Voks i nåden og i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, kundskab

2 Pet 3,18

(Niende årgang, 1850)

Voks i nåden! Vogt jer, I levende kristne, for at falde i søvn, blive sløve, gå i stå og dø bort! Voks, søg altid mere – mere tro og kundskab om Kristus, mere kærlighed, mere himmelsk sind, mere ydmyghed og gudsfrygt! Hvis nogen sagde: «Jeg har tro nok, kærlighed nok til både Gud og mennesker, fred og glæde nok i Helligånden, ydmyghed og gudsfrygt nok» osv., så ville vi gyse ved en sådan sjælstilstand, en sådan mørkets magt over sindet, en sådan sikkerhed og forblindelse. Men når en kristen, som vel ikke siger sådan med munden, alligevel slet ikke søger nogen vækst i disse ting, er der grund til at frygte, at han da med hele sin sjæl siger netop det samme: «Jeg har tro, kærlighed og gudsfrygt nok.» Ja, det står i sandhed ikke rigtig godt til, når en kristen slet ikke bekymrer sig om denne sag. Spørgsmålet om væksten i nåden hører derfor til de emner, som prøver og afslører vores tilstand, før vi aner det. Nogle føler en pil i hjertet ved dette emne. «Åh, hvor er min vækst i nåden?» sukker de. «Tværtimod går jeg tilbage.» Andre læser derimod ordet om væksten med et helt roligt blik, blot granskende og studerende. De overlader til andre at tage det til hjerte. Og her bliver Luthers ord sande: «De, som burde frygte, frygter ikke; men de, som ikke burde frygte, de frygter.» Der findes en forblindelse, en mørkets magt, som gør sjælen rolig, stærk, modig, rådsnar, hård og forhærdet, så den intet fornemmer, intet frygter, intet tager til sig, men blot tænker, forstår og taler. Skulle den forblindelse ikke være begyndt hos dig, som er en kristen og hører Herren Kristus selv udbryde: «Den retfærdige skal fortsat øve retfærdighed, og den hellige skal fortsat helliggøres», men «den uretfærdige skal fortsat gøre uret, og den urene skal fortsat gøre sig uren» osv., og du bekymrer dig ikke om det – du ved med dig selv, at du til daglig ikke bekymrer dig om nogen vækst, og at heller ikke Kristi egne alvorlige formaninger går dig til hjertet? Skulle der så ikke være nogen forblindelse i dit hjerte? Hvorfor ikke? Hvorfor skulle netop du være fri for al forblindelse fra mørkets ånd? Har Djævelen ikke længere nogen ond hensigt med dig? Er han nu blevet god, eller er han død? Tænk, at Kristi egne ord med så alvorligt et indhold ikke længere rører dig! Rigtige kristne, som ikke helt er faldet i søvn, er ofte allermest bekymrede netop over, at de ikke finder nogen vækst hos sig selv. Disse har derfor endnu Herrens frygts Ånd i deres hjerter og står endnu under hans styrelse, og ved den bliver alt hjulpet. Disse og alle, som lader sig vække, vil have gavn af at betragte den åndelige vækst.

Luther har en meget lærerig bemærkning i begyndelsen af en prædiken på 21. søndag efter trinitatis, hvor han siger, at troen i hjertet aldrig står stille, «men er enten i tiltagen eller i aftagen, og sker det ikke», siger han, «så er det ingen levende tro, men kun en død indbildning i hjertet om Gud». Dette gælder hele nådelivet i hjertet, troen, kærligheden og gudsfrygten, og det er en sand bemærkning, som er værd at tænke over. Det er et kendetegn på den plante, som den himmelske Fader har plantet, at den er afhængig af den åndelige pleje og næring, og at den derfor sommetider bliver levende og tager til, sommetider tager af. Den tro derimod, som ikke er afhængig af næringen, men altid står lige fast, er blot en selvgjort og død tro. Her er der dog en forskel at lægge mærke til: Den almindelige sikkerhedstro har det grove kendetegn, at den ikke blot lever lige så godt uden al åndelig næring, men tilmed er allerstærkest, når intet Guds ord kommer den for nær, og at den rokkes og ødelægges netop af Guds ord. Men de finere gerningshellige ligner de kristne deri, at deres tro og fred er afhængig og foranderlig – men afhængig af deres religiøse øvelser. Har de forsømt deres faste stund på dagen til at læse, bede og lignende, eller er der på anden måde kommet en rift i deres fromhedsdragt, så er deres tillid rokket, og freden genoprettes kun ved selve den fornyede overholdelse af den forsømte andagt. Men den ægte tro afhænger ikke af selve overholdelsen af at læse, bede osv., men af indholdet af det, som læses, af at kundskaben om Kristus vokser eller tager af. Derfor siger Apostlen her: «Voks i nåden og i vor Herre Kristi kundskab.» Og den trøst og styrke, som ikke afhænger af kundskaben om Kristus, men lever af sig selv, er ikke Guds sande nåde (1 Pet 5,12), men en blomst, som vokser op af selve hjertet og har den egenskab, at den visner, «når Herrens ånde blæser på den» (Es 40).

Men hvis nådelivet altid enten er i vækst eller i aftagen, er det jo en forfærdelig sag ikke at give agt på det, men at leve helt ubekymret om væksten; for hvis det virkelig er i aftagen, så vil det også dø ud, hvis der ikke snart sker en ændring. Hvis det en tid er blevet forsømt og er taget af, så må det nødvendigvis snart vækkes igen, blive levende og styrkes, hvis det ikke skal blive til selve døden. Det er en ubetinget nødvendighed. Her duer det ikke at sige: «Ja, sådan burde det ganske vist være; vores nådeliv burde vel være i øvelse; men vi må vel håbe det bedste, selv om det ikke sker!» Nej, det håb går fortabt. Du kan ikke beholde livet, hvis du ikke altid lader dig vække til ny vækst i nåden. Det har vi mange sørgelige beviser på for øjnene. Hvorfra kommer det, at sjæle her og der, som begyndte så lovende i Ånden, ender i kødet, hvis ikke deraf, at de på dette punkt ikke har ladet sig sige? At åndelig stilstand fører til åndeligt tilbagefald, og at vækst i nåden og fasthed i nåden hører sammen, var netop, hvad Peter havde for øje, da han skrev de ord, vi nu betragter; det ser vi af sammenhængen. For efter at han i verset lige før har formanet de kristne, at de ikke måtte falde bort fra deres egen fasthed, tilføjer han netop da: «Men voks i nåden og i vor Herre Kristi kundskab.» Og af alle den store apostels formaninger i Skriften er denne den allersidste. Ordene står i det sidste vers af hans andet brev. Men han begyndte også dette brev med den samme lære; for efter at han har formanet, at vi i vores tro skal tilføje dyd osv., og at vi ikke skal gå «uvirksomme eller uden frugt med hensyn til vor Herre Jesu Kristi kundskab», men hellere «gøre os umage for at gøre vores kaldelse og udvælgelse fast», tilføjer han: «For når I gør dette, skal I aldrig nogensinde falde.» Det er netop den åndelige stilstand, eller at man går «uvirksom med hensyn til vor Herre Jesu Kristi kundskab», som er den almindeligste vej til tilbagefald fra nåden; for den virker en tomhed i sjælen, en lede og væmmelse ved den himmelske manna; den gør, at den nye sang bliver gammel og lang for os, og således bereder den Djævelen et fejet hus, hvor han nu går ind og giver den ledige sjæl en ny beskæftigelse, giver den tomme sjæl, som keder sig, en ny gud og fornøjelse, og «så tager han syv andre ånder med sig, som er værre, og det sidste bliver værre for det menneske end det første». Øvelsen derimod, eller iveren efter vækst i det gode – nemlig når man ikke blot gør sig umage for ydre gode gerninger, men for hjertets renhed, for virkelig helliggørelse i tro og kærlighed – den øvelse holder altid den åndelige jordbund saftig, den holder sjælen beskæftiget, fattig og sønderknust, og den gør, at Kristus altid bliver uundværlig, Ordet velsmagende, det åndelige altid nyt og kært, kort sagt hele livet friskt.

Også Herren Kristus har i den sidste af alle sine herlige taler, som er optegnet i Skriften, givet den alvorligste formaning til åndelig vækst. Det er på Bibelens sidste side, vi læser: «Den uretfærdige skal fortsat gøre uret, og den urene skal fortsat gøre sig uren; den retfærdige skal fortsat øve retfærdighed, og den hellige skal fortsat helliggøres. Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er A og O, den første og den sidste, begyndelsen og enden.» Læg mærke til det: «Den uretfærdige», den, som ikke vil adlyde Ordet og omvende sig, men vil blive i sine synder, han må blive i dem; den, som er uren og ikke vil renses, han må synke dybere og dybere ned i sin urenhed! Men den retfærdige skal fremdeles være retfærdig og blive mere og mere retfærdig; og den hellige skal helliggøres mere og mere indtil enden! Den, som ikke vil blive mere og mere retfærdig og hellig, vil blive mere og mere uretfærdig og uren! Sådan taler han, som er «A og O, den første og den sidste, begyndelsen og enden». Ingen stilstand! Vokse må man, enten i det gode eller i det onde. Åh, gid enhver kristen ville lade sig bevæge til iver efter stadig vækst i det gode! Er du omvendt til Herren og et troende nådebarn (og til andre tales der ikke om vækst), så er du visselig lykkelig, over al måde lykkelig – du er taget ud fra mørkets magt, fra Djævelens vold; du har for altid tilgivelse for alle dine synder, er for altid fri for lovens forbandelse og iklædt Kristi egen retfærdighed; du er et Guds barn, Kristi bror, Åndens tempel, en arving til himlen, en pryd for jorden, de helliges længsel, englenes glæde; du er visselig lykkelig, over al måde lykkelig; men «hold fast ved det, du har, så ingen tager din krone!» Og vil du beholde din store skat, din salighed, så må du stræbe efter væksten i nåden, ellers vil du helt sikkert miste den; så mægtige er fjenderne, så gennemfordærvet er dit kød, så listig og virksom er Djævelen! Han har svoret os døden og agter at fuldføre det. Alle de hellige har haft en kamp for kronen. Hele Skriften taler om at «kæmpe og løbe på væddeløbsbanen»; hvordan kan det så gå godt, når man tværtimod sover, hviler og står på samme sted? Og når du ser, hvordan Herren selv og hans apostle formaner til vækst i nåden, og ser, hvordan de troende i gamle dage med megen årvågenhed, bøn, kamp og forsagelse har gjort sig umage for det, mens du derimod aldrig tænker på det, men lever din tid hen helt sorgløs og sikker – kan denne stilling så virkelig være så tryg og uden al fare?

Men selv om der ingen fare var ved det, skulle enhver kristen dog stræbe efter vækst i det gode, blot for Herrens viljes og velbehags skyld og for den store nådes skyld. Eller er det kristeligt at mene, at man nu er from nok, troende nok, kærlig nok, ydmyg og gudfrygtig nok? Vi har tidligere her sammen betragtet Kol 3: først hvordan vi i troen skulle være døde og opstandne med Kristus; dernæst hvordan vi skulle leve gudfrygtigt, retfærdigt og sømmeligt efter alle kristnes fælles pligter; og endelig hvordan enhver i sin særlige stand skulle forholde sig, som ægtefæller, børn og forældre, tjenere og herskab. Skulle vi ikke have nok at tage os til, hvis vi var vågne og lydige mod Herrens ord? Og må alt dette ikke udføres og øves? Herren forbarme sig og åbne vores sind! Skal alt dette ikke gøres og øves? At vi nu er svage i det, er en anden sag, som står under tilgivelsen; men helt at lade sagen ligge, ikke at stræbe efter at gøre det, ikke at søge efter det – er det kristeligt? Er det sikkert og uden fare? Eller har vi måske nu nok af disse opregnede ting? Skulle vi ikke først og sidst stræbe efter vækst i vor Herre Kristi dyrebare, overvældende store kundskab, så vi mere og mere må begribe, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og dermed kende Kristi kærlighed, som dog overgår kundskaben? Eller har vi nu nok af tro og fred i vores hjerter – og af glæde i Helligånden? Har vi lært kunsten at vandre i troen, døde fra loven, glade og salige blot i Kristi retfærdighed, til bunds? «Vogt jer, I kristne!» siger Luther netop over disse ord (2 Pet 3,18), «vogt jer for at tænke: Vi har helt lært og troet hele katekismen til bunds, Kristus, sakramenterne, dåben, afløsningen; for I er først lige begyndt og er endnu unge skoledrenge. Sørg derfor for, at I må vokse og gøre fremskridt og jo længere, jo bedre lære, hvad det vil sige, at Kristus er død for jeres skyld, så det ikke blot må svæve på tungen som skum og fråde, men også trænge ind i hjertet og sætte det i bevægelse, så I deraf må blive trøstede og glade til mode. For de kristnes liv burde med rette være lutter fryd og glæde» *). Men videre: Har vi nu dødet kødet tilstrækkeligt, dets «urenhed, lyst, onde begær og griskheden»? Har vi nu nok af hjertets barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed? Har vi nu nok af den «kærlighed, som er fuldkommenhedens bånd»? Er vi flittige nok til at lære og formane hinanden med salmer og lovsange osv.? Herren forbarme sig, Herren hjælpe alle kristne, så der på dette punkt må ske en forandring iblandt os! Dette emne fører en stærk anklage mod os.

*) Fra den prædiken, som Luther holdt ti dage før sin død, nr. 120 i Evangeliepostillen.

Men som allerede sagt plejer det også at være oprigtige kristnes største bekymring, at de ikke vokser i nåden, som de burde. Så opstår der et spørgsmål, som har stor betydning for deres hjerter og også for vores emne, nemlig dette: Hvor får vi kraft? Vi ser og mærker, hvor vigtig denne vækst er, men står alligevel desværre på samme sted eller bliver bare dårligere. Hvor får vi kraft? – Svar: Se, hvordan Apostlen taler her: «Voks i nåden og i vor Herre Kristi kundskab». Han siger ikke: Voks i den og den dyd, men: «Voks i nåden», siger han, og: «Voks i vor Herre Jesu Kristi kundskab». Det er hemmeligheden! Det er nåden i hjertet, det er kundskaben om Kristus, som skal øges, når kraften mangler; det er af nåden, det er af kundskaben om Kristus, at liv og kraft og alt godt strømmer. Sådan taler Peter her. Sådan taler også Paulus, når han siger: «Lad os i alle måder vokse op til ham, som er hovedet, Kristus, ud fra hvem hele legemet, føjet sammen … vinder sin vækst til sin egen opbyggelse i kærlighed» (Ef 4,15–16). Læg mærke til: «Lad os vokse op til ham, som er hovedet»; så «vinder legemet sin vækst til sin egen opbyggelse i kærlighed» – ved den glæde og kærlighed, som opstår i hjertet ved Guds store, frie nåde. I det nys anførte 2. kapitel af Kolossærbrevet advarer Apostlen mod falske førere, som vil vise os en bedre vej til vækst i helliggørelse end den enfoldige tros vej – vise os ud på kvistene af træet, ud på selve frugterne, når kraft og saft mangler, og føre os bort fra roden, som dog al kraft må komme fra. Apostlen siger: De holder sig ikke til «hovedet, ud fra hvilket hele legemet, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, Gud giver». Der går nogen tid, før en kristen har lært at forstå, hvor vigtig denne bemærkning er. Mangen troende og benådet kristen har i lutter velment iver efter vækst i det gode ganske enkelt mistet hele nådelivet og er endt som en ulykkelig frafalden, kun fordi han ikke enfoldigt blev på troens evangeliske vej, men for at vokse i det gode «igen lod sig fange under trældommens åg». Derfra udgår to ulykkelige veje. De, som går mere overfladisk til værks med deres dydsøvelse, bliver, som Apostlen siger i det nys anførte 2. kapitel af Kolossærbrevet, «forgæves opblæste af deres kødelige sind» ved «ydmyghed og engledyrkelse»; de bliver så inderligt tilfredse med deres vækst, deres helliggørelse, deres smukke dyder. Andre derimod, som går dybere til sagen og arbejder på hjertet, de drukner i elendigheden, i synd og fortvivlelse. Derfor er det højst nødvendigt at lægge godt mærke til denne vej til vækst! Er din samvittighed bundet, mørk, trællesindet, så en eller anden synd først og sidst står for dig, og du er blevet fremmed for din Gud, magtesløs til alt godt osv., så befat dig ikke med nogen vækst i fromhed, vent ikke nogen kraft, søg den ikke – vend om! – søg kun kundskaben om Kristus, kun en frigjort og glad samvittighed ved den helt ufortjente nåde; og når du er blevet fri af det loviske sind, glad og salig i Kristus, først da får du nogen vækst i kærlighed og gode gerninger. Vi minder igen om billedet af den febersyge, som bare bliver mere syg af den kraftige føde. Alle regler, bud, anstrengelser og forbedringsforsøg virker på samme måde på en lovbundet sjæl. Den må tværtimod opgive al gøren og nu kun høre og tage imod nåde for helt at blive frigjort fra det loviske sind og på ny blive levendegjort af Kristi kærlighed, trøstet og vederkvæget. Så følger det siden, at den får kraft fra hovedet. Så følger siden det, som David siger: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte». – Kort sagt: «Glæden i Herren er jeres styrke» (Neh 8,10).

Vor dyrebare Frelser sagde selv: «Jeg er vintræet, I er grenene. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Uden mig kan I intet gøre» (Joh 15). Læg mærke til det! Han siger jo her selv, at alt godt skal udgå fra ham, afhænge af ham og af, at vi bliver i ham. Det hedder også i vores tekst: «Voks»! – ikke: Gør! Det viser, at den sande helliggørelse ikke er et arbejde, men må strømme frit ud af troens forening med Kristus, ligesom frugterne vokser på et træ. Derfor hedder det «Åndens frugt», «troens frugt». Det, som gøres møjsommeligt for buddets og tvangens skyld, og som derfor kaldes lovens gerninger, kan ikke behage Gud. Han elsker kun den glade tros og kærligheds frugter, kun det, som han selv har virket. Åh, det er netop den sande helliggørelses hemmelighed, at den er «Kristi værk i os», og at den vokser – vokser ud af troens forening med ham – at vi bare skal blive i troen, glade i ham, og så kun give agt på hans vink og ledelse. Så virker Herren selv vores vækst i nåden, men ad helt andre veje, end vi havde tænkt. For eksempel: Når den barnlige tillid og troens glæde i Gud er jaget bort af synd og trældomsånd, så vil Herren ikke have andet af den sjæl, end at den bare søger nåden og en fornyet kundskab om Kristus. Når derimod troens trøst og fred, glæde og kærlighed har indtaget hjertet, så vil Herren, at sjælen skal være virksom, prise, bekende, tjene og efterfølge ham i gode gerninger. Når kors og lidelse trykker sjælen ned, så vil Herren virke ydmyghed, besindighed og afdøen fra verden. Når synd og Satan ligesom bliver helt sluppet løs på en kristen, så han bliver sigtet og slået omkuld som Peter, så har en eller anden hovmodig indbildning forinden blæst ham op, og så skal han lære ydmyghed og Herrens frygt. Når en kristen, som virkelig har sit troens øje rettet alene på Kristus, alligevel bliver usædvanlig magtesløs, ikke kan bede, ikke elske, ikke glæde sig i Gud, ikke vokse i noget godt, så vil Herren lære ham at «ydmyge sig under Guds mægtige hånd» og at «bede Gud om alt» og i højere grad i sandhed at regne alt for gaver fra Gud. Da Paulus havde «en torn i kødet, en Satans engel, som slog ham i ansigtet», og Herren ikke ville høre hans bøn om udfrielse, da blev Paulus’ vækst i nåden fremmet. Sådan virker Herren vores vækst, nemlig på en sådan måde, at vi ofte bliver forskrækkede over det, ikke kan begribe det og selv bliver mere og mere svage og tilintetgjorte; men – men sådan bliver Kristus mere og alene alt. Sådan lærer vi til sidst, at i os er der slet intet, at vi ikke formår noget som helst ud over at synde, og at alt godt, som tro, oprigtighed, kærlighed, bøn og årvågenhed, alt sammen kun er gaver fra Herren. Sådan bliver det virkeligt, at vores liv er Kristus, og at vores bedre kræfter og gerninger er hans værk. Derom var Paulus for sit eget vedkommende så nidkær, at han siger, at han «ikke engang vover at tale om noget, som Herren ikke havde virket gennem ham» (Rom 15), og igen: «Derfor vil jeg hellere være stolt af mine svagheder, for at Kristi kraft kan hvile over mig; for når jeg er svag, så er jeg stærk» (2 Kor 12). Dette er kraftens og vækstens hemmelighed, og vi lærer som regel temmelig sent at give agt på det. Det forstod og mente den kristne digter, som sang:

Mærk, sjæl, et ord, som visselig er stort: / Når Jesus vinker, gå. / Når han drager dig, så skynd dig hurtigt, / Når Jesus holder dig tilbage, så stå. / Når han ærer dig, så bøj dig ned, / Elsker han dig, så mærk sødmen; / Men når han tugter dig, så bed / Og vid, at det stadig behøves! / Når han sin nåde og salighed / Lader stråle frem her og der, / Så glæd dig over den barmhjertighed, / Han også skænker andre. / Men når han også vil bruge dig, / Så træd i kraft da frem! / Er Jesus stille i sjælen, / Så vær også du uvirksom. / Kort sagt, kære sjæl: i lyst og nød / Giv hele dit hjerte / Til Lammet, og indtil din død / Bliv tro mod dets ære.

Når det er kommet så vidt med et menneske, at det for den nåde, det har fået, ikke ønsker sig noget højere i verden end at kunne følge og tjene sin Frelser og i alt gøre hans vilje, så kan det være roligt i alt, hvad der sker. For hvad det så ikke kan, det kan det overlade til Gud. I Ordet er der sagt os, hvad Herren kræver af os; gør det, og vent ikke på særlige indskydelser om, hvad du skal gøre; nej, lad Ordet være din fods lygte og et lys på alle dine veje; lad regel være regel, og gør efter den, så langt det går; men «når det slet ikke går», når du bliver svag, når du bliver magtesløs – så vid, at al din kraftanstrengelse er frugtesløs; husk så straks Kristi ord: «Uden mig kan I intet gøre».

Den sidste lære af det hele bliver, at vores vækst i nåden nok går samme vej som vores åndelige fødsel. Men vores genfødsel skete ved, at vi gennem loven og vores forbedringsforsøg blev slået ned, tilintetgjort, mistrøstige, men at Kristus blev vores eneste tillid og frelse, trøst og salighed. Sådan går det også med væksten, nemlig at vi i os selv bliver mere og mere til intet, men at Kristus bliver mere og mere «alt i alle» for vores hjerter. Dette er vækstens hemmelighed. Den er rammende udtrykt i Johannes Døberens ord om sig selv og Kristus, som også må blive vores valgsprog, nemlig: