighed» osv. Er vi oprigtige kristne, så er der større fare for det hykleri, som Peter faldt i, nemlig at vi i det hele taget vil skjule det tydeligste bevis på vores gudsfrygt for mennesker. Venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og barmhjertighed i det legemlige – det elsker alle mennesker at møde, det fristes man ikke til at skjule; men en dybere, inderlig barmhjertighed, som fx også forbarmer sig over næstens sjæl, den barmhjertighed vækker anstød, og så er man i fristelse til at skjule den. Og i det hele taget er en sand kristen oftere i fristelse til af menneskefrygt at skjule sit lys end til at vise mere frem, end han har i hjertet; for er han oprigtig, så har han jo «lyst til Guds lov efter det indre menneske». Åh, så vidt er det alligevel kommet med Guds børn, at de har mere fromhed i deres ånd, end de tør vise for mennesker. Dog kan man over for de fromme hykle på den modsatte måde, hvis det er koldt i hjertet. Læg derfor godt mærke til ordet «inderlig barmhjertighed». Men se nu, hvilke kostelige ting der skal pryde Guds udvalgte, hellige og elskede! Som allerede sagt minder Apostlen først om disse vores høje titler og vil, at vi skal være klædt efter vores stand, nemlig som det sømmer sig og passer for Guds udvalgte, hellige og elskede. Sådan er også den samme apostels formaning i Ef 4,1, hvor han siger: «Så formaner jeg jer nu til at vandre værdigt det kald, som I er blevet kaldet med, med al ydmyghed, sagtmodighed» osv. Læg mærke til: «værdigt jeres kald». Det, som er ganske tilbørligt og passende for verdens børn, kan være helt utilbørligt eller upassende for et Guds barn. Fx at beholde sit gode for sig selv, eller at være hovmodig og forfængelig, eller at gå rettens vej mod en, man ligger i strid med, eller at tale mange tomme ord osv. – det er noget, der er almindelig skik i verden, og som ingen undrer sig over; men for lysets børn ville det være upassende; de skal gå en vej, der er modsat verdens børns. Det sømmer sig ikke for kongebørn at gå klædt som tiggerbørn. Da I nu er Guds udvalgte, hellige og elskede, siger Apostlen, så klæd jer sådan, som det sømmer sig og passer for sådanne. Lad os nu se på selve klædningen. Først nævnes inderlig barmhjertighed, eller barmhjertighedens inderste, som betegner en inderlig og brændende barmhjertighed, der rører sig i hjertet, og som så fører til medlidenhed, dels ved at tilgive en, der har fejlet, dels ved at hjælpe en, der trænger eller er i nød. Dette er altså det modsatte af det kolde, selviske sind, som kun ser på sin ret. Dette er i de troendes hjerter i egentlig forstand en delagtighed i Guds natur, og netop i det inderste og mest kendetegnende hos Gud, den inderlige barmhjertighed, som Gud selv mange steder giver udtryk for, fx når han i Jer 31,20 siger: «Er Efraim ikke en kostbar søn for mig, er han ikke et yndlingsbarn, som jeg, jo mere jeg elsker det, desto mere tager mig af? Derfor bevæges mit hjerte for hans skyld, så jeg vil forbarme mig over ham, siger Herren.» Dette er «vor Guds inderlige barmhjertighed», som bør genspejles i alle hans børn, som Kristus siger: «Vær barmhjertige, ligesom også jeres Fader er barmhjertig», og igen: «For at I kan være jeres Faders børn (eller afbilleder), for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.» Det andet stykke af vores dragt var mildhed eller godhed, velvilje. Det vil sige en tilbøjelighed til at være mennesker til tjeneste og nytte, en egenskab, som er så skøn en prydelse på Guds udvalgte, at mange alene for dens skyld er blevet draget til Gud og hans folk. Guds børn bør være de venligste og mest velvillige mennesker på jorden. Hvad ingen prædiken har formået, har denne egenskab ofte udrettet. Derfor var også hele Kristi liv på jorden lutter mildhed og godgørenhed. Han vandrede omkring og gjorde vel og helbredte alle. Den højeste oplysning og de prægtigste ord gør ingen gavn, men vækker kun forbitrelse, hvor et koldt, uvenligt væsen støder fra sig. Åh, hvor sørgeligt det er! Nej, de, der har den dyrebareste kundskab at give videre, bør have den svøbt ind i det mest elskelige og venlige væsen. Det tredje stykke, ydmyghed, som enhver let forstår, hænger nøje sammen hermed. Når en kristen, drevet af «inderlig barmhjertighed», ofte må sige sin næste et advarende ord til vækkelse, så er det i sig selv en gerning, som nødvendigvis må blive udlagt som åndeligt hovmod; derfor er også verdens almindeligste beskyldning mod de troende, at de er hovmodige – skønt der ingen mennesker er, som i den grad føler og beklager deres egen elendighed som netop de kristne. Men når selve indholdet af en troendes bekendelse, hvis vi skal tale sandt, nødvendigvis må være af en sådan art, at det forekommer verdens børn som hovmod, så er det så meget mere nødvendigt, at vi på enhver mulig måde udtrykker og viser, at vi ikke drives til det af hovmod – det er nødvendigt, at vi ikke blot ejer ydmyghed i hjertet, men også ifører os den. Skulle der opstå hovmod og selvbehag i hjertet, og skulle vi nære og beholde det, så er der en større fare på færde; så står et dybt fald eller en anden dårskab snart for døren, for «Gud står de hovmodige imod», og så hjælper ingen forstand eller årvågenhed til at undgå den faldgrube, der bliver lagt på vores vej. Derfor siger Apostlen: «Hold jer fast ved ydmygheden»; det vil alligevel næppe lykkes jer at blive i den. «Ingen af jer må tænke højere om sig selv, end han bør tænke. Vær ikke kloge i egne øjne.» Det fjerde stykke, som vi skulle iføre os, var sagtmodighed, eller at man ikke let lader sig opbringe; og det femte, langmodighed, at man ikke bliver træt af den tilgivende sagtmodighed, så man helt opgiver tanken om venskab med det menneske, som sætter vores tålmodighed på prøve. Dette sidste har Apostlen forklaret nærmere, idet han tilføjer:

«Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis nogen har noget at klage over hos en anden; ligesom Kristus har tilgivet jer, sådan skal også I gøre.» Åh, hvilken gylden regel for alt kristent samliv! Hvilket paradis på jorden, i hjemmet og blandt naboer, om man blot ville følge denne regel! I selve Guds hjerte findes der ingen egenskab, som for os er så dyrebar og i evighed værd at prise som denne, at han tilgiver, uophørligt tilgiver os alle vores synder; og dog er der samtidig ingen egenskab, hvori vi kan ligne ham så meget som netop i denne stadige tilgivelse. Derfor har Herren også lært os at bede: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere», og han har ofte forklaret, at han kun vil tilgive os, så længe vi vil tilgive hinanden. Derfor siger Apostlen også her: «Ligesom Kristus har tilgivet jer, sådan skal også I gøre.» Åh, den, der kender sine egne utallige skyldposter, de ti tusind talenter for Herren, og kan tro, at alt er tilgivet, han vil også gerne tilgive sin medtjener alt, hvad han har fejlet eller måske vil komme til at fejle. Vil han ikke det, skal han heller ikke længere selv have tilgivelse hos Gud (se Matt 18). At tilgive sin næste er ikke noget, som det står os frit for at gøre eller lade være med; men vil vi have Guds tilgivelse, så skal vi også tilgive vores næste – og det ikke, når han i alt er, hvad han bør være, men netop når han virkelig har forbrudt sig mod os, sådan som der står her: «Hvis nogen har noget at klage over hos en anden.» Vi skal vide, at vi er kaldet til dette; det er vores nye, hellige kald, at vi skal gøre noget helt nyt, det vil sige noget, som naturen ikke plejer at gøre eller elske. Sådan kan man fx let have en inderlig barmhjertighed med sit eget barn; men Kristi folk skal have en inderlig barmhjertighed med alle mennesker. Let kan man være venlig mod de venlige og ydmyg, når nogen ophøjer os; da bøjer vi os gerne; men at være venlig mod de uvenlige og ydmyg, når nogen nedsætter os – det er ikke naturens værk, men det er de kristnes kald. Sådan også her: Hvad var det for en tilgivelse, hvis vi kun ville tilgive dem, der er, hvad de bør være? Dér behøves ingen tilgivelse; nej, at tilgive, netop når vi har fået virkelig grund til at være utilfredse, det er de kristnes kald. «Ifør jer derfor som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig barmhjertighed» osv.

«Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.» Summen af alt dette er kærligheden. For ikke at regne flere enkelte dyder op, vil Apostlen sige: Så ifør jer kærligheden; den er fuldkommenhedens bånd, den rummer alle andre Åndens frugter og kristne dyder – sådan som han siger i Rom 13: «Den, der elsker sin næste, har opfyldt loven. For dette: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk – – og hvilket andet bud der end er, det er alt sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Altså er kærligheden lovens opfyldelse.» Derfor kalder han den også her «fuldkommenhedens bånd», eller, som andre vil oversætte det, «fuldkommenhedens knippe», summen af alle fuldkommenheder; for kærligheden gør alt godt og intet ondt, sådan som samme apostel igen siger: «Kærligheden er tålmodig og mild; kærligheden misunder ikke; kærligheden praler ikke, den bliver ikke opblæst, den søger ikke sit eget, den bliver ikke opbragt; den bærer over med alt, den tror alt, den håber alt, den udholder alt» (1 Kor 13). Kort sagt: Det sidste i den kostbare klædning, som Apostlen her har bredt ud for os, er kærligheden. Kærligheden er det strålende perlebånd, som til sidst får hele klædningen til at lyse, eller det gyldne bælte, der omslutter og holder sammen på alle en kristens øvrige smykker: Den er fuldkommenhedens bånd.

Se nu her, i hvilken smuk klædning Guds udvalgte, hellige og elskede bør vandre! Og dog er dette ikke deres «festdragt» (Zak 3), som de skal stå i for Kongen; dertil kræves en langt mere fuldkommen klædning, nemlig det hvide linned, som er tvættet i Lammets blod (Åb 7,14). Nej, dette er endnu kun hverdagsklædningen, som vi skal vandre og arbejde i over for mennesker. For Gud gælder ikke engang de helliges største hellighed; for ham er ikke engang himlene rene. «Se, sine tjenere stoler han ikke på, og hos sine engle finder han fejl» (Job 4,18); og om dette strenge hellighedsblik siger Job videre til Herren: «Om jeg så vaskede mig i sne og rensede mine hænder i lud, så ville du dog dyppe mig i pølen, og mine klæder ville væmmes ved mig» (kap. 9). Her gælder kun Kristi retfærdigheds kappe, som han til sidst selv må trække hen over også vores bedste og mest velmente liv, idet han siger: Det kan være godt for mennesker, men ikke for Gud (Rom 4,2); men – «jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld; jeg tager din skyld bort fra dig og vil klæde dig i festdragt» (Es 43,25; Zak 3,4).

Men siger nu nogen: «Ja, det er netop det, jeg tror: Vores liv kan ikke bestå for Gud, derfor er det ikke værd at gøre så meget ud af det» – og så giver sin natur fuld frihed, taler om troen og nåden, men giver kødet frihed, fordi vi alligevel ikke kan andet end blive skyldige – så er det hos det menneske ikke noget godt tegn på, at Guds Ånd skulle bo i hans hjerte. Nej, lad det også være sådan, at vi alle bliver skyldige i dette, og at en mildere natur hos et verdsligt menneske gør, at det ofte er klædt i mere venlighed, sagtmodighed og tålmodighed end en kristen, der har et meget vanskeligt temperament; men der må alligevel blive et nyt forhold, når Guds Ånd med nåde og fred får plads i hjertet. Helligånden kan umuligt være uvirksom. I det mindste skal han vise sig ved, at selv om naturens hidsighed overrumpler nådebarnet, skal det dog have en sønderknust ånd over det, erkende sådanne skrøbeligheder hos sig selv, straffe sig selv og bede både Gud og mennesker om tålmodighed og hjælp. Hvor Guds Ånd bor, må man i det mindste stå i en vis øvelse, en vis stræben efter det gode, om end med megen møje og kamp og svaghed; men man kan dog ikke slippe sagen. Kort sagt: Den gren på vintræet, som ikke renses og tugtes, skal brændes. Gud hjælpe enhver til at være oprigtig over for sig selv! Herren Kristus har selv sagt det. Den gren, som bærer frugt, renses; den, som ikke bærer frugt, renses ikke, tugtes ikke, får lov at være fri og vokse, som den vil; men – den skal brændes (Joh 15). Gud hjælpe enhver til at være oprigtig!

Men her vil måske en anden sige: «Det er netop, hvad jeg har tænkt. Derfor står det fast, at jeg hverken for Gud eller for mennesker er det, som Apostlen her har sagt. Jeg er helt ulykkelig! For lige modsat ’inderlig barmhjertighed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed’ osv. er mit hjerte fuldt af ondskab; jeg er utålmodig, hidsig, hovmodig, ublid, bitter. Det er netop min fordømmelse, at jeg ikke kan være, sådan som jeg i dette stykke bør være; men derfor er jeg heller ikke en af Guds udvalgte» osv. Siger vi så: Du må være, sådan som Apostlen her formaner; du må ikke være efter din natur, du må forbedre dig, du må være efter Ordet – så svarer sjælen: «Det er netop det, jeg tror; det er netop det, jeg påstår, at jeg må være sådan; men når jeg nu ikke er det og mærker, at jeg bliver værre og værre, så må jeg også være og blive fordømt. For jo mere jeg beder Gud om nåde til at blive anderledes, desto værre bliver jeg, så jeg til sidst ikke engang er rigtig alvorlig, ikke engang kæmper, angrer og beder rigtigt.» Så mærker jeg altså, at du ikke tror, ikke har fred med Gud, ikke er salig og har det godt i Herren? «Hvordan kan jeg tro, når jeg jo tydeligt ser, at jeg ikke er, som jeg bør, ikke har troens frugter?» Se nu her, hvor fejlen ligger. Se nu her, hvor vigtig Apostlens indledning var, da han begyndte denne formaning med ordene: «Hvis I altså er opstået med Kristus!» Du ligger jo nede i lovens trældom; du er ikke blevet gjort død fra loven og opstået i Kristi retfærdighed (Rom 7,4–6); du er ikke fri og salig i troen; og hvordan skulle det så være muligt, at du kunne have «troens frugter»? Lær dog en gang at forstå, hvad de ord betyder, troens frugter, nemlig det, som kommer af troen og glæden over den store nåde. Så må vi altså tilbage til evangeliets dårskab igen («dårskab» for fornuften); og dig må denne gåde og lære gives: Det er umuligt, at du bliver bedre, før du har opgivet at tænke på din forbedring! – Hvilket forfærdeligt kætteri! Det er jo at åbne portene på vid gab for synden! – Så luk dog ørerne op! Det er umuligt, at du bliver bedre, før du opgiver din forbedring, dit arbejde, din vågen, kamp og bøn og vender dig til noget helt andet, til en andens arbejde, kamp, bøn, renhed og fromhed og får alt, hvad han har været og gjort, til dit eget, så du lige så frit kan rose dig af det, som om du selv havde været i hans sted, været, gjort, bedt og lidt, hvad han var, gjorde, bad og led – sådan som han i sandhed var i dit sted, gjorde og led alt for dig. Mærk dig: Det er ikke for sjov, når evangeliet taler; det er ikke kun for at være sødt og behage, men det er den yderste nød og alvor, som kræver lydighed mod evangeliet lige så vel som mod loven, hvis sjælen skal frelses. Og det byder: Hvil fra dit arbejde; ellers bliver du evigt ulykkelig. Hvil, og lad dig overbevise om, at du er en helt fortabt synder, som nu må tages op af syndens blod, sådan som du er. Når du så er blevet salig og hellig af lutter nåde og glad og fri i dit hjerte, da, først da kan man vente nogen kraft, nogen troens frugt.

Til den, der aldrig vil give agt på denne orden, men altid farer vild, fordi der jo står i Guds ord, at man skal kæmpe, våge, bede og stride, og mener, at sådan noget altid skal være lige passende, vil vi her give en enkel lignelse: Er stærk mad og en god, kraftig vin og lignende ikke i almindelighed gode midler til at genvinde de legemlige kræfter, når man er blevet mat og svag? Men begynder et menneske at få feber, bliver det også mat og svagt og uduelig til at arbejde. Ville det nu også styrke sig med stærk mad, en kraftig vin og lignende, så ville lægen nok sige: «Du gør alt, hvad du kan, for at forkorte dit liv. Du er svag, men jeg vil alligevel give dig noget, som vil svække og udtømme dig endnu mere. Bliver du blot fri for din feber, så skal det nok siden lykkes at få kræfterne igen; da skal vi lidt efter lidt – og heller ikke straks med stærke retter, men stille og roligt og lidt efter lidt – genoprette kræfterne.» Se her et rammende billede. En sjæl, som kun arbejder med sine synder og sin forbedring, er i en åndelig feberhede; loven brænder i samvittigheden, gør sindet uroligt og jager det, så man bliver helt uduelig til fx at vise mildhed, ydmyghed og sagtmodighed og ofte bliver helt uudholdelig både for sig selv og andre, utålmodig, pirrelig, ublid; da buddet kom, levede synden op (Rom 7,9), og al kraft forsvandt: jeg døde (v. 10). For en sådan sjæl er den ellers så gode, hellige lov kun som den stærke mad og den kraftige vin for den febersyge. Alle bud og regler, alt arbejde, al vågen, kamp og strid – alt dette, som er så nødvendigt for en troende sjæl, øger nu kun den åndelige nød og hindrer hjælpen. Kan en sådan sjæl derimod blive overbevist om en så stor nåde, at alt dens onde ligger på Kristi ryg, tilhører ham og ikke den, eftersom Herren kastede alle vores synder på ham (Es 53); at det samme onde, som nu raser i dens kød, er blevet lagt på Guds Lam; at netop det, som loven ikke kunne udrette, og som den i dag lider under, er så rigeligt bødet for, at det ikke et øjeblik tilregnes den, selv om det skal forfølge den helt til graven – se, kan den på en så helt evangelisk grund få sand fred og venskab med Gud, så lægger syndens brusende bølger sig straks; så bliver der en stille, mild, enfoldig og glad ånd, som nu ser både Gud og mennesker som alt for gode. Så erfarer man, hvad troens frugt, Åndens frugt, vil sige. Det er altså ikke kraft og styrke, du først og fremmest trænger til; der er noget andet, som må gå forud, nemlig et hjerte, hvor troens nåde og fred regerer – et troende og saligt hjerte. Derfor:

Fly først til Jesus, tig om nåde, / så bliver der siden råd mod synden!

Det er Guds store nåde og hjertets salige fred over nåden, Guds fred, som netop er de helliges rette hemmelighed og kraft; det har vi så ofte mindet om med Skriftens ord: «Jeg vil løbe på dine buds vej, for du trøster mit hjerte» (Sl 119), og igen: «Glæde i Herren er jeres styrke.» Derfor tilføjer Apostlen nu: Og Kristi fred råde i jeres hjerter, den I også blev kaldet til i ét legeme, og vær taknemmelige. Amen.