Trøst for Guds børn i alle deres sorger og lidelser

(Attende årgang, 1859)

Det er noget ganske besynderligt at se, at så snart et menneske er blevet draget af Guds Ånd og omvendt til Herren og ved troen på sin Frelser er blevet et Guds barn og har fået del i alle himmelske gaver, så skal det blive genstand for særlige prøvelser og lidelser; det varer så ikke ret længe, før en eller anden uventet modgang eller sorg kommer over det og måske hænger ved det hele livet. Men det er ikke mindre besynderligt for os, når vi får at vide, at dette ikke er noget, der sker af tilfældige grunde, af blot tilfældige ydre anledninger eller af onde menneskers, ja, af Djævelens ondskab, men at det er den almægtige og gode himmelske Faders egen omsorg og vilje, der ser til børnenes indre behov, deres åndelige opdragelse, som alle Guds børns lidelser i grunden hviler på og bestemmes af. Åh, dette er tit så underligt for os, at det kræver ikke så lidt lys og ydmyg lydighed mod Guds ord, hvis vi skal lade os overbevise om det.

Men da vi ikke er hedninger, der tror på mange guder, men tror på én eneste almægtig Gud, som hersker over alt, hvad der er i himlen og på jorden, så tror vi nok, at «fra den Højestes mund kommer både det onde og det gode», og at alt, hvad vi oplever, stort og småt, er sendt af ham, også når han bruger onde ånder eller mennesker som redskaber til det (Klag 3,37–38; Es 45,6–7; 2 Sam 16,10; Job 1,12; Matt 10,29–30; 2 Kor 12,7). Men så står det første besynderlige tilbage: at Herren netop skal sende lidelsen over sine elskede børn og ofte lade verdens børn gå gennem livet som i solskin. Man skulle synes, som Prætorius siger, at den, som er udvalgt af Gud, kaldet, retfærdiggjort, benådet, helliget og bestemt til den evige herlighed, lige så vist, som var han allerede herliggjort i himlen, han måtte da med rette nyde godt af denne store herlighed og have de bedste dage på jorden, for at også andre, opmuntret af en sådan lykke hos Guds børn, kunne komme så meget villigere til Kristus. Men en sådan er ofte det elendigste menneske på jorden og har mange anfægtelser og trængsler, indvortes og udvortes, så længe han lever her i verden.

Hvordan skal vi forstå dette? Er Gud ikke kærlighed? Han, som har skabt os og sat os her i verden, er han ikke et kærligt væsen? Og skulle kærligheden ikke hellere give sine elskede børn al lykke og glæde og et paradis på jorden? Hvis vi var almægtige, hvad ville vi så ikke gøre for vore børn! Hvad betyder det så, at Guds børn skal være under lidelse her på jorden? Gud er sandelig kærlighed. Alt, hvad jeg ser i hele hans skaberværk, vidner om det. Se, hvor kærligt han har sørget for alle vore behov. Alle fiskene i havet, alle fuglene under himlen og alle dyrene på marken – alt har han gjort for vores skyld. Blomsternes forfriskende farvespil og duft og fuglenes livlige kvidren – alt taler om hans kærlighed til mennesket. Men endnu tydeligere vidner hele Guds ord om det; ja, hvert eneste bud i loven vidner om hans kærlighed til os, og så meget mere hvert eneste løfte i evangeliet. Så er det det allervisseste, der findes, at Gud er et ufatteligt kærligt og nådigt væsen. Hvad betyder det så, at alle Guds børn på jorden skal lide? Ja, her er visdommen, her åbenbares Guds skjulte tanker. Hvis vi bare fik øjnene åbnet til at se, hvad Guds børns lidelse betyder, så ville vi elske og glæde os over al vor lidelse lige så inderligt som over lyse budskaber fra himlen fra vor Fader, som gennem dem venligt hilser os: «Vær ved godt mod! I kommer til himlen. Mærker I ikke, at jeg allerede er begyndt at gøre jer rede til det, begyndt at døde jeres kød og at rense, lutre, feje og hellige jeres ånd, sjæl og legeme? Vær sikre på, at jeg ikke uden mening behandler jer sådan. Vær sikre på, at når jeg her i tiden gør jer rede til himlen, så har jeg også virkelig tænkt mig at tage jer derhen.»

Dette tegn taler så tydeligt, at selv de blinde derved har fået øje på den store sandhed, at Gud har bestemt et evigt liv i himlen for sine børn. Ved den blotte fornuft er mange tænkere kommet til vished om, at der er et evigt liv efter dette, alene på grund af det fænomen, at det her i tiden «går den retfærdige, som havde han gjort de uretfærdiges gerninger», mens det går den uretfærdige godt i alt. Når disse tænkere alligevel ud fra alt, hvad de ser af Gud i skaberværket, har forstået, at Gud må være et helt fuldkomment væsen, fuldkommen i retfærdighed og uendelig i godhed, kærlighed og ømhed mod mennesket, så har nogle forstået så meget, at der må komme en anden tid, hvor det ujævne skal jævnes, hvor Lazarus skal få sit gode og den rige mand sit fortjente onde; og andre har endog forstået, at al denne lidelse, som Guds børn har, ikke er andet end den Helliges arbejde med at døde synden i os og fuldende vor helliggørelse. For de har set med deres egne øjne det, som Apostlen ellers siger, at «den, som har lidt i kødet, er færdig med synden», at det gamle menneske gennem lidelser og trængsler svækkes og mattes i sine lyster og begæringer.

Sådan forstår vi altså Guds mening med alle vore lidelser: Han gør os rede til himlen. Han døder vor synd og fuldender vor helliggørelse. Og hvordan skulle det gå med hele vor kristendom, med hele Åndens værk i sjælen, hvis Gud ikke hele tiden tugtede og saltede os med lidelser? Mærker vi ikke dagligt, hvordan vi straks begynder at blive søvnige, kødelige og verdslige, når alt bare en lille tid har gået os godt og har været roligt og lykkeligt? Og hvordan skulle troen blive øvet og holdt ved lige, hvis vi ikke kom i prøvelser? For troen er det jo den naturlige øvelse, at vi bliver ført ind i en stilling, hvor vi intet ser, ingen hjælp og ingen kraft har, men må hænge alene ved den almægtige og sanddru Gud. Hvordan skulle det gå med vor bøn, hvis vi altid havde, hvad vi trængte til, eller selv kunne hjælpe os? Hvordan skulle det gå med vor gudsfrygt, hvis Gud ikke af og til viste sig vred? Hvordan skulle vi i længden sætte pris på nåden, hvis vi med ét blev fri for vore synder i kødet eller kunne gøre os fri af dem, når vi ville? Hvordan skulle det gå med kærligheden og ydmygheden, hvis vi aldrig blev ydmyget? Det går desværre alligevel langsomt og skrøbeligt nok med alle disse gode tings vækst; men hvordan skulle det så gå, hvis vi slet ingen tugt havde? Heraf ser vi, hvor uomgængelig nødvendigt det er for vor vækst i det gode, for vor helliggørelse og for at vi bevares fra åndelig død og fra, at synden tager overhånd, at Gud hele tiden følger os med sin vækkende og tugtende opdragelse.

Her er nu hovedgrunden til, at alle hellige før i tiden og alle ægte Guds børn den dag i dag må have noget bittert, noget at lide, en eller anden tugt. Og dette er en så fast ordning fra Gud, at Apostlen siger: «Hvis I er uden tugt, som alle har fået del i, så er I uægte børn og ikke sønner» (Hebr 12). Det er et tydeligt sprog. Det siger os udtrykkeligt, at så sandt du er et Guds barn, så skal du have tugt; og at hvis du er uden tugt og får lov at leve frit, som du har lyst, så er det et afgørende tegn på, at du er uægte og ikke et barn i huset. Vi forstår godt, at de små, spæde børn endnu ikke kan trænge til ydre tugt; de ledes endnu godt nok blot ved Ånden og Ordet. Men når de dels er vokset til, så de kan tåle de hårdere lutringer, dels med tiden er begyndt at blive søvnige og ligegyldige, så skal de have tugt; for at et Guds barn skulle være så rent og godt, at det ikke mere trængte til at blive renset, lutret og vokse, det er noget, Skriften ikke kender til. Altså bliver det en regel uden undtagelse, at alle de, der skal gøres rede til himlen, skal tugtes, riset og lutres.

Men betyder nu det, at Guds børn skal gå bedrøvede omkring her på jorden? Når vi nu har set, at det er en fast regel, at Guds børn skal lide, vil det så ikke sige, at deres liv skal være et tungt og sørgeligt liv? Det mener mange. Men tværtimod siger Skriften, at de skal «være et saligt folk» (Sl 89,16), at de skal «glæde sig» og «glæde sig storligt» – de skal «glæde sig i Herren altid» (Fil 4,4). Men hvordan hænger det sammen: at lide og at glæde sig? Det er Guds børns herlighed. Så stor er deres lykke, siger Peter; for da han i 1 Pet 1,5 havde nævnt ordet frelse, tilføjer han (v. 6): «som I må glæde jer over (den frelse), skønt I nu en lille tid, om det må være, har lidt sorg under mange slags prøvelser». Så stor er Guds børns lykke, at de selv i deres ulykkeligste stunder ikke burde gøre andet end at glæde sig, prise og love. Riset vil ganske vist svie, det skal vi nok mærke; men hele Guds ord vil under det opmuntre os og råbe til os: «Glæd jer – I, som er Guds børn og lider tugten, I går mod himlen; glæd jer!» Det er det første, man skal lægge mærke til her. Det andet er, at den nådige, himmelske Fader altid «giver os nyt mod igen efter sin store godhed» og «efter uvejret lader solen skinne igen, og efter jammer og sorg skænker han os rigelig glæde» (Tob 3). Derfor får vi altid også glæde her på jorden og hviletider mellem prøvelserne. Og når du får sådan en hviletid og glæde, skal du tage imod den med tak. Men det, vi her har betragtet, er, at du altid skal være forberedt på også at få modgang og bitre erfaringer, så sandt du er et Guds barn og skal gøres rede til himlen. Den regel står altid fast.

Og her er det en besynderlig vildfarelse hos det falske, selvoptagne hjerte, at vi alligevel vil gøre en undtagelse for os selv, skønt vi i læren ser og indrømmer, at alle Guds børn har været og må være under tugten, under kors og prøvelser. Vi vil alligevel gøre en undtagelse for os selv; for dels stræber vi efter at slippe for lidelsen og få lov at leve i uforstyrret ro og lykke på jorden, selv om vi vil være Guds sande børn og få den evige glæde; dels bliver vi så forundrede og nedslåede, når noget bittert rammer os, som om der skete os noget, der ikke var at vente, ja, noget ulykkeligt. Men skulle ikke alle ægte Guds børn have tugt? Hvordan er det så med det? Skulle du være undtaget? Hvorfor skulle du være undtaget fra Guds almindelige ordning? Det er jo blot en vildfarelse af egenkærligheden. Nej, den trofaste, almægtige Gud vil selv sørge for, at også du skal have din lidelse, så sandt du skal være blandt de ægte børn og lykkeligt komme gennem dette livs farer og blive gjort rede til himlen.

Åh, du, som har den nåde at tro dine synders forladelse og regne dig for et Guds barn, men alligevel er parat til at blive utålmodig og utilfreds med den himmelske Faders husholdning, fordi det ikke er gået dig efter dit hjertes ønske, plan og beregning – du har måttet undvære noget, som du havde ønsket dig meget, og til gengæld er der rammet dig noget, som du frygtede mest – med dig vil vi tale nogle ord. Også mange kortere prøvelser og sorger kan nok gøre hjertet ondt, som når den ene forfølges af mennesker en tid; den anden bliver syg, men bliver rask igen; den tredje har lidt et tab, som dog ikke rørte hans fremtid osv. Men alt dette er små børneøvelser, som man let bliver trøstet over. De rigtig dybtgående lidelser er dem, der synes at ramme hele dit liv og din fremtid, når du ser dine kæreste ønsker og forhåbninger for livet slå fejl; du søgte at blive lykkelig og synes at være blevet ulykkelig; du er ramt af noget, som du ikke kan håbe at blive befriet for her i tiden, fx en sygdom af den art, eller et menneske, som du er bundet til for hele livet, og som er et kors for dig; eller du havde knyttet hele dit hjertes lykke til et menneske, og det er taget fra dig osv. Du, som nu sørger i stilhed og regner dig for ulykkelig, løft dog dine øjne op en gang og se lige frem mod den uendelige evighed! Er du helt sikker på, at du ikke har brug for Guds underlige og hårde veje for at nå lykkeligt frem? Har du så glemt, hvilken stor og forfærdende kamp det drejer sig om, når du skal blive frelst og komme til himlen, mens hele verden ligger i det onde, og du tror, at de er få, som bliver frelst, ja, at «den retfærdige frelses med nød»? Du tror og mærker måske, hvordan hele dit væsen er gennemtrængt af den gamle slanges gift – sådan er det i sandhed med hvert menneske – dit hjerte er en ond og listig ting, der altid vil den forkerte vej, dit kød er fuldt af lyster og begæringer; du tror og ser, hvordan hele verden omkring dig er fuld af forførelser, og hvordan Djævelens magt og list er så stor og mangfoldig, at mange store hellige er blevet forført, hemmeligt bedraget og forhekset, så de er gået evigt fortabt. Det er jo forfærdelige ting at se. Og alligevel kan du mene, at du alene skulle være fri for al fare! Dig kan det falske hjerte og den gamle slange aldrig bedrage, mener du. Du er sikker på, at det bestemt vil gå godt for dig at komme igennem alle farer i denne verden; du skal bestemt være blandt de salige ved Dommerens højre side. – «Åh», siger du, «hvad har alt dette med sagen at gøre? At jeg regner mig for ulykkelig, er da vel ikke det samme som at være sikker og regne mig for fri for evig fare? Og så sikker er jeg ikke. Men det er der jo ikke tale om. Her er der tale om, at jeg skal være så ulykkelig i denne verden, når jeg ser, at den og den får lov at være så lykkelig.» Svar: Jo, det er netop det, der er tale om: hvordan du skal komme lykkeligt igennem alle farer i denne verden og komme til himlen; for det er netop med det formål, at disse dybe, livslange sorger og modgange er sendt til dig. Her er en dybere sammenhæng, end du tror. Vær vis på, at «Gud plager ikke menneskene af hjertet», men kun når det må være. Vær vis på, at hvis lidelsen ikke var nødvendig for dit evige vel, så ville den uendelige kærlighed i Guds hjerte hellere have givet dig et paradis på jorden.

Og selv om det ikke altid drejer sig om selve det at undfly den evige død, så burde det være dig nok, at Herren vil hellige dig endnu mere, døde dit gamle menneske og gøre dig rigere på åndelig kraft, liv og ånd, tro, bøn, kærlighed, årvågenhed og ydmyghed. Regner du sådan noget for ingenting? Regner du synden og din kødelighed for så ligegyldige ting, at du ikke bryder dig om, at Gud døder dem? Hvor højt agter du så Gud og hans velbehag? Hvis Gud vil vinde mere ære ved dig, skal du så ikke bryde dig om det? Er du mere optaget af din jordiske trivsel end af Guds ære? Tænk dog, menneske, på, hvem der har skabt dig og sat dig i denne verden med en udødelig sjæl, og ikke det alene, men givet sin egen elskede Søn hen i en blodig død for din frelse! Har han ikke ret til at gøre dig til «et kar til ære» – til at handle sådan, at du bliver til hans ære? Og det skal du ikke bryde dig om, så du tager anstød af det! «Åh nej», siger du, «det tager jeg ikke anstød af; tværtimod er det min inderlige bøn, at Gud ville gøre mig rigtig alvorlig og hellig til sit navns ære; og hvor tit har jeg ikke bedt om, at han ville døde mit kød, når jeg i Skriften har set, at vi skal korsfæste det med dets lyster og begæringer, og har mærket min egen store forsømmelighed og afmagt til det. Da har jeg visselig råbt til Gud om det og bedt ham døde mit kød – det er jeg ikke utilfreds med; men jeg taler om mine bitre erfaringer, mine sorger og lidelser; det er dem, der gør mig ulykkelig.» Svar: Du vil altså korsfæstes og dødes, men uden lidelse; du vil lide korsdøden smilende, have søm gennem hænder og fødder, men uden smerte; du vil have, at det gamle menneske skal dødes, men det skal ske uden lidelse. Åh ja, så tosset kan vore tanker være. Besind dig derfor nu på, at det gamle menneske ikke kan dødes uden lidelse. Når du har bedt Gud døde dit kød, så må du ikke undre dig over, at meget bittert rammer dig. Du har selv med en sådan bøn trukket det ned over dig. For sådanne bønner er Gud meget villig til at høre, nemlig når du beder om, at kødet må dødes og nåden vokse i dig; men så kender han ingen bedre måde end lidelser, modgang, fristelser, kors og sorger. Hele Skriften vidner om, at Gud med lidelser og sorger egentlig har til hensigt at rense, lutre og feje det indvortes menneske og døde vort kød. Har du bedt om sådan noget, så har du dér årsagen til dine bitreste erfaringer.

«Men», siger du, «jeg bliver ikke bedre af lidelsen, jeg bliver tværtimod mere ond og ugudelig; aldrig har jeg mærket sådan en ondskab i mig som netop under mine lidelser. Når Gud gør mig godt, føler jeg mig mere god, taknemmelig, mild og tålmodig.» Svar: Det er sandsynligt, at du føler dig mere god, når du er uden tugt; men den godhed vil Gud ikke have. Det er netop Adams godhed først at ville have alt efter sit eget behag og så imens få lov at glæde sig over sin godhed, så længe den aldrig bliver prøvet og den dybe fordærvelse aldrig bliver rørt. Sådan et styre ville den gamle Adam elske; han kunne også godt imens bilde sig ind, at han nu var korsfæstet og dødet. Men heri vil Gud ikke gøre vor Adam til lags. Vor Herre Gud har en helt modsat fremgangsmåde: For det første vil han aldrig lade Adams godhed være i fred, men drager den frem og prøver den, dels med loven og dens krav, dels med kors og lidelse, indtil mennesket mærker, at det ikke er godt, men fuldt af slangegift, egenkærlighed, hovmod, verdslighed, ondskab, foragt for Gud og hans veje, ja, at naturen er helt ugudelig, djævelsk og forbandet. Så begynder det at kende sandheden om sig selv. Denne sandhed driver det til fortvivlelse, medmindre det nu får lært Gud at kende som den, der alene er god, hellig, retfærdig og barmhjertig; det bliver nu dets eneste frelse. Og således begynder Gud at få sin ære igen. For det andet har Gud den fremgangsmåde, når han vil udmatte og døde den gamle Adam, at han ikke bruger noget, som behager samme Adam, men noget, som tværtimod bekymrer, forvirrer, mishager og plager ham. Som regel gør han det på en sådan måde, at det også dræber vor selvkloge fornuft og mening, på en måde, så vi ikke ser og forstår, at det er noget godt, Gud gør med os, men synes, at det er den rene død og ulykke for os, så vi i fuldt alvor må råbe fra dybet alene om Guds barmhjertighed. Da øves troen og bønnen for alvor, og da dødes Adam i sit inderste væsen. Derfor sender Gud os uventede, underlige og bitre prøvelser, hvor ondskaben bliver hvirvlet op og netop derved bliver os rigtig forhadt og bitter – prøvelser, hvor mennesket mærker sin fuldkomne afmagt under synden og Djævelen og skriger fra dybet som helt fortabt og med høj røst påkalder den eneste «nødhjælper». Kun sådan lærer det for alvor at give Gud æren, og kun sådan vokser den sande gudsfrygt, troen, bønnen og ydmygheden. Sådan mener Gud det, sådan vidner hele Skriften.

Hermed har vi nu antydet de vigtigste hensigter, som den vise og trofaste Gud har, når han lægger os i trængselens ovn. Andre hellige hensigter kender han selv bedst. Det må være os nok, at vi af hele Skriften ser, at det fra gammel tid har været Guds måde med sine, at de skal lide, tugtes med riset og lutres. Tror du, at dette er vejen til herligheden for alle hans ægte børn, så skal du ikke give op, når han revser dig, men ydmygt bøje dig for hans nådige og trofaste mening med dig og i dine lidelser kun se tegn og varsler om, at Herren agter at få dig til himlen. Og skal du være blandt de udvalgte salige, skal du en dag stå på Dommerens højre side ved hans komme og da indbydes til at nyde den evige glæde, så vær nu ikke utilfreds med dine lidelser i tiden. Tak du Gud på dine bøjede knæ for alt, hvad du må lide! Rom 8,17–18; Matt 5,12; 2 Kor 4,17.

Lad nu ingen tilegne sig denne herlige trøst, blot fordi han har sorger og lidelser på jorden; nej, vi taler her alene om Guds børn, om dem, der ved nådemidlerne er blevet kaldet, omvendt og omskabt til nye skabninger i Kristus. *) Alt, hvad der har liv, helt ned til de umælende dyr, må lide, og «den ugudelige har mange plager». Derfor må det først være afgjort, at du

er en kristen, dvs. lever af Kristus og har dit livsbehov og din mad i hans forsoning. Men når det først er tilfældet, så bliver den daglige tugt, dels fra Guds Ånd, dels fra modgang og lidelser, et nyt, håndgribeligt tegn på, at du er under opdragelse til himlen, som Apostlen siger: «Hvis I nu udholder tugt, så behandler Gud jer som sønner» – dvs. tugten er et særligt tegn på jeres barnekår hos Gud.

*) Guds børns væsentlige kendetegn, som tidligere er fremstillet udførligt, må altid forudsættes.

Men da en langvarig lidelse, især hvis det ser ud til, at den vil følge os gennem hele livet, altid er en hård prøvelse, hvor tålmodigheden, frimodigheden og glæden i Gud ofte er ved at gå til grunde, og Djævelen vil fylde vore hjerter med stormende uro og utålmodighed, så er det en god hjælp også at betragte de hellige, som er gået foran os gennem samme eller endnu sværere prøvelser. Løft dine øjne og se, at alle Guds hellige, som Skriften fortæller om, er «gået ind i Guds rige gennem mange trængsler». Og dog priser vi dem salige, som tålmodigt har lidt (Jak 5,11). Lad os betragte nogle eksempler på det. Vi begynder med Guds trofaste ven Abraham. Skriften siger: «Abraham, den højt priste fader til mange folk, har ikke sin lige i ære» (Sir 44). Med ham talte Gud som en ven med sin ven, aflagde ham fortrolige besøg i hans telt og kunne endog sige: «Skulle jeg vel skjule for Abraham, hvad jeg vil gøre?» (1 Mos 18). Hvem kan uden hjertelig fryd læse, hvor venligt Gud bøjede sig ned til Abraham i omgangen med ham, da denne under sin forbøn for Sodoma gav sig til at prutte ned gang på gang på antallet af de retfærdige, som Gud ville finde der, for at kunne skåne byen? Se 1 Mos 18. Tænk da på, hvilken Guds ven Abraham var. Ja, Gud gjorde Abraham til et mønster for alle troende, så de kaldes «Abrahams børn», og det hedder: «Lazarus blev båret af englene i Abrahams skød», ja, Gud selv kalder sig «Abrahams Gud». Til Abraham gav Gud et særligt land og sammen med det store, særlige løfter, dels om et afkom, så talrigt som stjernerne på himlen og som havets sand, som ingen kan tælle, dels om «den sæd, i hvilken alle jordens slægter skulle velsigne sig». Når vi besinder os på alt dette, synes vi, at hvis noget Guds menneske skulle have haft lykke på jorden, så burde det have været Abraham, især da Guds pagt med ham i så høj grad gjaldt timelige goder. Men hvordan var det med Abrahams lykke på denne jord? For ikke at tale om, at han aldrig følte sig hjemme her, men «i tro boede som fremmed i det lovede land som i et fremmed land og boede i telte» osv. (Hebr 11,9), vil vi blot hæfte os ved to punkter i hans historie. Hvad tror vi, det må have været for hans hjerte, at han, som skulle blive «fader til mange folk», gennemlevede et helt århundrede helt barnløs? Er det ikke et kosteligt, men bittert spil fra den underfulde Guds side? Han, som skal få et afkom så talrigt som stjernerne på himlen, han skal være barnløs til sit hundrede år! Tænk, hvilken bitter prøvelse for den, der havde fået et særligt herligt land til sig og sine børn og ved Guds løfters art havde fået hjerte og tanke så stærkt rettet mod børn og efterkommere! Se dog, hvordan Gud handler. Netop mod det punkt, som er ømmest for hjertet, retter han prøvelsens od. Sådan er Guds skik. Det var helt efter Guds måde, at Abraham (navnet betyder «fader til mange folk») skulle være barnløs i hundrede år. Sådan er Guds måde. Endelig får han ved Guds under «løftets søn», Isak; og da drengen er vokset så meget op, at han nok har nået at drage hele faderhjertets kærlighed til sig, da kommer Guds befaling om, at samme elskede Isak skal ofres til ham som «brændoffer». Og Abraham skal gøre det med egen hånd. Lad nu enhver selv forestille sig den prøvelse – prøvelsen for faderfølelsen, prøvelsen for troen, som nu skal holde fast ved de to Guds ord, der strider mod hinanden (Hebr 11,19), og prøvelsen for lydigheden. Sådan kunne Gud handle med sin kæreste ven Abraham.

Videre: Patriarken Jakob var ved Guds udvælgelse udvalgt til løftets arving frem for sin ældre bror; han burde da have været blandt de allerlykkeligste; men hvor lykkelig var han på denne jord? Lige fra sin tidlige ungdom var han en angst flygtning fra sit forældrehjem og levede i et fremmed land; og da han omsider vendte tilbage til sit eget land, var hele hans liv en kæde af modgang og bitre sorger. Vi taler ikke om hans angst og bæven for mødet med Esau. Men hvor mange ærgrelser havde han ikke med sine to hustruer! Hvor bitre bekymringer for de vanartede sønner! Hvilken nagende hjertesorg, da han mistede sin yndlingssøn Josef og i den blodige klædning så, hvordan han var blevet sønderrevet af vilde dyr! Hvad var hans lykke på jorden? «Få og onde har mine leveår været» – det var hans egen korte beskrivelse af den.

Vi vil tale om en endnu mere fremragende Guds mand, om hvem Herren selv vidnede: «Hans lige findes ikke på jorden, en så redelig og retsindig mand, som frygter Gud og flyr det onde.» Job var desuden en meget rig og mægtig mand, havde mange børn og store ejendele. Men Satan fik lov at røre ved alt, hvad han ejede, og så blev det hele taget bort på én dag. Den, som vil se, hvordan et troende hjerte bliver bestormet i anfægtelsens tid, kan læse Jobs Bog kap. 1, hvordan det ene sorgens budskab kommer efter det andet, så der tre gange står: «Mens han endnu talte, kom en anden og sagde» osv. – «Mens han endnu talte, kom en anden» osv., og den ene ulykkesmelding er sværere end den anden – den første fortalte, hvordan araberne var faldet ind og havde dræbt Jobs karle; den anden, hvordan Guds ild havde brændt hans får op og de karle, som var hos dem; den tredje, hvordan kaldæerne havde taget hans kameler og dræbt de karle, som var hos dem; den fjerde, hvordan huset var styrtet sammen over alle hans børn og havde dræbt dem. Da Job tog alt dette med tålmodighed og underkastelse, fik Satan derefter lov at slå hans krop med onde bylder fra fodsålen op til issen; hans hustru angriber hans tro og tålmodighed med bitre hentydninger mod Guds trofasthed; hans selvretfærdige venner arbejder på at lægge sten på byrden med stadige antydninger af, at alt, hvad han havde lidt, var straf fra Guds retfærdighed for hans synder. Og endelig skal det dyreste, han havde, hans tålmodighed og fromhed, svigte ham – han forbander sin fødselsdag og at hans liv blev bevaret, og dermed al den Guds godhed og troskab, som havde givet ham dette liv. For en så from mand var dette sidste sikkert det værste af alt, hvad han led. Sådan lader Gud kødet hos sine kæreste venner martre, sønderhugge og salte. Og til sidst erklærer den underfulde Herre, at samme Job var ham så kær og velbehagelig, at hvis Jobs tre venner, som havde plaget hans sjæl med deres høje, men falske visdom, skulle vinde Guds nåde, så skulle Job bede for dem: «Min tjener Job skal bede for jer; for jeg vil se til hans person, så jeg ikke gør med jer, som jeres dårskab har fortjent; for I har ikke talt ret om mig, som min tjener Job» (kap. 42,8). Åh, du store, trofaste Gud, hvor kosteligt du dømmer! Nu hedder det, at Job har talt ret! Han skulle ikke slippe ud af lutringsovnen, før hans fromhed havde svigtet ham, og han skulle gå knust over sig selv derfra, ja, blive straffet af Gud! Men så lidt tænker Herren Gud på det, så lidt dømmer han ham efter det onde, som i fristelsens sigtning brød frem af hans svage kød, at han nu siger, at hans «tjener Job har talt ret». Åh, du kostelige Gud, lær os dog engang at forstå dig bare en lille smule!

Men vi vil anføre endnu nogle eksempler. Hvis noget menneske på jorden har været omfattet af Guds særlige nåde, så var det sikkert den kongelige profet David. Hans navn betyder en elskelig, og han har i Den Hellige Skrift det store vidnesbyrd, at han var en mand efter Guds hjerte. Da han i sin ungdom endnu gik i skovene og passede sin fars får, blev han ved Guds udvælgelse og befaling udvalgt og salvet til konge over det herligste folk på jorden. Ved store heltegerninger vakte han snart hele folkets opmærksomhed og blev meget priset, især da han «i Hærskarers Herres navn» med en slyngesten fældede den frygtelige kæmpe Goliat. Hans ære var allerede stor, da man sang: «Saul har slået sine tusinder, men David sine titusinder»; og endnu meget større, da han efter at have besejret sine fjender sad som konge i Jerusalem i over tredive år; men alt dette er endnu intet mod det, at han var en fremragende Guds ven og profet, som mere end nogen anden i Den Hellige Skrift har udtrykt alle et fromt hjertes følelser, bønner og samtaler med Gud under alle tænkelige skift mellem lyst og nød, så vi endnu i dag ikke kan udtrykke vore erfaringer af Guds mildhed eller tugt bedre end med Davids ord i Salmernes Bog. Og hvad der er endnu mere: Kristus selv har i sin lidelse brugt Davids ord, mere end nogen anden profets. David var også den, der ligesom Abraham fik et særligt løfte af Gud om, at Kristus skulle fødes i hans slægt; desuden var han i sin person og sin historie et sådant forbillede på Kristus, at Helligånden i Skriften ofte bruger navnet David til at betegne Kristus, dvs. Kristus bliver kaldt David. Når vi lægger alt dette sammen og desuden ser denne fremragende Guds ven på en kongetrone, omgivet af al jordisk glans og rigdom, så må vi sige, at hvis nogen Guds ven på jorden skulle være lykkelig, så skulle det sikkert have været David.

Men hvordan var da hans livs lykke på jorden? En kæde af de bitreste erfaringer, som altid vekslede med og saltede hans gladere dage. Allerede i sin ungdom, fra det øjeblik den forhærdede kong Saul fik sit misundelige øje rettet mod Isajs søns voksende ry, var han en jaget og forskræmt flygtning for denne sin mægtige forfølger; han måtte leve som et dyr i skove og ørkener og hverken dag eller nat være sikker på sit liv. Men alt dette var endnu kun en barneøvelse til endnu bitrere erfaringer, som ventede ham. Da han var nået til sin lykkes højdepunkt og sad som en hædersfuld konge på tronen og som en Herrens profet sang til sin harpe om Herrens velgerninger, da alle hans ydre fjender var underkuet, se, da får han besøg af «en vejfarende» (2 Sam 12,4), som vendte så op og ned på alt i hans hjertes bolig, at den gudfrygtige, ja, hellige David faldt i de groveste synder og misgerninger mod den Gud, som lige fra hans barndom havde vist ham så uendelig meget godt, og mod det folk, som han var sendt for at beskytte og lære og lyse for med hellig vandel – han gik hen og tog sin nabos hustru og lod den uskyldige mand myrde på forræderisk vis. Hvilke frygtelige hjertekvaler sådanne gerninger førte over ham, kan man kun til dels fatte, hvis man levende forestiller sig hele hans forudgående historie – hele kæden af alle de velgerninger, Gud havde vist ham – og så den stilling, han havde som konge og profet for sit folk. Salme 51 antyder vel noget om disse kvaler; men hvem kan rigtigt forestille sig, hvad hans hjerte følte, da han erfarede det, han beskriver i Salme 32: «Så længe jeg tav, tærede mine ben hen ved min stadige klage; for dag og nat var din hånd tung over mig; min livssaft tørrede ind, som det bliver tørt i sommerens hede»; og i Salme 38: «Herre, straf mig ikke i din harme, og tugt mig ikke i din vrede. For dine pile har ramt mig, og din hånd trykker mig. Der er intet helt på min krop på grund af din vrede, intet sundt i mine ben på grund af min synd. For mine misgerninger går mig over hovedet; som en tung byrde er de mig for tunge. Mine sår (samvittighedssår) stinker og flyder på grund af min dårskab. Jeg går krumbøjet og meget ludende; hele dagen går jeg sørgende. Jeg klager af mit hjertes jammer» osv.

Og dernæst: hvilke hjertegnavende erfaringer i det ydre måtte David ikke gennemleve! Hvilke sorger over sine børn, da han måtte se sine egne synder vende tilbage over dem i de afskyeligste former for blodskam og barnemord, da den ene af hans sønner vanærede sin fars datter, og en anden søn siden myrder sin bror! Hvilke bitre erfaringer, da den gamle konge i sin egen søn får en forræderisk oprørsleder, og da kongens trofasteste mænd falder fra ham og bliver hans fjender, så han nu under bitter gråd må gå ud af sin kongestad og blive en flygtning for sin søn! Også over dette fører han en vemodig klage i Salmerne: «Selv min ven, som jeg stolede på, han som spiste mit brød, løfter sin hæl mod mig. Herre, hvor mange er mine fjender! Mange rejser sig mod mig. Uden grund har de i det skjulte gravet en grube for mig og lagt deres net i den; uden grund har de gravet en grav for mit liv. Jeg er som en pelikan i ørkenen; jeg er som en ugle blandt ruiner. Jeg må våge, og jeg er som en ensom fugl på taget. – Jeg blander min drik med gråd på grund af din vrede og harme; for du har grebet mig og kastet mig bort».

Hvor er nu den herlige konges lykke og gode dage? Og det bitreste af alt var, at han måtte lide alt dette under en ond samvittigheds rædsel for Guds vrede på grund af sine svære synder, sådan som også ordene antyder: «på grund af din vrede og harme», «på grund af mine misgerninger», «på grund af min dårskab» osv., så han heller ikke kunne have en tillidsfuld tilflugt til sin Gud. Se, det var selve brodden i al lidelsen og gallen i sorgens bæger. Men videre: hvilke knusende kvaler måtte han ikke siden lide, da han i hovmod havde ladet folket tælle og nu måtte se så mange tusinder dø for hans skyld under Guds straffedom, den frygtelige pest, som på tre dage rev halvfjerdstusind mennesker bort! For sådan skulle det stilles frem for David: at det skete alene for hans skyld, så det rigtig dybt skulle såre og knuse hans arme hjerte. Beretningen siger nemlig, at Herrens vrede blev optændt mod Israel, men da lod han Satan indgive David at tælle folket og lod ham siden blive talt sådan til rette for denne hovmodsgerning, at straffedommens knusende tyngde skulle falde på Davids hjerte. Sådan lyder beretningen, når vi sammenholder 2 Sam 24,1 med 1 Krøn 21,1. Fordi hovmodet især var kongens fristelse, lod Herren Satan lokke det, som allerede fandtes i hans hjerte, frem til en åbenlys handling, for at han så meget bitrere skulle komme til at føle og angre sit hovmod. Da skulle det arme hjerte pines med så frygtelige forestillinger: at han med sit hovmod alene var skyld i halvfjerdstusind menneskers død. Åh, den underfulde Gud! Den hellige, frygtelige, men trofaste Gud! Og hvad må de mennesker ikke lide, som har en særlig nåde og gave! – alene for det arme hjertes skyld, som aldrig kan komme fri af den dybe smitte, som slangen podede ind i os ved syndefaldet, nemlig selvforgudelsen eller tilbøjeligheden til i alting at søge en egen ære. For deri lå uden tvivl den egentlige grund til alle de storme, der gik hen over Davids liv; men om denne sidstnævnte bedrøvelse antyder Skriften det særskilt.

Sådan skulle nu de hårdeste storme gå hen over det hjerte, som engang var så lykkeligt og endnu efter ånden ikke elskede noget højere end sin Gud – de hårdeste storme, snart af mægtige syndefristelser, snart af knusende bedrøvelser, så han derfor også siger: «Dyb kalder på dyb ved bruset af dine vandfald; alle dine svulmende bølger går hen over mig. Jeg vil sige til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor må jeg gå i sorg, trængt af fjender?» Se, sådan var lykken på denne jord for den udvalgte, elskede gudsven David. Gid vi aldrig må glemme det! Og hvem skulle være lykkelig på denne jord, om ikke David, som var en så fremragende Guds ven, så rigt benådet fra sin ungdom, så højt sat og så rigt velsignet, en stor konge og Guds profet, «en mand efter Guds hjerte»? Men sådan var hans lykke. Gid vi aldrig må glemme det!

Nøjagtig det samme finder vi, hvis vi går over til Det Nye Testamente. To mennesker nævnes dér som de mest benådede, vores jord nogen sinde har båret. Den første af dem var Johannes Døberen, om hvem Herren Kristus selv vidnede, at «blandt kvindefødte er der ikke opstået nogen større end Johannes»; han var «mere end en profet»; «han var den, om hvem der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dit ansigt, han skal bane din vej foran dig». Han var «brudgommens ven», som flere hundrede år før sin fødsel var genstand for profetiens forudsigelser. Tænk bare på, hvad det indebærer, at et menneske har været genstand for Bibelens profetier! Og det vidste Johannes selv om sig selv, så han på jødernes spørgsmål om, hvem han egentlig var, til sidst svarede: «Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen, som profeten Esajas har sagt». Tænk, hvilket højt kald – og hvilke høje forestillinger det var egnet til at give ham om hans kommende virksomhed! Skulle da ikke en mand som Johannes være lykkelig, han som var Jesu ven og forløber og havde så stort et vidnesbyrd fra sin Herre? Men hvad blev så hans lykke på jorden? At han knap nok var begyndt på sin virksomhed, før han blev kastet i et mørkt fangehul og dér til sidst blev halshugget på en så letsindig og foragtelig måde, som var det for spøg, da en danserinde befaler: «Giv mig her på et fad Johannes’ hoved» – så ikke engang det ringeste husdyr bliver slået ihjel så letsindigt. Findes der vel her det mindste tegn på, at Gud drog omsorg for ham? Ikke det mindste. Alt får lov at ske. Her kommer ingen engel og løser Johannes’ lænker eller åbner hans fængsel – det er, som om Gud var død eller sov den aften. Så ubegribeligt underligt handler Gud med sin udvalgte, trofasteste tjener. Gid vi dog engang må åbne øjnene! Johannes var alligevel ikke så foragtet i himlen, som det så ud til – heller ikke ulykkelig eller bedraget af sin Herre – nej, hans ærinde var fuldført, og Herren skyndte sig blot at hente sin trofaste ven fra løvernes bolig, så han ikke længere skulle lide de ugudeliges mishandling, men i hast komme til den evige glæde. Men tænk, hvordan det så ud for naturens øjne, som kun ser efter lykke og fremgang på denne jord! Gid vi ikke må glemme dette eksempel!

Det andet mest benådede menneske, som Det Nye Testamente omtaler, var hende, som millioner af mennesker har tilbedt som en gudinde, og som endnu i dag tilbedes sådan af millioner, nemlig Guds Søns mor, Maria. Hun er visselig den mest benådede blandt kvinder, som hun også selv synger i sin lovsang: «Herefter skal alle slægter prise mig salig». Sådan råbte også kvinder, som så Jesu gerninger: «Saligt det moderliv, som har båret dig, og de bryster, du har diet». Vi må også indrømme, at vores tanke svimler ved højden af den nåde og ære, der blev hende til del, så vi alene på grund af den æres storhed ikke rigtig kan fatte, at et menneske har haft den nåde at være Guds Søns mor. Skulle noget menneske på denne jord være lykkeligt og bestandig bæres på englehænder, så måtte det visselig være hende, som Gud havde udvalgt til så stor en nåde og ære. Men hvordan nød hun så denne sin store nåde og lykke? På den måde, at intet menneskehjerte har haft bitrere erfaringer på denne jord. Her skal vi dog engang mærke os sandheden i den regel for Guds husholdning med dem, der beredes for himlen: at i samme mål som et sådant menneske er benådet med stor lykke på jorden, i samme mål skal det have bitre erfaringer – og netop over det samme, som udgør dets største lykke. Vi vil ikke tale om alt det, Maria måtte lide i det dyrebare underbarns allerførste dage, da hun først i Betlehem måtte så dybt ned i fattigdommens og foragtens sump, at hun ligger i en stald, da hun skal føde det barn, som engle har forkyndt hende som Guds Søn; eller hvad hun måtte udstå, da hun siden blev nødt til at flygte med sit barn til Egypten for en grusom forfølger. Nej, vi vil blot minde os selv om to træk i hendes historie. Det første er, da barnet som tolvårig bliver væk i Jerusalem. Den begivenhed er velkendt; men tænk dog en smule over følgende omstændigheder: Det dyrebare barn, Guds Søn, forkyndt af engle, er af Gud særligt betroet til denne mors trofasteste omsorg. Nu er barnet forsvundet. Hun er på vej fra Jerusalem, hun går en hel dagsrejse og leder blandt slægtninge og bekendte; men da hun ikke finder det, må hun vende tilbage til Jerusalem. På hele vejen møder hun det ikke; hun leder hos alle bekendte og alle de steder, hvor hun kunne vente at finde det, men alt forgæves; hele den anden dag gik på samme måde; endnu en nat falder på – det dyrebare barn er borte. Tænk over, hvordan hun nu havde det, og hvad der lå i den korte klage: «Vi har ledt efter dig med sorg» (Luk 2,48). Kun en far eller en mor kan forstå noget af dette, nemlig hvilken bitter sorg og jammer der er på færde, når et kært barn er så forsvundet, at de ikke ved andet, end at det er tabt. Og selv om det ikke varer mere end en time eller to – hvilken bitter uro, hvilken gråd og klage! Man kan hverken spise eller drikke eller sove eller have et eneste roligt minut; det brænder som en ild i hjertet. Hvor meget bitrere bliver denne uro ikke, når det varer en hel dag og nat eller længere! Da bliver hver time lang som en dag. Men nu har Maria oven i købet mistet en søn, hvis lige hverken hun eller nogen anden har. Han er Guds sande, enbårne Søn, betroet til hende alene, for at hun skal holde opsyn med ham; og nu er han tabt. Og hun må savne ham, ikke en time eller to, men hele dagen og natten efter og hele den anden dag og igen en nat, så hun ikke kan forestille sig andet, end at hun aldrig mere skal se ham her i verden.

Men nu kommer endnu det sværeste til: Dette var ikke en bedrøvelse, som hun kunne betragte som en tilskikkelse fra Gud og overgive til ham; nej, den bitreste torn i hendes sorg var, at det var hendes egen skyld, og hun måtte tænke på, hvordan Gud havde betroet hende dette barn, og at hun havde forsømt det sådan, at Gud selv nu i hellig vrede måtte forbande hende; for sådan stiller en sådan begivenhed sig altid for et gudfrygtigt hjerte. Åh, hvilke tordenslag må hendes hjerte ikke have følt, det ene efter det andet, af tanker som disse: Det er ingen anden end dig, der er skyld i, at han nu er tabt; det var dig, der skulle passe på ham og ikke et øjeblik lade ham komme bort fra dig! Og igen: Det har du fået for dine synders skyld! Gud kunne ellers have ledt det bedre, men han er træt af dig; for dine synders skyld er du uværdig til den store nåde og ære, der var givet dig; nu har Gud taget sin Søn tilbage. Du er skyld i, at verdens Frelser nu er tabt; Gud og alle mennesker må fordømme og forbande dig; du er den frygteligste synder, der har gået på denne jord. Se, med sådanne frygtelige tanker plejer Djævelen at larme hele hjertet fuldt hos gudfrygtige mennesker, når først en forseelse og siden en ulykke er sket; han tordner og forbander dem uden mål og grænse med de urimeligste tanker og rædsler. Og det skulle Guds Søns mor gennemgå, så hun nu gerne tier om sin høje ære, at hun er Guds Søns mor – ligesom David gerne tav om sin vise regering, da han så sig skyldig i halvfjerdstusind menneskers død for sit hovmods skyld. Sådan plejer Gud at indrette det for sine bedste venner.

Men det, den fromme Simeon havde forudsagt Maria med ordene: «Også gennem din egen sjæl skal et sværd gå», var endnu ikke opfyldt. Hvor ofte er der ikke gået et glødende sværd gennem det moderhjerte, når hun stod i skaren af Jesu tilhørere og mærkede hans fjenders store bitterhed, morderiske hensigter og rænker mod ham! Nåden tager ikke de rent naturlige følelser bort – selve Herren Kristus skælvede i haven – Maria har haft et sandt moderhjerte. Hvad har hun da ikke følt, da det til sidst var kommet så vidt, at hendes Søn virkelig var i de brølende løvers vold! Den anden dag får hun at vide, at de har mishandlet hans legeme, det legeme, som hun lige fra hans fødsel havde passet og plejet med så stor ømhed – de har «hudstrøget» ham. Tænk, hvad det var for hendes moderhjerte! Til sidst er han dømt til at henrettes, og hun ser ham bære et tungt kors til retterstedet; for nu er hun med i sørgetoget, som beretningen viser. Snart ser hun sin Søn hænge på korset med nagler midt igennem sine hænder og fødder. Han hænger i luften på grove nagler. Nu var det visselig, at sværdet gik gennem hendes sjæl. Tænk over det, og glem aldrig, hvad Gud kan lade sin mest benådede ven på jorden gennemgå.

Og tænk, hvis vi betragtede Smertensmanden selv, vores dyrebare Frelser, som hang på naglerne og i sin sjæl følte helvedes kval – hvilket stort eksempel! Men den lidelse kan intet menneske forstå. Dog er det visselig et stort eksempel på den samme Guds underfulde regering, nemlig at vi skal gå ind til herligheden gennem lidelse. Derfor siger Apostlen også: «Lad os med udholdenhed løbe det kapløb, som ligger foran os, og se hen til Jesus – – som i stedet for den glæde, der lå foran ham, udholdt korset uden at agte skammen og sidder ved højre side af Guds trone. For tænk på ham, som har udholdt en sådan modsigelse fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet i jeres sjæle».

Hvad skal vi nu lære af alle disse eksempler? Først skal vi hente en vis forståelse af livet i almindelighed. Det drejer sig nok ikke blot om at have en lidt bedre eller dårligere livsvej her på jorden, men om et stort, evigt udfald af vejen – en stor, evig salighed eller fordømmelse. Det er det første, alle disse eksempler lærer os: at den store, almægtige, nådige Fader, som i begyndelsen skabte os i sit billede og til at nyde salighed, nok ikke vil tildele os vores gode her på jorden, men tværtimod regere sådan, at de, der i evighed skal have himmelsk glæde hos ham, i denne tid skal smage det bitre, og det så alvorligt, at det kan tjene til at forhøje den himmelske salighed og desuden til at dræbe hans og vores fælles fjende, synden – rense, feje og lutre vores ånd, sjæl og legeme til det store mål, de er bestemt til. Det er den almindelige lære, vi først bør hente af alle disse eksempler. Men om det har vi talt før.

Det andet er, at når vi ser, at de allerhelligste mennesker, Guds kæreste børn og venner, i hele deres liv på jorden har haft en kæde af prøvelser og lidelser, så bør vi en smule bremses i vores utålmodighed og begynde at nøjes med det mindre mål af lidelse, han tildeler os. Hvorfor skulle vi have det bedre end disse store hellige? Vi ved alle, at lidelsen i høj grad afhænger af, hvordan vi betragter den, og at utålmodigheden altså ofte lægger den tungeste sten på byrden. Du, som undrer dig og klager over din lidelse, du må være et særligt udvalgt menneske, siden netop du ikke bør lide noget. Hvorfor skal netop du have det bedre end David, som var «en mand efter Guds hjerte»? Du skal nødvendigvis have det bedre end Johannes, som var «den største, der er født af en kvinde», og nødvendigvis bedre end Maria, Guds Søns mor! Måske har du endnu aldrig haft sorger som David, da hans ben tærede hen af angst, og han ved svære syndefald var blevet til almindelig skam. Du har sikkert aldrig lidt, hvad jomfru Maria led, da hendes dyrebare barn var tabt. Hvorfor skal netop du nødvendigvis have det bedre end David og Maria? Har du da fortjent så meget bedre end disse Guds hellige? Tænk dybt over dette, så vil du ikke blot blive tilfreds med din lod af lidelse, men måske begynde at spørge dig selv, om du ikke har alt for lidt og hører til dem, der har fået deres gode, mens de lever.

Ja, betragt lidt nærmere din egen historie. Først vil vi spørge: Er du virkelig et så trofast, godt og lydigt barn over for Gud, at du har grund til at vente mere godt på jorden, end han har givet dig? Hvis du nu ved dig skyldig i synder og ved, at du har fået meget mere godt, end du fortjener, hvorfor klager du så? Men dette har vi talt som til en hedning. Er du en kristen, så ved du, at du ikke fortjener andet end helvedes ild, og at Gud slet ikke handler med os efter fortjeneste. Så spørger vi: Er du da et så trofast, godt og lydigt barn, at Gud ikke har noget at forbedre hos dig? at han ikke behøver at søge din fremgang i det gode gennem tugt og kors? Hvordan står det egentlig til med din kærlighed og lydighed mod ham? og din kærlighed til næsten? din ydmyghed, sagtmodighed, kyskhed, bøn og mere af den slags? Det er sandt – og Gud give, at vi altid troede det – at han ikke kræver os til regnskab for synden, at han ikke handler med os efter fortjeneste; for al vor synd er lagt på hans Søn; det eneste, han nu kan gøre ved os, som tror på Jesus, er at tugte og dræbe vor Adam og gennem kors og lidelse øve os i tro, bøn, ydmyghed, kærlighed og alle kristne dyder; men se, det vil han også gøre. Hvorfor er du så utålmodig, når du har meget mere godt, end du har fortjent, og når Gud aldrig handler med dig efter dine synder, men kun af stor godhed arbejder på din forbedring?

For det andet: Tænk på, hvad du kunne have haft i stedet for det onde, du har. Måske husker du en tid, da du frygtede noget langt større ondt end det, du nu lider? Og måske kender du et menneske i dit nabolag, som har det endnu sværere end du? Hvorfor skal netop du have det bedre? Tænk dybt over det spørgsmål. Hvorfor skal du have det bedre end den og den? Skulle du ikke «elske din næste som dig selv»? Hvorfor skal du have det bedre end din næste? Du har for eksempel en svær sygdom; men måske kender du en, som har en langt frygteligere? Du er fattig og ringe, men du vil ikke bytte med dem, der sidder i fængsel eller på en sindssygeanstalt. Hvorfor skal du have det bedre?

Saml nu alt dette, og tænk over din egentlige stilling. Bag dig har du hele dit liv, fuldt af synder; hvad har du så fortjent? Foran dig har du en ukendt fremtid i det fjerne og må spørge, om du skal komme i himlen eller blive evigt ulykkelig; hvor megen tugt kræves der ikke, hvis det skal gå godt! Ved siden af dig har du mange mennesker, som lider meget mere end du; hvorfor skal du have det bedre? Over dig har du en hellig, alvidende Gud, som har set hele dit liv, som kender alle dine veje, før og nu og fremover; vogt dig for utålmodighed i en sådan stilling. Bøj dig for den almægtige, hellige og nådefulde Gud, og lad dig nøje med hans nåde.

Men her har vi nu på den anden side mangen lidende sjæl, som har helt andre bekymringer, nemlig: Alt, hvad den har set i denne betragtning, handler om trofaste, sande Guds venner; den derimod må bæve ved den tanke, at den lider alt som en velfortjent vrede fra Gud. Den ved, at den har synder og troløshed imod ham, så betænkelige og svære, at den nok kan vente, at Gud er vred for alvor, har forladt den, ikke vil høre dens bønner og vil forkaste den evigt. Og det onde, den lider, er kun et tegn på denne Guds vrede og forladthed. Men hør, du, som har denne frygt: Lad det nu være sådan, at Gud kan være vred og have forladt dig; men hvem har lært dig at forstå Herren Gud sådan, at han også skal være helt uforsonlig? Han kan jo blive nådig igen efter sin gamle, store barmhjertighed. Gennem hele Den Hellige Skrift går det vidnesbyrd om Gud, at han helst vil forliges igen. Ja, sådan vidner det gamle, evige Ord om Gud: Han går ikke altid i rette og holder ikke fast ved vreden evigt. Han bedrøver nok, men han forbarmer sig igen efter sin store mildhed. Ja, lad os høre, hvordan Gud selv siger: Så sandt jeg lever, jeg har ingen lyst til den ugudeliges død, men til at han vender om fra sine veje og lever. Derfor, selv om du er som Nineve selv, fuld af de frygteligste synder, og allerede har fået en af Guds vredesdomme over dig, dvs. en svær hjemsøgelse, så hør dog, hvordan det gik til i Nineve: Gud forkyndte for byen, at den skulle gå til grunde; men da folket faldt Herren til fode i bod og bøn og sagde: «Hvem ved? Måske vender Gud om og angrer og vender sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde», så hedder det: «Og Gud så deres gerninger, at de vendte om fra deres onde vej, og Gud angrede det onde, som han havde sagt, at han ville gøre mod dem, og gjorde det ikke» (Jon 3,9–10). – Et andet eksempel: Om kong Akab læser vi, at «der var ingen, som sådan havde solgt sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne», og derfor lod Gud også en hård straffedom forkynde for ham; men da Akab nu faldt Gud til fode i anger og bøn, kom Herren til Elias og sagde: «Har du set, hvordan Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig sådan for mig, vil jeg ikke lade ulykken ramme hans hus i hans dage» osv. (1 Kong 21).

Se, sådan vil Herren Gud med sine straffedomme intet andet, end at synderen bøjer sig for ham og vil omvende sig; så er det hans lyst at få benåde. Selv troldmanden Simon, som var «i bitterheds galde og uretfærdigheds bånd», fik af Peter sammen med straffeordet: «Fordømt være du og dine penge» osv. alligevel et «råd om at omvende sig og bede Gud om syndernes forladelse» (ApG 8). Nådens dør stod altså også endnu åben for ham. Ja, endnu mere: Den lunkne lærer i Laodikea fik et så forfærdeligt ord fra Jesu mund, at man synes, det var en uigenkaldelig dom: «Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund.» Og alligevel fik han et råd om omvendelse: «Jeg råder dig til at købe guld af mig og hvide klæder, så du kan klæde dig» osv. Ja, Herren føjede endnu til: «Alle dem, jeg elsker, irettesætter og tugter jeg. Vær derfor ivrig, og omvend dig» (Åb 3). Alle sådanne eksempler viser jo Herrens mening og hjertelag. Han vil kun, at synderen omvender sig og søger nåde. Han kan nok på en måde vredes, dvs. han «hjemsøger overtrædelsen med ris og misgerningerne med plager» og truer med frygtelige ord; men alt dette kun for at drive synderen til omvendelse og til nådestolen, så han kan få lov at give ham nåde. Luther siger derfor: «Gud plejer ikke helt at forkaste, medmindre det er kommet så vidt, at der slet ikke længere er noget håb om omvendelse. Når du derfor er i nød og angst, så grib i dit bryst og spørg dit hjerte, om du er så fjendtlig mod Gud, at du slet ikke længere vil omvende dig til ham. Er det tværtimod fast besluttet i dit hjerte, at du gerne ville omvende dig og komme til ham, hvis han bare ville tage imod dig igen, og er dine synder dig af hjertet afskyelige, så du ønsker dig nåde til at kunne holde op med dem, så skal du slet ikke fortvivle» osv. Du kan dog umuligt have syndet sådan, at Kristi blod ikke rigeligt opvejer al din synd, så alt kan blive godt igen. Sådan som Herren Gud i kraft af dette blod forsikrer: «Kom så, og lad os gå i rette med hinanden; selv om jeres synder var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og selv om de var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1).

Vi har her anført sådanne ord og eksempler, som egentlig synes at angå de helt ugudelige, kun fordi en troende under svære hjemsøgelser ofte anser sig selv for en helt ugudelig. Men ellers er det ikke sikkert, at du behøver nogen anden omvendelse end den daglige, som er, at synden forskrækker dig og blot driver dig til nådestolen for at bede Kristus om alt, både tilgivelse og hjælp mod selve synden. Læg derfor godt mærke til følgende forskel: Er det sådan med dig, at du vil leve borte fra Gud og være uforstyrret i dine synder, så kan sandelig intet evangelium smage dig, trøste og hjælpe dig. Men er det sådan, at du kun mærker kødets mægtige kærlighed til synden og din egen afmagt til at forandre hjertet, men over alt dette dømmer dig selv og inderligt ønsker, at Gud ville hjælpe dig; ja, at du går til nådestolen med alt, hvad du anser for syndigt – åh, så er det kun et ondt mesterstykke af Djævelen, at han så kan fornægte og formørke Guds nåde for dig; ja, et rigtig ondskabsfuldt mesterstykke af Djævelen, at han sådan kan tage hele evangeliets hovedlære fra dig, uden at du ved det! Hvad er det? «Tage evangeliets hovedlære fra mig, uden at jeg ved det»? – Jo, netop sådan: når du nemlig skal holdes i en halv fordømmelse og have en plet på samvittigheden, skønt du kaster alle dine synder for Jesu fødder. Hvad siger Skriften om det? Skal det alligevel være et spørgsmål om din retfærdighed eller om de synder, der bliver boende i dig, skønt du er flygtet fra synden til Kristus, så du er knyttet til ham for hele dit liv? Skal Kristus da ikke gøre dem, der tror på ham, nogen tjeneste? Skal de ikke ved ham have frihed fra al tilregnelse af synd? (Rom 4,6.8). Men er det ikke sandt, at med alt dit evangelium og din tro er der en, som i stilhed hvisker i dig, at du også selv skal være fri for enhver virkelig synd, og at du ellers er falsk, en hykler, en træl osv., og at Kristus ikke er dig til nogen nytte? Jo, den indskydelse går så vidt, at vi ligefrem bliver forvirrede i forstanden. Her bliver det da højst nødvendigt at holde øjet hårdt fæstet ved det, Gud selv siger, og at vogte sig som for Djævelen selv for i prøvelsens tider at spørge efter følelsen. Har du ikke set af alle de helliges eksempel, at det netop hører til Guds måde at øve troen på, at han stiller sig sådan over for dem, som om han slet ikke ville dem noget, som om de var de største syndere på jorden, og som om han ikke var så vred på noget menneske som på dem? Hvordan skulle vor vej være en troens vej, hvis Gud ikke gjorde sådan? Vogt dig da for følelsen og de omflakkende tanker! Spørg kun enfoldigt ét eneste spørgsmål: «Gud, får jeg din nåde? Eller vil du vredes evigt? Gud, får jeg din nåde?» Og hvad svarer Gud så? Vogt dig for at vente svaret i dit hjerte; for der får du prøvelsens svar, sådan som den kana’anæiske kvinde fik det (Matt 15,23–26) – nej, svaret skal du kun tage af Skriftens vidnesbyrd om Gud. Hvad svarer Gud så, når du blot spørger: «Får jeg din nåde?»

Men kan du nu tro, at du har Guds nåde under lidelsen – åh, så tak Gud for alt, hvad du må lide! Det er kun det, du allermest behøver. Det er kun Guds kærlige kamp mod din fjende, som du selv efter ånden hader mest: din synd. Det er det eneste, Gud kan gøre ved sine børn for syndens skyld, nemlig dræbe den; fordømme kan han ikke den, som er i hans Søn. Glæd dig derfor over hans kærlige tugt. Men får du også undertiden nogen hvile og glæde, så tag også imod den med taknemmelighed. Du behøver ikke, sådan som de vantro helgener gør, selv at søge lidelsen eller kaste det gode bort, som Gud giver dig; vi ser, at ingen af Guds hellige søgte lidelsen, ikke engang Kristus, der tværtimod bad om at slippe for den kalk, hvis det var Faderens vilje. Alt, hvad vi efter Kristi eksempel bør gøre, er at tage lidelsen med underdanighed, når vor Fader sender os den. Gud give os derfor sin nåde til stadig dybere at fæste de trøstefulde forhold, som vi nu har betragtet ud fra Skriften, i vort hjerte, så vi under alle vore lidelser her på jorden ved tålmodighed og ved skrifternes trøst må have håbet! Amen.