«Den, der sejrer» eller Guds folks feltliv på jorden

(Attende årgang, 1859)

Nu da endnu et afsluttet år ligger bag os med alle sine glade og sørgelige minder, og en ny tid ligger foran os med sine usete nye kampe og farer, sejre og nederlag, glæder og sorger, så lad os et øjeblik standse for Herrens ansigt og lidt grundigere overveje, hvordan vores stilling egentlig er som Guds folk på jorden, så vi ikke skulle komme til at glemme noget af det, der hører til vores evige fred. Den, der skriver disse linjer, har længe båret dette emne brændende på hjertet, men på grund af sammenhængen i de artikler, der er bragt, har han ikke kunnet fremlægge det før nu.

Ved Guds store barmhjertighed har vi i disse senere år oplevet en meget nådefuld og bemærkelsesværdig tid i vores land. «En ånd er begyndt at blæse fra Herrens ansigt og skabe liv» *) (Es 57,16), der er en stærk *) «raslen i de døde knogler» (Ez 37), og en stor del af dem har allerede fået ikke blot «kød og sener», men også «ånd og liv» (v. 8.10). I egne, hvor man i mands minde aldrig har kendt til noget andet liv end det jordiske, og ingen andre spørgsmål og behov end de dyriske: «Hvad skal vi spise og drikke, hvad skal vi klæde os i?», er nu i alle stænder og aldre det store evighedsspørgsmål vakt: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» I huse og slægter, hvor der fra gammel tid herskede den enighed, at man aldrig hørte en eneste lyd i en anden tone end den fælles jordiske, er der nu kommet den splid, som Jesus taler om, når han siger, at alene «for hans navns skyld» skal «faderen være i strid med sønnen, datteren med moderen og svigerdatteren med sin svigermor». I landsbyer og huse, hvor man før kun hørte tom snak, banden, skænderier og drikkeviser, hører man nu hjerteglædende åndelige sange i tonen fra den evigt nye sang om Lammet, som blev slagtet og har købt os til Gud med sit blod – hører man nu en stille aften lyden af fromme og alvorlige bønner til himlens og jordens Skaber. Man kan altså allerede med de ydre sanser fornemme noget af Guds rige; men dog har det sin egentlige plads indvendig i sjælene, i det rent guddommelige liv, som er virket dér, når en sjæl, som hele sin tid har levet uden Gud i verden, kun i død overholdelse af religiøse former, nu har søgt og fundet forsoning og fred med sin Gud, nu lever i et inderligt samfund med sin Frelser, med Helligånden i sit hjerte, en «delagtighed i guddommelig natur»; det viser sig især i den nye, inderlige kærlighed, som arbejder i hjertet og driver til alt godt. Og for alt det, der endnu mangler, har sjælen en stadig tilgivelse ved sin Frelser, og den bliver desuden mere og mere opdraget og dannet under hans kærlige hyrdepleje til det evigt salige liv i himlen. Sådan er Himmeriget indvendig i sjælene, og det er det, der ligger i dybet af de åndelige bevægelser.

Hvor dejligt ville det ikke være hele tiden at kunne beskæftige hjertet alene med denne lyse side, dette hjerteglædende billede af Guds folks liv på jorden! Hvor herligt, hvis man i sandhed kunne tro, at dette salige forhold altid ville bestå og blot vokse mere og mere! Hvor bekymrende og sørgeligt er det derimod, at man med Skriften, kirkehistorien og erfaringen for øje er nødt til at tænke, at midt i denne Herrens smukke plantning vil der snart vise sig svære tidsler og torne, og mellem den gode hvede bekymrende ukrudt (Matt 13)! Men sådan siger Herren Kristus, at det skal gå, og sådan siger de apostolske breve og Johannes’ Åbenbaring og alle tiders erfaringer: I store vækkelsestider, når alt bliver liv og bevægelse, går det som i naturen under en dejlig forårs- og sommertid. Når varm sol og milde regnbyger får meget til at gro, så vokser ukrudtet i samme mål frodigt, så avles der også mange orme og ødelæggende insekter, som angriber afgrøden; og af det, der så endnu er tilbage, vil meget senere visne bort, når de svære tørketider kommer, så kun en mindre del bliver moden og kommer i laderne. Sådan har Herren Kristus sagt os det i forvejen, og han siger, at såmændene vil undre sig så meget over ukrudtet på marken, at de vil spørge husbonden, om han da ikke havde sået god sæd i sin mark, eller hvor den så havde ukrudtet fra; men husbonden vil svare dem: Det har en fjende gjort. Og hvordan eller hvornår kunne fjenden gøre det? Herren siger, at det skete, mens folk sov (Matt 13,25). Og et andet sted i samme kapitel siger han, at grunden til, at noget visnede i solheden, var, at det ikke havde jord nok til rødderne; dér var ikke pløjet mark, men stenet grund. Og at noget blev kvalt af torne, kom af, at også de fik lov at «vokse op med» og ikke blev angrebet og ryddet bort; og tornene var i den lignelse «denne verdens bekymringer og rigdommens svig og livets nydelser» (Matt 13,22; Luk 8,14).

Videre siger Skriften med et andet billede, at Kristi menighed skal hjemsøges af «glubske ulve, som ikke skal skåne hjorden» (ApG 20,29), af «mange slags fremmede lærdomme» (Hebr 13,9), af «fordærvelige partier» (2 Pet 2,1) osv. Og af de apostolske breve og kirkehistorien ser vi, at allerede i den første menighed, som blev passet af apostlene selv og dagligt blev lutret i de blodige forfølgelser, som fandt sted på den tid – at i denne bedste og friskeste tid virkede Djævelen dog så kraftigt blandt de kristne, at de ikke bare splittede sig i fire flokke i én eneste by (1 Kor 1,11–12), men også at nogle, som var brødre i Kristus, i samme by førte retssager mod hinanden om timelige ting – «og det for vantro» (kap. 6); at der forekom så svære laster, som «ikke engang nævnes blandt hedningerne» (kap. 5), og at de med alt dette alligevel var «opblæste» (v. 2); at de drak sig fulde, når de kom for at holde Herrens nadver (kap. 11,21), og at der også i læren opstod sådanne vildfarelser, at de endog fornægtede de dødes opstandelse (kap. 15,12) og sagde, at den allerede var sket, da de blev åndeligt levende.

Nu spørges der: Når vi allerede i apostlenes tid, blot inden for en eneste menighed, finder så mange og grufulde spor af Djævelens virksomhed blandt de kristne, skal vi så tro, at han ikke vil gøre noget ondt iblandt os, som lever i en forholdsvis lunken og søvnig tid? Har Djævelen ikke længere nogen ond vilje og stræben med menneskene? Er han nu blevet god? Eller er han død eller på den anden side af verdenshavet? Gud bevare alle kristne for sikkerhed! Herren siger, at en fjende såede sit ukrudt, mens folk sov. Lad os så ikke sove, som om det var nat! Kære brødre, lad os ikke sove! Satans anslag er ikke ukendte for os. Vi ser også allerede sørgelige spor af dem i vores land: i ukristelige splittelser blandt dem, der burde være forenede, når «den ene foretager sig ét, den anden noget andet med evangeliet»; i mange slags fremmede lærdomme, uro og forvendthed i sindene, opblæsthed, kærlighedsløshed, kiv, splid, ukristelig dømmesyge, forargelige synder og frafald fra sandheden. Skal vi så være sikre og ikke frygte Djævelen? Når jeg ser Skriften vidne, at «den retfærdige frelses med nød», at Djævelen «går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge», og endog «forvandler sig til en lysets engel», så at «om muligt endog de udvalgte skal føres vild» – når jeg ser Kristus i blot to kapitler gentage de ord syv gange: Den, der sejrer – den, der sejrer (Åb 2 og 3) – så kan jeg ikke tro, at det går godt og rigtigt dér, hvor man ikke frygter noget ondt, men lever i så god ro, som om der ingen fjende og ingen fare fandtes. Gud har vist vores land stor nåde; hvis vi ikke falder i søvn og falder i Djævelens snarer, bliver en stor flok iblandt os frelst. Men hvordan skal det gå med den spæde menighed i fremtiden? Hvordan skal det gå med mange enkelte kristne? Skal vi blive stående i sandheden eller fanges af Djævelen?

Med sådanne spørgsmål på hjertet vil vi nu her tage en apostolisk advarsel og formaning op til betragtning, som uden tvivl er et ord i rette tid. Vi skal dér se, hvordan Herrens Ånd tegner de kristnes stilling på jorden, og hvad der kræves, hvis de skal beholde det evige gode, som de har vundet, og virkelig komme ind i himlen. Læg mærke til: Når det gælder nåde for synderne, så skal vi alene være som små diende børn ved Frelserens bryst; da gælder intet andet end blot at tro og hvile på ufortjent nåde. Men vi har også en anden stilling på jorden: Når det gælder om at leve her i tiden, omgivet af alle Djævelens baghold og anslag, al hans afgrundslist og magt, så ligner vores stilling soldaters, som ligger i felten i et fjendtligt og fremmed land, dag og nat omringet af fjender, som kun vil myrde dem og tage det fra dem, de har. Det skal vi nu se i Skriftens egne ord. Vores tekst er Ef 6,10–18. Hør, hvordan Apostlen taler dér: I øvrigt, mine brødre, bliv stærke i Herren og i hans styrkes kraft. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan stå imod Djævelens rænker. For vi har ikke kamp mod blod og kød, men mod magterne, mod myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning, så I kan stå imod på den onde dag, udrette alt vel og blive stående. Stå derfor omgjordet om jeres lænder med sandhed og iført retfærdighedens brynje og med fødderne iført fredens evangeliums beredthed. Tag ved siden af alt dette troens skjold, som I skal kunne slukke alle den Ondes brændende pile med. Og tag frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord, under al påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden og derfor våger med al udholdenhed og bøn for alle de hellige.

Her hører vi nu allerførst af selve tonen eller helheden i vores tekst, at Guds folks stilling på jorden skal være et feltliv, hvor de ligger blandt fjender og hvert øjeblik må være forberedt på et dødeligt angreb, forberedt på strid og kamp. For gennem hele teksten lyder der kun tale om «kamp», «bliv stærke», «ifør jer Guds fulde rustning», «skjold», «hjelm», «sværd»; og så om fjenden, om «Djævelens rænker», om «magter, myndigheder, verdensherskere, ondskabens åndemagter i himmelrummet» og lignende, så man nok kunne blive angst, ja, helt forsagt og modløs, hvis Apostlen ikke også havde nævnt den stærke helt, i hvis kraft vi skal sejre over alting, når han siger: I Guds styrkes kraft. For i alt dette sejrer vi kun ved ham, som har elsket os; men ikke ved at sove og blive sikre, men ved at «vandre i frygt» (1 Pet 1,17) og bruge våbnene.

Luther bemærker om denne tekst,*) at «Apostlen gør her ligesom en from feltherre, der, når hans folk står opstillet i slagorden, holder en feltprædiken for dem og opmuntrer dem til nu at stå fast og forsvare sig mandigt og trøstigt; så denne tekst godt kan kaldes en feltprædiken for de kristne. Og Apostlen viser hermed, at de, der er døbt til Kristus og nu ved Helligåndens fornyelse er blevet levende kristne, må være stridsmænd og altid væbnet; at den kristne stand altså ikke er en stand uden møje, kamp og arbejde, hvor der er lutter fred og tryghed, men at det i den altid gælder om at ligge i felten og føre krig og skikke sig mandigt. For vi sidder ikke her i ro, som om vi allerede var kommet ind i Paradis, men vi ligger på et farligt sted, midt iblandt fjender og mordere, som har lutter ondt i sinde mod os og hele tiden stræber efter at tage vores skat fra os; ja, vi er ikke et øjeblik sikre for dem. Derfor må den, der vil være kristen, betænke, at han ikke blot med det samme skal træde ind under sin Herres fane, men også hele tiden, så længe han lever her, skal stå i kamp og holde øje med fjenderne på alle sider».

*) Luther har en lang og kraftfuld prædiken over denne tekst, og af den vil vi hist og her gengive det vigtigste, selv om vi ikke altid markerer det på anden måde end med anførselstegn.

For det andet ser vi også af sammenhængen i dette brev, hvilke skatte fjenden søger at røve fra os, og som vi må være rustet til at beholde. For Apostlen har i denne sin afsluttende formaning haft blik for alt det, han tidligere havde fremstillet i brevet. Først havde han talt om selve hovedskatten eller vores barnekår hos Gud, vores nådestand og del i hele Kristi fortjeneste, som vi ser i de to første kapitler; derefter havde han især i 4. og 5. kapitel handlet om et kristent liv i almindelighed, om ydmyghed, kærlighed, Åndens enhed, ærlighed, kyskhed og flere af Åndens frugter; endelig havde han (kap. 5,22–23; kap. 6,1–9) fremstillet de forskellige stænders pligter, som ægtefællers, børns og forældres, tjeneres og herrers, eller det, vi kalder «hustavlen». Så tilføjer han denne formaning (v. 10–18) og siger: Nu står der ikke andet tilbage, end at I er stærke og beholder det, I har. Nu da I har og ved alt det, der hører til liv og gudfrygtighed; ja, nu da I er blevet så lykkelige, at I, mens hele verden ligger i det onde, er taget ud fra mørkets magt og flyttet ind i Guds elskede Søns rige, så I er himlens børn, «medborgere med de hellige og Guds husfolk» (kap. 2,19), så se nu til, og lad det herefter være jeres eneste omsorg, hvordan I kan blive stående og ikke lade jer drage bort derfra, hverken med vold eller list, og at I ikke bliver trætte og dovne. For I har meget svære og mægtige fjender imod jer: Djævelen, verden og jeres eget kød. For det første er kødet, det gamle hjerte og hele jeres adamitiske natur, en uudtømmelig kilde til alt ondt og djævelsk; det vil altid den forkerte vej og er fuldt af onde lyster og begær, som let antændes som krudt, og omvendt er kødet altid trægt og modvilligt over for alt godt. For det andet lever I midt i verden, Djævelens herredømme, og verden er fuld af forførelser, enten til lyst efter dens goder, til gerrighed, hovmod og vellyst, eller også vil den med sin ondskab bringe jer til utålmodighed, vrede, had, fejhed og modløshed m.m. Og i alt dette spiller Djævelen med og lægger planen for fristelserne, idet han med sin utrættelige afgrundsiver og med en åndeskabnings klogskab, list og snuhed betjener sig af alle de midler, som kødet og verden byder ham, for at føre jer ind i synd, vantro og vildfarelser. Da vi nu dagligt lever i en sådan fare, er det sandelig nødvendigt, at vi ikke er dovne og slappe, men altid våger og står i rustning. For det er ikke nok, at vi én gang har grebet sandheden og er begyndt at tro og leve som kristne; her kræves en stadig opmærksomhed og flid, så vi kan beholde alle disse stykker – sandheden, troen og gudfrygtigheden – så Djævelen ikke skal fordreje og forfalske læren for os eller føre os bort fra vores stand eller ved onde munde og verdens eksempel, sammen med vores eget kød, ægge og lokke os bort derfra.

Men før vi går længere ind i emnet, vil vi her pege på den tankevækkende lære, der ligger i, at vores lærefader Luther i sin prædiken over denne tekst så ofte taler om «Ordet», «læren» og «vores stand» eller «embede», og om hvordan Djævelen søger at føre os bort fra dem. At tale om «vores stand» her, havde han nok en vis anledning til i sammenhængen, eftersom Apostlen lige før teksten har talt om de forskellige stænder: ægtefæller, børn, tjenere m.fl. Men Luther har også set noget andet, nemlig at Djævelen egentlig først har vundet sit spil, når det er lykkedes ham at rokke os bort fra Ordet og læren eller fra vores stand og embede, så vi ligefrem begynder at vende os til noget andet. Det er ganske vist synd blot at have fejl og være træg og forsømmelig i at opfylde sine pligter; men det er alle troendes fælles brist og klage, og dermed har fjenden endnu ikke vundet det, han sigter efter. Men får han os så vidt, at vi ligefrem viger fra selve læren eller forlader vores stand, så har han vundet helt; så har vi ligefrem fulgt hans fristelser. At fx en tjener har sine fejl og mangler i sin tjeneste, er noget, man altid må bære over med, samtidig med at man søger at formane og forbedre; men at han ligefrem bliver utro og opsætsig, ikke længere vil bøje sig for sit herskab og forsvarer denne sin opførsel, det er helt at rejse sig mod Guds bud og ordning og altså mod Gud selv. At en mand eller hustru ikke er fejlfri, men forser sig mod sin ægtefælle, er noget, som vel er synd og bør forbedres, men også altid må bæres over med og tilgives; men at den ene ægtefælle ligefrem forlader den anden uden den eneste lovlige grund (Matt 19,9), det er helt at følge Djævelen og falde fra Guds ord og vilje. Og intet mindre end dette sigter den grusomme djævel efter. Men han begynder det værk meget langsomt og forsigtigt, med blot lidt efter lidt at rokke ved ærefrygten for Guds ord, som han gjorde med Eva i Paradis, lidt efter lidt at forhekse og forhærde hjertet og forvirre forstanden, indtil han til sidst vover at foreslå sjælen et helt brud med Guds bud og ordning. Derfor er det her helt nødvendigt ikke at vige en hårsbredde eller give det mindste efter, når Djævelen angriber læren, Guds bud og ordning; for så kan han snart erobre hele marken. Det har Luther godt indset; og det har Apostlen sigtet til, når han blandt de enkelte dele af vores krigsrustning allerførst siger: «Omgjord jeres lænder med sandhed». Men om det får vi tale mere under det punkt. Vi vil nu betragte Apostlens egen indledning. Han begynder denne formaning sådan:

Bliv stærke i Herren og i hans styrkes kraft. I disse ord ligger for det første en opmuntring og vækkelse til det gode forsæt at stå fast i kampene og kæmpe kraftigt mod fjenden; og for det andet en meget kostbar lære om måden, hvorpå man får kraft til at sejre over alting. Men allerede det, at vi i Guds ord bliver tiltalt sådan: «Bliv stærke!», er et middel, hvorved Gud giver os kraft; for dels vækkes derved den villige ånd, som for en tid slumrer, dels kommer man snart til at mærke behovet for Guds hjælp og kraft og kommer så til at bede og påkalde Herren. Derfor skal vi først med en enfoldig og lydig ånd tage dette ord, som det lyder: «Bliv stærke» eller styrk jer i Herren. Apostlen vil sige: Styrk jer i det indre menneske; for kampen bliver hård og udmattende. Hold jer fast til det, I har fået, så hver især passer godt på sin tro og sit embede og ikke giver Djævelens indskydelser og sit eget kød og verdens tillokkelser så meget rum, at han følger dem. Vogt jer for, at I ikke lader jer hindre eller trætte og udmatte, så I viger derfra eller bliver dovne og træge; for her gælder det om at være stærk og kæmpe, eftersom vi har en sådan fjende (som vi skal få at høre), der overalt angriber os med al sin magt og kraft og uophørligt puster til med onde tanker og giftige, skadelige tunger og larmer ørerne og hjertet så fulde, at vi ikke skal agte på Ordet eller drive det med alvor, og at vi i vores stand og embede skal blive sløve og ligegyldige eller utålmodige, indtil han dermed kommer så vidt, at vi ikke længere står fast, men løse og ustadige viger hid og did og falder fra det ene til det andet, både i lære og liv.

For Apostlen kalder det at være stærk i Herren at stå fast og urokkelig ved den lære, som man har modtaget fra Herren, og som lærer os både, hvordan vi skal tro på Kristus, og hvordan vi skal leve derefter, så at enhver tjener sin næste i sin stand og sit kald og trofast og flittigt tager vare på det. Som for eksempel: Den, der vil være en from prædikant eller lærer, har hænderne fulde, hvis han redeligt vil udføre sit embede, rent og klart prædike Guds ord, formane, bede og våge, så at Djævelen ikke får vakt skadelige partier og hindret ham i hans embede, eller så at han ikke selv lader sig gøre modløs og utålmodig af verdens utaknemmelighed og onde munde – foruden den kamp, han for sin egen person har med Djævelen og kødet, for at han kan blive i troen.

Ligesådan i alle andre stande: Det bliver en hård kamp for det barn, som har vantro forældre, der kæmper imod Guds værk i dets hjerte; det bliver en hård kamp altid på én gang at vise dem barnlig ydmyghed og samtidig kristen fasthed og standhaftighed ved Guds ord og lydighed. Da siger Apostlen: «Kære barn, bliv nu stærk, så du ikke lader dig overvinde, hverken til utålmodighed mod mennesker eller til utroskab mod din Gud, men i megen ydmyghed alligevel holder fast ved den sandhed, Gud har åbenbaret dig.» Det bliver en hård kamp for kød og blod for en hustru altid at være underordnet en mand, der er mindre forstandig, foruden de fristelser, den ærgrelse og de sorger, som Djævelen altid sætter i værk. Da siger Herrens Ånd: «Bliv nu stærk; vig ikke fra Guds ordning; hold ud og lid, indtil Herren kommer. Ingen bliver kronet, hvis han ikke har kæmpet efter reglerne.»

Kort sagt: altid at følge Herrens ord i tro og liv er ikke noget, der går så let og gør sig selv, uden hindringer og modstand; nej, det går ikke af uden kamp og anfægtelse. Derfor er det nødvendigt, at man opmuntrer sig selv og er vågen og ikke lytter til noget andet eller lader sig forvirre af det, der ligger i vejen, men mandigt slår sig igennem og stadig holder ved og fortsætter med det samme og atter det samme, så længe vi endnu er på jorden.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

«For», siger Luther, «Apostlen vil ikke vide af sådanne løse kristne, som ikke har mere end kundskab og snak, men aldrig overvejer, hvordan de skal udøve det i deres liv; han vil derimod, at de skal betænke, at man frem for alt må leve derefter. Derfor kræves der her en styrke, og det en styrke, som er Guds og ikke naturens, nemlig, som sagt, at enhver, som ved Guds ord er undervist om, hvordan han skal bestå og leve for Gud, bør tænke sådan: Jeg vil blive standhaftig ved det og ikke vide, høre eller følge noget andet – for at han kan bestå, hvis en vildfarelsens ånd skulle komme og ville tage den rette lære og den rette forståelse af Kristus fra ham eller drage og lokke ham bort fra den stand og de gerninger, som Gud har sat ham i. Djævelen lader jo ikke nogen være ufristet, om ikke gennem mennesker, så dog indvendig i hjertet gennem indskydelser og falske tanker og gennem vores eget kød og onde, ustadige hjerte. For Djævelen har intet andet at gøre end at modarbejde og hindre, at du bliver ved en ren lære og et kristent liv.»

For ligesom han ikke kan lade troen være uanfægtet, sådan kan han heller ikke lade livet være i fred, og han har ingen ro, før han kan gøre dig ustadig og rådvild. Så skyder han sådanne tanker ind i hjertet, at du bliver ked af din stand, uvillig og utålmodig over dens besværligheder. Den, som her ikke er så rustet, at han kan stå fast, eller ikke ved at værge sig med Ordet, ham har han snart væltet omkuld; sådan gør han med mange, som han driver og styrer sådan, at de ikke bliver stille og faste ved noget, men som rigtige utålmodighedens martyrer jages fra det ene til det andet, altid utilfredse og ustadige. Denne fristelse ligger allerede i selve vores natur: at blive træt af det, man har, og ønske sig noget nyt, noget, som skal være højere og bedre, så en bonde gerne ville være borger, borgeren adelsmand, adelsmanden fyrste osv. Efter uviljen følger så utroskab, så ingen flittigt og trofast passer sit kald og sin gerning, men foragter den og vil tage sig noget andet for. Når nu Djævelens anfægtelse og indskydelser kommer oven i denne vores egen natur, så kan man tænke sig, hvor svær fristelsen og kampen må blive.

Men læg nu mærke til: Apostlen siger ikke blot: «Bliv stærke» – men han gør en højst vigtig tilføjelse: «Bliv stærke i Herren og i hans styrkes kraft.» I disse ord ligger den dyrebare lære om måden, hvordan man får den kraft, der behøves i en så hård og vedvarende kamp. Det er et meget påtrængende spørgsmål hos Guds børn: «Hvordan får jeg kraft? Jeg ser, hvad jeg burde være og gøre, men jeg har ingen kraft.» Læg da mærke til, hvordan ordene lyder: «Bliv stærke i Herren og i hans styrkes kraft.» Dermed har Apostlen først givet til kende, at styrken ikke findes hos os, at vores egen styrke slet ikke slår til i denne kamp. Og her må vi nu bemærke det, som man gennem hele denne formaning og ved alt Guds ord om kamp og styrke må huske: at al din egen anstrengelse er spildt, hvis ikke Herren Gud forbarmer sig og sender dig sin styrke. Hvis vi ikke stadig betænker dette, kan vi falde i to ødelæggende vildfarelser, nemlig enten i overmod og tillid til egen styrke eller i modløshed og forsagthed, så man fortvivler og overgiver sig hjælpeløst til fjenden.

Hvad den første vildfarelse angår, så ser vi af Guds ord og al erfaring, at blot den tanke, at jeg nu er så godt rustet med forstand, oplysning og Guds kraft, at jeg ikke behøver at frygte, netop er det nærmeste varsel om de sværeste fald og dårskaber. Og her hjælper ingen forsigtighed, klogskab og årvågenhed mod forførelser og fald, hvis du blot har den tanke, at du nok skal tage dig i agt, at du ikke vil kunne føres vild eller falde; nej, med den tanke i hjertet hjælper ingen årvågenhed; du må i snaren, du må falde i en eller anden dårskab. Gud vil nu selv stå dig imod og overlade dig til en, som er alt for snedig og mægtig for dig. For Gud vil ikke give sin ære til en anden eller sin pris til afguderne. Af alt ondt tåler Gud intet så lidt, som at et menneske mener sig at være noget. Deraf kommer det, man ofte ser, at de mest benådede og udrustede kristne ved en ringe fristelse kan falde på det groveste eller havne i en uventet vildfarelse, mens derimod en ellers meget skrøbelig og elendig kristen står fast og går lykkeligt igennem de sværeste fristelser; så det også heri går efter Kristi ord: «De første skal være de sidste, og de sidste de første.» Og hvorfor? For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.

Men nu på den anden side: Ligesom ordene «i Guds styrkes kraft» lærer os ikke at stole på vores egen styrke, sådan lærer de os også ikke at miste modet over vores egen svaghed. Du siger: «Men jeg mærker jo, at jeg ikke er herre over den og den fristelse; jeg er så ynkeligt svag, at jeg slet intet formår, og fjendernes magt og list er alt for overmægtige for mig.» Svar: Åh, gid du blot kendte alt dette endnu bedre! Åh, gid du kendte det sådan, at du ikke engang overvejede, at sejren skulle afhænge af nogen egen styrke hos dig, men holdt det for helt afgjort, at du i hvert øjeblik afhænger af Guds barmhjertighed og magt! Men du tænker alligevel stadig på din egen styrke, din egen indsats. Så længe må du lide mange nederlag, indtil du endelig når dertil, at du aldrig mere regner med dig selv, men kun ser hen til Herren. Og i samme grad som vi således lærer vores svaghed at kende, begynder Herren at give os af sin styrkes kraft til at bevare os for fristelserne eller også underfuldt føre os igennem dem; for hans lyst er at gøre vel mod de elendige. Det er sikkert, at de bevares bedst for fald og vildfarelser, som mest frygter sig selv og kun stoler på Herren. Det svage diebarn falder mindst, fordi det bæres på moderens arme. Det er hemmeligheden bag Paulus’ gåde i 2 Kor 12: «Når jeg er svag, da er jeg stærk» – og Herrens eget ord i v. 9: Min kraft fuldendes i svaghed. Og når Apostlen i vores tekst siger, at vi skal blive stærke i Guds styrkes kraft – ikke i vores egen, men i Guds styrke – så har han dermed villet sige, at den styrke, som vi skal sejre med, er hos Gud; Gud har styrken hos sig, og han vil blot for hver stund give os af den, så meget han finder nødvendigt. Ja, Apostlen taler her helt sådan, som Moses talte til det forskrækkede folk ved Det Røde Hav: «Herren skal kæmpe for jer, og I skal være stille.» – Læg mærke til: «Herren skal kæmpe for jer, og I skal være stille» (2 Mos 14). Ja, sandelig, hvis ikke Herren selv kæmper for os og frelser os ved sin styrkes kraft, så er vi fortabte. Men han vil meget gerne vise sin styrke på os, når vi blot først kender vores svaghed.

Hele hemmeligheden bag alle vores ynkelige kampe og Guds underfulde førelse af sine egne i deres fristelser og svaghed er blot den, at han mere og mere vil døde den dybe selvforgudelse, som den gamle slange ved syndefaldet lagde ind i vores natur, da han sagde: «I skal blive som Gud og kende godt og ondt», og at Herren vil være vores eneste håb, vores eneste Gud. I Dom 7 ser vi et mærkeligt eksempel på Guds nidkærhed for dette. Da Gideon drog i kamp mod midjanitterne, var hans fjender så utallige, at de «som græshopper» dækkede jorden; «og deres kameler kunne ikke tælles for mængde, som sandet på havets bred» (v. 12). Men Gideon havde en ganske anselig hær på toogtredive tusind mand. Da møder Herren ham og siger: «Folket, som er med dig, er alt for talrigt til, at jeg kan give Midjan i dets hånd. Ellers ville Israels børn ophøje sig imod mig og sige: Min egen hånd har frelst mig.» Og så tager Herren næsten hele hans folk fra ham, så han af de toogtredive tusind ikke fik lov at beholde et eneste, nej, ikke et halvt tusind, men kun så mange, at han ikke ville vende om, nemlig blot tre hundrede. Og desuden skulle de ikke have noget sværd med, men kun i den ene hånd en lerkrukke med en fakkel skjult indeni og i den anden en trompet. Og nu gjorde Herren det under, at alle fjenderne i forvirringen selv huggede hinanden ned. Her ser jeg hemmeligheden ved Guds styrelse af os. Sådan siger han endnu i dag til os: «Din kraft er for stor; hvis jeg gav dig sejren, mens du endnu har så megen egen styrke, så kunne du ophøje dig imod mig og sige: Min kraft har hjulpet mig, min årvågenhed, min bøn, min oplysning.» Nej, nu skal du gå helt blottet for al egen styrke og se, hvordan Herren gør et under og ofte endda lader fjenderne selv dræbe hinanden; og så skal du i salig forundring tilbede Herren og sige: «Jeg, arme synder, formåede intet, jeg gjorde intet, Herren har gjort alt.» Sådan taler jo Ordet om mennesket. Tænk, når Apostlen siger, at «vi ikke engang er dygtige til at tænke noget som af os selv, men vores dygtighed er fra Gud» (2 Kor 3,5); når han siger, at vi ikke engang har viljen i vores magt, men at «Gud er den, som virker både vilje og gerning for sit velbehags skyld» (Fil 2,13); når han siger, at «vi ikke engang ved, hvad vi skal bede om, sådan som vi bør» (Rom 8,26) – hvad formår da mennesket? At tænke, ville og bede er vel det første, vi skulle gøre. Nej, ikke engang det kan vi, hvis ikke Gud giver det. Hvad er da mennesket? «Mennesket», siger Luther, «kan af sig selv intet andet end synde og fare vild»; det er slangen, der indgiver os, at vi selv kan noget godt.

Nu vil måske nogen sige: «Hvis vi intet formår, og Gud må gøre alt, hvorfor bliver vi så opfordret til at ’blive stærke’, at ’iføre os Guds fulde rustning’, at ’stå Djævelen imod’, at ’våge og bede’ osv., sådan som hele Skriften lærer?» – Svar: Som allerede bemærket er alle sådanne opfordringer til os for det første Guds måde og middel til at vække os til omsorg for alle disse ting; og for det andet: Når vi gennem kamp og anstrengelse snart lærer vores afmagt og store usselhed at kende, opstår der i hjertet en inderlig påkaldelse af Herrens nåde og hjælp; og på den måde bliver han kendt som vores eneste Gud og hjælper. På den måde virker Herren da selv i os alt, hvad han kræver af os. Når han åbenbarer fjendens magt og list, kan vi ikke af den grund vogte os for fjenden, men vi lærer derved at holde os tættere til den trofaste og mægtige hjælper. Bonden må pløje og så jorden; men Gud alene har det i sin hånd at give væksten. Krigeren må bruge våbnene; men sejren er i Herrens hånd. Men hvis bonden ikke ville pløje og så, kunne Gud ikke give ham nogen høst; hvis Gideon slet ikke var draget ud mod midjanitterne, havde han ikke fået Guds herlige magt at se. Sådan forstår vi da disse ord: Bliv stærke i Herren – men kun i hans styrkes kraft. De vil sige: Nøjes ikke med en sovende, kold og død ånd; for så vil fjenden overvinde jer. Nej, våg op og rust jer til kamp; søg al forøgelse af Guds nåde, større tro, større årvågenhed og bøn, «vandr i Ånden»; men vid, at al styrke, sejr og fremgang er hos Gud – afhænger alene af hans barmhjertighed og af, at han giver. Og så sandt som sejren afhænger af Guds styrke, skal vi ikke miste modet i følelsen af vores svaghed, så længe Gud ikke selv er blevet svag. Skal Gud kæmpe for os, er der ingen nød, så længe han er både trofast og mægtig. Sådan skal vi lære at sige med Augustin: «Befal mig, Herre, hvad du vil, men giv selv alt, hvad du befaler.» Når du giver mig vilje og kraft, har jeg dem; hvis du ikke giver dem, har jeg ingen af dem. Jeg har kun, hvad du giver; til dig alene sætter jeg min lid.

Nu følger der i vores tekst et stykke, som frem for noget andet burde vække os alle til med den største alvor at overveje, hvordan vi virkelig skal komme til himlen. Apostlen begynder nemlig i det, som nu følger, at beskrive, hvilken fjende vi har imod os. Hans ord er korte, men tankevækkende. De lyder sådan:

Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan stå imod Djævelens rænker. For vi har ikke kamp mod kød og blod, men mod magterne, mod myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.

Åh, gid enhver, som læser dette, måtte kunne standse op og overveje, hvordan hans stilling egentlig er blandt så frygtelige fjender! Hvem du end er, så har du dog en udødelig sjæl. Du går den uendelige evighed i møde; du er hver stund genstand for sådanne fjenders grusomme og allerlistigste anslag – er det ikke værd at betænke? Og skønt den grusomme fjende ganske vist ikke kan skade dem, som frygter ham og holder sig tæt til den gode Hyrde, så kan han derimod umuligt lade dem være uskadte, som er sikre og uden frygt. Derfor: Så sandt det er, at Djævelen ikke kan gøre os mere, end Herren tillader ham (Job 1,12; Matt 8,31; 2 Kor 12,7–9), lige så sandt er også dette, at Herren Gud ikke kan vige fra grundreglen for hele sin åndelige styrelse, nemlig at de, som skal ledes og bevares af ham, skal frygte og høre ham, og at de, som ikke længere lader hans Ånd revse sig, skal overlades til fjenden (Rom 1,21.24; 2 Thess 2,10–11; Sl 81,12–13). Gud leder og bevarer os gennem hele livet ikke umiddelbart; han udfører ikke kampen uden for os, men leder os som tænkende væsener ved at tale til os – ved at vække og oplyse os om både fjenden og hjælperen og således sætte os selv ind i kampen. Det er grunden til, at hele Skriften har den måde at lære på, nemlig uophørligt at advare, vække, oplyse, drive og opfordre os til årvågenhed, bøn, kamp osv., men også lige så uophørligt at overbevise os om, at al kraft og sejr kun findes hos Herren og afhænger af, at han giver. Ja, det er også grunden til det, vi dagligt erfarer: at hvis vi blot en dag bliver sikre og ligegyldige, glemmer fjenden og hjælperen og lægger våbnene til side, så står straks et Djævelens puds og et fald for døren, indtil vi igen bliver vakt til ny omsorg og flid i gudsfrygten; eller at de sjæle, som ikke på den måde lader sig vække til ny omsorg, men helt får den natur igen altid at være sikre og uden frygt, kommer fuldstændig i fjendens vold og bliver ulykkelige frafaldne for hele deres levetid. Sådan ser vi da, hvordan Herren virkelig handler efter sit ord: at han bevarer dem, «som frygter ham», men lader letsindige foragtere komme i Djævelens snarer; at han altså ikke udfører kampen uden for os og umiddelbart, men inden i os, ved Ordets oplysning. Og det er grunden til, at det er så nødvendigt at lære fjenden at kende og virkelig at bruge våbnene imod ham.

Det bliver især nødvendigt, når vi nogen tid har levet og er vokset i Herren. Mens nådens børn endnu er spæde, bliver de ikke sendt ud i sådanne kampe, hvor der kræves større oplysning; de ammes endnu ved «Guds trøsterige bryst» og har heller ikke smag for andet end evangeliets mælk; de har alt, hvad de behøver, i deres gode Frelsers kærlighed. Det mishager heller ikke ham, så han erstatter manglen i deres kundskab med sin egen kærlige omsorg og opfylder på dem løftet i Sl 116,6: «Herren bevarer de enfoldige.» Han gør med dem som fordum med Israels børn, da han ikke førte dem den korteste vej til Kana’an gennem filistrenes land, «for han tænkte, at folket kunne fortryde, når det så krig true, og vende tilbage til Egypten» (2 Mos 13,17). Men lidt efter lidt tager han dem med i kampen og lærer deres hænder at føre sværd. Og efterhånden som de nu vokser i nåden og i kundskaben om Kristus og i erfaring af Satans listige anslag og også nogle gange er blevet overvældet, bliver de mere og mere årvågne og gudfrygtige og finder da nok ud af, at man umuligt kan komme lykkeligt igennem dette fjendeland, hvis man ikke lærer sin fjende at kende. Jo nøjere man kender fjenden og den måde, han bruger til at fange og fordærve os, desto før kan man opdage hans første anslag, vågne op af sløvheden og skynde sig til våben.

Men her tænker mange, som dagligt må kæmpe med Djævelen: «Den fjende kender jeg så godt af erfaring, at jeg ikke kan have brug for at kende ham bedre; jeg er jo ofte lige ved at gå helt til grunde i den kamp.» Nu er det ganske vist sandt, at ingen behøver at bevise for sådanne, at en usynlig og mægtig fjende omgiver os. Det mærker vi mere, end vi bryder os om. Tænk, når jeg på mit ensomme værelse i timevis må brydes og svede i en åndelig kamp, som intet synligt væsen har fremkaldt; når jeg for eksempel er så vis på sandheden i Guds ord, at jeg vil både leve og dø for den sandhed, og den sandhed har bestemt hele mit livs retning, og jeg alligevel må kæmpe og svede mod en indre stemme, der modsiger Ordets sandheder; eller når intet er mig så helligt som den gode, hellige Gud, og jeg bøjer mine knæ for ham og vil bede, men de mest uværdige tanker, ja, lige til gudsbespottelige tanker, trænger sig ind på mig – så behøver jeg ikke flere beviser på den onde ånds nærvær. Eller når der for eksempel i en fortrolig kreds af de kæreste venner på et øjeblik rejser sig en storm af den mest urimelige misforståelse, af vrede og onde mistanker; så ser jeg nok, at der findes en ond ånd, lige så vist som jeg ser, at en vind farer frem dér, hvor en skov begynder at knække eller et hav at bruse. Det er altså sandt nok, at de, der er gået ud fra Djævelens rige, også får at mærke, at han lever; men det er dog ikke sådan, at vi ikke behøver at blive oplyst af Ordet om hans fristelser; for han er en sådan mester i sin kunst, at han i fristelsens stunder samtidig kan formørke forstanden så meget, at vi ikke har den mindste tanke om, at det er denne fjende, der taler med os. Kunne vi altid tro og besinde os på, at det er Djævelen, der sysselsætter os, så ville mere end halvdelen af fristelsens magt være borte. Desuden er hans fristelser så mangfoldige og hans optræden ofte så forsigtig, at «om muligt også de udvalgte skal blive ført vild». Derfor er det vel nødvendigt, at vi også giver agt på, hvad Skriften lærer os om denne fjende.

Og hvis vi nu betragter og sammenfatter blot det, Apostlen her antyder om vores fjende, så får vi et meget forfærdeligt billede af ham: på én gang meget mægtig, meget listig og snu og tilmed en usynlig fjende, som kan være os ganske nær, uden at vi aner det. Vi vil først betragte det sidste. Når Apostlen siger: «Vi har ikke kamp mod blod og kød, men mod magterne, mod myndighederne» osv., så er meningen slet ikke, at vi ikke skal kæmpe mod vores eget onde kød eller den medfødte fordærvelse. Det betyder efter Paulus’ måde at tale på, at vi i denne kamp ikke som i almindelige krige har nogen kroppe at rette vores våben mod, så vi kan ramme dem med et sværd eller et gevær; vores fjender er åndsvæsener, som vi ikke kan dræbe, og usynlige fjender, som kan være lige ved siden af os, uden at vi ser dem eller det mindste frygter deres nærvær. Det er jo allerede et meget betænkeligt forhold. For det andet lader han os forstå, at vores fjender ikke er nogle svage og foragtelige ånder, men tværtimod meget mægtige og anselige, når han kalder dem «magter og myndigheder». Disse ord antyder, at Djævelen har et egentligt rige med særlige ordninger og en særlig forfatning, så at visse onde overengle som fyrster og øvrighed fører regeringen over de andre onde ånder. Videre kalder han dem «verdensherskere» (κοσμοκράτορας), og det er jo et meget forfærdeligt navn. Sådan har også Kristus selv kaldt Djævelen «verdens fyrste» (Joh 14,30; 16,11), og Paulus kalder ham endda «denne verdens gud» (2 Kor 4,4). Disse navne giver jo tydeligt til kende, hvad vi også til dels kan se med øjnene: at Djævelen helt og fuldt regerer hele den uomvendte menneskeverden, så at konger og kejsere ligger under hans magt og regering som svage slaver eller som trofaste og lydige undersåtter. Vi ved også, at vores fjende er af høj herkomst, nemlig en falden engel, og at han har et frygteligt mod, når han med fuldt overlæg vover at kæmpe mod selve den store Gud og i Kristi kødsdage gik så vidt i sit overmod, at han endda dristede sig til at byde Herren selv at falde ned og tilbede ham (Matt 4). Og hvilken magt han har over et stakkels menneske, kan man slutte af, at Kristus betegner mennesket og Djævelen som et hus og dets herre, når han i Luk 11,21 taler om «en stærk og bevæbnet mand, der vogter sin gård», så at mennesket for Djævelen kun er som et hus, en gård for sin husbond. Sådan betegnes også hans styrke, ikke mindre end hans brændende iver efter at fordærve os, med apostlen Peters billede, når han kalder ham en «løve», en løve, der brøler af sult, som går omkring og søger, hvem den kan sluge (1 Pet 5,8).

Alt dette er jo så forfærdelige antydninger om vores fjende, at et menneske nok kan grue for at leve på jorden. Og så meget er sikkert, når vi betragter alt dette, at de, der ikke i gudsfrygt holder sig til Herren, ganske vist må være eller komme i Djævelens vold. Så meget er sikkert, at hvis Herren blot overlader os til os selv, så er vi fortabt; så kan Djævelen hvert øjeblik kaste os ud i de gruligste dybder af synder og galskaber og derefter i helvedes afgrund. Men vi ved også, at såfremt vi ikke sover i sikkerhed eller selv tror på vores styrke, men er blevet små børn og svage får for Herren, så skal kampen hverken afhænge af vores styrke eller af Djævelens magt; Herren skal selv kæmpe for os, ja, bære og bevare os i sine arme som lam. «Vor egen kraft kan ikke hjælpe, vi var snart adspredt, men med os står den rette mand, vi står, støttet af ham.» Hvis Herren Gud blot en eneste time gav Djævelen fuld frihed over os, hvis han ikke hver stund beskyttede og bevarede os, så ville Djævelen i løbet af den time rive os i stykker og kaste os i helvede. Hver stund i vores liv, hvor det ikke sker, er altså et vidnesbyrd om Guds trofaste, kærlige og mægtige nærvær. Åh, gid vi også kunne betænke det!

Kampen er altså en åndelig kamp; den afhænger ikke af vores magt og styrke. Derfor er det mest frygtindgydende ved Djævelen også hans list, hans mangfoldige list og rænker, som han kan bedrage og forhekse os med, så vi slet ikke søger Herrens kraft, men villigt overgiver os til fjenden. Derfor har Skriften også talt mest om denne side af ham. Djævelens list er også det første, Apostlen nævner her, når han siger: «Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan stå imod Djævelens rænker.» Apostlens eget ord for «rænker» er dannet af et ord, der betyder at gå efter – at følge efter nogen for at vente på lejligheden til at slå ham – og «bruges om den krigslist, hvormed man søger pludselig at overrumple fjenden fra siden, hvor han mindst venter det» (Starcke). Siden har ordet fået betydningen lumske rænker og en lagt plan (μεθοδεία), rænkesmederi, arglist. Det er også denne mangfoldige list og snedighed hos Djævelen, der betegnes ved, at han i Bibelen fremstilles som en slange – der med sin underfundighed kunne bedrage selve Guds billedes klare forstand og rene hjerte hos vores første forældre, før noget syndens mørke endnu var kommet ind i dem (1 Mos 3). Og i Bibelens sidste bog kaldes han «den gamle slange, som forfører hele verden» og deriblandt så mange kloge, lærde og oplyste mænd (Åb 12,9). Men måske findes der intet ord, der mere forfærdende antyder denne fjendes frygtelige rigdom på list og rænkesmederi, end det ord fra Kristi mund: «Satans dybder» (Åb 2,24), og når Apostlen siger, at han også forklæder sig som en lysets engel (2 Kor 11,14). Gud bevare alle menneskebørn! Mod «Satans dybder» slår sandelig ingen menneskelig forstand, ingen oplysning og årvågenhed til, hvis ikke Gud selv med sin «omsorg bevarer vores ånd» (Job 10,12). Mod Satans dybder vil jeg kun sætte «Guds dybder» (1 Kor 2,10) og den «Israels vogter, som hverken slumrer eller sover» (Sl 121,3–4).

Og så skal vi nu ret forstå, hvorfor Apostlen ikke kender noget andet, vi kan stå Djævelen imod med, end troen, idet han siger: «Ham skal I modstå, faste i troen» (1 Pet 5,9). For troen indebærer jo altid, at mennesket mistror sig selv og har sit eneste håb til Herren alene, til hans magt, hans trofasthed og bevarende nåde. Og det er jo kun dertil, Herren vil bringe os: at vi bliver små, svage børn, som kun trøster sig til ham. Sådanne har han jo altid lovet selv at bevare, som en hyrde bevarer sine får, af hvilke han ligefrem bærer nogle i sin favn. Og hvem er det, der bliver båret så kærligt? Det er de svageste – «han skal samle lammene i sin favn og bære dem ved sit bryst» (Es 40,11). Det er jo hemmeligheden i hele Guds ord og hele Guds styrelse med os, at vi blot skal blive til intet i os selv, blive små og frygtsomme får, der holder sig tæt ind til Hyrden og stoler på ham alene. Har du nogen egen styrke, oplysning eller årvågenhed at stole på mod Satans magt og dybde, sådan som Peter en aften mente at have, så vil du snart være let hvede i Satans sigte; så vil du møde en kamp som med Leviatan (krokodillen), som Herren taler om til Job: «Kan du trække krokodillen op med en krog og trykke dens tunge ned med et bidsel? Kan du sætte et rør i dens næse og gennembore dens kæbe med en nål? Mon den vil bønfalde dig meget eller tale ydmygt til dig? Slutter den pagt med dig, kan du tage den til træl for evigt? Kan du lege med den som med en spurv? Læg din hånd på den, og husk en kamp, som du aldrig gentager!» (Job 40). Nej, den rette årvågenhed er at våge mod alle indbildninger om sin egen styrke, troskab og årvågenhed og dernæst også at våge mod al mistro til Guds kærlighed, trofasthed og magt.

Men for at vi ikke blot i almindelighed må have dette gudfrygtige sind, men også så hurtigt som muligt må blive vakt op af en tilfældig slummer og af selve faren blive drevet hen til hjælperen, er det, som vi før har sagt, meget vigtigt at lære de måder og veje godt at kende, som Satan især bruger, så vi kan genkende ham så hurtigt som muligt. Derfor skal vi også undersøge, hvad der især kendetegner hans angreb og fristelser, og vil derfor betragte nogle af de eksempler på det, som fremstilles i Skriften. Vi begynder da med det eksempel, hvor vi første gang i verden ser en ond ånd og menneskenes fjende vise sig, da slangen i Paradiset bedrager de første mennesker, nemlig i 1 Mos 3,1–5. Det er også en højst bemærkelsesværdig skildring af Satan. Ligesom det korte ord i v. 15 om «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved» er som frøkornet til hele Guds evangelium i Skriften, sådan er også den korte beskrivelse af Satan i v. 1–5 som frøkornet til hele Skriftens lære om denne fjendes måde at kæmpe på. Den lyder sådan: «Men slangen var listigere end alle markens andre dyr, og den sagde til kvinden: Skulle Gud virkelig have sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?» Og da Eva nu forklarede, at de ganske vist måtte spise af alle træerne i haven, men at et eneste var undtaget, og at Gud havde sagt om det: «Når du spiser af det, skal du visselig dø», da sagde slangen til kvinden: «I skal slet ikke dø; men Gud ved, at når I spiser af det, skal jeres øjne åbnes, så I bliver som Gud og kender godt og ondt.» Læg nu mærke til, hvad slangens første bestræbelse var! Det var nemlig at føre Evas tanke bort fra Guds ord og gøre det uvist for hende; at få hende til mere frit at bruge sin fornuft og tænke efter, om hun fandt det rimeligt og ret, som Gud skulle have sagt. Og til det bruger han først en halv og tvetydig talemåde; han siger intet bestemt, men kaster blot et spørgsmål frem, og det ikke direkte om det forbudte træ, men om alle mulige træer i haven, hvor han formodentlig lagde trykket på ordet I – «I, havens eneste ejere, de eneste herskere over hele jorden, skulle Gud have indskrænket jeres frihed til at spise af alle træerne? Kan det være Guds mening?» osv. Og da Eva nu indlod sig på samtale og overvejelse om det, voksede hans dristighed straks, så han nu vover bestemt at fornægte Guds ord og sige: «I skal slet ikke dø.»

Åh, gid enhver for sin dyrebare sjæls evige vel ville give agt på dette og én gang for alle lære, hvad der er selve hovedsagen i al Djævelens stræben med os og det egentlige punkt, som det kommer til at afhænge af, om vi skal reddes eller tværtimod fanges af denne fjende! Det er nemlig det punkt, som Satan her angreb først – det var spørgsmålet om Guds ord: om man bestemt skulle tro, hvad Gud havde sagt, eller om man ikke ved egen eftertanke kunne finde grunde til at tro noget andet. Sandelig, det er på dette punkt, kampens udfald afhænger. Da en gammel kristen havde kæmpet med Satan i mange årtier og til sidst ville sige med få ord, hvad der havde været hovedsagen, som det altid havde afhængt af, om han skulle stå eller falde, måtte han sige: Det har afhængt af, om jeg har kunnet holde mig fast til Guds ord, eller om jeg tværtimod har tabt det af syne og begyndt bare at tænke – tænke frit, efter eget hoved, uden for Ordet, tænke og svæve hid og did med egne og andres meninger. Ja, det afhænger alt af det i alle fristelser, både dem til højre side og dem til venstre. Eller hvordan går det til, at en kristen, som en tid blev fyldt af rædsel blot ved en fjern tanke om en bestemt synd, mens den endnu var langt borte, en anden tid ligefrem kan slutte pagt med den samme synd og med tryg og uforfærdet frimodighed give sig til frit at øve den og forsvare den? Kun sådan, at han i fristelsens tider har vendt øjet bort fra Guds bud og hen til den samme synd og er begyndt bare at tænke – tænke frit over sagen uden at se på Ordet. Hvordan går det til, at mennesker i religionens og samvittighedens navn, for Herrens skyld, foretager sig de største dårskaber, gør sådant til en god og hellig gerning, som Herren aldrig har krævet af os, ja endog det, han har forbudt, og derimod gør sådant til synd, som Herren aldrig har talt om i sit ord – sådan som der gives så mange eksempler på i den jødiske og den pavelige kirke, men som også ofte sker iblandt os? Kun sådan, at man ikke ser efter, hvordan Gud har talt, men man synes sådan, man har en følelse, en indre stemme, der siger det og det; eller fordi andre mennesker synes og siger sådan, og ikke fordi Gud siger det. Hvordan går det til, at en kæmpende kristen på grund af sine synder og mangler mister tilliden til Guds nåde og venskab, bliver fremmed og sky over for sin Frelser og bundet i trældommens ånd, trods alt, hvad Guds evangelium siger os om Kristus og den evige nåde og frihed fra loven, som han har vundet for os? Kun sådan, at mennesket vender sit øje bort fra Guds ord og ind på sig selv og begynder bare at tænke og tænke og nu synes, at det er helt umuligt, at det kan være Guds barn og ven, når det er og føler sig sådan og sådan. Åh, gid man kunne råbe den sandhed, så bjergene skælvede, ind i alle Guds børns ører og hjerter: Al Satans magt over dig afhænger af, om han kan føre dit øje bort fra Guds ord. Al din sejr skal afhænge af, om du kan blive ved Guds ord. Guds ord, Guds ord, hvad siger det? Se efter, hvordan Gud har talt. Alt skal afhænge af det. Alt er galskab, alt er falsk, som vil regnes for åndeligt, men ikke har grund i Guds ord. Kun det er godt og helligt, som Gud har påbudt; kun det er synd, som Gud har forbudt. Hvad Gud kalder synd og forbyder, det er synd og farligt, selv om dit hjerte tusind gange siger nej til det, og selv om hele verden med alle hellige og lærde holdt det for uskyldigt. Hvad Gud kalder godt og helligt, det er godt og helligt, selv om du og hele verden synes, at det er uhelligt. Og hvad Gud ikke særskilt har nævnt, det skal altid bedømmes efter kærlighedens lov og bruges eller forsages, alt efter om det i det enkelte tilfælde gør godt eller ondt for dig eller din næste. Så står den grundregel fast, at hvad Gud ikke har påbudt, i bestemte ord eller i kærlighedens almindelige lov, det er ingen god gerning, selv om det har den herligste glans for dine eller andres øjne. Hvad Gud ikke har forbudt i bestemte ord eller i kærlighedens almindelige lov, er ingen synd, selv om du og alle mennesker i verden synes det. Alt afhænger af Guds ord. Holder du ikke fast ved det, så vil du altid være et rør, der drives hid og did af alle vinde. Og så kan Djævelen føre dig, hvorhen han vil.

Hvor kraftigt blev dette ikke prædiket for os i den bemærkelsesværdige kamp mellem Satan og Kristus, som beskrives i Matt 4 og Luk 4, hvor Herren Kristus, som selv kunne have talt de helligste og reneste Guds ord, alligevel ikke svarer Satan med et eneste ord af sit eget, men kun med Skriftens! Kun: Der står skrevet – der står skrevet – der står skrevet. Sådan taler Kristus. Og det tog også så stærkt og afvæbnende på Satan, at også han begyndte at ville bruge det samme skarpe sværd og sagde til Herren: «Der står skrevet» – selv om han da listigt udelod det, der var imod ham. Betænk blot, og husk det alle dine livsdage, at Herren Kristus selv intet vidste at sige mod Satan uden: Der står skrevet. Er dette ikke et stærkt tordenslag mod alle vores egne tanker og meninger og et evigt vidnesbyrd om, at alt, hvad Djævelen vil med sine fristelser, er at føre os bort fra Ordet, og at det, der skal overvinde ham, er at holde fast ved det, Gud har talt?

Djævelen kan ganske vist også volde os stor møje ved at vække vores begær; han kan pine og udmatte os uden ende, når han giver sig til uophørligt at puste til ilden under dem. Og dog er det endnu en nådig fristelse sammenlignet med den, hvor han også angriber din forståelse af Guds ord og vil have, at du ikke skal tage det, sådan som Gud har talt, men begynde at tænke og overveje, om det ikke kan tages fx på en sådan måde, at synden bliver uskyldig, så du frit kan blive ved med at øve den. Åh, Gud bevare dig da! Gud bevare dig da! Løb da fra Satan, så langt du kan komme. Fly da så hurtigt du kan til Gud og hans ord alene. Gem dit øje, dit hoved og dit hjerte dér; så vil Gud frelse dig og give dig sin kraft, som skal gøre al Satans list til skamme. Havde Eva gjort sådan, havde hun straks veget forfærdet tilbage ved den første antydning af tvivl om et Guds ord og skyndt sig at flygte fra en, som ville rokke hende bort fra det, Gud havde talt, så var hun ikke faldet. Faldet skete ved, at hun blev stående hos fristeren og begyndte at tænke efter, hvad han lagde hende i munden, og på den måde blev revet løs fra Guds ord; og så blev hendes øje hængende ved den forbudne frugts liflighed, og nu faldt hun. Gud bevare dig! Fly til Gud og hans ord, så bliver du reddet.

Det er det første, man skal lægge mærke til ved alle Djævelens fristelser. Dernæst bør man også vide, hvor han egentlig vil hen med os, når han søger at føre os bort fra Ordet. Hvor han vil hen med os? Ja, det er det andet spørgsmål, vi burde tænke dybt over. Og derom vil han altid selv indgive os noget helt andet end sandheden. Da han bedrog Eva, sagde han, at han kun ville hjælpe de gode mennesker til nydelse og vinding: dels at den forbudne frugt var særlig liflig at spise, dels at de derved skulle vinde en mærkelig udvikling i forstand, ja, «blive som Gud». I hans tale ligger der derimod noget yderst mærkeligt, som kendetegner Djævelen, nemlig at han fletter sandhed og løgn så fint sammen, at det hele bliver en mægtig forførelse. For det var ganske sandt, at deres øjne blev åbnet, da de spiste af den forbudne frugt, og at de nu fik «forstand på ondt og godt»; og at også Gud ved, hvad godt og ondt er, nemlig hos os, det var også sandt; men hvordan de nu blev «som Gud», det må enhver tænke over. Sådan er Djævelens sprog – et listigt udtænkt og fint sammenviklet væv af løgn.

Men hvor vil han egentlig hen med mennesket? Han har altid to mål for øje: først at føre os til synd mod Gud og dernæst at føre os til den evige død og fortabelse. Det er to ting, Djævelen søger: først at vi skal synde mod Gud, og dernæst at vi skal blive i synden eller i fortvivlelsen og blive hans bytte i evighed. For hans egentlige liv er at stride mod Gud og være ham til fortræd og for det andet at myrde sjæle. Og når vi nu lægger sammen, hvad vi har set om hans stræben efter at føre os bort fra sandheden og til fortabelse, så forstår vi, hvorfor Kristus siger, at han er «en morder fra begyndelsen» og en løgner og løgnens far (Joh 8,44).

Men sammen med sin egen løgn bruger han også med stor dygtighed alt, hvad der er i mennesket, til sin fordel, især vores nu faldne naturs «lyster og begær». Samtidig med at han angreb Evas tro på Ordet, begyndte han at vække sanselige begær hos hende og indgive hende overdrevne forestillinger om, hvor godt den forbudne frugt smagte. Dermed blev lysternes og begærets magt plantet ind, som nu hersker over hele menneskeslægten. Hele mennesket er ligesom sammensat af sådanne begær; det ser vi allerede hos de små børn, før de endnu har lært noget udefra. At være noget, at have og nyde noget – det optager alle mennesker. Så kommer Djævelen og skaffer midler til ethvert menneskes begær, alt efter om det ene eller det andet er stærkest hos os. Et menneske, som af naturen er særlig tilbøjelig til hovmod, søger han at fange med tom ære og udmærkelser; den, hos hvem vellysten er stærkest, forstår han at skaffe midler til at tilfredsstille den; den, som mere er tilbøjelig til griskhed, indtager han med jordisk fremgang og rigdom osv. Og nu kildrer han det arme hjerte med en meget levende forestilling om den sødme eller lykke, som skal ligge i at tilfredsstille det begær, der har magten. Og skønt der i virkeligheden ligger langt mere bitterhed og galde end honning i synden, forstår han mesterligt at fornægte denne sandhed og skjule det bitre, som synden fører med sig, såsom samvittighedskval, skam, vanære og alle syndeslavens plager; derimod giver han, som lige blev sagt, sjælen så følelige indtryk af den fornøjelse eller fordel, synden skal bringe, at den mister al forstand og føres som med bind for øjnene til slagtebænken (Ordsp 7,21–22; 9,17–18).

Og læg frem for alt mærke til, at han nu slet ikke siger alt, hvad han vil, men i begyndelsen stiller sig ganske beskeden an, som om han kun bad om noget af ringe betydning; men er det først bevilget, kan han også snart sige om en stor og åbenlys synd: «Den er jo dog lille; en lille dårskab skader ikke.» Han gør som slangen, der, når den bare er kommet igennem med hovedet, trækker hele den glatte krop efter sig. Med lidt surdej forstår han at gennemsyre hele dejen, med en lille gnist at sætte ild til en hel skov. Og for at gøre synden lille plejer han at forgylde den med et smukt navn; griskhed må fx så hedde «nødvendig omsorg for husholdningen»; forfængelighed og pral i klædedragt må hedde «passende pænhed»; vrede og ubehøvlethed skal hedde «alvor eller oprigtighed»; løgnen får lov at hedde «en snedig udflugt» osv. Og ligesom han forførte Eva med forestillinger om, hvordan deres øjne skulle blive åbnet, sådan kan han også endnu anbefale og udsmykke synden med det åndelige gavn, du skal få af den, din ydmygelse, din sønderknuselse – skønt du dog ingen sønderknuselse har over synden, hvis du har lært at undskylde den. Kort sagt: han er en snoet slange, som på enhver måde forstår at forgylde og anbefale synden i fristelsens stund. Og får han dig så vidt, at du undskylder synden eller er uden tro og kun arbejder lovisk med den, så kan han berøve dig al frihed, så du lige så lidt kan holde op med at synde, som en sten, der er begyndt at rulle ned ad et stejlt bjerg, kan standse af sig selv.

Men vi vender tilbage til de mere tilfældige fristelser til synd. Så snart han har nået sit mål, nemlig at mennesket har syndet mod Gud, så er det straks slut med trøsteprædikenen; så vender han straks bladet og begynder i samme grad at fylde sjælen med rædsel, forskrækkelse og fortvivlelse, larmer hele hjertet fuldt med de grusomste trusler om Guds vrede og hævn over dig og kan nu trække de frygteligste ord frem af Bibelen om, at «Gud ikke lader sig spotte», og hvor «frygteligt det er at falde i den levende Guds hænder», at «der ikke mere er noget offer tilbage for synderne», og meget andet af den slags, som er talt til forhærdede syndere. Sådan, ser vi, gjorde han ved det første syndefald: Så snart synden var fuldbragt, var der ingen trøst mere, men da flygtede de arme mennesker og skjulte sig for Guds ansigt. Sådan ser vi det i Judas Iskariots historie. Evangelisten siger, at det var «Djævelen, som havde givet Judas det i hjertet, at han skulle forråde Jesus». Og her ser vi, at så længe gerningen ikke var fuldbragt, var der lutter trøst og blændværk om den vinding, Judas skulle have af denne gerning. Vi ser af beretningen, at det var med to ting, Djævelen havde opmuntret Judas til den frygtelige gerning: først med de tredive sølvpenge, som han havde fremstillet som en meget stor gevinst. Det ser vi af, at Judas i sin fortvivlelse var så forbitret på de penge, at han «kastede dem fra sig». Netop i dette «kastede» ligger udtrykket for forbitrelsen over dem og en bekendelse af, at det var disse penge, som havde forledt ham. Det andet, Djævelen havde indgivet ham, var den trøst, at Jesus ikke skulle komme noget ondt til; for evangelisten siger: «Da Judas så, at han var blevet dømt, angrede han.» Djævelen havde altså sagt til ham: «Det bliver ikke farligt; Jesus bliver ikke dømt. Dels er han uskyldig, og vi har lov og ret i landet; dels kan Jesus jo altid i værste fald gøre sig fri med sin almagt; det kan på ingen måde komme til at gælde hans blod.» Se, noget så stort og vovet skulle ikke ske; det var kun noget lille, Judas skulle gøre, nemlig bare vise folket, hvem Jesus var, og det var jo ikke nogen stor gerning. Åh, gid vi dog en gang kunne lære, hvordan Djævelen maler synden i fristelsens stund!

Men så snart gerningen nu var fuldbragt, trøstede Satan ikke længere; så var der ingen undskyldning mere for synden; så blev den arme mands hjerte kun fyldt med de grusomste rædsler og en afgjort fortvivlelse; så var der hverken hos Gud eller mennesker nogen barmhjertighed. Heller ikke de ypperstepræster, som før havde talt så venligt med Judas, havde nogen barmhjertighed med ham. Da han nu kommer til dem og jamrer over sin synd: «Jeg har syndet ved at forråde uskyldigt blod», svarede de kun: «Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!» Sådan trøster Satan bagefter. De kommer ikke engang med en falsk trøst, som fx: «Det er ikke uskyldigt blod, han er skyldig til døden.» Nej, der behøvedes nu ikke længere nogen trøst for Satans formål – og han er ingen trøster, hvor det ikke er nødvendigt for hans plan –; alt var lykkedes, det eneste, der behøvedes, var, at Judas straks gik bort og hængte sig – og gik bort til sit eget sted. Sådan er den grusomme, listige djævel! Åh, gid vi dog en gang måtte se, hvor Djævelen vil hen med os! Åh, gid vi en gang kunne præge det i os, så vi alle vores livsdage aldrig glemte det: Når Djævelen skal fange og ødelægge et menneske, skal to ting stilles det allerlevende for øje, nemlig for det første, at synden er meget sød eller giver stor vinding, og for det andet, at synden slet ikke er farlig. Husk det godt: meget liflig og slet ikke farlig. Det er de to farver, Djævelen altid lægger på synden i fristelsens tid. Kunne vi bare vaske disse to farver af fristerens forklæde med en stærk lud – åh, hvor ville vi så gyse for al forhandling med ham som for helvedes evige afgrund! Kunne vi bare se, hvor Djævelen til sidst vil hen med os, så ville vi visselig flygte så langt, vi kunne komme, fra selv den mest fortryllende fristelse til synd. Gid Gud for sin evige kærligheds og sin elskede Søns fortjenestes skyld vil være os nådig og give os sin Hellige Ånd!

Men den allerfarligste, mest vildledende og mest udmattende af alle Djævelens måder at føre krig på er dog den, som i egentligste forstand udtrykkes med «rænker», nemlig hans omslagsmetode: at han helt uventet og i det skjulte slår om fra den ene side til den modsatte og antager en skikkelse, som er helt fremmed for hans egentlige væsen, eller frister mennesket i en helt modsat retning af før og af, hvad man kunne vente. Det er det, man ikke så let vil tro om ham, og det, som ikke mange forstår. Det er det, der godt kan betegnes med «Leviatan, den hurtige slange, og Leviatan, den snoede slange» (Es 27,1).

Et mærkeligt eksempel på dette ser vi, da Satan frister Kristus i ørkenen (Matt 4,1–11). Han begynder med den mest naturlige fristelse, hvor de foreliggende omstændigheder skulle komme ham til hjælp, nemlig at tale om brød til en, der sultede, og over for en, der syntes helt forladt i ørkenen, at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan han kunne være Guds Søn (sådan som Faderen lige før fristelsestiden havde bevidnet, kap. 3,17), og om han endnu længere burde vente på sin Faders omsorg. At dette har været hovedformålet med den første fristelse: «Er du Guds Søn, så sig, at disse sten skal blive til brød», kan man let forstå allerede ud fra det, man ved om Djævelens egentlige ånd, misundelse og bitterhed, og ud fra den fremgangsmåde, han brugte over for Adam og Eva, da han begyndte med at rokke deres tro på deres Faders ord; men det bliver os især klart, når vi tænker på, hvordan den samme fjende anfægtede Kristus på korset, da han gennem menneskers munde talte nøjagtig det samme sprog og sagde: «Er du Guds Søn, så stig ned fra korset. Hjælp dig selv!» – og igen: «Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu frelse ham, hvis han har behag i ham; for han har sagt: Jeg er Guds Søn.» Hvem genkender ikke her den samme fristelse, når det nu hedder: «Er du Guds Søn, så kan du med et eneste ord gøre dig brød af disse sten; hjælp dig selv!» Denne første fristelse skulle altså indgyde tvivl og mistillid til den himmelske Fader, og at Kristus selv skulle befri sig fra lidelsen og ikke vente på sin Fader. Det er meget betegnende for Djævelens ånd.

Men læg nu mærke til omslaget. Da Satan så, at han slet intet udrettede ad denne vej, men stødte mod en urokkelig tillid til Faderen og en stærk fastholden ved Skriften, slår han straks om og vil nu friste Kristus til overmod og til en sådan tro på Skriften, som ville være at «friste Gud». Han fører Kristus til den hellige by *) og op på templets tinde og vil nu, eftersom han havde så urokkelig en tro på Skriften, have ham til at kaste sig ned fra denne højde og på Skriftens ord vente sig en sådan englevagt, at han ikke skulle støde sin fod mod nogen sten. Han tænker i sin onde list: Vil du være meget stærk i troen, så skal jeg hjælpe dig med det. Kast dig ud i luften og ned herfra; du behøver ikke som et svagt menneske at gå ned ad trapper osv. Se her den «snoede slange»; se her, hvordan den samme fjende indgiver lige modsatte fristelser: den ene gang til mistillid, den anden gang til overdreven tillid; den ene gang til modløshed, den anden gang til overmod. Han spiller altid åndeligt det samme farlige spil som med den månesyge, som han kastede snart i ilden, snart i vandet (Matt 17,15); han frister os snart til sikkerhed, snart til fortvivlelse; snart til synd og snart til selvretfærdighed; og kan han ikke få os til at regne virkelig synd for ingen synd, så indgiver han os en sådan samvittighed, at vi også regner det for synd, som ikke er synd osv. Men mere om det snart.

*) At Matthæus har den rigtige tidsmæssige rækkefølge for hver fristelse, ser vi af, at det var ved fristelsen på bjerget, at Jesus, også ifølge Lukas, endelig viste Satan bort. Og derefter kom der engle og tjente ham.

Da Satan nu så, at han intet udrettede med de to første fristelser, slog han om til endnu en tredje side: Han forlader disse mere åndelige spørgsmål og søger nu at vække lyst hos Herren til verdens herlighed. Han mærker, at Kristus kun vil være en lydig tjener under Faderens ord og velbehag for ved sin lydighed og sin lidelse at frelse menneskene; så søger han at vende ham bort fra denne lidelsens vej, på samme måde som senere gennem Peters mund: «Gud bevare dig, dette skal ikke ske dig.» «Og han viste ham (formodentlig i et syn) alle verdens riger og deres herlighed» osv. Også det ligner ham meget og er godt beregnet, nemlig efter en tid med lidelse og savn, i ørkenens tørhed og øde, at søge at fortrylle og vinde sindet ved overflod og rigdom. Den ene gang ophidser han verden til fx at udmatte en Kristi tjener med foragt og forfølgelse; en anden gang til at gøre ham lunken og verdslig med høje embeder og rigdom. Sådan er Satans omslagsmetode. Ve den, som ikke i tide giver agt på det! Og godt for den, som ikke bliver træt af det, selv om han forstår denne Satans dybde! Det er netop disse omslag, der både er de mest vildledende og de mest udmattende.

Man vil sædvanligvis kun forestille sig Satan på én måde; man vil ikke tro, at han er en dobbelt, ja, en mangesidet ånd, der hurtigt kan blive helt ulig sig selv. Sådan tror man fx nok, at Djævelen er der, hvor man bliver fristet til noget sort, til en åbenlys synd; men at han også kan bruge uskyldige, ja, hellige og himmelske ting til at forføre os, det vil man meget sent tro. Du burde dog bøje dig for Guds ord, som udtrykkeligt siger, at han også «forklæder sig som lysets engel» (2 Kor 11,14). Hvad kan det betyde? Mon det betegner fristelse til mord, hor og tyveri? til vrede, løgn og misundelse? Med sådanne fristelser bliver han ikke lig en lysets engel. Det ord må betegne en overmåde skøn og strålende skikkelse af lutter høje, hellige og herlige ting. Vi har også i vores tekst, v. 12, nogle ord, som på en mærkelig måde peger herhen, nemlig: «ondskabens åndeligheder i himmelske ting (den nye (svenske) oversættelse: åndemagter i himmelrummene)». Og Chr. Starcke forklarer dem sådan: «Ordene betegner en helt skjult og fin åndelig ondskab, sådan som den aldrig kan findes hos noget andet skabt væsen, men kun hos ånder.» Og denne overordentlige finhed og list i fjendtlige planer bruger Djævelen i himmelske ting, som han fordrejer sådan for os, at vi, om muligt, skal vildledes og bedrages.

Det gør han da især på den måde, som nu er sagt, nemlig at han antager en skikkelse, som er helt fremmed for hans sædvanlige og egentlige væsen, og frister os til noget, som er det stik modsatte af det, der i almindelighed kendetegner ham. Det er jo fx betegnende for Satan at lulle mennesker ind i sikkerhed; han holder hele verden fanget i en så dyb søvn, at den ikke frygter Gud det mindste, men er så helt tryg, som om den havde et brev fra himlen på, at den står i højeste nåde hos Gud, og at intet ondt skal ramme den – og alt dette, selv om den lever helt frit i sine synder og aldrig ved af nogen omvendelse for Gud, og heller ikke af, at dens tro har brug for at næres af evangeliet. At trøste og fortrylle mennesker sådan er jo betegnende for den gamle slange. Tænk så, hvilken mærkelig vending, hvilken ny og fremmed skikkelse, når den samme ånd uophørligt forskrækker og bekymrer mennesker, sådan som han gør med de troende, og vedblivende skyder uro, frygt og utryghed ind i dem, skønt de ved med sig selv, ikke blot at de ved Guds nåde går en helt anden vej end verden, men også at deres tro virkelig hænger på evangeliets næring, at de altså lever af Kristi kød (Joh 6,53–57) og derfor har alle Guds ords forsikringer om, at de er i Guds evige venskab og nåde. Alligevel kan disse kun med yderste møje bevare nogen tillid i troen, skønt de også dagligt betragter evangeliets ord for at nære deres tro og styrke sig mod mistillid. Åh, se her et mærkeligt bevis på, at der findes en fjende her – en tænkende og ivrig fjende iblandt os – og på samme tid på, at den nye fødsel ikke er et tomt ord, men indebærer en virkelig og særlig omskabelse. Læg mærke til det! Det samme menneske, som i en lang tid af sit liv har været helt sikkert, mens det dog levede uden Gud i verden, bliver så forvandlet, at det nu, med al grund til trøst, glæde og tryghed, fra nu af bliver vedblivende anfægtet i sin tro og tilbøjeligt til at miste tilliden. Hvad dets egen natur var, eller også hvad fortryllerens tilskyndelse var, det har de mange år i sikkerhed vist. Så må der være sket en mærkelig forandring med det, siden det nu har fået den art at blive bange, eller også har fjenden helt forandret sin plan med det. Ja, det er begge disse ting, som nu er sket.

Og den samme Satan, som før altid trøstede og lullede sjælen i søvn, er nu særlig fin og skarp i sine anklager mod den for at berøve den al trøst og frimodighed. Han, som før hele tiden fyldte sjælen med falskhed og hykleri, kan nu tusind gange angribe den med netop denne indskydelse: Du er falsk, du er ikke rigtig alvorlig, du er ikke helt og rent tro for Herrens skyld osv. Et bemærkelsesværdigt eksempel på det har vi i første kapitel af Jobs Bog. Da Herren priser denne fromme mands gudsfrygt, er det Satan, som (v. 9–11) siger: «Mon Job frygter Gud for intet? Har du ikke omgærdet ham, hans hus og alt, hvad der tilhører ham, på alle sider? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig ud i landet. Men ræk din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer; sandelig, han vil sige dig farvel lige op i ansigtet.» Sådan taler Satan. Er det ikke en arglistig ånd? Læg mærke til, hvor fint han nu forstår at regne ud, at Job ikke kan være så from og gudfrygtig for Herrens egen skyld, men kun af egennytte. Netop det samme, som Kristus i Joh 6,26 antyder om det folk, som havde «spist af brødet», som han en dag mættede dem med, og derfor søgte ham – det samme siger Satan nu om Job, skønt det ikke var tilfældet. Men deri har han ret nok, at Job ikke var uovervindelig, men nok kunne trættes af sværere fristelser, så han syndede mod sin Gud. Derfor, da den første prøve ikke var lykkedes for Satan, siger han endnu en gang (kap. 2,4–5) til Herren: «Hud for hud, og alt, hvad en mand har, giver han for sit liv. Men ræk din hånd ud og rør ved hans ben og hans kød; sandelig, han vil sige dig farvel lige op i ansigtet.» Sådan er Satan. Her bekræftes, hvad Rambach siger: «Satan vil med vold indprente Guds børn, at de er hyklere, og til det formål viser han den anfægtede samvittigheds øjne en mængde begåede fejl, forsømte pligter og flere andre urigtigheder. Dertil bruger han dels al sin list og veltalenhed til at gøre det gode, Gud har virket i sjælen, ringe; dels ophidser han også vores fordærvede lyster og bruger dem til at påføre os sin falske beskyldning om, at vi er hyklere. Han søger så ubemærket at puste sine onde indskydelser ind i os, at vi ikke mærker, at de kommer fra ham, men holder dem for vores egne tanker. Derefter holder han sjælen alle de trusler frem, som findes i Skriften om hyklere og ubodfærdige. Han viser den alle de plageris og dødbringende pile, som Gud har i sit rustkammer, som om alt var gjort rede for dens skyld. Derimod sætter han ligesom bomme og låse for de nådige løfter og tilsagn, som Gud trøster alle bekymrede med, som om de ikke tilhørte den anfægtede sjæl.» Tænk godt over dette, og vær forberedt på, at han også vil anfægte dig sådan, hvis du er gået ud af hans rige og lever af Kristus.

Videre: det er jo Satans egentlige natur at friste mennesker til synd og til foragt for Guds bud, at forhekse hjertet, så det tror, at intet er synd. Hvem skulle da kunne tro, at det også er den samme Satans værk en anden gang at gøre det til synd, som ikke er synd, noget, som Gud aldrig har talt om, noget, som hverken strider mod noget bestemt Guds ord eller mod kærlighedens almindelige lov? Ja, endog det, som er godt, det, som Kristus selv gjorde, det, som Gud har forordnet, eller som kærlighedens lov byder, kan Djævelen gøre til synd. Og omvendt gør han det til hellighed og god gerning, som Gud aldrig har befalet, og som ikke er til gavn for nogen, men tværtimod. Det spil driver han især for at føre øjet bort fra det, som er stort og væsentligt, og binde det til skyggebilleder. Der er mange eksempler på det fra Kristi tid. Først var det de, som «var af Djævelen, deres far», der dadlede selve Herren Kristi gode gerninger som synder – snart at han brød sabbatten, snart at han drak vin, snart at han var for mild mod syndere osv. Men også Kristi egne disciple blev således forvildet af Satan, så Herren måtte sige selv til Peter: «Gå bort fra mit åsyn, Satan, du er en anstødssten for mig» (Matt 16,23). Og en anden gang dadlede disciplene det, som Kristus kaldte en «god gerning» (Matt 26,8.10). Kort sagt: ligesom Gud er et saligt og kærlighedsfuldt væsen, for hvem alt er godt og behageligt, som ikke er ulydighed mod hans bud eller strider mod kærligheden, sådan er Satan en ond og usalig ånd, som angriber alt, hvad de troende gør – mens han derimod smigrer sine egne børn for alt, hvad de gør.

Er disse anfægtelser nu korte og forbigående, og bliver de mødt som fristelser, så udretter Satan ikke mere, end at han holder os vågne og vel gør os trætte af dette liv. Men da er fristelsen til døden, når det lykkes ham helt at forvende sindet, så han fører os bort fra Ordet og fra den rette nådevej ind på en ny og falsk vej. Vi har før, med Judas for øje, set, hvordan Djævelen vil føre os ind i synd og sikkerhed. Vi taler nu om ham i lysets engels skikkelse. Hans store mesterværk i denne egenskab sker, når han fører sande nådens børn, som i deres åndelige fattigdom kun havde deres alt i Kristus, både deres retfærdighed og deres styrke – når han fører sådanne bort fra den sande nådes og helliggørelses vej til et eller andet eget arbejde, så de bliver stående enten i den selvvalgte åndeligheds opblæsthed, som omtales i Kol 2,18–23, eller i den trældom, som omtales i Gal 5,1. Dette storværk udfører han især ved så ihærdigt at angribe og gøre den helliggørelse ringe, som vi kun har ved troen og kærligheden og Åndens tugt, ved at blive i vintræet, at han får os til helt at miskende Helligåndens eget værk, som fødte os på ny, og til at søge en helt ny vej, hvor vi selv skal gøre og være noget, hvor vi ikke så enfoldigt skal «holde os til hovedet, fra hvilket hele kroppen, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, som Gud giver» (Kol 2,19). I stedet indbilder han os, at det ikke går an at vente alt af Kristus sådan og for al mangel kun at flygte til Kristus; nej, nu skal du tage fat på noget nyt, noget eget arbejde med din helliggørelse, altså en ny vej, hvor du ikke skal være så fattig og elendig, som du har været hos Kristus. Læg mærke til det! Det åndelige liv, som Gud selv virkede, da du kom til tro og blev salig af ufortjent nåde – det liv, hvor du selv var fattig og utilfreds med dig selv og kun havde Kristus, men i ham alt – det liv duer ikke; du skal søge en vej, hvor du skal blive helligere, end du er blevet på troens vej – en vej, hvor du ikke skal være fattig og utilfreds med dig selv. Her er den skinnende hvide djævel på færde; her er «ondskabens åndelighed i det himmelske» så fin, at intet menneskeøje kan se den. For at mistænke et anslag fra Satan, når det kun drejer sig om at blive helligere, er lige så urimeligt for fornuften, som hvis nogen lærte os, at vi burde frygte for gudsfrygt, hellighed og alvor. For kun sådan noget skal det kaldes. Her kan kun Guds Ånd hjælpe dem, som holder sig fast til ydmygheden og holder øjet strengt rettet mod Guds ord, fx Joh 15,4–5; Gal 3,2.5; Rom 7,6.12–13; Kol 2,6–10.*)

*) Men herom har vi talt mere udførligt i 6. årgang, artiklen: «Hvordan en troende sjæl falder fra og bliver åndelig død». Andet bind, s. 285.

Til disse ondskabens finere åndeligheder hører også, at den engleklædte fjende får sjæle, som allerede har smagt det himmelske manna, til at blive kede af dette gamle ord om Kristus og den «lære, som stemmer med gudsfrygt», og gør dem lystne efter nyheder eller fører dem op på højderne, hvor de gransker skjulte, hellige hemmeligheder. Derved kommer Kristus og de mest nødvendige grundsandheder ud af deres syne, og kristendommen sættes i en opblæst videbegærlighed. Snart følger det, at de bliver «syge efter stridsspørgsmål» og «opblæste uden grund» i en åndelig egensindighed og hovmodsånd, så de ikke længere vil lade sig vejlede af nogen, men for dem er det en helt afgjort sag, at Ånden netop har givet dem det rigtigste lys. Så dømmer de alt, hvad der ikke er efter deres sind, som bestemt forkert – skønt Gud aldrig plejer at give de opblæste det største mål af lys. Og mens Djævelen før holdt os sovende i den gamle døde tro på både sandt og falsk, giver han os nu, da vi er vågnet, den tanke at mistænke selv de sandheder, som vi sov med hensyn til, så vi til sidst ikke holder noget for vist og sandt. Det er det, han vil nå med os. Og alt dette under det smukkeste påskud om kun at søge sandheden. Dette er et af de fineste kunstgreb, som ondskabens åndeligheder i de himmelske ting bruger. «For», siger Luther her, «du skal være helt vis på, at Satan nu ikke kommer væltende frem i en sort og gruelig skikkelse eller siger: ’Jeg er Satan, vogt dig for mig!’ Nej, han pynter sig allersmukkest med Guds ord og navn; han anfører også den samme Skrift og de samme skriftsteder, som vi anfører, elsker og bygger på; desuden foregiver han en fortræffelig alvor og andagt, som en tro og from prædikant, der ikke søger andet end Guds ære og sjælenes salighed.» Men at det er Satan og ikke en god ånd, mærker man på frugterne, som er, at allerede omvendte og salige sjæle «bliver ført bort fra den enfoldige troskab mod Kristus» til «unyttige stridsspørgsmål». Læg mærke til det! Når det sker netop, som Apostlen siger, at de føres bort fra «den lære, som stemmer med gudsfrygt», og bliver «syge efter stridsspørgsmål og ordstridigheder, som skaber misundelse, splid, bagtalelse, onde mistanker, heftige stridigheder» osv., skønt de ellers ville have mere end nok at gøre med de store nødvendige stykker: troen, kærligheden, ydmygheden, gudsfrygten, at døde kødet og at forberede sig til himlen – når de føres bort fra dette nødvendige, så forstår vi, at det ikke er af en god ånd.

Men at Djævelen driver dette under det allersmukkeste skin af sandhed og Guds ord, derom siger Luther mere, som vi her vil anføre. Han siger: «Sådan gør Djævelen nu gennem vores tids sakramentsbekæmpere og andre, som også anfører Skriften og vil bevise deres sag med den; de holder os vores egne skriftsteder frem og bruger høje og fortræffelige ord, Kristi ære og navn; desuden foregiver de en mageløs kærlighed og omsorg for sjælene. ’Se, kære kristen,’ siger de, ’du har Guds ord; din egen tro siger jo, at Kristus er faret op til himlen og sidder ved Faderens højre hånd; hvordan kan du så komme til at tro, at han skulle være i brød og vin?’ osv. Se, det er et rigtig listigt angreb og en rigtig listig banken på – ikke som fra Satan, men smykket som Kristi ord og sandhed – hvormed han indtager og river de uforstandige og sikre sjæle bort.

«Sådan gjorde han også i gamle dage gennem arianerne, som fornægtede Kristi guddom. Du må ikke tro, at de ville se ud til at strides mod Skriften! Å nej, det var så langt derfra, at de tværtimod bebrejdede de kristne, at de veg fra Skriften, delte guddommen og gjorde flere end én Gud. Sådan noget pyntede de med et så smukt skin og så kostelige ord, at de drog næsten hele verden til sig, indtil der knap stod én eller to biskopper tilbage, gennem hvem Gud opretholdt kristenheden.

«Men da dette var forbi, kom et andet angreb fra den listige djævel, gennem pavens gerningslære, mod troens retfærdighed ved Kristus. Dermed er han også listigt brudt ind, idet han anvendte det, Skriften siger om gode gerninger og udvortes retfærdighed, på den, og således indførte han et stort skin af helligt levned. – Djævelen kommer altid med et eller andet så smukt påskud, som stemmer overens med menneskets fornuft og er behageligt for den; derfor strømmer alle til i flokke, som om det var noget kosteligt, som ingen kan hindre. Her kræves en høj åndelig forstand, som holder sig fast til Guds ord, hvis den skal kunne forstå og gendrive sådan noget.

«Sådan angriber han også især enhver enkelt, først og fremmest med åndelige anfægtelser om troen og om den høje artikel om Kristus. Der kan han give dig så mange tanker, hvormed han vil tage Ordet fra dig og fordreje det for dig og føre Kristus ud af dit syne, så du kun ser på dig selv og på, hvad du har gjort eller ikke gjort osv. Ja, han vil i det skjulte stille sig så herlig frem for dig, som var han Kristus selv i sin majestæt, og forskrække dig som den dommer, der kræver dine gerninger af dig; ja, han vil også bedrage dine tanker om troen og Kristus, så du, når du i virkeligheden ikke lever af troen på Kristus, men kun i din egen fromhed, vil mene, at det står godt til med dig i den henseende, og dog er det ikke andet end din egen indbildning og andagt. Hvis du nu bliver ved sådan og strides med Satan og ikke kan forsvare dig med Guds ord, men lader dig lokke bort fra dit værn og din fordel, så jager han dig til sidst sådan ud i trængsel og forvirring, at du ikke ved, hvor du har Kristus eller hans ord og din tro. Men om denne troens kamp ved de fleste mennesker intet.»

Af alt dette kan vi nu mærke, at det er højst nødvendigt, at «enhver her er vågen og opmærksom på alle sider og betænker, at Djævelen ikke er langt borte, men altid er omkring os og passer på, hvordan han på en eller anden måde kan fange os» – det er højst nødvendigt at våge, så han ikke får lov at spise os af med sine indskydelser eller med et eller andet skin i stedet for Guds ord. «Vi har vores trosartikler grundigt nok funderet i Skriften; hold dig fast til dem, og lad dem ikke fordreje for dig ved falske udlægninger og tydes efter fornuften, efter om de rimer med den eller ej; men når man vil indbilde dig noget andet ud fra fornuften, og dine egne grublerier blandes ind i det, så sig: Her har jeg Guds eget ord; ved det vil jeg blive og ikke tænke, spørge, høre eller gruble videre over, hvordan det ene eller det andet rimer.»

Og således har vi nu efter Apostlens ord set, hvordan vores fjende er, og hvordan vores stand eller stilling er her på jorden – nemlig at vi her må ligge i en bestandig krig, og at en kristen, som vil beholde sine dyrebare skatte, må ruste sig til daglig kamp. «Har han ikke partier og falske lærdomme at strides med, så har han altid en kampplads inde i hjertet, hvor han må kæmpe mod alle Djævelens listige angreb, mod sikkerhed og synd, mod vantro og mismod, mod falske tanker og indskydelser, mod høje indbildninger m.m., og han må hver dag og time vente nye stød eller angreb og fristelser, indefra eller udefra. Anderledes bliver det ikke; for denne ånd kan umuligt være stille; han er Guds og vores sjæles svorne fjende, derfor søger han uophørligt på en eller anden måde at komme dig til livs for at tage fra dig – ikke penge eller forgængeligt gods, men sjælens salighed og det evige liv.» Derfor har vi god grund til at give agt på, hvad Apostlen videre formaner os til. Nu følger i teksten:

Tag derfor hele Guds rustning på, så I kan stå imod på den onde dag, udrette alt vel og blive stående.

Læg nu mærke til, hvordan Apostlen taler. «Tag derfor hele Guds rustning på» – derfor, dvs. fordi vi har en så frygtelig fjende, usynlig, mægtig og overmåde listig og ondskabsfuld, så tag hele Guds rustning på, ikke en eller anden egen, men Guds; her slår ingen ringere rustning til; og ikke kun en del af den, men «hele Guds rustning». Grundtekstens ord betegner den fuldstændige rustning, som en svært bevæbnet kriger med det store skjold var iført, og hvis vigtigste dele Apostlen straks efter regner op. Men forinden, eller i det udsagn, vi nu betragter, har Apostlen endnu et ord, som er meget foruroligende. Han nævner den onde dag – «så I kan stå imod på den onde dag». Man kan nok med Luther sige, at hele dette liv er den onde dag, sammenlignet med den salige evigheds gode, fredfyldte dag. Men Apostlen mener her sikkert noget andet, nemlig det, som Kristus kalder «fristelsens time» (Åb 3,10), eller de særlig svære fristelsestider (Luk 8,13; Job 1,13–20; Sl 32,6; Matt 7,25–27). Og det skal enhver vide og betænke, at ikke alle dage er ens her på jorden! Å, der er visse dage i vores liv, som er forfærdelige dage. Ganske vist er en troende alle dage udsat for nogle fristelser – alene det, at man ikke vidste af nogen fristelse eller kamp, ville være fristelse nok – men dertil kommer endnu visse tider i vores liv, hvor fjenden med Guds tilladelse sætter sine kraftigste angreb ind og går egentlig til storm med en bestemt svær fristelse eller med flere på én gang, så man ikke føler andet, end at man helt og aldeles må gå til grunde. Det er sådanne tider, Apostlen her kalder den onde dag. Derfor, selv om du nu har det mere stille og roligt, så vær ikke sikker af den grund; der venter dig en ond stund, der kommer endnu andre dage. Forbered dig på det. Lad ikke formaningen til at tage Guds rustning på være forgæves. Den retfærdige frelses med besvær; hvordan skal det så gå dem, som i stilhed øver den falskhed over for sig selv, over for Herren og hans ord, at de lader andre tage det til sig, andre være bekymrede, andre ruste sig og arbejde med bøn og betragtning af Ordet for både at kunne tro og leve kristent, mens de selv går ledige, lette og sorgløse? Skal det alligevel gå dem lige så godt? Sådan siger Herrens ord ikke. Sådan siger erfaringen ikke. Tag derfor virkelig hele rustningen på, hvis I vil bestå på den onde dag, udrette alt vel og blive stående, hvis I vil krones som sejrherrer, når Herren kommer for at uddele lønnen. Vi går nu over til at betragte hvert enkelt stykke af vores rustning.

Stå derfor med jeres lænder omgjordet med sandhed.

Dette er det første, der hører til vores rustning til kampen. Udtrykket er lånt fra den tids måde at føre krig på, da Apostlen skrev. Krigeren skulle nemlig vikle en gjord eller et bælte om sine lænder. Det tjente ikke blot til at holde de lange klæder oppe, som man brugte dengang, og som ellers flagrede omkring og hindrede ham i at løbe, men også til at give kroppen en vis fasthed og holdning. Og da kampbæltet ofte var beslået med metalplader, var det også et værn mod sværdhug og pile. Dette er det første, Apostlen nævner, især fordi det at binde bæltet om netop betød, at man gjorde sig rede til et slag (Luk 12,35–36; 1 Pet 1,13).

Men hvad er så selve bæltet, som vi skal binde om os? Apostlen siger: «med sandhed». O, den guddommelige visdom! Her taler Herrens Ånd. Det første er, at vi omgjorder vores sinds lænder med sandhed. Ligesom vores fjendes egentlige væsen og kraft er løgnen, falskhed, løgn og forstillelse, sådan skal vores første våben mod ham være sandhed. Men ordet «sandhed» har i Skriften en dobbelt betydning. For det første betyder det lærens sandhed eller Guds ord, og så skulle det betegne, at vi bør ruste os med en klar og sikker kundskab i Guds ord, så vi ikke lader os forføre af mange slags fremmede lærdomme. Men for det andet betyder ordet også sandhed i vores væsen, det vil sige oprigtighed, alvor, at vi virkelig mener det, så vi i alt kun vil vide, hvad Gud vil, for at gøre det. Den betydning har bæltet, når det også tillægges Kristus, så der om ham står: «Retfærdighed skal være bæltet om hans lænder, og trofasthed bæltet om hans hofter» (Es 11,5). Da ordet sandhed nu har denne dobbelte betydning, har fortolkere gjort sig megen umage for at afgøre, hvilken af betydningerne Apostlen sigter til her; men det er nok ikke uden grund, at Herrens Ånd har udtrykt sig sådan, at det kan forstås på begge måder. Vi bør uden tvivl binde sandhed om os i begge betydninger.

Som vi allerede har set, findes der intet stærkere middel mod alle Djævelens forførelser end hårdt at holde fast ved hvad Gud har talt i sit ord, så vi kun svarer fristeren: Der står skrevet. Dette er sandelig også et fast bælte om vores «sinds lænder». Ligesom krigerens ellers flagrende klæder blev bundet fast med kampbæltet, sådan skal vores omflakkende tanker bindes fast med sandhed, så vi altid siger: Det og det har Gud sagt; og «himlen og jorden skal forgå, men ikke ét ord af hans mund»; hvad Gud selv har talt, det er sikkert og fast; ved det bliver jeg. O, hvilken salig tryghed at få omgjorde sig med Guds egen sandhed! Og dette er det første og mest nødvendige, hvis vi skal stå fast på forførelsens onde dag. Vi har set, hvordan det gik Eva, da hun blev løsrevet fra det, Gud havde sagt, og på den anden side, hvordan Herren Kristus selv ikke brugte andet mod fristeren end: «Der står skrevet». Lad os altid binde sandheden fast om os. Gud hjælpe os til det!

Men hvad nytter al fasthed i læren, hvis vi ikke har en alvor i sindet, som Guds Ånd har virket, så vi i alt kun vil vide, hvad Gud vil, for at gøre det? Hvad hjælper krigerens våben, hvis der ikke er livskraft i hans lemmer? Så falder sværdet af sig selv ud af hans hånd. Sådan slipper man også af sig selv Ordets sandhed, hvis ikke den sandhed i hjertet, som Guds Ånd virker, oprigtigheden i sindet, bliver tilbage. Ethvert menneskes hjerte er af naturen fuldt af hykleri og falskhed, «alle mennesker er løgnagtige» (Sl 116,11). Det er kun i den nye fødsel, at Herrens Ånd skaber denne hellige alvor i os, så man siger: «Koste hvad det koste vil, om jeg så skal dø for det, når jeg blot får at vide, hvad Gud mener, hvordan han vil have det; hans vilje skal være min rettesnor». Så vil jeg give agt på hele Guds ord; så vil jeg ikke vælge visse bestemte gerninger og overholdelser ud; så giver jeg også agt på det inderste, på hjertet, tankerne, begærene og de skjulte tilbøjeligheder, som intet menneske ser. Derved bliver jeg ganske vist i alt revset og slået ned over mig selv; men når også Kristus er blevet herliggjort for min sjæl, og jeg har tilgivelse for alt, så jeg glæder mig over en stadig nåde, så har jeg også en inderlig kærlighed til alt, hvad Gud vil. Og så er der sandhed i min gudsfrygt, når jeg gør det gode af hjertens lyst og ikke af tvang. Jeg vandrer nu for Guds ansigt med både mit indre og mit ydre menneske og bliver derved mere og mere renset, oprigtig og sand i tanker, ord og hele mit væsen. Dette er helt og holdent et værk af Herrens Ånd, som også kaldes «sandhedens Ånd», fordi han virker sandhed i vores væsen; og hele den nye fødsels værk i os kaldes derfor at «være af sandheden» (Joh 18,37) og «vandre i sandheden» (3 Joh 4). Men alt, hvad Gud har virket, vil Djævelen ødelægge. Derfor arbejder han hele tiden på igen at gøre sjælen falsk og slap, så den ikke skal være så nøje med at give agt på Guds mening og vilje. Så gælder det ved den nåde, man har fået, alvorligt at frygte for dette hans svig og være særlig omhyggelig med, at ingen falskhed får plads i sindet, men ved den første fornemmelse af den straks råbe til Gud: Lad hellere alt andet ondt ramme mig, når jeg blot ikke bliver falsk for dig! Brug hellere de bitreste midler, o Gud, når du blot gør mig ret oprigtig for dig! Også dette er at omgjorde sindets lænder med sandhed. Og bliver dette ikke øvet, er alt tabt. At en kristen stadig mærker slangesæden krybe i sin natur, i alle onde tilbøjeligheder, også falskhedens og hykleriets, er ikke til døden, så længe den oprigtige ånd kæmper imod, forbander dette slangeyngel og påkalder Gud – ja, den, der ingen falskhed mærker hos sig, men synes, at han er helt ren for den, er allerede lullet i søvn af dens ånd – men falskheden bliver til døden, når man begynder at hylde den, slutter hemmelig pagt med den og agter at følge den. Så er selve ånden og væsenet falsk. En sådan kristen kan ikke føre Åndens kamp. Nej, er han sig blot i en eneste ting bevidst, at han hylder falskheden, så er han straks magtesløs, sky over for Gud, fej i kampen og ustadig i hele sin vandel. Men hvor oprigtigheden bor, dér kan Djævelen intet udrette, for dér fører alle fristelser til synd kun til mere bøn og gudsfrygt. Heraf ser vi, at den oprigtige, sande ånd er et nødvendigt og vældigt våben, et kampbælte, som giver Kristi stridsmænd fasthed og holdning. Men ligesom kun Guds Ånd kunne give os den, sådan kan også kun han bevare den i os. Begynder vi blot at stole på os selv på dette punkt, så er alt igen tabt. Den rette oprigtighed viser sig i frygt for sig selv. Gud, «tag ikke din Hellige Ånd fra os!»

Nu følger et stykke af vores rustning, som ved at blive forsømt har kostet megen angstsved og mange tårer på kristnes søvnløse lejer, når de lidt for sent er vågnet op til det. O, gid enhver ung kristen i tide ville lade sig fortælle, hvor vigtigt det stykke er, som hedder: iført retfærdighedens brynje! Vi siger ikke, at et retfærdigt liv, som der her sigtes til, er selve betingelsen for saligheden – nej, en sjæl kan godt komme ind i Himlen, selv om den på dette punkt er strafskyldig, hvis den dog endnu har en gnist af levende tro på Jesus (1 Kor 3,15). Men det siger vi: Vidste enhver i forvejen, hvor Djævelen kan føre ham hen, og hvilke hjertekvaler der venter ham, blot fordi han er ligegyldig over for livets retfærdighed – o, hvor ville han bede, våge og bede om en ret gudfrygtig ånd og vandel.

Men før vi ser nærmere på dette, vil vi først kort forklare selve tekstordene. Det stykke af rustningen, som nu følger, er brystharnisket eller brynjen. De gamle krigeres harnisk var som regel af metal og gik fra halsen ned til livet, hvor bæltet tog ved. Nu siger Apostlen, at også Kristi stridsmænd skal være iført et sådant brystharnisk, men ikke af metal; det er et åndeligt harnisk til værn for det indvortes menneske. Og hvad skal dette vores åndelige brystharnisk bestå af? Apostlen siger: af retfærdighed – «iført retfærdighedens brynje». Retfærdighed skal være vores brystharnisk. Men Skriften taler om en kristens retfærdighed i to forskellige betydninger: for det første Kristi retfærdighed, som tilregnes os, og som også kaldes troens retfærdighed, den eneste, vi kan bestå med for Gud; og for det andet livets retfærdighed, som består i den nye lydighed eller helliggørelse i sind og vandel, som Ånden virker i os. Derfor kan man endnu spørge, hvilken af disse to betydninger af retfærdighed Apostlen sigter til her, den, som tilregnes os, eller den, som virkes i os. Ud fra 1 Thess 5,8, hvor Apostlen også taler om et par af disse våben, kunne man mene, at han med «brynjen» mener retfærdigheden i begge dens betydninger, når han dér siger: «iført troens og kærlighedens brynje og med frelsens håb som hjelm». Men når vi ser nærmere på det sted, ser vi, at Apostlen dér kun har villet pege på disse tre fornemste værker af Ånden i os, som han også stiller sammen i 1 Kor 13,13: «tro, håb og kærlighed, disse tre», og at han her (i 1 Thess 5,8) har samlet dem under blot to våben, brynjen og hjelmen; så må både troen og kærligheden indbefattes i brystvåbnet. Men når han i vores tekst opregner alle stykkerne i den fulde rustning og i den forbindelse taler særskilt om troen, som griber Kristi retfærdighed, som et særligt våben – «tag foruden alt dette troens skjold» – så synes de fortolkere at have forstået Apostlens mening rigtigst, som ligesom Luther ved retfærdighedens brynje forstår livets retfærdighed. Den fortolkning får yderligere støtte af endnu et bibelsted, hvor disse våben forekommer, nemlig Es 59,17, hvor det siges om Kristus selv: «Han iførte sig retfærdighed som en brynje og havde sejrens hjelm på sit hoved». Dér må retfærdigheden nødvendigvis betegne den iboende retfærdighed, den, der øves i sind og vandel. Og under alle omstændigheder står det fast, at en kristen først må eje Kristi tilregnede retfærdighed og leve af troen, før han kan have dens frugt, livets helliggørelse. Men om troen tales der særskilt længere fremme, som allerede nævnt.

Nu bliver spørgsmålet: Hvordan kan livets retfærdighed være et våben i den åndelige kamp, og så vigtigt, at det skal være en kristens brystharnisk? Det skal vi snart se. Djævelen trænger ind på de kristne med al magt og vil om muligt slukke hele Guds værk i vores sjæl, både gudsfrygten og troen; og til det bruger han først og sidst synden. Vi har tidligere set, hvordan Djævelen søger at forhekse os og lulle os i søvn i synden ved uophørligt at male den som ufarlig, men meget dejlig eller indbringende. Kan han dermed opnå, at du blot bliver ligegyldig og ikke tager det så nøje og derfor – om ikke ligefrem med forsæt, så mere af ligegyldighed – lader noget blive til en vane, som du ved er synd og mishager Gud, så kan han derved efterhånden forhærde dit hjerte sådan, at det til sidst ikke længere kan røres af Ånden. Tegnene på en forhærdelse, der er begyndt, er, at synden betyder mindre og mindre for dig, at du har mindre og mindre brug for nådestolen, og at du samtidig bliver stærkere og stærkere i din tro, jo mere du synder – mere og mere modig, sikker og selvklog. Vi siger det med velberåd hu: Sådan er tegnene på en forhærdelse, der er begyndt. For fristelserne og synden har den stik modsatte virkning hos dem, der bliver i Guds frygt: Synden afskrækker dem mere og mere, og de begynder mere og mere at væmmes ved sig selv og råbe og skrige stadig hårdere ved nådestolen – de bliver altså mere og mere gudfrygtige, jo flere fristelser og elendigheder de har at kæmpe med. Men alligevel er også disse sidste i fare, nemlig for at miste den virkelige barnlige tillid til Gud og derved fjerne sig fra ham og blive stående i vantroens mørke og fortvivlelse. Og se, begge disse ulykkelige udfald af kampen fremkalder Satan ved et og samme middel, nemlig synden. Mod begge disse dødsårsager, forhærdelse og fortvivlelse, ville en trofastere årvågenhed over for synden og større lydighed mod Herrens advarsler have været et middel. Jo nøjere man giver agt på selv det mindste, Guds ord taler om, desto mere gudfrygtigt bliver sindet, og desto klarere bliver også Åndens vidnesbyrd om barnekåret. Jo mere ligegyldig du er, desto mere selvtilfreds og sikker bliver du, men desto tungere bliver også din fortvivlelse, når dens tid kommer.

Men da det nærmeste middel mod forhærdelse er at binde sandheden fast om sindets lænder, eller det oprigtige sind, der frygter desto mere, jo mere vi fristes – et stykke, vi tidligere har set på – så vil vi nu især hæfte os ved den fare, at den barnlige tillid bliver drevet bort, som et ligegyldigt liv fører med sig.

Først er det vores daglige erfaring, at jo grovere synder samvittigheden kan drage frem, desto sværere bliver det for os at tro, at selve nåden slår til, og desto værre rædsler for Guds vrede kan Djævelen skyde ind. Men mod denne vantroens fristelse har vi dog altid de klareste Guds ord, som siger os, at selv om synderne var blodrøde eller så mange som sandet i havet, skal de dog ikke veje op mod den forsoning, som er sket i Kristus Jesus. Vi er dog endelige væsener, men vores Forsoners offer har en ganske uendelig værdi. «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd». Her har vi altså klare Guds ord til hjælp. Men derimod bliver denne vantroens fristelse næsten uhjælpeligt svær, når det kommer til at stå sådan, at vi synes at have Guds eget ord imod os – og det sker, når vi bliver angrebet med spørgsmålet om vores tros ægthed og beviser i en tid, hvor vi har levet ligegyldigt, og det ser ud, som om troen intet udrettede. Et svært enkeltstående syndefald beviser ikke, at der ingen tro var; men et liv, der i det hele taget er ligegyldigt, hvor der hverken mærkes strid og kamp mod fordærvelsen eller nogen Åndens frugter, kærlighedsiver, ydmyghed osv., er et mere betænkeligt tegn. Her ser vi, hvad ligegyldigheden kan føre med sig. Tænk, når nu den listige ånd, som så fint og ihærdigt kunne strides med Herren Gud om ægtheden af Jobs fromhed, som han ville gøre til falsk og egennyttig – tænk, når denne spidsfindige fjende for alvor angriber dit arme hjerte, som er fuldt af synder og syndebevidsthed og desuden altid tilbøjeligt til vantro og mistillid – hvordan vil du så klare dig? De, der har erfaret det, ved, hvor ganske forfærdeligt han kan anfægte vores hjerter med fx følgende indvendinger mod vores tro: «Det er nok sandt, at Kristi fortjeneste er fuldkommen og tilstrækkelig for alle synder; men derfor bliver ikke alle mennesker frelst. Det kommer jo stadig an på, om din tro er ret, sand og levende; for den døde tro kan ikke indtage Himmeriget. Nå, hvor er beviserne for, at din tro er sand og levende? Troen uden gerninger er død. Hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. Hvor er de gerninger og gode frugter i dit liv, som beviser, at din tro er levende og sand?» – Se, med sådanne spørgsmål kan den spidsfindige fjende pine og ødelægge dig grusomt, hvis du ikke er væbnet imod det.

Men hvordan skal det kristne liv nu blive et brystharnisk mod et sådant angreb fra Djævelen? Og skal vi da leve kristeligt for at kunne bevise vores tro? Er netop den bevæggrund til et kristent liv ikke allerede noget falsk? Svar: Dette sidste er så rigtigt og værd at tænke over, at vi godt må se lidt nærmere på det spørgsmål. De, der gør gode gerninger blot med det formål og af den bevæggrund, at de skal bevise deres tros ægthed, bedrager sig selv. Når apostlen Jakob siger: «Vis mig din tro med dine gerninger», taler han slet ikke om bevæggrunden til de gode gerninger, men kun om beviset for troen. Bevæggrunden må være selve troen, nåden og kærligheden til Gud og hans vilje, som Paulus siger: «Kristi kærlighed tvinger os». Kun det kristne liv, der udspringer af troen, kan bevise troens ægthed. Kun de frugter, der er vokset frem af træet, kan bevise træets art. De sjæle, som uden troens virkelige forening med deres Frelser og den kærlighed og lyst, der flyder deraf, gør gode gerninger blot for at vise, at de er kristne, de hænger hjemmelavede frugter på et træ, som ellers ingen havde. Gud bevare os for hykleri!

Vi taler altså her kun om den livets retfærdighed, som flyder af troen, som er Åndens frugt. Men nu siger Herren Kristus, at de grene i ham, som bærer frugt, ganske vist kun har al saft og livskraft fra foreningen med ham; men alligevel siger han, at en ydre rensning af dem gør, at de kan bære endnu mere frugt – «dem renser vingårdsmanden, for at de skal bære mere frugt» (Joh 15,2). Ligesom denne rensning gennem indre eller ydre tugt kan bidrage til mere frugt, selv om frugten egentlig kommer af saften fra vintræet, sådan kan også en kristens alvorligere stræben efter det, årvågenhed og bøn bidrage til, at de gode frugter øges. Det er grunden til, at Kristus og apostlene så uophørligt formaner os til at våge, bede og kæmpe og til at give agt på hinanden for at tilskynde til kærlighed og gode gerninger. Når den gode grund først er lagt i den nye fødsel, så vi er podet ind i Kristus og ved troen hvert øjeblik får livskraft fra ham, en indre lyst og kærlighed til det gode, så er vi i den tilstand, at vi med gavn kan tage imod formaningens ord, give agt på Guds advarsler, frygte synden og stræbe efter det gode. Så kommer vores kristne liv i høj grad til at afhænge af vores flid og lydighed i brugen af nådemidlerne. Og når Åndens frugter vokser, bliver de også mere synlige og mærkbare for os selv og alle mennesker. Vi nægter ikke, at vi stadig ofte kommer i et sådant indre mørke, at vi slet ikke kan se Åndens værk i os, men kun synd og utroskab, så vi skriger fra dybet af elendighed og mistillid – desuden gør den voksende åndelige fattigdom, at vi i det hele taget synes dårligere og dårligere om os selv – men ved siden af den sandhed står også dette fast: Når nådens værk folder sig kraftigere ud, kan vi også i de lysere tider, når vi ser noget, skelne, hvad Gud har virket i os, og sige med Apostlen: «Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde mod mig har ikke været forgæves». Ja, han siger endnu mere: «Dette er vores ros, nemlig vores samvittigheds vidnesbyrd, at vi i Guds enfold og renhed har vandret i verden».

Når Åndens frugter altså kan forøges ved større årvågenhed, bøn og flid med nådemidlerne og give et klarere vidnesbyrd om vores liv i nåden, mens de omvendt kan blive meget vansiret ved ligegyldighed, så forstår vi, hvorfor apostlen Peter kan formane os til ved flid og iver for det gode at «gøre vores kaldelse og udvælgelse fast» eller bekræftet. Han siger: «Brug derfor al flid på i jeres tro at vise dyd, i dyden forstand, i forstanden selvbeherskelse» osv. På den måde, siger han, «gør vi vores kaldelse og udvælgelse fast» (2 Pet 1). Sådan lærer også apostlen Johannes: «Mine børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed; og deraf ved vi, at vi er af sandheden, og vi kan berolige vores hjerter over for ham» (1 Joh 3,18–19). I samme betydning siger han også i kap. 4,18, at «den fuldkomne kærlighed driver frygten ud», dvs. en kærlighed, som er oprigtig, så den ikke blot består i ord, men viser sig i gerning og sandhed. Alle disse bibelsteder siger os, at mere af Åndens frugt giver os mere vished om vores nådestand, mens et ligegyldigt liv derimod river den tillid ned og ødelægger den.

Alt dette bliver endnu tydeligere ved følgende tilfælde, som ofte forekommer: Et sandt Guds barn, som har håndgribelige tegn på en ny fødsel af Ånden, kommer fx ved adspredelse og ligegyldighed eller ved en hovmodig indbildning, der har sneget sig ind, i en svækket tilstand, i et dårligt levned og i grovere synder. Når det så af Ånden vækkes til at se al denne elendighed, er det hurtigt parat til at fornægte hele nådens værk i sit hjerte og falder nu i en næsten hjælpeløs mistrøstighed og siger: «Hvad hjælper Kristus mig, når min tro ikke bærer nogen frugt? Jeg kan da ikke blive frelst ved Kristus, når min tro er falsk og død.» Svarer nogen så: «Så begynd i dag, som om du aldrig før havde troet på Jesus – begynd i dag at flygte til ham i tro; nådens dør står endnu i dag åben» osv., så svarer den mistrøstige: «Netop sådan har jeg hidtil gjort så ofte; jeg er flygtet til Jesus, men min tro har alligevel ikke båret bedre frugt. Skal jeg nu frelses ved den samme tro, som ikke bærer god frugt?» osv. Hvad er nu fejlen her? En oplyst lærer må svare: «Så sandt du i en sådan syndenød er flygtet til Jesus og virkelig har grebet hans fortjeneste til din trøst, så har du også fået et nyt, helligt sind og er blevet et nyt menneske; og så er dit fejlfulde liv ikke et bevis på, at din tro var falsk eller død, men kun et bevis på ligegyldighed: at du har forsømt at være ædru og vågen, eller at din tro er meget svag, eller at du er faldet i hovmod.» Sådan forholder det sig i sandhed; men det er ikke sikkert, at et sådant menneske er åbent for denne sandhed, og så bliver det en frygtelig svær kamp, især hvis alt dette sker, når døden og evigheden står for døren med al deres forfærdelige alvor, sådan som det ofte sker på dødslejet.

Om dette har vores lærefader Luther talt tankevækkende ord over ordene: «Den fuldkomne kærlighed driver frygten ud.» Han siger blandt andet: «Djævelen kan frygteligt plage selv fromme hjerter, selv om de har levet i gudsfrygt og været rige på gode gerninger, idet han alligevel finder frem til de mangler og forsømmelser, som de også ved med sig selv. Men endnu langt frygteligere bliver anfægtelsen, når mennesket tillige har levet ligegyldigt og ikke rigtig har øvet kærlighed. Når så Djævelen og døden går løs på mennesket, synker hjertet sammen og smelter som sne for solen. Så hedder det: ’Ak og ve! Jeg har både her og der været kærlighedsløs mod min næste; eller: jeg har ikke passet mit embede rigtigt, men kun søgt min egen fordel med det; eller: jeg har længe levet i had til et medmenneske; eller: jeg har forsømt den kristne opdragelse af tjenestefolk og børn og ikke givet dem det gode eksempel, som de burde have haft af mig. Og nu er nådetiden forbi.’ Sandelig, nu går der bare ak og ve og rædsel gennem hjertet. Ganske vist er det sandt, at man på ingen måde derfor bør fortvivle, men også i en sådan rædsel bør se hen til Kristus, som har taget alle vores synder på sig, for at vi skal frelses alene ved ham; alligevel kan man ikke undgå frygten og rædslen, men her får troen et så hårdt stød, at den helt må gå til grunde, hvis Gud ikke hjælper på særlig vis. Omvendt: hvor troen er godt øvet og har vist sig i kærlighedsgerninger og gode frugter, dér kan den så meget fastere bestå; som apostlen Peter siger, at når vi med troens bevisning ’har gjort vores kaldelse og udvælgelse fast, så skal der i rigt mål blive givet os adgang til vores Herres og Frelsers evige rige’ (2 Pet 1,11).

«Det er ganske vist sandt, at nogen har den nåde at gå herfra i tro, helt uden hensyn til nogen gerninger, ligesom et barn efter sin dåb, og omfavner Kristus som røveren på korset; dette er bestemt herligt og godt, selv om han ikke kan rose sig af nogen gode gerninger; ligesom samme røver åbenlyst må anklage sig selv som en, der kun har fortjent døden, og nu priser og påkalder Kristus alene. Men en sådan tro er ikke enhver mands sag; ingen vantro gør det i sandhed; og den, der har en levende, men svag og uprøvet tro, gør det med største nød. For jeg siger igen: Når din samvittighed i anfægtelsens og dødens stund stilles frem for Guds dom, og dine naboer sammen med dit eget hjerte overbeviser dig om dit kærlighedsløse liv, så skal du sandelig skifte farve, ja, både blegne og rødme, og hjertet skal skælve og bæve, så det kommer til at gå hårdt til for dig, og du må igennem et hedt svedebad, selv om du ikke netop derfor behøver at blive fordømt, men alligevel bør sætte din lid til Kristus og ved ham få erstattet din mangel og skade. Men det skal da ske med stor frygt og svaghed; du må lide den pine at have en svær pil i dit hjerte og din samvittighed.»

Gid nu alle kristne i tide vil tænke over dette og altid være meget optaget også af dette brystharnisk, retfærdighedens brynje! Du, som er benådet med Åndens lys og liv i Kristus, du, som har smagt, at Herren er god, og som nyder en stadig og evig tilgivelse for alle dine synder – åh, misbrug ikke en sådan nåde til tøjlesløshed! Er du et barn eller en tjenestekarl eller -pige, og koster det dig noget altid at være ydmyg, mild, tålmodig og lydig over for forældre eller herskabet, som måske ikke er, som de burde, mod dig, så glem dog ikke din Guds alvorlige vilje, at du alligevel skal ære dem som forældre, «ikke alene de gode og milde, men også de urimelige». Husk, at du ikke blot skal vide dette, men også gøre det. Er du mand eller hustru, husfar eller husmor, så glem aldrig de hellige pligter, du har over for dine nærmeste. Selv om de ikke er, hvad de burde være, og det ofte koster dig meget at øve kærlighed, sagtmodighed og mildhed, så husk dog, at det er de prøver, Herren har stillet dig på, og vogt dig for at gøre noget imod hans vilje. Og i hvilken stand du end er, så tænk altid på Herrens bud for at leve efter dem. Fristes du til misundelse, utålmodighed eller had, så vogt dig som for Djævelen og helvede for at give synden plads og lade den slå rod i dit hjerte. Fristes du til urene lyster eller til egennytte, griskhed, ja, uredelighed i handel eller i arbejde, eller til løgn og bagtalelse m.m., så vogt dig i tide, husk Herrens bud, vogt dig for synden. Du ved ikke, hvor langt Djævelen kan føre dig, hvis du bare følger ham et stykke. Og Djævelen vil gerne kaste de kristne ud i åbenlys synd og skam, så den ene forlader sin ægtefælle eller på anden måde bedriver hor, og den anden øver uærlighed i handel og arbejde eller begår tyveri osv. Men fjenden begynder sådanne store værker med noget ganske lille; lad dig derfor ikke bedrage. Desuden må det altid være farligt at bryde den store Guds bud. Er du hidtil gået ustraffet, så tro ikke, at Gud derfor har glemt sin hellige nidkærhed for, at hans bud bliver holdt! Eller kan du lade Djævelen bilde dig ind, at synden ikke er farlig? Er det muligt, at hele Skriftens vidnesbyrd om det skulle lyve? Selv om Gud endnu ikke har straffet, men «venter, for at han kan være nådig», *) venter på din omvendelse, skulle du så derfor blive ved med at synde og trodse ham? «Foragter du da hans godheds, tålmodigheds og langmodigheds rigdom og forstår ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse?» Åh, hvor svært det engang skal blive for dig, hvis du ikke i tide tænker over dette, men bliver ved med at trodse og bedrøve Guds Hellige Ånd og så bliver overladt til dig selv, måske først til forhærdelse, så du kan synde frit og synke ned i alle slags synder og dårskaber, og til sidst til at ende i fortvivlelse! Sådan vil Djævelen have det. «Bedrøv ikke Guds Hellige Ånd.» Lad os i tide indrette hele vores liv efter Guds ord. Det er det, der hedder at være iført retfærdighedens brystharnisk.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Men her siger du: «Hvor er den, som altid fører et så fuldkomment liv, at alt går efter Guds ord?» På det spørgsmål svarer Luther i den nævnte prædiken således: «Vi strides nu ikke om, hvorvidt nogen virkelig er nået så langt og er så fuldkommen; men vi driver på og prædiker dette, for at man dog alvorligt skal stræbe efter det. For ellers finder man sandelig ingen, som er så ren og hellig i sit liv, at han ikke gør lidt for meget her og lidt for lidt dér. Ellers ville Fadervor være usandt, hvor Kristus lærer alle sine hellige at bede således: ’Forlad os vores skyld’ osv. Ganske vist har forskellige indbildske helgener vovet at gøre det usandt, idet de har troet sig i stand til at leve så helligt, at de ikke skulle behøve at bede om tilgivelse. Men vi vil ikke gøre Fadervor usandt, men holde fast ved syndernes forladelse som vores højeste skat, som al vores velfærd og salighed beror på.

«For vores kød og blod og dette liv på jorden tillader alligevel ikke, at vi skulle være uden synd og mange fejl. Men vi skal se til, at vi ikke synker ned eller falder i søvn i dem og lader dem få magten over os, men at vi stræber og arbejder på, at vi mere og mere kan gøre, hvad vores stand eller kærligheden kræver, og at vi, når vi har fejlet og været forsømmelige, så omvender os og hver dag har det gode forsæt at blive ved med det og ikke holde op. Ja, selv om nogen er kommet til at falde eller er kommet for langt bort fra vejen, så skal han dog rejse sig igen og atter holde sig til den rette landevej og ikke fortsætte ad skovstien. Så kan han alligevel altid beholde den ros, at Guds nåde ikke har været forgæves i ham, men virkelig har skabt en ny kærlighed i hans hjerte, eftersom hele hans liv dog har gået ud på, at han gerne har villet gøre godt mod alle. Men bliver der i den forbindelse en mangel tilbage, og er alt ikke just så englerent, så hører det til det register, der hedder syndernes forladelse.»

Således har vi nu set, hvad retfærdighedens brystharnisk tjener til, nemlig til værn mod de dræbende stød mod selve hjertet, som kommer af et ligegyldigt liv, når Djævelen vil bevise med det, at vi ikke har del i Kristus. Og vi har set, hvordan dette kun gælder, når det drejer sig om troens bevisning, og ikke over for vores uværdighed til Guds nåde eller over for lovens domme; for dér kræves der noget helt andet end vores tro og oprigtighed, nemlig intet mindre end en fuldkommen retfærdighed – hans retfærdighed, som blev «gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5,21).

Men endelig er et ustraffeligt liv også en vigtig beskyttelse for brystet i kampen for Kristi ord og sag mod de mennesker, som er dens fjender. Tænk, hvor modløs, sky og stum du må blive, hvis de kan slå dig i ansigtet med dit eget dårlige liv! Og intet kan give verden en kraftigere støtte for dens ubodfærdighed og foragt for sandheden, end hvis dens forsvarere på et eller andet punkt er straffeværdige. Hvilket stærkt bevis er det derimod, når de, der kæmper for troens og den uforskyldte nådes vej mod gerningernes vej, selv på samme tid er de rigeste på kærlighed og gode gerninger og fører den mest ustraffelige vandel! Intet er kraftigere til at overbevise mennesker. Dette våben brugte især Paulus mod de falske apostles ros og mod alle, der foragtede hans evangeliske prædiken, sådan som man fx kan læse i 2 Kor 11 og 12; Fil 3 og 1 Thess 2 m.fl. Dette våben brugte også Herren Kristus, da han sagde til jøderne: «Hvem af jer kan overbevise mig om synd? Hvis jeg taler sandhed, hvorfor tror I mig så ikke?» Sådan burde også enhver kristen, om end i lavere betydning, kunne sige til mennesker. For Gud er vi alle store syndere; vi taler kun om retfærdighed over for mennesker. For det andet tales der her ikke om det, som mod din vilje og bøn sker dig af kødets svaghed, og som du også beder mennesker om tilgivelse for, og som derfor ikke bør tilregnes dig og ikke kan kaldes din gerning, men din lidelse; nej, her tales kun om det, som du gør og øver med vilje – det liv bør være så retfærdigt, at du kan sige til alle mennesker: «Hvem af jer kan overbevise mig om synd? Har jeg gjort nogen uret? Har jeg ikke efter evne søgt at tjene alle i kærlighed?» Ligesom profeten Samuel sagde til det genstridige folk: «Svar mig for Herrens og hans salvedes ansigt: Hvis okse eller æsel har jeg taget? Og hvem har jeg øvet vold mod, og hvem har jeg undertrykt?» osv. (1 Sam 12,3). Vi gentager: Når der til bekendelsen af sandheden også kommer et retfærdigt liv, er intet kraftigere til at overbevise mennesker om sandheden og om deres behov for omvendelse – som en lærer også har sagt: «De troendes ord er søm, men deres gerninger er hammerslagene på dem.»

Det er det, der hedder at være iført retfærdighedens brynje. Gud give os alle sin nåde til det! Det må alt sammen gives os som nådegaver, og vi skal blot bede ham – bruge nådemidlerne med alvor og bede – og så kan vi kun tage så meget, som bliver givet os. For også om livets retfærdighed gælder til sidst: «Det afhænger ikke af nogens vilje eller løb, men af Guds barmhjertighed.» Stoler vi på os selv, så går det først rigtig galt. «For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.» Lad Guds barmhjertighed alene være vores trøst og vores styrke!

Det stykke af vores rustning, som nu følger, lyder således: Og med fødderne skoet med fredens evangeliums beredthed (eller beredvillighed *). Alle Kristi stridsmænd er kaldet til også at tage del i deres Herres store hjertesag, nemlig at fredens evangelium bliver udbredt på jorden. Herren Kristus siger: «Den, som ikke er med mig, er imod mig, og den, som ikke samler med mig, spreder»; og apostlen Peter skriver, ikke til præster, men til kristne i almindelighed: «I skal forkynde hans dyder, som har kaldet jer fra mørket til sit forunderlige lys» (1 Pet 2,9). Men bliver du nidkær og tro i at vidne om din Frelser, så udsætter du dig til gengæld for mange ubehageligheder og besværligheder, ja, du får hele Djævelens rige imod dig – indadtil mange flere og sværere gloende skud og udadtil fjendskab og bitterhed fra hans trofaste tjenerinde, verden, som så spejder efter enhver mulig lejlighed til at komme på kant med dig. Og derved kommer dit liv nu til at gå som gennem en tæt tornskov, fuld af rivende torne, skarpe sten og giftige dyr, så det bliver højst nødvendigt at have fødderne godt skoet.

*) Da det lige så rigtigt kan oversættes «skoet med beredvillighed af fredens evangelium», har nogle ment, at Apostlen vil sige: skoet med den beredvillighed til al åndelig strid, som kommer af fredens evangelium. Fredens evangelium skulle så her være nævnt som kilden til beredvilligheden og ikke som dens genstand. Men når vi betænker, at alt, hvad Apostlen her nævner, retfærdigheden, troen, håbet – at alt må komme af «fredens evangelium», så er der ingen grund til, at han netop nu skulle nævne den kilde, som en åndelig kraft udspringer af, når de alle udspringer af den samme kilde; det er snarere sandsynligt, at han helt enkelt har tænkt på en bestemt beredvillighed, nemlig beredvilligheden til at forkynde fred, og at Luther også her har forstået ordene rigtigt, da han oversatte således: at I må være rede til fredens evangelium. – Apostlen så på en fuldt udrustet kriger og spurgte Ånden: «Hvad skal føddernes rustning betyde?» – «Jo, det er dit løb for at forkynde evangeliet, hvormed du drager fra land til land.»

Hvis du blot i stilhed tilbeder din Gud, flygter fra synden og gør det, der er godt, men ikke har nogen hellig nidkærhed for Kristi ære og sjæles frelse, men tier med den «tåbelige prædiken» (1 Kor 1,21–23) om den korsfæstede og hans rette vej, så får du lov at være i fred og gælde for et hæderligt menneske; men bryder du ud i en sand bekendelse af evangeliet, som slår ned og fordømmer alt, hvad der er fromt og smukt, når det dog ikke er udsprunget af troen, ja, endog gør selv de troendes fromhed til skarn, når spørgsmålet gælder værdighed for Gud, så du med alvor kun ophøjer Kristus, den korsfæstede, og en så helt uforskyldt nåde, at den fortabte søn får den fineste klædning og fedekalven, mens den anden, som aldrig ved af at have veget fra Faderens bud, ikke har fået et kid; at en tolder, som står med nedslåede øjne i bevidstheden om sine skammelige gerninger, går hjem derfra retfærdiggjort, og ikke den anden, som blot takker Gud for sin fromhed – se, driver du en sådan tåbelig prædiken og anstødelig lære, som dog for fattige syndere er det eneste «fredens evangelium», åh, så gør dig rede, så gør dig rede til «korsets anstød» (Gal 5,11), så gør dig rede til, at alt, hvad der (i egne øjne) er fromt og helligt, vil knurre, forskrækkes, forbitres og klage over en løs og farlig lære og mene at gøre en god gerning, når de «lyver dig alt ondt på» – det sker dig «for Kristi skyld». Ja, gør dig rede til, at du nu ikke får lov at blive anset for et hæderligt menneske, men at dit evangelium vil blive udlagt sådan, at du vil have frihed til at synde, og at dette evangelium er kilden til alt det onde, som sker nu; i hvert fald er du så skyld i alle skrøbeligheder blandt de troende; alt det ukrudt, som fjenden sår blandt hveden, har du forårsaget osv. Det er den løn, som Kristus, Paulus og alle trofaste forkyndere af evangeliet har måttet modtage for deres arbejde.

Og den slags skal du ikke blot lide fra den almindelige mængde; nej, det var især de religiøse, de skriftkloge og farisæerne, der sagde alt ondt om Jesus. Af et dybt, hemmelighedsfuldt fjendskab, der dog stammer fra slangens sæd, opsøger et sådant menneske nu alt, hvad det kan komme til at angribe hos dig. Hvordan det selv bør vandre for Gud, er det slet ikke bekymret for, men det ser meget nøje efter, hvordan andre lever; finder det nu den mindste fejl, så udlægger det den på det allerværste og «gør en splint til en stor bjælke», som Jesus siger. «Sammen med sine kumpaner gennemhegler det de helliges svagheder, laster, håner, forringer og fordømmer dem på det grueligste. Når en from kristen hører dette, forfærdes han og har en usigelig pine i sit hjerte, der smelter som voks, så han endog glemmer at spise sit brød» (Prætorius).

Og vi siger igen: Alt dette skal først og fremmest ramme dig for evangeliets forkyndelse. Man kan vel også blive forfulgt for at revse verdens yndlingssynder alvorligt (Matt 14,3–4) eller af misundelse (kap. 27,18); men den store mængde værdsætter og forstår dog loven, som giver genlyd i alles samvittighed, så lovprædikenen har mange tilhørere og venner; derimod er evangeliet en dårskab for al fornuft og en forargelse for alt selvhelligt, så kun nogle få fattige syndere glæder sig over det. Derfor ser vi også, at den egentlige «anstødssten» og «forargelsesklippe» i Kristus egentlig ikke var hans nidkærhed for helligheden – nej, den kunne farisæerne ikke engang finde stor nok – men «anstødsstenen» var det, som han selv i de netop anførte lignelser antyder som årsagen til knurren, nemlig at han var for nådig mod syndere; at han giver fedekalven til den fortabte søn; at de, der kom i den ellevte time, «gøres lige med dem, som har båret dagens byrde og hede» – se, deraf kom knurren, siger Jesus. Sådan var det også med fjendskabet mod Paulus; man kunne ikke beskylde ham for en eneste uretfærdighed, men de sagde: han «gør loven til intet ved troen» (Rom 3,31); ja, det gik så vidt med den bagvaskelse, fortæller Paulus, at de sagde, at han lærte sådan: «Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme» (v. 8).

Nu, hvem vil have sådan en vedvarende forhånelse og alle menneskers uvilje imod sig? Hvem vil ikke hellere leve i fred og venskab på jorden og anses for et hæderligt menneske? Men vil du være en tro ven og efterfølger af Jesus, som oprigtigt og i alt vil gå med ham gennem livet, så gør dig rede til den nævnte korsets forhånelse. Er du endnu så falsk i ånden, at du kan vride dig uden om bekendelsen, fx med den undskyldning, at du kun vil bekende ham med gerninger, og lader, som om du ikke hører eller forstår, at også «mundens bekendelse» (Rom 10,10) hører til de gerninger, hvormed din troskab må bevises, så kan du jo stadig forsøge at «tjene to herrer på én gang», at være Guds og verdens ven på samme tid, at «forlige Kristus med Belial»; men om Herren Kristus vil kende og bekende dig som sin, når han kommer, det må du selv regne efter. Selv siger han noget andet.

Gud bevare alle kristne for Djævelens arge list! Når du fx en tid har været med i Kristi riges kampe, så indser du snart, at det egentlig er den tåbelige prædiken, hvorved al vores retfærdighed gøres til skamme, og de største syndere, som i deres skam blot tror på Kristus, prises salige – at det er denne prædiken, der skaffer dig alt fjendskab, alle onde mistanker og udlægninger, mens de, der giver vores egen fromhed den ære at være det højeste, får lov at nyde agtelse. Da lærer den gamle slange dig i al stilhed, at du blot skal ændre tonen en smule, ikke drive denne tåbelige prædiken så ivrigt, men give menneskets egne kræfter og bestræbelser æren, slå ind på prædikenen om os og vores fromhed, så kan du gælde for et alvorligt, helligt og agtværdigt menneske. Det er denne fine fristelse fra den gamle slange, der antydes i bogen «Kristens rejse», hvor en verdsligt vis mand siger til Kristen, at hvis han vil undgå en hel mængde vanskeligheder og ubehageligheder, så skal han ikke gå til det bjerg, hvor korset står, men bosætte sig i landsbyen Sædelighed; for dér, hedder det, dér ville han blandt andre fordele også nyde den at «leve blandt hæderlige og agtede naboer, i god kredit og anseelse». Og det sigtede Paulus til, da han skrev: «Alle de, der vil behage i kødet, tvinger jer til at lade jer omskære (til lovens vej), kun for at de ikke skal forfølges for Kristi kors’ skyld» (Gal 6,12; jf. kap. 5,11).

Forstå da nu, hvor nødvendigt dette stykke er, som hedder: «skoet om fødderne med fredens evangeliums beredthed». Mærk: «skoet om fødderne!» Ligesom krigeren må have fødderne beklædt, når han skal ile frem gennem ubanet land, fuldt af skarpe torne, spidse sten og giftige slanger, sådan må også vi være godt rustet mod alle de bitre erfaringer og fristelser til utålmodighed, som hober sig op på vores vej, hvis vi virkelig og trofast vil være nidkære for Kristi evangelium. Vi må da, som før sagt, trænge os frem som gennem et tæt tornekrat, hvor mange skarpe ting og giftige dyr vil såre, rive, stikke og forgifte os, hvis vi ikke er godt rustet og forberedt på det.

Og hvad skal så være vores fodbeklædning? Hvormed skal vi være skoet? Apostlen siger: med fredens evangeliums beredthed. Denne beredthed består for det første i en indre villighed, hjertelig lyst og kærlighed, som netop kommer af fredens evangelium. Heri ligger hemmeligheden. Øvede kristne kender den af egen erfaring. Alle mulige formaninger, forestillinger, opfordringer eller trøstegrunde er helt uden kraft til at bringe os til en levende bekendelse af evangeliet, hvis vi ikke netop af det samme evangelium selv er blevet varme, levende og villige i ånden. Er hjertet endnu koldt og dødt, så finder man altid nogle undskyldninger for sin åndelige stumhed; eller også tager man mange forsætter, men der bliver dog ikke noget af det – medmindre en eller anden ydre form for kaldelse sætter os i bevægelse. Men når mit eget hjerte ved nåden er blevet varmt og saligt, når Herren har talt med mig og forsikret mig om mine synders forladelse og sit venskab, så får jeg en egen indre drift, så jeg ikke kan tie, men det går mig netop, som David siger: «Jeg tror, derfor taler jeg»; og igen: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte».

Men da ordet beredthed egentlig betyder, at man er rede, og fodbeklædningen, som gør, at man ikke er så ømfindtlig over for det skarpe, man støder imod, tyder på tålmodighed, så hører det særligt til vores åndelige fodbeklædning, at vi ruster os til en udholdende tålmodighed, at vi for alvor forliger os med den tanke, at vi skal lide og vil lide med Kristus; som apostlen Peter siger: «Da altså Kristus har lidt for os i kødet, så bevæbn også I jer med det samme sind», nemlig at ville lide for hans skyld. For er vi ikke bevæbnet med det sind, så går det os, som vi ofte ser: Sjæle begynder den åndelige strid med stor lyst og frimodighed, men når den bliver noget mere alvorlig, så det virkelig gælder om at lide noget, så slår de hurtigt et sving til siden, så skifter de tone og kurs, og det kun for at undgå lidelsen. Sådanne mennesker duer ikke i denne strid. For den, der vil være en virkelig kristen, den, der vil høre til den korsfæstedes og foragtedes parti og for alvor tage sig af hans sag og evangelium, han må, som Luther siger, «vente sig al mulig modstand, vold, onde rænker, foragt, utak, hån og forhånelse, selv om han gør godt mod alle». Men vil du ikke lide noget sådant og bliver utålmodig over det, så får du aldrig nogen ro på jorden og hindres i dit åndelige løb, så du ikke kan have fremgang med dit evangelium eller udrette noget nyttigt. Derfor må vi være sådan indstillet, at vi kan tåle de onde og bære de mest ufortjente, bitre ting og således ved tålmodighed bryde os igennem som gennem et tornekrat.

Men for at være sådan indstillet kræves det for det første, at du står på fortrolig fod med din Gud og kender ham som din forsonede, nådige Fader; og for det andet, at du dybt indprenter dig den dyrebare sandhed, at han da i alt vil sørge for dig og med den største ømhed våge over alt, hvad der sker dig, så ikke et hår på dit hoved skal gå tabt uden hans trofaste vilje. Mange siger vel dette efter med munden, men få er de, der for alvor tror det. Vi burde desuden ikke helt foragte de gamle, kendte ord af vor Herre: «Salige er I, når menneskene håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer, for jeres løn er stor i himlen; for sådan har de forfulgt profeterne, som var før jer». Skal da også vi uværdige få del i denne profeternes ære? Gud, hjælp os at vågne! Og hermed forlader vi nu dette punkt og går over til det følgende, som lyder således:

«Tag foruden alt dette troens skjold, hvormed I skal kunne slukke alle den Ondes gloende pile.» Dette er det fjerde stykke i vores rustning. Og det er et sådant hovedstykke, at alle de øvrige er helt unyttige uden det. Derfor siger Apostlen også: «Over alting *) – eller frem for alting – tag troens skjold». I fortidens krigeres bevæbning var skjoldet, som blev båret på venstre hånd og arm, beregnet til at beskytte hele kroppen mod pile og kastespyd, for sådan kunne krigeren stille sig bag sit skjold. Men sådan er også troens skjold – troen, som kun holder Kristus og hans ord frem, ja, som mod alle Satans anfægtelser, når intet andet hjælper, stiller selve Guds Søn, vores Mellemmand og forsvarer, foran sig og skjuler sig bag ham – denne tro er også et sådant skjold, som beskytter hele vores væsen, hvor mange og svære fejl og synder vi end måtte have.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Dette skjold er over alt andet nødvendigt; for hvor alvorlig og sand en kristen jeg end ved Guds nåde måtte være, så er det dog umuligt, at der ikke alligevel er en hel mængde svære og betænkelige ting tilbage, som de foregående våben slet ikke kan hjælpe imod. Hvor stramt du fx end «omgjorder dit sinds lænder med sandhed», med et sandt og oprigtigt væsen, så skal du dog mærke en falskhed i dig, som helt vil forskrække dig, i det mindste i det, at du dog aldrig gør nok i det gode, du gør, og aldrig flyr det onde alvorligt nok. Du sukker vel til Gud, du beder, du råber, du har en vis åndens strid mod kødet; men er det ikke endnu en falskhed, at du ikke gør alt dette langt mere alvorligt, trofast og udholdende? Sådan plejer i hvert fald oprigtige sjæle at se det: som en falskhed. Og så hedder det: Skal også falskheden dækkes af tilgivelsen? Se her, hvor man ender, hvis man ikke stiller troens skjold, nemlig Kristus selv, op mod alt, hvad der er i os! Se, hvordan Djævelen kan gennembore dit bælte og skyde de grueligste gloende pile ind i dig, blot fordi du på et eller andet punkt vil bestå i dig selv. På samme måde kan han også gennembore din retfærdigheds brynje. For vi spørger: Hvornår har du vel været så fuldkommen i hele dit levned, at Djævelen ikke kan angribe det og søge at bevise, at din tro er falsk og død? Vi har rigtignok vist, at han får langt stærkere våben i hånden til det, hvis vi har levet skødesløst; men selv i bedste fald, når vi har ført det frommeste levned, kan han altid fremstille dine synder sådan og dække nåden i dig så godt til, at du må forskrækkes og fortvivle, hvis du ikke straks kaster al din fromhed bag dig og kun holder Kristus frem som din eneste retfærdighed og trøst. Med det følgende stykke går det på samme måde. Eller hvornår er du så godt skoet med evangeliets beredthed, at du ikke også på det punkt får en gloende pil, nemlig den, at du alt for meget har skånet dig selv, at du ofte har tiet, når du burde have talt, at du hellere har siddet hos gode venner, når du burde være gået ud til de uvidende og ugudelige med frelsens ord; ja, at du har ladet udødelige sjæles fortabelse (forfærdeligt at sige!) betyde langt mindre for dig end din egen bekvemmelighed og hygge? O Herre Gud, forbarm dig! Herre Gud, gå ikke i rette med din tjener! For dig er ingen levende retfærdig.

Se nu her, hvor velbegrundet det ord var: «Over alting tag troens skjold». For ud over at vores egen bevidsthed om virkelige synder og troløsheder kan forskrække os grueligt, så kommer også de pinefulde og skræmmende indskydelser fra den grusomme Satan til, som Apostlen her kalder den Ondes gloende skud. De, der har erfaret, hvad der her sigtes til, ved, hvor rammende ordene er (gloende pile), nemlig når det sådan brænder i hjertet, blot ved en tanke, som om en gloende pil gik ind i det. Man skød også virkelig i gamle dage gloende pile mod mennesker, dels med pile og kastespyd, som var indrettet sådan, at de førte virkelig ild med sig, dels havde nogle barbariske folk opfundet en gift, som de dyppede pilene i, og som havde den virkning, at når pilene sårede et legeme, fremkaldte de straks en brændende hede, hævelse og feber, som snart førte døden med sig. Med sådanne grusomme pile kan også Djævelen mesterligt beskyde vores hjerter, dels med så giftige fristelser til synd, at vi sættes i en pinefuld feber af brændende lyster og begæringer, dels med så onde tanker, uhyggelig tvivl og bespottelser mod Gud, at vi ængstes, kæmper, beder og slider med det i lange tider og alligevel ikke kan gøre os fri af det; dels endelig med så brændende indskydelser om Guds vrede og trusler for de samme synder, at vi glemmer al evangeliets trøst og ikke ser andet end loven og dens domme; og det bliver for os i hjertet helt, som om Gud havde sagt, at vi selv skal være retfærdige for loven, hvis vi skal behage ham og have hans nåde. Tænk da, hvordan Satan kan martre et fattigt og syndigt hjerte! Ja, som Luther siger om dette: «Selv om vi har levet ganske godt for verden og mødt enhver med al oprigtighed, kærlighed og fredsommelighed, så kan Djævelen nu forvrænge og forkludre det alt sammen og forskrække dig sådan, pine din samvittighed sådan og gøre dig så ængstelig og bekymret, at du ikke ved, hvor du skal gøre af dig – så både bælte, brynje og fodbeklædning bliver så meget til intet, at du ikke ser andet, end at du må fortvivle. Det ved de godt, som har prøvet det og erfaret nogle høje åndelige anfægtelser».

Når Djævelen således vil bryde ind i samvittigheden, ramme hjertet og gøre hele dit levned til synd, idet du skal have været alt for løst omgjordet eller ikke have øvet din kristendom med alvor nok og heller ikke altid have handlet mod enhver, som du burde, så gælder det frem for alt, at du har et godt og stærkt skjold, så du nu kan sætte det foran dig og svare Djævelen: «Er jeg en synder og har ikke levet ret eller også gjort for lidt, så er den mand hellig og ren, som har givet sig hen og er død for mig og er skænket mig af Faderen, for at han med sin hellighed og retfærdighed skal være min egen. Ham må du vel lade være i fred og uanklaget. Til ham holder jeg mig; mit levned og min gerning må være, som det kan. Jeg vil gerne gøre og holde så meget, som jeg formår og skylder mennesker; men hvis det svigter og ikke holder prøve (som det jo i sig selv ikke kan), så må min Kristus hjælpe og holde, ham, som du ikke kan anklage. Ham forlader jeg mig på som mit skjold, der sikkert skal holde stand mod al helvedes magt og porte». – Se, det kaldes at bruge skjoldet.

Og med et sådant skjold, siger Apostlen nu, skal I kunne slukke alle den Ondes gloende pile. Og det skal vi virkelig få at erfare. Tak og pris være den guddommelige kærlighed! Du må blot være klog og vågen nok til ikke helt at glemme skjoldet, når der er mest brug for det, når Djævelen sigter og skyder på dit hjerte for at tage din fortrøstning og tillid fra dig. Da skal du altid huske dit skjold og straks sætte det mod fjenden, så du siger: «Mit levned og al min gerning må være, som det kan, så må og vil jeg under alle omstændigheder blive salig alene ved en andens gerninger, ham, som har givet sig selv hen for mig; det er den højeste hovedsandhed i hele Guds ord, og den gælder tusind gange mere end alt, hvad der er i mig og alle mennesker; derpå trøster jeg mig. Selv om mit levned er ret og består for hele verden, når jeg fx alvorligt og trofast har lært, levet og røgtet mit embede, så kan du, listige Satan, dog gøre det alt sammen til intet eller fremhæve de synder, som samtidig hænger ved mig, sådan at du kan martre mit hjerte helt til døde; derfor vil jeg helt og holdent lade mit levned være, hvad det er, og i stedet gribe mit skjold, som kan dække og værne både mig og mit levned. For jeg ved jo dog for vist, så sandt Kristus ’har givet sit kød til liv for verden’ (Joh 6,51), at dette gælder uendelig meget mere end alt, hvad der er i mig. Hans kød, givet hen for mig, er det skjold, jeg vil stille mod alle dine anklagers gloende pile». Se, på den måde må alle hans pile, hvor gloende eller giftige de end er, slukkes og blive til støv, så de slet ikke kan skade mig; for dér står jo Kristus fast ved sine ord i al evighed. Han beskytter mig og siger: «Jeg helliger mig selv for dem; jeg har givet mit kød og blod til liv for verden; dette arme menneske er også en del af verden. Når det nu tager sin tilflugt til mig, så vil jeg også forsvare det; jeg har sat mit liv og min hellighed ind på det, for at det ikke skal dømmes efter loven; derfor skal det nu være i fred» osv. Dette er et skjold, som Djævelen ikke skal kunne gennembore, men som vil få alle hans pile til at slukkes og blive til aske.

Hvem du end er, som læser dette og vil være en kristen, så læg denne lære godt på hjerte. For vær overbevist om, at hvor sandt Guds værk end er i os, og hvor alvorligt vi end ifører os hele Guds rustning og våger og beder, så vil vi dog altid mærke og se langt flere synder og troløsheder hos os end fromhed og retfærdighed, med mindre vi er helt forheksede og sovende – og så forbliver der dog i alt det, som fra Adam endnu er tilbage i os, en uudtømmelig fordærvelse, så at vi til sidst må blive salige lige så ufortjent som en røver, der kommer direkte fra røverskoven til Jesus. Vi arbejder ganske vist på det, vi prædiker, formaner, revser, advarer, beder og opmuntrer, for at de kristnes hele væsen må blive helligt; og alle oprigtige sjæle ligger ikke så indtrængende for nådestolen for noget andet som for netop dette, at de må blive fri for deres onde; men det bliver dog aldrig anderledes her på jorden, end at der endnu er mange mangler tilbage, at kødet er fuldt af synd og ondskab, som desværre også ofte stikker frem i ord og gerning, og at alt Åndens værk, troen, kærligheden, bønnen, alt sammen endnu er besmittet og blandet op med karrets urenhed. Derfor må vi, som nylig sagt, til sidst kun bede om ufortjent nåde, ligesom andre store syndere, eller om at Kristus med sin fortjeneste må dække over, skjule og forsvare os, ellers er vi fortabte, og det også når vi har levet allerbedst.

Sådan må vi altid holde dette punkt højt, stort og ukrænket over alle andre, at vi bliver salige alene for Kristi skyld og altid må stille Kristi egen retfærdighed foran os over for Gud. For som vi allerede har set, er end ikke troen i sig selv, som en dyd hos os, noget, der kan beskytte os mod vreden; men det er egentlig troens genstand, Kristus, med sin lydighed og blodige død for os, som er det skjold, som alle Satans gloende skud standser og slukkes imod. Vi minder os igen om Luthers ord om kyllingerne under hønens vinger, hvor han siger: «Det er ikke nok, at vi er fromme, har gode gerninger og lever i nåden. For end ikke vores retfærdighed, langt mindre vores uretfærdighed, kan bestå for Guds øjne og dom. Jeg har derfor sagt: Det er den rette tros art, at den ikke forlader sig på selve troen, men holder sig til Kristus og giver sig ind under hans retfærdighed og lader den være sit værn og sin beskyttelse; ligesom kyllingen ikke forlader sig på sit eget liv og sit løb, men søger tilflugt under hønens krop og vinger.

«For den, som vil bestå for Guds dom, for ham er det ikke nok at sige: Jeg tror og har nådens værk i mit hjerte. For alt, hvad der er hos ham, kan ikke beskytte ham; men han skal sætte Kristi egen retfærdighed op imod denne dom og lade den tage sig af Guds dom; for denne Kristi retfærdighed kan med al ære bestå for Gud i evighed, som Salme 111 siger: ’Hans retfærdighed består evindelig’. Under den kryber, smyger og trykker troen sig og tror uden al tvivl, at den (Kristi retfærdighed) skal bevare ham; og sådan sker det også; han bliver ved en sådan tro bevaret, ikke for sin egen eller for selve troens skyld, men for Kristi og hans retfærdigheds skyld, som han skjuler sig under. Den tro, som ikke gør sådan, er ikke ret.»

Se, sådan skal vi forstå Salme 91, som siger: «Den, som sidder i den Højestes ly og hviler i den Almægtiges skygge, han siger til Herren: Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. Med sine fjer skal han dække dig, og under hans vinger skal du finde tilflugt, hans trofasthed er skjold og værn. Om end tusind falder ved din side, ja, ti tusind ved din højre side, skal det dog ikke ramme dig.» Læg mærke til det! Så beskyttet er du alene ved dette skjold, Kristi legeme, Kristi egen retfærdighed, som du skjuler dig bag, at «om end tusind falder ved din side, ja, ti tusind ved din højre side, skal det dog ikke ramme dig». Tak og pris og ære og lov fra evighed til evighed være vores Gud og Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod!

Måtte da enhver kristen frem for alt andet, som kan tænkes og nævnes, vænne sig godt til at bruge dette troens skjold i alle tænkelige tilfælde! Nemlig sådan: Så snart Gud advarer, byder eller forbyder noget, så skal du med den største gudsfrygt ære alt dette og bede ham om nåde til at kunne gøre derefter; men så snart du igen ser din store mangel og elendighed, at du ikke har opfyldt eller kan opfylde, hvad Gud har befalet, så skal du straks lade det være en sag for sig, at du dog er beskyttet mod vreden alene ved Kristi kød. Nådepagten i Kristus er en sag for sig, som består evindelig, hvad enten det går bedre eller dårligere med vores lydighed og fromhed, så længe vi dog stadig bliver ved nådestolen. Der er uendeligt forskellige grader af fromhed og vandel hos kristne, men saligheden ligger i én ting alene, nemlig at vi er i Kristus ved troen; som Johannes siger: Den som har Sønnen, har livet; og som Kristus selv siger: «Den som spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv.» Derfor, hvad der end mangler hos dig, så sig straks: Gud tilgive og hjælpe mig, arme synder! Det er jammerligt, det er forfærdeligt, at jeg stadig skal være så elendig; men Gud, den evige Konge, være uendelig tak og pris for, at jeg dog har en anden, som er min retfærdighed for ham! Du onde Satan, som har fyldt hele mit væsen med så meget ondt, du vil nu dermed skræmme mig til døde og helt fordømme mig; men det skal en anden mand forbyde, som hedder Jesus Kristus; han er min evige og trofaste Frelser og min fulde og tilstrækkelige retfærdighed. Er han ikke det, så er jeg og enhver kristen evindelig fortabt. Du har for eksempel ret i, at jeg ikke er så godt omgjordet med sandhed, som jeg burde; der er desværre endnu megen falskhed i mit hjerte; men jeg kender en mand, hvis side blev gennemstukket med et spyd – i den side alene er det hjerte, som er fuldkommen opfyldt af sandheden. Den side er mit skjold mod dine gloende pile. Det er sandt, og det er jammerligt, at mine gerninger og min vandel endnu er så skrøbelige og ustadige; men jeg har set en mand med gennemborede hænder og fødder – i de hænder er mine gode gerninger, i de fødder min gode vandel. Hvis ikke Kristi gerninger er mine, så er jeg evindelig fortabt. Det er sandt og er min daglige plage, at jeg stadig har så mange onde tanker; men jeg har set et helligt hoved med tornekrone – i det hoved er mine gode tanker osv. Jeg ville så inderligt gerne, at min egen kristendom var fuldkommen, jeg har ikke bedt så meget om noget som om det; men gælder det min salighed, så siger jeg sådan: Jeg vil ingen anden retfærdighed have end min Herre Kristi. Holder min kristendom ikke prøven, så holder min Herre Kristus. Derfor er han mig også kær, kostelig og uundværlig. Se, sådan kan vi med dette ene skjold møde og slukke «alle den Ondes gloende pile» og selv i værste fald synge den trodsige vise for Satan: «Du skyder vel på mig med mine synders lod, / men jeg skal møde dig med Kristi krop og blod.» Ja, enten på denne måde, eller også er vi alle fortabte. Gud hjælpe alle kristne til sådan «foruden alt dette at bruge troens skjold» og så beholde sejren!

Nu kommer vi til et stykke af vores rustning, som er af en sådan art og beskaffenhed, at den, som med nogen forstand på det vil prøve at fremstille det for mennesker, føler en vis gru ved det og helst ville gemme sig væk i en stille krog for kun at bede. Herre Gud, hjælp os! Herre Gud, forbarm dig over vores arme, blinde og døde hjerter! For dette stykke, nemlig salighedens håb, er på én gang et så herligt, vigtigt og kraftigt våben i al strid og samtidig så helt fremmed for al menneskenatur, at intet menneske kan give det den opmærksomhed, det fortjener. «Kød og blod spørger ikke efter Himmeriget», siger Luther, og sådan er det. Eller hvad siger dit hjerte? Tror du virkelig, at al din sorg, også din allerværste bekymring, hvad den end måtte være, på stedet kan spredes som støv og forvandles til stor glæde blot ved frelsens håb? Du mærker, at dit hjerte ikke regner det for så stort, ja, ofte regner det for slet ingenting. Og dog er det sandt, at hvis du får de åndelige sanser åbnet til at fornemme det, som nu skal fremstilles – eller rettere: hvis dit hjerte er modtageligt for troens og håbets trøst – så skal din bitreste sorg, din dybeste bekymring straks spredes og vige for en høj, en ubeskrivelig stor, en himmelsk glæde.

Dette stykke er det femte i vores rustning og hedder frelsens hjelm. Apostlen siger: «Og tag frelsens hjelm på.» Hvad frelsens hjelm er, ser vi af parallelstedet, 1 Thess 5,8, hvor det hedder: «Med frelsens håb som hjelm.» Det er altså frelsens håb, eller et fast og levende håb om den evige salighed i Himlen, der er vores hjelm. Hjelmen, eller stridshatten, var hos fortidens krigere en metaldækning på hovedet, som altså beskyttede en meget vigtig del; for et eneste sværdhug i hovedet kunne straks medføre døden eller gøre krigeren uduelig til at kæmpe videre. Så vigtig er også vores åndelige hjelm: Tag blot frelsens håb bort, og al åndelig kraft er borte, alt Guds ord er uden vægt, mennesket ser nu kun «det synlige» og duer så hverken til at handle eller til at lide. Men ligesom metaldækningen på krigerens hoved gjorde, at han med fordoblet dristighed skyndte sig frem i striden og ikke var så bange for sværdhuggene, sådan gør også et fast og levende frelseshåb, at man ikke giver så nøje agt på, hvad der kan møde os her i tiden, men at vi med enfoldigt øje kun ser efter Herrens velbehag, fordi vi ved, at når striden er forbi, venter der os så herlige ting, at al lidelse er slet intet at regne imod dem.

Men skal frelsens håb virkelig blive os en sådan hjelm og kraft i striden, så kræves der her noget andet end en mængde ord og smukke tanker – her kræves en dyb eftertanke og virkelig tro. Mens solen endnu skinner, og alt går godt og smukt på vores vej, kan man let tale og synge også om Himlens salighed, men har også samtidig allermindst brug for den trøst. Men forbered dig på, at der kommer andre tider, nemlig de onde, mørke dage, hvor hele verden bliver dig for trang, hvor dit hjerte vil briste af ubeskrivelige kvaler, så at du ville «grave døden frem fra skjulte steder», hvor hele dit livs lykke er spildt, og du ville gå til grunde ved tanken om helt at ophøre med at være til. Gør dig derfor godt rede for dette stykke; undersøg på det alvorligste, om vi har nogen virkelig og sikker grund for vores håb, og bed Gud om hans Hellige Ånd, så det må blive dybt indskrevet i dit inderste væsen og blive din ledende hovedtanke gennem hele livet. Et vist og fast frelsens håb skal grundlægge den rette livsvisdom i din sjæl i alle jordelivets skift, en dyb, urokkelig trøst i alle bedrøvelser, en guddommelig fred og kraft i alle kampe og prøvelser.

Men dette er ikke et emne for hvem som helst. For det første kan det jo ikke smage anderledes end lunkent vand i munden for dem, som vil have deres gode her, som er «denne verdens børn». «Himlen! – hvad? – Himlen! Nej, sig os noget om sundhed og glæde her» – sådan lyder det i deres hjerter – «sig os noget om mad, klæder, ære, fornøjelser; Himlen – Himlen, den kommer vel i sin tid. Den har vi ikke brug for nu.» Men også blandt dem, som er begyndt at søge det, der er oventil, og står i Guds pagt, er mange endnu helt uskikkede til at mærke frelseshåbets værdi og kraft, nemlig de, som endnu ikke er blevet meget dødet – skuffede, sårede, nedslåede og trætte af jordelivet – men endnu har alle slags smukke planer og forhåbninger for dette liv. Men forbered dig på, at hvis du skal beredes for Himlen, så kommer der andre tider, hvor du i hele Den Hellige Skrift ikke finder dejligere ord end dem, der handler om en salig bortgang herfra. Så sandt du «tilhører Kristus», skal dit gamle menneske være korsfæstet sammen med dets lyster og begæringer; og et korsfæstet liv er et angstfuldt, hængende liv, en bestandig døen. Hvilken glæde kan man skaffe den, som hænger på korset? Ja, en midlertidig lindring og hvile kan ganske vist gives ham ved Guds nåde, ligesom en engel også blev sendt til Getsemane og styrkede Jesus, men denne lindring afbrydes snart af et nyt anstød, smerte og bitterhed, tårer og råb. Jo længere vi lever som kristne, desto mere må vi sande Apostlens ord: «Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.» Jo længere, desto mere må vi sande den gamle skrifts ord om hele dette liv: «Når det er bedst, er det møje og forfængelighed» (Sl 90,10); og igen: «En elendig og jammerlig ting er det med alle menneskers liv, lige fra moders liv, indtil de bliver begravet i jorden, vor alles moder. Her er altid sorg, frygt, venten og til sidst døden; lige så vel for den, der sidder i stor ære, som for den ringeste på jorden. Her er altid vrede, nid, modgang, ufred og dødsfare» (Sir 40,1–4).

Det vil styrke dit salighedshåb mægtigt, hvis du tænker godt over, at menneskets dybe, uendelige længsel efter lykke aldrig kan blive tilfredsstillet på denne jord, og at hele dette liv kun er et stort bedrag. Da den rigeste og lykkeligste konge i Israel gennem et langt og herligt liv uophørligt havde søgt efter lykke i alt, hvad der kan gives på jorden, endte han til sidst med den nedslående erfaring, at alt var bedrag, alt forfængelighed. Jorden har ikke det, som kan gøre den udødelige sjæl lykkelig. Den, som får mest af dens lykke og glæde, får altid samtidig et hjerte, som ikke kan nyde det; og oven i det kommer til sidst den triste tanke, at det snart er forbi med det hele. Forfængeligheds forfængelighed, siger Prædikeren. Alt er forfængelighed. Det er meget bemærkelsesværdigt at se, hvad den herlige kong Salomo fortæller om sig selv: hvor alvorligt han havde søgt efter lykke i alt, hvad der var på jorden, men hver gang var blevet slået ned af dets bedrag. «Jeg tænkte i mit hjerte og sagde», fortæller han: «Se, større og stærkere i visdom er jeg end alle, som har været før mig i Jerusalem, og mit hjerte har erfaret meget af visdom og kundskab. Og jeg vendte mit sind til at forstå, hvad visdom er. – Og jeg indså, at visdommen har samme fortrin frem for dårskaben, som lyset har frem for mørket. Den vise har sine øjne i sit hoved, men tåben går i mørke; – og til at forstå, hvad uforstand og dårskab er; og jeg forstod, at også dette var jag efter vind. For hvor der er megen visdom, der er megen uro, og den, som øger sin kundskab, øger sin kval. Jeg sagde i mit hjerte: ’Vel, jeg vil prøve dig med glæde; giv du dig gode dage!’ Men se, det var også forfængelighed. Om latteren sagde jeg: ’Den er uforstandig’, og om glæden: ’Hvad kan den udrette?’ Jeg besluttede i mit hjerte at pleje min krop med vin, mens mit hjerte skulle styre den med visdom (jeg begyndte at søge min lykke i nyttige gøremål), og at holde mig til dårskab, indtil jeg nåede at indse, hvad der var bedst for menneskenes børn at gøre. Jeg tog store arbejder op, jeg byggede mig huse, jeg plantede mig vingårde. Jeg anlagde mig haver og parker, og jeg plantede alle slags frugttræer i dem. Jeg lavede mig damme for at vande den skov af træer, som voksede op, med vand fra dem. Jeg købte slaver og slavinder og skaffede mig hjemmefødte trælle; også havde jeg kvæg, okser og får i større mængde end nogen, som havde været før mig i Jerusalem. Jeg samlede mig også sølv og guld og skatte fra konger og landskaber; jeg skaffede mig sangere og sangerinder og det, som er menneskenes sønner kærest, hustru og hustruer; og intet, som mine øjne ønskede, holdt jeg tilbage fra dem, og ingen glæde nægtede jeg mit hjerte; for mit hjerte havde glæde af alt mit arbejde, og dette var min vinding af alt mit arbejde. Og jeg betragtede alle mine værker, som mine hænder havde gjort, og det arbejde, som jeg havde lagt i dem, og se, det var altsammen forfængelighed og jag efter vind, og der var ingen vinding under solen. – Og jeg sagde i mit hjerte: ’Som det går tåben, sådan skal det også gå mig; og hvad har jeg så af al min visdom?’ Og jeg tænkte i mit hjerte, at også dette er forfængelighed. Og jeg blev led ved livet; for alt, hvad der sker under solen, mishagede mig, fordi alt er forfængelighed og jag efter vind. – For hvad har mennesket af alt sit arbejde og af sit hjertes stræben, som det slider med under solen? For alle dets dage er plager, og dets møje er kvide. End ikke om natten har dets hjerte ro. Hvad er arbejderens vinding af den møje, han gør sig? At intet kan lægges til, og intet tages fra, og at Gud har gjort det sådan, for at man skal frygte ham» (Præd 1–3).

Disse sidste ord giver os hovedlæren af det hele. «Gud har gjort det sådan, for at man skal frygte ham.» Det er Gud, der sørger for, at vi ikke skal finde vores lykke her; og det for at vi skal blive nødt til at søge vores lykke i ham. Dette er hovedgrunden til, at intet menneske, i det mindste intet, som skal beredes for Himlen, kan finde den ønskede glæde på jorden. Desuden ligger grunden hertil også i menneskehjertets art: jo mere mennesket får af det, det ønsker, desto mere næres og vokser begæringerne. Heraf kommer det, at de, som får mest efter deres hjertes ønske, også får de mest forvænte hjerter, krav, utilfredshed og stadig nye begæringer; så at også i det rent naturlige er de lykkeligst, som har en mere moderat lykke. Men endnu tusind gange lykkeligere er de, som har søgt det evige gode og til sidst har et fast og levende «frelsens håb»! Tænk, når livet på denne jord er sådan, at den viseste, rigeste og herligste konge, efter på det ihærdigste at have søgt at blive lykkelig, til sidst udbryder: «Hvad har mennesket af alt sit arbejde og af sit hjertes stræben, som det slider med under solen? For alle dets dage er plager, og dets møje er kvide» – tænk da, hvilken ulykkelig dårskab mennesket er fanget i, når det ikke i tide lader sig sige dette og sikrer sig den evige lykke! Tænk, hvordan det arme hjerte til sidst krymper sammen af usigelige kvaler, når det endelig ser, at det er forbi med alt, hvad det har søgt på jorden, og det nu ikke har noget godt mere at vente! Åh, Herre Gud! Bevar vores børn og kæreste venner fra en så usalig ende! Ja, frels alle mennesker! – Men hvor lykkelige er dog de sjæle, som er blevet taget ud af verden og nu søger det evige! Var du end den mest ulykkelige på denne jord, du himmelsøgende sjæl, så er du dog den lykkeligste; var du den fattigste, så er du sandelig den rigeste; var du foragtet og forladt af alle, så er du dog den mest ærefulde, en yndling hos Gud og englene; for snart er det forbi med dette liv, og så skal det vise sig, at kun én ting var lykke, nemlig at stå i Guds pagt. Vend derfor dit øje kun mod evighedens salige mål. Snart kommer det, som skal komme, når Herren Kristus bliver åbenbaret og lægger sin underfulde regerings dækkekappe af; når den dybe skjulthed skal have en ende, når troen og troens prøvelser, dunkelhed og modsigelser hører op, og vi får se Herren, som han er. Da skal alle Guds dyre løfter om den «sabbatshvile, som står tilbage for Guds folk», blive opfyldt.

Eller er det muligt, at alt det, som Gud fra verdens begyndelse har talt om det, skal svigte os? Herren Gud åbne vores sind! Når de tykke vantroens skyer blot spredes en smule, kan man få en sådan vished om Guds råd og hensigt med os, at man er parat til at råbe højt og uendeligt af lutter salighed: Lov og pris og tak og ære være Gud i al evighed! Eller hvad siger Gud om os mennesker? Hvad er vi for væsener? Hvor er vi kommet fra? Hvad er vi bestemt til? Er det ikke sandt, at Gud skabte mennesket til evigt liv (Visd 2,23)? Hvorfor er vi ellers udrustet med disse evner? Er vi ikke «Guds slægt», som allerede den hedenske digter forstod? Har Gud ikke skabt alt, hvad der er på jorden, for menneskets skyld? Heraf burde vi dog med egne øjne kunne se, hvad vi er for hans hjerte og tanker. Allerede Guds almindelige kærlighed forvisser mig om, at han vil give sine børn og venner en evig salighed. Hvis Gud ikke gav os det evige liv, efter at vi har troet på det og søgt efter det, så var han ikke Gud – den evige trofasthed og kærlighed. Vi, som er onde, har dog så megen kærlighed, at hvis vi var almægtige, ville vi skabe evige himle af ubeskrivelig salighed til vores børn og venner. Var vi også regenter, lige så store i retfærdighed som i kærlighed, så ville vi lige så forfærdeligt straffe det godes fjender; men for vores børn og venner, siger jeg, ville vi helt sikkert skabe lutter salige himle. Når skyerne spredes en smule, ser jeg intet så sikkert som dette, at Gud i evighed vil fryde sit hjerte, der brænder af kærlighed, ved at gøre sine børn og venner meget salige – han, som er lykkelig over at kunne skabe alt, hvad han vil, over at kunne skabe en salighed så overstrømmende, som han har skabt de umådelige have fulde af bølgende vandmasser.

Men vi vender bestandig tilbage til bønnen: Herre Gud, åbn vores øjne! Så behøver vi ikke længe at tale om det salige håbs vished. Vi ser jo allerede, at Himmeriget er begyndt på jorden. Eller hvad betyder alt Guds åndelige værk på jorden? Hvorfor skulle Gud give os sit hellige ord – og give sin enbårne Søn i en blodig død – hvis ikke for vores evige saligheds skyld? Vi behøvede ikke Kristi forsoningsdød for at kunne spise, drikke, lave klæder, bygge huse og til sidst blive til intet. Gud har ikke givet os sin Søn som et blodigt offer for blot at skaffe os noget timeligt godt. Da Gud i tidernes begyndelse udskilte sabbatten, da han gav os sit ord og de hellige sakramenter, da han sendte sin Helligånd fra det høje, som i menneskenes sjæle virker et åndeligt rige på jorden, et rige, der har trængt sig frem gennem storme af den hårdeste modstand fra alt, hvad der er i verden – modstand udefra af spot og forfølgelse og indefra af fornuftens mørke og kødets ondskab – så siger alt dette os visselig, at der findes et åndeligt rige, som sigter mod og varsler om et evigt. Fryd dig derfor, hvem du end er, som hører til eller i det mindste søger det åndelige rige! Du går mod en verden af uendelig salighed. Alt skal fuldbyrdes, som Herren Gud fra begyndelsen har lovet. Kristus siger, at han på den yderste dag skal tiltale dem, der står ved hans højre side, sådan: «Kom, min Faders velsignede, og tag det rige i eje, som er beredt til jer fra verdens grundlæggelse» (Matt 25). Og et andet sted siger han: «Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders rige» (kap. 13,43); og så tilføjer han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» Er sådanne Kristi ord ikke vished nok? Eller kan Herren Kristus bedrage os? Er det ikke sikkert, når han siger: «Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis. Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder; og jeg vil bekende hans navn over for min Fader og over for hans engle. Ja, den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere gå ud derfra; og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, og mit nye navn»? Og igen: «Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone.» Alle sådanne dyrebare ord fra Herren Kristus må vel også være guddommelig sandhed og må vel også engang fuldbyrdes; eller er det muligt, at Gud skulle lyve? Skal det ikke opfyldes, som Herren Gud viste Johannes, da han fik lov at skue de saliges hærskare? – «Og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål, stod foran tronen og foran Lammet, iført lange hvide klæder og med palmegrene i hænderne. Og de råbte med høj røst og sagde: Frelsen tilhører vores Gud, som sidder på tronen, og Lammet. Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og de fire livsvæsner, og de faldt ned på deres ansigt foran tronen og tilbad Gud og sagde: Amen, lov og ære og visdom og tak og pris og magt og styrke tilhører vores Gud i evighedernes evigheder! Amen. Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: Hvem er disse, som er iført de lange hvide klæder, og hvorfra er de kommet? Og jeg sagde til ham: Herre, du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, der kommer ud af den store trængsel; og de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal bo over dem. De skal ikke mere sulte eller tørste; heller ikke skal solen eller nogen hede falde på dem; for Lammet, som er midt for tronen, skal vogte dem og føre dem til levende vandkilder; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne» (Åb 7). Skal ikke også dette engang fuldbyrdes? Gud forbarme sig over vores ulykkelige vantros mørke! Det skal alt sammen opfyldes, så sandt som Gud ikke kan lyve. «Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.» – Og igen hedder det: «Og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne; og døden skal ikke være mere; heller ikke sorg, heller ikke skrig, heller ikke pine skal være mere; for det første er forbi.» Når alt dette, som hører det første til – den første tidsalder, vores larvetid på jorden – nemlig «tårer», «sorg», «skrig», «pine» og «død», er forbi, så skal der kun være «glæde til fulde, liflighed ved Guds højre hånd for evigt». Da skal jeg aldrig mere græde, ængstes og lide under syndens magt i mig, under Djævelens fristelser og anfægtelser eller under verdens ondskab, foragt, løgn og forhånelse. Tænk, hvad det er! Nu skal jeg aldrig mere lide under syndige tanker eller begær, men altid være hellig, ren, fri og åndelig – nu skal bølger af uendelige salighedsfølelser gå gennem mit hjerte. Nu skal

jeg have et sådant hjerte, som helt og fuldkomment kan elske Gud, et hjerte, som ikke kender nogen større salighed end det hellige og underfulde, som jeg nu skuer og nyder; nu skal jeg aldrig mere behøve at sige til mig selv, at jeg bør elske Gud, men nu skal jeg have et sådant hjerte, som ikke kan andet end elske ham og alt, hvad der hører ham til – ligesom en, der elsker varmt, af sig selv har det hjerte, at han elsker og har sin lykke deri. Åh, hvilken salig tid, når synden ikke længere hænger ved os! Vi skal ikke længere kæmpe med dette oprørske hjerte, som nu bestandig vil føre os bort fra Gud; vi skal ikke længere trykkes af den dybe fordærvelse, af nogen træghed, lunkenhed eller vrede, af utålmodighed eller stolthed eller af frygt for at bekende Kristus. Ingen snublen, ingen bedrøvelse af Ånden, ingen syndige ord eller gerninger skal mere krænke vores samvittighed. Vi skal nu hvile ud fra alt dette for evigt. Videre: Vi skal ikke længere føle nogen tvivl om Guds kærlighed. Vi skal ikke længere bruge ord som disse: «Hvordan skal jeg vide, at mit hjerte er oprigtigt over for Gud? at min omvendelse er sand, at min tro er levende? Jeg frygter, at alt, hvad jeg gør, er hykleri, at Gud er vred på mig» osv. Nej, alt dette hører det første eller livet på jorden til. Alt dette skal nu vendes til lovsang. Vi skal aldrig mere frygte nogen mishag hos Gud; ingen hjertesorg, intet helvede skal mere blandes med himlen. Her hænder det ofte, at de troende føler Guds vredes «brusende bølger gå hen over dem» (Sl 42), men når dette første er forbi, skal de fuldkomment «smage og se, at Herren er god», og nu høre ham tiltale dem: «I vrede skjulte jeg mit ansigt for dig en kort tid, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig» (Es 54).

Vi siger det endnu en gang: Tænk, hvilken salig sabbatsro og hvile, når vi ikke mere skal føle kødets og Djævelens fristelser! Hvilken smerte er det ikke for en kristen blot at føle fristelsen til alt det onde: snart disse gruopvækkende og bespottelige tanker om Gud, om Kristus, om visse hellige sandheder; snart igen fristelser til at vende sig mod de nærværende ting, til at lege med syndens lokkemad, til at søge glæde i kødets lyster, som er parate til at fange ild som krudt, så snart en gnist falder i dem! Vi svæver her i bestandig fare. Hver sans, hvert lem på os, hver skabning kan blive os til fristelse. Vi kan knap åbne øjnene uden at misunde dem, der står over os, eller foragte de ringere. Hvor hurtigt forsynder vi os ikke med tungen, og især med hjertet! Har vi en skarp forstand, hvor hurtigt bliver vi ikke opblæste! Har vi magt til at befale, hvor hurtigt misbruger vi den ikke! Er vi underordnede, hvor hurtigt knurrer vi ikke over andres fortrin og dadler dem! Sådanne hjerter slæber vi rundt på nu. Tænk, når vi bliver helt fri for alt dette onde! Og alt dette for evigt, for evigt – «for det første er forbi».

Men alt dette er nu talt «som et barn» (1 Kor 13,11–12), og kun om det onde, vi skal undslippe. For af dette onde har vi erfaring. Men hvem kan vel sige noget værdigt om det gode, vi skal få? Det er, «hvad intet øje har set, og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte». Betænk blot, hvad den almægtige Gud kan gøre, når han for alvor sætter sig for at glæde sine hjemkomne børn! Han kan skabe uendelig salighed. Han kan, om det skulle være, blot skabe sådanne hjerter i os, som af sig selv føler en usigelig fryd. Vi erfarer jo ofte, hvordan sorg og glæde alene afhænger af selve hjertets stemning, så et glad hjerte fryder sig uden nogen særlig grund. Tænk så, når først alle omstændigheder er de allersaligste, og hjertet samtidig er friskt og glad, ja, så beruset af fryd, som den almægtige Skaber kan gøre det! Vi forstår for det første, at når blot den tid kommer, da Gud vil skabe salighed, så kan han gøre usigelige ting; og for det andet, at han, som er kærligheden selv, nu også må ville det – når selv vi, som er onde, dog gerne ville skabe himle. O Gud, fordriv det tykke mørke i vores sjæl. Vi har jo usigelige ting at vente, så sandt du selv har sagt det.

Måtte vi nu efter Apostlens formaning tage og bestandig bære denne frelsens hjelm! Mærker du ikke, at hvis du troede og betænkte alt dette, som Gud har lovet os, ville det væbne dit hjerte med en høj, himmelsk fred og kraft i alle tænkelige kampe og prøvelser? Mærker du ikke, at det er så overmåde stort, større end alt, hvad der nogen sinde kan nævnes eller tænkes, at alle de bitreste erfaringer, som kan ramme os på denne jord, i sammenligning dermed knap er som en dråbe mod det vide hav? Hvis du fik blot én time i himlen til at se og smage dens salighed, ville du gerne gå i tusind år under det sværeste martyrium for til sidst at få en sådan salighed. Lad da denne salighed altid stå for dit øje og være dig større end alt, hvad der er på jorden, ja, endog større end alt, hvad du selv gør eller bør gøre i Kristi efterfølgelse, ligesom Guds gave altid må agtes større end vores gerninger. Mange kristne, som godt forstår at skamme sig over jordisk sorg, kan derimod helt frit fordybe sig i deres eget gøren, som om det dog var det største. Ja, at give agt på sine pligter og angre sine synder er vel nødvendigt; men når vi sammenligner vores gøren, vores pligter og synder med Guds gave, det evige liv, så bliver sammenligningen sådan, at vi kan sige: Alt er intet mod dette, at tiden går, at vi når målet for vores rejse. Måtte blot tiden ile og det evige livs gave åbenbares! Vi vil med al alvor jage efter det gode og døde synden; men mod denne Guds gave er alt dette småt og ringe. Vi bør have et godt barns sind, et barn, der i mange år har været borte i et fremmed land på den anden side af et verdenshav og nu skal komme hjem og se sine inderligt elskede forældre og søskende. Under den lange sørejse bør den unge mand vel beskæftige sig med nogle nyttige gøremål og må gerne irettesætte sig selv for dovenskab og forsømmelse; men han glemmer ikke, at hvordan det end går med det, så iler skibet dog frem mod det kære hjem, ja, også når han sover om natten; rejsens mål kommer alligevel nærmere og nærmere. Og det glæder han sig over. Sådan bør også vi gøre. Når vi er blevet Guds børn og lever i hans nåde, så er vi hvert øjeblik på rejse mod det salige mål, hvad enten det går bedre eller dårligere med vores gøren – «Guds gave er det evige liv» – og også når vi ikke tænker på det, også mens vi sover om natten, iler vi stadig nærmere mod det herlige mål. Det skal vi glæde os over.

Når Salomo gennem alt livets bedrag i denne sin vantros tid kun nåede frem til den beslutning, at intet var bedre end at «spise og drikke og gøre sig gode dage ved sit arbejde» – for han vidste nu ikke, «om menneskebørnenes ånd stiger opad» (Præd 3,21) – så bør derimod en kristen, som lever i det salige håb om den herlighed, Gud vil give, langt mere leve tilfreds og glad, men ikke kun i mad og drikke eller «ved sit arbejde», men i troens og håbets salighed: først i troens, dvs. i Guds venskab og omsorg, som et godt og lykkeligt barn; og dernæst i håbets glæde over den salighed, der venter os. Mange kristne begår den alvorlige fejl, at de har en urolig bekymring for mange slags småting, når de tværtimod skulle leve i et lykkeligt barns urokkelige fred, vel vidende at Gud, vores Fader, sørger for alt, når vi er hans børn. Tænk, tænk, han sørger jo for hver fugl og hvert græsstrå på marken (Matt 6,25–31) – og vi er jo mere værd end mange spurve. Dernæst skulle de også leve i denne evighedsglæde, at hvordan denne tid end er, er den dog kun en rejse til et bedre fædreland, det himmelske. Hvordan føret og kroen end er, så får det alt sammen snart ende; vi iler alligevel hvert øjeblik mod himlens salige mål, så sandt som Gud har sagt det. Gud vil ikke narre dig. Vær helt sikker på, at så sandt du er kommet til Jesus og med en tro, i det mindste en hungrende tro, hænger ved ham, så ejer du allerede det evige liv og iler hvert øjeblik mod dets hjemland. Gud vil ikke narre dig; gør det bare ikke selv ved at slå dig ned på vejen og holde op med at jage efter det evige liv. Men hvis Kristus er dit liv, det, du ikke kan leve uden, din mad i tiden, så bliver du også hos ham i evigheden. Hold dette levende for din sjæl, så vil det bestandig styrke og oplive dig i løbet på væddeløbsbanen, i kærlighed og tålmodighed. Hav altid Abrahams sind, om hvem der står skrevet: «Ved tro boede han som fremmed i det lovede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte. For han ventede på den by, som har grundvolde, og hvis bygmester og skaber er Gud» (Hebr 11). Se, det er det rette sind hos Kristi stridsmænd.

For ikke vil de på jorden slå dybe rødder, / Ej må de for deres Fader slå faste pæle ned. / De lever som i telte, men uden at knurre, / Sådan er den stridende menigheds skik. / Rejseklar hjem til Gud, beseglet af Guds Ånd, / Står den hvert øjeblik og skal derfor ikke strande. Vi går nu til det sidste stykke af vores rustning. Det er sværdet. Apostlen siger: «og Åndens sværd, som er Guds ord». Om det kan vi nu tale helt kort; for det er til dels betragtet før, da vi så, hvordan Herren Kristus i fristelserne fra Satan alene med dette skarpe sværd: «Der står skrevet», slog fjenden så hårdt, at han blev helt slået ned og måtte vige. Guds ord bliver ofte i Skriften kaldt et sværd og et «skarpt tveægget sværd», sådan som det så malende fremstilles i Åb 1,16: «Og fra hans mund udgik et skarpt tveægget sværd.» Billedet af et sværd passer meget godt til Guds ord; for ligesom et sværd er gjort af et stærkt og hårdt stof, nemlig jern og stål, sådan er også Guds ord det mest faste og uforanderlige, der findes, så at ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af Guds ord skal forgå, når himlen og jorden forgår, dvs. det, Gud har talt, må altid blive sandt og fuldbyrdes til mindste punkt. Og ligesom et sværd er skarpt og trænger igennem legemer, sådan er også Guds ord, som der står i Hebr 4,12, «levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd og trænger igennem, indtil det skiller sjæl og ånd, led og marv» osv. Men Apostlen kalder det «Åndens sværd», ikke blot fordi Guds ord er indgivet og talt ved Guds Ånd, men især fordi det er det eneste sværd, der duer i åndelig strid; sådan som Apostlen også siger et andet sted: «Vores stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at nedbryde fæstninger» osv. (2 Kor 10,4). Heraf skal vi også lære i Satans fristelser ikke at bides med ham med blot vores egne tanker og ord; for mod ham formår de slet intet. Men derimod er intet vældigere i al åndelig strid, end når jeg kan sige: «Det og det har Gud sagt. Og det, Gud selv har sagt, må gælde i al evighed, om så tusind verdener sagde imod.» Åh, hvilken triumferende sejrskraft ligger der ikke i Guds faste ord! Kommer Djævelen og vil gøre fx mit salighedshåb usikkert, så sætter jeg Guds faste ord og løfter imod ham og siger: «Ja, hvis Gud kan lyve, så kan mit håb blive til skamme; men så vil jeg også gerne være bedraget.» Kommer fjenden og vil indgive mig sikkerhed, så jeg tror, at det ikke er farligt at blive ved med en synd, så hugger jeg til med det samme sværd og siger: «Den, der gør synden, er af Djævelen.» Har Gud til alle tider advaret mod synd, så kan det ikke være trygt og ufarligt at øve den. Kommer Djævelen og vil drive mig til fortvivlelse for mine synders skyld, så vil jeg møde ham med disse stærke sværdhug: «Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg har ingen lyst til den ugudeliges død, men til at han omvender sig fra sine veje og lever (Ez 18 og 33). Hvis vi bekender vores synder, er Gud trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne» osv. På den måde skal vi altid slå fjenden tilbage med Guds ord.

Men ligesom vi således bruger sværdet til at værge os selv mod Satan, sådan skal vi også bruge det til at forsvare sandheden og slå alle vildfarelser ned. Vi ser, at Kristus og apostlene ikke har ladet vildfarelserne være i fred, men alvorligt har kæmpet imod dem, sådan som Matt 5 og næsten alle Paulus’ breve viser. Endelig skal vi også bruge Åndens sværd til at gøre erobringer for Kristi rige, til at nedbryde de fæstninger eller hugge de bånd over, som Satan holder sjæle fangne i. Snart er det uvidenhedens og sikkerhedens bånd, snart vantroens og fortvivlelsens. Der kan vi så få lov at tjene sjæle med Guds ord; om det siger Luther: «Alt dette sker fornemmelig, når man offentligt driver Ordet på prædikestolen; dernæst også, når hver kristen for sig selv eller sammen med andre hører, synger, læser, taler om og betragter det. For prædiker man Guds ord rent og klart, læser det med flid og alvor og tænker over det, så har det en guddommelig kraft til at frelse sjæle og ødelægge Djævelens gerninger.» Det afslører hans løgn og skalkagtighed, som han vil bedrage menneskene med og føre dem i falsk tillid og vantro eller også i tungsind og fortvivlelse; og det fører sjælene til Herren Kristus, ved hvem de bliver frelst fra Djævelens rige. Sådan går det til, at man med Guds ord svækker og ødelægger Satans magt, løgn, vildfarelse og synd. Gud give alle kristne sin nåde til også at bruge dette våben med flid og troskab!

Og hermed vil vi nu slutte vores betragtninger over de kristnes feltliv og deres rustning. Vi har vel mærket, at vi har en frygtelig fjende imod os og en farlig stilling på jorden, så at endog «den retfærdige frelses med besvær»; men vi har også set, at vi tillige har en fortræffelig rustning og en meget mægtig konge i spidsen, så at vi ikke behøver at fortvivle. Det eneste, der nu er nødvendigt, er, at vi ikke blot læser, hører og forstår dette, men også i lydighed virkelig ifører os disse våben og bruger dem. Så vil vi ganske vist alligevel komme til at mærke megen svaghed, kamp og frygt, sådan som det plejer at gå til i en krig; men vi har et sikkert og fast løfte om, at vi dog ikke skal gå helt til grunde, men til sidst blive frelst, om end som gennem ild. For vi må ikke glemme, hvad der blev sagt fra begyndelsen, at det er i Guds styrkes kraft, vi skal være stærke, det vil sige, at sejren egentlig ikke afhænger af vores, men af Guds styrke. Det er Guds styrke og trofasthed, der gør, at ikke en eneste kan gå fortabt, som bliver ved med at påkalde ham. Derfor har Apostlen også sluttet med blot at vise os hen til Herren Gud, idet han tilføjer: «Under al påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden.» Læg mærke til, hvad det betyder, at Apostlen ikke har gjort bønnen til et særskilt våben, men på denne måde blot tilføjer bagefter: under al påkaldelse og bøn. Dermed har han villet give til kende, at bønnen og Guds hjælp skulle til ved brugen af alle våbnene. Bønnen er den luft, som hele kampen må føres i – bønnen er de kæmpendes åndedræt, uden hvilket ingen kraft og intet liv kan tænkes. Læg mærke til, hvordan Apostlen begynder og slutter med at lægge alt i Guds hånd. Han begynder med at tale om «Guds styrkes kraft» og slutter med at henvise til «påkaldelse og bøn». Og sådan er det: Den bedste rustning er forgæves, hvis Gud tager sin Ånd fra dig. Du må tigge Gud om hver nådesmule, når du vil bruge disse våben. Vil du omgjorde dine lænder med sandhed, så må du tigge og bede om «sandhedens Ånd», ellers er du snart bedraget. Vil du være klædt i retfærdighedens brynje, så må du visselig bede til Gud, som alene «virker både vilje og gerning efter sin gode vilje». Skal dine fødder være skoet med fredens evangeliums beredthed, eller skal du kunne holde troens skjold op mod alle «den Ondes gloende pile» – åh, hvor må du bede om alt dette! Det samme gælder, hvis du skal have nogen virkelig kraft af frelsens hjelm og Åndens sværd: til alting kræves der bøn – og al slags bøn, sådan som teksten her antyder, både alene og sammen med andre, både i stille suk og i udtrykkelig påkaldelse, altid under påberåbelse af det dyrebare navn, som alene gælder for Gud, og i hvilket alene alle bønner bliver hørt.

Derfor vågende med al udholdenhed og bøn for alle de hellige. Har vi forstået, hvilken fjende vi har, så må vi ikke sove i sikkerhed, men vente Djævelens rænker fra alle sider og derfor hver dag påkalde Herren og være rustet med våbnene. Dette er den rette årvågenhed, som også Herren Kristus så kærligt formanede til: «Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse» – og som han et andet sted føjer til: «Men det, jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!» – Og når vi ser hele Guds menighed udsat for de samme kampe og farer, som vi selv kæmper med, så lad os ikke glemme Apostlens formaning til bøn for alle de hellige og især for evangeliets vidner – sådan som han tilføjer: «og for mig» osv. Når endog den store apostel havde brug for forbøn, så kan vi let regne ud, hvor meget vi, svage og søvnige kristne, får brug for den. Lad os da ikke gå bort og glemme disse vigtige pligter, men virkelig øve os i disse stykker: flittigt at våge, bede og bruge våbnene! Ja, måtte alle troende i denne tid flittigt bede for sig selv og for hele Guds Israel! Hjælp os, hjælp os til dette, du trofaste og mægtige Frelser, for dit navns skyld, så vi lykkeligt må komme igennem alle farer og kampe på denne jord og til sidst hos dig få, hvad du har lovet den, der sejrer! Hør os, for dit navns skyld, o Jesus! Amen.