Om Guds fred

Fortsættelse af artiklen om et kristent liv

Kol 3

(Niende årgang, 1850)

*) Ifølge den nye (svenske) oversættelse Kristi fred.

Guds fred råde i jeres hjerter! At have fred med Gud, at være fortrolig med sin Frelser, fri for samvittighedens kval og brod, for syndernes gnaven, sikker på tilgivelse, på Guds nåde og venskab – å, hvor saligt, og å, hvor nødvendigt for alt kristent liv! Om det talte vi lidt sidst. Vi så da, at dette ønske: «Guds fred råde i jeres hjerter!» står i fuld sammenhæng med den foregående formaning. Guds fred er selve hjertet, livet og kraften i al kristendom. Når Guds fred mangler, og hjertet er lovbundet, er i mørke og kval, slider og er tynget af trældommens ånd og frygt, da er alle formaninger, regler og forsæt ikke blot forgæves, men skadelige; de forøger det onde og dræber sjælen endnu mere; de er som den stærke mad for den febersyge.

Den første betingelse for al sand helliggørelse er altså Guds fred, der råder i hjertet. Desuden er denne Guds fred også selve Himmeriget på jorden, det Guds rige, som er inden i jer, ja, paradiset i jammerdalen og et dagligt gæstebud. Skriften siger: «Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.» At vi skulle have fred med Gud, var det fornemste mål for hele Kristi forsoning. «Han blev såret for vore overtrædelser og slået for vore misgerninger, straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred» (Es 53). «Retfærdighedens frugt bliver fred, og retfærdighedens løn bliver evig fred og tryghed. Og mit folk skal bo på fredens mark og i rolige hytter» (Es 32). Og Paulus forklarer det: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.» Ja, sådan taler Skriften. Skulle Guds fred da ikke råde i ethvert troende hjerte? Eller er det ikke sandt, hvad Skriften siger, at «da vi er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud», at «Guds rige er fred og glæde i Helligånden»? Skriften kan ikke lyve. Hvordan kan det da være, og hvad betyder det, at denne virkelige fred med Gud alligevel er så sjælden en gæst iblandt os? Vi taler ikke om dem, som aldrig engang ved, hvad en sand fred med Gud vil sige. De har enten så megen fred af en anden art, at de aldrig kan få Guds fred – de lever i sikkerhedens fred, en fred, som kommer af et friskt, let blod eller af gode legemlige kår og lignende – eller også er de vakte, jagede og martrede trælle under vantro og lovgerninger, indvendig gnavet af en pinefuld uro, af frygt og brod i samvittigheden; de skulle blot lægge mærke til, at de mangler noget vigtigt, for Skriften siger jo udtrykkeligt, at når vi er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud. Eller mon Skriften lyver? Forstår du ikke, at du mangler den virkelige tro? Men vi vil tale om dem, som er kommet til tro og fred, men igen er sunket ned i ufred, frygt, mørke og trællesind, og som sukker: «Hver morgen kommer tugtelsen over mig (Sl 73); vågner jeg, så er det frygt; falder jeg i søvn, så er det angst; mit liv er suk.» Så spørger man: Hvad er grunden til, at også troende sjæle ofte går i ufred og kval? Svar: Hvis en kristen blot mangler følelsen af fred, mens han dog ser på Kristus og evangeliet, men ikke får det sådan ind i hjertet, at det giver liv og fred, så er det mere pinefuldt end farligt; for kan han dog sige: «Men nu bliver jeg altid hos dig, Herre – om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er Gud dog mit hjertes klippe og min del evindelig; om du end lader mig vandre i en mørk dal og stiller dig an som en rådvild mand og som en kæmpe, der ikke kan hjælpe, så er du dog trofast, og det sker efter dit ord; om du også skjuler sådant i dit hjerte, så ved jeg dog, at du kommer det i hu» *) osv. Se, kan jeg endnu tale sådan med min Gud, så er det ikke farligt, så er den ufred ikke til døden, men til Guds ære; så kan den blot bestå i, at Gud skjuler sig, en nødvendig tugt, eller også i en naturlig sygelighed, som slet ikke rører sjælen. Men når man er uden noget fæste i Ordet, tænker hid og did, ser på sine synder og sine pligter og sine forsøg på at hjælpe sig selv, men alt er trældom og frygt, da er der fare på færde, da er det en vantro og et trællesind, som kan blive til døden, hvis der ikke snart kommer hjælp og trøst. Hvad bør sådanne sjæle da gøre? Først bør de holde op med al egen gøren; de bør lade sig straffe for deres vantro og selvretfærdighed og besinde sig på, hvordan de dermed håner den kære Frelser for alt, hvad han så rigeligt har gjort og lidt for os og i Ordet og sakramenterne skænket og tilsagt os. De bør vågne op og besinde sig på, at de går og ser blot på sig selv, deres synder og deres følelser, som om deres synder nu gjaldt mere end hele Kristi fortjeneste, og deres tanker, følelser og indfald gjaldt mere end alle Guds vidnesbyrd, både Åndens, vandets og blodets! De bør besinde sig på, at de går og tænker, gætter og mener hid og did og venter svar på deres hjertes spørgsmål ud af den blå luft, når Herren giver svaret i sit ord og sine sakramenter. «Ja, men,» siger du, «jeg vil kun tro på Guds ord og tilsagn, jeg vil kun tro på Kristus og hans fortjeneste, men jeg får alligevel ingen kraft af det, intet liv, ingen fred.» Svar: Er det virkelig sådan, at du blot vil tro og søger den gave ved at høre evangeliet, så er der ingen fare med dig; hvad der da mangler, er blot følelsen og fornemmelsen; men det er den, du vil have; det er denne fornemmelse, du kalder liv og fred. Men der findes et liv og en fred i troen på det blotte ord, som er en endnu kosteligere gave, og som kan sige: Om så alt ondt skal rase i mit kød, om alle kvaler skal storme i min følelse, så gælder dog tusind gange mere, hvad du, Herre Kristus, har gjort og sagt; derpå vil jeg hvile, til det onde går over. Og se, kan du sådan som den kana’anæiske kvinde holde ud med den underlige Herre, så skal han til sidst åbenbare sig, og du skal også få en stor, mærkbar fred. Det er nu den tro og fred, som Apostlen taler om i Rom 5,1: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.» Guds fred afhænger af troen. Som troen er, sådan er freden. Søg aldrig freden for sig, men søg den nåde at kunne tro – tro på det blotte ord, så følger freden af sig selv. «Da vi er blevet retfærdiggjort af tro,» siger Apostlen. «Men troen er af prædikenen» (Rom 10). Når du derfor mangler fred med Gud, når det er mørkt og angst i dit hjerte, så sæt dig ikke ned for blot at tænke hid og did, at gætte og spørge, hvordan det mon står til med din sjæl og med Guds nåde mod dig; begynd heller ikke blot at arbejde på dit hjerte, for at det skal tænke godt om Gud; nej, hør, læs og betragt evangeliets ord, mens du sukker til Gud om åbnede sind, om troens gave; og se, får du blot øjnene åbnet, så du ser Guds herlighed i hans evangelium, så skal du få stor, uudsigelig fred. Lad os blot af det nævnte 5. kapitel i Romerbrevet se, hvilke grunde for troen og freden der findes dér. Den værste fredsforstyrrer og anfægtelse består i vores synder og i tvivlen på vores omvendelse og oprigtighed. Men Apostlen siger dér: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender.» Er jeg i den anfægtelse og sorg, at jeg ikke er blevet ret omvendt og derfor ikke må tro, så siger Apostlen, at «vi blev forsonet med Gud, mens vi endnu var fjender» – ikke mens vi var omvendte og Guds venner – og «ved hans Søns død», ikke ved vores omvendelse, anger og tro. Kunne jeg blot tro dette, at hele verden blev forsonet med Gud i Kristi død, at altså også jeg, hvordan jeg end er, alligevel dengang blev forsonet med Gud for evigt, og at jeg i samme øjeblik, som denne nåde bliver mit hjertes genstand, dets trøst eller i det mindste dets længsel, altså når troens gnist tændes, straks er retfærdig og frelst; at jeg altså skal tro på en nåde, som er til, før jeg tror, som er til for hele verden – så måtte jeg jo få en stor, høj og salig fred over for den nævnte anfægtelse. Og når en sjæl, der er bekymret for sin synd og sin omvendelse, får denne trøst, så er der både omvendelse, bod og tro af den rette slags.

*) Den gamle (svenske) oversættelse. Job 10,13.

Men her står i samme kapitel et om muligt endnu stærkere udtryk for denne evige fredsgrund. «Ligesom synden er kommet ind i verden ved ét menneske og døden ved synden – – ligesom fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, sådan er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én (eller ens) retfærdighed – – sådan skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed. – – Dog er det ikke sådan med nådegaven som med overtrædelsen. For når de mange er døde ved den enes overtrædelse, så er Guds nåde og gaven meget mere strømmet over til de mange ved det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde. – – For når døden ved den enes overtrædelse har hersket ved den ene, så skal meget mere de, som rigeligt modtager nåde og retfærdighedens gave, herske i liv ved den ene, Jesus Kristus.» – Her er hele det store frelsesråd og Guds evige fredstanke om os åbenbaret. Og her bliver min og din retfærdighed ikke engang nævnt, her bliver vi sat af sædet, her tales kun om en andens lydighed, en andens retfærdighed, som skal være en gave til vores retfærdighed; her står igen og igen: «Ved én, ved den enes lydighed, ved den enes retfærdighed, ved den ene, Jesus Kristus, ved det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde.» Her står, at ligesom vi helt uden vores medvirken, blot «ved det ene menneskes ulydighed», ved arv fra Adam har fået synden og døden over os, sådan skal vi lige så ufortjent ved ens retfærdighed få liv og retfærdighed. Og ikke det alene, men også at den retfærdighed og det liv, som vi får ved Jesus Kristus, skal være langt mægtigere over os end den synd og død, som kom fra Adam. Alt dette er nu uudsigeligt stort og herligt og er hele evangeliets indhold; men så står der en ængstelig indvending og et spørgsmål tilbage: «Det, som Kristus har gjort, er altsammen godt; men så burde jeg også være, som Gud vil og kræver; der står jo dog i Guds ord så mange hellige bud og krav til os. Når jeg ikke opfylder dem, men desværre er og gør stik imod Guds bud, er fuld af synd og urenhed, ikke elsker Gud, ikke angrer ret, ikke beder, som jeg bør, osv., så kan jeg jo ikke tilegne mig en sådan nåde og gave?» – Svar: Hør da, hvilken forklaring det 20. vers giver: «Men loven kom også ind, for at overtrædelsen skulle strømme over; men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu mere over.» Så har det da været Guds vilje, at den synd, som under alle omstændigheder findes i os, skulle oprøres ved loven og strømme over, at den ikke skulle få lov at ligge stille og skjult i os, men måtte blive åbenbar. Og hvordan det sker, at synden strømmer over – nemlig at ikke blot anger og tårer strømmer over, men at selve synden vækkes til virksomhed, til liv og raseri ved buddet – derom taler Apostlen i samme brevs 7. kapitel, v. 8–13: «Synden fik en anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig» osv. – «Det er ganske afgjort,» siger Luther, «at den, som vil blive retfærdig og from, først må blive en synder og uretfærdig; den, som vil blive rask, from, retskaffen, gudfrygtig, ja, en ret troende kristen, må først være syg, tåbelig, en nar, forvendt, djævelsk, en kætter, vantro og en tyrk; det vil sige: han må få at mærke, at han af naturen har et lige så ondt og vantro hjerte, fyldt med synd og Djævelens sæd, som en tyrk eller kætter.» – Men det kan ikke ske, jeg kan ikke føle mig sådan, så længe synden ligger stille og uvirksom i hjertets dyb; derfor må den oprøres og drages frem ved forbuddet, sådan som Apostlen siger i det netop nævnte Rom 7: «De syndige lyster, som blev vakt ved loven» (v. 5); «Jeg havde ikke vidst af begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig; for uden lov er synden død – men da buddet kom, levede synden op» (v. 8.9). Så kender jeg synden, så angrer jeg den, så stønner og klager jeg, så straffer og dømmer jeg mig selv. Havde synden blot kunnet holdes stille og skjult i hjertet, så havde jeg været stolt med den samme afgrund af slangegift i hjertet, ja, så havde jeg været stolt, sikker og tilfreds med mig selv; men nu bliver jeg blød, elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen. Luther siger så videre: «Så står da denne mening fast og urokkelig; for dette er den uforanderlige Guds vilje i himlen, at han vil gøre vise af dårskab, fromme af ondskab, retfærdige af synd, et retskaffent væsen af et forvendt, gudfrygtige af en djævelsk skikkelse; hvilket skal forstås sådan: Når et menneske føler den onde sæd og Satans væsen og værk i sig, råber det til ham, som er kommet for at ødelægge Djævelens gerninger, nemlig Guds Søn (1 Joh 3). Spørger du nu, hvordan dette skal gå til, så er svaret kort og godt dette: Du kan ikke blive den i Gud eller Kristus, som du gerne ville være, uden at du først bliver den i dig selv, som han vil, at du skal være. Men nu vil han, at du for dig selv skal være det, som du i virkeligheden er, nemlig en synder: en synder, ond, tåbelig, forvendt, djævelsk, vantro og lignende. Det er dit navn, din titel og værdighed, at du hedder og er et vredens barn af naturen (Ef 2,3). Dette er den rette ydmyghed. Har du nu erfaret dette, så er du i Guds øjne den, som du ville være, det vil sige hellig, from, oprigtig, retskaffen, troende og mere af den slags.» Så vidt Luther.

Men det er ikke nok, at du én gang, i den første omvendelse, har følt dig så syndig; nej, så længe du virkelig er en synder, det vil sige så længe du er på jorden, må du også føle dig som en sådan, hvis du virkelig skal have din retfærdighed i Kristus med hjertets tro. Men da du ikke kan føle synden, når den ligger stille og uvirksom, må den hele tiden angribes, vækkes og afsløres af loven; deraf kommer det, som Luther siger: «Jo større helgen, desto større følelse af synden.» Dels trænger loven altid ind i samvittigheden, og hver gang det sker, har den altid samme virkning, nemlig ikke blot at afsløre synden, men også at vække begæret (Rom 7); dels må Herren også i en vis åndelig forstand undertiden gøre, hvad Paulus gjorde med en mand, da han «overgav ham til Satan, til kødets fordærvelse, for at ånden kan blive frelst på Herren Jesu dag». Ligesom man tydeligt ser, at Kristus, fordi Peter havde stor brug for det, lod ham sigte af Djævelen, så han tre gange fornægtede sin Herre (se videre Job 1), sådan må Herren undertiden overlade os til, at vores egen retfærdighed går til grunde, for at ånden kun må finde hvile og frelse i Kristi retfærdighed, lære ydmyghed og gudsfrygt og således bevares til frelse. Men dette er en stor hemmelighed, dette er visdom blandt de fuldkomne. På denne måde sker det, som David siger, at «Herren fører sine hellige underligt *)», og det, Paulus siger: «Vores liv er skjult med Kristus i Gud»; så Luther netop om denne Guds styrelse siger, at «han fører os sådan, at vi ofte til sidst ikke ved, hvem der er en kristen». Men, spørger du, skulle troen ikke give forløsning fra synden? Svar: Troen giver ganske vist forløsning fra synden, ja endog en tredobbelt forløsning: For det første forløses vi fra alle synders skyld og dom og kommer ind i det rige, hvor ingen synd mere tilregnes os. For det andet fra alle synders herredømme: vi bliver i alt åndeligt sindede, holder med Ånden og fordømmer alle synder og kan derfor ikke mere frit tjene synden. For det tredje forløses vi også fuldstændigt og for altid fra forskellige syndevaner og laster, så at for eksempel den, der har stjålet, ikke stjæler mere, den, der har bandet, ikke bander mere, og en dranker bliver ædru for altid osv. Men så er der andre synder, som mere egentlig ligger i kød og blod, og fra hvis fristelser vi aldrig her i tiden forløses; vi er heller aldrig sikre mod, at de overrumpler os, men må slås med dem som med farlige vilde dyr, så længe vi lever på jorden, og våge og bede om, at de dog må holdes i lænker. Den ene har sin løve, den anden sit svin at slås med, og den, der glemmer eller ikke tror, at det onde dyr lever, får snart at mærke det, når det uventet bryder gærdet ned og raser.

*) Sl 4,4, den gamle (svenske) oversættelse.

Åh, hvor er det dog nyttigt og nødvendigt for at kunne blive i troen og freden, at jeg ganske bestemt og fast afgør og besinder i mig selv, at jeg altid forbliver en synder, så længe jeg går på jorden, at de onde dyr lever og bor i mig og altid vil bryde løs; men også, at jeg nu lever i det rige, hvor det på forhånd er gjort op og afgjort, at alle disse synder, som bor i mig, ja, selv om de overrumpler mig i fristelsens stunder, aldrig skal fordømme mig, ja, aldrig engang tilregnes mig, men at jeg, hvad nådestanden og mit forhold til Gud angår, lever i en sådan «Guds børns herlige frihed», «som om der aldrig nogen sinde havde været nogen lov på jorden, hverken ét eller ti bud» (som Luther siger); at jeg lever i et nåderige, der er lige så mægtigt over alle gerninger, som himlen er høj over jorden (Sl 103); at ligesom ingen ujævnhed på jorden giver ujævnhed på himlen, sådan sker der heller ingen ændring i Guds nåde ved de skift, der sker i min fromhed, men jeg er i alle stunder i den samme uforanderlige nåde, i den gode stund og i den onde, i styrkens og i svaghedens, i fromhedens og i faldets. Åh, hvilket kætteri! siger min følelse og min fornuft. Men er dette ikke sandt, så er intet sandt i Kristi evangelium; «afhænger retfærdigheden af gerningerne, så er Kristus død forgæves» (Gal 2), så er alt det falsk, som Paulus her skriver: «Ligesom synden og døden er kommet gennem ét menneske, sådan kommer også retfærdiggørelse til liv gennem én, Jesus Kristus» – velsignet og lovet i evighed!

Og her ser vi nu den høje, dybe, evige grund for, at Guds fred råder i hjertet. Er det ikke en salig, ufatteligt herlig fred at vide, at ligesom vi har fået synden, Djævelens raseri og døden over os gennem en anden, lige så ufortjent og lige så sikkert har vi også fået retfærdigheden og livet og himlen gennem en anden; at det ikke blot er en lige så mægtig retfærdighed, men at der står: «meget mere, meget mere»; at der her aldrig engang tales om os, når det gælder retfærdigheden og livet, men om en anden: «gennem én, gennem én, den enes lydighed, den enes retfærdighed»? Hvilken høj, evig, ufatteligt salig fred at vide, at alt det, loven siger, alle Guds ords krav, bud, fordringer og domme, som så jammerligt plejer at pine og ætse vores hjerter, nemlig når det gælder min benådning og min nådestand, kun har det formål at gøre synden overstrømmende; at derfor, når synden bliver overstrømmende, når det for os er allermest forfærdeligt, så er det alligevel ikke til døden, men er da nærmere saligheden, end når synden er skjult!

Skulle da den, der bliver i Kristus ved troen og lider under synderne, på denne måde aldrig kunne falde i Guds vrede og aldrig blive fordømt for sine synders skyld? Nej, bestemt ikke. Det er jo netop hele evangeliets indhold, at ingen fordømmelse kan ramme dem, der holder sig til Kristus; at ikke engang nogen synd kan tilregnes dem; at alle Guds domme og trusler kun gælder forhærdede modstandere eller hyklere. Kunne Gud fordømme dem, der tror på Kristus, for syndens skyld, så var hele Guds evangelium falsk, og Kristus død forgæves. Dette er de kristnes fred, deres trods og ros over for den sværeste anfægtelse, synden, nemlig: «Da vi er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.»

Dernæst er der også mange andre årsager til kval og ufred, såsom ulykker, lidelse, forfølgelser, fattigdom, sygdom m.m. Men alt dette bliver ringe for en kristen, når han blot kan tro, at Gud er hans ven og hans kærlige Fader. Dels har han allerede i dette venskab med Gud alene en skat og en lykke, der tusind gange opvejer al ulykke på jorden; dels ved han også, at hans kærlige Fader kun sender ham alle sorger til hans eget bedste; det taler Apostlen nu videre om i kapitlet og siger: «Vi roser os også af vores lidelser, fordi vi ved, at lidelsen virker tålmodighed, og tålmodigheden prøvethed, og prøvetheden håb; men håbet gør ikke til skamme.» Se nu her først, hvilke kostelige ting der fødes i os gennem lidelserne – og kun gennem lidelserne. Ægte perler dannes ikke i den sunde musling, men kun i de syge. Sådan også med disse kostelige perler: tålmodighed, prøvethed, håb; de kan aldrig opnås på anden vis, kan ikke læres gennem ord, ikke erhverves ved tænkning og anstrengelse, men kun gennem lidelser. Hvilken kristen skulle ikke ønske sig disse dyrebare gaver: en god, øvet tålmodighed, en fast prøvethed på Herrens veje, et håb, der ikke svigter og aldrig bliver til skamme? Men når vi beder Gud om disse dyrebare gaver, og Gud vil høre vores bøn, så sender han os en lidelse. Og lidelsen virker tålmodighed, prøvethed, håb. Det er sandelig usikkert, om den glade dag gavner vores åndelige liv; men lidelsen gør altid godt, så længe vi bliver i troen. «Guds træer er sådan, at de visner i sol og smukt vejr, men grønnes og trives i storm, regn og uvejr.» Dette er det første, hvorfor vi også roser os af lidelsen.

Men selv om lidelsens gode frugter ikke er os trøst nok, så tilføjer Apostlen til sidst noget, som nødvendigvis må være os nok i al evighed: Og ikke alene det, men vi roser os også af Gud ved vores Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forsoningen. Vi roser os af hele den guddommelige Majestæt, af at Gud selv er vores, Gud er vores egen kære Fader og ven, og vi er hans egne, hans børn og venner. Dette er summen af det hele, dette er hele Himmeriget. Dette er egentlig, om man skal sige det ud, den store hemmelighed ved Guds fred, de troendes dybe, evige grund til fred. Alle bedrøvelser, lidelser og tab på jorden, ja, om man så mistede livet, er dog i sammenligning med denne store lykke, Guds venskab og nåde og en evig salighed i himlen, ikke så meget som at miste en gylden, mens man vinder en million; ja, ikke så meget som et sandkorn mod et stort guldbjerg. Derfor har en kristen egentlig ikke i en eneste stund grund til at være uden fred. Selve synden, det værste onde, er så rigeligt gjort god igen, at det altid er en fejl i vores tro, når vores glæde over Kristus og nåden ikke er større end vores bedrøvelse over synden. Derfor er Apostlens formaning yderst rimelig, nemlig at Guds fred skal råde i vores hjerter – læg mærke til: råde, have overhånd, være mægtigere end al den bedrøvelse, der nogen sinde kan møde os på jorden. Gud give os nåde til at besinde os! Gud øge vores tro!

Det, der er fremstillet ovenfor, skal yderligere belyses af den følgende enkle lignelse, som vi vil give overskriften:

Den hemmelighedsfulde hjerteglæde

Det er en virkelig hændelse, vi fortæller, og en hændelse, der i sig selv er helt verdslig af natur, men som tjener fortrinligt som lignelse og billede på en kristens dybe, hemmelighedsfulde fred i alle livets hændelser. I en verdslig avis kunne man for flere år siden læse, at to unge englændere kom over til Frankrig og opsøgte en bestemt kro i en by, hvor de ville bo en tid. De boede her i nogle uger. Værten var en stor gnier, som på enhver måde søgte at slå mønt af sine gæster. Alt, hvad de unge mænd brugte eller fortærede, satte han op til den højeste pris, da han havde mærket, at de netop ville bo i hans hus og desuden aldrig knurrede over prisen, men altid betalte så villigt. Ja, de unge englændere var et par mærkelige herrer i hans øjne; for så gavmilde, så villige til at betale alt uden at knurre havde han aldrig før mødt nogen rejsende. De var desuden altid lige glade og muntre, hvor meget han end flåede dem. Til sidst bemærkede de, at de gerne ville blive længere i hans hus, men blot blev forstyrret af larmen fra gaden, og ønskede på egen bekostning at få opført et lille lysthus i gården, hvor de kunne bo mere roligt. Det tillod værten meget gerne; for så meget længere kunne han tjene på dem. Huset blev bygget. Da de nu havde boet en tid i dette nye hus, sagde de en dag, at de havde i sinde at rejse ud på landet, men først ville gøre deres mellemværende op med værten, da det var usikkert, om de kom tilbage. De betalte igen alt villigt og sagde: «Hvis vi ikke vender tilbage inden tre dage, er det et tegn på, at vi ikke kommer tilbage, og så kan De tage vores lille hus i besiddelse.» Værten ventede nysgerrigt på at se, om de gode herrer ville komme tilbage, men de tre dage gik. Nu gik han ind i deres lille hus og fandt der på bordet et brev adresseret til ham. Han åbner det og læser: «Hr. vært, De har vel undret Dem meget over den enfoldighed, hvormed vi så villigt og glad har ladet os flå i den tid, vi har boet i Deres hus; men nu vil vi afsløre hemmeligheden. Hvis De åbner gulvet i dette lille hus, finder De dér en tom grav. Dér har vi gravet en kiste fuld af guld- og sølvmønter op, som vores far, mens han ejede dette sted, gravede ned her, da fjendens hære nærmede sig denne by. Og når vi her havde millioner at hente, var det jo ikke underligt, at vi med glæde gav et par hundrede ud.»

Se her billedet af Guds fred i de kristnes hjerter. De har en skjult skat, som er så stor, at alt, hvad de mister eller lider her, kun er små ubetydeligheder i sammenligning med det, de altid har tilbage. Hvilken troende kristen er ikke rigere end disse herrer, hvis guldet var deres alt? Kristus siger: «Himmeriget ligner en skat, som var skjult i en mark, og som en mand fandt og skjulte; og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark.» Dette er de troendes store, men «skjulte» skat – Himmeriget – en «dyr pris», den evigt gyldige løsesum, en evig nåde og frihed fra al tilregnelse af synd, en evig retfærdighed i Kristus, barnekår hos Gud, arveret til himlen og en daglig faderlig omsorg for alt, hvad der angår os. Denne skat er hemmeligheden bag de troendes underfulde fred. Og hvilken skam for den, der kan rose sig af hele denne skat, hvis han alligevel lader små ting forstyrre sin fred! Guds fred er også hele livet og kraften i al helliggørelse. Måtte da enhver kristen være optaget af denne fred! «Guds fred råde i jeres hjerter, den I også er kaldet til!» Amen.