Om ligheden og forskellen mellem Guds børn i dette liv

(Attende årgang, 1859)

Kom og se, hvad den evige Gud selv siger om det. Når du er træt af menneskers tanker og menneskers ord og al uvisheden, vil du kun finde hvile i «det, som var fra begyndelsen», i det, som Herren Gud selv har talt. Spørgsmålet er vigtigt, for det gælder de kendetegn, der udmærker Guds børn på jorden; og at tage fejl i et så vigtigt spørgsmål kan gælde din evige salighed. Vær derfor lige så bange for dine egne meninger om dette, som du er bange for Djævelens onde list og den evige død. «Svigefuldt over alt andet og fordærvet er hjertet»; og «alle en mands veje er rene i hans egne øjne». Ve da den, som stoler på sit eget hjerte! Ve den, som, når det gælder kendetegnene på Guds børn, kun ser på sine egne træk, sit eget sind og sin egen vej og gør dem til mønster og rettesnor! Lad os frygte os selv og kun spørge efter, hvad Herren Gud siger.

Det er nødvendigt i alle sager, men allermest når det gælder om at prøve selve den vej, vi går gennem livet, og som en dag skal ende enten med evig salighed i himlen eller med at blive vist bort til det evige mørke udenfor. Når vi her vil se, hvad Gud siger om de kendetegn, der udmærker Guds børn, og som de alle har fælles, og samtidig vil vise, hvori de kan være forskellige og dog være Guds børn, så har vi også det formål, at Guds børn må begynde at genkende hinanden noget bedre – og til en vis grad modvirke den skadelige splittelse mellem dem, som i ånden er ét og skal være ét i evighed; og på den anden side modvirke den skadelige sammenblanding og forveksling af dem, som i selve ånden og væsenet er adskilt og derfor skal være adskilt i evighed. Men også til et sådant formål – hvor nødvendigt er det ikke at mistro alle vores egne tanker og meninger og kun se efter, hvad Gud siger i sit Ord! For ligesom når det gælder os selv, sådan er det også, når vi bedømmer andre: vores egen mening er både den mest almindelige og den mest vildledende fører. Måtte kun Herren Gud lede os med sit Ord og sin Ånd!

Men nu vil vi gå til selve spørgsmålet. Vi skal undersøge, hvori Guds børn på jorden altid ligner hinanden, og hvori de derimod kan være forskellige; og denne gang tager vi kun den første del af spørgsmålet op: hvori Guds børn altid er ens, eller de kendetegn, der udmærker dem alle. Hvad siger så Guds ord om det? Findes der virkelige Guds børn på jorden? Og hvilke er i dette liv deres kendetegn? Det første, Guds ord siger om dette, er, at der virkelig findes en Guds slægt på jorden, virkelig findes «Guds børn, født af Gud» – Guds børn, ikke i den tomme og fattige betydning, at det er en smuk titel for gode kristne, men sådan at det er en ligefrem virkelighed, at der på jorden findes virkelige Guds børn i ordets egentlige betydning: at de er født af Gud, så at Guds evige Søn kunne sige: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud». Så herlige ting fortæller Guds ord os. Det fortæller os, at Gud i begyndelsen skabte mennesket til at være sit barn, sit billede og arving til alt det, han havde gjort (1 Mos 1), og at han siden, da barnet var forført, faldet og fortabt, gav sin evige Søn til at være børnenes Genløser og Frelser; og han blev derfor selv et menneskebarn, så han også derfor «ikke skammede sig ved at kalde os brødre» (Hebr 2,11). Og ligesom Gud i begyndelsen gav den nyskabte menneskekrop liv af sin egen Ånd (1 Mos 2,7), sådan giver han også nu ved sit Ord sin Ånd til det åndeligt døde menneske, og denne Ånd gør det levende på ny med et guddommeligt liv, en «delagtighed i Guds natur» (2 Pet 1). På den måde sker det, at Guds børn virkelig bliver født af Gud; som der står skrevet: «Guds børn, som er født, ikke af blod, ikke heller af køds vilje, ikke heller af mands vilje, men af Gud» (Joh 1,13); og igen et andet sted: «Skulle jeg lade andre åbne moderlivet og ikke selv føde? siger Herren. Skulle jeg lade andre føde og selv være lukket? siger din Gud» (Es 66,9) *). Åh, en stor hemmelighed! Gud føder stadig børn på jorden. Der findes virkelige himmelbørn på jorden. Åh, hvilken stor herlighed!

Men nu er spørgsmålet: Hvem er de? Hvilke er de vigtigste kendetegn hos Guds børn på jorden, som man kan kende dem på? Hvad siger Guds ord om det? Enhver, som har noget kendskab til Den Hellige Skrift, ved, at så snart den handler om, hvem der er «Guds barn», hvem der «har evigt liv», hvem der «skal blive frelst», skal «komme ind i Guds rige» osv., så forekommer der altid et ord, som taler om menneskets forhold til verdens Frelser. Enten står der selve det ord, som hele tiden kommer igen, tro, tro på Jesus, eller et ord, der udtrykker troens art og væsen, idet troen for eksempel betegnes som at komme til Jesus, at tage imod ham, at hungre og tørste, at spise hans kød og drikke hans blod, at påkalde hans navn, at bygge på ham, at blive i ham osv. Overalt finder vi, at et bestemt forhold til Kristus er betingelsen for og kendetegnet på Guds børn. Det er overmåde vigtigt at lægge godt mærke til dette, nemlig at hele frelsen ligger i ét eneste punkt, at det himmelske barnekår afhænger af ét eneste forhold – at det kun er et bestemt forhold til Kristus, som er betingelsen og hovedkendetegnet hos Guds børn på jorden. For selv om vi er enige om dette, når det gælder læren, så handler vi straks imod det, når det gælder anvendelsen; for da ser vi på mange punkter og på helt andre end dette ene for at bedømme vores egen eller andre menneskers stilling til Gud. Gælder det os selv, så slipper vi ofte al trøst, så snart vi blot ser en mangel i vores egen fromhed eller støder på nogle synder, enten i vores hjerte eller i vores ord og gerninger, og vi lader det ikke stå fast, at vores barnekår hos Gud kun afhænger af vores forhold til Frelseren. Gælder det en dom over andre, så dømmer vi dem efter en hel mængde forhold, hvad angår deres forstand eller levned, uden at disse forhold er af en sådan art, at de beviser noget om deres hjertes forhold til Jesus. Vi skal derfor indprente os dybt den store hovedsandhed, vi har nævnt, i hele Guds ord: at nådestanden og frelsen afhænger af ét eneste punkt, af sjælens forhold til Frelseren. Der er en hel mængde andre ting, som også er vigtige, som Skriften kræver og lovpriser eller tværtimod revser; men selve nådestanden og frelsen knytter den kun til én ting: om du er i Kristus eller ej. Det skal du altid lægge mærke til i Skriften, forudsat at du ikke er så grov og uvidende, at du ikke ved noget om «de to testamenter» (Gal 4,22–31), «de to pagter» (Jer 31,31–34; Hebr 8,6–13; Rom 9,4–11). Står du endnu på det trin, at du ikke forstår disse to pagter, så må du mene, at Skriften stiller flere betingelser for saligheden. Men har du forstået, at «alt, hvad loven siger, det taler den til dem, som har loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for Gud» (Rom 3,19), for at den på den måde kan blive vores tugtemester til Kristus (Gal 3,24), så vil du virkelig finde i hele Skriften, at selve frelsen er knyttet til kun ét eneste punkt, nemlig vores forhold til Kristus, og at også al Kristi og apostlenes formaning kun går ud på at tugte, opdrage og danne børnene; men at de har deres barnekår og deres arv alene ved fødslen, alene ved deres forhold til Frelseren.

*) I den nye (svenske) oversættelse lyder dette vers: «Skulle jeg åbne moderlivet og ikke give kraft til at føde, siger Herren, eller skulle jeg, som har givet kraft til at føde, hindre fødslen? siger din Gud».

Skønt hele Skriften er fuld af denne sin hovedlære, vil vi dog, for at lade vores hjerter hvile ved Guds egne ord, minde om nogle vigtige bibelsteder om dette, og helst sådanne, der giver et mere anskueligt billede af denne frelsens eneste vej. Vi begynder med de første syndere på jorden. Da Adam og Eva endelig kom frem for Gud, sagde han ikke ét eneste ord til dem om nogen gerning af deres egen, hvormed de selv skulle bøde på deres fald, men talte kun om en anden mand, en «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved». Gud tog frelsesværket helt fra mennesket og lagde det fuldt og helt i en andens hænder. Hermed var troens vej til frelsen allerede givet og fastlagt; og sådan siger Apostlen, at det var ved troen, at Abel behagede Gud og fik det vidnesbyrd, at han var retfærdig (Hebr 11,4).

Da Gud siden gav verden et eksempel på frelsens vej ved troen, nemlig i sin tjener Abraham – som derfor kaldes alle troendes fader (Rom 4,11), ligesom de troende også kaldes Abrahams børn (Gal 3,7) – så skildres Abrahams retfærdiggørelse sådan: Gud gav ham et løftesord om den «sæd, i hvem alle slægter på jorden skulle velsignes»; og så hedder det: «Og Abraham troede på Herren, og han regnede ham det til retfærdighed» (1 Mos 15,6; Gal 3; Rom 4). Hvad troede Abraham da på? Han troede på Kristus; for Apostlen siger udtrykkeligt, at denne «sæd var Kristus» (Gal 3,16). Sådan er det mønsterbillede, der skal vise os, hvordan man bliver frelst. «For», siger Apostlen igen, «det er ikke skrevet alene for hans skyld, at det blev tilregnet ham, men også for vores skyld, som det skal tilregnes, når vi tror på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde» (Rom 4). Og siden siger Apostlen om Det Gamle Testamentes hellige, at de alle har fået nåde på samme måde, at de alle «ved troen blev retfærdige og fik det vidnesbyrd, at de behagede Gud». Se Hebr 11.

Et tredje eksempel. Da Johannes i sit første kapitel har talt om gudsfrygtens store hemmelighed, at Guds evige Søn, «Ordet», som var i begyndelsen og skabte alt, «blev kød og boede iblandt os», så siger han straks, hvem der skulle få del i al denne nåde og få barnekår hos Gud. Han siger: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn; som er født, ikke af blod, ikke heller af køds vilje, ikke heller af mands vilje, men af Gud». Læg mærke til dette sted. Her hører vi først med enkle og afgørende ord, hvem Gud selv erklærer for sit barn: «alle dem, som tog imod ham (Sønnen)» – «dem, som tror på hans navn». Dernæst får vi også her at se, hvad en frelsende tro er: for det første den tro, som tager imod Jesus – ikke den, som blot kender og holder Ordet om ham for sandt, men den, som tager imod ham, begærer ham og griber ham som sin Frelser; og for det andet den tro, som virker noget, nemlig virker en ny fødsel af Gud – ikke en tro, som lader mennesket blive i dets gamle væsen, men som forvandler det, så det bliver et nyt menneske for hele resten af sit liv og for evigheden. For her stod der om dem, som tror på hans navn, at de er født, «ikke af blod osv., men af Gud».

Et fjerde eksempel. Da Kristus selv i Joh 3,1–21 med det samme vil give Nikodemus den egentlige lære om saligheden, taler han kun om den samme genfødende tro. Han begynder med at tale om den nye fødsel (v. 3) og slutter med den store erklæring: «For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv». Og så tilføjer han: «Den, som tror på ham, bliver ikke dømt; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn». Her hører vi da af Kristi egen mund igen den samme erklæring: at frelsen kun afhænger af troen på ham, men af en tro, som fører en ny fødsel med sig. For ingen kan vel mene, at Herren Kristus her fremstiller to forskellige veje – den første: at blive født på ny, og den anden: at tro på ham – nej, vi ser blot her igen, at når Skriften taler om den frelsende tro, så mener den kun en sådan tro, som virker en ny skabning.

Et femte eksempel. Da Johannes var på øen Patmos, og Herren ville vise ham den utallige børneskare foran Lammets trone, lod han en af himlens ældste fortælle ham, hvad der kendetegner disse børn; og det lyder sådan: «Det er dem, som kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod» (Åb 7,14). Læg mærke til det! Hvordan var deres klæder blevet så hvide, de fodside, skinnende klæder? Kun ved at blive vasket i Lammets blod. «Det fine linned er de helliges retfærdighed» (kap. 19,8). Altså har de hellige kun deres retfærdighed ved at blive vasket i Lammets blod. Og at vaske sine klæder i Lammets blod, det er jo syndesorgens og troens daglige gerning, dér hvor den rene, tugtende Ånd bor.

Kort sagt: fra Bibelens første bog til den sidste er frelsens vej kun én og den samme, nemlig Kristus, kun Kristus, kun troen på Kristus. Vi gentager derfor igen og igen, at selve nåden, barnekåret og frelsen er knyttet til ét eneste punkt: menneskets forhold til Kristus. «Om ham bærer alle profeterne vidnesbyrd», at «i ham og i ingen anden er frelsen; for der er ikke givet noget andet navn under himlen blandt mennesker, i hvilket vi skal blive frelst, end Jesu Kristi, Nazaræerens, navn». «Den, som har Sønnen, han har livet; for livet er i Guds Søn.» Ja, så streng og urokkelig er denne Guds dom, at livet og frelsen kun skal være i hans Søn – «ligesom han har udvalgt os i ham, før verdens grundvold blev lagt» (Ef 1) – så streng og urokkelig er denne Guds udvælgelsesdom, at også de, som med den største alvor har stræbt efter retfærdighed, er blevet forkastet, alene fordi de ikke søgte den ved tro, men ved deres egne gerninger. Sådan siger Apostlen som den endelige løsning på det besynderlige, hårde udvælgelseskapitel, Rom 9, at han kun har villet sige, at de, som ikke havde stræbt efter retfærdigheden, alligevel fik retfærdigheden, nemlig den retfærdighed, som kommer af tro, mens de, som havde stræbt efter retfærdigheden, ikke nåede frem til den. «Hvorfor?» udbryder han. «Fordi det ikke skete af tro, men som af lovens gerninger; for de stødte an mod anstødsstenen» (v. 30–33). Så forfærdelig streng og hellig er Gud, at ikke engang den allerhøjeste fromhed gælder noget, men kun hans elskede Søn og den, som er svøbt ind i hans retfærdighed.

Dette er det første, Skriften overalt fremstiller: at Kristus er den eneste vej, Kristus den eneste dør, og at Kristus derfor er det egentlige kendetegn eller den prøvesten (Es 28,16), som det skal prøves og afgøres efter, hvem der er Guds barn eller ej.

Men da dette er så åbenbart i hele Skriften, at det nu vanskeligt kan skjules, ser Satan sig nødt til også at efterligne troen på Kristus eller at indgive dem, han vil bedrage, en selvgjort og indbildt tro, så han desto sikrere kan holde dem fast i et falsk væsen. Derfor er det så nødvendigt for den, der ikke vil bedrages, at give nøje agt på, hvordan den sande tro beskrives i Den Hellige Skrift. Åh ja, med blødende hjerte vil vi her råbe til alle, der vil blive salige: Se dog i Herrens navn efter, hvordan han selv har beskrevet troen, og følg ikke egenkærlighedens vildfarelse, som altid indgiver dig, at netop du ikke kan være bedraget. For det første har du allerede af de anførte bibelsteder set, at den sande og saliggørende tro altid skal skabe mennesket om. «Troen er en Guds gerning i sjælen, som forvandler os og føder os på ny af Gud og gør os til helt andre mennesker i hjerte, hu og sind og alle kræfter» (Luther). Apostlen siger udtrykkeligt: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.» At tro på Jesus og dog ligne verden i hu og sind, det rimer ikke. En ny fødsel, en ny skabning – sådanne ord peger på, at det indre væsen forandres. Lad dig da ikke bedrage af, at du i det ydre, i en from vandel, i brugen af Guds ord osv., er ulig verden og lig de kristne, men overvej for Herrens ansigt, om du har fået denne væsentlige indre gerning efter Herrens ord. Både Den Hellige Skrift og historien viser med tydelige eksempler fra hedninger og jøder, at mennesker enten ved opdragelse eller ved ihærdig øvelse, uden nogen fødsel af Gud, har kunnet få en sådan fromhedens ånd, at den skilte dem langt fra den øvrige flok. Den, der læser fromme hedenske filosoffers skrifter, ser også hos dem en indre fromhed, som gør mange kristne til skamme. Det samme har man bemærket hos mangen from jøde, som dog var Kristi fjende. Navnet farisæer betyder også «udskilt», for de skilte sig således fra verden. Hvor meget mere må ikke det samme ske inden for kristenheden, hvor en kristen opdragelse ofte gør en mand from, som dog ikke er en kristen født af Ånden, men mangler det indre liv, den virkelige syndsfølelses og troens daglige vask i Lammets blod! Det var dette, Herren selv så ofte pegede på med de mærkelige tekster om medlemmer af hans rige på jorden, som til sidst skulle lukkes ude fra glædens sal i himlen, som i Matt 7,22–23; kap. 22,1–13; kap. 25,1–13.

Blandt sådanne taler af Kristus er der måske ingen, der er mere værd at tænke over og mere dyrebar end den, hvor Kristus beskriver det rette indre forhold til ham eller den rette tros væsen. Det er sidste halvdel af Johannes’ 6. kapitel. Der har Herren så ofte gentaget den store hovedsag, at mange har undret sig over denne idelige gentagelse; men gentagelsen viser kun, hvor stor nidkærhed Herren Kristus havde for, at man dog engang skulle høre, hvad han siger. Det, Herren dér så idelig gentager, er, at man må have et sådant hjerte, som har sit egentlige livsbehov, sin altid uundværlige livsnæring, i hans forsoning. Han talte idelig om at «spise hans kød og drikke hans blod». At han ikke mener den sakramentale spisning i nadveren – som desuden endnu ikke var indstiftet – men taler om troens spisning, kan enhver selv se i v. 27.29.35 og 47. Men han viser, at kun den tro er saliggørende, som «spiser hans kød», det vil sige hele tiden på ny har brug for hans forsoning og nærer sig af den. For at forstå denne tale af Kristus skal du altid først give agt på ordene «spise» og «drikke» og dernæst på ordene «mit kød, mit blod». At spise og drikke betegner for det første den inderligste tilegnelse af noget, eller en hungren og tørsten efter det, ja, en så inderlig tilegnelse, at man forenes med det og nærer sig af det. For det andet betegner «spise», at en sådan tilegnelse ikke kun er nødvendig i en vis tid og så kan undværes i en anden periode af ens liv, men at den skal fortsætte stadig, så længe livet varer, ligesom legemet stadig og bestandig må nære sig ved det daglige brød, så længe det lever. Således må Kristi forsoning være vores vedvarende livsbehov, for så vidt det nye menneske, der er født af Gud, lever i os. Det skal man lægge mærke til ved ordene «spise og drikke». Men ved ordene «mit kød, mit blod» skal man lægge mærke til, at de ord betegner Kristi forsoningsværk, sådan som han selv forklarer i v. 51, hvor han siger om sit kød: «som jeg vil give til liv for verden». Således har Herren selv forklaret, at den, der ikke stadig har brug for at nære sin tro med Ordet om hans forsoning, «har ikke liv i sig», men er åndelig død, hvor from han end synes (v. 53); og omvendt, at det er rigtigt og saligt, hvis du har den egenskab, at du hele tiden har brug for at nære dig ved evangeliets ord om Kristus og hans forsoning.

Hør, hvordan Herren Kristus taler om dette: Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen. Hvis nogen spiser af dette brød, skal han leve evigt; og det brød, som jeg vil give, er mit kød, som jeg vil give til liv for verden … Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever på grund af Faderen, sådan skal også den, som spiser mig, leve på grund af mig. Ak, salige ord: På grund af mig!

Og da jøderne knurrede over, at han sagde, at det at spise hans kød kunne give det evige liv, sagde han: «Det er Ånden, som levendegør, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv», det vil sige: Jeg taler om en åndelig spisning, som sker, når I tager imod de ord, jeg siger jer, når jeg forkynder om mit kød og blod, som «jeg giver til liv for verden»; kun når Ånden får gøre disse ord levende for jer, giver han jer ånd og liv. Og er I født af Ånden, så har I et åndeligt væsen i jer, som lige så nødvendigt har brug for åndelig føde, som legemet har brug for den legemlige. Dette jeres nye, åndelige menneske er det, der skal bespises med mit kød, når Ånden forklarer det for jer.

Så barbarisk og tung at fordøje (v. 60) som denne tale er for mange, når Kristus taler om at spise hans kød, så forståelig, kær og levende er den for dem, der dagligt øver sig i og nyder selve sagen. De troende kan aldrig udtrykke sig bedre, når de vil beskrive deres egentlige hjerteliv, end hvis de siger, at Kristi kød er deres mad, at forsoningens ord netop er deres dybeste livsbehov og livsnæring. Se på de ægte nådens børn; jeg kan aldrig kende dem så godt som netop på denne egenskab, at trøsten i Kristi blod er deres livsbehov. De er ikke altid, hvad de burde være, og sådan som man kunne ønske; de har nu deres mange slags skrøbeligheder at kæmpe med; men én ting kendetegner dem, og det er, at Kristus er deres livsbehov. År efter år bliver de ved med ét og samme hovedemne for deres betragtninger; de læser, hører, synger, skriver og taler først og sidst om det samme og atter det samme, nemlig om Frelseren, om Kristus og hans nåde, om Kristi kød som givet for os; og så om synden, den svære synd, som altid hænger ved dem og gør dem træge og uværdige, og om hvordan man kan blive synden overmægtig og lignende; men så igen om Frelseren og hans nåde og magt. Ja, Ordet om Kristus og forsoningens nåde er virkelig deres mad. Når de i nogen tid har måttet undvære det dyrebare nådens ord, hvad enten det skyldtes, at jordiske gøremål hindrede dem, eller det skyldtes træghed og forsømmelighed, så er hele deres indre menneske lige så svagt og mat som legemet hos et menneske, der er sultent og mangler næring; de går nu der så kraftesløse og ulystne, ansigtet er formørket, bekendelsen er forstummet, vandringen er ustadig og vaklende. Men kommer de nu til Ordet, så går det dem nøjagtig som en, der er legemlig sulten og kommer til et godt bord: Når de har siddet en stund under en evangelisk prædiken om Kristus og hans forsoningsnåde, ser man snart blikket lysne, hjertet bliver igen levende, tilliden og forsætterne om omvendelse fornyes, og når de går derfra, kan de ofte næppe tie om det – det er gået dem efter ordsproget: «En mæt mave giver et glad hoved.» Vi siger ikke, at de altid er i stand til at spise sådan, at de bliver vederkvæget af evangeliets ord, ja, ikke engang at de altid hungrer sådan efter det; nej, til tider er de åndeligt syge og uskikkede; men vi siger, at skal de nogen sinde blive rigtig levendegjort og styrket i deres indre menneske, så skal det ske ved Ordet om Kristus, givet for os, og at Ordet om Kristus er deres bestandige livsbehov, deres egentlige sjæleføde. Og det er denne egenskab, Kristus her erklærer for helt nødvendig, når han siger: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.»

Et hjerte, der ikke kan leve uden forsoningsordets næring, er det sikreste vidnesbyrd om et åndeligt liv og en fortsat omvendelse; for det er netop den levende syndserkendelse, der virker det bestandige behov for nåde og for nådens ord. Ja, er det ikke et mærkeligt tegn, at et menneske, der ikke studerer, læser, hører og betragter noget så meget som netop dette nådens ord om Kristus, alligevel aldrig kan blive udlært i det, aldrig kan huske og beholde det? Andet, som jeg lærte for tredive, fyrre år siden, kan jeg huske og beholde, men ikke dette kæreste stykke, som jeg dog studerer mest og dagligt. Vidner det ikke om, at min tro er blevet noget andet end kundskab, når dens næring forbruges og forgår ligesom den mad, jeg spiser? Andre åndelige mennesker har derimod ikke brug for noget så lidt som dette forsoningens ord; det er noget, de engang har lært og nu ved, og derfor vil de nu høre noget andet. De kan ikke undre sig nok over de første, de svage og mærkelige sjæle, som aldrig bliver mætte af Ordet om nåden; og derfor mener de gerne, at det er et sygeligt folk, som ikke gør nogen fremskridt, men bliver stående ved det første stykke og ringeagter loven, formaningerne og helliggørelsen osv. Åh, gid de vidste, hvad denne deres opfattelse røber om dem selv! Levede de selv under Åndens tugt i sand øvelse i omvendelse og tro, så ville de jo vide, at det er lige omvendt: Netop fordi Ånden dagligt driver og tugter hjertet for al den synd, der stadig bor i det, og fordi loven går så dybt med den indre fordærvelse, at mennesket aldrig kan finde ro og trøst i sin fromhed – det er derfor og kun i sådanne tilfælde, at sjælen idelig på ny har brug for Ordet om nåden og Kristi forsoning. Ja, jeg forstår det ikke rigtigt, men der er noget mærkeligt ved de sjæle, der aldrig kan blive udlærte i det stykke, de studerer mest; men det er sikkert, at på sådanne sjæle går Kristi ord i opfyldelse, at hans kød er deres mad – deres mad – og så har de hans sikre forsikring om, at de også skal leve evigt «på grund af ham». Og hvis nogen gør dig urolig over, at hans kød, hans forsoning er din bestandige sjæleføde, så kan du trøstigt minde dig selv om din Herres ord: «Mit kød er sand mad.» Men den, der derimod ikke har et sådant hjerte, men er udlært i dette livets emne og nu kan blive lige så levende af emner, som ikke engang angår os, blot de er dygtigt fremstillet, eller af emner, der i hvert fald aldrig kan være livets brød – som Prætorius siger: «De bliver lige så levende af Siraks Bog som af Paulus» – sådanne sjæle har visselig et betænkeligt tegn på, at de ikke har deres livsbehov og deres næring i Kristi forsoning. Den, der ikke med vilje vil sky lyset, bør nok standse ved dette mærkelige tegn. Det er Herren Kristus selv, der har sagt dette.

Dette er nu det mest væsentlige tegn på den nye fødsel og de ægte børn – et så væsentligt tegn, at hvor det findes, at en sjæl lever af Kristus, dér er der altid med bestemthed et saligt Guds barn. Ja, det er så bestemt, at apostlen Paulus siger, at hvis en sjæl på denne levende måde bygger på Kristus og så sover hen, må en sådan blive salig, selv om den på denne ene gode grundvold har bygget så dårligt, at dens værk brændes op. Apostlens ord, som står i 1 Kor 3,11–15, handler egentlig om lærere og deres opbygning af det åndelige tempel, menigheden; men enhver forstår, at ingen kan blive salig, hvis han blot ved sin lære har bygget andres tro på Kristus og selv mangler denne tro; for «uden tro er det umuligt at behage Gud» (Hebr 11,6). Du må altså forestille dig en, der også har bygget sit eget hjertes tro på Kristus. Men så siger Apostlen: «En anden grundvold kan ingen lægge end den, der er lagt, og det er Jesus Kristus. Men hvis nogen på denne grundvold bygger med guld, sølv, ædelstene, træ, hø eller strå, så skal enhvers værk blive åbenbaret; for dagen skal gøre det klart, fordi den åbenbares med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers værk er. Hvis det værk, som nogen har bygget derpå, består, skal han få løn. Men hvis nogens værk brændes op, skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild.» Læg mærke til, hvordan Apostlen taler: Den, der har bygget så dårligt på den eneste grundvold, at hans værk brændes op i den sidste hjerteprøvelses ild, han bliver straffet eller «mister sin løn», men selv bliver han frelst, blot fordi han dog har levet af Kristus, som alene er livet – derfor bliver han selv frelst, «dog som gennem ild», ligesom en, der ikke kan redde andet end sit liv ud af et nedbrændende hus. Også heraf må enhver endelig se, at frelsen ligger i ét eneste punkt: «Den, som har Sønnen.»

Men ud over dette mest væsentlige hovedkendetegn på Guds børn findes der også andre tegn, som hjælper til at forvisse os om, at vores tro er ægte. Blandt dem vil vi blot ganske kort nævne de vigtigste. Det første, der vidner om den nye fødsel og om, at Ånden bor i os, er det nye, hellige sind, hvorved vor Herres bud bliver vores kære og afgørende rettesnor for hele vores liv. Det kaldes at holde hans bud, og om det står der i 1 Joh 2,3: «Heraf ved vi, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud.» Gennemførelsen af dette bliver vel aldrig helt fejlfri her på jorden; men så længe Herrens velbehag er vores liv, bliver hans bud vores livslov, så enhver afvigelse bliver påtalt, angret og rettet; og så længe siges det på Herrens sprog, at vi holder hans bud, sådan som vi ser, når Jesus siger til sin Fader om disciplene: «De har holdt dit ord» (Joh 17,6), skønt vi af historien ved, hvilke mangler der hang ved dem. Ellers hedder det i Skriften «at følge Kristus», at være «ham lydig», at «jage efter helliggørelse», at «vandre ikke efter kødet, men efter Ånden» osv. Alle disse bibelske talemåder betegner det nu anførte hovedtræk hos Guds børn på jorden. Verden har et andet tegn, for den kan uhindret fortsætte ad den brede vej med sin tro.

Et andet kendetegn hos Guds børn er det, som Jesus, Johannes og Paulus fremhæver så stærkt, nemlig deres kærlighed til brødrene. Jeg ser da i alle, som elsker Jesus, mine kæreste søskende, og hvad der angår dem, angår mig (1 Kor 12,26). Dette er et hovedtræk ved broderkærligheden; se videre 1 Kor 13. Om denne kærlighed siger Herren Kristus udtrykkeligt: «Deraf skal alle forstå, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden» (Joh 13,35). Og Johannes siger: «Mine elskede, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud.» «Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene» (1 Joh 3,14; 4,7). Deraf følger, at hvor man ikke elsker brødrene, ikke vil have noget åndeligt broderskab, men helst er from for sig selv og hellere søger at finde og sige noget ondt om de troende – den åndelighed har et mørkt tegn. Ja, så vigtigt et træk hos Guds børn er kærligheden til brødrene.

Et tredje kendetegn hos de ægte børn er, at de aldrig får lov at leve uden tugt og frit efter kødets lyst, men altid står under en faderlig tugt, så at de, så snart de er blevet lidt skødesløse og ikke rigtig agter på Åndens røst, straks har en eller anden bedrøvelse over sig, som «lærer dem at give agt på Ordet». Om dette tegn siger Apostlen bestemt: «Hvis I er uden tugt, som alle har fået del i, så er I uægte børn og ikke sønner» (Hebr 12,8). Og om grenene på vintræet siger Herren: «Hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt» (Joh 15,2). Til sidst skal det om alle disse tegn bemærkes, at de undertiden fornemmes tydeligere, undertiden igen er dunkle og knap mærkbare for os; men det forhold bliver klarere, når vi betragter de forskelle, som trods al denne væsentlige lighed alligevel kan være mellem Guds børn på jorden. Måtte Herren lede os i sit lys og i sin sandhed!

For nu at betragte de forskelle, der kan være mellem Guds børn på jorden, vil vi først med få ord sammenfatte og gentage, hvad der var de mest væsentlige træk hos dem, eller hvori de altid er hinanden lige. Vi fandt ud fra Skriftens egne ord, at alle Guds børn på jorden kendes på et bestemt forhold til verdens Frelser – at «den, som ikke har Sønnen, har heller ikke Faderen» – og «han har ikke livet» (1 Joh 2,23; 5,12). Guds børn er de, der drives sådan af Guds Ånd, at de ikke kan undvære Frelseren. Med andre ord: de mennesker, hos hvem Guds Ånd jager sådan efter alt syndigt, indvortes og udvortes, at de bestandig på ny har brug for trøsten i forsoningens ord og derfor aldrig kan blive udlærte i det ord, men fortsat har deres mad, deres livsbehov deri, hvad enten det sker med en mere svag og hungrende tro eller med en stærkere og fredgivende; men at Kristus og nåden er uundværlige – ja, det er hovedkendetegnet. At Kristus er dyrebar, det er sandelig hovedkendetegnet på Kristi venner. Kristus er hovedkendetegnet på de kristne. Som Luther siger: «Ligesom en hvid væg kaldes hvid efter den hvide farve, sådan kaldes også de kristne efter Kristus.» Dernæst betragtede vi også nogle medvidnende tegn, såsom den helliggørende Ånd i hjertet, broderkærligheden og den faderlige tugt; men vi begynder og slutter med hovedkendetegnet: Guds børn hænger ved Kristus. Heri er de alle lige.

Men nu skal vi også se, hvori de alligevel samtidig kan være forskellige fra hinanden; og da er det igen nødvendigt kun at spørge, hvad Guds ord siger om det. Ellers overdriver man gerne til begge sider i dette spørgsmål. Mens nogle vil have alle kristne så ens, som var de støbt i samme form, vil andre gøre deres forskelle så store, at også de nævnte væsentlige træk udviskes, så at også verdens børn om muligt kan få plads iblandt dem – i hvert fald sådan, at alt religiøst og fromt skal være Guds børn. Vi vil derfor sørge for, at vi alene grunder os på Guds egne ord herom.

Hvordan er nu de forskelle, vi i Skriften finder omtalt hos Guds børn? Vi har allerede set, at de ikke er forskellige deri, at nogle af dem føler sig skyldige over for Guds lov og alene har deres hjertes trøst og deres liv i Kristus og hans forsoning, mens andre Guds børn derimod er tilfredse med deres fromhed og har deres trøst i den. Nej, den forskel findes ikke blandt Guds børn; i selve livsgrunden er de alle lige. Heller ikke er de forskellige deri, at nogle af dem har en hellig lyst til Guds lov sammen med kødets strid imod den, ja, at de «regeres af Ånden», så at de følger Kristus hele livet igennem, mens andre Guds børn derimod tror på Kristus på en sådan måde, at de i øvrigt bliver i deres gamle væsen og følger verden; eller at nogle Guds børn har en særlig kærlighed til alt, hvad der er født af Gud, mens andre Guds børn derimod ikke elsker noget åndeligt broderskab, men er afvisende over for det; at nogle Guds børn er under tugten, men andre Guds børn er fri for den osv. Nej, sådanne forskelle finder vi ikke hos dem – på disse punkter er de alle lige, om end i en mængde forskellige grader af kraft og udvikling i disse nådens gerninger. Men selve tingene findes hos dem alle, ligesom alle legemets dele findes hos et nyfødt barn i naturlig forstand, om end spæde, selv om dets små hænder og fødder ikke kan sammenlignes med den store arbejdsmands. Således er alle de væsentlige træk ens hos alle, som er født af Gud. Men hvori de da kan være forskellige fra hinanden, det skal vi nu se af nogle tydelige steder i Skriften. For ikke at tale om, hvori de hellige i Det Gamle Testamente havde det anderledes end de hellige i Det Nye – skønt de første visselig var lige så kære børn for Gud som de sidste – vil vi kun se, hvad Ordet siger om de troende på Kristi og apostlenes tid.

Et meget let og håndgribeligt eksempel er det, vi finder hos apostlene selv. Hvem lægger ikke mærke til en påfaldende forskel fx mellem Paulus og Peter? Så ens de end er i troen og ånden, bemærker vi dog en sådan forskel i tonen i deres breve, at kristne endnu i dag gerne vil være enten «paulinske» eller «kefasiske» (petrinske). Paulus er med sin lange, sammenhængende bevisførelse især optaget af den store hovedsag: at prædike Kristus og forsvare evangeliets sandhed mod al forvanskning; Peter ligner med sit korte, sammentrængte sprog og sine hyppige, alvorlige formaninger og advarsler heri mere om Jakob. Så kommer endnu Johannes med en tredje udtryksmåde, der er helt hans egen, hvor Lammet og kærligheden er hovedordene. Og dog klinger alle tre stemmer sammen i den skønneste harmoni, så snart vi ser på ånden og indholdet. Når nu to lærere er så forskellige i deres måde at prædike på, i tale eller skrift, som disse apostle, hvor ofte bliver Guds børn så ikke forvirrede over det og mener, at kun den ene er af Gud og sund at høre, den anden ikke!

Gaverne er af mange slags (1 Kor 12)

Den forskel, vi her har antydet, har apostlen Paulus udførligt forklaret i sine breve, hvor han taler om de særlige kald, Gud har givet de forskellige lemmer på legemet, og den særlige udrustning med gaver, som disse forskellige kald kræver. Vi vil især betragte 1 Kor 12. Først siger Apostlen i v. 4: «Gaverne er af mange slags, men Ånden er den samme. 5. Og tjenesterne er af mange slags, men Herren er den samme. 6. Og kraftvirkningerne er af mange slags, men det er den samme Gud, som virker alt i alle.» Og lige nedenfor giver Apostlen os eksempler på disse forskellige Åndens gaver og siger: «Én får ved Ånden at tale visdom, en anden at tale kundskab ved den samme Ånd, en anden tro ved den samme Ånd, en anden gaver til at helbrede syge ved den samme Ånd, en anden kraftige gerninger, en anden bedømmelse af ånder, en anden forskellige slags tungetale, en anden udlægning af tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som deler ud til hver især, som han vil. For ligesom legemet er ét og har mange lemmer, men alle legemets lemmer, skønt de er mange, er ét legeme, sådan er det også med Kristus.» Og i Rom 12,4–6 bemærker han: «Ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men alle lemmerne ikke har samme funktion, sådan er vi, de mange, ét legeme i Kristus – og har forskellige gaver efter den nåde, som er givet os.»

Dette er nu den enkle forklaring, Apostlen giver på en mængde forskelle, som vi altid må støde på blandt de troende. Og han udlægger det yderligere med følgende tilføjelse: «Gud har sat i menigheden først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, dernæst kraftige gerninger, dernæst gaver til at helbrede syge, til at hjælpe trængende, til at lede og til at tale i forskellige slags tunger»; eller, spørger han: «Er da alle apostle? Er da alle profeter? Er da alle lærere? Har da alle kraftige gerninger? Har da alle gaver til at helbrede syge? Taler da alle i tunger? Kan da alle udlægge?»

Læg mærke til: Her siger Apostlen udtrykkeligt, at de ikke alle kunne gøre det samme som nogle kristne – «Kan da alle udlægge? Er da alle apostle? Er da alle profeter?» Nej, mener han; de kunne ikke alle, de var ikke alle, hvad nogle kunne og var; men alle var de dog «lemmer på legemet». Se, hvilken nyttig lærdom! Er det ikke almindeligt, at når vi først har lært en kristen, der udmærker sig ved en bestemt dyrebar gave, godt at kende og elske, og vi siden støder på en, som mangler denne gave, så er vi hurtigt parate til at mistro hans kristendom, selv om han nok så dybt og sandt har sit liv i Kristus sammen med andre af nådens kendetegn? Måtte vi dog aldrig glemme disse lærdomme!

Men lad os derfor også endnu bedre betragte de gaver og kræfter, Apostlen her har nævnt, og om hvilke han udtrykkeligt har sagt, at nogle lemmer på legemet havde dem, men andre ikke. Han sagde: «Én får ved Ånden at tale visdom, en anden at tale kundskab ved den samme Ånd.» Visdom og kundskab var altså to forskellige gaver. Visdommen var gaven til med et dybt og klart blik at skue ind i Guds gerning, Guds veje, domme og hemmeligheder. Kundskab derimod, eller forstandighed, som ordet betyder, var gaven til på en sund måde at anvende Ordets sandheder på mennesker og i hvert enkelt tilfælde finde, hvad der gavnede mest. Til visdom hører fx at kunne forstå og forklare Johannes’ Åbenbaring eller andre dybe, hemmelighedsfulde tekster. Men når Peter siger, at en mand skal «leve forstandigt sammen med sin hustru», så bruger han netop det ord, som her er oversat med kundskab, og vil sige så meget som, at manden burde indse og betænke «det kvindelige kars» svaghed og derfor vise mådehold og rimelighed i sine krav. Ligeledes når Paulus forstod at rette sig efter alle omstændigheder, at være «for dem, som var under loven, som om han var under loven», være «for de svage svag», være «alt for alle», så hørte alt dette til den gave, som her kaldes kundskab. At tale kundskab er altså at kunne anvende Guds ord rigtigt på forskellige mennesker, på en mild eller en skarp, en trøstende eller en truende måde, alt efter hvad hver enkelt har brug for. Derimod var det at tale visdom gaven til med et dybt blik ind i Ordets hemmeligheder at give dybsindige udlægninger af det til menneskers undervisning. Nu skal man dog ikke forstå det sådan, at nogen havde den ene gave i stort mål og slet intet af den anden, nej, disse gaver kunne godt være forenede, som hos Paulus selv og flere andre; men Apostlen ville sige, at Ånden gav den ene et stort mål af visdom, så at den fremstod som hans særlige gave, og han kunne alligevel have et meget lille mål af den gave, som kaldes kundskab. Derimod kunne en anden have denne sidste gave i rigt mål og alligevel have meget lidt af den første. Videre siger Apostlen: «En anden tro ved den samme Ånd, en anden gaver til at helbrede syge ved den samme Ånd.» Med ordet tro menes her uden tvivl den undergørende tro, som når Apostlen i næste kapitel, v. 2, siger: «al tro, så jeg kunne flytte bjerge» (jf. Matt 17,19–20); men det kan også sigte til det, man også ser i historien, at Gud undertiden har givet ellers ringe og upåagtede kristne en særlig heltetro til at vove store ting og udholde og overvinde svære lidelser. Gaven til at helbrede skelnes fra undergerninger, som omtales i v. 10, og udelukker altså ikke de naturlige midler. Det var dels med dem, dels med bøn og håndspålæggelse, at nogle af de første kristne havde en særlig gave til at helbrede syge (Jak 5,15–16). Og denne gave var givet dem ved Ånden, siger Apostlen her. Vi fortsætter ikke længere denne forklaring af de Åndens gaver, der her regnes op, men bemærker blot: Tænk, hvilken forskel der må opstå blandt de kristne gennem sådanne gaver! Og en forskel, som vi ikke skal dadle og misbillige, men beundre og prise. For alt, hvad Ånden gør, er skønt og helligt. Apostlen forklarer det med, at vi alle kun er enkelte lemmer på ét eneste stort og herligt legeme, hvis hoved er Kristus. Lemmernes forskellige gaver og funktioner skal derfor, langt fra at splitte og skille os ad, tværtimod forene os på det inderligste. For, siger han, på et legeme skal alle lemmer «have den samme omsorg for hinanden». Det er kun det kødelige sind i os, der gør, at vi dels selv vil have alle lemmernes gaver og funktioner, dels vil finde et andet menneske, som har dem alle, for om muligt at få et andet hoved end Kristus. Lad ham alene være den, som har «fået Ånden uden mål» (Joh 3,34), alene «den sten, som har syv øjne» (Zak 3,9; Åb 5,6), eller «hele guddommens fylde» (Kol 2,9); og lad os have vores hoved, vores glæde og vores ros alene i ham, så skal intet være stærkere til at forene alle lemmerne. Hvis vi alle så os selv og hinanden kun som «lemmer i Kristus», hvilken høj ære, hvilken inderlig sammenføjning i kærligheden!

Og her har Apostlen nu lært os, at vi ikke skal underkende en kristen, som kun har en eller anden gave og mangler andre, når han dog er et lem på legemet, dvs. hænger ved Kristus; du skal heller ikke være misfornøjet for din egen del eller mistro din egen nådestand, selv om du ikke har den eller den gave, som du beundrer hos en anden. Når du dog hænger ved Kristus, så er du alligevel et lem på hans legeme. Læg også mærke til, hvordan Apostlen overalt i dette kapitel bruger ordene: «givet ved Ånden» – «givet» – «givet», siger han. Han mener ikke, at nogen selv kan tage eller formå noget, men at enhver kun havde, hvad der var givet ham; som han et andet sted siger: «Hvad har du, som du ikke har modtaget?» Han mener, at vi intet har, som ikke er givet og skænket os efter Guds frie velbehag. Men nu plejer vi tværtimod at tilskrive os selv alting, så at når vi får nåde til at udrette noget godt, fx at tale med mere salvelse til en sjæl og lignende, så er vi så trøstede og fortrolige med Gud; men hvis vi en anden gang mangler denne nåde og er stumme og magtesløse, når vi mener, at vi burde tale, så er vi parate til at fordømme os selv for det. Det er et bevis på, at vi ikke for alvor regner det gode, vi formår, for en gave; for er det en gave fra Gud, så kan hans nåde og velbehag mod os ikke afhænge af den; han kan ikke regne de gaver, han selv giver, for vores fortjeneste og dyd og elske os for deres skyld; hans nåde står på en helt anden grund end gaverne og er uafhængig af dem. Om da min gave er større eller mindre, er for Gud helt det samme; han ved godt selv, hvad han har givet mig. Det er nok, at jeg er i Kristus og dermed et lem på legemet. Herom siger Apostlen nu: «Hvis foden ville sige: ’Fordi jeg ikke er hånd, hører jeg ikke til legemet’, skulle den så derfor ikke høre til legemet? Og hvis øret ville sige: ’Fordi jeg ikke er øje, hører jeg ikke til legemet’, skulle det så derfor ikke høre til legemet? Hvis hele legemet var øje, hvor blev så hørelsen af? Var det helt og holdent hørelse, hvor blev så lugtesansen af? Men nu har Gud sat hvert af lemmerne på legemet, sådan som han har villet.» Vel må vi «stræbe efter de største nådegaver» (1 Kor 12,31) og uophørligt bede om al nåde og kraft til at tjene sjæle, men ikke bygge vores tillid på det.

Og tænk, hvis der fandtes en kristen, hos hvem alle gaver var forenet i rigt mål, hvordan skulle det menneske så have undgået faren for at blive en afgud, ja, både for sig selv og for andre? Der er jo fare nok for afgudsdyrkelse, selv om Herren så viseligt har fordelt gaverne, at ingen har fået dem alle, men selv den bedst udrustede dog har mangel på et eller andet punkt. Men lovet være Gud! Derved skal han selv dog til sidst vinde den højeste plads i vores hjerter! Og det er vores højeste salighed, når Gud alene bliver stor. Gid vi må lære hverken at gøre en afgud af nogen, der har store gaver, eller at mistro og foragte en anden, der kun har en ringere. For Gud er alt lige stort og kært, det lille og det store, når blot enhver er tro i forvaltningen af sit pund. Lad heller ikke din egen gave synes dig for ringe, men se blot til, at du er tro i at øve og bruge den (Rom 12,7–8). «Ingen må stræbe efter at være en universalånd,» siger dr. Roos, «en universalånd, som skal vide alt, kunne alt og foretage sig alt; for af et sådant overmod opstår uduelige værker, som man i evighed må skamme sig over.»

Vi gentager, at de forskelle hos Guds børn, som vi nu har betragtet, kommer fra Gud og slet ikke er noget ondt, men tværtimod en skønhed og en rigdom. Ja, denne mangfoldighed og farverigdom er så karakteristisk for Guds værk, at hvis alle lemmerne i en menighed ligner hinanden så meget, at det at have set eller hørt én er det samme, som om man havde set og hørt dem alle, så er det ikke et godt tegn; for sammen med Åndens enhed skulle der dog i et sandt Guds værk være en mangfoldighed af gaver, og hvert lem skulle først og fremmest virke med sin gave. Ellers ligner det et menneskeværk, støbt i én form. Så langt er det fra, at vi bør bekymre os over alle forskelle blandt Guds børn. Og når man videre betænker, hvordan det guddommelige forsyn lader den ene blive født og opdraget i ét land, én by eller slægt, den anden i en anden, peger den ene hen på de og de åndelige lærere og skrifter, den anden på nogle andre, og fører hver især gennem forskellige erfaringer af lidelser og velgerninger, så følger der af alle disse omstændigheder endnu flere forskelle blandt Guds børn – forskelle, som ikke betegner noget ondt, men i sidste ende kommer fra Gud, og som ikke bør vække mistillid, foragt eller dadel, men, som tidligere sagt, betragtes med ærefrygt for Gud, den mangfoldige nådes kilde.

Forskellige meninger og levevis

Men de forskelle mellem Guds børn, som vi nu har set på, er nok ikke de sværeste at forstå og betragte rigtigt. Det bliver sværere, når vi støder på forskelle i de meninger og den levevis, som råder hos nogen, og som vi mener at have Guds klare ord imod. Men heller ikke sådanne forskelle beviser altid noget imod selve troskaben og nådelivet hos personen. Vi tænker her på forskelle, som enten kan bero på den åndelige alder og på, hvor langt nådens værk er nået, eller på en forskellig opfattelse af sådanne Guds ord, som selv ved lige tro granskning dog kan forstås på to måder; eller de kommer af de ydre forhold, vi lige har nævnt, som man er født og opdraget i; eller endelig af forskellige anlæg og retninger i selve naturen; for slet ikke at tale om, at også Satan kan påvirke os, uden at selve nådelivet slukkes. For eksempel: Du synes, at jeg har en for streng ånd og prædiker for meget lov og formaninger; jeg synes derimod, at du prædiker dem for lidt. Nu kan både det ene og det andet være sandt; både du og jeg kan gå for vidt, og det er ikke godt, men enten noget menneskeligt hos os eller ligefrem en virkning af sjælefjenden. Men vores mening og dom om hinanden kan også være forkert, og forskellen i vores prædiken kan skyldes forskellige kald, sådan som forskellen mellem en Johannes og en Jakob må betragtes. Et andet eksempel: Du gør dig samvittighed af forskellige ting, som jeg med fuld fred i samvittigheden og med tak til Gud kan bruge. Kan sådan en forskel også forekomme blandt Guds børn? Her vil vi nu se et lærerigt eksempel i Skriften.

Paulus skriver i Rom 14: «Tag imod den, som er svag i troen, uden at dømme over tanker. Den ene tiltror sig at spise hvad som helst; men den, som er svag, spiser grønsager. Den ene gør forskel på dag og dag, den anden regner alle dage for lige; enhver være fuldt vis i sit sind. Den, som agter på dagen, gør det for Herren, og den, som ikke agter på dagen, gør det for Herren; og den, som spiser, gør det for Herren, for han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.» Lad os betragte dette eksempel. Mange anser den forskel, Paulus her taler om, for meget ubetydelig; «for,» siger man, «det drejede sig jo om helt ligegyldige ting: at spise kød eller ej, at holde jødiske fastedage eller ej; det var jo små og frie ting.» Så rigtigt det end lyder, så falsk er det i virkeligheden. Nej, min broder, det var slet ikke så små ting, som de lyder for vores øre; spørgsmålet var egentlig dette: Skal man holde Guds bud eller ej? Skal Guds store, hellige ord betyde lige så meget som vores læreres udlægninger? Så skarpt var spørgsmålet. For forholdet var følgende: Det var Gud selv, der med sine bud havde bundet jøderne til forskellig mad og til forskellige dage. Nu har Gud lige fra tidens begyndelse alvorligt nok lært os mennesker, at hans befalingers vægt ikke må bedømmes efter gerningens størrelse, men efter den ene omstændighed, at Herren Gud har talt et ord om det. Da Gud i begyndelsen bandt menneskets dødsdom til det at spise frugten af et bestemt træ i paradiset, var selve gerningen visselig meget lille, men følgerne af at bryde buddet var overmåde store. Nu havde den samme Gud i den levitiske lov givet Israels folk forskrifter om, hvad de måtte spise af dyrenes kød, og hvad de derimod ikke skulle spise. Ligeledes havde han, ud over sabbatten, som var indstiftet i skabelsens dage, også påbudt forskellige højtider og fastedage. Nu kom Kristus til verden og i ham opfyldelsen af hele den forbilledlige lov. Med troen på ham var børnene kommet til myndig alder og behøvede ikke længere at stå under formynderen og tugtemesteren, som endog havde foreskrevet dem regler for bordet (Gal 3,23–25). Det forstod apostlene og de stærke i troen ved Åndens lys; men Gud havde aldrig med noget bestemt ord erklæret: Nu skal det være slut med den levitiske lov. Derfor var de «svage i troen» stadig bundet af Guds egne bud og tænkte: Dette er befalet os af Gud selv; intet er sikrere end at holde sig til Guds ord; ingen forstand, ingen udlægning må gøre Guds bud til intet. Vi holder os til Ordet. Og se, alle disse var også i den forstand «nidkære for loven», skønt de var «troende» kristne (ApG 21,20–21). Se nu her, hvor meget der stod på spil! For os er det et meget lille spørgsmål – for os, som aldrig et øjeblik i vores liv har været besværet af noget bud i den jødiske lov; men for dem, som lige fra modermælken havde indsuget den dybeste ærefrygt for hvert bogstav og hver tøddel i Guds hellige lov, for dem var det ingen ringe ting nu at begynde frit at bryde og foragte den – læg mærke til det! – når Gud aldrig udtrykkeligt havde kaldt disse sine bud tilbage. Hovedspørgsmålet drejede sig altså ikke om mad og drikke, men om at holde eller bryde Guds bud. Kun for Paulus og de stærke i troen var det en fri og ringe sag, sådan som det også er for os; men for dem, der ikke havde dette lys, var det et så svært og bindende spørgsmål, at Apostlen udtrykkeligt siger, at man blot med sin mad kunne «ødelægge den, som Kristus er død for» (v. 15) – volde samvittigheden anstød (v. 20) – og at en broder blev dømt (v. 23). Alt dette viser vel, at spørgsmålet ikke var en ringe og fri sag, men meget stort og bindende.

Og i et sådant bindende spørgsmål kunne sandt troende kristne have forskellige meninger, som dette kapitel viser. Hvordan var det muligt? Ja, vi har nu set, hvordan det gik til. Og så længe vi alle må bekende med Apostlen: «Vi forstår stykkevis og profeterer stykkevis», så må vi også bekende, at noget lignende altid kan ske blandt os. Når man mener, at alle redelige sjæle må nå frem til én og samme mening i alle punkter, kommer den tanke af en skjult indbildning om, at vi skal kunne forstå alting. Nej, sådan går det ikke til i dette liv. Der er kun én, der forstår alting. Vi forstår kun stykkevis. Og når selv apostlen Peter længe efter den store pinsedag endnu ikke forstod sit apostelhverv bedre, end at han kun ved en særlig åbenbaring fra himlen kunne bringes til at gå med sit evangelium ind i en hednings hus (ApG 10); og når Paulus i brevet til filipperne med hensyn til selve hovedlæren om Kristus kunne bevidne: Ikke at jeg allerede har vundet det – hvordan skulle vi stakler så bilde os ind, at vi forstår alting? – «Jo længere jeg studerer i Guds ord, desto mere finder jeg der, som jeg ikke forstår. Jeg kan ikke begribe, hvordan det går til, at jeg bliver mere og mere uvidende. I de første år af mit nådeliv forstod jeg så godt næsten hele Guds ord; nu forstår jeg ikke et eneste ord rigtigt til bunds.» Sådan har en gammel lærer sagt. Men netop det, at vi alle kun forstår «stykkevis», er grunden til, at lige alvorligt granskende kristne kan komme til forskellige meninger i visse spørgsmål.

Og nu har vi set, hvordan Apostlen påbyder, at de kristne i sådanne tilfælde ikke skal «foragte eller dømme» hinanden (v. 3), når de i øvrigt er brødre i Kristus. Og om det sidste bør man igen kun dømme efter de store, væsentlige forhold, som kendetegner Guds børn – nemlig om en er en fattig og tugtet synder eller tværtimod opblæst; om han lever af Kristi forsoning eller tværtimod er fjendtlig over for den prædiken; om han har en helliggørende Ånd og kærlighed til brødrene eller det modsatte. På sådant skal kristne kendes og bedømmes, ikke efter forskellige gaver eller efter meninger, som ikke angår selve livet og grundvolden.

Men når Apostlen her lærer, at vi ikke bør dømme eller foragte hinanden for sådanne meninger, har han dermed ikke sagt, at du uden skade kan beskæftige dig med stridsspørgsmål eller bør gøre det. Nej, om det har han givet udtrykkelige bud: at du skal fly sådant og «holde dig til de sunde ord og den lære, som hører til gudsfrygt», om «troen og kærligheden i Kristus Jesus» (2 Tim 1,13; 1 Tim 6,3–4); ellers kan du blive «syg af stridsspørgsmål og ordkløveri». Når den milde Frelser kunne sige til selve den trofaste Peter, da han var grebet af en mening, der stred imod Herrens ærinde: «Gå bort fra mit åsyn, Satan, du er mig en anstødssten», så har han dermed vist, hvordan man skal forholde sig i sådanne tilfælde. «Du er mig en anstødssten,» siger han; «ellers er vi vel gode venner, men med denne din mening er du mig nu til hinder; derfor vil jeg ikke høre på dig nu; gå derfor bort fra mig.»

Om forskellige åndelige aldre

Men når vi nu taler om de forskelle, som beror på forskelligt lys og blik i Guds ord, må vi særlig huske, hvad forskellige åndelige aldre og grader i nåden her kan føre med sig. Det er helt umuligt, at man på et hvilket som helst tidspunkt i sit liv kan fatte et hvilket som helst lærepunkt, når det gælder for fuldt alvor at holde det for sandt og gøre det til sit eget. Nej, man må leve sig ind i de guddommelige sandheder. Når det blot gælder om at indprente dem i hovedet, kan man på ethvert tidspunkt lære alle trosartikler; men bliver man vakt og begynder at søge sagen i kraft, så styrtes læresystemet omkuld, så bliver man som et barn, uvidende, og må nu begynde med de første bogstaver. Så lærer man på en ny måde ét stykke ad gangen, alt eftersom livet og erfaringen skrider frem; og så kan jeg på én tid kæmpe kraftigt imod en sandhed, som på en anden tid er hele mit liv og min salighed. Herom skriver superintendent M. F. Roos *) følgende: «Kristendommens forskellige grader skaber også en forskel blandt Guds børn; og fordi det dels er Guds vilje, at man ikke får alt på én gang, men først opnår en højere grad efter at have vist troskab i det mindre, dels også menneskers utroskab og træghed hindrer dem i at komme videre fra den ene grad til den anden, kan man føre den forskel, som følger af disse forskellige grader, tilbage snart til Gud, snart til dem selv. Mennesker har lavet forskellige beskrivelser og inddelinger af kristendommens grader. Lad os også her blive ved Den Hellige Skrift, som hverken siger for meget eller for lidt om det. Skønt Paulus i Fil 3,12 siger, at han endnu ikke havde vundet det hele og endnu ikke var fuldkommen, siger han dog i v. 15: ’Lad os alle, som er fuldkomne, være således sindede.’ Hvad menes her med de ’fuldkomne’ eller en fuldkommen kristen? Den, som er sindet sådan, som han har beskrevet det i v. 7–11, hvor han siger: ’Men alt det, som var mig en vinding (nemlig al min retfærdighed under loven), det har jeg regnet for tab for Kristi skyld. Ja, jeg regner også alt for tab over for det overvældende i kendskabet til min Herre Jesus Kristus, for hvis skyld jeg har mistet det alt sammen og regner det for skarn, for at jeg må vinde Kristus og findes i ham, ikke med min retfærdighed, som kommer af loven, men den, som kommer ved tro på Kristus’ osv. Sådan beskriver Paulus her de fuldkomne. Og i 2 Tim 3,17 tilføjer han som forklaring på ’et fuldkomment Guds menneske’: ’dygtig til al god gerning’, nemlig til de gode gerninger, som det efter sin særlige gave skal bruges til, ligesom en mester, der kan udføre alle slags arbejde, som forekommer i hans håndværk, når han har fået både kraft og forstand til det. Dog kan og skal også en sådan fuldkommen endnu vokse. For Paulus ville gribe Kristus endnu mere og ’jage mod målet’ (Fil 3,8.12.14). Som yderligere beskrivelse af en fuldkommen siger Apostlen i Hebr 5,12–13, at en sådan kan tåle en fast læres føde, sådan som læren om Jesu ypperstepræstelige embede er, således som den fremstilles i dette brev. Hvordan kan det være, at en klarere og rigere trøst fra evangeliet vækker anstød hos mange, som om den virkede letsind? Hvorfor er et skarpt ord om selvfornægtelse hårdt nok for en anden, som om det tog al trøst bort? Hvorfor synes en sand hemmelighed, som dog står i Skriften, utrolig for en tredje? Fordi man endnu ikke er fuldkommen og ikke kan tåle fast føde. Her hjælper ingen anspændelse af sanserne hos disciplen og ingen tydelige beviser hos læreren; nej, den første må endnu mere omvende sig til Herren og blive stærkere i Ånden, så skal han aldrig mere støde sig dér, hvor han før har stødt sig. Altså ville ingen strid i trossager forblive uafgjort, hvis der kun fandtes fuldkomne kristne. Over for de fuldkomne sættes små børn (Hebr 5,13), som man må give begyndelseslærens mælk og ellers tilskrive og tilkende mindre end de førstnævnte. Paulus kalder (1 Kor 3,1) de små børn i Kristus også kødelige og de fuldkomne åndelige, slet ikke som om de første ikke også havde noget åndeligt i sig og de sidste intet kødeligt, men fordi kødet endnu i høj grad hindrer børnene i at øve det nye liv, i at udføre de gode gerninger og i at tage imod den faste føde. Paulus siger også i Hebr 5,14, at de fuldkomne ved vanen havde øvede sanser til at skelne mellem godt og ondt; men disse korinthere, som han kaldte børn og kødelige, kunne under idel god mening og gode påskud gøre sig skyldige i misundelse, kiv og splittelser (v. 2–3). Se her altså igen en grund til, at der til alle tider har været så mange forskelle blandt Guds børn: det kommer af, at så mange står i barnestanden og er kødelige. Derfor skriver Apostlen igen (Ef 4,13–14): ’Vi skal alle nå frem til enheden i troen og i kendskabet til Guds Søn, til en fuldkommen mand, til Kristi fyldes aldersmål, for at vi ikke mere skal være børn, som kastes og drives omkring af ethvert lærdomsvejr ved menneskers spil, ved snedighed i vildfarelsens rænker.’ Heraf ser man, at barnestanden i kristendommen fører med sig, at man let ved forskellige meninger og forestillinger i trossager kan blive forvildet og drevet frem og tilbage som af mange slags vejr, ja, vel helt forført.» Så langt Roos.

*) I hans afhandling om «forskelligheden og overensstemmelsen mellem Guds børn i dette liv».

Om forskellige naturer

Andre forskelle mellem Guds børn kommer helt enkelt af forskellige naturer. For nåden ophæver ikke helt forskellene i naturen, men giver dem kun en ny, hellig retning og tugt og mådehold. Den samme kraftfulde og livlige natur, som var med til at gøre Paulus til en meget hård forfølger før hans omvendelse, var også bagefter med til at gøre ham til en meget virksom og kraftfuld apostel. Kunne han om sit tidligere liv sige, at han «gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i sit folk» (Gal 1), så kunne han også siden sige om sin gerning som apostel: «Jeg har slidt mere end dem alle» (1 Kor 15). Det var også uden tvivl blot forskellen i naturen, der gjorde, at mens den kærlige Johannes kunne blive i båden, da Jesus stod på stranden, så kastede Peter sig straks i vandet for at komme så hurtigt som muligt hen til sin Herre (Joh 21). Men var Peter heftig i sin kærlighed, så var han også heftig i andre sindsbevægelser, så han, skønt han var lige så trofast som Johannes, alligevel oftere forså sig end Johannes. Ser vi ikke dagligt, hvordan den mest alvorlige kristne, som mere end andre er rig på Åndens frugter og mere end andre græder over sine mangler og påkalder Gud om hans kraft imod dem, alligevel forser sig oftere end en anden, der har et roligt og stille sind, hvis hans natur er meget heftig og vanskelig? Den, der ikke lægger mærke til dette, men dømmer efter det, øjnene ser, kan da let dømme ilde om den, der i sandhed er mere gudfrygtig, og samtidig udbryde om en rolig og ligevægtig natur: «Hvor er han dog helliget!» Og en anden, der kun ser på livlig virksomhed, kan tænke ilde om en kristen af stille natur og regne ham for helt død, blot fordi Guds værk ikke kan vise sig livligt hos ham. Også dette skal man tænke over for ikke at misforstå og bedømme sig selv og andre Guds børn forkert.

Hertil hører også det, Luther over teksten om fodvaskningen siger om de forskellige uarter, som hænger ved de kristne. Hele Guds ord viser både med klare udsagn og med alle de helliges eksempel, at hvor meget Guds Ånd end helliggør os, så er vi dog i dette liv ikke syndfri og lige så hellige som Kristus, men hos alle troende er der en stadig kamp mellem Ånden og kødet. Derfor må der også stadig være nogle virkelige skrøbeligheder hos dem. Om det siger Luther nu: «Det bliver ikke anderledes: I hele verden finder du ingen kristen så ren, at han ikke har en særlig fejl og skrøbelighed. Den ene er vred og let at ophidse; den anden er sorgfuld og sær af sind; den tredje er for lystig eller undertiden letsindig; den fjerde er nærig og gerrig; den femte er for gavmild og rundhåndet. Så synes du, at hvis bare din husbond, din ægtefælle, dine tjenere, din nabo ikke havde den og den fejl, så ville du gerne omgås ham; men sådan en fejl er dig for svær og uudholdelig.» Så langt Luther. Ja, det sker også, at du, skønt også du har din fejl, som andre må bære over med, alligevel tager sådan anstød af din næstes fejl, at du er parat til at fordømme ham, i det mindste foragte ham, også når hans fejl ikke mere end din er af den art, at den beviser, at han er uden omvendelse og tro. Lad os våge imod sådan en dømmesyge.

De lovprægede og de evangeliske

Med alt det, vi nu har set om de forskelle, der kan være mellem Guds børn, plejer der dog altid at være én forskel, som bliver forvirrende, og derfor slutter vi med at sige lidt mere om den. Det er den forskel, som synes at røre nærmest ved selve ånden og livet, nemlig den mere lovprægede retning og den mere evangeliske. Den letteste måde at slippe ud af denne vanskelighed på er bare at regne den ene retning for den eneste rette og helt forkaste den anden. Det gør mange; men om de da ledes af sandhedens og gudsfrygtens ånd, må man overveje for Herrens ansigt. Lige så falsk og letsindigt dømmer de, der regner alt åndeligt for godt og saligt, hvad enten det er lovpræget eller evangelisk. Lad os ikke afgøre et så vigtigt spørgsmål for hastigt, men se mere nøje efter, hvad Ordet siger.

Du, som regner alt åndeligt for fromt og saligt, ser ikke, hvordan Kristus og Paulus udtrykkeligt siger det stik modsatte. Se dog Matt 7,22–23; 22,11–13; 25,8–12; Rom 9,31–32; 10,1–3; Gal 3,10; 4,22–30 m.fl. For det første ser vi i hele Det Nye Testamente, at der på Kristi tid fandtes en fromhedsskole, der gik så vidt i sin strenghed, at den endog ville gøre selve Herren Kristus til en synder, fordi han brød sabbatten, drak vin osv. Og Paulus bekender om den tid, han hørte til den skole, at han var «uden fejl efter den retfærdighed, som er i loven» (Fil 3). Og om sine brødre på den vej siger han: «Jeg giver dem det vidnesbyrd, at de har nidkærhed for Gud» – at de «jager efter retfærdighed – men», siger han, «ikke med forstand; for de forstår ikke Guds retfærdighed, men søger at oprette deres egen retfærdighed» osv. Men når nu også Jesu disciple «jagede efter retfærdighed» og havde nidkærhed for Gud og loven, hvad var det så egentlig, der skilte de første fra de sidste? Svar: Det var prøvestenen, det var Kristus. Paulus siger: «De stødte an mod anstødsstenen» (Rom 9,32). De knurrede over, at Jesus var for mild mod syndere (Luk 15), at han gav den bedste klædning og fedekalven til den fortabte søn, som havde ødslet sin arv bort med skøger, og ikke et kid til ham, som «altid havde tjent» faderen. De knurrede over, at denne Herre gjorde dem, der kun havde arbejdet én time, lige med dem, der havde båret dagens byrde og hede (Matt 20). Videre påstod de, at troens prædiken gjorde loven til intet (Rom 3,31). Nu er hele denne skole fordømt i Guds ord, det vil sige alle dem, der bliver i det sind, vi lige har nævnt. Apostlen siger udtrykkeligt med tanke på dette folk: «Alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10). Når nu nøjagtig det samme viser sig i vore dage, nemlig et folk, som jager efter retfærdighed, har nidkærhed for Gud og holder sig til lovens gerninger, men er fjendtligt indstillet mod prædikenen om den ufortjente nåde, fordi den skulle gøre loven og helliggørelsen til intet osv., så må vi med Det Nye Testamente for øje bekende: Bliver disse ikke gjort fattige på deres fromhed og til fortabte syndere, der er glade for at få nåde som nåde sammen med andre toldere, så er og bliver de farisæere og skal til sidst drives ud som «trælkvindens sønner» (Gal 4,30).

Men nu et ord til jer, som anser alt lovpræget væsen for mistænkeligt. Glem aldrig apostlen Jakob og hans brev, hvor lovpræget han er sammenlignet med Paulus, og dog er Jakob lige så sandt Jesu apostel som Paulus. Med andre ord: Glem aldrig, at der findes to slags lovprægede, som må holdes langt fra hinanden. Den første slags er dem, vi allerede har set på, som ikke selv er hårdere slået i hoften af loven, end at de sætter deres håb til den (Joh 5,45), og derfor er fjender af forkyndelsen af den frie nåde. Den anden slags er de arbejdende og besværede – dels de sjæle, som endnu ikke har forstået Rom 3,19–22 eller er kommet til troens enfoldighed og nåde, dels også de Jakobs-stemmer, som nok for egen del lever af nåden som fortabte syndere, men har et særligt kald fra Gud til at være advarende stemmer ligesom Jakob i vor letsindige tid. Sådanne lovprægede er vore dyrebare venner og søskende for evigheden. Hovedkendetegnet, der skiller dem fra farisæerne, er deres forhold til Kristus, nemlig at de selv, fattige og tilintetgjorte af loven, har brug for Kristus til alt og for egen del må leve af hans kød og blod. Lad os aldrig glemme denne forskel, så vi ikke fordømmer dem, som Herren retfærdiggør.

Vi gentager: Ligesom der findes to slags evangeliske – for det første de fattige syndere, som virkelig lever af nåden og derfor også har en helliggørende Ånd, og for det andet de døde bisiddere, som gerne hører det nådefulde ord, men ikke har nogen tugt og ingen helliggørende nåde – sådan findes der også to slags lovprægede: de selvstærke og de selvfattige. Lad os aldrig glemme det!

Og da vi alle er tilbøjelige til at hælde til en eller anden side, er det meget sundt for os at have fællesskab med de brødre, som hælder til den modsatte side, eller at høre både Paulus og Jakob, selv om det ofte kan blive noget besværligt for kødet. Desuden er det alle kristnes pligt og visdom, så vidt det er muligt, at søge at forene og holde sammen på den søskendeflok, som altid fristes til splittelse. Vi ved jo, som Luther siger, at «det er den sværeste kunst under solen at kende Kristus i de svage og sære», også dem, der for os er noget sære i smag og sind – når de dog har det kendetegn, at de med en fattig ånd hænger ved Kristus og hans evangelium. Sådanne er sikkert vore søskende i nåden, selv om de i visse enkelte tilfælde har en anden smag end vi. Men er de et selvtilfreds folk, som kun har brug for Kristus til helliggørelse, så er det noget andet – så er de ikke søskende i nåden, men fjender af evangeliet, og så hjælper det ikke at søge at forene. Men at søge at forstå og elske også sære brødre er højst nødvendigt, dels fordi vores tilbøjelighed er så stor til at dømme alting efter eget hoved og egen smag, dels også fordi vi bedre kan gavne hinanden, når vi er i berøring med hinanden, end når vi er skilt ad. Vi ved også, hvor meget apostlene har formanet de kristne til at bevare Åndens enhed ved fredens bånd.

Og hvor mange og store forskellene mellem Guds børn på jorden end er, så er de punkter, hvor de alle er ét, dog langt flere, større og vigtigere. De uomvendte skal ikke tage nogen støtte i de kristnes forskelle. For alle Guds børn, i alle de forskellige kristne kirkesamfund, er dog overalt enige om det, der fordømmer de uomvendte, nemlig den store fælles lære, at kun den er salig, som er blevet en ny skabning i Kristus. Hvor forskellige Guds børn end er på jorden, er de dog alle ét i de største og herligste forhold: «ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse; én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle». Lad os for denne store enheds skyld bære over med forskellene og som søskende for evigheden støtte hinanden i de fælles kampe på vandringen til det fælles fædreland og faderhuset i himlen! Amen.