Om loven og dens fornemste formål

(Fjerde årgang, 1845)

Alt Guds ord er efter sit indhold af to slags, nemlig lov og evangelium. Hvis vi forstod disse to ret, forstod vi, hvad hovedsagen angår, hele Guds ord; for der findes intet ord om Guds vilje og råd angående vores salighed, som ikke hører til en af disse to slags.

Til loven hører alt det Guds ord, som lærer, hvad vi skal være og gøre, alt det Guds ord, som kræver noget af os, hvad enten det er indre egenskaber eller ydre gerninger; for Guds lov kræver hele mennesket, også det inderste i dets væsen, dets hjerte, tanker og begær. Derfor siger budene ikke: Din hånd, din fod, din tunge skal gøre dette, skal lade dette være; men de siger: Du, du – – det vil sige, de taler til hele mennesket. Tag blot det første bud som eksempel; hvor kræver det dog ikke «hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores styrke og hele vores forstand» (Luk 10,27)! Tænk på, hvad det indebærer, at vi skal frygte og elske Gud over alle ting og sætte al vores tro og lid til ham! At jeg skal frygte Gud over alle ting, betyder, at jeg ikke må være kødeligt sikker, hård og ligegyldig over for Gud og min sjæl; ikke være letsindig nok til at synde, men frygte så meget for at gøre Gud imod, at jeg hellere lider alt, hellere lider døden, end at jeg skulle synde mod min Gud; at jeg våger og kæmper mod synden, og det med alvor, med iver og kraft; at jeg ikke det ene øjeblik våger, beder og kæmper og det næste øjeblik letsindigt følger fristelsen, men at jeg våger, beder og kæmper hele tiden osv. At jeg skal elske Gud over alle ting, betyder, at jeg ikke må være kold over for min Gud, ikke træg og uden lyst til bønnen og Guds ord, men med den allerstørste lyst og glæde omgås Gud, at jeg helst tænker på ham, helst taler om ham og af kærlighed til ham gerne gør alt, hvad han byder, og gerne lider alt, hvad han tillader at komme over mig; for alt sådant gør man for den, man virkelig elsker. At sætte al sin tro og lid til ham kræver en sand tro og tillid til ham og forbyder al tillid til mig selv og til alt skabt, forbyder al formastelse og egenkærlighed, forbyder også al mistillid, vantroens sorg og tvivl. Kort sagt: Hvis du gennemgår alle Guds bud, så kræver de ikke en enkelt gerning eller et enkelt lem, hånden, foden eller tungen, men de kræver hele mennesket. Derfor forklarer Kristus i Matt 5, at den, som blot bliver vred på sin næste, i Guds øjne regnes for en morder, og den, som blot ser på en kvinde med uren begærlighed, dømmes af Gud ligesom en horkarl.

Af alt dette ser vi for det første, at Guds lov ikke blot kræver gerninger, ikke blot siger, hvad og hvordan vi skal gøre, men at den frem for alt kræver vores indre, kræver en god indre tilstand, gode indre egenskaber, og siger, hvad og hvordan vi skal være; at altså også det Guds ord, som handler om vores sindelag og vores egenskaber, hører til loven; at jeg for eksempel, når jeg revses for kulde, hårdhed, letsind, hovmod, egenkærlighed, træghed over for Ordet og bønnen m.m., revses af loven. Men ikke nok med det; vi ser også, at netop det indre, selve tilstanden, hjertet, sindet og lysten, er det første og fornemste, som Gud kræver frem for alt andet; at hvis jeg lever nok så fromt i det ydre, gør nok så meget godt og afholder mig fra alt ondt, men indvendig nærer tanker og begær, som strider derimod, begær efter synden og ulyst til det gode, så bliver jeg for Gud anset og dømt lige med dem, der frækt og groft øver de samme synder i gerning; og altså, at jeg i en sådan tilstand, hvor jeg kun gør det gode af tvang, for lovens truslers eller løfters skyld, ikke kan gøre en eneste gerning, som er god for Gud. Sådan er Gud, og sådan er hans hellige lov; for Guds lov er intet andet end Guds hellighed, Guds natur og vilje udtrykt i ord. Sådan som han selv er, vil han, at også vi skal være; hvad han selv elsker, vil han, at også vi skal elske; hvad han selv hader, vil han, at også vi skal hade; han kan ikke være tilfreds med, at vi hader og foragter det, han elsker, og at vi elsker det, han hader. Så lidt som han selv kan forliges og omgås med synden og Djævelen, så lidt kan han tåle, at vi omgås med dem. Derfor stiller han sig selv frem som eksempel for os og kræver, at vi skal være hellige og fuldkomne, ligesom han selv er; for eksempel når han siger: «I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig» (3 Mos 19,2), og igen Kristus: «Vær fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen» (Matt 5,48). Ak, de stakkels tåber, som siger: «Gud kan ikke kræve mere af os, end vi formår» – når hans ord dog tydeligt lyder sådan, som vi netop har anført! Og på den måde, eller hvis Gud ikke krævede mere af os, end vi faldne syndere formår, så ville «enhver mund» ikke «lukkes og hele verden blive strafskyldig over for Gud» (Rom 3,19) – ja, så havde Kristus lidt døden for os uden grund!

Nu lidt om lovens egentlige formål og mening, dens rette og forkerte brug. Det er hovedspørgsmålet. Det ville løse tusind knuder af vantro, hvis det blev modtaget i lydighed. Men det er også det egentlige strids- og prøvepunkt; for her er de sande og de falske kristne altid uenige. Hvad er så lovens egentlige mening, formål og embede ved et menneskes saliggørelse? Blandt sine mange vidnesbyrd om det har apostlen Paulus også følgende ord:

«Men vi ved, at alt, hvad loven siger, det taler den til dem, som har loven» – men til hvilket formål? Hør og læg mærke til det! – for at «enhver mund skal lukkes og hele verden blive strafskyldig over for Gud, eftersom intet kød skal blive retfærdiggjort for ham af lovgerninger; for ved loven kommer erkendelse af synd» (Rom 3,19–20).

Her behøves ingen kunstige slutninger; man skal blot tage ordene, som de lyder; for på dette sted er det netop Apostlens ærinde at sige, hvad loven har til formål. Her er det altså afgjort, at Guds mening og formål med sin hellige lov ikke var, at verden ved den skulle blive from, retfærdig og salig for Gud, men – blive strafskyldig – at hver eneste mund skulle lukkes – fordi intet kød (intet menneske) kan blive retfærdiggjort for Gud af lovgerninger; for ved loven kommer erkendelse af synd. – Endnu et sted:

Men loven kom også til – netop med det formål – for at overtrædelsen skulle blive overvældende stor; men hvor synden blev overvældende stor, dér blev nåden endnu mere overvældende (Rom 5,20).

Sådan tænkte jeg ikke; jeg mente, at hvis jeg blot for alvor tog loven til hjerte, så skulle «synden dog engang se sin ende, i omvendelsens ild brændes ud», så skulle jeg dog engang lære at holde op med at synde. Jeg mente, at loven også kom til, for at synden skulle overvindes og udryddes; men nu siger apostlen Paulus, at loven kom til, for at overtrædelsen skulle blive overvældende stor. – Men så må denne «overtrædelsens overflod» vel kun betegne, at syndsfølelsen, sorgen over synden og angerens tårer bliver overvældende store? Ikke at selve synden bliver værre i mig; den må da vel ved buddet blive mindre og mindre, og kun den fromme anger blive større? Sådan skulle man tro; men se her, hvad Apostlen selv siger i et senere kapitel (Rom 7,7–11): «Jeg havde ikke kendt begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet alt begær i mig; for uden lov er synden død. Og jeg levede engang uden lov; men da buddet kom, levede synden op, og jeg døde; og buddet, som var givet til liv, viste sig at blive mig til død. For synden fik en anledning og forførte mig ved buddet og dræbte mig ved det.» Her er ordene dog meget tydelige og afgørende, når Apostlen udtrykkeligt siger, at «synden får en anledning og ved selve buddet virker alt begær» – at «uden lov er synden død», det vil sige: det indre begær efter det onde, den egentlige synd, er mere stille og skjult, når det er frit og uhindret, end når loven vil gøre modstand mod det; som dr. Gezelius siger ved ordet: Uden buddet var synden død: «Eller: synden er død, idet den ikke rører sig så heftigt og heller ikke strider så forsætligt og åbenlyst mod Guds lov og ikke lader sin kraft komme så meget til syne, når den ikke regnes for synd, som efter at den er erkendt.» – Det går sådan til: Når synden er fri og uhindret af loven, ligger det onde begær, den egentlige synd, mere slumrende, mere sløv og uvirksom på hjertets bund; men netop nu, når loven kommer og vil gøre modstand mod det, rejser den indre, skjulte ondskab sig til kamp og bliver da mere virksom og derved også åbenbar; ligesom et uartigt barns ondskab og vanskelige sind netop vækkes og kommer til syne, når man nægter det dets vilje; ligesom en flod, netop når man sætter en dæmning for den, stiger op og flyder over sine bredder. Sådan er det også med synden og loven. Og at loven skulle have den kraft, at den med sit forbud også kunne dæmme op for begæret og gøre hjertet, viljen og lysten god, er netop det, Apostlen her benægter, idet han siger, at begæret efter det onde tværtimod vækkes desto mere i hjertet, jo mere loven forbyder det. Men nu vil Gud først og fremmest have vores indre godt og helligt, have vores kærlighed og lyst til det gode, som er selve betingelsen, livet og sjælen i en god gerning; for hvor denne indre godhed mangler, nemlig lyst og kærlighed til det gode, dér mangler for Guds øje alt godt; for Gud ser på hjertet. Og når nu dette indre er blevet værre, så er den egentlige synd blevet værre. For hvad er det at ofre den blotte hånd eller gerning til Gud, men selve hjertet, viljen og lysten til synden – hvad er det andet end at give skallen til Gud og selve kernen til synden, give avnerne til Gud, men selve kornet til synden, til Djævelen? Men der er mere endnu: Hertil kommer som regel også, som en helt ny synd, der slet ikke fandtes, før «buddet kom», at man også bliver bitter og led på selve loven, sukker over den gode, hellige tugtemester som over en undertrykker og altså knurrer mod Gud selv, som har givet sådan en lov, så at det i hjertet lyder: Ak, havde Gud dog ikke givet os sådan en lov! Hvorfor skulle Gud forbyde os dit og dat? Hvorfor kunne vi ikke have fået lov at være frie? osv. Det er ondskabens højdepunkt, når man ikke blot har begær efter det onde, men også bitterhed mod Gud og hans hellige lov.

Men at alt dette virkelig sker, nemlig at synden stiger således i hjertet, efterhånden som buddet vil hindre den, det vil enhver oprigtig kristen kunne bekræfte af egen bitter erfaring. Netop da han ved Guds nåde var blevet vakt af syndesøvnen til den dybeste bekymring for sin frelse og med den største alvor tog fat på sin omvendelse, da buddet truede, revsede, bød og forbød allermest i hans indre, og han gjorde de varmeste og alvorligste forsætter – netop da blev han mere ulykkelig, end han nogen sinde havde været; aldrig før havde han været så slemt udsat for synden som nu; aldrig havde den rast så gruligt, voldsomt og ihærdigt i hans kød med lyster og begær som nu; aldrig havde han været så jammerlig svag og elendig som nu. Ja, da sker det ofte, at al den fromhed, som han måske i flere år har arbejdet på med megen omhu og mange alvorlige forsætter og har elsket og plejet som sin dyrebareste ejendom, nu styrter sammen – styrter sammen ligesom en dæmning af hø og strå, bygget på sand, mod syndens flod; hans retfærdighed er ødelagt; han synder, som han aldrig før har syndet; han jamrer, han beder, han rejser sig, men falder igen; nu står han der selv blot som et forskrækket og fortvivlet øjenvidne til hele den jammerlige ødelæggelse, som ingen menneskelig kraft eller visdom, ja, ikke engang Guds hellige lov kan hindre, eftersom det netop var den, der fremkaldte denne ødelæggelse. «Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Slet ikke! Men synden kendte jeg ikke uden ved loven; for jeg havde ikke kendt begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet alt begær i mig; for uden lov er synden død. – Altså er loven sandelig hellig, og buddet helligt og retfærdigt og godt. Er da det, som er godt, blevet mig til død? Slet ikke! Men synden er blevet det, for at den skulle vise sig at være synd, idet den ved det gode virkede min død, for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet. For vi ved, at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden. For jeg ved ikke, hvad jeg gør; for det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg» (Rom 7,7–8.12–15). Læg mærke til ordene: «Jeg er solgt under synden; det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg.» Det var netop det, man skulle lære. Og når man ikke kan lære og tro det grundigt nok ved Ordet, som siger os det på forhånd, så må man lære det ved den sørgelige erfaring. Havde Peter blot på Kristi ord troet lige så grundigt på sin svaghed, som han erfarede den nogle timer senere, da han var faldet, havde fornægtet og forsvoret sin Herre og gik ud og græd bitterligt, så var han nok sluppet for den bitre erfaring.

Åh, hvor hårdt det som regel holder, hvor mange bedrøvelige erfaringer det koster, før mennesket bliver så afklædt og ydmyget, så overbevist om sin helt fortabte og fordømte tilstand, at det ikke længere vil prøve alligevel selv at frelse sig, eller i det mindste gøre noget til det! Men så længe det endnu har noget, det ikke har prøvet, noget, som det endnu selv må blive eller gøre, så får Kristus ikke lov at blive dets eneste Frelser; og så længe må det blive under lovens pine, uhjulpet og ulykkeligt, indtil det, udslidt og udmattet, styrter under byrden, opgiver håbet til alle egne anstrengelser og falder som død ned for Jesu fødder. Først da bliver det bedre med det. Denne sunde fortvivlelse ville dog blive meget fremmet og fremskyndet, hvis mennesket en gang for alvor begyndte at give agt på sin indre ondskab og besinde sig på, at Gud ser på hjertet, på tanker, sind og lyst – besinde sig på, at et menneske umuligt kan kaldes fromt, når kun hånden eller gerningen tvinges til det gode af en fremmed kraft, af loven, mens menneskets fornemste dele, hjerte, sind og lyst, er hengivne til synden, og det endog er forbitret på tvangen, på loven, på Gud – og i det mindste denne ondskab kan loven ikke tage bort, men snarere vække. Besindede mennesket sig på dette, ville det snart fortvivle om loven, om sig selv; opgive alt, hvad der er eller kan komme i og fra det, som tabt; give sig helt og holdent ind under Guds dom. Det kaldes da, at munden er blevet lukket og mennesket strafskyldigt over for Gud. Og det var især derfor, loven var givet. Så vil Gud ikke have mere af synderen, end at han nu, så fortabt og fordømt han er, blot lader sig skænke nåde som lutter nåde af Kristi fylde, at han tror og tager imod forløsningen i Kristus Jesus, og alt er i samme øjeblik læget, alt er godt. Så bliver Skriftens ord sandt: «Loven kom også til, for at overtrædelsen skulle blive overvældende stor; men hvor synden blev overvældende stor, dér blev nåden endnu mere overvældende.»

«Så er loven blevet vores opdrager til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro» (Gal 3,24).

«For Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror» (Rom 10,4).

«For det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i et syndigt køds lighed» osv. (Rom 8,3).

«Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ» (Gal 3,13).

Sådan var altså lovens største og fornemste formål. Ud over dette har loven også den gode virkning, at mange ellers ugudelige mennesker af frygt for straf holdes i tømme og ikke som vilde dyr ødelægger den almindelige tryghed og den menneskelige orden; og endelig, at de troende, de frigjorte og villige nådens børn har i loven en god og kær vejviser, eller rettere et godt og pålideligt vejkort, en klar og sikker tegning til det åndelige hus, som bygges af troen og kærligheden i deres hjerter. Men disse lovens embeder skal vi ikke behandle denne gang.

Når vi nu har hørt lovens fornemste formål, vil vi også let kunne se, hvad der er dens rette eller forkerte brug.

Loven var givet, for at enhver mund skulle lukkes og hele verden blive strafskyldig over for Gud; alligevel findes der utallige mennesker midt i kristenheden, som tager loven til deres vej til salighed, søger at blive retfærdige og salige ved loven. Se her det første, største og mest almindelige misbrug af loven. Heraf opstår to slags ulykkelige sjæle: først grovere og finere farisæere, som, når de øver nogle ydre eller indre lovens gerninger, bilder sig ind, at de er kristne, fromme og retfærdige. De ved godt, at «farisæerne» ikke var kristne; de tror nok, hvad Paulus lærer, at ingen kan blive retfærdiggjort af lovgerninger; det er ikke deres mening at være på den vej; men det er gået til for dem på følgende enkle måde: De er blevet vakt op fra den almindelige, overfladiske, løse verdensrus til at søge deres frelse; de har taget fat på deres omvendelse, på at læse Guds ord, bede, fly verden og synden, gøre det gode – hvilket alt sammen tydeligt kræves i Guds ord – og det er lykkedes dem så godt (hvad de kun vil takke Gud for, Luk 18,11), at de også har fået fred i det. Disse, som på den måde er blevet bedre og bedre, og som så ulykkeligt har haft held med sig, at de har fået trøst og fred i deres omvendelse, er kommet dertil på forskellige måder: For det første var de måske aldrig rigtig vakt, men snarere blot overbevist, overtydet om, at den almindelige brede verdens vej ikke fører til livet; derfor slog de ind på en anden og sluttede snart, at når de nu gik en anden vej end verden, måtte alt også være i orden. De lagde forskellige af verdens synder bort og tog forskellige af de kristnes skikke og vaner til sig, men kunne aldrig høre eller fornemme den vigtige omstændighed, at Gud ser på hjertet, kræver sind og lyst til det gode; de forstod sig heller ikke på eller bekymrede sig om, hvad genfødsel vil sige, men nøjedes med den nævnte tiltagende forbedring og fromhed; og når denne en gang imellem ikke helt var dem til behag, men de fejlede, så har de straks tænkt: «De kristne har også mangler, men Gud er jo nådig» – som om også de hørte til dem, som «ikke er under loven, men under nåden». Desuden plejer de også at prutte og købslå med loven og sige: «Det og det kan intet menneske opfylde; derfor kan Gud heller ikke have krævet det» – og så lægger de selv deres vej til rette og sætter målet for hellighed passende højt, så de ikke behøver at blive strafskyldige over for Gud. Har de også forstået, at lovens højeste formål er at virke syndserkendelse, anger og sønderknuselse, så har de også ment at have dette, når de har følt samvittighedskval over en og anden synd – en syndserkendelse, som også Kain havde – men under alt dette har de dog altid haft en og anden bedre side tilbage, fx en bedre vilje, et godt hjerte osv., og har således aldrig med hele deres væsen været under Guds vrede og dom. Dette er hovedsagen i en falsk omvendelse – det er umuligt at regne alle de enkelte måder og veje op; men kort sagt: når de aldrig helt har mistet det gamle håb om Guds nåde, aldrig er blevet ulykkelige over deres omvendelse og fordømte i hele deres væsen, indesluttet under Guds dom, så har hovedsagen i en ret omvendelse altid manglet. Lad os høre, hvad Luther siger om det i en prædiken på tredje påskedag:

«For det første kaldes en ret anger eller ruelse i Skriften ikke en sådan selvgjort tanke af vores egen, som man har kaldt contritio og attritio, hel og halv anger; men den er der, når samvittigheden virkelig begynder at gnave og pine dig, og hjertet for alvor frygter for Guds vrede og dom, ikke alene for de åbenbare, grove synders skyld, men også for de stærke bånd, som du ser og føler hos dig, nemlig lutter vantro, foragt og ulydighed mod Gud, og, som Paulus siger, et fjendskab mod Gud i dit kød og blod og alle slags onde lyster og begær, hvormed du har pådraget dig og fortjent Guds vrede, så du i evighed burde kastes bort fra hans ansigt og brænde i helvedes ild.

«Denne ruelse og anger går altså ikke stykvis på nogle gerninger, som du åbenlyst har begået mod de ti bud – hvor man skelner mellem sine gerninger, for at man alligevel kan finde noget godt hos sig selv – men den går på hele din person og hele dit liv og væsen, ja, på hele din natur og viser dig, at du ligger under Guds vrede og er fordømt til helvede. – – For selv om det kan begynde med anger over en enkelt synd, som da David blev straffet for hor og mord, så går det siden over hele dit liv og kaster dig på én gang, som med et tordenslag fra himlen, helt og holdent ind under Guds vrede og siger dig, at du er et helvedes barn, så dit hjerte forskrækkes sådan, at hele verden bliver dig for trang.»

Den anden slags af dem, som gør loven til vej til salighed, som søger deres retfærdighed i loven, er de stadig hentærende og ulykkelige sjæle, som bestandig ser, at der endnu mangler noget i deres omvendelse, men alligevel bliver ved med at håbe, at de ved fortsat ihærdig bøn og kamp og strid med tiden skal vinde – vinde over deres ondskab – og så da få lov at tilegne sig nåden i Kristus. De er ikke så uoplyste, at de mener at blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (hvormed de mener ydre gerninger); «men», tænker de, «hjertet, hjertet kræver Herren, kærligheden, angeren, bønnen, ydmygheden – se, det er de ofre, som behager Gud»; og så søger de ved disse indre og mere åndelige lovens gerninger at blive velbehagelige for Gud; men de vil slet ikke forstå, at det skal kaldes: «at søge at blive retfærdiggjort af loven»; de mener, at det kun er «en ret omvendelse», den, som Gud udtrykkeligt kræver; og således har selvretfærdighedens smitte kun lagt sig på de indre dele, og deraf er en endnu dybere og mere pinefuld sygdom opstået. «Men hvad! Har Gud da ikke krævet dette indre, krævet omvendelse, anger, kærlighed, bøn?» Svar: Har han ikke også krævet de ydre gerninger? Det er der ikke tale om. Tværtimod er det allerede tydeligt vist, at Gud i sit hellige ord først og fremmest kræver dette indre, som netop er hovedsagen i lovens bud, især i det første bud; men fejlen består i, at man ved disse ydre eller indre lovens gerninger søger at blive retfærdiggjort, at man gør dem til vej til salighed; og selv om man ikke selv tror og mærker det, så er dette dog unægtelig på færde, når det i hjertet lyder: «Bare jeg rigtig kunne angre, rigtig bede, rigtig elske; bare jeg ikke var så kold, så hård, så livløs, så ville jeg tro, at Gud var mig nådig» osv. Sådan stritter og strider det arme hjerte imod Herren og hans hensigt. Guds mening var, at du skulle blive strafskyldig over for alle lovens krav, især over for disse indre – for de ydre kan man snarere opfylde – men du vil tværtimod ved disse indre blive velbehagelig for Gud. Det er altså grunden til, at du aldrig får fred, aldrig rigtig fred, aldrig vished og klarhed med Gud, men slides og kastes frem og tilbage; for du vil ikke lade alt, alt, hvad der er eller kan blive i dig, være fordømt og fortabt, men du vil nødvendigvis vinde i dit stræb med loven; men ad den vej går det ikke; nej, «enhver mund skal lukkes, og hele verden skal blive strafskyldig over for Gud»; ellers får Kristus ikke lov at blive eneste Frelser og helt fortabte synderes Frelser; og ellers er Kristus død forgæves (Gal 2,21).

Men se her endnu en ny misforståelse af loven og dens evne. Ud over dem, som søger at blive retfærdiggjort ved loven, findes der andre, som søger at blive hellige ved loven. Hvor ofte hører man ikke en ellers oplyst kristen sukke med et mørkt og ulykkeligt sind: Ak, jeg ved godt, at intet kød kan blive retfærdiggjort af loven for Gud, at Kristus alene er Herren, vor retfærdighed, at vi bliver retfærdiggjort uforskyldt, af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus; men – der står dog udtrykkeligt i Ordet, at Kristus «er blevet for os ikke blot til retfærdighed, men også til helliggørelse!», at «uden helliggørelse skal ingen se Herren!» Jeg arme menneske kan jo aldrig for alvor lægge mig loven på hjerte til helliggørelse, men er så ligegyldig og træg! Åh, bare lovens hammer en gang rigtig kraftigt slog mit hårde, syndige hjerte i stykker; bare jeg en gang rigtig dybt kunne føle syndens bitterhed, så ville jeg vel også lære at vogte mig for synden! osv. – Det er ikke andet end blot en ny skikkelse af den gamle, dybe, uendelige indbildning om den evne, som nødvendigvis må ligge i os, hvis den bare bliver drevet frem af lovens bud. Men læg mærke til, hvilken forvirring der er i denne bedrøvede sjæls sind, når den på samme tid minder om det mindeværdige ord, at Kristus af Gud er gjort for os både til retfærdighed og til helliggørelse (1 Kor 1,30), og på samme tid med dyb alvor tænker, sukker og klager over, at manglen på helliggørelse kommer af mangel på lovens truende og fordømmende følelse, og mener, at denne lovfølelse skulle afhjælpe manglen; ja, at man ikke burde tro så meget på Kristus, men snarere synke ned i mere bæven og syndekval for at blive hellig! Kære menneske, giv dog agt på de hellige ord og læg mærke til, hvordan de lyder! Der står jo ikke, at loven, men at Kristus af Gud er gjort for os til retfærdighed og til helliggørelse! Men Kristus er ikke det samme som loven, «lovens hammer», dens trusler og domme! – Men at Kristus bliver os til helliggørelse, sådan som han af Gud er gjort til det for os, sker på den måde, at vi ved troen på ham og hans retfærdighed (læg mærke til det!) bliver gjort fri fra loven, dens domme og kval i samvittigheden, får fred med Gud ved syndernes forladelse og i denne troens fred og salighed får et godt barnehjerte over for Gud, med lyst og sind til at være ham til behag. Nu gør jeg det gode slet ikke nødt og drevet af lovens krav, domme og trusler eller af den fordømmende syndsfølelse, men på den måde, som Gud vil have det, nemlig af fri lyst og kærlighed til Gud og hans vilje. Se, det virker Kristus, når han «bor ved troen i vores hjerter»; for Kristus er af Gud gjort for os både til retfærdighed og til helliggørelse; men det virker loven aldrig, den var heller ikke givet til det, men havde helt andre formål, nemlig at oprøre og åbenbare synden (Rom 7,7–11), at synden skulle blive overvældende stor (5,20) og blive overmåde syndig (7,13), at enhver mund skulle lukkes og hele verden blive strafskyldig over for Gud (3,19); og derfor kaldes den et bogstav, som slår ihjel, og fordømmelsens embede (2 Kor 3), et trældomsåg (Gal 5,1) og en opdrager til Kristus (3,24). Se, til den slags kan loven tjene; men hvad der egentlig hører helliggørelsen til, selve livet, sindet og kraften til det gode, det kan den aldrig give eller virke, det har den heller aldrig lovet, det hører ikke til dens embede; for «hvis der var givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden virkelig være af loven» (Gal 3,21).

Det er desværre i sig selv sandt, hvad der nok har ført dig vild: at der findes en slags troshelte, som endnu burde rammes af loven helt ind i samvittigheden, vækkes og knuses – disse stærke, modige eller letsindige misbrugere af nåden og evangeliet, som aldrig bekymrer sig om nogen fejl og synder, men under påberåbelse af den evangeliske frihed hylder og forsvarer kødets frihed, friheden til at leve, som det behager verden og sanserne. De har en stærk tro, som aldrig forstyrres, men en tro, som aldrig virker noget; de er stadig ubrudte, sikre, selvtilfredse og frie og tilfredse i visse yndlingssynder. Deres tro forkastes af Ordet, som lærer, at den er en død tro, at de endnu trænger til at blive vakt, at loven endnu ikke har gjort sin gerning hos dem, ydmyget og fordømt dem.

For det andet er det også sandt, at også de troende kristne har stor nytte af loven; ja, den gør dem flere ganske store tjenester, blot (læg mærke til det) ikke den, som du venter af den, nemlig at du gennem lovens domme og forskrækkelser i samvittigheden skal lære at vogte dig for synden og på den måde nå frem til mere helliggørelse. Nej, det har aldrig været lovens gerning, når man taler om virkelig helliggørelse; tværtimod plejer den at forøge det indre onde, sådan som det allerede er vist. Men om at en troende kristen bruger loven til sin nytte, og om på hvilke måder og tider det sker, er især følgende værd at lægge mærke til: En kristen bruger loven allerbedst, når han i samvittigheden er allermest fri for loven, for dens domme, trusler og forskrækkelser; når han er allermest forvisset og glad i troen og allermest regner Kristi retfærdighed for tilstrækkelig for Gud. For da er hans hjerte varmest, mest barnligt, taknemmeligt og villigt til al Guds vilje; da tænker han i den reneste hensigt på, hvordan han kan gøre det, som hans Gud har behag i, og da er loven en kær vejleder. Den hverken driver ham med trusler og tvang eller giver ham kraft, men den tjener ham kun, sådan som tegningen til et hus tjener bygmesteren. For det andet: En troende kristen bruger loven allerbedst, når han lægger den på kødet og livet, ikke på samvittigheden, ikke på spørgsmålet om, hvordan han står over for Gud. Han siger da til loven, som Luther plejer at udtrykke det: «Når det gælder mit liv, eller hvordan jeg skal være og handle, så vil jeg gerne høre og lyde dine bud; men vil du trænge dig ind i samvittigheden eller ind i spørgsmålet om, hvordan jeg står hos Gud, så vil jeg ikke vide af dig. For det er under alle omstændigheder afgjort på forhånd, at jeg over for loven bliver til skamme og bliver fordømt; men for at bestå over for Gud behøver og har jeg en andens retfærdighed. Men se, jeg må jo altid gøre og være noget, og i det vil jeg gerne rådføre mig med dig og følge dig. Desuden har jeg et genstridigt kreatur, et ondt og lumsk hjerte, et kød, som er uvilligt og trægt til alt godt, og som altid strider imod ånden; hjælp mig mod det, vær mig et bidsel og en pisk på kødet» osv. Se, ved en sådan brug af loven holdes en kristen altid vågen og beskæftiget; han bliver også bestandig fattig og hungrende efter nåde og har som sådan altid brug for Frelseren – ja, for evangeliet, for bønnen, for nådebordet osv. Sådan er altså en god og rigtig brug af loven.

Men tænk, hvor helt anderledes det er, når en stakkels sjæl, som støder sig på sit eget liv og bekymrer sig over sin skrøbelige helliggørelse, sukker og tænker: «Hvis jeg blot rigtig kunne lægge loven på samvittigheden, rigtig kunne mærke syndens bitterhed, så ville jeg vel en dag lære at vogte mig for den.» Det er en vildfarelse i enhver henseende; for det er netop på denne måde, at loven ikke gør nytte. Havde du været selvtilfreds, fri og sikker, så kunne den måske have tjent dig til ydmygelse; og havde du været sat fri og glad i troen, så havde den tjent som rettesnor for kødet og livet – og altid til ydmygelse. Men med sine domme i samvittigheden at hæmme synden og fremme helliggørelsen, nemlig kærlighed, lyst og kraft til det gode, et frit og villigt liv efter Guds bud – det var en gerning, som loven aldrig kunne udrette. Tværtimod, som allerede vist, vækker og forøger den kun syndens begær og kraft og gør hele mennesket blot endnu mere svagt og syndigt.

Det er altså ikke troen på Kristus, der gør dig ugudelig, men det er manglen på tro, det er dit hemmelige lovsind, som stadig «virker vrede», som får synden til at oprøres. For selv om du engang er kommet til troen, vil loven alligevel bestandig trænge ind i samvittigheden; dér rumsterer og klager den over dine mangler og urenheder, gør dig nedslået og mørk, driver troen og freden i Kristus ud – og straks har den igen sin gamle art og kraft til at pirre og vække synden. Eller mærkede du ikke selv, da du kom til troen – såfremt du nogen sinde har været sat fri og salig i troen – mærkede du ikke, at du da blev et nyt menneske, villigt og dygtigt til at gøre din nådige Faders vilje, så at du med lyst og kraft forbandede dine før kæreste og mægtigste synder, sprang løs af deres lænker og nu med lyst og lethed gjorde det, som før var svært, ja, umuligt? Den samme kraft har den samme tro stadig. Men hvad udrettede så loven, da den knuste og brændte allerstærkest i dit hjerte? Var det ikke da, du blev mere svag og syndig, end du nogen sinde havde været? Var det ikke da, at synden «fik anledning og ved buddet virkede alt begær», ja, at «synden blev overvældende stor»? Men den samme kraft og virkning, som den havde dengang, har den stadig, så snart den kommer ind i samvittigheden og driver troen, barnetilliden og freden i Kristus ud. Derfor:

«Hvad hjælper samvittighedens kvaler / og lutringsildens flammer / til at dæmpe syndens bølger? / Uden troen er al omvendelse / en hård, men kerneløs skal.»

– – «Vort hjerte er vel ringe, / dog lader det sig ikke tvinge / og bringe under lydighed, / selv om man lagde hele jordens tyngde / også derpå. / Selv om Moses med sin hammer / til tider slår og klemmer det, / så er det dog, før han rigtig er færdig, / som det var.» – –

Har du aldrig forstået og tænkt over, hvad man skal lære af den betydningsfulde beretning, som man læser i 2 Mos 19? Gud gav sin hellige lov på Sinaj bjerg under forfærdelig pragt, torden og lyn, «og en tung sky kom over bjerget, og en meget stærk lyd af basun hørtes – – og hele bjerget skælvede voldsomt, og basunens lyd blev stærkere og stærkere». Under sådanne forfærdende og majestætiske tegn på den nidkærhed, Gud havde for, at hans ord blev efterlevet, udtalte han sin hellige lov; og det første og største bud var: «Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede» (kap. 20,3–4). Dette bud gentog han (v. 23): «Guder af sølv eller guld må I ikke lave jer.» – «Og hele folket fornam tordenen og flammerne og basunens lyd og røgen fra bjerget; og da folket fornam det, skælvede de og holdt sig på afstand» (v. 18). Nu var folket sandelig forskrækket af loven, det skortede det ikke på; men hvad læser vi i kap. 32? Moses nåede ikke ned fra bjerget, før folket lod lave en guldkalv og udråbte den som sin gud. Så lidt formåede loven og forskrækkelsen ved selve Sinaj bjergs fod at hellige hjertet eller blot holde syndens udbrud tilbage – ligesom et evigt mindetegn om, at der ikke er givet nogen lov, som kunne gøre levende. De bitreste kvaler over synden og de groveste udbrud af synd hører ofte sammen i en ynkelig vekslen, så det går på denne måde: at synde, at blive forskrækket, at synde igen, igen at blive forskrækket, så igen at synde og nu igen at blive forskrækket, græde og ængstes, men straks derefter igen at synde osv. Sådan går det til under Sinaj bjerg. Så lidt formår lovens hammer, lovens trusler og forskrækkelser at tvinge menneskehjertet til helliggørelse.

Men det er ikke nok med, at loven med sine trusler og forskrækkelser ikke selv kunne virke hellighed. Apostlen går så vidt, at han lærer, at vi endog først må være fri for loven i samvittigheden, ja, døde fra loven, før vi er i stand til sand helliggørelse. I Rom 7,4 siger han: «Således er også I, mine brødre, blevet gjort døde fra loven ved Kristi legeme for at tilhøre en anden, nemlig ham, som er opstået fra de døde, for at vi kan bære frugt for Gud.» Og i kap. 6,14: «For synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.» Og i Gal 2,19: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud.» – Læg mærke til sådanne ord: Her siger Apostlen, at vi derfor er blevet gjort døde (skilt) fra loven, for at vi kan bære frugt for Gud, for at vi kan leve for Gud, og at synden derfor ikke skal herske over os, fordi vi ikke er under loven, men under nåden – altså at vi ikke før kan bære frugt for Gud, ikke før kan leve for Gud, end vi er blevet gjort døde fra loven. Det tænkte jeg ikke; jeg mente derimod: Blot jeg rigtig kunne lægge loven på samvittigheden, så ville jeg leve for Gud. Her (i Rom 7) siger Apostlen, at jeg først må være lige så fri for loven, som en kvinde er fri for sin mand, når han er død (v. 1–4), før jeg kan leve for Gud. Og lige nedenfor (v. 7–19) viser han grunden, nemlig at så længe loven, dens bud og trusler, regerer i samvittigheden, og ikke nåden, troen og den villige, glade barneånd, så bliver synden kun vakt til mere begær, kraft og virksomhed. Og desuden: Selv om jeg da også gør nogle ydre gerninger efter lovens bogstav, så gør jeg dem ikke for Gud, det vil sige for den gode Guds skyld, af kærlighed, lyst og tilbøjelighed til hans vilje, men jeg gør det for loven, det vil sige for dens bud, trusler og løfter; så de med rette ikke kaldes mine gerninger, men lovens gerninger (Gal 3,10), fordi det er loven, jeg har at takke for, at jeg gjorde dem. Og sådan noget er ingen helliggørelse; for til helliggørelse kræves allerførst hjertets hellighed, dets frie tilbøjelighed og lyst til det gode. Men den opstår kun gennem troen, når jeg får den store glæde at være fri for dommen over alle mine synder, retfærdig og salig i Kristus, kort sagt fri for loven. Det har Kristus også lært os, da han sagde: «Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan heller ikke I, uden at I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene; den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre» (Joh 15,4–5). Og sådan var betydningen af Paulus’ ord, at Kristus «af Gud er gjort for os både til retfærdighed og til helliggørelse» (den gamle (svenske) oversættelse).